Analyse af mulighederne for at opgøre pesticidforbruget i frugt og grønt

3 Konklusion

En årlig opgørelse af forbruget i frugt- og grønsagskulturer, der baseres på fordeling af forbruget på samme måde som det sker for opgørelse af forbruget i landbrugsafgrøder, vil med den nuværende mangel på viden om detailleret anvendelsesmønster være besværlig.

  1. De enkelte kulturer dyrkes på et relativt stort antal bedrifter således, at gennemsnitsarealet er lille.
  2. Behovet for bekæmpelse af svampesygdomme og skadedyr i de enkelte kulturer varierer meget mellem de enkelte bedrifter, mellem de forskellige sorter og mellem de enkelte år.
  3. For de fleste bekæmpelsesmidler gælder, at størstedelen anvendes i landbrugsafgrøder og andre områder end frugt og grønsager.
  4. Oftest er et middel godkendt til mange forskellige frugt- og grønsagskulturer. En fordeling kræver detaillerede oplysninger om forbrugsmønstret for at kunne gøres med rimelig sikkerhed.
  5. Manglende eller forældede statistiske oplysninger om arealstørrelser og antal bedrifter med de enkelte kulturer kan give misvisende tal for behandlingsindeks.
  6. De årlige salgstal er salg fra producent/importør og tager ikke højde for lagerforskydninger hos forhandlere eller hos avlere. Tilsvarende gælder for opgørelsen til landbrug, men normalt er disse forholdsmæssigt mindre i forhold til det samlede forbrug.
  7. Der anvendes en del midler, hvor godkendelsen er ophørt. Derfor vil de ikke optræde i salgsstatistikken, men midler må sælges og/eller anvendes til eksempelvis restlagre er opbrugt.

Disse faktorer gør, at en opgørelse på basis af årlige salgstal vil blive behæftet med så stor en usikkerhed, at det vurderes uforsvarligt at anvendes tallene. Manglen på statistiske data kunne måske løses ved at anvende oplysninger fra indberetninger til DFFE, hvis disse har en detaljeringsgrad, der medtager alle kulturer uanset størrelse. På grund af den meget store usikker på de mindste kulturer, kunne det overvejes at udelade disse i opgørelsen, men det vil betyde at der ikke er fuld oversigt over det totale forbrug i frugt og grønsager.

Den eneste reelle mulighed for at lave en tilstrækkelig sikker og dermed brugbar opgørelse vurderes at være på basis af, hvad der konkret er anvendt hos avlerne det pågældende år. Dette vil kræve, at alle avlere årligt skal indberette deres arealer med de enkelte kulturer og hvad der er anvendt af bekæmpelsesmidler i disse. Det vil måske være muligt at lave opgørelser ved anvendelse af data fra et repræsentativt udsnit af avlere af de enkelte kulturer, men for at lave en sådan udvælgelse med fornøden statistisk sikkerhed, kræves der viden om antal avlere og arealstørrelser for de enkelte kulturer, og disse oplysninger findes pt. ikke i de statistiske opgørelser fra Danmarks Statistik.

 



Version 1.0 Januar 2008, © Miljøstyrelsen.