Det Miljøteknologiske Innovationssystem
Bilag A
Kategorisering af miljøteknologier
En mængde miljø-innovations studier har tidligere hovedsageligt fokuseret på rense-/bortskaffelses-teknologier og på renere teknologi (kategori 1 og 2). Denne tilgang er imidlertid blevet kritiseret betydeligt i de senere år og fundet for snæver. Tilgangens begrænsninger består først og fremmest i at de systemmæssige aspekter overses, idet der er fokus på mikroniveau-forandringer i enkeltteknologier. De bredere dynamikker indenfor teknologiske regimer og miljøeffektens sammenhæng med systemniveauet er ikke inkluderet (Berkhout 2004).
Parallelt til dette har analytikere påpeget, at der på mange måder er gjort en betydelig indsats i forbindelse i produktion indenfor givne produktområder (jvnf. renere teknologi indsatsen, produktfokus i livscyklusvurdering osv.) medens systemiske forhold i forbindelse med forbrug af produkter, forbrugsmønstre og markedsmæssige forhold i mindre grad er inkluderet i håndteringen af miljø-innovation relationerne. Det er, som det metaforisk er blevet formuleret, høstet en mængde væsentlige lavt hængende frugter i form af renere teknologi indsatser og miljømæssige forbedringer i industrielle produktionsprocesser. Men de frugter der er sværere at nå, men som i længden er nødvendige at få fat i, i form af sammenhængende omlægninger af forbrugs- og produktionsmønstre, ikke i større omfang er blevet håndteret (Williams og Markusson 2002).
Under kategorien med sociotekniske systemforandringer indgår teknologisystemer og innovationssystemer, hvor miljøproblemstillingerne og normen om bæredygtighed er integreret. Et aspekt af dette er erhvervs- og markedsudvikling, der afspejler miljødimensionen. Betydningen (i form af en ’faktor’ for nedsættelse af miljøbelastningen) af forskellige forandringer i systemperspektiv er illustreret på Figur 1. Her skelnes mellem tre typer af systemmæssige innovationer: system optimering, system redesign og system innovation, hvor nye systemer afløser de gamle.
Figur 1. Tre typer miljøbetydende systemmæssige innovationer (Vollenbroek et al 1999).
Pointen i undersøgelsen (Vollenbroek et al 1999) er at system innovation er nødvendig, hvis man skal forbedre afgørende på miljøproblemerne (Faktor 10 anses for nødvendig). Denne og tilsvarende kategoriseringer af systemforandringer er til dels parallel til og overlappende med klassificeringen ovenfor. Den understreger tids- og procesperspektivet i forbindelse med teknologis miljøbetydning.
Det kan i nogle sammenhænge, f.eks. ved fokusering på detaljer indenfor et område, være relevant at arbejde med mere detaljerede kategoriseringer af miljøteknologier end den generelle inddeling i de tre klasser nævnt ovenfor. F.eks. arbejder Malaman (1996) med en underinddeling af renere teknologi i grupperne:
- Inputs reduction
- Energy saving technology
- Inputs substitution
- Cleaner production process
- Recovery and recycling technologies
- Cleaner consumer products
- Cleaner intermediary products
Fokus er ligesom i andre renere teknologi tilgange på det industrielle produkt og produktionen af det. Et systemisk perspektiv, der indbefatter markeds- og forbrugsmønstre, vil dog muligvis kunne udvikles ved at betragte de syv klasser samtidig. Navnlig kategorierne 6 og 7 understøtter dette. For vores generelle formål her i denne tekst er den principielle tre-klasse inddeling med de tilføjede kommentarer dog mest egnet.
Det hollandske Program for Bæredygtig Teknologiudvikling arbejder med begrebet bæredygtig teknologi. Programmets perspektiv på teknologi i forbindelse med miljø bygger på videnen om teknologiudviklings og innovationsdynamikker samt om miljøudfordringerne og forholdet mellem miljø og teknologisk forandring. Bæredygtig teknologi defineres som teknologi, der er i stand til at tilfredsstille behov ved kun at bruge en brøkdel - mindre end en tiendedel, måske mindre end en halvtredsindstyvende del – af ressourcerne og miljøkapaciteten, der bruges af nutidens teknologier. I sammenhæng med strategisk udvikling vil bæredygtig teknologi ofte betegne en målsætning for fremtiden snarere end nutidige realiteter. Bæredygtig teknologi svarer på mange måder til kategorien miljøeffektive sociotekniske systemforandringer, og betragtes som noget helt andet end end-of-pipe teknologi og procesintegreret renere teknologi.
Bæredygtig teknologi er i det hollandske program forbundet med øko-kapacitet og øko-effektivitet, altså at der dels er begrænsninger i visse ressourcer og i miljøets evne til at absorbere udledninger mv., og dels at formindskelse af belastningen af økologiske systemer fra ressourceforbrug og udledninger fra de enkelte ydelser, produktions- og forbrugssystemer, er et central punkt for en orientering mod bæredygtighed. Betydeligt øget øko-effektivitet på systemniveau og i langsigtet perspektiv er her det væsentligste kriterium for om teknologier og innovationer er bæredygtige eller ej. Også det britiske program for bæredygtig udvikling benytter betegnelsen bæredygtige teknologier, dog i en mindre fastdefineret form.
Endelig skal det nævnes, at begrebet miljøteknologi også er benyttet af EU Kommissionen jvnf. f.eks. den miljøteknologiske handlingsplan. Miljøteknologier afgrænses i handlingsplanen til:
”… at inkludere alle teknologier, hvis anvendelse er mindre miljøskadelig end relevante alternativer… . De omfatter teknologier og processer til forureningshåndtering (f.eks. luftforurenings kontrol, affaldshåndtering), mindre forurenende og mindre ressourceintensive produkter og services samt metoder til at forvalte ressourcer mere effektivt (f.eks. vandforsyning, energispare-teknologier).” (EU Com 2004, vores oversættelse).
Det er en funktionsmæssig afgrænset definition, hvor funktionen vurderes relativt i forhold til alternativer. Definitionen bygger på antagelsen at man kan sammenligne alternativer, og vil først og fremmest kunne benyttes i forbindelse med gradvise ændringer i miljøbelastninger, mens radikale ændringer i mindre grad kan belyses. I forbindelse med problemstillinger med betydelig usikkerhed f.eks. langsigtede og strategiske perspektiver vil definitionen formodentlig være mindre velegnet. EU handlingsplanens definition angives at være baseret på definitionen på miljøvenlige teknologier givet i Agenda 21 (kapitel 34). Der er dog betydelig forskel på disse to definitioner, idet sidstnævnte er langt mere systemorienteret og benytter et bæredygtighedsperspektiv:
“Environmentally sound technologies protect the environment, are less polluting, use all resources in a more sustainable manner, recycle more of their wastes and products, and handle residual wastes in a more acceptable manner than the technologies for which they were substitutes. Environmentally sound technologies in the context of pollution are "process and product technologies" that generate low or no waste, for the prevention of pollution. They also cover "end of the pipe" technologies for treatment of pollution after it has been generated. Environmentally sound technologies are not just individual technologies, but total systems which include know-how, procedures, goods and services, and equipment as well as organizational and managerial procedures.” (Agenda 21, Chapter 34, 1992)
Version 1.0 September 2006, © Miljøstyrelsen.