Bestemmelse af forureningskoncentrationen i mobilt porevand i den umættede zone

1 Baggrund og formål

Miljøstyrelsen udbød ved udbudsbekendtgørelse af 20. juli 2000 udførelsen af et teknologiudviklingsprojekt om bestemmelse af forureningskoncentrationen i mobilt porevand i den umættede zone. Projektet blev tildelt GEO, som havde dannet en projektgruppe sammen med Danmarks JordbrugsForskning i Foulum ved Viborg og Steins Laboratorium A/S. Per Møldrup, Aalborg Universitet har bistået med råd, vejledning og kvalitetssikring.

Projektet er gennemført i henhold til et projekttilbud af 2000-09-08 /1/, med ændringer som aftalt med styregruppen og Kim Dahlstrøm (styregruppens formand).

Baggrunden for projektet er Miljøstyrelsens vejledninger nr. 6 og 7, 1998: ”Oprydning på forurenede lokaliteter” /2/, hvori der er angivet, hvordan der kan foretages risikovurdring af forurenede lokaliteter. En central og meget betydende faktor for resultatet af en risikovurdering af en jordforurening over for grundvandsressourcen er kildestyrkekoncentrationen, som generelt er vanskelig at bestemme. Oftest anvendes enten det forurenende stofs maksimale opløselighed eller den porevandskoncentration, som kan beregnes ud fra jordkoncentrationen ved hjælp af fugacitetsprincippet. Begge metoder vil i mange situationer føre til en fejlestimering af forureningspåvirkningen.

Tidligere har GEO og Danmarks JordbrugsForskning for Miljøstyrelsen udarbejdet Miljørapport nr. 540 ”Prøvetagning af porevand i umættet zone – et litteraturstudie” /3/, med en sammenskrivning af tilgængelig viden om prøvetagning i umættet zone, herunder fordele og ulemper af teknisk og økonomisk karakter i forhold til typisk danske forhold. Det kunne konstateres, at der findes yderst få artikler om prøvetagning af stoffer, for hvilke der er fastlagt grundvandskriterier.

Målet med nærværende projekt er, under kontrollerede forhold som skal efterligne naturlige forhold, at beskrive og afprøve forskellige metoder til bestemmelse af forureningskoncentrationen i mobilt porevand. Resultaterne af afprøvningen skal beskrive usikkerhederne ved de enkelte metoder og anbefale en eller flere metoder til bestemmelse af forureningskoncentrationer i porevandet, således at denne porevandskoncentration kan benyttes i forbindelse med risikovurdering af en jordforurening over for en grundvandsressource.

Det var målet, at den anbefalede prøvetagningsmetode kan gøres operationel, således at den kan anvendes som en almindelig rådgivningsydelse i forbindelse med undersøgelse og risikovurdering af en benzin eller TCE forurenet grund. Projektgruppen er sammensat specielt med henblik på at gøre en prøvetagningsmetode praktisk anvendelig.

De forureningskomponenter, som Miljøstyrelsen har ønsket anvendt i projektet, er henholdsvis trichlorethylen (TCE) og blyfri benzin, som begge er hyppigt forekommende forureningsstoffer. I udbudsmaterialet blev det stillet som et krav, at projektet udføres på aflejringer beliggende umiddelbart under pløjelaget/rodzonen. Der skal anvendes moræneler, som er repræsentativ for østdanske forhold og smeltevandssand, som er repræsentativ for vestdanske forhold.

Miljøstyrelsen har opstillet følgende delmål for projektet:

  • En beskrivelse af fysiske og kemiske forhold, som har indflydelse på koncentrationen af forurenende stoffer i den umættede zone og transport af porevand i den umættede zone.
  • En beskrivelse af den praktiske prøveudtagning og bestemmelse af porevandets koncentration af forureningskomponenter.
     
  • Produktion af data som muliggør sammenligning af de ved forskellige metoder bestemte koncentrationer af stofferne: TCE, benzen, toluen, ethylbenzen, xylener, C5-C10 kulbrinter (benzin) og phenanthren.
     
  • Anvisning af én eller flere af metoderne og udarbejdelse af en operationel manual for anvendelsen.

De metoder, som skal tages i anvendelse, er: Fugacitetsberegninger (med udgangspunkt i forureningskoncentrationer målt i henholdsvis jord og luft), udvaskningstest, sugeceller og lysimeter eller kolonne-forsøg.

 



Version 1.0 Marts 2008, © Miljøstyrelsen.