Indeklimakoncentrationer af rensevæske i boliger over et repræsentativt udsnit af danske renserier

Sammenfatning og konklusioner

Det foreliggende projekt er gennemført med det formål at skaffe informationer om de nuværende indeklimakoncentrationer af rensevæskedampe i boliger over et repræsentativt udsnit af danske renserier. Det er desuden formålet at sammenligne de fundne koncentrationer med situationen før den nuværende række af tiltag blev iværksat med vedtagelsen af bekendtgørelse nr. 532 af 18. juni 2003 (renseribekendtgørelsen).

Der er foretaget måling af indeklimakoncentrationen af rensevæskedampe i sammenlagt 32 lejligheder over renserier. Antallet af målesteder udgør ca. 20% af det samlede antal renserier i Danmark og stammer for alle målesteders vedkommende fra renserier, som lever op til  bekendtgørelse nr. 532. Materialet er opdelt i renserier, som anvender hhv. tetrachlorethylen og kulbrinter som rensevæske.

26 målinger er foretaget i lejligheder over renserier, som anvender tetrachlorethylen. Disse målinger har vist en gennemsnitlig indeklimakoncentration af tetrachlorethylen på 0,30 mg/m³. I forhold til situationen før renseribekendt-gørelsens ikrafttræden er der tale om en reduktion på mere 90%, idet den gennemsnitlige indeklimakoncentration i danske lejligheder blev målt til  3,3 mg/m³ i perioden umiddelbart før bekendtgørelse nr. 532 blev iværksat (Oplyst af Miljøstyrelsen 2005).

Den meget betydelige reduktion i indeklimakoncentrationen i lejligheder over renserier, som denne undersøgelse dokumenterer, må tilskrives effekten af bekendtgørelse nr. 532.

5 af 26 målesteder, som anvender tetrachlorethylen som rensevæske (19%), viste sig ikke at overholde bekendtgørelsen krav til maksimalt bidrag til overliggende lejlighed på måletidspunktet.

Undersøgelsen har ikke haft til formål at finde årsager til eventuelle overskridelser. Der er derfor ikke foretaget en nøjere analyse af disse målesteder. Det vurderes dog som sandsynligt, at årsagen til overskridelserne er en utilstrækkelig kvalitet eller forkert brug af gennemførte bygnings- og ventilationsmæssige tiltag snarere end utilstrækkelige krav i bekendtgørelsen.

Ingen af 6 målinger i lejligheder over kulbrinte-renserier og 3 målinger over ind- og udleveringssteder påviste koncentrationer over kravværdierne i bekendtgørelsen. Med forbehold for materialets begrænsede størrelse tyder det ikke på, at disse typer udgør en stor risiko for overskridelse af kravværdierne. 

Der blev påvist betydelige sink-effekter på et antal målesteder. Resultaterne bekræfter tidligere observationer af dette fænomen i ejendomme med renserier. Det kan ikke afvises, at der er et uopdaget indeklimaproblem i lejligheder i ejendomme, som tidligere har huset et renseri.

Undersøgelsen dokumenterer i øvrigt vigtigheden af at have den af Eurofins Danmark A/S udviklede sporgasmetode til rådighed ved vurdering af bidraget af rensevæske fra renseri til lejlighed.

 



Version 1.0 Oktober 2006, © Miljøstyrelsen.