Brancheindsats for jern- og metalstøberier

12 Forslag til fremtidig test af kemisk binderes og organiske additivers pyrolyseproduktudvikling

Som det fremgår af rapporten er årsagen til den største miljøbelastning ved samtlige undersøgte bindere og binderkombinationer samt organiske additiver, de i skema 12.1 nævnte pyrolysestoffer.

Skema 12.1: Pyrolysestoffer, som bidrager med den største miljøbelastning

Binder/additivtyper Miljøbelastende stoffer
Benzen Kulmonoxyd Svovldioxyd Fenol Formaldehyd
Furan/fenol x x *x    
Cold-box x x   x  
Resol x x     x
Skalsand x x   x  
Organiske additiver x x x x x

* Ved syrer indeholdende svovlsyre.

Ved en fremtidig test af kemiske binders miljøbelastning er det oplagt, at analysere for benzen og kulmonoxyd ved samtlige kemiske binder samt ved organiske additiver (kulmel). Af ovenstående skema fremgår at ved samtlige bindere og organiske additiver er benzen og kulmonoxyd repræsenteret i pyrolysegassen. Derfor bør den fremtidige test omfatte, som minimum, de to nævnte stoffer. Alt efter bindertype eller typen af organiske additiver, kan analysen udvides med svovldioxyd, fenol eller formaldehyd.

Testfrekvensen

Producenter af kemiske bindersystemer og organiske additiver udvikler nye bindersystemer og modificerer løbende eksisterende bindere og additiver. Støberibranchen skifter af tekniske, økonomiske, produktions- og miljømæssige årsager additiver i bindertyper og mærker. Når et støberi står over for beslutning, om at skifte binder eller additiver af en eller flere oven for nævnte årsager, er det for støberiet væsentligt at vide, hvilke miljømæssige konsekvenser dette skift er forbundet med.

Derfor ville en information fra binder/additivleverandøren angående det udvalgte materialets udvikling af pyrolysestoffer til en given produktion være af væsentlig betydning. Informationerne skal danne grundlag for støberiets og myndighedernes vurdering af de miljømæssige konsekvenser i forhold til den indtil anvendte binder eller organiske additiv.

Derfor bør der fra leverandørens side foreligge de krævede informationer. Hvis sådanne informationer ikke foreligger, bør støberiet kræve en test af det udvalgte produkt.

Testmetoden

På baggrund af de nævnte forhold, bør binder/additivleverandøren informere støberiet om pyrolyseproduktudviklingen. De relevante data skal være tilvejebragt ved hjælp af den i rapporten beskrevne (viste) metode, udstyr og analysemetoder, eller ved hjælp af en lignende metode, som fx IfG-metoden (Institut für Giesseretechnik i Düsseldorf), beskrevet i fagtidskrift ”Giesserei nr. 91 fra juni 2004”.

 



Version 1.0 September 2006, © Miljøstyrelsen.