| Til bund | | Forside |

Bekæmpelsesmiddelforskning fra Miljøstyrelsen nr. 100, 2006

Skade- og nyttedyrfaunaen på økologiske og konventionelle nordmannsgranarealer

Indholdsfortegnelse

Forord

Sammenfatning og konklusioner

Summary and conclusions

1 Formål og hypoteser

2 Baggrund og nuværende videngrundlag

3 Beskrivelse af metoder - indsamling og lokalitetsvalg

• 3.1 Lokalitetsvalg
  • 3.1.1 Udvælgelsesprocedurer - kriterier for arealer
• 3.2 Faunaundersøgelser
  • 3.2.1 Indsamlingsmetode af fauna
  • 3.2.2 Prøvetagningens afstand til hegn og statistiske overvejelser
  • 3.2.3 Prøvernes behandling efter hjemtagning
• 3.3 Floraundersøgelser
• 3.4 Juletræernes kvalitet

4 Resultatbearbejdning

• 4.1 Statistisk behandling
• 4.2 Diversitetsanalyser
• 4.3 Ordinationsanalyser eller PCA (Principal Component Analysis)
• 4.4 t-Test, linær regresion

5 Resultater

• 5.1 Arealernes sammenlignelighed - vurderet ud fra florasammensætningen
• 5.2 PCA-analyse af floraen
• 5.3 Forekomst af alm. ædelgranlus
  • 5.3.1 Sammenligning af bedømmelsesmetoderne for alm. ædelgranlus
  • 5.3.2 Bladlusforekomst
• 5.4 Forekomst af andre skadedyr
• 5.5 Faunaen i bankeprøverne
  • 5.5.1 Nyttedyr
  • 5.5.2 Skadedyr
  • 5.5.3 Andre faunagrupper
  • 5.5.4 Generelle faunaovervejelser
• 5.6 Diversitetsindices
• 5.7 PCA-analyser af invertebratfaunaen
• 5.8 Hegnenes betydning for invertebrat-faunaen i rækkerne
• 5.9 Forekomsten af ædelgranlus som funktion af den øvrige fauna
• 5.10 Juletræernes kvalitet

6 Diskussion

• 6.1 Valg af lokaliteter
• 6.2 Bedømmelse af bladlus
• 6.3 Prøvetagningsmetoder
• 6.4 Forekomst af alm. ædelgranlus
• 6.5 Forekomsten af andre dyr
• 6.6 Diversitet
• 6.7 Hegnskarakteristika
• 6.8 Hegns anbefalinger

7 Konklusion og perspektiver

• 7.1 Konklusioner
• 7.2 Perspektiver

8 Litteratur

Bilag A - Oversigt over forsøgsarealerne

Bilag B - Liste over dyr i bankeprøver

Bilag C - Bundvegetationsdata - oversigt over statistiske analyser

Forord

Denne rapport beskriver resultaterne fra en 2-årigt undersøgelse af leddyrfaunaen i juletræskulturer, der drives konventionelt henholdsvis uden brug af pesticider. Projektet er et pilot-projekt, der har haft til formål at undersøge, om der kan påvises væsentlige forskelle i faunaen mellem de to dyrkningskoncepter. Forskelle, som kan give en indikation af hvilke forhold, der betinger tilstedeværelsen eller fravær af skade- og nytteinsekter.

Som rådgiver for juletræsdyrkere har jeg flere gange fået stillet spørgsmålet, "Hvad skal jeg plante i mine læhegn, så jeg gavner nyttedyrene mest muligt og hæmmer skadedyrene?" I den sammenhæng er jeg ligeledes ofte blevet præsenteret for synspunktet, "Bare man lader 'naturens kræfter' råde, skal dens selvregulerende evne nok klare eventuelle problemer med skadedyr". Ud over at man kan spørge sig selv, hvad naturligt der er ved at dyrke en træart, der stammer fra 2000 m højde i Kaukasus, på flad mark i Danmark, er det jo heller ingen naturlov, at nytteorganismernes regulering bringer skadevoldernes tæthed ned under et niveau, som jordbrugeren finder acceptabelt. "Hærgninger" og masseforekomster af skadedyr forekommer også under naturlige forhold. Det må imidlertid antages, at såvel den anvendte kulturmetode som omgivelsernes indretning vil have nogen betydning for forekomsten af skade- og nyttedyr. Denne undersøgelse blev iværksat for at belyse dette spørgsmål.

Mange har bidraget til og muliggjort projektets gennemførelse. Først og fremmest tak til de 20 forsøgsværter. Alle har været meget positive og imødekommende. Ofte har kontakten gået via Skovdyrkerforeningernes eller Landboforeningernes konsulenter - også hér har der været stor imødekommenhed.

Tak til gruppen af studentermedhjælpere - alle biologistuderende - der har foretaget indsamlinger og bestemmelsesarbejdet - Thomas Møller, Rasmus Golbert, Jonas Geldman, Charlotte Nielsen, Thomas Lisborg, Randi Pedersen, Sofie Tind Nielsen og Roger Ambrose. Tak til de entomologiske specialister, der har assisteret med identifikationen af insektarterne, Kristian Arevad (biller), Søren Tolsgaard (tæger), Thorkild Munk (snyltehvepse) og Ole Steen Hansen (myrer). Tak til Hans Henrik Bruun, som i en periode hjalp med de statistiske beregninger til de foreløbige rapporter. Tak til projektets følgegruppe for faglige kommentarer til disse rapporter. Sluttelig tak for den støtte til projektet, som er kommet fra midlerne indbetalt til Miljøstyrelsen via pesticidafgifterne.

Hans Peter Ravn

Sammenfatning og konklusioner

Der er over to år indsamlet ca. 850 bankeprøver fra 20 juletræsplantager – halvdelen økologiske, halvdelen konventionelle. Der er blevet identificeret 151.834 individer af arthropoder (og snegle). Disse fordeler sig på 312 arter eller artsgrupper. Billerne alene omfatter 168 arter heraf. Materialet er blevet analyseret for sammenhænge mellem driftsform, flora og fauna.

Projektet har givet resultater, der viser et potentiale for at indrette dyrkningsforholdene så skadedyrenes naturlige reguleringsmekanismer kan udnyttes.

Økologisk dyrkning har ikke givet en generel øgning af nyttedyrs/skadedyrs-ratio eller herbivor/predator-ratio. Der er flere organismegrupper herunder nyttedyr i de pesticidfri plantager. Samtidig har der generelt været flere ædelgranlus i de økologiske plantager i forhold til de konventionelle og angrebene er generelt kraftigere. Variationen er stor især mellem de økologiske plantager.

Hegn har en effekt på mængden af ædelgranlus. Der er færrest tæt på hegnene. Forskellen er ikke stor, men signifikant. Samtidig synes nogle vigtige potentielle naturlige fjender at øges tæt på hegnene (bl.a. rovbillerne). I det hele taget er der flere organismegrupper, der aftager fra hegnene. Kun nogle få grupper tiltager i forhold til afstanden fra hegnet.

Sammenhængen mellem faunaen i hegnene og på nordmannsgranarealerne er generelt svag. Faunaen i hegn med nåletræer har en faunasammensætning som ligner faunasammensætningen på juletræsarealerne, mens faunaen i løvhegnene og navnlig løvskove op til arealerne afviger betydeligt.

Der er en ikke særlig stor, men signifikant stigning i antallet af angrebne træer med afstanden fra hegn.

Af andre faktorer omkring juletræsarealerne var der ingen, der havde signifikant betydning.

Med hensyn til at belyse den generelle flora- og faunadiversitet på de to typer af arealer, kan der ikke i materialet ses nogen større forskel hvad angår invertebraterne oppe i træerne. Derimod er der en markant forskel på floradiversiteten, hvor de økologisk dyrkede arealer har en betydeligt rigere flora.

Kvaliteten af træerne - målt som åbenhed i toppen og farvefejl - viser, at de konventionelle træer er noget mere åbne i toppen. Gulfarvning er noget mere udtalt på de økologiske juletræer.

Det mest interessante resultat, som bør lede til en opfølgning er den iagttagede store variation i forekomsten af skadedyr mellem de økologiske arealer. I en analyse af denne variation ligger måske en forklaring på, hvad der betinger problemerne med skadelige insekter i nordmannsgran.

Summary and conclusions

During two seasons in 20 Christmas tree plantations (Abies nordmanniana) and the adjacent hedgerow samples of arthropod fauna was collected monthly by means of a beating screen.  Half of the plantations were organic the other half were with conventional use of pesticides. In total about 850 samples were collected and 151.834 specimens of arthropods (and snails) were identified. Analyses were made of relationships between the cultural method, flora and fauna.

Results indicate a potential for exploiting natural regulating factors of pests depending of choice of tree species composition in the hedgerows.

Organic growing does not in general give an increase in the ratio of beneficials/pests or herbivores/predators. More taxonomic groups (among these beneficial insect groups) are found in organic plantations. However, the most severe pest, woolly aphids, Dreyfusia nordmannianae, are most numerous and densities significantly higher in organic compared to conventional plantations. The variation in pest density was very prominent among the organic plantations.

An effect of hedgerows on the abundance of aphids was shown. Aphid density is significantly less close to the hedge. Correspondingly some of the potential natural enemies show a higher density close to the hedges (e.g. staphylinids). Most groups of organisms decrease with increasing distance to the hedges. Only for a few groups it is the other way around.

PCA-analysis shows in general a weak relationship between fauna of the hedges and fauna on the Nordmann fir. When hedgerows consist of conifers the fauna is more like the fauna on the Christmas trees whereas fauna of deciduous tree hedge rows and forests have the least similarities.

The increase in aphid density from the hedge to the centre of the plantation is weak but significant.

Diversity analysis shows no significant differences between the fauna on the organic Christmas trees compared to the conventional ones. On the other hand, there is a significant difference in the epigaeic flora between the two types of plantations. Plant diversity is significantly higher in the organic plantations.

Quality of trees was assessed.  Conventionally grown trees had a tendency for being more open in the top and organic trees had a tendency for yellowing discoloration of the needles.

The most noticeable result was perhaps the remarkable variation in occurrence of insect pest among the organic areas. An analysis of this variation may explain which factors are most important in regulation and occurrence of insect pest in Nordmann fir.

1 Formål og hypoteser

Det er projektets overordnede formål at afklare, hvorledes man kan indrette dyrkningsforholdene i juletræskulturer af nordmannsgran således at skadedyrenes naturlige fjender udnyttes bedst muligt.

Projektets grundhypotese er, at der forekommer flere af skadedyrenes - især ædelgranlusenes - naturlige fjender i kulturer, der dyrkes uden brug af pesticider end i kulturer med konventionel pesticidanvendelse.

Det er projektets primære formål at undersøge og sammenligne forekomsten af potentielle naturlige fjender af alm. ædelgranlus (Dreyfusia nordmannianae Eckst.) og andre skadedyr i nordmannsgran-kulturer, der dyrkes med, henholdsvis uden brug af pesticider.

En anden hypotese er, at andre forhold - herunder hvilken anden vegetation, der forekommer i og omkring kulturarealet - har betydning for sammensætningen og omfanget af nyttedyrfaunaen.

Det er derfor projektets sekundære formål at undersøge, hvilke af de øvrige dyrkningsforhold (geografisk placering, jordbundsforhold, eksponering, bunddækkevegetation, skærmtræer, læhegn m.v.) i juletrækulturen, der har signifikant betydning for tilstedeværelsen af naturlige fjender af alm. ædelgranlus eller andre forekommende skadedyr.

Projektet skal ses som et indledende, men væsentligt skridt til afklaring af, hvorledes juletrækulturen, omgivelserne og driftsmetoderne kan indrettes, så de hæmmer skadedyr, specielt alm. ædelgranlus og gavner nytteorganismerne mest muligt.

De indsamlede data vil desuden blive brugt til at belyse den generelle flora- og faunadiversitet på de to typer af arealer.

2 Baggrund og nuværende videngrundlag

Der er en stigende interesse for produktion af juletræer uden eller med minimal anvendelse af pesticider. Imidlertid er kvalitetskravene til produktet store. En række skadevoldere - især skadeinsekter - udgør en stor risiko for produktionen. Dyrkningssikkerheden er derfor et centralt problem. I denne sammenhæng udgør alm. ædelgranlus i nordmannsgran det største problem. Der eksisterer hos nogle juletræsproducenter en forventning til, at en eliminering af pesticidanvendelse i sig selv reducerer problemerne med skadedyr, som det f.eks. er kendt fra frugtavlen. I æbleplantager forsvandt bl.a. problemerne med spindemider, da man ophørte med anvendelse af de kemikalier, der slog rovmiderne ihjel (Ramborg pers. medd.).

Flere undersøgelser i andre dyrkningssystemer påpeger, at dyrkningsmetoderne sammen med omgivelserne øver indflydelse på relationerne mellem afgrøde, skadedyr og de organismer, der regulerer skadedyrenes antal og betydning (f.eks. Ravn & Holm 1997). Der savnes imidlertid en egentlig dokumentation af, at pesticidfri drift faktisk resulterer i flere nytteorganismer og færre problemer med skadedyr i juletræsproduktionen.

Kvalitetsmæssigt vil økologiske juletræer ofte forventes at være ringere end træer dyrket med anvendelse af hjælpestoffer. F.eks. kan der forekomme gulfarvning pga. næringsstofmangel, og træerne kan være behæftet med andre kosmetiske fejl pga. skadedyrangreb. Konventionelt dyrkede juletræer vil til gengæld ofte have problemer med åbenhed i toppen pga. forceret vækst.

Al erfaring viser, at de væsentligste skadedyr i nordmannsgran er (i prioriteret rækkefølge): Alm. ædelgranlus, galmider, gråsnuder og ædelgrannåleviklere (Ravn, 2000).

En række uspecifikke og specialiserede, rovlevende insekter vil kunne fungere som rovdyr (nyttedyr) overfor larver, pupper og voksne af de nævnte skadedyr. Det drejer f.eks om rovlevende tæger - først og fremmest de almindelige næbtægearter (Anthocoris spp.), arter af rov- og løbebiller, visse andre billearter, snyltehvepse, galmyg og ørentviste.

For ædelgranlusene og for andre arter af bladlus på nordmannsgran gælder det, at en række bladlusspecifikke rovdyr vil efterstræbe dem. Det drejer sig typisk om larver af guldøjer (Chrysopa spp.) og af svirrefluer (fam. Syrphidae), mariehøns (fam. Coccinellidae) samt visse arter af snyltehvepse og parasitiske galmyg.

Det har ikke været muligt at finde tidligere undersøgelser over sammenhængen mellem hegnsfauna eller faunaen på bundvegetationen i relation til juletræsarealer. De mest nærliggende undersøgelser stammer fra Universitet i Bern, hvor man har undersøgt forekomsten af en række nyttedyrgrupper på urtefloraen i og omkring landbrugsmarker (Weiss & Stettmer, 1991). Et review gives af Nentwig (1999) og viser en sammenhæng mellem urtefloraen og visse grupper af nytteinsekter i agerlandet. Imidlertid er urtefloraen i vor undersøgelse kun i ringe omfang sammenfaldende med urtefloraen i de centraleuropæiske undersøgelser.

Vor viden før dette projekts iværksættelse og forslag til fremadrettede indsatsområder - kan opsummeres således:

• Valg af læhegnsplanter og tilstedeværelsen af “nytteplanter” for tiltrækning af nyttedyr er på idéstadiet, og dokumentation af effekt er påkrævet.
   
• Samdyrkning med dækafgrøder har været undersøgt i beskedent omfang (Rubow, 1997; Ravn, upublis.); men effekten på nyttefauna er kun i ringe grad dokumenteret i juletrækulturer.
   
• Ukrudtsfloraen og metoderne, hvormed ukrudtet håndteres, har if. erfaringerne fra landbruget stor indflydelse på nyttefaunaen på dyrkningsfladen; men dette er endnu kun i ringe omfang dokumenteret.
   
• Effekten på nytteorganismer af dyrkning under skærm er udokumenteret. Skærm anvendes af hensyn til frostrisiko, vinddæmpning og dæmpende effekt på ukrudt.

Som en indledende undersøgelse er der imidlertid et behov for en dokumentation af, at der overordnet kan registreres en forskel i nyttefaunaens tilstedeværelse ved pesticidfri dyrkning af juletræerne samt en indikation af, hvilke forhold der er de væsentligste i denne sammenhæng. Dette pilotprojekt har søgt at imødekomme dette behov.

3 Beskrivelse af metoder – indsamling og lokalitetsvalg

• 3.1 Lokalitetsvalg
  • 3.1.1 Udvælgelsesprocedurer - kriterier for arealer
• 3.2 Faunaundersøgelser
  • 3.2.1 Indsamlingsmetode af fauna
  • 3.2.2 Prøvetagningens afstand til hegn og statistiske overvejelser
  • 3.2.3 Prøvernes behandling efter hjemtagning
• 3.3 Floraundersøgelser
• 3.4 Juletræernes kvalitet

3.1 Lokalitetsvalg

Der indgår 20 geografisk adskilte nordmannsgran-kulturer i registreringen.

Det er tilstræbt, at de to typer af kulturer er udvalgt, så de forekommer parvis og parrene er nogenlunde ensartede med hensyn til topografiske forhold, jordbundsforhold m.v.. De er fordelt over det meste af landet i 10 ’par’(øko/konv.): Nordjylland (Frederikshavn), Himmerland (Farsø), Djursland (Ryomgaard), Hjortshøj/Hornslet, Kjellerup, Åbenrå, Fåborg, Broby (Fyn), Præstø og Frederiksborg/Hillerød.

3.1.1 Udvælgelsesprocedurer – kriterier for arealer

Det er tilstræbt at arealerne er udvalgt således, at de giver de bedste muligheder for at dokumentere de eventuelle forskelle mellem arealer, hvor der anvendes pesticider og arealer uden.

Arealerne blev udvalgt parvis økologiske/pesticidfri og konventionelt drevne således at lokale klimaforhold vil være nogenlunde ens. De økologiske/pesticidfri arealer skulle have været drevet således i det mindste de seneste tre år. Arealerne skulle helst være drevet med kommercielt sigte.

I bilag A findes en skematisk oversigt over karakteristika ved forsøgsarealerne.

Arealerne blev desuden udvalgt således, at et bredt geografisk udsnit af landet var repræsenteret. Kort over lokaliteterne findes i bilag A.

I praksis har det begrænsede udbud af pesticidfri nordmannsgranarealer gjort, at disse er lokaliseret først, og at de nærmeste konventionelle arealer derefter udpeget.

Det blev endvidere tilstræbt, at træerne på arealerne – i det mindste parvis - var af nogenlunde samme alder. Under alle omstændigheder skulle træerne have en alder og størrelse, hvor de begynder at blive interessante i relation til forekomsten af skadedyr, dvs. 6-7 år og 110-120 cm (Ravn & Bøjer, 1998).

Andre forhold spillede også ind i valget af forsøgsarealer, og det blev tilstræbt, at de var ens eller i hvert fald velbeskrevet for ”areal-partnerne”. Det drejede sig om forhold som læhegn, forekomst af vand m.v..

Der anvendes mange forskellige former for ’dyrisk’ ukrudtsafgræsning på de økologiske arealer. Det mest hyppige er får, men f.eks. svin, gæs og struds anvendes også. Det var udgangspunktet, at det mest hyppige skulle være godt repræsenteret. Der har været eller er således fåregræsning på flere af de økologiske arealer. På et enkelt areal er der gåsehold. Omvendt er det muligt at finde konventionelt drevne arealer, hvor der anvendes fåregræsning for at holde ukrudtet nede. Sådanne arealer er dog med en enkelt undtagelse udeladt i dette projekt.

3.2 Faunaundersøgelser

Projektet omfatter en systematisk indsamling af leddyr-faunaen på træerne i juletrækulturer, der dyrkes uden brug af insekticider og herbicider henholdsvis med konventionel pesticidanvendelse.

3.2.1 Indsamlingsmetode af fauna

Traditionelt vil valget af indsamlingsmetode stå mellem anvendelse af et eller flere af følgende redskaber/metoder: Insekt-suger (typisk ’D-vac’, ’Vortis’ eller andre ’løvsamler-lignende’ instrumenter), vegetations-ketcher (insektnet), bankeskærm (omvendt ’paraply’ e.l.), faldfælder, fælder der lokker ved farve, lys eller lugt. Helt enkelt kan registreringen ske ved simpel visuel bedømmelse efter et fastlagt mønster.

Ud fra det forudgående kendskab til forekomsten af skade- og nyttedyr på nordmanngran-arealer blev det besluttet i første række at benytte sig af en visuel bedømmelse og optælling af skadedyrfaunaen (alm. ædelgranlus, symptomer på ædelgrannåleviklere, symptomer på galmideangreb, gnav af snudebiller mv.) samt indsamling af nyttedyr og anden fauna i bankeskærm (en ½ m² skærm, der anvendes til bedømmelse i forbindelse med IP-frugtavl flere steder i Europa). Hvis man skal holde sig til en enkelt prøvetagningsmetode, vurderedes denne bedst at ville repræsentere forekomsten af de væsentligste nyttedyr-grupper: mariehøns, rovtæger, ørentviste, guldøjer, larver af svirrefluer m.fl.. Selv snyltehvepse lader sig registrere i bankeskærm. En faunagruppe, hvor bankeskærm ikke er hensigtsmæssig er to-vinger (fluer, myg), men denne gruppe vurderes heller ikke som særlig interessant i denne sammenhæng. Bankeskærm er desuden særlig velegnet til prøvetagning i vedplanter. Hvis fauanen i bunddække-vegetationen skal undersøges bør der derimod anvendes insektsuger, ketcher og evt. faldfælder.

3.2.2 Prøvetagningens afstand til hegn og statistiske overvejelser

Det blev besluttet at fortage den visuelle bedømmelse af forekomsten af skadedyr i tre afstande fra kanten af arealet/hegnet og parallelt med dette (se figur 1). Afstandene var: (1) umiddelbart opad kant eller hegn, (2)1-2x hegnshøjde borte samt (3) centralt på arealet. Bankeprøverne blev taget i hegnet og samme steder som den visuelle bedømmelse sker inde i kulturen. Der er blevet optalt 25 træer i hver afstand. Bankeprøverne blev også taget i et antal af 25 (tre-dobbelte) slag pr. række. Disse blev slået sammen til én prøve. Der blev således taget minimum fire prøver fra hvert areal ved hvert besøg. Hvis der var flere hegnstyper repræsenteret, blev der også taget prøver fra disse.

Ved denne prøvetagning var der derfor kun én prøve for hver lokalitet og afstand fra hegn. Der kunne derfor ikke udføres analyser af, hvordan de forskellige målinger afhænger af afstanden indenfor den enkelte lokalitet, men der kan laves analyser af den generelle sammenhæng med afstand fra hegn for forsøget som helhed. Prøvetagningen blev således optimeret efter at opnå størst generel udsagnskraft. Valget var også begrundet i de forholdvis store omkostningerne ved optælling af prøver i forhold til transporttid mellem lokaliteter.

Arealerne blev besøgt og prøverne indsamlet med ca. en måneds mellemrum fra maj til starten af november i 2001. I 2002 fandt indsamling sted fra april (uge 15) til slutningen af august. I alt blev der indsamlet 6 + 5 gange i løbet af projektperioden, der altså omfatter to feltsæsoner.

Figur 1. Skitse over prøvetagningernes placering. Bankeprøver udtages på træer og buske i hegnet samt på nordmannsgranerne i tre afstande fra hegnet. Efter prøvetagningen blev de 25 træer i hver af de tre rækker bedømt for tætheden af alm. ædelgranlus.

I gennem sæsonen 2001 er der blevet foretaget visuel bedømmelse af alm.

ædelgranlus på træerne ved samtlige besøg på arealerne. Dette er sket ved at bedømme, på hvor mange af de 3x25 træer pr. lokalitet, der var ædelgranlus tilstede. I 2002 blev der anvendt en klassifikation (0-5) af tætheden af ædelgranlus på hver af de 3x25 træer:

0 – ingen bladlus
1 – få (<10) bladlus på højst 5 kviste
2 – få (<10) bladlus på mere end 5 grene
3 – flere (>10) bladlus på højst 5 grene
4 – flere (>10) bladlus på mere end 5 grene
5 – meget hårdt angrebne træer

Det er på lokaliteten markeret, hvilke træer, der indgår i indsamlingen, således at det i princippet er på de samme træer, at bedømmelsen og samplingen finder sted. Dette kan lade sig gøre, da indsamlingsmetoden er ikke-destruktiv, og der går én måned mellem indsamlingerne. Hvis en prøvetagning af en eller anden grund mislykkedes – f.eks. hvis opsamlingsglasset faldt af bankeskærmen – gennemførtes en ny prøvetagning på rækken umiddelbart ved siden af.

3.2.3 Prøvernes behandling efter hjemtagning

Bankeprøverne overførtes i felten fra bankeskærmens opsamlingsglas til en beholder via en tragt. Opsamlingsglasset blev mærket og placeret i køletaske. Efter hjemkomst placeres opsamlingsglassene i fryser. Der har været gjort forsøg med udsortering af prøverne, mens dyrene endnu er levende. Dette sker i et særligt optællingsbur foran et vindue. Da man alligevel ikke undgår at skulle gennemsortere prøvens plantemateriale for dyr, der gemmer sig hér, er det imidlertid ikke meget tid, man sparer ved denne sorteringsmetode. I 2002 blev der udelukkende arbejdet med konserverede prøver (dybfryser).

Leddyrene i prøverne blev identificeret og optalt. Individerne i prøverne blev bestemt til forskelligt taksonomisk niveau. For grupper, der rummer arter, som har potentiale som nytte- eller skadedyr, er det søgt at identificere individerne til art eller slægt. For andre grupper er anvendt et højere taksonomisk niveau.

For identifikation af sværtbestemmelige arter er der trukket på ekstern ekspertbistand.

En referencesamling af konserverede dyr blev opbygget under projektperioden.

3.3 Floraundersøgelser

I forbindelse med en indledende floristisk beskrivelse af arealerne blev også hegnenes artssammensætning beskrevet. En egentlig florainventering er gennemført på en del af forsøgsarealerne. Artssammensætningen af vedplanterne i hegnene er blevet gennemført for samtlige arealer som en liste over forekommende arter på 20 meter hegn samt hvilke vedplantearter, der er dominerede.

Floraanalyserne af urtevegetationen er gennemført som en kombineret Raunkær-dækningsgrad-analyse. Floraen er blevet undersøgt dels i hegnenes fodpose dels i rækkerne i de tre afstande fra hegnet.

Det blev undervejs besluttet at lave en mere detaljeret opgørelse på nogle af arealerne. Derfor er der fra lokalitet 7 – 20 udført en nøjere registrering af antal træer i højdeklasserne på de 20 m hegn.

Resultaterne af floraundersøgelsen har sammen med andre specifikke oplysninger om de enkelte arealer dannet baggrund for en analyse af, hvilke forhold, der har betydning for tilstedeværelsen af nyttedyr, skadedyr og anden fauna.

3.4 Juletræernes kvalitet

I forbindelse med årets sidste indsamlingstur i de to år er der blevet foretaget en vurdering af juletræernes kvalitet. Denne kvalitetsvurdering har dels baseret sig på en objektiv måling af træernes åbenhed i toppen dels baseret sig en subjektiv kvalitetsindeksering ud fra træets form og farve (klasserne I-III i 2001) eller udelukkende en vurdering af misfarvning (gulfarvning i 2002).

Træernes åbenhed hhv. målt ved, at der på 25 træer (række 1) på hvert areal er blevet målt træets samlede højde samt længden af topskud indeværende år og året tidligere. Den relative åbenhed i toppen er beregnet ud fra formlen:

Δh = h^α

hvor h er træhøjden, Δh er højdetilvæksten og α således er et indeks for den relative højdetilvækst svarende til top-åbenhed.

4 Resultatbearbejdning

• 4.1 Statistisk behandling
• 4.2 Diversitetsanalyser
• 4.3 Ordinationsanalyser eller PCA (Principal Component Analysis)
• 4.4 t-Test, linær regresion

Der er blevet gennemført i alt 11 indsamlingsture og indsamlet ca. 850 bankeprøver. Der er blevet identificeret 151.834 individer af arthropoder (og snegle). Identifikationen er gennemført til forskelligt taksonomisk niveau for de forskellige grupper afhængig af en vurdering af, hvor central gruppen er for projektets formål (Bilag B). Ved kvalitetssikringen af datamaterialet før analyse er de identificerede individer ført til laveste (mest detaljerede) fælles taksonomiske niveau (orden, underorden/overfamilie, familie, slægt, art) og datamaterialet kontrolleret for fejl.

4.1 Statistisk behandling

Samplingsresultaterne er derefter underkastet en statistisk analyse (Variansanalyse, multivariate statistiske metoder m.v.) for at teste hypoteserne. Der er gennemført følgende statistiske behandlinger: Hvorvidt frekvensen af træer med ædelgranlus afhænger af hhv. afstand til hegn, geografisk placering og driftsform samt kombinationer af disse er undersøgt ved en variansanalyse, hvor der er taget højde for pseudoreplikation ved gentagne månedsmålinger. Der er udført en separat variansanalyse for at teste, hvorvidt årstidsvariationen er signifikant.

Der er desuden beregnet usikkerhed (S.E.) på gennemsnitsværdierne på de præsenterede figurer, som en oversigt over resultaternes udsagnskraft.

4.2 Diversitetsanalyser

Der er udarbejdet diversitetsindeks for flora, hegnstræer og insektfaunaen. For floraregistreringerne udgør hver plantearts andel af den samlede dækningsgrad grundlaget for importansværdierne (importans = økologisk ”betydning”). For træ- og buskvegetationen i hegnene er grundlaget for importansen antallet af hver træart vægtet med højden i anden potens. For insekterne indgår antallet af en art / familie i forhold til det totale antal indfanget.

Diversiteten er beregnet som Shannon-Wiener diversitetsindeks: H’ = sum _i=1,n(p_i*ln(p_i)), hvor n er antallet af arter på prøvefladen, og hvor p_i er den andel af den samlede importans, som udgøres af art i. Som grundtal for logaritmen er anvendt e. Ofte baseres H på andre grundtal. Omregning til diversitet beregnet med grundtal 2 kan fås ved at gange H med 1,443. (Krebs, 1989; Begon et al., 1996).

Desuden er dominansen ’Evenness’ beregnet: J’= H’ / H’max, hvor H’max = ln(n).  Evenness beskriver hvorledes de fundne individer fordeler sig på arterne.

4.3 Ordinationsanalyser eller PCA (Principal Component Analysis)

For at få et overblik over artsdata er der anvendt ordination (principal components analysis, PCA). Denne metode er primært valgt for sin gennemskuelighed. Alle analyser er kørt i programmet CANOCO Version 3.12 (ter Braak, 1991). En PCA-analyse er en multivariat metode. Den kan bruges til at udtrække den vigtigste information fra et datamateriale med mange dimensioner og koncentrere informationen i nogle få dimensioner. De mange dimensioner, skyldes her de mange arter, der er fundet i bankeprøverne. Nogle af arterne vil variere sammen, og de arter vil derfor afspejle det samme informationsindhold. PCA-analysens princip er, at den først trækker den akse, der tager højde for mest mulig af variationen i datamaterialet (ordinationsakse 1). Dernæst trækkes den linie der tager højde for mest muligt af den resterende variation (ordinationsakse 2) og sådan fortsættes. Metoden forudsætter, at rette linier er relevante til at beskrive variationen. Der findes mere sofistikerede metoder, der kan tage højde for ikke lineære sammenhænge, men de er samtidig vanskeligere at tolke. Når man når ud over de vigtigste tre akser, plejer det meste af den resterende variation at være ”støj”, som dels kommer fra tilfældig variation og dels fra systematiske afvigelser fra de lineære sammenhænge. Metoden beskriver samtidig, hvor meget af variationen, der beskrives af de enkelte akser. Punkter, der ligger sammen i diagrammerne, har fælles affinitet til de omgivelsesfaktorer, der er inddraget i analysen

I nogle analyser er ”år” indgået som en covariabel for at regulere for den variation, der har været mellem de to år.

Datagrundlaget har været gennemsnittet af bankeprøverne i månederne maj til august hvert år, da det giver et tilnærmelsesvist balanceret datagrundlag. Der har været udført en analyse baseret på billearter og en analyse for alle invertebrater på familieniveau eller nærmeste højere systematiske niveau. Datagrundlaget har været antal (n) indenfor hver art / familie efter log transformation (Log(n+1)).

Til at fortolke akserne er der anvendt faktorer fra hhv. floraanalyserne, omgivelsesfaktorer og hegnskarakteristika. Desuden har akser fra andre ordinationsanalyser været medinddraget som omgivelsesfaktorer.

4.4 t-Test, linær regresion

Hvis hegnene har en indflydelse på rækkernes fauna må det antages, at denne indflydelse falder med afstanden fra hegnet. For at teste om hegnene har en indflydelse på faunaen i rækkerne, er det derfor undersøgt om faunaratioen log((N_{middel,,række 1} + 0,1)/ (N_{middel,,række 3} + 0,1)) afhænger af hegnsfaunaen og sekundært af andre hegnskarakteristika. Samtidig er det undersøgt om ratioen af ædelgranlus i række 1 og række 3 (N_{række 1} +0,01)/(N_{række 3}+0,01) afhænger af faunaratioen mellem række 1 og 3.

I trin 1 er data for alle familiegrupper midlet for alle måneder og år. Dernæst er faunaratioen mellem række 1 og 3 udregnet for hver art. På dette datasæt er der udført en PCA-analyse, som udtrækker de vigtigste 4 akser af materialet.

Der er desuden udført en PCA-analyse for hegnsarter og floraen i rækkerne.

Ved lineær regression er det undersøgt om rationen af ædelgranlus mellem række 1 og 3 afhænger af forskellen i insektsammensægning mellem række 1 og 3 (repræsenteret ved de 4 vigtigste akser fra en PCA-analyse).

Ved lineær regression er det undersøgt om ratioen af ædelgranlus mellem række 1 og 3 afhænger af træartssammensætningen i hegnene (repræsenteret ved de 4 vigtigste akser fra en PCA-analyse).

5 Resultater

• 5.1 Arealernes sammenlignelighed - vurderet ud fra florasammensætningen
• 5.2 PCA-analyse af floraen
• 5.3 Forekomst af alm. ædelgranlus
  • 5.3.1 Sammenligning af bedømmelsesmetoderne for alm. ædelgranlus
  • 5.3.2 Bladlusforekomst
• 5.4 Forekomst af andre skadedyr
• 5.5 Faunaen i bankeprøverne
  • 5.5.1 Nyttedyr
  • 5.5.2 Skadedyr
  • 5.5.3 Andre faunagrupper
  • 5.5.4 Generelle faunaovervejelser
• 5.6 Diversitetsindices
• 5.7 PCA-analyser af invertebratfaunaen
• 5.8 Hegnenes betydning for invertebrat-faunaen i rækkerne
• 5.9 Forekomsten af ædelgranlus som funktion af den øvrige fauna
• 5.10 Juletræernes kvalitet

5.1 Arealernes sammenlignelighed - vurderet ud fra florasammensætningen

Analyser af bunddækkefloraen og dennes affinitet til forskellige økologiske parametre gav følgende resultat:

Fugtighedsforhold er ens for økologiske og konventionelle arealer. Urtesammensætningen (indikatorarter) viser, at der ikke forskel på fugtighedsforholdene på økologiske og konventionelle arealer (fig. 2).

Figur 2. Figuren viser indeks for fugtighed af urtevegetationen i hegnene og i de tre afstande fra hegnet på de økologiske henholdsvis de konventionelt dyrkede arealer. 95% konfidensinterval er angivet.

Urtesammensætningen viser, at de økologiske juletræsarealer generelt har en surere jordbund end de konventionelle arealer, men i hegnene er der ingen forskel mellem driftstyperne (fig. 3). Florasammensætningen indikerer, at de valgte arealer har kvælstofforhold i hegnene, der er næsten ens. På plantagefladen indikerer plantesammensætningen, at de økologiske plantager har lavere kvælstofniveau end de konventionelle arealer (fig. 4). Desuden viser plantesammensætningen, at lystilgangen er ens på de to typer af arealer (fig. 5).

Figur 3. Figuren viser indeks for surhedsgrad af urtevegetationen i hegnene og i de tre afstande fra hegnet på de økologiske henholdsvis de konventionelt dyrkede arealer. SE-værdier angiver 95% konfidensinterval.

Figur 4. Figuren viser indeks for kvælstof af urtevegetationen i hegnene og i de tre afstande fra hegnet på de økologiske henholdsvis de konventionelt dyrkede arealer. SE-værdier angiver 95% konfidensinterval.

Analyserne af floraen viser, at der ikke er skævhed i materialet. Lokaliteterne synes at være valgt, så de repræsenterer samme gennemsnit og bredde af jordbundstyper.

De forskelle, der er mellem konventionelle og økologiske arealer, er derfor reelle og skyldes ikke skævhed i udvalget af lokaliteter.

Figur 5. Figuren viser indeks for lystilgang af urtevegetationen i hegnene og i de tre afstande fra hegnet på de økologiske henholdsvis de konventionelt dyrkede arealer. SE-værdier angiver 95% konfidensinterval.

Økologiske bedrifter er karakteriseret ved mindre dækning af NGR, og større urtedækning.

Når man ser på, hvordan dækningen af urter afviger af dækningen af NGR, finder man, at dækningen af bundvegetationen falder med stigende dækning af NGR. Der er den forskel, at plantedækket er ca. dobbelt så stor på økologiske bedrifter ved samme dækning af NGR (fig. 6).

Andelen af énårige planter er signifikant større, jo længere man kommer ud på dyrkningsfladen i de konventionelle plantager (fig. 7). Dette må antages at skyldes, at herbicidanvendelsen og mere intensiv ukrudtsbekæmpelse i almindelighed favoriserer enårige planter.

Artsdiversiteten i bundvegetationen beregnet som ’Shannon-Wiener H’-indekset (se side 21) er større på de økologiske bedrifter end på de konventionelle. For de økologiske bedrifter er indekset omtrent konstant over dyrkningsfladen, mens diversiteten falder fra hegnene på de konventionelle arealer (fig. 8). Det skyldes sandsynligvis en kombination af større behandlingsintensitet med større afstand fra hegnene. Dette er desuden kombineret med større frøspredning og indvækst af planter med udløbere nær hegnene.

Figur 6. Figuren viser sammenhæng mellem dækningen af nordmannsgran og dækningen af andre planter end nordmannsgran på arealet mellem rækkerne på de to typer af arealer.

Figur 7. Diagrammet viser andelen (0-1,0) af enårige planter i hegnene og i de tre afstande på de økologiske henholdsvis de konventionelt dyrkede arealer.

Figur 8. Diagrammet viser artsdiversitet for floraen (Shannon-Wiener H’, se side 21) fordelt på læhegn / rækker af nordmannsgran og driftstype (økologisk / konventionel drift).

5.2 PCA-analyse af floraen

PCA-analyserne i figur 9A og 9B viser for tilsammen tre akser, at hegnsfloraen placerer sig samlet og adskiller sig fra floraen i rækkerne (fig. 9B).

En sammenligning af de to typer af arealer i et PCA-diagram viser, at de økologiske henholdsvis konventionelle arealer fordeler sig i adskilte grupper (fig. 10). Variationen indenfor de økologiske brug er tydeligvis langt bredere end indenfor de konventionelle.

Figur 9A (se teksten figur 9B).

Figur 9B. Diagrammer for PCA-analyse af floraen. De to diagrammer A+B viser for tilsammen tre akser, hvorledes floraen i hegnene placerer sig i forhold til floraen i rækkerne. Bemærk, at punkterne fra hegnene ligger i én gruppe, punkterne fra hegnene i en anden gruppe.

Figur 10. Diagrammet viser en PCA-analyse, der sammenligner floraen på økologiske henholdsvis konventionelle arealer. Bemærk at disse falder i to forskellige grupper, som dog har et overlap. Bemærk desuden, at de punkter fra de økologiske arealer ligger langt mere spredt end punkterne fra de konventionelle.

5.3 Forekomst af alm. ædelgranlus

5.3.1 Sammenligning af bedømmelsesmetoderne for alm. ædelgranlus

I 2001 blev der ved optællingen af de 75 træer pr. areal pr. besøg udelukkende registreret, om der var bladlus tilstede på det enkelte træ eller ej (0-1). I 2002 blev der foretaget en vurdering af tætheden af bladlus på det enkelte træ efter en skala (0-5). På fig. 11 er sammenhængen mellem de to bedømmelsesmetoder illustreret. Det ses, at ved lave tætheder/angreb er der en tilnærmelsesvis lineær sammenhæng mellem de to metoder, men ved højere tætheder, hvor angrebene bliver betydende, bliver afvigelsen mellem de to bedømmelsesmetoder meget stor. Dette betyder, at den mindre tidskrævende bedømmelsesmetode (+/- bladlus) bør suppleres med en subjektiv vurdering af, om angrebet er svagt eller kraftigt i styrke.

At sammenhængen mellem de to metoder ser ud til at være bedst på de økologiske arealer kan forklares ved, at jævnlig bekæmpelse med insekticid vil medføre, at bladlus populationen blive lavere og mere jævnt fordelt på arealet. Forskellen kan også forklares ved at trinnene på 0-5 skalaen ikke er ækvidistante.

I det efterfølgende er resultater, der hidrører fra de to bedømmelsesmetoder, holdt adskilt.

Figur 11. Sammenligning af de anvendte bedømmelsesmetoder for tæthed af alm. ædelgranlus: ’ 0-1’ hvor det blot registreres, om der er bladlus tilstede på de undersøgte træer eller ej. Resultatet kommer derfor ud som” % træer med ædelgranlus”. Ved ”0-5” bedømmes tætheden af ædelgranlus på en skala fra 0-5. Bemærk at ved lave tætheder/angreb er der en tilnærmelsesmæssig lineær sammenhæng mellem de to metoder, men ved højere tætheder, hvor angrebene bliver betydende, bliver afvigelsen mellem de to bedømmelsesmetoder større.

5.3.2 Bladlusforekomst

På figur 12 er vist forekomsten af ædelgranlus på de to typer af arealer gennem sæsonerne 2001og 2002. Det ses, at der i almindelighed er flere træer med bladlus på de økologiske end på de konventionelt drevne arealer. Sæsonudsvingene var i 2001 kun små og den væsentligste udvikling var et fald ved sidste indsamling i begyndelsen af november.

Figur 12. Forekomst af alm. ædelgranlus 2001 og 2002 som procent træer med bladlus gennem sæsonen fordelt på økologiske henholdsvis konventionelle arealer. Diagrammet viser gennemsnit og spredning for de konventionelle (firkanter) og gennemsnit for de økologiske arealer (trekanter).

Figur 13A + B. Parvis sammenligning af ædelgranlus forekomsten på økologiske nordmannsgran-arealer (lyse/grønne søjler) og konventionelle (mørke/røde søjler) i hhv. 2001 (A) og 2002 (B). Tallene på abcissen angiver forsøgsværterne (jævnfør kortet bilag A). De viste usikkerhedsangivelser dækker over spredningen på de eksempelvis seks optællinger på den pågældende lokalitet i løbet af sæsonen 2001.

Figur 14. Forløbet i forekomsten af alm. ædelgranlus 2002 på de to typer af lokaliteter. Figuren viser gennemsnit og spredning. SE-værdier angiver 95 % konfidensinterval.

Oversigtsfiguren over forløb over forekomsten af alm. ædelgranlus i 2002 viser – sammenlignet med 2001 - et mere dramatisk fald i juni-juli såvel på konventionelle som på økologiske arealer (fig. 12 og 14). Dette "crash" i bladlusbestanden var generelt for mange typer af kulturer og arter af bladlus det pågældende år, og tilskrives at de aktuelle vejrforhold havde begunstiget først en udvikling i mange bladluspopulationer og senere en positiv udvikling af nyttedyr-populationerne.

En variansanalyse af forekomsten af ædelgranlus på de ti par af økologiske/konventionelle producenter viste, at antallet af træer angrebet af ædelgranlus var betydeligt større ved økologisk dyrkning. Forskellen mellem driftsystemerne er stærk signifikant (***).

Desuden fremgår det af figur 13A+B, at der er en stor geografisk forskel, som kan skyldes graden af isolation for den enkelte plantage eller andre lokale forhold.

Hvis man sammenligner forekomsten af ædelgranlus i rækkerne i de tre afstande fra hegnet, viser det sig, at bladlustætheden tiltager, jo længere væk fra hegnet man kommer (fig. 15 og 16). Når man tager for højde for driftsform og den geografiske placering, bliver denne forskel signifikant (*) for materialet som helhed.

Figur 15. Angreb af alm. ædelgranlus i de tre afstande fra hegnet. Gennemsnit for samtlige optællinger 2001, hvor der blev registreret +/- forekomst af ædelgranlus (skala 0-1) (orange/lmørke søjler = konventionelle; grønne/lyse søjler = økologiske).

Figur 16. Angreb af alm. ædelgranlus i de tre afstande fra hegnet. Gennemsnit for samtlige prøver 2002, hvor skalaen 0-5 blev anvendt (orange/lmørke søjler = konventionelle; grønne/lyse søjler = økologiske).

5.4 Forekomst af andre skadedyr

Der blev ved den visuelle bedømmelse kun fundet få og spredte symptomer på forekomst af andre skadedyr (galmider, snudebillegnav og minering af ædelgrannålevikere). Det ringe omfang tillader ikke en statistisk behandling.

5.5 Faunaen i bankeprøverne

Der blev indsamlet, udsorteret, identificeret og optalt i alt ca. 150.000 individer af leddyr. Disse fordeler sig på 312 arter eller artsgrupper. Billerne alene omfatter 168 arter heraf.  Arterne er blevet samlet i taksonomiske grupper, funktionelle grupper samt efter deres fordeling i hegnet og afstanden fra dette (se bilag B).

Den største interesse samler sig naturligt om de dyr, der kan optræde som henholdsvis skadedyr og nyttedyr i forhold til nordmannsgran.

I det efterfølgende præsenteres de faunagrupper, der er mest relevante i denne sammenhæng, og hvor datamaterialet er tilstrækkelig stort til at kunne bære en præsentation.

5.5.1 Nyttedyr

En af de væsentligste grupper udgør mariehønsene.  Vi ved fra tidligere undersøgelser, at såvel voksne som larver er villige predatorer på alm. ædelgranlus (Ravn et al. 2004). Fra opgørelsen over bankeprøverne (Bilag B) fremgår det, at mariehønsene optræder mest talrigt på de økologiske lokaliteter (figur 17). Der er ikke en generel tendens til at mariehønsenes antal på nordmannsgran afhænger af afstanden fra hegnet. En nøjere analyse viste dog, at der var et stigende antal væk fra hegnene for de økologiske lokaliteter i 2002.

Figur 17. Forekomst af mariehøns i bankeprøverne på de to typer af lokaliteter begge år. Ordinat-aksen angiver det gennemsnitllige antal pr. bankeprøve. På abcissen er angivet hvor prøven er taget: i hegnet eller i rækkerne i de tre afstande fra hegnet.

Mariehøns udviser store forskelle i populationstæthed. Det fremgår også af denne undersøgelse (figur 18). Store tætheder af voksne mariehøns i juli-august er især betinget af  gode fødeforhold for larverne i maj-juni måned. Dette giver en god baggrund for at forklare den voldsommere nedgang i forekomsten af alm. ædelgranlus i 2002 sammenlignet med 2001 og forskellen på pesticidfri arealer sammenlignet med konventionelle (figur 14).

Hos blødvinger, Cantharidae (figur 19), kan såvel larver som voksne optræde som bladluspredatorer. De forekommer på nordmannsgran – lejlighedsvis i større tætheder, hvor de grundigt efterstræber bl.a. brun ædelgranlus, Cinara confinis (Ravn 2002). Det er dog ikke undersøgt i hvilket omfang alm. ædelgranlus indgår i blødvingernes foretrukne bytte. Gruppen rummer mange arter, og antageligt er der artsspecifikke præferencer for visse bladlusgrupper. Denne insektgruppe forekommer hyppigst i hegnene og er lige hyppig på de to typer af arealer.

Figur 18. Månedsfordeling af mariehøns (Coccinellidae) i bankeprøverne fra økologiske og konventionelle brug 2001 og 2002. Abcissen angiver måned (4=april) og ordinaten det gennemsnitlige antal mariehøns pr. bankeprøve. Kun antallet af mariehøns i Nordmannsgranrækkerne er indgået i beregningerne.

Figur 19. Forekomst af blødvinger i bankeprøverne fra hegnene og i tre afstande fra disse. Diagrammet viser antallet af blødvinger i bankeprøver fra de to typer af driftsformer (konventionel hhv. økologisk) og fra begge indsamlingsår (2001 og 2002).

Netvingede, Neuroptera (figur 20) rummer en række familier – guldøjer Chrysopidae og florvinger, Hemerobiidae, hvoraf de fleste har larver, der lever af bladlus. Der er tilsyneladende ikke den store forskel på denne gruppes forekomst på de to typer af arealer.

Figur 20. Netvingede (Neuroptera) i bankeprøverne. Hovedparten er Guldøjer (larver og voksne).

Gruppen snyltehvepse (figur 21), (udgør størstedelen af Apocrita) rummer især individer fra familierne Chalcidoidea, Proctrupoidea og Ichneumonoidea. Gruppen udviser ikke signifikant forskel mellem de to arealtyper, men aftager signifikant med afstanden fra hegnene.

Ørentviste (Dermaptera) (figur 22) er overvejende nataktive dyr og relativt altædende, men deres rolle som predatorer overfor alm. ædelgranlus er velkendt (Smetana & Jensen, 1998). Alm. ørentvist, Forficula auricularia udgør langt hovedparten af individerne i denne gruppe. Det ses af bankeprøverne, at ørentvistene er hyppigst i hegnene og på de økologiske arealer.

Figur 21.  Fordelingen af snyltehvepse i bankeprøverne begge år og på de typer af arealer. Bemærk, at hyppigheden aftager signifikant med afstanden fra hegnene.

Figur 22. Antallet af ørentviste (Dermaptera) i bankeprøverne fra begge år og begge arealtyper.

Figur 23. Antallet af rovbiller (Staphylinidae) i bankeprøverne fra begge år og begge arealtyper.

Rovbillerne, Staphylinidae, (figur 23) er en meget artsrig gruppe og trods navnet er de ikke alle predatorer. Oppe i vegetationen er arter af slægten Tachyporus hyppigt forekommende. De lever af bladlus – måske også alm. ædelgranlus. De fleste af rovbillerne i bankeprøverne bestod af individer af denne slægt. Som det ses af figur 23, findes der begge år flere rovbiller på det økologiske areal i forhold til det konventionelle. I hegnene er det omvendt.

Figur 24. Forekomst af rovlevende tæger (Heteroptera) i bankeprøverne i begge år og på begge typer af arealer.

Tægerne, Heteroptera, tæller såvel plantesugere som rovlevende insekter i gruppen, nogle arter – f.eks inden for familien Miridae – kan optræde både som nytte- og skadedyr. De udprægede rovlevende familier (f.eks. næbtægerne Anthocoridae og rovtægefam.  Reduviidae og Nabidae) er præsenteret på figur 24. Det ses, at individer af denne gruppe i høj grad holder sig til hegnene – de er typiske løvtræsinsekter. På dyrkningsfladen er der ikke forskel på forekomsten på de typer af arealer.

Figur 25. Forekomst af edderkopper i bankeprøverne i begge år og på begge arealtyper.

Edderkopperne (figur 25) regnes normalt blandt nyttedyrene, i hvert fald er de rovlevende. Imidlertid er bladlus ikke deres foretrukne bytte. De er polyfage rovdyr, og fortærer et bredt udsnit af byttedyr. Bl.a. fanger og fortærer de fluer og andre insekter, der bevæger sig hurtigt. I juletræsplantagerne er den store tæthed af edderkopper iøjnefaldende. Der er registreret næsten 20.000 edderkopper i bankeprøverne. Antagelig giver juletræsplantagens åbne struktur rigtigt gode muligheder for de netspindende arter. Edderkopper er relativt påvirkelige af pesticidanvendelse, det er måske det, der afspejler sig i den hyppigere forekomst på de økologiske juletræsarealer.

5.5.2 Skadedyr

Figur 26. Antallet af snudebiller pr. bankeprøve på de to typer af arealer for de to år.

Gruppen snudebiller – Curculionidae – rummer et antal arter, der kan optræde som skadevoldere i juletræskulturer. Flere arter af løvsnudebiller er polyfage og begnaver i det tidlige forår mange forskellige arter af løv- og nåletræer – også nordmannsgran. En række af de fundene snudebillearter kan optræde mere eller mindre skadeligt på juletræerne, det gælder f.eks. repræsentanter fra slægterne: Barypeithes, Cryphalus, Phyllobius, Polydrosus og ikke mindst Strophosoma. Som det fremgår af diagrammet, figur 26, er Snudebillerne er talrigst i hegnene og aftager ind i plantagen. Der er ikke forskel i forekomsten på de to typer af arealer.

5.5.3 Andre faunagrupper

En række store insektgrupper er ikke udprægede nytte- eller skadedyr i relation til juletræerne. Det gælder f.eks. de fleste af tovingerne (figur 27). Ordenen tovingede forekommer med relativt stort individantal i prøverne, selv om bankeskærm ikke er den bedste metoder til at indsamle denne gruppe. Af diagrammet ses, at der ikke er forskel i tovingernes forekomst på de to typer af arealer, men derimod en tydelig hegns effekt.

Den næste gruppe – springhalerne (figur 28) – udgør ubetinget den hyppigste enkeltgruppe. Springhalerne er utroligt talrige i plantagerne. Der er blevet registreret 67.000 springhaler i bankeprøverne. Når vi finder dem oppe i træerne, er det fordi, de lever af alge- og svampebelægninger. De er således indirekte nyttedyr. De udgør desuden alternativ føde til en række polyfage, rovlevende dyr. Springhalerne er en af de få faunagrupper, hvor vi finder den største hyppighed inde i plantagen i forhold til hegnet. Der er derimod ikke signifikante forskelle mellem de to arealtyper.

Figur 27. Fund af tovinger (fluer, myg og stankelben), Diptera i bankeprøverne på begge typer af arealer og begge år.

Figur 28. Antallet af springhaler, Collembola, der er registreret i bankeprøverne de to år på de to typer af arealer.

5.5.4 Generelle faunaovervejelser

Nogle få insektgrupper har et atypisk billede i forekomsten.

Barklus, Psocoptera, lever af pollen, alger og laver på bark og blade på træerne. I gamle fuglereder findes der store mængder. Nogle arter er mellemvært for fårebændelorm.

Barklus optræder relativt hyppigt i bankeprøverne. Det er derfor relativt sikkert, når diagrammet (figur 29) viser, at der er flere barklus i plantagen end i hegnene, og der er flere barklus på de økologiske arealer i forhold til de konventionelle samt at forekomsten i bankeprøverne tiltager ind på arealet på de økologiske arealer og er konstant eller aftager på de konventionelle. Det kunne tyde på, at barklus er følsomme for pesticidanvendelse. Denne hypotese, har dog ikke kunnet bekræftes, måske er det andre forhold, der spiller ind.

Figur 29. Diagram over forekomsten af barklus i bankeprøverne fra hegnene og nordmannsgranerne i de tre afstande på de to typer af arealer og de to år.

5.6 Diversitetsindices

En sammenligning af resultatet fra optællingen af bankeprøverne viser, at hvis man betragter fauna-familierne, træffer vi ikke et signifikant større antal forskellige familier på de økologiske arealer i forhold til de konventionelle (figur 30). En sammenligning af arealtyperne ved hjælp af de beregnede diversitetsindices (figur 31 og 32) viser ligeledes, at der – bedømt ud fra faunaen i bankprøverne – kun er en lille smule hvis nogen overhovedet overvægt i mangfoldigheden på de økologiske arealer.

Sammensætningen af træ- og buskarterne i hegnene varierer kraftigt mellem lokaliteterne. På figur 33 er Shannon-Wiener H’ diversitetindekset for hegnene på lokaliteterne 7-20.

Figur 30. Diagrammet viser antal familiegrupper pr. prøvetagning. Bemærk, at der er flere invertebratfamilier i hegnene end i rækkerne. Der er ingen gradient fra række 1 til 3.

Figur 31. Diagram over diversitet på familieniveau (Shannon-Wiener H’, se side 21). Bemærk, at der ingen forskel er på driftstyperne hverken i hegn eller i rækkerne og ingen gradient fra række 1 til 3. Hegnene har den højeste diversitet, når der vurderes ud fra indholdet af bankeprøverne.

Figur 32. Evenness på familieniveau (Shannon J’, se side 21). Der er ingen forskel på driftstyperne hverken i hegn eller i rækkerne og ingen gradient fra række 1 til 3. Hegnene har den højeste Evenness.

Figur 33. Diversitet af træ- og buskarter i hegnene.

5.7 PCA-analyser af invertebratfaunaen

I et PCA-diagrammerne har punkter, der ligger sammen, fælles affinitet til de omverdens faktorer, der er inddraget i analysen. PCA-analyserne af invertebratfaunaen i familiegrupper viste, at en af de mest betydende faktorer var en stor variation mellem de to år (figur 34). Desuden faldt hegnene henholdsvis rækkerne med nordmannsgran i hver sin vel adskilte gruppe (figur 35). Man kunne ikke erkende forskelle mellem driftstyperne økologisk eller konventionel drift (figur 36). Punkterne fra de økologiske henholdsvis konventionelle arealer danner én sammenfaldende punktsværm.

På grund af den store årstidsvariation blev ”år” taget ind som en covariabel, så eventuelle forskelle mellem rækkerne eller drifttyperne blev fremhævet. Resultatet var stadig det samme, nemlig, at man ikke kunne identificere forskelle mellem rækkerne indbyrdes. Der var heller ingen forskel mellem drifttyperne.

I en særlig analyse blev datamaterialet splittet op i hegn og rækker, som blev analyseret hver for sig. Herefter blev det undersøgt, om de vigtigste akser i analysen af faunaen i hegnene kunne forklare fordelingen af faunaen i rækkerne. Der var en ikke signifikant tendens til sammenhæng. Ud fra faunasammensætningen blev det vurderet, at denne tendens til sammenhæng var en følge af nærhed til vand i omgivelserne. Sammenhængen skyldes således snarere, at faunaen i hegn og rækker reagerer på de samme omgivelsesfaktorer. Det kunne således ikke påvises, at faunaen i rækkerne som helhed afhang af faunasammenhængen i hegnene. Som det er vist andetsteds, er der dog for enkelte organismegrupper en sammenhæng.

Figur 34. Fordeling af bankeprøver efter PCA-analysens to vigtigste ordinationsakser. Signaturerne viser hvilket år prøven er taget. Der er en tydelig forskel mellem årene. Hvert punkt repræsenterer gennemsnittet af 4 måneders bankeprøver i perioden maj-august for hvert år i en række eller et hegn på en lokalitet.

Figur 35. Som figur 34. Signaturerne viser her om bankeprøven er taget i hegn eller i en bestemt række. Umiddelbart er der en klar forskel mellem rækkerne på den ene side og hegnene på den anden. Man kan ikke umiddelbart se forskel mellem de tre rækker.

Figur 36. Som figur 34. Signaturerne viser her om bankeprøven er taget på en lokalitet med økologisk drift eller med konventionel drift. Bemærk, at punkterne udgør én samlet gruppe – dvs. umiddelbart er der ingen forskel mellem driftstyperne.

5.8 Hegnenes betydning for invertebrat-faunaen i rækkerne

Da det ikke kunne påvises, at faunaen i rækkerne som helhed afhang af faunasammenhængen i hegnene, blev det undersøgt, om der var en signifikant forskel på forekomsten af antal af individer i en række faunagrupper i række 1 og række 3 (tabel 1). Der var adskillige grupper med signifikant forskel. Kun en af de signifikante faunagrupper (Barklus, Psylloidea) er der en negativ t-værdi, så der er færrest i række 1. For alle de øvrige signifikante forskelle gælder det at der er flere individer i række 1 end i række 3.

Dernæst blev det undersøgt om kontrasten mellem faunaen i række 1 og 3 kunne forklares ved invertebratfaunaen i hegnene. Hvis hegnene har en indflydelse på rækkernes fauna må det nemlig antages, at denne indflydelse falder med afstanden fra hegnet.

Kontrasten mellem række 1 og række 3 blev for hver familiegruppe (eller nærmest højere systematiske niveau) udtrykt ved følgende faunaratio:

log((N_{middel,,række 1} + 0,1)/((N_{middel,,række 3} + 0,1))

hvor N_{middel,,række 1} eksempelvis er middelværdien for en familiegruppe over begge år og månederne 5-9 i række 1.

Tabel 1. Faunaforskelle mellem række 1 og 3. Parvis t-test over forskel i ratioen log(N_rk+0,1)/(N_hegn+0,1) mellem række 1 og række 3. Data er gennemsnittet for maj – september begge år. Der indgår således en observation for hver lokalitet (N=20). Mht. respons er der meget lidt forskel mellem årene. En beregning hvor begge de to år indgik gav næsten identisk resultat (N=40). Faunagrupper med få data er udeladt.

En PCA-analyse blev udført for disse faunaratioer. Herved blev faunakontrasten mellem række 1 og 3 udtrykt ved de fire vigtigste ordinationsakser. Disse fire akser forklarer tilsammen 46,7% af den samlede variation.

Ved en ordination af hegnenes faunasammensætning midlet over de samme måneder blev den vigtigste variation i hegnenes fauna reduceret til 4 akser (tabel 2). De fire akser forklarer tilsammen 90,5% af faunavariationen i hegnene. Samtidig forklarer de fire akser for invertebratfaunaen 64,2% af faunakontrasten mellem række 1 og 3.

Ved en ordination af træartssammensætningen i hegnene forklarede de fire vigtigste akser 51,7% af variationen. Træartssammensætningen udtrykt ved disse fire variable kunne tilsammen forklare 37,7% af variationen i faunakontrasten mellem række 1 og række 3.

Tabel 2. Forklaringsprocenter for de fire vigtigste akser i ordinationsanalysen

Som man kan se, er en stor del af variationen i faunakontrasten mellem række 1 og 3 forklaret ved faunaen i hegnene. Derimod kan træartssammensætningen i hegnene kun forklare en mindre del af variationen i faunakontrasten mellem række 1 og 3.

5.9 Forekomsten af ædelgranlus som funktion af den øvrige fauna

Der er ingen overordnet sammenhæng mellem mængden af bladlus og ratioen predatorer/herbivorer eller ratioen for nordmannsgran specifikke nyttedyr/skadedyr (jævnfør bilag B) (r = -0,04 ns).

For at teste om ratioen af ædelgranlus i række 1 og række 3 (N_{række 1} +0,01)/(N_{række 3}+0,01) afhænger af faunaratioen mellem række 1 og 3 er der udført en lineær regression, hvor de fire vigtigste PCA-ordinationsakser over faunakontrasten mellem række 1 og 3 indgår som uafhængige variable.

Regressionen viste, at forskellen på angreb af bladlus i række 1 og 3 havde en signifikant sammenhæng med forskellen i insekter i række 1 og 3 (F4,19= 3.51, P=0,0325). Det er især akse 1 og akse 4, der er betydende, og begge har positiv sammenhæng med ædelgranlus-ratioen. Jo flere bladlus der er i række 1 i forhold til række 3 jo større er værdierne på ordinationsakse 1 og 4.

Der var signifikant korrelation (Spearman Rank Correlation) mellem forskellen i angreb af alm. ædelgranlus i række 1 og 3 og faunakontrasten mellem række 1 og 3 af adskillige insektgrupper i rækkerne: Den inhomogene gruppe ”Røde mider”(rs= -0,56), Non-cryptostigmata (rs= +0,56), Cydnidae (rs= -0,49), Plecoptera (rs= +0,46), Lathridiidae (r= +0,46) Brentidae (rs= +0,46), Acanthosomatidae (rs= -0,45), Staphylinidae (rs= -0,45) Chalcidoidea (rs= -0,45). Det skal bemærkes, at der var også en tendens til sammenhæng med Coccinellidae (rs= -0,44). Med positivt fortegn betyder det, at jo flere individer af gruppen, der er i række 1 i forhold til række 3, jo flere ædelgranlus vil der være i række 1 i forhold til række 3. Et negativt fortegn antyder derfor at invertebratgruppen dæmper antallet af bladlus. Rovbillerne er et eksempel på en gruppe, der er kandidat til at holde bladlus nede og blive begunstiget i række 1.

Der var derimod ingen samlet signifikant sammenhæng mellem forskellen i angreb af ædelgranlus i række 1 og række 3 og insekter i hegnene udtrykt ved de fire vigtigste ordinationsakser. Der var dog en tendens til sammenhæng (Lineær regression, F4,19=2.55, P=0,0825). Isoleret set var sammenhængen med akse 2 signifikant.

Der var kun signifikant korrelation mellem forskellen i angreb af bladlus i række 1 og 3 med mængden af en enkelt invertebratgruppe i hegnene: Mejere, Opiliones (rs= -0,46). Jo færre bladlus i række 1 i forhold til række 3, jo færre mejere skulle der være i hegnene. Denne gruppe kan dog ikke antages, at have nogen form for direkte årsagssammenhæng med forekomstens af ædelgranlus.

Der var ingen samlet signifikant sammenhæng mellem forskellen i angreb af ædelgranlus i række 1 og række 3 og træarter i hegnene udtrykt ved de fire vigtigste ordinationsakser (Lineær regression, F4,19=1.02, P=0,43).

Der fandtes heller ingen signifikante korrelationer mellem forskellen i angreb af ædelgranlus i række 1 og 3 med mængden af enkelttræarter i hegnene (der blev anvendt nonparametirsk korrelation (Spearman Rank Correlation) idet datasættet indeholdt mange 0-værdier.

5.10 Juletræernes kvalitet

I 2001 træerne blev klassificeret I-III, hvor I er primatræer, II er standard, og III er uklassificeret – og 2002 det blev vurderet hvor kraftig en gulfarvning (0-2) træerne havde. Af figur 37 fremgår, at variationen er kolossal. Der er dog ikke markant færre primatræer på de økologiske arealer.

Figur 37. Fordeling af juletræerne på kvalitetsklasserne I, II, og III i 2001. De lige numre er de konventionelle arealer og de ulige er de økologiske arealer.

Figur 38. Gulfarvning af træerne på de enkelte lokaliteter i 2002 vurderet efter en 0-2 skala, hvor 2 er de mest gule træer.

Til gengæld er der en klar tendens til at problemer med gulfarvning af nålene er mere udtalt på de økologiske arealer end på de konventionelle (figur 38).

Åbenhed i toppen er forholdet mellem årstilvæksten i fht. træets højde (figur 39 og 40). Der ses i begge tilfælde en tendens til at de konventionelle træer placerer sig som træerne med længste årsskud i fht. de økologiske.

Figur 39. Træernes åbenhed (a) i forhold til træhøjden.

Figur 40. Åbenhed i toppen bestemt på baggrund af længden af sidste årsskud i forhold til træets højde.

6 Diskussion

• 6.1 Valg af lokaliteter
• 6.2 Bedømmelse af bladlus
• 6.3 Prøvetagningsmetoder
• 6.4 Forekomst af alm. ædelgranlus
• 6.5 Forekomsten af andre dyr
• 6.6 Diversitet
• 6.7 Hegnskarakteristika
• 6.8 Hegns anbefalinger

6.1 Valg af lokaliteter

10 konventionelt drevne arealer og 10 økologisk eller pesticidfrit drevne arealer kan synes meget få, når man ved hvor mange andre forhold, der også varierer og at nogle af de forhold, der kan synes væsentlige (f.eks. græsning) overlapper på tværs af dyrkningstyper.

Analysen af bundfloraen viser imidlertid, at de to arealer er meget sammenlignelige inden for hver deres gruppe. Det vil sige, at forskelle der observeres ikke hidrører fra tilfældig variation, men stammer fra egentlige forskelle mellem arealerne.

6.2 Bedømmelse af bladlus

For bedømmelse af bladlus i vårbyg ved man, at der er en linær og retlinet sammenhæng mellem antal bladlus pr. plante og procent planter med bladlus (Hansen, 1991). En sammenligning af de to metoder overfor ædelgranlus på nordmannsgran (figur 11) viser, at ved de tætheder, hvor angrebene bliver betydende, bliver forskellene og usikkerheden mellem metoderne størst. Dvs. det er ikke nok blot at konstatere, om der er bladlus eller ej. En sikker bedømmelse kræver også en angivelse af angrebets styrke. Det skal dog bemærkes, at spredningen er størst på de pesticidfri arealer. Dette er i overensstemmelse med den praktiske erfaring, at hvor der jævnligt anvendes insekticider mod ædelgranlusene vil angrebsbilledet blive svagere, men mere udbredt over arealet. På konventionelle arealer vil +/- metoden derfor kunne bruges.

6.3 Prøvetagningsmetoder

Dette er et pilotprojekt i den forstand, at tætheden af dyr i bankeprøverne ikke på forhånd var kendt. Metoden med at udtage én prøve på 25 træer i tre afstande samt i hegnet har vist sig god på den måde, at der er kommet tilstrækkeligt med dyr i bankeskærmen til at opnå signifikans i flere væsentlige sammenhænge. Samtidigt har prøveantallet kunne holdes på acceptabelt lavt niveau.

6.4 Forekomst af alm. ædelgranlus

Der forekommer flest ædelgranlus på de pesticidfri arealer, men der forekommer få egentlig kvalitetsforringende angreb.

6.5 Forekomsten af andre dyr

Flere af de forventede nyttedyr overfor alm. ædelgranlus optræder i et mønster, der hidrører fra sammenhængen med bladlusenes optræden.

Det hyppigste mønster er dog, at hegnet rummer den største tæthed af dyr, og at tætheden aftager med afstanden fra hegnet.

6.6 Diversitet

Forventningen var, at diversiteten af arthropodfaunaen ville være mest omfattende på de økologiske arealer. Analysen af antallet af dyr indsamlet i bankeprøverne viser imidlertid ingen signifikant forskel (figur 31 + 32). Hald og Reddersen finder i en undersøgelse i 1990 udprægede forskelle i arthropodfaunaen – indsamlet med vacuum-sampler - mellem konventionelle henholdsvis økologiske landbrugsbedrifter. Denne forskel i resultaterne skyldes antagelig, at vi i nærværende undersøgelse indsamler faunaen med bankeskærm på træerne, ikke i vegetationen. Floraanalyserne viser at der er store forskelle i vegetationen mellem de to typer af arealer. En indsamling med vacuum-sampler eller ketcher af faunaen på jorden ville givetvis have fået et helt andet resultat. Vores udgangspunkt var en undersøgelse af skade-/nyttedyr på juletræerne, så den anden metode var derfor ikke så relevant.

I en nylig dansk undersøgelse undersøger Tybirk et al. (2003) naturindholdet i hegn på økologiske og konventionelle bedrifter. For leddyrenes vedkommende kunne der heller ikke i denne undersøgelse påvises de store forskellige mellem hegnsfaunaen ved de to typer af driftsformer. Undersøgelsen koncentrerer sig i modsætning til nærværende undersøgelse om faunaen i hegnenes fodpose – indsamlet med en D-vac insektsuger. Dette vanskeliggør en umiddelbar sammenligning af resultaterne.

6.7 Hegnskarakteristika

Der findes i litteraturen ingen tidligere undersøgelser, der har beskæftiget sig faunaen på nordmannsgran i en plantage i forhold til faunaen i de omgivende hegn. En undersøgelse fra det sydøstlige Frankrig har bl.a. undersøgt sammenhængen mellem leddyrfaunaen på træerne i en pæreplantage med faunaen i de omgivende hegn (Rieux et al. 1999). Især har man interesseret sig for potentielle nyttedyr i hegnene over de pærebladlopper, der optræder som skadedyr på pæretræerne. Der benyttes en form for tragt hvori dyrene på træerne bankes ned i en opsamlingsbeholder. I princippet den samme teknik som bankeskærmen i nærværende undersøgelse. I den franske undersøgelse drejer det sig blot om én plantage og fire vedplantearter i hegnet (hvidtjørn, ask, vedbend og poppel).  Insekterne fra de fire vedplanter holdes adskilt og analyseres i forhold til faunaen på pæretræere. Et af resultaterne er, at ask og vedbend kan påvises at have en fauna som modsvarer faunaen på pæretræerne men ikke er indbyrdes korrelleret.

I nærværende undersøgelse var der udvalgt lokaliteter med meget forskellige hegnskarakteristika – gående fra ca. 20 m høj bøgeskov til lave enkeltrækkede sitkahegn. Den meget store forskellighed i hegnene er nok den primære årsag til, at der ikke er fundet generelle sammenhænge mellem hegnskarakteristika og faunasammensætningen på nordmannsgranarealerne.

Til gengæld er der en tydelig forskel i hegnenes faunasammensætning alt efter deres type (figur 41). Løvskove har den fauna, der adskiller sig mest fra nordmannsgranarealerne, mens hegn med nåletræer har en faunasammensætning, der ligger indenfor den variation, der findes i rækkerne. Hegn med rødel og andre løvblandede hegn ligger midt mellem de øvrige typer. Dog er der en tendens til at rødelhegn ligger tættere på løvskovnene. Det kan ikke overraske, at prøverne fra hegn med nåletræer i PCA-diagrammet ligger sammenfaldende med prøverne fra rækkerne af nordmannsgran.

Figur 41. Forskellige hegnstyper afbildet i forhold til de vigtigste PCA-ordinationsakser (se kap. 5.7 og figur 34-36).

6.8 Hegns anbefalinger

Der kan på basis af den svage sammenhæng mellem hegnskarakteristika og faunaen på nordmannsgranarealerne ikke gives generelle hegnsanbefalinger på baggrund af undersøgelsen. Man kan dog bemærke den store faunalighed mellem hegn med nål (hvoraf Sitka optræder hyppigst i undersøgelsen) og faunaen i rækkerne. Dette resultat er for så vidt parallelt til resultatet opnået ved undersøgelsen af nyttedyr faunaen omkring en sydfransk pæreplantage (Rieux et al. 1999) Der er muligt, at en nøjere analyse vil kunne afdække, om specifikke nyttedyr er særligt tilknyttet sitkahegnene.

7 Konklusion og perspektiver

• 7.1 Konklusioner
• 7.2 Perspektiver

7.1 Konklusioner

Projektet har givet resultater, der indikerer et potentiale for at vælge hegnenes træartssammensætning så skadedyrenes naturlige reguleringsmekanismer bedre kan udnyttes.

Økologisk dyrkning har ikke givet en generel øgning af nyttedyrs/skadedyrs-ratio eller herbivor/predator-ratio. Samtidig har der generelt været flere ædelgranlus i de økologiske plantager i forhold til de konventionelle og angrebene er generelt kraftigere. Variationen er stor især mellem de økologiske plantager.

Hegn har en effekt på mængden af ædelgranlus. Der er færrest tæt på hegnene. Forskellen er ikke stor, men signifikant. Samtidig synes nogle vigtige potentielle naturlige fjender at øges tæt på hegnene (bl.a. rovbillerne). I det hele taget er der flere organismegrupper, der aftager fra hegnene. Kun nogle få arter tiltager i forhold til afstanden fra hegnet.

Sammenhængen mellem faunaen i hegnene og på nordmannsgranarealerne er generelt svag. Faunaen i hegn med nåletræer har en faunasammensætning som ligner faunasammensætningen på juletræsarealerne, mens faunaen i løvhegnene og navnlig løvskove op til arealerne afviger betydeligt.

Der er en ikke særlig stor, men signifikant stigning i antallet af angrebne træer med afstanden fra hegn.

Af andre faktorer på juletræsarealerne var der ingen, der havde signifikant betydning.

Med hensyn til at belyse den generelle flora- og faunadiversitet på de to typer af arealer, kan der ikke i materialet ses nogen større forskel hvad angår invertebraterne oppe i træerne. Derimod er der en markant forskel på floradiversiteten, hvor de økologisk dyrkede arealer har en betydeligt rigere flora.

Kvaliteten af træerne - målt som åbenhed i toppen og farvefejl - viser, at de konventionelle træer er noget mere åbne i toppen. Gulfarvning er noget mere udtalt på de økologiske juletræer.

Analyser af floraen viser, at der ikke er skævhed i materialet som følge af valget af lokaliteter.

Pilot projektets mest interessante resultat er den iagttagede store variation i forekomsten af skadedyr mellem de økologiske arealer. I en analyse af denne variation ligger måske en forklaring på, hvad der betinger problemerne med skadelige insekter i nordmannsgran, og om der er en mulighed for at udnytte dette i en dyrkningssammenhæng.

7.2 Perspektiver

Ved fremtidige undersøgelser bør man bygge videre på grundlaget fra denne undersøgelse. Man bør vælge arealer hvor hegnenes artssammensætning er ens eller indgår som få kontrollerede variable. Det vil være væsentligt at få kontrasten mellem løvhegn og nåletræshegn belyst bedre, da de hegnstyper tydeligt har en meget forskellig faunasammensætning.

Det vil endvidere være formålstjenligt at gå videre med de enkelte nyttedyrs forekomst i forhold til dyrkningssystem og øvrige omverdensforhold.

Variationen mellem de økologiske arealer indbyrdes er interessant. En analyse af hvilke forhold, der betinger disse forskelle, kan måske være med til at afdække hvilke forhold, der kan medvirke til at reducere skadetrykket overfor juletræerne.

Perspektiverne for praksis er stadig følgende: Plant varierede hegn, sørg for pollen og nektarkilder og bland gerne nåletræer – især sitka – ind i læhegnene. Hegn generelt synes at have en mindre, men gavnlig effekt på faunaens evne til at bekæmpe bladlus. Der er ikke i forsøget basis for generelle anbefalinger angående hvilke træarter, der med fordel kan vælges.

8 Litteratur

Begon, M, Harper, J.L. & Townsend, C.R., 1996: Ecology. Individuals populations and communities. Blackwell Science, 1068pp.

ter Braak, C.J.F., 1991: CANOCO - A FORTRAN program for canonical correspondence analysis, principal components analysis, and redundancy analysis (version 3.12). IWIS-TNO, Wageningen, The Netherlands.

Hald, A.B. og Reddersen, J., 1990: Fugleføde i kornmarker – insekter og vilde planter. Undersøgelse på konventionelle og økologiske landbrug 1987-88. Miljøprojekt nr. 125. Miljøstyrelsen. 108 pp.

Hansen, L.M., 1991: Measuring aphid density in spring barley. Danish J. Pl. Soil Sci. 95:93-95.

Krebs, C.J., 1989: Ecology: The Experimental Analysis of Distribution and Abundance. Addison-Wesley Pub Co.

Nentwig, W., 1999: Weedy Plant Species and Their Beneficial Arthropods: Potential for Manipulation in Field Crops. In: Pickett. C.H. & Bugg, R.L.(eds.): Enhancing Biological Control. University of California Press, Berkeley, Los Angeles, London. 421pp.

Ravn, H.P., 2000: Status for de vigtigste skadevoldere - ind i det ny årtusind med og uden pesticider. Skov & Landskabskonferencen 2000:98-104.

Ravn, H.P., 2002: Brun ædelgranlus. Videnblad, Pyntegrønt. 5.5-17.

Ravn, H.P. & S. Holm, 1997: Hvad betyder markens omgivelser for skadedyrangreb?  SP rapport 8(1997): 179-188.

Ravn, H.P. & Bøjer, O.Q., 1998: Hvorledes bedømmer man angreb af ædelgranlus?. Skov & Landskabskonferencen 1998:105-108.

Ravn, H.P., Enkegaard, A. & Riis-Nielsen, T. 2004: Mariehøns til bekæmpelse af ædelgranlus. Rapport Produktionsafgiftsfonden for Juletræer og Pyntegrønt. 11s + bilag.

Rieux, R., Simon, S. & Defrance, H., 1999: Role of hedgerows and ground cover management on arthropod populations in pear orchards. Agriculture, Ecosystems and Environment 73:119-127.

Rubow, T., 1997: Ukrudt er – ikke altid – af det onde. Landbonyt – Erhvervsjordbruget, 4(9):26-27.

Smetana, T. & Jensen, A.-K. A., 1998: Almindelig ædelgranlus, Dreyfusia nordmannianae Eckst., og bekæmpelsen af denne med vægt på Almindelig ørentvist, Forficula auricularia L.. Specialrapport, Århus Universitet, 149pp.

Tybirk, K, Aude. E. & Pedersen, M.B., 2003: Naturindholdet i hegn på økologiske og konventionelle bedrifter. DJF rapport nr. 89:213-226.

Weiss, E. & Stettmer, C., 1991: Unkräuter in der Agrarlandschaft locken blütenbesuchende Nützlinge an. Agrarùkologie 1:1-104

Bilag A

Forsøgsværter

Tabel 1. Forsøgsværter, summarisk oversigt over lokalitetskarakteristika. Ulige numre angiver pesticidfri/økologiske arealer, lige numre er konventionelle producenter.

Klik her for at se Tabel 1

Figur 1. Geografisk placering af de 20 undersøgelsesarealer. Ulige numre er økologiske/pesticidfri arealer og lige numre er konventionelle arealer.

Bilag B

Lister over dyr i bankeprøver

Tabel B1 med både hegn / rækker (her er sekundære hegn ikke med)

Tabel B2  hvor registreringerne er opdelt på år (her er sekundære hegn med)

Tabel B3 hvor registreringerne er opdelt efter driftstype økologisk/konventionel

Tabel B1. Dyr i bankeprøverne fordelt på hegn / rækker (sekundære hegn er ikke med).

Klik her for at se Tabel B1

Tabel B2. Fordeling af dyr i bankeprøver fordelt på år (2001 og 2002). Angivelse af trofisk niveau: h – herbivor, p – predator, s – mulig skadevolder, n – muligt nyttedyr.

Klik her for at se Tabel B2

Tabel B3. registreringerne er opdelt efter driftstype økologisk/konventionel.

Klik her for at se Tabel B3

Bilag C

Bundvegetationsdata - Oversigt over signifikante udfald af statistiske analyser

| Til Top | | Forside |

Version 1.0 November 2006 • © Miljøstyrelsen.