| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Ressourcebesparelser ved affaldsbehandlingen i Danmark

8 Resultater

De beregnede indikatorværdier er baseret på en række forudsætninger, dels om materialemængder, dels om LCA- data. Forudsætningerne er afgørende for resultaterne, ligesom eventuelle mangler i datagrundlaget kan være det. I det følgende præsenteres de væsentligste forudsætninger og datamangler for indikatorberegningen sammen med resultatet.

8.1 Resultater og forudsætninger for hvert enkelt materiale

Gennemgangen af de enkelte afsnit følger samme struktur, idet der først er en opsummering af de materialemængder og fordelingen på behandlingsformer – både de nuværende og de potentielle mængder, som er nærmere beskrevet i bilag 1.

Det anvendte LCA-data grundlag er kort beskrevet med henvisning til detaljer og referencer i bilag 2. De vigtigste antagelser og mangler er nævnt, og for hvert materiale vises de anvendte faktorer i tabellen under den første figur (f.eks. figur 8.1). Faktorerne viser besparelserne pr. ton for de relevante behandlingsformer set i forhold til hvis 1 ton affald blev deponeret. Faktorerne viser altså høje værdier, når der er en stor besparelse. Ved at gange disse faktorer med affaldsmængderne (f.eks. tabel 8.1), fås indikatorværdien for hhv. den nuværende behandling og den optimerede behandling opgjort i 5 indikatorværdier (som kan summeres til de 3 indikatorer "ressourcer", "energi" og "deponibehov"). Indikatorværdierne viser besparelsen ved ikke at deponere affaldet.

Ved læsning af figurerne må man være opmærksom på at de anvendte indikatorværdier ikke alle er direkte sammenlignelige. Således kan man kun sammenligne ressourceindikatorerne for energiressourcer og andre ressourcer med hinanden, energiindikatorerne for fornyelige og ikke fornyelige kan også sammenlignes, mens deponifaktoren skal læses for sig. Man kan også sige at de tre indikatorværdier for hhv. "ressourcer", "energi" og "deponi" skal læses hver for sig, men de to første er underopdelte. I kapitel 9 er de sammenlignelige indikatorværdier vist i samme søjle, hvilket præsentationsteknisk ikke har været muligt i kapitel 8.

Resultaterne kommenteres, og der peges på hvad der er de mest afgørende faktorer for resultatet. Til supplement for de viste figurer er der i bilag 3 vist de vigtigste enkeltbidrag til resultatet.

Konklusionen opsummerer hvad indikatorberegningen peger på som det væsentligste potentiale ved optimering af behandlingsformen for materialet.

8.2 Papir og pap

Papir og pap indgik sammen med glasemballage og aluminium som beregningseksempler i metodeprojektet. Ligheder og forskelle fra den tidligere beregning kommenteres.

Problemstillingen omkring "skjulte materialestrømme" diskuteres i forbindelse med indikatorberegningen for papir og pap, idet indikatorberegningerne for papir og pap næsten kun rummer el, træ og vand, hvor stort set alle skjulte materialestrømme er medregnet.

Tabel 8.1 viser affaldsmængderne for papir og pap i 2000 samt det realistiske potentiale.

Tabel 8.1:
Affaldsmængder af papir og pap.

1) Det realistiske potentiale for deponi svarer til 78.000, idet slam er medtaget under deponi i det realistiske potentiale.

Af tabel 8.1 fremgår det, at der er et potentiale for forøgelse af papirmængden til genanvendelse. Det forudsætter især en øget indsamling af erhvervsaffald. Mængden til deponi indeholder også papir, som ender som spildevandsslam.

Figur 8.1 viser besparelserne ved henholdsvis forbrænding og genanvendelse af 1 ton papir og pap, set i forhold til hvis 1 ton papir og pap blev deponeret. De fem søjler for hver behandlingsform viser således besparelserne for energiressourcer, andre ressourcer, bruttoenergi og deponi af affald. Det gælder således at jo højere søjlerne er, des større besparelse opnås der i forhold til en deponiløsning. Søjlerne for energiressourcer og andre ressourcer kan sammenlignes for de to behandlingsformer, ligesom bruttoenergi, fornyelig og ikke fornyelig energi kan sammenlignes. De to søjler besparelser for deponi af affald kan også sammenlignes.

Figur 8.1
Viser besparelser ved behandling af 1 ton Papir og pap ved henholdsvis forbrænding og genanvendelse. Værdierne er:
mPR pr. ton for de to ressourcefaktorer,
mPE pr. ton (1 PE=160GJ) for de to energiindikatorer samt
10 mPE (1 PE= 403 kg)pr. ton for deponifaktoren (grafens værdi på 250*10mPE*403 kg for sparet deponering svarer til knap 2,5 PE/ton, hvilket igen svarer til ca. 1007,5 kg/ton affald hvilket jo er rigtigt på nær afrundinger)

Det ses således af figur 8.1 at der opnås den største besparelse i fornybar bruttoenergi ved genanvendelse af 1 ton papir og pap, frem for forbrænding, hvilket også afspejles i indikatoren for energiressourcer. For de øvrige 3 indikatorer er besparelsen ved genanvendelsen marginal.

En vigtig forudsætning for denne konklusion er den anvendte godskrivning af energien fra affaldsforbrænding, hvilket diskuteres i afsnit 9.3. Følsomhedsberegningen der forudsætter det halve energiudbytte ved forbrænding viser en øget besparelserne ved genanvendelse. Begrundelse for at energifordelen ved forbrændingen kan blive mindre i fremtiden, er at det må forventes at effektiviteten ved det samlede elproduktionsystem til stadighed forbedres og i stigende grad baseres på vedvarende energi.

Figur 8.2 viser de nuværende besparelser og besparelser ved udnyttelse af potentialet for de 5 beregnede indikatorer. Indikatorværdierne er fremkommet ved at gange mængderne i tabel 8.1 med faktorerne i figur 8.1.

Udnyttelse af potentialet ved øget genanvendelse af papir vil give en øget besparelse i fornyelig energi - for de øvrige indikatorer vil stigningen være marginal.

Indikatorværdien for andre ressourcer er ændret væsentligt i forhold til metodeprojektet. Det skyldes at den anvendte værdi for normalisering af svovl (anvendt til papirfremstilling) i metodeprojektet var for høj. Svovl er ikke så knap en ressource som antaget, da den i dag indvindes ved afsvovling af olie, gas og kul, og ressourcerne derved må betegnes som rigelige.

Figur 8.2:
Indikatorværdierne for affaldsbehandlingen af papir og pap i 2000, samt potentialet for papir og pap. (i PR eller PE. For deponifaktoren er værdien angivet i 10 PE, dvs. at søjlens højde ganges med 10 (så værdien er ca. 3.100.000 PE).

I forhold til beregningen i metodeprojektet (og tidligere udførte sammenligninger af forbrænding og genbrug) er der indregnet en kraftig forbedret udnyttelse af energien ved affaldsforbrænding, idet der nu skelnes mellem produceret varme og el. Men samtidig er datagrundlaget for papirfremstilling opdateret, hvilket for papir som gennemsnit har betydet at det må regnes for mere energi- og ressourcekrævende at fremstille nyt papir end tidligere antaget. Især betydningen af energiforbruget til fremstilling af nyt papir - enten som træ eller anden energi giver højere forbrug end en genanvendelsesproces. Resultatet er måske overraskende i lyset af den teknologiudvikling der givetvis er sket det sidste 10-år, men afspejler også at der er sket en væsentlig udvikling i data og metoder til livscyklusvurdering af produktionsprocesserne.

Der er imidlertid betydelige forskelle på de energi- og miljømæssige fordele ved genanvendelse af forskellig papirtyper. Især mangler der en samlet vurdering af hvad de enkelte returkvaliteter i praksis erstatter. Analysen er igangsat og resultaterne vil kunne give et differentieret billede af hvilke papirkvaliteter der kan genanvendes med størst energi- og miljømæssige fordel. Undersøgelsen vil evt. kunne udpege nogle papirkvaliteter i affaldet hvor forbrænding ud fra en bredere vurdering kan være hensigtsmæssig. Umiddelbart vurderes at det især vil drejer sig om papir der idag forbrændes efter anvendelse som f.eks aftørringspapir og indpakningspapir.

8.3 Træ

Tabel 8.2 viser affaldsmængderne for træ i 2000 samt det realistiske potentiale for de forskellige behandlingsformer.

Tabel 8.2:
Affaldsmængder af træ 1).

Ved vurdering af potentialet for træ har det afgørende spørgsmål været hvilken behandlingsform der rummer et miljømæssigt potentiale? Som udgangspunkt brændes træaffald i dag – dog på nær en del som genanvendes. Det der registreres til genanvendelse hugges enten til flis, som sælges til forbrænding eller anvendes som stabiliseringsmateriale i kompost. Vi har valgt at definere potentialet som en 100% udnyttelse af træet som brændsel - hvad enten dette sker ved indsamling og forbrænding centralt eller i private brændeovne.

Da der ikke er noget oplagt alternativ til eksisterende praksis med forbrænding af træ til energiformål. Dog er der noget dag der i dag laves til flis som tilsættes kompost – dog uden modregning af gødningsværdien eller benyttes til jorddække. "Genanvendelsen" af træ som flis indgår i et vist omfang i den nuværende behandlingsform, mens potentialet er 100 % udnyttelse ved forbrænding.

Figur 8.3:
Viser besparelser ved henholdsvis forbrænding og genanvendelse af 1 ton træ, set i forhold til deponi af 1 ton træ (i mPR, mPE og 10 mPE).

Det ses af figur 8.3 at forbrænding af 1 ton træ er at foretrække frem for kompostering (genanvendelse). Som nævnt er denne betragtning dog lavet uden hensyntagen til gødningsværdien i komposten.

Figur 8.4 viser besparelserne i forhold til deponi for affaldsbehandlingen for træ i 2000 og for det relative potentiale for træ, som består af 100% forbrænding.

Figur 8.4:
Indikatorværdierne for affaldsbehandlingen af træ i 2000 og det relative potentiale for træ (i PR, PE og 10 PE).

Figur 8.4 viser, at potentialet for 100% forbrænding giver en umiddelbar energigevinst i forhold til kombinationen af genanvendelse og forbrænding, der var praksis i 2000. Denne vurdering er dog forudsat at det genanvendte materiale, komposten, ikke rummer en meget stor gødningsværdi, som ikke er med i beregningen.

Med mindre der kan skaffes overbevisende data for gødningsværdier ved kompostering af træflis (for den del der ikke er forurenet, f.eks. med maling), må det antages at praksis med forbrænding af træaffald er den bedste måde at behandle træaffaldet.

Muligheden for at anvende træflis til f.eks. ukrudtsbekæmpelse er ikke undersøgt i projektet. Det kunne evt. udgøre et potentiale for øget genbrug af træaffald, men det vil dog også kunne resultere i en negativ effekt målt på energi- og ressourceindikatorerne – da affaldstræet i dag fortrænger anvendelse af fossilt brændsel. Omvendt vil det kunne give betydelige besparelser i forhold kemikalieforbrug til ukrudtsbekæmpelse.

8.4 Imprægneret træ

Der henvises til bilag 1, kapitel 4 for nærmere definition af imprægneret træ.

Tabel 8.3 viser affaldsbehandlingen og affaldsmængder fra 2000 for imprægneret træ samt det realistiske potentiale for behandling af imprægneret træ.

Tabel 8.3:
Affaldsmængder af imprægneret træ.

Hele historien om træ i foregående afsnit (8.3) kunne gentages her, hvis det ikke var fordi imprægneret træ i dag ikke forbrændes pga. indholdet af miljøbelastende stoffer.

Potentialet med øget forbrænding eksisterer ikke p.t., selvom der arbejdes på at udvikle processer til "afgiftning" af imprægneret træ inden energiudnyttelse. På længere sigt er der et betydeligt energimæssigt potentiale i at imprægneret træ kan forbrændes som andet træ.

8.4.2 LCA-data

Figur 8.5 viser besparelserne ved henholdsvis forbrænding og genbrug af et ton imprægneret træ, set i forhold til hvis samme mængde deponeres. Der findes ikke LCA-data, der kan illustrere processen til fjernelse af imprægneringsmiddel, så figur 8.6 viser intet potentiale, blot status quo.

Figur 8.5:
Viser besparelserne ved behandling af 1 ton imprægneret træ ved henholdsvis forbrænding og genbrug. Besparelserne er set i forhold til deponering af et ton imprægneret træ (i mPR, mPE og 10 mPE)

Det ses af figur 8.5 at besparelserne for det samlede ressourceforbrug (energiressourcer og andre ressourcer) er større ved forbrænding end ved genbrug af et tons imprægneret træ. Lægges de to indikatorer "fornyelig" og "ikke fornyelig energi" sammen, ses en lille fordel for genbrug. Besparelsen for mængden af affald der skal deponeres er næsten ens for de to behandlingsformer. Men forbrænding af imprægneret træ vil først blive aktuel, hvis man kan fjerne de miljøbelastende stoffer inden eller i forbindelse med forbrændingen.

Figur 8.6 viser besparelserne ved affaldsbehandlingen af imprægneret træ i 2000, samt for potentialet.

Figur 8.6:
Indikatorværdierne for affaldsbehandlingen af imprægneret træ i 2000 samt potentialet for imprægneret træ (i PR, PE og 10 PE).

Resultatet for imprægneret træ er det samme nu som for potentialet, da der p.t. ikke praktiseres andre behandlingsmetoder end deponi og lidt genbrug.

8.4.4 Konklusion

På længere sigt vil det formentlig være muligt at forbrænde imprægneret træ, hvis det lykkes at udvikle processer der effektivt fjerner miljøbelastende stoffer inden eller i forbindelse med forbrændingen. Imprægneret træ der ikke indeholder miljøfarlige stoffer vil evt. kunne genbruges, hvilket kun sker i ringe omfang.

8.5 Beton

Tabel 8.4 viser affaldsmængderne og affaldsbehandlingen af beton i 2000, samt det realistiske potentiale for beton.

Tabel 8.4:
Affaldsmængder af beton.

Al beton genanvendes i dag som vejfyld. Øgede krav til renhed af det genanvendte materiale vil formentlig betyde at en del fremover skal sorteres fra og deponeres - f.eks. hvis det er forurenet med tjærestoffer.

For både beton, tegl og asfalt gælder det at alt genanvendes ved knusning, og der findes ikke data for denne proces. Potentialet er negativt, da der er udsigt til at en større del skal frasorteres og deponeres af forureningshensyn.

Figur 8.7 viser besparelsen ved genanvendelse af 1 ton beton, set i forhold til deponering af samme affaldsmængde. Genanvendelse er eneste behandlingsform, der er medtaget, idet genanvendelse var eneste behandlingsform for beton i 2000. Det har ikke været muligt at medtage data for nedknusning af betonaffaldet samt transport, hvorfor det kun er indikatorværdien for deponi, der indgår i figur 8.7. Samtidigt er der dog heller ikke indregnet udvinding og transport af sand og grus, som spares ved genanvendelse af knust beton. Tilsammen vil udeladelserne tendere til at ophæve hinandens virkning.

Figur 8.7:
Figuren viser besparelsen ved genanvendelse af 1 ton beton, set i forhold til deponering af 1 ton beton (i 10 mPE).

Figur 8.8 viser at opfyldelse af det realistiske potentiale vil være årsag til et lille fald i den opnåede besparelse for deponi. Der mangler data for genanvendelse af bindejern (og ikke mindst for mængden der findes i beton fra nedrivninger), hvilket vil kunne vise en energi- og ressourcemæssig fordel ved genanvendelse af beton.

Figur 8.8:
Indikatorværdien: Deponi af affald for affaldsbehandlingen for beton i 2000 og det realistiske potentiale (i 10 PE).

Beton behandles i dag stort set optimalt, medmindre der f.eks. opfindes metoder til udnyttelse af beton til andet end fyld i stedet for grus og sten. Det kunne f.eks. være nedknusning og anvendelse som fyldstof i en slags mursten, hvorved der muligvis vil kunne spares noget energi.

8.6 Tegl

Tabel 8.5 viser affaldsmængderne for tegl og behandlingsformen i 2000 samt det realistiske potentiale for de forskellige behandlingsformer.

Tabel 8.5:
Affaldsmængder af tegl. 1)

1) En ukendt mængde forventes at kunne gå til genbrug.

I dag genanvendes størstedelen af teglaffald ved knusning og genanvendelse som fyld til bygge- og anlægsprojekter. Som ved beton kan det evt. forventes at der vil komme øgede krav til renhed ved anvendelse som fyld - og dermed en lidt større andel, der skal deponeres.

Besparelsen af affaldsmængden til deponi ved genanvendelse af teglaffaldet ses i figur 8.9.

Figur 8.9:
Besparelse ved genanvendelse af et ton tegl, set i forhold til deponering af samme mængde (i 10 mPE).

Som ved beton og asfalt indgår der ikke energi til knusning af tegl inden anvendelse som fyld. Omvendt indgår heller ikke energi til udvinding af sand og sten - hvilket skal modregnes i den opstillede beregning. Resultatet må forventeligt blive nær 0.

Figuren viser ganske enkelt at der spares 2,5 PE (= 1 tons) affald til deponi, hver gang et ton tegl genanvendes som fyldmateriale.

Figur 8.10 viser besparelsen af affald til deponi ved henholdsvis affaldsbehandlingen af tegl i 2000 og det realistiske potentiale, set i forhold til deponering af hele affaldsmængden for tegl.

Figur 8.10:
Indikatorværdien for genanvendelse af tegl i 2000 samt potentialet for tegl - besparelserne er set i forhold til deponering af affaldsmængden (i 10 PE).

Resultatet bliver med de anvendte forudsætninger kun et mindre fald i den sparede deponimængde grundet den øgede frasortering af forurenet materiale inden genanvendelsen.

Et øget genbrug af tegl - ved indsamling, sortering og afrensning vil evt. kunne øge besparelsen på energisiden, hvilket dog ikke er undersøgt her, da det kun praktiseres i meget begrænset omfang i dag.

8.7 Asfalt

I tabel 8.6 ses mængderne af asfaltaffald i 2000 og behandlingen af disse mængder. Derudover viser tabellen det realistiske potentiale for asfalt.

Tabel 8.6:
Affaldsmængder af asfalt.

Den viste skelnen mellem genanvendelse og genbrug bunder i at asfalt - der behandles på mobile anlæg og umiddelbart efter optagning lægges ud som asfalt efter iblanding af mere bindemiddel - ikke skal registreres som genanvendelse (fordi det aldrig har været affald). Om behandlingen kaldes genbrug eller genanvendelse har ingen betydning ved opgørelsen. Det forventes ligesom ved beton og tegl at nye krav til renhed ved genanvendelse som asfalt eller andet kan give en lille øgning i mængden til deponi.

Der er ikke fundet data for genanvendelse ved bortkørsel og oparbejdning eller genbrug ved mobile anlæg. Hvis der er en forskel, vil den givetvis være lille, da det typisk drejer sig om nærtransport. Figur 8.11 viser derfor kun indikatoren for deponi af 1 ton affald for henholdsvis genanvendelse og genbrug. Besparelsen i forhold til deponi af 1 ton asfaltaffald er ens for genbrug og genanvendelse, idet genbrug og genanvendelse i denne situation giver anledning til samme håndtering.

Figur 8.11:
Besparelse ved genbrug og genanvendelse af 1 ton asfalt-affald, set i forhold til deponering af samme mængde (i mPE).

Da det realistiske potentiale og affaldsbehandlingen stort set svarer overens, opnås samme besparelse af affald til deponi for henholdsvis genbrug og genanvendelse.

Figur 8.12:
Indikatorværdien for deponi af affald for genanvendelse og genbrug af asfalt i 2000, samt for det realistiske potentiale for asfalt (i 10 PE).

8.7.4 Konklusion

Materialefraktionen asfalt er på det foreliggende grundlag ikke fundet interessant som potentiale for en optimeret affaldsbehandling. Der indgår ikke sparet bitumen i beregningen, men inddragelse af LCA- data herfor vil ikke ændre billedet.

8.8 Mineraluld

Mineraluld genanvendes i dag internt hos mineraluldsproducenterne. Der eksperimenteres med indsamling af byggeaffald fra nybyggeri, mens mineraluld fra nedrivninger deponeres 100 %. Det er derfor vurderet at der pt. ikke kan skaffes data til en vurdering af potentialet, og materialet udgår fra undersøgelsen.

8.9 Gips

Tabel 8.7 viser affaldsbehandling og affaldsmængder i 2000 samt det realistiske potentiale.

Tabel 8.7:
Affaldsmængder af gips.

Gips kan indsamles, knuses og genanvendes til gipsplader. Der er et stort potentiale for genanvendelse af gipsplader. Der vil være en ca. 20% materiale, som kasseres og deponeres grundet forurening.

Ved genanvendelse af gips kan der evt. spares der en del energi til fremstilling ny gips. Der mangler dog danske LCA- data for fremstillingen og genanvendelses-processen, som kan adskille sig meget fra udenlandske forhold, idet dansk gipsproduktion er baseret på afsvovlingsprodukter fra kraftværker.

Genanvendelse af gips er godt på vej til at være i system, siden opgørelsen blev lavet for 2000 - og potentialet formentlig på vej til at blive realiseret. Det har imidlertid ikke været muligt at regne på materialet grundet manglende LCA-data.

8.10 Glasemballage

Tabel 8.8 viser affaldsmængderne for glasemballage i 2000 samt behandlingen af mængderne. Derudover ses det realistiske potentiale.

Tabel 8.8:
Affaldsmængder af glasemballage.

I metodeprojektet indgik en foreløbig indikatorberegning for glasemballage. Her er potentialet revurderet, dog forventes der ikke et øget genbrug af glasemballage. En tidligere undersøgelse fra Miljøstyrelsen (2000b)har vurderet et potentiale ved øget genbrug, men niveauet er allerede opnået i tallene for 2000. Der vurderes at være et vist potentiale i indsamling af glasemballage til genanvendelse.

I figur 8.13 ses besparelserne for de fem indikatorer ved henholdsvis forbrænding, genanvendelse og genbrug af et ton glasemballage. Besparelserne er opgjort i forhold til deponering. I forhold til metodeprojektet er der anvendt nye LCA-data for genanvendelse og forbrænding af glasemballage. Datagrundlaget for vask af emballage ved genbrug er det samme. Fordelen ved genanvendelse og genbrug af glas ligger i mindre energiforbrug og deponeringsbehov.

Figur 8.13:
Besparelser ved forbrænding, genanvendelse og genbrug af 1 ton glasemballage, i forhold til deponering af samme mængde (i mPR, mPE og 10 mPE).

Figur 8.13 viser generelt at der opnås de største besparelser ved genbrug af glasemballage. Dette gælder for alle indikatorer med undtagelse af "fornyelig bruttoenergi", som er lig nul for alle tre behandlingsformer. Genanvendelse giver anledning til besparelse af cirka samme mængde affald til deponi, men bruttoenergien ligger væsentligt lavere, hvilket skyldes det høje energiforbrug forbundet med produktion af nyt glas ud fra glasemballageaffaldet.

Ved forbrænding ses en marginal negativ besparelse (-1 i figurtabellen) for henholdsvis "ikke fornyelig bruttoenergi" og "affald til deponi". Dette skyldes at forbrænding af glasemballage kræver energi og ikke skaber energi.

Figur 8.14:
Indikatorværdierne for affaldsbehandlingen af glasemballage i 2000 samt potentialet for glasemballage (i PR, PE og 10 PE).

Ved udnyttelse af potentialet for glasemballage er det især en øget genanvendelse, der giver anledning til en lille energibesparelse - og ikke mindst en besparelse på deponi af slagge fra affaldsforbrænding.

Hvis potentialet for glas skal udnyttes fuldt ud, bør genbruget af emballageglas øges betydeligt, hvilket dog ikke er skønnet at være realistisk i nærværende projekt.

8.11 Planglas

Tabel 8.9 viser affaldsmængderne og behandlingen for planglas i 2000 samt det realistiske potentiale. Der er et potentiale for øget genanvendelse af planglas som i dag deponeres, svarende til cirka 30%.

Tabel 8.9:
Affaldsmængder af planglas.

Der er anvendt de samme LCA-data for behandlingsformer for planglas som for emballageglas. Dog er der ikke medregnet energi til vaskeproces ved genbrug. Figur 8.15 viser besparelserne for de fem indikatorer ved henholdsvis forbrænding, genanvendelse og genbrug af 1 tons planglasaffald, set i forhold til deponering af samme mængde.

Figur 8.15:
Besparelser ved henholdsvis forbrænding, genanvendelse og genbrug af et ton planglas i forhold til deponering af mængden (i mPR, mPE og 10 mPE).

Resultatet for behandling af 1 ton planglas er det samme som for emballageglas, idet der anvendes samme data. Der opnås således de største besparelser ved genbrug.

Figur 8.16:
Indikatorværdierne for affaldsbehandlingen af planglas i 2000 samt potentialet for planglas (i PR, PE og 10 PE).

Udnyttelse af potentialet for øget genanvendelse af planglas giver især en øget besparelse på deponisiden.

8.12 PE

8.12.1 Mængder og behandlingsform for alle plasttyper

Tabel 8.10 indeholder data for alle afsnit om plastmaterialer. PE udgør langt den største mængde.

Tabel 8.10:
Mængder og behandlingsform for plast

Potentialet for indsamling og afsætning af genanvendeligt plast er forsigtigt skønnet - da der er store usikkerheder om hvor meget der vil kunne opnås. Meget plast indgår i emballage som er vanskeligt at indsamle og genanvende. De gennemførte livscyklusstudier (Miljøstyrelsen, 2002g), der bl.a. inddrager rengøring af plastmaterialet inden aflevering til genanvendelse, har peget på at potentialet er begrænset.

Figur 8.17 viser besparelserne for de fem indikatorer ved henholdsvis forbrænding og genanvendelse af 1 ton polyethylen i forhold til deponering af samme mængde.

Figur 8.17:
Besparelser ved forbrænding og genanvendelse af et ton polyethylen (PE ikke at forveksle med figurens enhed der er mPE - personekvivalenter) i forhold til deponering af samme mængde (i mPR, mPE og 10 mPE).

I forhold til forbrænding er der en ressourcemæssig og energimæssig besparelser ved genanvendelsen. Modsat er der lidt mindre besparelse på deponifaktoren ved genanvendelse. Det skyldes et vis mængde affald fra genanvendelsesprocessen, som i beregningen forudsættes deponeret.

Figur 8.18:
Indikatorværdierne for affaldsbehandlingen af polyethylen i 2000 samt ved udnyttelse af det realistiske potentiale (i PR, PE og 10 PE).

8.12.4 Konklusion

Genanvendelse af polyethylen giver en energimæssig besparelse. Et mere detaljeret livscyklusstudie (Miljøstyrelsen, 2002g) viser at det energimæssigt kun kan betale sig at indsamle det rene plastaffald fra husholdninger. Hvis plasten skal vaskes inden indsamling vil energiforbruget blive højere end ved forbrænding. Ved fastlæggelse af indsamlingspotentialet er der kun forudsat indsamling af rent plast. Konklusionen er dog følsom for de anvendte forudsætninger for energigodskrivning (se kapitel 10). Følsomhedsanalysen viser ikke overraskende at fordelen ved genanvendelsen er større ved mindre udbytte fra affaldsforbrænding. Energigevinsten ved afbrænding bliver således afgørende for vurderingen af hvilke plastfraktioner det kan betale sig at genanvende.

I rapporten er der foretaget en opdeling i de 6 plastfraktioner som er vist i tabel 8.10. Ovenstående konklusionen for PE gælder formentlig for de fleste af de følgende plasttyper udtagen PVC og til dels for blandet plast. Ved vurdering af relevansen af en indsats for genanvendelse i forhold til andre materialer, bør man derfor se de 4 nævnte fraktioner under et, ligesom forskellige papirtyper også præsenteres samlet.

8.13 PP

Se samlet tabel 8.10 for plastmaterialer i afsnit 8.12. Potentialet for genanvendelse af PP er vurderet at være i samme størrelsesorden som PE, og der er her ikke skelnet mellem behandlingen af det to plasttyper.

UMIP-basen har kun data for genanvendelse af PE, som derfor er anvendt for alle plasttyper. For fremstilling af plast og forbrænding er der anvendt forskellige data for hver enkelt plasttype. I figur 8.19 ses besparelserne for de fem indikatorer ved forbrænding og genanvendelse af et ton PP.

Figur 8.19:
Besparelser ved forbrænding og genanvendelse af et ton PP i forhold til deponering (i mPR, mPE og m10 PE).

De den ressourcemæssige besparelser ved genanvendelsen er lidt højere end ved forbrænding. Der er en energimæssig besparelse ved genanvendelsen, men der er en lidt mindre besparelse på deponifaktoren ved genanvendelse. Det skyldes dannelse af noget affald ved genanvendelsesprocessen.

Figur 8.20:
Indikatorværdierne for affaldsbehandlingen af PP i 2000 samt potentialet for PP (i PR, PE og 10 PE).

Genanvendelse af polypropylen giver en energimæssig besparelse. Et mere detaljeret livscyklusstudie (Miljøstyrelsen, 2002g) viser at det energimæssigt kun kan betale sig at indsamle det rene plastaffald fra husholdninger. Hvis plasten skal vaskes inden indsamling vil energiforbruget blive højere end ved forbrænding. Ved fastlæggelse af indsamlingspotentialet er der forudsat indsamling af rent plast.

For at opnå en mere præcis indikatorberegning af potentialet skal der flere data og detaljer til om typen og omstændighederne ved genanvendelsen, bl.a. om behov for vask og indsamlingssystemet. Se også konklusionen for PE, afsnit 8.13.

8.14 PVC

Se samlet tabel 8.10 for plastmaterialer i afsnit 8.12.

Potentialet for genanvendelse er vedtaget mellem miljøstyrelsen og plastbranchen. Formålet med indsamling og genanvendelse af PVC er ikke at spare ressourcer, men mindske udledningen ved forbrænding af PVC samt ved udslip af de anvendte hjælpestoffer, der indgår i PVC.

8.14.2 LCA-data

Figur 8.21 viser besparelserne ved forbrænding og genanvendelse af et tons PVC.

Figur 8.21:
Besparelser ved forbrænding og genanvendelse af et tons PVC, set i forhold til deponering af mængden (i mPR, mPE og m10 PE).

Figur 8.22 viser at besparelsen for de totale ressourcer (energiressourcer og andre ressourcer summeret) og for bruttoenergiforbruget er højest ved genanvendelse. Som ved de øvrige plasttyper har det ikke været muligt at skaffe specifikke data for genanvendelse af PVC, og der er anvendt PE-data for genanvendelse. Derfor er der som ved PE også indregnet en betydelig mængde affald ved genanvendelsen, og rigtigheden heraf bør undersøges nærmere for de specifikke plastmaterialer til genanvendelse. Der spares noget deponiplads ved genanvendelse af PVC, da forbrænding giver anledning til dannelse af en stor mængde røggasrensningsprodukter til deponi.

Resultatet af indikatorberegningen er derfor at der er en væsentlig energi- og deponimæssig besparelse ved genanvendelse PVC regnet pr. ton.

Figur 8.22:
Indikatorværdierne for affaldsbehandlingen af PVC i 2000 samt det realistiske potentiale for PVC (i PR, PE og 10 PE).

Når resultatet af indikatorberegning viser et fald ved udnyttelse af potentialet for genanvendelse af PVC, skyldes det alene at det samtidig er politisk vedtaget at PVC ikke må forbrændes men i stedet skal deponeres. Det er begrundet i andre miljømæssige forhold ved forbrændingen af PVC, som ikke indgår i indikatorberegningen. Når ophør af forbrænding indregnes i potentialet, giver det selvfølgelig anledning til en mindre energiudnyttelse.

8.14.4 Konklusion

For at opnå en mere præcis indikatorberegning af potentialet skal der flere data og detaljer til om typen og omstændighederne ved genanvendelsen. Det væsentlige for PVC er imidlertid ikke om der er en energi- og ressourcemæssig gevinst ved genanvendelsen, men at PVC er miljømæssigt problematisk. Desuden skal forbrænding undgås, da det kan give anledning til en miljømæssig belastning der ikke indgår i LCA- beregningen.

8.15 PS/EPS

Se tabel 8.10 for mængder og potentialer for alle plastmaterialer.

Figur 8.23 viser besparelserne ved forbrænding og genanvendelse af PS/EPS.

Figur 8.23:
Besparelserne ved henholdsvis forbrænding og genanvendelse af et ton PS/EPS i forhold til deponering af samme mængde (i mPR, mPE og m10 PE).

Figur 8.23 viser at den samlede ressourcebesparelse er højere ved genanvendelse end forbrænding, når energiressourcer og andre ressourcer summeres. Bruttoenergibesparelsen er betydelig højere ved genanvendelse end ved forbrænding af et ton PS/EPS, mens besparelsen på affald til deponi er lidt højere ved forbrænding.

Som ved de øvrige plasttyper har det ikke været muligt at skaffe specifikke data for genanvendelse af PS/EPS, og der er anvendt PE-data for genanvendelse, hvilket dog vurderes ikke have afgørende betydning for resultatet.

Figur 8.24:
Indikatorværdierne for affaldsbehandlingen af PS/EPS i 2000 samt potentialet for PS/EPS (i mPR, mPE og m10 PE).

For at opnå en mere præcis indikatorberegning af potentialet skal der flere data og detaljer til om typen og omstændighederne ved genanvendelsen. Se også konklusionen for PE, afsnit 8.13.

8.16 PET

Se tabel 8.10 for mængder og potentialer for alle plastmaterialer.

Figur 8.25 viser besparelserne for de fem indikatorer ved henholdsvis forbrænding og genanvendelse af et ton PET.

Figur 8.25:
Besparelser ved forbrænding og genanvendelse af et ton PET i forhold til deponering af affaldsmængden (i mPR, mPE og m10 PE).

Figur 8.25 viser at den samlede ressourcebesparelse er lidt højere for genanvendelse, når energiressourcer og andre ressourcer summeres. Bruttoenergibesparelsen er betydelig højere ved genanvendelse end ved forbrænding af et ton PET, mens besparelsen på affald til deponi er stort set ens ved forbrænding og genvinding.

Som ved de øvrige plasttyper har det ikke været muligt at skaffe specifikke data for genanvendelse af PET, og der er anvendt PE-data for genanvendelse, hvilket dog vurderes ikke have afgørende betydning for resultatet.

Figur 8.26 viser besparelserne for henholdsvis affaldsbehandlingen af PET i 2000 og det realistiske potentiale for PET.

Figur 8.26:
Indikatorværdierne for affaldsbehandlingen af PET i 2000 samt potentialet for PET (i PR, PE og 10 PE).

Energiforbruget til fremstilling af PET er lidt højere end for andre plasttyper, så besparelserne ved genanvendelse er højere end ved de øvrige plastmaterialer. For at opnå en mere præcis indikatorberegning af potentialet skal der flere data og detaljer til om typen og omstændighederne ved genanvendelsen. Se også konklusionen for PE, afsnit 8.13.

En mulighed for f.eks. PET-flasker kunne være øget genbrug der formentlig giver det laveste energi- og ressourceforbrug.

8.17 Blandet plast

Se tabel 8.10 for mængder og potentialer for alle plastmaterialer. Blandet plast indeholder en del hærdeplaster. Da det ikke har været muligt at vurdere sammensætningen for denne gruppe plastmaterialer, er det derfor ikke forsøgt at beregne indikatorværdier for behandlingen.

8.18 Organisk dagrenovation/madaffald

Organisk dagrenovation omfatter biomasse der normalt indsamles fra husholdninger til kompostering eller forgasning. Det omfatter især rester fra tilbedredning af fødevarer, derfor i nogen sammenhænge benævnt "madaffald" som her bruges i flæng – en nærmere definition gives i bilag 1.

Tabel 8.11 viser affaldsmængderne og behandlingsformen for madaffald i 2000 samt det realistiske potentiale.

Tabel 8.11:
Affaldsmængder af madaffald.

Det vanskeligste ved vurdering af potentialet for en optimeret behandling har været at finde ud af hvad alternativet til forbrænding er (som udgør 80% af behandlingen i dag). Nogle peger på kompostering enten på centrale anlæg eller ved hjemmekompost, andre mener biogas er en løsning.

I praksis er det kompostering hjemme eller på centrale anlæg som har fungeret, og de senere år er der også kommet erfaringer med forgasning af husholdningsaffald sammen med gødning fra landbruget. Som potentiale er der forudsat forgasning af den del der realistisk set vil kunne indsamles fra husholdninger. Bioforgasning er i beregningen benævnt genanvendelse.

I kapitel 7 gennemgås de anvendte LCA- data for biogasproduktion. Der godskrives 4.5 MJ pr kg organisk affald, som naturgas. Dette tal indeholder både gassens forbrændingsværdi og værdien af kvælstofgødningen i den afgassede biomasse. Værdien af biomassen som jordforbedrende materiale kan være betydelig, men vanskelig at kvantificere og er ikke indregnet.

Ved forbrænding af det organiske affald regnes med en udnyttelse på 4 MJ som godskrives som øvrig energi fra affaldsforbrænding, dvs. med en vis andel som elproduktion (se kapitel 9.3).

Genbrug af madaffald er ikke indregnet, da det i 2002 er blevet forbudt at anvende madaffald som dyrefoder, og dermed er der ikke noget potentiale heri.

Figur 8.27 viser besparelserne ved henholdsvis forbrænding og genanvendelse (bioforgasning).

Figur 8.27:
Besparelser ved henholdsvis forbrænding og genanvendelse til biogasfremstilling af et ton madaffald, i forhold til deponering af samme mængde (i mPR, mPE eller 10mPE) .

Det ses af figuren at genanvendelse ved bioforgasning giver lidt mindre energiudbytte end forbrænding.

Balancen påvirkes derfor også af den anvendte forudsætning om energiudnyttelse fra affaldsforbrændingsanlæg. Følsomhedsberegningen i kapitel 10, hvor energiudnyttelsen fra affaldsforbrænding er halveret giver derfor en besparelse ved biogas frem for forbrænding.

Der er dog flere forhold der ikke indgår i beregningen – dels slagge og aske fra forbrændingsprocessen dels de jordforbedrende egenskaber ved udnyttelse af afgasset biomasse fra biogasanlæg.

Figur 8.28:
Indikatorværdierne for affaldsbehandlingen af madaffald i 2000 samt potentialet for madaffald (i PR, PE eller 10 PE)

Af figur 8.28 ses resultatet af at det organiske dagrenovationsaffald bioforgasses (genanvendes) giver lidt mindre energibesparelse end forbrænding. Det forudsætter dog at udbyttet ved afbrænding er så højt som forudsat, idet følsomhedsberedningen med det halve energiudbytte ved forbrænding giver det omvendte resultat.

Det netop afsluttede LCA-studie for behandling af madaffald bl.a ved forbrænding og bioforgasning (Miljøstyrelsen, 2003) viser samme tendens. Der er dog regnet med lidt forskellige forudsætninger, bl.a. om energiudnyttelsen. Dette projektets beregning er baseret på at energiudnyttelsen ved forbrænding på 4 MJ/kg, som anvendes til produktion af el og varme. Men ændres forudsætningerne for udbyttet af forbrændingen, vil billedet ændres.

8.19 Slam

Tabel 8.12 viser affaldsmængderne og behandlingen for slam i 2000 samt det realistiske potentiale.

Tabel 8.12:
Affaldsmængder af slam (20% TS).

Potentialet for slam ligger i en øget genanvendelse som gødning. Begrænsningen for udnyttelsen er slammets indhold af miljøbelastende stoffer. Ved fastlæggelse af potentialet er det antaget at alt slam som overholder grænseværdierne for miljøskadelige stoffer anvendes som gødning.

Der mangler der data for godskrivning af slammets gødningsværdi. Ved forbrænding af slam regnes forbrændingsprocessen energineutral. Det skyldes det høje indhold af vand, og slammet skal i modsætning til organisk husholdningsaffald derfor tørres inden forbrænding.

Figur 8.29 viser besparelserne for deponi af affald ved henholdsvis forbrænding og genanvendelse.

Figur 8.29:
Besparelse ved forbrænding og genanvendelse af et ton slam, set i forhold til deponering af samme mængde (10 mPE).

Det ses at der opnås en stor besparelse i deponibehovet ved genanvendelse, hvilket skyldes at slammængden indeholder ca. 50 % slagge/aske til deponi hvis det slammet forbrændes. Ved genanvendelse bliver denne slaggemængde også genanvendt – hvilket også sker med slagge aske fra forbrændingsanlæg, med mindre den er forurenet. Deponifaktoren er i dette tilfælde ikke detaljeret nok til at give et dækkende billede af hvad der sker ved de to forskellige behandlingsformer.

Figur 8.30:
Indikatorværdierne for affaldsbehandlingen af slam i 2000 samt potentialet for slam (i 10 PE)

8.19.4 Konklusion

Det er således især øget aske fra forbrændingen der er giver sig udslag i den foretagne opgørelse, hvor udnyttelse af "potentialet" (mindre kompostering og mere forbrænding grundet høje indhold af toksiske stoffer i slamme) resulterer i. Dertil kommer tab af gødningsværdi som ikke har kunnet indregnes pga. manglende data. Beregningen kan ikke bruges til at vurdere om forbrænding eller genanvendelse er mest fordelagtigt, da det især afhænger af toksiske reststoffer i slammet.

8.20 Autogummi

I tabel 8.13 ses mængderne af dæk for 2000 samt det realistiske genanvendelsespotentiale.

Tabel 8.13:
Affaldsmængder af dæk.

Genanvendelse af dæk består i en granulering af dækkene og udnyttelse som underlag, f.eks. på legepladser og andre steder hvor der ønskes et underlag, som ikke er for hårdt. Nogen steder erstatter det således andre gummimaterialer, men ofte ville alternativet være f.eks. træflis. Der er således tale om en væsentlig nedklassificering af gummimaterialet, hvor egenskaberne ikke udnyttes som ved anvendelse som dæk.

Den væsentligste fordel ved genanvendelsen er genvinding af stålindlægget, som er rustfrit stål, der er ressourcemæssigt værdifuldt. I beregningen indregnes dette derfor som den væsentligste fordel ved granulering af dæk, mens anvendelsen som underlag reducerer deponibehovet.

Der er ikke fundet LCA-data for granuleringsprocessen, som derfor ikke indgår i beregningen. Den indregnede fordel stammer således fra genanvendelsen af stålindlægget, og den sparede deponering af dæk. For genbrug spares der fremstilling af nyt gummi, hvilket er indregnet med LCA-data for butadiengummi.

Figur 8.31:
Besparelser ved forbrænding, genanvendelse og genbrug af et ton autogummi i forhold til deponering af mængden (i mPR, mPE, 10mPE).

Figur 8.31 viser at der opnås de største besparelser pr. ton ved forbrænding og genbrug. Især opnås der ved disse to behandlingsformer en væsentlig besparelse for energiressourcer og bruttoenergi. Ligeledes bør det bemærkes at besparelsen for energiressourcer, andre ressourcer og bruttoenergi er ganske beskedne ved genanvendelse.

Figur 8.32:
Indikatorværdierne for affaldsbehandlingen af autogummi i 2000 samt potentialet for autogummi (i PR, PE, 10PE)..

Det ses, at den øgede genanvendelse som underlag reducerer den energimæssige besparelsen der opnås ved afbrænding. Besparelsen for andre ressourcer ser dog ud til at øges ved genanvendelsen, da man får udnyttet stålindlægget. I beregningen er der imidlertid ikke taget højde for, at det stål der havner i forbrændingsasken i praksis opsamles og udnyttes.

Genanvendelse af gummi er ikke mulig efter vulkanisering, da dækkene ikke kan formes igen. Kun ved genbrug af selve dækket ved regummiering opnås en betydelige energi- og ressourcegevinst. Men det kræver f.eks. at der kan skabes øget afsætning for denne dæktype, hvilket altid har været vanskeligt.

8.21 Olie

Tabel 8.14 viser affaldsmængderne og behandlingen for olie i 2000 samt det realistiske potentiale.

Tabel 8.14:
Affaldsmængder af olie (Miljøstyrelsen, 2001c) 1)

Siden opgørelsen i 2000 er genanvendelse af olie frem for energiudnyttelse ved forbrænding blevet udbygget, således at potentialet i tabel 8.14 faktisk er opnået på nuværende tidspunkt.

Den energi- og ressourcemæssige fordel ved genraffineringen af spildolie ligger i den sparede indvinding af råolie, afsvovling samt raffinering. Til gengæld koster genanvendelsen ca. 25 % ekstra energi i forhold til raffinering af råolie. Der findes LCA-data for disse specifikke processer, som er anvendt til begningerne.

Figur 8.33 viser således en lille besparelser ved genanvendelse af spildolien, men usikkerhed på data taget i betragtning er der ikke afgørende forskel.

Figur 8.33:
Besparelser ved henholdsvis forbrænding og genanvendelse af 1 ton olie.

Figur 8.34 viser, at med den anvendte godskrivning af energi fra affaldsforbrænding af olie, er der en lille energimæssig fordel ved at genanvende olien. Følsomhedsberegningen i kapitel 10, viser at hvis energiudnyttelsen ved affaldsforbrænding halveres vil genanvendelse af olie energimæssigt være klart bedst energi- og ressourcemæssigt betragtet.

Figur 8.34:
Indikatorværdierne for affaldsbehandlingen af olie i 2000 samt potentialet for olie.

Beregningen tyder på en energi og ressourcemæssig fordel ved genanvendelsen af olie. Datagrundlaget for genanvendelsen er imidlertid ikke fuldstændigt, og bør suppleres med mere præsice data for genanvendelseprocessen. Det afgørende spørgsmål er om genvendelses-processen er mere eller mindre energikrævende end udvinding af råolie. Dertil bør lægges en vurdering af øvrige miljøpåvirkninger ved de to alternativer.

8.22 Aluminium

Tabel 8.15 viser affaldsmængder og behandlingen for aluminium i 2000 samt det realistiske potentiale for aluminium.

Tabel 8.15:
Affaldsmængder af aluminium.

Aluminium indgik i afprøvning af metodeprojektet. Mængdedata er opdateret til 2000-niveau, og potentialet er vurderet, så det angiver et realistisk potentiale.

I forhold til de tidligere anvendte energidata er den væsentligste forandring at aluminium ikke vurderes at afgive energi ved forbrænding. For at aluminium kan forbrænde skal det være tyndere valset end normalt i husholdningsaffald. Til gengæld dannes der heller ikke så meget aluminiumoxid der gav anledning til en stor mængde restprodukter ved affaldsforbrændingen. I figur 8.35 ses besparelserne ved genanvendelse og forbrænding af aluminium.

Figur 8.35:
Besparelser ved forbrænding og genanvendelse af et ton aluminium, set i forhold til deponering af samme mængde (i mPR, mPE, 10mPE).

Af figur 8.35 ses det at der ved genanvendelse af aluminium spares væsentligt på indikatoren "andre ressourcer", ligesom der spares bruttoenergi og affald til deponi. Forbrændingsløsningen giver ikke nogen besparelse, hvilket som nævnt skyldes at forbrænding af aluminium ikke vurderes at give et energiudbytte. Tværtimod vil der blive brugt lidt energi til forbrændingen, som afspejles i værdien -1.

8.22.3 Resultater

Figur 8.36 viser besparelserne ved at ændre affaldsbehandlingen i 2000 til det realistiske potentiale.

Figur 8.36:
Indikatorværdierne for affaldsbehandlingen af aluminium i 2000 samt potentialet for aluminium (I PR, PE og 10PE).

På trods af ændringerne viser potentialet for øget genanvendelse af aluminium nu en øget besparelse for alle 5 indikatorværdier.

8.22.4 Konklusion

Vurderingen af det realistiske potentiale for øget genanvendelse er den væsentligste forudsætning. Indsamling af aluminium fra husholdninger vil være nødvendigt for at opnå dette.

8.23 Bly

Tabel 8.16 viser affaldsmængderne og behandlingen for bly samt det realistiske potentiale.

Tabel 8.16:
Affaldsmængder af bly.

Tabel 8.16 viser kun et lille potentiale for øget genanvendelse. Allerede i dag genanvendes bly i vidt omgang (især akkumulatorer), og potentialet ligger især i øget udnyttelse af bly fra elektronik og mange småprodukter. Der kan dog mangle noget bly i opgørelsen, hvilket den igangværende massestrømsanalyse for bly evt. vil kunne vise.

Generelt mangler der gode LCA-data for bly, og det har ikke været muligt at foretage en beregning af indikatorværdierne for bly.

Det meste bly bliver allerede genanvendt i dag, bl.a. fra akkumulatorer.

Selv en mindre mængde bly til genanvendelse vil formentlig kunne give en betydelig ressourcemæssig besparelse, da bly som en relativt begrænset ressource vejer tungt opgjort i PR ligesom deponeringsbehovet til mineaffald fra udvinding af bly vil blive reduceret.

Den væsentligste begrundelse for øget indsamling af bly er imidlertid blyets giftighed ved udledning til omgivelserne. Den igangværende opdatering af massestrømsanalysen for bly vil kunne dokumentere hvilke produkter der indeholder bly.

8.24 Tin

Tabel 8.17 viser mængder og behandling af tin i 2000, samt det realistiske potentiale for behandling af tin.

Tabel 8.17:
Affaldsmængder af tin.

Datagrundlaget for opgørelse af tin er baseret på en massestrømsananlyse, der havde til hovedformål at opgøre mængden af organisk bundet tin – og som ikke systematisk har opgjort metallisk tin. Mængderne er derfor usikre. Potentialet for øget indsamling af tin til genanvendelse er begrundet i at tin bl.a. indgår i elektroniske og elektriske produkter, der i dag indsamles til genanvendelse.

Datagrundlaget for LCA-vurdering til beregning af indikatorværdierne for tin har vist sig at være forældede og usikre, og indikatorværdierne har ikke kunnet beregnes. Energiforbruget til fremstilling af nyt tin er betydeligt, og mængden af affald til deponi er stor i kraft af en stor slaggemængde fra den malm som tin udvindes af. Tin er desuden en begrænset ressource, så PR-indikatorværdien vil givetvis blive høj uanset om der er tale om et begrænset potentiale.

8.25 Zink

Tabel 8.18 viser affaldsmængderne og behandlingen for zink samt det realistiske potentiale.

Tabel 8.18:
Affaldsmængder af zink.

Mængden af zink til genanvendelse er opgjort ud fra handelsstatistikken for zinkskrot. Det betyder at der kan være zink i en række andre produkter, som ikke indgår i opgørelsen, f.eks. galvaniseret jern. En massestrømsanalyse for zink vil kunne afdække området.

Det har ikke været muligt at skaffe pålidelige LCA-data for zink. Energi og ressourcemæssigt må det forventes at selv små potentialer vil give relativt høje indikatorværdier for ressourcer, da zink er en begrænset ressource.

For at vurdere potentialet for zink skal der først udarbejdes en massestrømanalyse for anvendelsen af zink i Danmark.

8.26 Rustfrit stål

Tabel 8.19 viser affaldsmængder og behandling af rustfrit stål i 2000 samt det realistiske potentiale for rustfrit stål.

Tabel 8.19:
Affaldsmængder af rustfrit stål.

Rustfrit stål er en værdifuld ressource – såvel økonomisk som ressourcemæssigt i kraft af indholdet af metaller som nikkel, mangan og krom.

Der er dog dårligt overblik over anvendelsen af rustfrit stål ligesom for jern og metal i øvrigt (se afsnit 8.27).

Der er gode LCA-data til beregningen af primært og sekundært rustfrit stål. Dog er der det forbehold at rustfrit stål kan være mange forskellige legeringer, og indholdet af de sjældne metaller som vil påvirke indikatorværdien kan variere betydeligt. En mere præcis sammensætning vil kunne kvalificere indikatorberegningen.

Figur 8.37 viser de beregnede besparelser ved forbrænding og genanvendelse af et ton rustfrit stål.

Figur 8.37:
Besparelser ved forbrænding og genanvendelse af et ton rustfrit stål, i forhold til deponering af samme mængde (i mPR, mPE og 10mPE).

Det ses af figur 8.37 at det er mest fordelagtigt at genanvende et ton rustfrit stål, idet der ved forbrænding af et ton rustfrit stål ikke opnås besparelser på ressourcer og bruttoenergi, hvilket også er tilfældet for de øvrige undersøgte metaller.

Figur 8.38 viser indikatorværdierne for affaldsbehandlingen i 2000 samt det realistiske potentiale.

Figur 8.38:
Indikatorværdierne for affaldsbehandlingen af rustfrit stål i 2000, samt potentialet for rustfrit stål (i PR, PE og 10PE).

Figur 8.38 viser kun en lille besparelse ved udnyttelse af potentialet, hvilket især skyldes at potentialet allerede er næsten fuldt udnyttet.

Kun en systematisk opgørelse af anvendelse og bortskaffelse af rustfrit stål i Danmark vil kunne kvalificere indikatorberegningen yderligere – gerne med en specifik opgørelse af forskellige legeringer, da det kan have betydning for indikatorberegningen.

8.27 Jern og stål

Tabel 8.20 viser affaldsmængderne fra 2000 for jern og stål samt det realistiske potentiale for fraktionen.

Tabel 8.20:
Affaldsmængder af Jern og stål 1)

Mængden af jern og stål i affaldsmængderne udgør muligvis kun en mindre del af de omsatte mængder i Danmark. Ved en screening af handelsstatistikken samt miljøstyrelsens produktdatabase (Miljøstyrelsen, 1995d) er der potentielt fundet langt større mængder. En betydelig del akkumuleres i produkter i samfundet. F.eks. vil bygning af et skib på et dansk skibsværk kunne bruge ligeså meget stål som der årligt indgår i affaldsstatistikken. Potentialet kan således være betydeligt på længere sigt.

8.27.2 LCA-data

Der findes gode data for primært og sekundært jern og stål, og figur 8.38 giver derfor et billede af besparelserne ved genanvendelse af et ton jern og stål.

Figur 8.39:
Besparelserne ved forbrænding og genanvendelse af et ton jern og stål, i forhold til deponering af samme mængde (i mPR, mPE og 10mPE).

Det ses at der ved genanvendelse opnås en høj besparelse for affald til deponi, ligesom der spares på de samlede ressourcer og ikke fornyelig bruttoenergi. Ved forbrænding er der tilsyneladende ingen besparelse, hvilket ikke er korrekt. I praksis vil jern og stål der havner i forbrændingsanlæg bliver sorteret fra slaggen og blive genanvendt. Hvis det var indregnet vil der optræde en besparelse ved forbrænding i omtrent samme størrelsesorden som ved genanvendelse.

Figur 8.40 viser at potentialet er fuldt udnyttet.

Figur 8.40:
Besparelser ved affaldsbehandlingen i 2000 og det realistiske potentiale for jern og stål (i PR, PE og 10PE).

8.27.4 Konklusion

For at kvalificere vurderingen af potentialet for jern og stål bør der gennemføres en massestrømsanalyse, bl.a for at kunne vurdere hvor meget jern og stål der akkumuleres i samfundet i forskellige produkter, anlæg og bygningsværker. Jern er dog ikke en sjælden ressource, så besparelsen ved øget genvinding vil især være på indikatorværdierne for energi- og deponibehov.

8.28 Kobber

Tabel 8.21 viser affaldsmængderne for kobber i 2000 samt det realistiske potentiale for kobber.

Tabel 8.21:
Affaldsmængder af kobber 1)

Kobber er en relativt begrænset ressource, som vejer tungt ved indikatorberegningen for ressourcer. Samtidig er det et kostbart materiale, som i høj grad indsamles og genanvendes. Med den øgede indsamling af elektronisk og elektrisk udstyr vil genanvendelsen af kobber givetvis kunne øges en del.

Der findes gode LCA-data for primært og sekundært kobber, som er anvendt ved beregningerne. Figur 8.41 viser derfor besparelserne ved genanvendelse af et ton kobber.

Figur 8.41:
Besparelserne ved forbrænding og genanvendelse af et ton kobber, i forhold til deponering (i mPR, mPE og 10mPE).

Figuren viser at der er væsentlige besparelser for indikatoren "andre ressourcer" forbundet med genanvendelsen af et ton kobber.

Figur 8.42:
Indikatorværdierne for affaldsbehandlingen af kobber i 2000 samt potentialet for kobber (i PR, PE og 10PE).

Ressourcemæssigt vil en forøget genanvendelse af selv en mindre mængde give en betydelig besparelse på ressourceindikatoren.

8.28.4 Konklusion

Anvendelsen af kobber er rimeligt godt kortlagt, og indikatorberegningen viser at genanvendelse af det sidste potentiale vil give en betydelig ressourcemæssig besparelse.