Teknologiprogram for jord- og grundvandsforurening 2008

Sammenfatning

Teknologiudviklingsprogrammet, blev etableret i 1996 med det formål at udvikle rensnings- og afværgeteknologier på jordforureningsområdet.

Baggrunden og strategierne for udviklingsordningen er beskrevet i “Program for Teknologiudvikling, jord- og grundvandsforurening, december 1996”. Der er herefter årligt udarbejdet en plan for det næste års projekter.

Siden ordningen startede, er der igangsat 186 projekter, hvoraf 74 har været tilskud, primært til afprøvning af forskellige afværgeteknikker, mens 112 er udredningsprojekter om forskellige afværgemetoder eller generel viden på jordforureningsområdet.

I 2002 blev Teknologiprogrammet evalueret /10/. Samlet set viste evalueringen, at Teknologiprogrammet har bidraget væsentligt til teknologiudviklingen på området. Erfaringer og viden er videregivet til de faktiske udøvere (tidligere amter og rådgivere) på en god, brugbar måde. Som følge af den positive evaluering blev indsatsområderne for programmet i 2003 udvidet med pesticider.

I 2002 blev der samlet op på de afprøvede teknologier under Teknologiprogrammet /10/. Som opfølgning på denne opsamling er der i 2007 igangsat en opdatering af status for teknologiudvikling og en vurdering af hvorledes resultaterne fra Teknologiprogrammet bliver brugt /14/.

Dette er programmet for 2008, hvori der gives en oversigt over de projekter, der er igangsat, og beskrives projektforslag for 2008.

Bevillingen for 2008 er i forslaget til Finansloven på 5,6 mio. kr., og antallet af feltprojekter, som igangsættes i 2008, vil som følge heraf være i størrelsesordenen 3-5.

Både offentlige og private bygherrer kan søge om tilskud til at få dokumenteret eller afprøvet specifikke afværgeteknologier. Miljøstyrelsen igangsætter udredningsprojekter og andre projekter om jordforurening.

I starten af 2008 opfordrer Miljøstyrelsen regionerne til at komme med forslag til lokaliteter, der kan anvendes til at dokumentere udvalgte afværgeteknologier i henhold til programmet.

 



Version 1.0 Marts 2008, © Miljøstyrelsen.