Katalog over tiltag til reduktion af effekten fra klimaændringer på afløbssystemer - Tillægsrapport

5 Muligheder for tilpasning af afløbssystemer

5.1 Fysiske tiltag på afløbssystemet

Håndtering af de øgede regnmængder fra vore byområder så funktionskravene  overholdes og oversvømmelser minimeres, kan ske på en række forskellige  måder. Principielt består mulighederne i at undgå at den forøgede  vandmængde ledes til afløbssystemet, og hvis dette ikke er muligt, så enten at  forøge bortledningen eller forøge opmagasineringen, eventuelt en kombination  af disse. Undgåelse af tilledning kan normalt kun opnås ved at etablere lokal  nedsivning af vandet. Bortledning af regnvand kan ske gennem åbne kanaler  eller lukkede rør, til recipient, til større nedsivningsanlæg, eller sammen med  evt. spildevand til renseanlæg. Opmagasineringsanlæg kan enten være  traditionelle bassiner som betonkasser eller rørbassiner, eller det kan være søer  og vandhuller. Ud over de fysiske forhold i oplandet, renseanlæggets kapacitet  og recipienttilstanden, så er det afgørende om afløbssystemet er et  fællessystem eller et separatsystem. For et separat regnvandssystem er det  normalt betydeligt lettere at finde afledningsmuligheder til en lokal recipient,  end det er for overløb fra et fællessystem. På figur 13 ses en oversigt over  mulige metoder til regulering af regnvandsafstrømningen i et afløbssystem.

Figur 13. Skematisk oversigt over mulige metoder til regulering af  regnafstrømningen. Kilde: Parkinson & Mark, 2005.

Figur 13. Skematisk oversigt over mulige metoder til regulering af  regnafstrømningen. Kilde: Parkinson & Mark, 2005.

I det følgende beskrives en række af de almindeligste tiltag, som forventes  benyttet ved udbygning af eksisterende afløbssystemer, så de kan leve op til  funktionskravene under den fremtidige øgede belastning.

Overslagsmæssige priser for nyanlæg af ledninger, bassiner og pumpestationer  kan f.eks. findes i ”Afløbsteknik” (Linde, et al. 2002).

Kommunen skal være opmærksom på at tiltag ofte medfører behov for  revision af både spildevandsplan og udledningstilladelser /  nedsivningstilladelser, f.eks. hvis overløbsmængder øges eller hvis man  etablerer nedsivning af overfladevand/ vejvand.

5.1.1 Nedsivning af regnvand

Hvor det er muligt vil det være mest hensigtsmæssigt at undgå at få de  forøgede vandmængder ledt til afløbssystemet men i stedet aflede vandet  lokalt f.eks. til nedsivning i faskiner. Herved undgås at regnafstrømningen  samles i store rørsystemer som skal kunne transportere vandet til  fjerntliggende recipient. Der kan vælges løsninger, hvor vandet infiltreres på  hver enkelt ejendom eller der kan laves samlede løsninger for mindre  byområder. Vejvand og vand fra pladser, parkeringsanlæg mv. kan i nogle  tilfælde også infiltreres, men det skal her vurderes om det nedsivende vand  kan udgøre en trussel mod grundvandskvaliteten.

Infiltration er principielt den miljømæssigt bedste metode til afledning af  regnvand, da det i stor udstrækning svarer til den naturlige måde og kun  medfører begrænsede indgreb i det naturlige vandkredsløb. En del anlæg  indrettes således at der er nødoverløb fra infiltrationsanlæggene til det  offentlige regnvandssystem. Herved reduceres risikoen for oversvømmelser og  størrelsen af nedsivningsanlæggene kan begrænses. Dette har dog den  uheldige konsekvens at under kraftig regn kan faskinerne blive fyldt op og  derefter afledes regnafstrømningen ret uforsinket og uudjævnet til  afløbssystemet, der derfor skal dimensioneres til at kunne klare sådanne  spidser. Kapaciteten af faskiner kan typisk være af en størrelse svarende til 20  – 30 mm regn, men der er ingen sikkerhed for at faskinerne er tomme ved  regnens start.

Kombination af infiltration og magasinering

Infiltrationsanlæg for regnvand vil som nævnt normalt have en begrænset  kapacitet således at der vil skulle opmagasineres vand i perioder med de  største tilstrømninger. Den optimale kombination af magasinstørrelse og  infiltrationskapacitet kan beregnes eller vurderes ud fra kendskab til jordens  infiltrationskapacitet, tilstrømningsforhold mv. Der kan henvises til Skrift 25.

5.1.2 Separering af fællessystemer

Mange af de mest hensigtsmæssige tiltag til håndtering af de øgede  regnmængder egner sig dårligt til fællessystemer. Blandingen af spildevand og  regnvand er så forurenet at vandet skal behandles med forsigtighed og  omtanke. Kontakt med vandet indebærer en risiko for sygdomme og der er  æstetiske problemer på udledningsstederne. Funktionskravene er derfor  strengere til fællessystemer end til separatsystemer. Det er nærliggende at  overveje at ændre gamle fællessystemer til separatsystemer, især hvis  kapaciteten af fællessystemet er sådan at der skal foretages større udbygninger.  I praksis er der dog så mange problemer ved dette at det kun er få steder, hvor  det er gennemført. Det er meget dyrt og meget besværligt at lægge et helt nyt  ledningssystem, som oven i købet også kræver at ledningerne inde på de  enkelte parceller lægges om til et separatsystem.  I separate regnvandssystemer håndteres relativt rent vand, i hvert fald er det  ikke hygiejnisk set farligt, og dette vand kan langt bedre opmagasineres eller udledes i bassiner, søer og vandhuller end overløbsvand fra fællessystemer. I  givet fald kan vandet også lettere renses inden udledning end overløbsvand.  Separering gennemføres en del steder i mindre bysamfund, men sjældent i de  gamle bykerner, hvor behovet ofte er størst. Der er derfor behov for  alternative løsninger på problemerne disse steder. Der findes ikke i dag nogen  universalløsning på disse cityproblemer.

5.1.3 Udskiftning til større rør

Hvis opbygningen af et afløbssystem ikke ønskes ændret kan man vælge  simpelthen at forøge dimensionen på alle rørene i systemet så kapaciteten  bliver den nødvendige under de nye forhold. Den skønnede effekt af  klimaændringerne er ikke større end at det i mange tilfælde vil svare til et  dimensionstrin op. Alternativt kan lægges supplerende ledning f.eks. langs den  eksisterende. Før dette princip besluttes bør man dog nøje analysere sit  afløbssystem, så der kun foretages de nødvendige udskiftninger og det bør  overvejes, om det er bedre at øge dimensionen ekstra meget på nogle  strækninger og om der er alternative ledningsføringer som kan reducere  udgifterne til udbygning.  Hvis ledningerne alligevel skal renoveres eller lægges om er merudgiften ved at  tage hensyn til øget belastning ikke nødvendigvis stor, men hvis beregningerne  viser at systemet skal udbygges steder hvor kvaliteten i øvrigt er god nok, kan  det medføre en stor merudgift.

Transportledninger

Den forøgede vandmængde fra et opland kan borttransporteres gennem større  rør eller magasineres. I specielle tilfælde, hvor det er meget vanskeligt at finde  mulighed for udbygning af afløbssystemet, f.eks. pga. pladsmangel i  gadeprofilet, kan der bygges tunnelledning fra strategisk velplacerede punkter  i et opland og frem til recipient eller hovedledning. Ledningerne kan samtidig  virke som bassinledninger. De tekniske og økonomiske muligheder for  anvendelse af sådanne løsninger er blevet betydeligt bedre i de seneste år. Det  skal bemærkes, at de forøgede vandmængder kan være afgørende for hvilken  renoveringsmetode, der kan benyttes og dermed for udgiften.

5.1.4 Overløbsbygværker

I fællessystemer bygges ofte overløbsbygværker eller aflastningsbygværker for  at sikre at vandspejlet i afløbssystemet ikke overstiger et valgt niveau. Herved  beskyttes områder mod oversvømmelser, og det kan sikres at kun forudsatte  vandmængder løber videre i systemet. Overløbsvandet løber over kanten til  bassin, hjælpeledning eller recipient. For at sikre samme funktion ved øget  tilstrømning og fastholdt videreførende vandføring vil det være nødvendigt at  øge kantlængden eller at sænke kantkoten. Det sidste vil dog have den  uheldige konsekvens at antallet af overløb øges.

For at sikre bedst hydraulisk funktion af overløbsbygværker, dvs. at mest  muligt vand løber videre uden at opstuvningen bliver for stor, så kan  bygværket indrettes med bevægelig overløbskant, dynamisk styret kant eller  bøjeklap. Herved kan også opnås størst mulig bassinvirkning af det  bagvedliggende system.

Ud over de hydraulisk begrundede ombygninger vil man i dag normalt  opsætte renseforanstaltninger i overløbsbygværker. Normalt mindst  automatisk rensede sier eller riste men i nogle tilfælde mere vidtgående  renseforanstaltninger til f.eks. fjernelse af næringssalte og til hygiejnisering.  Udviklingen vil ganske givet medføre at sådan rensning vil blive mere og mere  udbredt og der vil fremkomme flere og bedre rensemetoder til anvendelse ved  lokal rensning. Renses vandet tilstrækkeligt kan rensningen kompensere for  den øgede udledning, så recipientbelastningen reduceres på trods af den  forøgede udledning.

5.1.5 Bassiner

Mange steder hvor man vælger at neddrosle den videreførende lednings  kapacitet, bygges bassiner, der kan virke som buffer i systemet. Bassiner  bygges ofte sammen med overløbsbygværker og det kan herved sikres at der  kun kommer overløb til recipienten med en valgt hyppighed. Bassinerne kan  både have til formål at opmagasinere de skadevoldende spidser af  afstrømningen, så oversvømmelser undgås eller reduceres, og de kan have  som formål at reducere aflastninger til recipienten. I fællessystemer ledes det  opmagasinerede vand til rensningsanlæg på normal vis efter regn. I  separatsystemer skal bassiner normalt især udjævne afstrømningen, men  derudover gerne medføre en vis rensning af vandet før det udledes i  recipienten.

Dimensionering af bassiner i fællessystemer kan foretages ud fra bassinets  afløbstal og valgt gentagelsesperiode for overløb. Der findes formler i Skrift 26  til bestemmelse af nødvendigt volumen, men det må anbefales at man  benytter så opdaterede regnserier som muligt og herudover indregner effekt af  klimaændringer. Der foretages herefter en Mouse-beregning for at verificere  funktionen af bassinet.

Bassiner i separate regnvandssystemer kan ofte indgå i rekreative områder og  dermed have andre funktioner end blot at skulle udjævne afstrømningen. Her  kan bassinstørrelsen blive bestemt at tilladelig vandspejlsvariation samt f. eks.  af krav om grænser for opholdstiden i bassinet. Opholdstiden må ikke være for  kort, det giver for ringe stoftilbageholdelse, og den må ikke være for lang, det  kan give for stor algevækst i bassinet. Denne type bassiner kan i øvrigt  anbefales, da de ofte er meget fleksible overfor øgede tilstrømninger bla. fordi  overbelastninger pga. bassinernes placering ikke giver anledning til store  skader eller gener.

5.1.6 Lokal magasinering

Overalt hvor der er mulighed for det vil det være godt med magasinering af  regnvandet i ekstremsituationer. Det skal derfor overvejes at placere bassiner  ved så mange små afvandingsområder som muligt, f.eks. ved afvanding af  mindre veje, parkeringspladser mv. Måske kan man nogle steder lave  nedløbsbrøndene så store at de med en neddrosling af udløbet kan virke som  bassiner. Tiltag som disse kan udføres når der alligevel sker ombygninger og  de kan derved bidrage til at kompensere for de forøgede regnmængder.

Det kan overvejes allerede på planlægningsstadiet, om nyanlagte befæstede  arealer kan tjene flere formål, således at der planlægges aktiviteter på området,  som ikke skades af vanddybder på ca. 5-10 cm på området under ekstremregn  i en kort periode.

5.1.7 Styring og regulering af afløbssystemet

Afløbssystemer dimensioneres til at kunne klare dimensioneringsregn og  derved opfylde funktionskravene. Da regn tit falder ujævnt over et opland og  kapaciteten også ofte er varierende kan der være gode muligheder for at  forbedre udnyttelsen af et afløbssystem ved at indføre dynamisk styring af  visse elementer i systemet f.eks. afløb fra bassiner. Dette kan medvirke til både  reducerede oversvømmelser og i fællessystemer reducerede overløb til  recipienterne. For afløbssystemer med flere bassiner, pumpestationer mv. må  det kraftigt anbefales at potentialet ved dynamisk styring undersøges og måske  indføres. I forbindelse med udbygning af systemer kan det være relevant at  undersøge om styring kan give mulighed for mere hensigtsmæssige løsninger  på problemerne, som f.eks. at bassiner eller bassinledninger lettere kan  placeres steder, hvor der er bedre plads.

5.1.8 Anvendelse af vejsystemet

Normalt tilstræbes det at vejvand ledes til afløbssystemet så det undgås at der  er vand på overfladen. I visse tilfælde kan det dog overvejes at udnytte  gadeprofilet til at borttransportere vandet under ekstremregn. Hvis  terrænforholdene er velegnede og det modelmæssigt kan overskues, hvordan  systemet vil virke kan det være en udmærket metode til få vandet transporteret  fra kritiske områder til egnede recipienter eller opmagasineringsmuligheder.  Metoden kan dog kun anbefales brugt for separate regnvandssystemer.

5.2 Tiltag på privat ejendom

5.2.1 Fysiske tiltag

Det kan være hensigtsmæssigt at få borgerne til at tilbageholde og aflede  regnvandet på egen grund. Herved undgås at vandet samles og dermed  kræver stor transportkapacitet. Yderligere opnås at bebyggelsen i mindre grad  påvirker vandkredsløbet i området. Effekten af klimaændringer vil  formodentlig også nemmere kunne håndteres i så små systemer, som der vil  være tale om. Det kræver dog at grundvands-, jordbunds- og  terrænforholdene er således at det er muligt at aflede vandet lokalt uden at det  giver anledning til problemer og skader.  Der findes en række metoder, der kan anvendes af borgerne, hvis de vil  undlade eller reducere regnvandstilledningen til det offentlige system.

Nedsivning af regnvand  Her tænkes på afledning af regnvandet til faskiner på grunden. Nedsivning  forudsætter egnede nedsivningsforhold. Hvis jordbundsforholdene er  problematiske eller grundarealet er for lille kan det være nødvendigt med et  nødoverløb til det offentlige system. Herved kan en væsentlig del af fordelen  forsvinde, idet faskinen måske er fyldt op på det tidspunkt, hvor den mest  ekstreme del af regnen falder. Faskiner udføres ofte i en størrelse svarende til  20 – 30 mm regn, men som nævnt er der ikke sikkerhed for at hele denne  kapacitet er til rådighed ved regnens start.

Anvendes f.eks. græsarmeringsten eller tilsvarende belægninger på P-pladser,  mm – så kan en stor del af regnen nedsives på stedet.

Regnvandstønder
Ved at opsamle tagvand i regnvandstønder opnås både at tilledningen til  afløbssystemet reduceres og at vandforbruget reduceres, hvis vandet erstatter  vandforsyningsvand f.eks. til havevanding. Volumenet, der kan opsamles, er  dog ofte begrænset, 200 - 500 l ses ofte, og dette er kun er beskeden andel af  volumenet fra ekstremregn på en tagflade. Regnvandstønder kan ved regnens  start være fyldte og derfor ikke reducere afstrømningen.

Genbrug af regnvand
Anvendelse af regnvand i boligerne som erstatning for vandforsyningsvand  har kun beskeden udbredelse, men har samme fordele som regnvandstønder,  og yderligere den fordel at forbruget, i modsætning til vanding, er mere jævnt  fordelt over tiden. En væsentlig ulempe er dog også her at  opmagasineringskapaciteten er begrænset og at der derfor ikke er sikkerhed  for at systemer kan opmagasinere vand i de kritiske situationer. I Rørcentrets  vejledning ”Brug af regnvand” anbefales anvendelse af en tank på 3 m³ til  sådanne anlæg og det beregnes at en ganske stor del af årsnedbøren så kan  bruges i boligen til WC-skyl og vaskemaskiner. Betydningen for ekstremregn  er dog ikke klarlagt. Genanvendelse af regvand skal ske i forskriftsmæssige  regnvandsanlæg (jf. Miljøstyrelsens bekendtgørelse og Rørcenteranvisningen  herom).

Grønne tage
Der er udviklet teknik til brug af såkaldt grønne tage, hvor der på bygningers  tagflader udlægges et net med vækstlag, hvor der gror planter. Formålet er at  vandet magasineres i vækstlaget og derfra opsuges af planterne.  Magasineringsevnen af vækstlaget er imidlertid begrænset, 6 – 10 mm, så som  ovenfor, er effekten under ekstremregn beskeden. På årsbasis kan derimod  opnås ganske god effekt.

Som det fremgår af de omtalte eksempler på tiltag på privat grund at det er  svært at finde løsninger som for borgeren er lige så sikker og nem som  afledning til det offentlige system og det er svært at finde løsninger som kan  klare netop de kritiske perioder med ekstremregn. For at få borgerne  interesserede i at gøre den indsats der skal til, for at klare en større del af  regnhåndteringen selv, skal der sikkert et større økonomisk incitament til end  det der findes i dag. Hvis der bliver opstillet passende attraktive ordninger vil  mange borgere sikkert selv tage initiativ til ændret håndtering af regnvand fra  deres grunde.

Forebyggelse af oversvømmelse  Ønsker en grundejer at sikre sig mod opstuvning fra kloakken i kælder, kan  han installere højvandslukker eller kontraventiler så vandet ikke kan strømme  baglæns ind i kælderen. Hvis han vil have fuld sikkerhed kan kælderens  afløbssystem tilsluttes en pumpebrønd, der oppumper til gadekloakken.  Herved opnås også at installationerne kan benyttes uanset vandspejlskote i  gadekloakken.

5.2.2 Administrative tiltag overfor privat ejendom

Der er mulighed for at ejendomme, der afleder regnvand til kommunal kloak  kan tages ud af kloakopland for hele eller dele af regnvandsafledningen. Det  forudsætter en frivillig aftale mellem kommunen og ejendommens ejer.  Kommunen kan tilbagebetale tilslutningsbidrag for denne regnvandsafledning  jf. lov om betalingsregler for spildevand.

Vore byområder fortættes konstant og det kunne overvejes at kræve at de  øgede regnmængder fra alle udbygninger skal ledes til faskiner eller  magasineres og kun langsomt ledes til afløbssystemet. Endvidere kunne man  aktivt forsøge at få borgerne til at benytte permeable belægninger i indkørsler  og på parkeringsarealer, så regnvand herfra kun i begrænset omfang ledes til  afløbssystemet.

5.2.3 Afvanding af vejarealer

Afvandingen af vejarealer fungerer de fleste steder meget effektivt. Dette er  også målet fra vejmyndighedernes side, idet vand i belægning og bærelag kan  skade vejen. Afvandingen af specielt mindre veje og gader kunne dog måske  foretages, så vandet i mindre grad blev ledt direkte til afløbssystemet, men  først skulle passere en eller anden forsinkelsesanordning gerne med  infiltrationsmulighed. Der er også mulighed for en øget anvendelse af  semipermeable belægninger, hvor en del af vejafvandingen siver ned gennem  selve vejarealet.

5.3 Planlægningsmæssige tiltag på afløbssystemet

Klimaændringerne forventes at vise sig gradvist i tiden fremefter. Der er  derfor mange muligheder for at planlægge indgreb til udførelse ved passende  lejlighed senere og der er mange muligheder for løbende at tilpasse sig de nye  forhold f.eks. ved alle lejligheder, hvor det er muligt at sørge for lokal  afledning af vand eller bygning af udligningsanordninger.

Planlægning under udstykningen af nye bebyggelser

Nye bebyggelser kloakeres i dag stort set overalt med separatsystemer og der  bygges meget ofte bassiner eller andre udligningsanordninger, så  afstrømningen ud fra områderne er reguleret svarende til recipientens  kapacitet eller andre hensyn. Tilmed planlægges hyppigt så bassinet kan  udnyttes som rekreativt element i området. Denne kombination af formål kan  gøre det lettere at håndtere ekstremregn, hvor vandet måske vil oversvømme  grønne områder eller lignende. Borgerne kan herved også se, hvad der sker og  måske bidrage til at løse problemerne i kritiske oversvømmelsessituationer.  Der er dog en risiko for drukneulykker, som ikke må negligeres.

Lokal afledning af tag og overfladevand i nye bebyggelser

Kommunen kan beslutte af der i nye bebyggelser skal ske en lokal afledning af  tag- og overfladevand, dvs. ejendommene kun kloakeres for spildevand.  Områder skal udpeges hertil i spildevandsplanen. Der skal i sådanne oplande  ske lokal nedsivning på de enkelte ejendomme. Kommunen bør for sådanne  oplande sikre sig, at nedsivning er mulig (jordbundens egnethed til  nedsivning, grundvandsspejlets højde, mm).

Varsling

I områder, hvor det kan forudses at der kan optræde betydelige  oversvømmelser under ekstremregn, kan der etableres et varslingssystem, så  berørte borgere, vejmyndigheder mv. varsles før skaderne opstår. Herved vil  der være mulighed for indgreb så skaderne minimeres og generne for  befolkningen reduceres mest muligt. Et sådant varslingssystem skal være  baseret på prognoser for regnen en eller nogle timer fremefter. I en del tilfælde  er den totale forventede nedbørsmængde tilstrækkelig som grundlag for  varsling men i andre tilfælde skal benyttes en afløbsmodel og måske en  terrænmodel, så der kan udføres simuleringer til beregning af  oversvømmelsens forventede omfang.

Borgerinddragelse
Effekter af klimaændringer i form af kraftigere nedbør og stigende havspejl vil  få betydning for mange borgere. Det vil derfor være nærliggende og  hensigtsmæssigt at søge at inddrage borgerne i arbejdet med at forebygge  skader og andre ulemper fra ændringerne. Dette kan både bidrage til at  reducere effekterne af klimaændringer i form af at den øgede regn søges  håndteret lokalt samt at borgerne vil vise større forståelse for de gener og tiltag  der skal gøres for at forebygge problemer.  Det må anbefales at kloakforsyningerne gør mere for at informere borgerne  om hvordan afløbssystemet fungerer og specielt at borgere der bor kritiske  steder, hvor risikoen for oversvømmelser er størst, informeres om risikoen og  hvilke muligheder de har for selv at forebygge skader. Ligeledes bør borgerne  informeres om hvordan de er dækket forsikringsmæssigt i tilfælde af  oversvømmelser, så de er klar over, om det er deres egen forsikring,  kloakforsyningen eller dem selv, der skal betale for udbedring af skader efter  oversvømmelser.

Informationen til borgerne kan ske på mange måder. Nogle kloakforsyninger  har hjemmesider med orientering om kloakforsyningens aktiviteter, andre  holder åbent hus på renseanlæg og nogle udsender foldere mv. som orienterer  borgerne om systemets funktion, og om hvad de selv kan gøre for at bidrage  til forebyggelse eller løsning af problemer. Alle tiltag der bidrager til at  borgerne føler at afløbssystemet er noget der vedkommer dem er positive. Der  har hidtil været meget lidt opmærksomhed omkring hvordan afløbssystemer  fungerer og hvilke problemer der ligger i at give borgerne den ønskede service.  En række af de nye tiltag som får større og større udbredelse kan i høj grad  bidrage til at fremme den ønskede udvikling. Projekter om ”vand i byen”,  åbning af rørlagte vandløb, etablering af bassiner som del af rekreative  områder, åbning af nye badeanstalter i havneområder er alt sammen tiltag der  vil have borgernes interesse og hvor der er mulighed for at skabe en positiv  holdning til kloakforsyningens arbejde.

 



Version 1.0 Oktober 2006, © Miljøstyrelsen.