Teknologiprogram for jord- og grundvandsforurening 2008

2 Status for ordningen

2.1 Indledning

Teknologiudviklingsprogrammet blev evalueret i 2002. Samlet set viste evalueringen, at Teknologiprogrammet har bidraget væsentligt til teknologiudviklingen på området. Erfaringer og viden er videregivet til de faktiske udøvere (tidligere amter (nu regioner), og rådgivere) på en god, brugbar måde /10/.

Som en naturlig opføling på en tidligere statusrapport om afprøvede teknologier fra 2002 /10/, blev der i 2007 igangsat en opdatering af status for teknologiudviklingen inden for afværgeforanstaltninger overfor jord- og grundvandsforureninger i Danmark siden ordningen trådte i kraft og til og frem til og med 2007 /10/.Listen over afprøvede teknikker er dog ikke udtømmende for samtlige teknikker afprøvet, men giver et overordnet overblik. De afprøvede teknikker er i rapporten inddelt i hovedgrupperne ”teknikker til kildeoprensning” og ”teknikker til spredningskontrol”. Der præsenteres i alt 18 forskellige teknikker/målemetoder af førstnævnte type mens der nævnes 11 teknikker til spredningskontrol. Rapporten indeholder bl.a. oplysninger om metodernes overordnede karakteristika, herunder målsætning for metoden, hvilke andre teknikker metoden kan kombineres med, hvilke forureningskomponenter den kan anvendes til, hvor metoderne forventes, at kunne benyttes (geologi i behandlingszonen) og fordele og ulemper ved metoden. Ud over den tidligere nævnte statusrapport /9/, bygger statusrapporten fra 2007 bl.a. på spørgeskemaer udsendt til aktører inden for jord- og grundvandsområdet.

Bevillingen til Teknologipuljen var i 2007 på 5,4 mio. kr. Hele bevillingen, blev brugt i 2007. Herudover blev der overført ca. 0,3 mio. kr. fra bevillingen for 2006 og tilbageført ca. 2,2 mio. kr. fra uforbrugte midler fra tidligere år, således at det var muligt at igangsættes projekter svarende til ca. 7,9 mio. kr. i 2007. Af disse midler blev alle på nær 0,15 mio. kr. brugt.

Siden ordningens start i 1996 er der i alt givet tilskud til 73 projekter, primært feltprojekter, i alt ca. 77,2 mio. kr. (svarende til ca. 60 % af den samlede bevilling), og der er igangsat. 112 udrednings- og andre projekter for i alt ca. 44 mio. kr.(svarende til ca. 34 % af den samlede bevilling). Der er desuden brugt ca. 8,8 mio. kr. til faglige sekretærer, trykning og internetkodning af rapporter (svarende til ca. 6 % af den samlede bevilling). Antallet af sager er fra og med 2002 opgjort efter samme metodik, som blev benyttet i evalueringen /10/, og adskiller sig derfor lidt fra opgørelsen af antal sager de tidligere år.

Bevillingens størrelse siden 1996 og antallet af igangsatte projekter i perioden fremgår af nedenstående oversigt.

Bevilling og igangsatte projekter 1996-2007

  1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007
Bevilling¹ 10,0 15,0 19,4 15,0 15,0 15,0 7,3 5,5 5,1 4,9 5,2 5,4
Forbrug¹ 0,3 22,3 18,2 16,0 14,9 14,7 7,3 5,5 5,1 4,9 5,2 5,4
Tilskudsprojekter² 6 9 11 12 7 5 2 5 6 5 5
Udredningsprojekter² 8 12 13 18 16 6 7 7 5 9 11

¹ Mio. kr.
² Antal projekter

2.2 Formidling

Der sker løbende præsentation/videreformidling af Teknologiprogrammet ved udarbejdelse af publikationer, der bliver offentliggjort på Miljøstyrelsens hjemmeside http://www.mst.dk/Jord/Hvis+du+vil+vide+mere/.

Projekterne bliver ligeledes præsenteret ved faglige møder, blandt andet møder arrangeret af ATV’s komité for jord og grundvandsforurening.

2.3 Tilskudsprojekter

I 2007 modtog Miljøstyrelsen 14 ansøgninger om tilskud til projekter, primært fra regionerne.

Der er i 2007 givet tilskud til 5 projekter og budgetudvidelse til 3 projekter for et samlet beløb af ca. 4,5 mio. kr. , Der er igangsat 2 projekt vedrørende klorerede opløsningsmidler, hvor det ene er en undersøgelse af metoden reduktiv deklorering og det andet er en vurdering af passiv ventilation til fjernelse af PCE. Desuden er der igangsat et projekt, som omhandler strategier for pesticidtruslen. Derudover er der igangsat et pilotprojekt, hvor mulighederne for at oprense forureningen ved høfde 42 ved hjælp af basisk hydrolyse/biologisk nedbrydning undersøges. Endelig er der lavet et projekt omkring udvikling af et udtræksmodul til JAR.

Samlet set har Teknologiprogrammet i de forløbne 10 år, der er gået, siden programmet blev sat i gang, primært fokuseret på afværgeteknologier over for klorerede opløsningsmidler, olie- benzinforureninger og blandingsforureninger.

2.4 Udredningsprojekter

Der er i 2007 iværksat 11 udredningsprojekter og budgetudvidelser til 6 projekter for et samlet beløb på ca. 3,1 mio. kr. Der er både igangsat deciderede teknologiudredningsprojekter, men også projekter som vedrører undersøgelser i felten og ligger tæt op af indholdet i tilskudsprojekterne. Projekterne omfatter blandt andet en undersøgelse af testning af forurenet jord for udvaskning af olie og PAH og en udredning med henblik på udvikling af en model for håndtering af lettere forurenet jord. Endvidere skal nævnes en undersøgelse af jordforurening i forhold til overfladevand og naturområder, evaluering af implementeringen af Jordforureningsloven og en status for teknologiudvikling inden for afværgeforanstaltninger over for jord- og grundvandsforureninger i Danmark. En udtømmende liste over projekterne fremgår af bilag a.

 



Version 1.0 Marts 2008, © Miljøstyrelsen.