| Til bund | | Forside |

Kortlægning af kemiske stoffer i forbrugerprodukter, nr. 91, 2008

Kortlægning af kemiske stoffer i hovedtelefoner og høreværn

Indholdsfortegnelse

Forord

1 Sammenfatning

2 Summary

3 Introduktion

4 Beskrivelse af produktgrupperne

• 4.1 Hovedtelefoner
• 4.2 Høreværn
• 4.3 Lovgivning på området

5 Kortlægning af markedet for hovedtelefoner

• 5.1 Markedet for hovedtelefoner
  • 5.1.1 Danmarks Statistik
  • 5.1.2 Brancheforeningen for Forbrugerelektronik
  • 5.1.3 Elretur
  • 5.1.4 Samlet estimat af markedet for hovedtelefoner
• 5.2 Identifikation af producenter af hovedtelefoner
• 5.3 Indhentning af information fra producenter

6 Kortlægning af markedet for høreværn

• 6.1 Statistiske oplysninger
• 6.2 Identifikation af producenter af høreværn

7 Materialer i hovedtelefoner og høreværn

• 7.1 Materialer i hovedtelefoner
  • 7.1.1 Materialer, fundet via Internetsøgninger
  • 7.1.2 Producentinformation
• 7.2 Materialer i høreværn
  • 7.2.1 Materialer, fundet ved Internet-søgninger
  • 7.2.2 Producentinformation
• 7.3 Sammenfatning – kortlægning af materialer

8 Analyse af udvalgte produkter

• 8.1 Indkøbsstrategi
• 8.2 Analyseresultater
  • 8.2.1 Analysemetode
  • 8.2.2 Analyseresultater
• 8.3 Analyse af materialer i et headset
  • 8.3.1 Vurdering af analyseresultaterne
  • 8.3.2 Kommentar til analyseresultater og vurdering

9 Materialebeskrivelser

• 9.1 PVC (polyvinylchlorid)
• 9.2 PUR (polyurethan)
• 9.3 Kunstlæder
  • 9.3.1 Kunstlæder med PVC
  • 9.3.2 Kunstlæder med PUR
  • 9.3.3 Andre typer af kunstlæder
• 9.4 Silikone
• 9.5 Tekstiler
• 9.6 ABS
• 9.7 Gummi og termoplastiske elastomerer

10 Overordnet vurdering af mulige risici ved brugen af hovedtelefoner og høreværn

11 Forslag til analyse- og vurderingsprogram

• 11.1 Udvælgelse af produkter.
• 11.2 Migration af stoffer med kunstigt sved.
• 11.3 Analyser af indholdsstoffer
• 11.2 Sundhedsmæssig vurdering

12 Referencer

Forord

Projektet Kortlægning af kemiske stoffer i hovedtelefoner og høreværn er en del af Miljøstyrelsens samlede indsats i forbindelse med kortlægning af kemiske stoffer i forbrugerprodukter.

Formålet med projektet var at skabe et overblik over markedet for de to produktgrupper, hvilke materialer, der anvendes i dagens produkter og komme med et forslag til, hvordan en sundhedsvurdering vil kunne opnås.

Projektet er gennemført af FORCE Technology, med senior projektleder Anders Scmidt som projektleder og med Erik Bjarnov og Tenna Brandt Nielsen som ansvarlige for de gennemførte analyser.

1 Sammenfatning

Som et led i Miljøstyrelsens kortlægning af kemiske stoffer i en række forbrugerprodukter ønskes viden om hvilke stoffer, der indgår i hovedtelefoner og høreværn. Projektet Kortlægning af kemiske stoffer i hovedtelefoner og høreværn er udført i to faser, der henholdsvis omfatter kortlægning af markedet med fokus på indhentning af information fra producenter og leverandører og en beskrivelse, baseret på analyser og erfaringer, af hvilke materialer, der fortrinsvis anvendes til de pågældende produkter og hvilke additiver, der typisk kan tænkes anvendt. Projektet munder ud i en overordnet vurdering af de sundhedsmæssige risici ved brug af produkterne og en beskrivelse af hvilke yderligere analyser, der anbefales for at kunne gennemføre en vurdering efter retningslinjerne i EU’s Technical Guidance Document til risikovurdering af kemiske stoffer.

I projektets første fase blev der ved internetsøgninger fundet omkring 70 producenter af hovedtelefoner, der skønnet producerer væsentlig mere end 1.000 forskellige produkter. Produktgruppen blev inddelt i tre hovedtyper, nemlig ”Around-ear”, ”On-ear” og ”In-ear” hovedtelefoner, der foruden at være forskellige i udformning også kan tænkes at være karakteriseret ved, at det er forskellige materialer, der kommer i kontakt med huden. Der er ved kortlægningen ikke taget specielt hensyn til, at mange hovedtelefoner i dag også har en mikrofon (de såkaldte head-sets), idet der ikke er grund til at antage, at der er tale om, at det er andre materialetyper, der kommer i kontakt med huden. Ud fra forskellige statistiske oplysninger er antallet af solgte hovedtelefoner skønnet til at være i størrelsesordenen 500.000-1.000.000 stk. pr. år.

I den første fase blev der fundet 16 leverandører af høreværn, der blev inddelt i to overordnede typer, ”Around-ear” og ”In-ear”. Sidstnævnte gruppe inkluderer ikke engangs-ørepropper, der er blevet kortlagt tidligere. Antallet af forskellige produkter er væsentligt lavere end for hovedtelefoner, især for ”In-ear” produkter, hvor hver producent generelt kun markedsfører et enkelt produkt. Antallet af solgte høreværn til fritidsbrug er groft skønnet til 10.000 pr. år, mens antallet af høreværn til professionelt brug formodentligt er væsentligt højere.

Internet-søgninger og henvendelser til producenterne gav et godt overblik over hvilke materialer, der anvendes, men kun megen sparsom information om hvilke additiver, der tilsættes for at give præcis de materialeegenskaber, der er ønskede. Det er ikke overraskende, at producenterne ikke umiddelbart kan eller vil levere denne information, idet de fleste råvarer til produktion af plast- og gummibaserede komponenter vælges ud fra deres tekniske specifikationer, mens det er mindre væsentligt at vide i detaljer, hvordan de tekniske egenskaber er indarbejdet i materialerne. Det skal dog bemærkes, at mange producenter oplyser, at deres produkter overholder ROHS-direktivet, der blandt andet forbyder eller begrænser tilstedeværelsen af visse tungmetaller og flammehæmmere.

I projektets anden fase blev der gennemført FT-IR analyser af tyve produkter, 14 hovedtelefoner (6 ”Around-ear”, 4 ”On-ear” og 4 ”In-ear”) og seks høreværn (4 ”Around-ear” og 2 ”In-ear”). Analyserne sigtede først og fremmest på at identificere de primære materialer, mens de kun kan bruges til identifikation af additiver og fyldstoffer, der er til stede i større mængde. Additiver, der anvendes i små mængder, vil derfor ikke blive identificeret ved analysen, ligesom den heller ikke identificerer tilstedeværelsen af tungmetaller.

Den følgende tabel viser hvilke materialer, der på baggrund af producentinformationer og analyser vides at blive anvendt i hovedtelefoner og høreværn.

Projektets fremgangsmåde giver ikke en sikker viden om hvilke materialer, der er hyppigst anvendt, dertil er antallet af producentsvar og analyseresultater ikke tilstrækkeligt repræsentativt. Det virker dog sandsynligt, at PUR er et foretrukket materiale, både fordi det er fundet i en del produkter, og fordi det har de ønskede tekniske egenskaber med hensyn til brugerkomfort kombineret med (slid)styrke. Også silikone er et ofte anvendt materiale, specielt til In-ear produkter, hvor materialets smidighed gør det velegnet til at tilpasse sig ørets form. PVC blev ikke fundet i de analyserede hovedtelefoner, mens det blev fundet i tre ud af fire ”Around-ear” høreværn, enten blødgjort med ftalat eller modiferet med nitrilgummi og – måske - en uidentificeret blødgører.

Projektets analyser blev suppleret med en analyse af indholdet af kemiske stoffer i materialerne i et head-set (en hovedtelefon med mikrofon), foretaget for en producent. Denne analyse var primært rettet mod at identificere og kvantificere allergifremkaldende stoffer, men den gav også information om mængden af andre stoffer, herunder stoffer med velkendte effekter på sundheden. Med hensyn til risikoen for allergi konkluderes det i en vurdering, foretaget af et anerkendt institut, at der ikke kan forventes allergiske reaktioner ved brug af det pågældende produkt. I det nærværende projekt vurderes det endvidere, at mængden af identificerede stoffer med potentiale for at påvirke sundheden er så lille, at de med stor sandsynlighed ikke udgør en sundhedsmæssig risiko. Det skal dog understreges, at der i produktgrupperne som helhed sandsynligvis forekommer andre stoffer – og i andre mængder – ligesom en analyse af indholdet ikke giver mulighed for en sikker vurdering af eksponeringsniveauet. Dertil kræves en migrationsanalyse.

Med den viden, der er indhentet i projektets kortlægnings- og analysefase, kan der kun gennemføres en meget overordnet vurdering af de sundhedsmæssige risici. Der er draget analogi til andre kortlægningsprojekter, og denne peger på, at risikoen for at blive udsat for stoffer i skadelige mængder er meget lille. Som indikeret ovenfor er videngrundlaget dog mangelfuldt, og en mere sikker konklusion kræver derfor yderligere analyser af udvalgte produkter med en efterfølgende vurdering af fundne stoffer efter EU’s Technical Guidance Document (TGD) for risikovurdering af kemiske stoffer.

Der gives derfor afslutningsvis i rapporten et forslag til et projekt, der gennem analyser af produkter giver mulighed for en vurdering efter TGD. Det foreslåede analyseprogram fokuserer alene på hudeksponering, idet påvirkning via indånding og oral indtagelse af kemiske stoffer vurderes at være negligibel.

Analyserne foreslås primært at omfatte de stoffer og stofgrupper, hvor det på baggrund af tidligere kortlægningsprojekter skønnes, at der kan være et potentiale for en sundhedsmæssig påvirkning, dvs. blødgørere, metaller, organotin-forbindelser og bromerede flammehæmmere. Den skitserede fremgangsmåde giver dog også mulighed for at identificere og kvantificere migration af andre relevante stoffer. Analyseprogrammet giver dermed mulighed for at få en indikation af mulige sundhedsrisici, men det skal understreges, at der er tale om meget heterogene produktgrupper, og at vurderingen derfor sandsynligvis ikke vil kunne give meget håndfaste konklusioner.

2 Summary

As a part of the Danish Environmental Protection Agency’s survey of chemical substances in a number of consumer products, knowledge of which materials and substances can be found in headphones and hearing protection aids is established. The project was conducted in two phases, the first phase being a survey of the market with focus on information from producers and suppliers, supplemented with information from the Internet, while the second phase elaborated these results through a material analysis of selected products and use of knowledge about polymer materials as available from literature and experiences at FORCE Technology. The project results in a general assessment of the potential risks for consumers from using the products in question and an outline of a project which can establish a more precise assessment by using the approach described in the EU Technical Guidance Document for risk assessment of chemicals.

In the first phase of the project about 70 producers of headphones were identified and the number of different products was estimated to be more than 1,000 products. The product group was divided into three sub-groups, i.e. Around-ear, On-ear, and In-ear headphones. The three sub-groups differ significantly in their design, and potentially also in the choice of materials which come into contact with the skin. No special considerations were given to the fact that many headphones today are integrated with a microphone, so-called head-sets, as there is no indication of alternative materials coming in contact with the skin for these products. Based on different statistical sources it is estimated that 500,000-1,000,000 headphones are sold in Denmark each year.

In the first phase of the project 16 suppliers of hearing protection aids were identified. This product group was divided into two sub-groups, i.e. Around-ear and In-ear. The latter group does in the current project not include single-use products, for which a survey has been conducted earlier. The amount of different hearing protection aids is much lower than the amount of headphones, especially for In-ear products where each producer in general only markets one basic product. The amount of sold hearing protection aids to private consumers is crudely estimated to 10,000 per year, while the amount sold for professional use probably is significantly higher.

Searches on the Internet and contacts to producers established a good overview of which materials are commonly used in the two product groups, but only sparse information about which additives are used to give the desired material properties. It is not surprising that this information is not readily available, given the fact that the materials are selected and bought from raw materials suppliers, based on the technical specifications, while it is less important for producers of headphones to know how the properties have been incorporated in the materials. It is, however, noticed that many of the producers answering a questionnaire answer that their products are ROHS-compatible, i.e. they have no or very limited content of certain heavy metals and flame retardants.

In the second phase of the project, FT-IR analysis of 20 products was performed, comprising 14 headphones (6 Around-ear, 4 On-ear and 4 In-ear) and six hearing protection aids (4 Around-ear and 2 In-ear). The main objective of the analysis was to identify the primary materials, while they could only provide information about additives and fillers if these were present in large concentrations. Additives used in small concentrations are thus not identified, nor is the presence of heavy metals.

The following table summarizes the materials which are known from the survey and the analysis to be used in headphones and hearing protection aids.

The approach and scope of the project does not establish precise knowledge about which materials are used most frequently, this will require that more answers from producers are received and/or analysis of more products. Based on the available information it seems, however, credible to assume that PUR (polyurethane) is frequently used, both because it is found in a large part of the products examined and because it is known to possess the desired properties with respect to e.g. user comfort and wear resistance. Also silicone is frequently sued, especially in In-ear products where its flexibility makes it well-suited for adaption to the geometry of the inner ear. PVC was not identified in the headphones subjected to analysis, but was identified in three out of four hearing protection aids, either with phthalate as plasticiser or modified with nitrile-rubber.

The results of the analyses made in the project were supplemented with an analysis of the chemical content in the components of a head-set (i.e. a headphone with an attached microphone), kindly provided by a manufacturer. This analysis was primarily aimed at identifying and quantifying substances with allergenic properties, but it also provided information about the amount of other substances present in the product, of which some are known to have effects on human health. With respect to the risk of allergy it is concluded by a recognized research institute that allergic reactions cannot be expected from use of the product examined. In the current project, it is furthermore concluded from the analysis that the amounts of identified substances with effects on human health in the product are so small that they most probably do not pose a risk. It is, however, emphasized that other products within the product group may contain other substances – and in larger amounts. Furthermore, it should be recognized that the analysis made for the producer does not allow for a good estimation of the exposure levels. For this purpose, an analysis of the amount of migrating substances is needed.

With the limited knowledge established in the survey and analysis of the products only a very general assessment of the potential risks to human health can be given. In analogy to other surveys of products with similar materials and exposure routes it is, however, concluded that the risk of being exposed to harmful substances in significant amounts seems to be very small. As indicated, the basis for this conclusion is very limited, and more precise conclusions can only be reached by performing a series of analyses giving the information necessary to conduct a risk assessment of the identified substances using the EU Technical Guidance Document for risk assessment of chemicals.

As the final activity in the project a suggestion for the content of a follow-up project is outlined, giving the possibility of making the desired risk assessment following the TGD. The suggested analysis programme focuses specifically on skin exposure, since exposure via inhalation or oral ingestion is judged to be negligible or not existing.

It is also suggested that the analyses to be made comprise chemicals and groups of chemicals known from other surveys to have a potential for effects on human health which may come close to a Margin of Safety of 100, e.g. plasticizers, metals, organotin-compounds, and brominated flame retardants. The outlined approach does, however, also allow for identification and quantification the migration of other chemicals, which may be relevant in a risk assessment. The suggested analysis programme thus gives the possibility of identifying potential risks with respect to human health, but it is emphasized that the product groups being examined are very heterogeneous with respect to materials (and additives), and the results obtained will probably not be very conclusive.

3 Introduktion

Hovedtelefoner anvendes i stadig stigende omfang, blandt andet som følge af at musik og tale i dag i høj grad formidles elektronisk, f.eks. via MP3-afspillere, mobiltelefoner og pc’ere. Samtidigt sælges der dog også hovedtelefoner, der anvendes i traditionel sammenhæng, f.eks. i forbindelse med et stereoanlæg. De mange anvendelsesområder har medført en stor produktudvikling, så det er muligt at vælge produkter, der varierer fra meget små In-ear hovedtelefoner til de traditionelle hovedtelefoner, der sidder på, eller omkranser, øret. Der findes et væld af fastholdelsesteknikker med forskellige former af bøjler.

Brugen af høreværn er mere begrænset, men kendskabet til risikoen for at få høreskader vurderes alt andet lige at medføre en øget efterspørgsel. Da høreværnenes formål er at holde lyd ude, er der kun to hovedtyper på markedet, Around-ear (det traditionelle produkt) og In-ear høreværn. Til privat brug vurderes det, at den førstnævnte type er hyppigst anvendt.

Den tætte kontakt med huden på (eller i) øret betyder, at der er en risiko for at kemiske stoffer migrerer fra de anvendte materialer (fortrinsvis plast) til hudoverfladen, og dermed kan påvirke brugernes sundhed. Projektets formål er at skabe et overblik over markedet for de to produktgrupper, hvilke materialer, der anvendes i dagens produkter og komme med et forslag til eller vurdere, om der er behov for en mere præcis vurdering af sundhedsrisikoen ved brugen af produkterne.

Projektet er gennemført i to faser:

• I projektets første fase er der gennemført en kortlægning af markedet gennem internet-søgninger og kontakt til producenter.
• I projektets anden fase er der indkøbt et antal produkter i de to produktgrupper, 20 i alt, hvorefter der er gennemført en analyse af hvilke materialer, der anvendes. Efterfølgende er der på baggrund af kendskabet til de anvendte materialer draget analogislutninger til andre kortlægningsprojekter, hvor de samme materialer og den samme eksponeringsvej har været vurderet med hensyn til deres potentiale for at give en sundhedsmæssig påvirkning. Afslutningsvis er der opstillet et forslag til en videregående analyse og vurdering af de to produktgrupper.

4 Beskrivelse af produktgrupperne

• 4.1 Hovedtelefoner
• 4.2 Høreværn
• 4.3 Lovgivning på området

De produktgrupper, der undersøges i projektet, er overordnet beskrevet som ”Hovedtelefoner” og ”Høreværn”. I praksis dækker disse overordnede betegnelser over en bred vifte af produkter, med store forskelle i både virkemåde, udformning og materialevalg.

4.1 Hovedtelefoner

For hovedtelefoner kan der skelnes mellem følgende grundlæggende undertyper:

”Around-ear”-hovedtelefoner, der er den velkendte, ”gammeldags”, type hvor en højttaler er indesluttet i en kop, der omkranser øret og derved lukker ekstern støj ude. Højttalerne holdes på plads af en elastisk bøjle over hovedet. Der er kun få variationer i det basale udseende, men store forskelle i valg af materialer til de enkelte komponenter. En række modeller er vist i Figur 1.

Figur 1. Around-ear hovedtelefoner – forskellige modeller

”On-ear”-hovedtelefoner, hvor en højttaler er beskyttet af puder, der sidder uden på øret. Højttalerenheden, der kan være af forskellig størrelse, holdes ind mod øret på forskellig måde, f.eks. ved brug af bøjler over hovedet, bagom nakken eller rundt om øret. Derved bliver hovedtelefonerne angiveligt komfortable at anvende i forskellige situationer, f.eks. ved udøvelse af sport. Figur 2 viser tre forskellige modeller.

Figur 2. On-ear hovedtelefoner. Fra venstre med bøjle over hoved, bag om nakken og rundt om øret.

”In-ear”-hovedtelefoner er små højttalere, der placeres direkte i øret og eventuelt holdes på plads af en bøjle over hoved, rundt om nakken eller rundt om øret. Højttalerne kan være indstøbt i hård plast, der eventuelt har et blødt lag skum eller gummi udenpå, men de kan også være indlejret i en blød plast, der tilpasser sig ørets form, når propperne sættes i.

Figur 3. In-ear hovedtelefoner. Fra venstre en model med hovedbøjle, en model med blødt materiale, der tilpasser sig øregangens form og en model, der er individuelt tilpasset.

Alternative produkter og teknologier. I de sidste få år er der sket en betydelig udvikling i både anvendelsesområder, produktudformning og teknologi. På anvendelsesområdet kan der specielt peges på headsets, der som oftest anvendes i forbindelse med brug af en pc. Headsettet består foruden en eller to højttalere (generelt af On-ear-typen) af en mikrofon, hvilket sætter brugeren i stand til at kommunikere interaktivt med omverdenen, for eksempel i forbindelse med IP-telefoni, eller når computeren anvendes til spil i netværk (Figur 4). Et andet anvendelsesområde, der er i hastig vækst, er håndfri mobiltelefoni, hvor brugeren via højttaler (generelt af In-ear-typen) og ekstern mikrofon kan tale i telefon uden nævneværdig brug af hænderne.

På teknologiområdet er det specielt værd at pege på Bluetooth-teknologien, der sørger for, at lydsignaler overføres til højttalerne uden brug af ledning. Til gengæld er det nødvendigt at forsyne hovedtelefonerne med en modtager, der står i direkte forbindelse med højttalerne. Denne modtager kan integreres i Around-ear og On-ear modeller, uden det kan ses, mens det for In-ear modeller som oftest er nødvendigt at bruge en bøjle omkring øret for at holde modtageenheden på plads (Figur 4).

De nævnte udviklingstendenser vurderes ikke at have indflydelse på det basale design af hovedtelefonerne eller på valg af materialer til disse.

Figur 4. Eksempler på et headset og en bluetooth-modtager med In-ear højttaler

4.2 Høreværn

Produktgruppen høreværn er noget mindre differentieret end hovedtelefoner. Der er således kun tale om to undergrupper, Around-ear og In-ear, idet et On-ear produkt ikke vil kunne opfylde den primære funktion, at sænke den eksterne støj til et niveau, der er acceptabelt.

Udseende- og materialemæssigt ligner høreværn hovedtelefoner. Der kan endda være tale om, at høreværn også har en lydkilde, således at brugeren, samtidigt med at den eksterne støj lukkes ude, har mulighed for at høre radio eller modtage beskeder via et trådløst anlæg. De to basale typer af høreværn er vist i Figur 5.

Figur 5. In-ear og Around-ear høreværn

En undergruppe af In-ear høreværn er ørepropper, der må antages at opfylde den samme basale ydelse som In-ear høreværn, men som ikke er tilpasset den enkelte bruger. Denne undergruppe er kortlagt i et tidligere kortlægningsprojekt fra 2003 med to delrapporter, henholdsvis forbrugerprojektrapport nr. 27 (Kortlægning af kemiske stoffer i ørepropper. Fase 1: Indsamling af ørepropper) og nr. 28 (Kortlægning af kemiske stoffer i ørepropper. Fase 2: Analyse af indholdsstoffer). I disse rapporter blev basismaterialer og en række additiver i ørepropper kortlagt på baggrund af henvendelse til producenter, importører og detailhandel, med en efterfølgende analyse af udvalgte produkter. Undergruppen behandles ikke yderligere i dette kortlægningsprojekt, men resultaterne vil blive inddraget i det omfang, det er relevant.

4.3 Lovgivning på området

Ifølge chefkonsulent Leif Christensen fra Brancheforeningen for Forbrugerelektronik (BFE) er hovedtelefoner omfattet af WEEE-direktivet (Waste from Electric and Electronic Equipment, Directive 2002/96/EC) og RoHS-direktivet (Restriction of the use Of certain Hazardous Substances, Directive 2002/95/EC) (Leif Christensen, personlig kommunikation, 17/6-07). RoHS-direktivet indeholder forbud mod anvendelse af bly, kviksølv, cadmium, hexavalent krom,  polybromerede diphenylethere (”PBDE”, penta-BDE, octa-BDE og deca-BDE) og polybromerede biphenyler i elektrisk og elektronisk udstyr fra den 1. juli 2006. Der gælder en række undtagelser fra forbuddene i RoHS-direktivet, som bl.a. betyder at bly i visse typer loddemateriale midlertidigt er tilladt. EU-Kommissionen har endvidere ophævet forbuddet mod deca-BDE for anvendelsen i polymerer (jfr. Kommissionens beslutning af 13. oktober 2005). Danmark har anlagt sag ved EF-Domstolen med henblik på at få denne beslutning annulleret.

For tungmetallerne bly, kviksølv og cadmium findes der for produkter, i det omfang der ikke er fastsat regler i RoHS-direktivet, lovgivning omkring begrænsning af anvendelsen af disse stoffer. Dvs. at disse regler vil gælde for høreværn. Følgende lovgivning er relevant:

• Bekendtgørelse om forbud mod import og salg af produkter, der indeholder bly. BEK 1012 af 13.11.2000.
• Bekendtgørelse om forbud mod import, salg og eksport af kviksølv og kviksølvholdige produkter. BEK 627 af 01.07.2003.
• Bekendtgørelse om forbud mod salg, import og fremstilling af cadmiumholdige produkter. BEK 1199 af 23.12.1992.

Leif Christensen fra BFE vurderer også, at trådløse hovedtelefoner med en strømforsyning i form af et batteri i princippet falder inden for EuP-direktivets rammer (Eco-design of Energy-using Products (EuP), Directive 2005/32/EC).

Produkter med radioudstyr skal også overholde kravene i R&TTE-Direktivet for radio- og teleterminalsudstyr (1999/5(EC).

Det bemærkes afslutningsvis, at en del høreværn er udstyret med forskellige muligheder for radiokommunikation og/eller afspilning af musik. De er derfor omfattet af de samme direktiver, som gælder for hovedtelefoner.

5 Kortlægning af markedet for hovedtelefoner

• 5.1 Markedet for hovedtelefoner
  • 5.1.1 Danmarks Statistik
  • 5.1.2 Brancheforeningen for Forbrugerelektronik
  • 5.1.3 Elretur
  • 5.1.4 Samlet estimat af markedet for hovedtelefoner
• 5.2 Identifikation af producenter af hovedtelefoner
• 5.3 Indhentning af information fra producenter

5.1 Markedet for hovedtelefoner

Markedet for hovedtelefoner er estimeret ud fra en række forskellige kilder.

5.1.1 Danmarks Statistik

Danmarks Statistik opgør ikke import og eksport af hovedtelefoner i styk, men kun i kilo og kroner. Følgende oplysninger findes i statistikbanken for produktgruppen ”Hovedtelefoner og øretelefoner, også kombineret med mikrofon, undt. håndsæt til trådtelefoni” for 2006:

Industriens salg af varegruppen ”8518302000 Hovedtelefoner og øretelefoner, håndsæt til trådtelefoni, også kombineret med mikrofon, ej til civile fly)” udgjorde i 2006 178.736 stk. til en værdi af ca. 25,8 millioner kroner, hvilket giver en gennemsnitlig stykpris på ca. 144 kr.

Hvis det antages, at den samme stykpris gælder for importerede og eksporterede varer, udgør det danske forbrug, målt som forskellen mellem import og eksport, omkring 225.000 enheder. Det er dog værd at bemærke, at produktdefinitionerne for udenrigshandel og industriens salg af egne varer ikke er identiske. Det er også værd at nævne, at mange hovedtelefoner formodentlig bliver solgt som en del af en produktpakke, hvori der indgår en lydkilde som f.eks. en MP3-afspiller.

5.1.2 Brancheforeningen for Forbrugerelektronik

Brancheforeningen for Forbrugerelektronik opgør ikke salget af hovedtelefoner som en særskilt produktgruppe i deres offentligt tilgængelige statistikker (www.bfe.dk). Man kan dog få en ide om størrelsesordenen af markedet ved at se på antallet af solgte produkter, hvor det kan være relevant at bruge en hovedtelefon. For batteridrevne (”transportable”) audioprodukter findes følgende oplysninger om salgstal i 2006:

• Radiomodtagere: 20.000
• Kassetteradioer: 65.000
• DAB-radioer: 200.000
• Kassettebåndoptagere: 5.000
• Compact Disc afspillere: 5.000
• MP3-afspillere: 500.000

Det er sandsynligvis overvejende de mindre produkter som kassette,  CD- og MP3-afspillere, der sælges med et sæt hovedtelefoner, og hvis hvert af de solgte produkter indenfor de tre produktgrupper også har omfattet køb af hovedtelefoner, er der således tale om, at mindst 500.000 hovedtelefoner er blevet solgt på det danske marked i 2006, alene til transportable audiosystemer. Da der er tale om transportable audiosystemere må det antages, at hovedvægten af de solgte produkter er On-ear eller In-ear hovedtelefoner, idet Around-ear hovedtelefoner som regel vil blive betragtede som kluntede i denne sammenhæng.

En del købere af transportable musikanlæg vil allerede have et sæt hovedtelefoner, der kan anvendes til det nye produkt. På den anden side vil købere af musikanlæg, hvor der følger et sæt hovedtelefoner med, ofte vælge at købe et sæt af bedre kvalitet, således at de reelt anskaffer to sæt, men naturligvis kun bruger det ene.

Af stationære musikanlæg blev der solgt omkring 125.000. Hovedtelefoner vil være et naturligt tilkøb for mange, men hvis man allerede har et sæt Around-ear hovedtelefoner af god kvalitet, vil man formodentlig kun sjældent skifte disse ud.

Udover til musikafspilning sælges der formodentlig også en del hovedtelefoner til brug med pc’ere (IP-telefoni, computerspil i netværk). De fleste af disse hovedtelefoner vil være i form af On-ear headsets, hvor der også er mikrofon. Endvidere vil der blive solgt In-ear hovedtelefoner til brug med mobiltelefoner. Oplysningerne fra Brancheforeningen for Forbrugerelektronik giver ikke mulighed for at skønne, hvor mange af disse typer hovedtelefoner, der sælges om året.

5.1.3 Elretur

Elretur er den danske ordning, der sørger for, at alt elektrisk og elektronisk affald bliver håndteret miljøansvarligt. Industrien skal indberette salget af relevante produktgrupper til Elretur. Ifølge projektleder Lars Lyng fra Elretur bliver der indberettet salg af omkring 65.000 enheder om måneden for produktgruppen hovedtelefoner, der dog også omfattet bl.a. clockradioer og små transistorradioer.

5.1.4 Samlet estimat af markedet for hovedtelefoner

Samlet estimeres det, at der sælges mellem 500.000 og 1.000.000 sæt hovedtelefoner om året. Det er ikke muligt at give et nuanceret billede af fordelingen på de forskellige typer, men det er vores vurdering, at det største antal solgte produkter skal findes inden for undergrupperne On-ear og In-ear hovedtelefoner, idet udviklingen de seneste år har været rettet mod at lave ”små” produkter med en tilfredsstillende lyd.

5.2 Identifikation af producenter af hovedtelefoner

Den indledende kortlægning af markedet er primært gennemført på baggrund af søgninger på Internettet. Følgende web-steder blev besøgt med henblik på at identificere hvilke producenter, der har deres produkter til salg på det danske marked, enten i fysiske butikker og/eller i Internet-butikker:

www.itbutikken.dk (internetbutik)

www.enavia.com (internetbutik)

www.itonline.dk (internetbutik)

www.elgiganten.dk (El-Giganten)

www.aage.dk (Musikhuset Aage Jensen)

www.avc.dk (Audio Visuelt Centrum)

www.merlin.dk (Merlin)

www.eskilsen.dk (Super Sound)

www.nbradio.dk (internetbutik)

www.hifiklubben.dk (Hi-Fi Klubben)

www.itbutikken.dk (internetbutik)

www.hifishoppen (internetbutik)

www.itonline.dk (internetbutik)

www.fona.dk (Fona)

www.midtdata.dk (internetbutik)

www.computercity.dk (Computer City)

Screeningen af disse web-steder viste, at der er mindst 70 leverandører af hovedtelefoner i alle afskygninger. Hurtigt bedømt ud fra tilgængelige priser må langt de fleste produkter overordnet karakteriseres som værende af forholdsvis god kvalitet, med en pris over 100 kr. Producentlisten findes i Tabel 1.

Tabel 1. Liste over producenter af hovedtelefoner, fundet ved Internetsøgning.

5.3 Indhentning af information fra producenter

Som det næste trin i kortlægningen blev en række tilfældigt udvalgte producent-hjemmesider besøgt med henblik på dels at estimere antallet af forskellige produkter, dels direkte at finde nøgleinformationen, d.v.s. hvilke materialer, der kommer i kontakt med huden ved brug af hovedtelefoner.

Et besøg på omkring 50 hjemmesider viste, at hver enkelt producent havde et bredt udvalg af produkter. Flere producenter havde samlet mere end 50 forskellige produkter inden for kategorierne ”Around-ear”, ”On-ear” og ”In- ear”. Det var ved gennemgangen ikke muligt at vurdere entydigt, om alle produkter rent faktisk markedsføres i Danmark, men med udbredelsen af specielt internet-butikker med store udvalg er det et realistisk skøn, at antallet af hovedtelefon-produkter på det danske marked er i størrelsesordenen 2000.

Besøgene på de samme hjemmesider viste også, at der som hovedregel kan findes et sæt tekniske specifikationer til hvert produkt, men at de sjældent indeholder detaljeret information om hvilke materialer, der er anvendt. Nogle producenter har dog valgt for udvalgte produkter at give en overordnet beskrivelse af det materiale, der er i kontakt med øret, f.eks. kunstlæder, PVC, termoplastisk PUR, silikone, fløjl, velour eller plys.

Omkring 50 producenter af hovedtelefoner blev kontaktet via e-mail eller kontaktformularer på deres internet-side. Formålet med kontakten var at få direkte oplysninger om anvendte materialer og/eller mulighed for at få mere detaljerede oplysninger fra underleverandører. Som nævnt var det videnmæssige udgangspunkt meget tyndt, og der blev derfor anvendt en strategi med følgende hovedlinjer:

Producenter, der giver information om et eller flere materialer, blev bedt om yderligere oplysninger om de pågældende materialer. Hvis PVC var nævnt, blev der for eksempel spurgt ind til brug af blødgørere. Hvis kunstlæder var nævnt, blev der spurgt ind til, om plastkomponenten var PVC, PUR eller noget tredje, ligesom der blev spurgt ind til brugen af andre additiver. Producenterne blev også spurgt, om de anvendte andre materialer, der kom i kontakt med øret, og endelig blev de spurgt om, hvorvidt de have fået klager fra kunderne over irritation eller allergi fra brugen af hovedtelefoner.

Hvis der ikke var oplysninger om brugen af (navngivne) materialer, blev der spurgt ind til hvilke materialer, der kom i kontakt med øret, om de indeholdt additiver, og i givet fald hvilke. Også denne gruppe af producenter blev spurgt om, hvorvidt de havde modtaget klager fra kunderne.

Hvis en producent fra en af to grupper markedsfører et stort antal produkter, blev der i visse tilfælde kun spurgt ind til et fåtal af disse. Baggrunden for denne strategi var, at det blev antaget, at opgaven med at give et fyldestgørende svar for alle produkter ville være så ressourcekrævende, at man alene af denne grund ville vælge at negligere henvendelsen.

Resultaterne af Internet-søgninger og henvendelse til producenter rapporteres i de efterfølgende kapitler.

6 Kortlægning af markedet for høreværn

6.1 Statistiske oplysninger

Produktgruppen høreværn indgår ikke på selvstændig vis i opgørelser fra Danmarks Statistik, der heller ikke umiddelbart har kunnet pege på hvilken klassificering, der anvendes i praksis.

Det er heller ikke lykkedes at identificere hvilken eller hvilke branche(r), producenterne tilhører. Ud fra Internet-søgninger vurderes det, at hovedparten af Around-ear modellerne importeres, bl.a. fra Sverige, hvor producenterne blandt andet også fremstiller hjelme, visirer og andet beskyttelsesudstyr. I visse tilfælde er der med stor sandsynlighed tale om datterselskaber til større koncerner med en meget bred vifte af produkter på markedet.

De individuelt tilpassede In-ear modeller produceres både i Danmark og i udlandet. For nogle produkters vedkommende sker det på den måde, at der i Danmark tages et aftryk af ørets form, hvorefter der i udlandet fremstilles et sæt ørepropper. Også her kan der være tale om, at høreværnene er en del af et større produktsortiment, der f.eks. også kan omfatte høreapparater.

Der er ikke krav til bortskaffelse af høreværn, medmindre de indeholder elektronisk udstyr. Det er derfor heller ikke muligt at få en indikation af markedets størrelse ad denne vej.

Der kan derfor ikke gives et egentligt estimat af markedet for høreværn. Det kan heller ikke lade sig gøre at differentiere mellem de to grundlæggende typer af høreværn, ligesom det heller ikke kan lade sig gøre at skelne mellem produkter til professionelt brug og til fritidsbrug. Almindelig sund fornuft siger dog, at markedet er væsentligt mindre end markedet for hovedtelefoner, da der er tale om produkter med en lang levetid, der anvendes af en mindre gruppe forbrugere. Et meget groft gæt er, at antallet af solgte høreværn til fritidsbrug ikke overstiger 10.000 årligt og dermed udgør 1-2% af markedet for hovedtelefoner. Antallet af høreværn til professionelt brug antages at være noget højere, idet det er et lovkrav, at de ansatte skal beskyttes mod høreskadende støj. Her spiller levetiden for et høreværn naturligvis ind, og det skal i denne forbindelse bemærkes, at det i nogle tilfælde er muligt at udskifte dele af et høreværn, f.eks. betræk og/eller ørepuder. Det er dog ikke en del af projektet at undersøge høreværn til professionelt brug.

6.2 Identifikation af producenter af høreværn

Producenter og leverandører af høreværn blev identificeret via Internet-søgninger, både i den mest simple form ved at søge på ”høreværn” på Google og ved at søge på ”høreværn” på hjemmesider for byggemarkeder, værktøjsleverandører, arbejdsmiljøprofessionelle, mm.

Den nedenstående Tabel viser hvilke producenter/leverandører, der vurderes at være relevante på det danske marked. Det bemærkes, at det ikke var muligt at skelne mellem produkter til private og professionelle, så det antages, at der ikke er principielle forskelle på de produkter, der sælges til de to brugertyper.

Tabel 2. Produkter/producenter af høreværn på det danske marked

Fjorten af disse producenter blev kontaktet via e-mail eller kontaktformularer på deres Internet-side. Undtaget var f.eks. produkter som Bulloch og ”Passiv høreværn”, der sælges i en alt-mulig butik, og hvor det hverken via sælgerens hjemmeside eller mere detaljerede søgninger var muligt at finde yderligere oplysninger om produktet eller producenten. Formålet med kontakten var at få direkte oplysninger om anvendte materialer og/eller mulighed for at få mere detaljerede oplysninger fra underleverandører. Som nævnt var det videnmæssige udgangspunkt meget tyndt, og der blev derfor anvendt den samme strategi som for hovedtelefoner:

Producenter, der opgiver information om et eller flere materialer, blev bedt om yderligere oplysninger om de pågældende materialer. Hvis PVC var nævnt, blev der for eksempel spurgt ind til brug af blødgørere. Hvis kunstlæder var nævnt, blev der spurgt ind til, om plastkomponenten var PVC, PUR eller noget tredje, ligesom der blev spurgt ind til brugen af andre additiver. Producenterne blev også spurgt, om de anvendte andre materialer, der kom i kontakt med øret, og endelig blev de spurgt om, hvorvidt de havde fået klager fra kunderne over irritation eller allergi fra brugen af høreværn.

Hvis der ikke var oplysninger om brugen af (navngivne) materialer, blev der spurgt ind til hvilke materialer, der kom i kontakt med øret, om de indeholdt additiver, og i givet fald hvilke. Også denne gruppe af producenter blev spurgt om, hvorvidt de havde modtaget klager fra kunderne.

Nogle producenter, f.eks. Peltor, Bilsom og Sordin, markedsfører et større antal produkter, og der blev derfor kun spurgt ind til enkelte af disse. Baggrunden for denne strategi var, at det blev antaget, at opgaven med at give et fyldestgørende svar for alle produkter ville være så ressourcekrævende, at man alene af denne grund ville vælge at negligere henvendelsen.

Resultaterne af Internet-søgninger og henvendelse til producenter rapporteres i de efterfølgende kapitler.

7 Materialer i hovedtelefoner og høreværn

• 7.1 Materialer i hovedtelefoner
  • 7.1.1 Materialer, fundet via Internetsøgninger
  • 7.1.2 Producentinformation
• 7.2 Materialer i høreværn
  • 7.2.1 Materialer, fundet ved Internet-søgninger
  • 7.2.2 Producentinformation
• 7.3 Sammenfatning – kortlægning af materialer

7.1 Materialer i hovedtelefoner

Hvilke materialer, der anvendes i hovedtelefoner, er kortlagt gennem Internetsøgninger og via information fra producenter.

7.1.1 Materialer, fundet via Internetsøgninger

Stort set alle oplysninger om anvendte materialer er fremkommet via søgninger på producenternes hjemmesider på Internettet. Kun en meget begrænset del af de tilgængelige produkter er beskrevet med hensyn til de materialer, der kommer i kontakt med øret, og der er i stort set alle tilfælde tale om det materiale, der anvendes til ørepuder, eller som højttalerne i In-ear hovedtelefoner er støbt ind i.

Nedenfor opremses de materialebetegnelser, der er fundet ved søgningerne, uanset om de forekommer hyppigt eller kun er fundet i et enkelt tilfælde

Tabel 3. Materialebetegnelser i relation til hovedtelefoner.

Det har på baggrund af søgningerne ikke været muligt at se en entydig sammenhæng mellem materialevalg og kvalitet/pris. Kunstlæder, der i parentes bemærket ikke er et veldefineret materiale, er sammen med PVC det materiale, der hyppigst nævnes til Around-ear hovedtelefoner, mens tekstil og læder kun nævnes få gange, alle i forbindelse med produkter, der umiddelbart vurderes som ”high-end” produkter af høj kvalitet. ”Skum” antages at dække over skumgummi, der primært fremstilles af polyurethan, men som også kan fremstilles ved at opskumme PVC.

For In-ear hovedtelefoner er silikone tilsyneladende det fremherskende materialevalg, men også ”gummi” nævnes i denne forbindelse, dog uden en mere præcis beskrivelse. Det må dog antages, at In-ear hovedtelefoner med ”hårde” øreknopper ikke er fremstillet af silikone, men af plasttyper som (hård) PVC (polyvinylchlorid), PC (polycarbonat) eller ABS (acrylonitril-butadien-styren). Til mange af disse hører et overtræk af opskummet plast, der på samme måde som for Around-ear og On-ear hovedtelefoner primært vil være fremstillet af PUR (polyurethan) eller PVC.

7.1.2 Producentinformation

Henvendelserne til producenter af hovedtelefoner bekræftede, at de foretrukne materialer til brug i hovedtelefoner er PVC, polyurethan og silikone til Around-ear og on-ear hovedtelefoner, mens det bløde materiale, der anvendes i in-ear hovedtelefoner, er silikone. Hvilke materialer, der anvendes til in-ear med hårde propper, fremgik ikke af de svar vi modtog.

Svarene fra producenter/leverandører bidrog kun med få detaljer udover oplysninger om de primære materialer, der anvendes. En enkelt producent af headsets og andet elektronisk udstyr stillede dog en analyserapport af et produkt til rådighed. Af rapporten og den efterfølgende kommunikation fremgår det, at følgende materialer kan komme i kontakt med huden for det pågældende produkt:

• EVA (ethylenvinylacetat) i ørepuder
• En blanding af PP (polypropylen) og EPDM (ethylen/propylen dimer), en såkaldt termoplastisk elastomer, i en ørekrog
• ABS (acrylonitril-butadien-styren), i en fastgørelsesbøjle
• Blødt skum, fremstillet af chloropren-gummi, til stabiliseringsbøjle
• PC/PBT (polycarbonat/polybutylenterephthalat), til højttalerhus

En detaljeret gennemgang af analyseresultaterne findes i afsnit 8.3.

7.1.2.1 Oplysninger om toksikologi og brugererfaringer

Ingen af de producenter af hovedtelefoner, der svarede på henvendelsen, havde kendskab til, at deres produkter havde medført allergi eller andre gener og sygdomme hos brugerne. Det skal bemærkes, at oplysninger om dette fra enkeltpersoner ikke kan betragtes som fuldt dækkende, men det har været uden for projektets rammer at følge op over for producenter og leverandør.

Et anerkendt institut har vurderet analyseresultaterne af det headset, der er beskrevet overordnet i 7.1.2 og mere detaljeret i afsnit 8.3 med hensyn til risikoen for, at materialerne fremkalder allergi hos brugerne af headset’et. Instituttet peger i deres vurdering på følgende stoffer som potentielt problematiske i relation til allergi: cobalt, nikkel, chrom og 4-tert-butylphenol. På baggrund af de lave koncentrationer af de fire stoffer i materialerne er det dog instituttets vurdering, at der ikke kan forventes allergiske reaktioner. Ingen af de stoffer, der er analyseret for, vurderes at være irritanter. Instituttet bemærker dog, at der kan have været andre stoffer i materialerne end de, der er blevet udvalgt til analyserne.

7.2 Materialer i høreværn

Hvilke materialer, der anvendes i høreværn, er forsøgt kortlagt ved Internet-søgninger og direkte henvendelser til producenter.

7.2.1 Materialer, fundet ved Internet-søgninger

Via Internet-søgningerne blev følgende materialebetegnelser fundet for de to typer af høreværn:

Tabel 4. Materialer i høreværn

7.2.2 Producentinformation

Forekomsten af PVC i Around-ear høreværn blev bekræftet af tre af de store producenter.  Den ene fortalte endvidere, at der var blevet gennemført to tests for allergifremkaldende egenskaber – begge var negative. Det har desværre ikke været muligt at få yderligere detaljer om indholdet af additiver i de pågældende produkter, eller om de pågældende allergitests. En anden producent udleverede dog en liste over de krav til stofkoncentrationer, deres produkter skal overholde for at blive godkendt efter BG Prüfzert, der er en tysk sammenslutning af test- og certificeringsorganer, der primært beskæftiger sig med arbejdsmiljø. For høreværn er der følgende krav til indholdsstoffer

Tabel 5. Krav i BG Prüfzert til maximumskoncentrationer af visse stoffer og stofgrupper

Det ligger uden for projektets rammer at gennemføre en vurdering af betydningen af at opfylde disse krav. Det er dog klart, at der for ftalater er tale om forholdsvis lave koncentrationer, der er tilladt (0,05% di-(2-ethylhexyl)ftalat og 0,5% total ftalat), idet blød PVC ofte indeholder koncentrationer af ftalat på mere end 30%.

Ligeså blev anvendelsen af silikone og akryl i in-ear høreværn bekræftet af leverandører. For in-ear høreværn af silikone blev der stillet både råvarer og et ”færdigt” sæt høreværn til rådighed for analyser. For in-ear høreværn af både silikone og akryl stillede en producent et sæt sikkerhedsdatablade til rådighed for projektet. Det skal bemærkes, at in-ear høreværn af både akryl og silikone er individuelt tilpassede, idet de enten fremstilles ved støbning direkte i øret (muligt med silikone) eller støbning i en form, der er et aftryk af ørets facon. Sikkerhedsdatabladene beskriver følgende stoffer, som ligger til grund for klassificering af råvarerne:

Tabel 6. Indholdsstoffer i råvarer til produktion af høreværn i silikone og akryl. Fra producenternes sikkerhedsdatablade.

Mindst en producent angiver at have mulighed for at overfladebehandle høreværn af silikone med en lak, der er baseret på toluen (20-60%) og xylen (20-60%).

Fra en anden producent af høreværn af silikone medfølger en flaske med smøremiddel, der kan lette indføringen af høreværnet. Blandt ingredienserne i dette smøremiddel er phenylkviksølv nitrat i koncentrationer på mindre end 0,01%. Stoffet er et konserveringsmiddel.

7.2.2.1 Oplysninger om toksikologi og brugererfaringer

Ingen af de producenter af Around-ear høreværn, der svarede på henvendelsen, havde kendskab til, at deres produkter havde medført allergi eller andre gener og sygdomme hos brugerne. Det skal bemærkes, at oplysninger om dette fra enkeltpersoner ikke kan betragtes som fuldt dækkende, men det har været uden for projektets rammer at følge op over for producenter og leverandør.

En producent af både høreværn og høreapparater oplyste dog, at deres erfaring med høreapparater i hård akryl var, at omkring 2% af brugerne oplevede allergiske udslæt, uden der blev givet oplysninger om, hvad der specifikt var årsagen til allergien. Til disse patienter blev høreapparaterne derfor fremstillet i titanium eller andet allergivenligt materiale. Den pågældende producent fremstiller angiveligt ikke høreværn i hård akryl.

Som nævnt i 7.2.2 har en producent af Around-ear høreværn med vulst (udposning/fortykkelse) af PVC gennemført allergitests af deres produkter med negativt resultat. Det har ikke været muligt at få yderligere detaljer.

En producent af In-ear høreværn af silikone har fået gennemført tests af biologisk reaktivitet af typiske råvarer. Følgende resultater er beskrevet:

• Systemisk toksicitet i mus. Ved indgivelse i mus (intraperitonalt og intracutant) var der ikke en større systemisk reaktion ved testpræparatet end ved saltvand, polyethylen glycol 400 eller sesamoile.
• Den makroskopiske reaktion ved implantering i musklerne på en kanin var ikke signifikant, sammenlignet med en USP negativ kontrol plast.

De pågældende tests viser således primært, at der ikke sker en biologisk reaktion ved kontakt med silikone.

7.3 Sammenfatning – kortlægning af materialer

Den gennemførte kortlægning viser først og fremmest, at der anvendes en bred vifte af materialer i hovedtelefoner. Hovedparten af materialerne er syntetiske polymerer (plast og gummi), men også et naturligt materiale som læder finder anvendelse. Det skal bemærkes, at ”tekstil” i denne forbindelse antages at være polymer-baseret, f.eks. i form af nylon eller polyester.

For høreværn viser kortlægningen, at PVC tilsyneladende er det foretrukne materiale til Around-ear høreværn, mens silikone og akryl er de foretrukne materialer til In-ear høreværn.

8 Analyse af udvalgte produkter

• 8.1 Indkøbsstrategi
• 8.2 Analyseresultater
  • 8.2.1 Analysemetode
  • 8.2.2 Analyseresultater
• 8.3 Analyse af materialer i et headset
  • 8.3.1 Vurdering af analyseresultaterne
  • 8.3.2 Kommentar til analyseresultater og vurdering

8.1 Indkøbsstrategi

Den indledende kortlægning af hvilke materialer og eventuelle additiver, der kommer i kontakt med huden, er blevet suppleret med en analyse af en række produkter, der dækker grupperne hovedtelefoner og høreværn bredt, uden at det kan afgøres, om udvælgelsen er repræsentativ. Der findes alene inden for produktgruppen hovedtelefoner mere end 1.000 produkter på det danske marked, og udvælgelsen af produkter til analyse skete derfor primært på baggrund af kriterier som, at de største leverandører skulle være repræsenteret, at de tre hovedtyper af hovedtelefoner (Around-ear, On-ear og In-ear) og to hovedtyper af høreværn (Around-ear og In-ear) skulle medtages, at overfladerne så vidt muligt var forskellige (skum hhv. glat overflade; hårde/bløde in-ear hovedtelefoner), samtidigt med at de udvalgte produkter skulle ligge i forskellige prislag.

Det skal bemærkes, at forskellene i prisen ikke nødvendigvis  afspejler forskelle i materialevalg, men snarere at der er tale om en bedre lydkvalitet i de dyrere produkter. Det skal også bemærkes, at der ikke blev indkøbt proukter med en pris over ca. 400 kr. Nogle produkter koster således over 2000 kr, en pris der kun i meget begrænset grad kan antages at være relateret vil valg af eksklusive materialer til kontakt med huden, men snarere af eksklusive materialer (f.eks. guld) til ledning og generering af lydsignalerne.

De relevante karakteristika for de indkøbte produkter er:

Tabel 7. Overordnede karakteristika for de indkøbte produkter.

Størstedelen af de indkøbte produkter (11/14 hovedtelefoner; 2/6 høreværn) blev indkøbt via Internet. Den primære årsag til dette var, at det på denne måde var forholdsvis nemt at sikre, at de indkøbte produkter fordelte sig som ønsket. For høreværn fordelte indkøbene sig på to produkter fra byggemarkeder, to fra Internettet og to produkter, som producenten leverede gratis til projektet, det ene som et prøveeksemplar, det andet produceret på stedet.

8.2 Analyseresultater

Som udgangspunkt var der to formål med analyserne, dels at verificere producentoplysninger, dels at komplementere disse. I praksis var det dog ikke muligt at verificere producentoplysninger, idet de indkøbte produkter ikke var forsynet med oplysninger om hvilke materialer, der var anvendt. Undtagelser fra dette var de to In-ear høreværn, hvor begge producenter tydeligt fortæller, hvilke materialer, der grundlæggende anvendes.

8.2.1 Analysemetode

IR analyserne blev udført på et Nicolet Impact 400 FT-IR spektrometre.

Der er anvendt forskellige teknikker afhængig af produktet. Flade, glatte materialer blev undersøgt ved hjælp af ATR teknik. Materialer, der ikke var glatte og flade, blev undersøgt ved at gnubbe et siliciumcarbid sandpapir mod prøven og optage spektret ved DRIFT (diffus reflektans) med det rene sandpapir som reference.

Såvel ATR som DRIFT er reflektionsteknikker, og spektrene bliver lidt fortegnede i forhold til normale transmissionsspektre.

Til identifikation af plasttyper blev fortrinsvis anvendt elektroniske referencebiblioteker (Hummel-Scholl eller Sadtler Know-it-all) kombineret med FORCE Technology’s generelle erfaring.

Blødgørere som ftalater anvendes normalt i store mængder (30%) og vil umiddelbart kunne ses i spektrene. Ofte vil disse stoffer camouflere spektret af basispolymeren. Ftalat, der er til stede i få procenter af en anden ester, vil normalt ikke kunne observeres. Andre additiver, der anvendes i 0,1 til få procent, vil normalt ikke blive opdaget ved screeningsanalysen, medmindre de har absorptioner i områder, hvor basispolymer og eventuel blødgører med sikkerhed ikke absorberer.

Fyldstoffer med karakteristiske spektre, f.eks. kridt, vil kunne påvises i niveauer 10-30%, medens andre fyldstoffer oftest ikke kan identificeres med sikkerhed.

8.2.2 Analyseresultater

Resultaterne af analysen af de udvalgte produkter fremgår af Tabel 8.

Tabel 8. Identificerede materialer ved FTIR-analyse.

Resultaterne bekræfter i store træk de oplysninger, der blev fundet i projektets kortlægningsfase, nemlig at PUR (polyurethan) i både opskummet og blød (kunstlæder) kvalitet er hyppigt anvendt i de dele, der kommer i kontakt med øret (On-ear og Around-ear produkter), at silikone anvendes til In-ear produkter (både hovedtelefoner og høreværn), og at PVC er et ofte anvendt materiale til Around-ear høreværn.

Analysen viste derudover nogle elementer, der ikke fremgik af den indledende kortlægning:

• Polyurethan-baseret lak anvendes til overfladebehandling af In-ear høreværn i en hård kvalitet, formodentlig akryl. Lakken nedsætter ifølge producenten risikoen for allergi.
• PVC anvendt i Around-ear høreværn kan være modificeret med nitril (acrylonitril-butadien gummi), der øger modstandsdygtigheden over for olie og forskellige kemiske stoffer, ligesom det også giver en øget smidighed i materialet. Nitrilgummi kan således eventuelt erstatte traditionelle blødgørere helt eller delvist.
• Til PVC anvendt i Around-ear høreværn anvendes også traditionelle blødgørere. Analysen giver desværre ikke mulighed for en mere præcis identifikation af hvilken blødgører, der er anvendt.
• I de to In-ear hovedtelefoner, hvor der er foretaget en analyse af hårde materialer, har dette været ABS. I det ene tilfælde kunne brugeren vælge at sætte puder af polyurethan på, mens det andet produkt ikke gav denne mulighed.
• Polybutadien-styren (en gummitype) anvendes som (blødt) materiale i In-ear hovedtelefoner.

Det skal endnu en gang understreges, at de undersøgte produkter ikke nødvendigvis udgør et repræsentativt udsnit af de to produktgrupper. Det skal også understreges, at det ikke var indenfor projektets rammer at kvantificere indholdet af additiver i produkterne; i nogle tilfælde var det endog umuligt at bestemme hvilket stof(fer), der var tale om på grund af interferens.

Den eksisterende viden kan sammenfattes i nogle få punkter:

• Hvilke hårde materialer kommer i kontakt med øret?
  • Det vides med sikkerhed, at ABS anvendes, men der er ikke teknologiske hindringer for, at materialer som polycarbonat (PC) også anvendes, eventuelt som copolymer med ABS eller PBT. Der er heller ingen teknologiske hindringer for at bruge hård PVC eller PP til formålet.
• Hvilke bløde materialer kommer i kontakt med øret?
  • Der er ingen tvivl om, at PUR er det foretrukne valg til ørepuder til alle typer af hovedtelefoner, både i form af skumpuder og bløde puder. Analyserne viser ikke, om der er tale om et ”rent” PUR-materiale, eller om der er tale om en kunstlæderkvalitet, hvor kontaktlaget er PUR, mens substratlaget godt kan være et andet materiale af plast eller tekstil (se afsnit 9.3).
  • Fra den detaljerede analyse af et headset vides det, at også skum, baseret på neopren-gummi, kan anvendes. PVC-skum er også en mulighed, men der er ikke fundet oplysninger, der viser, at dette materiale anvendes i praksis.
  • Kun et enkelt af de analyserede produkter havde en tekstiloverflade i kontakt med huden. Dette materiale var sandsynligvis polyester (PET), der er et velkendt og meget anvendt materiale i alle former for tekstiler. Som beskrevet i afsnit 9 kan der for andre produkter dog meget vel være tale om at anvende andre tekstiler af kunststof.
• Hvilke blødgørere anvendes i PVC – og i hvor store mængder?
  • Svaret er med stor sandsynlighed, at den bløde PVC, der anvendes i hovedtelefoner og høreværn, er modificeret på sammen måde som andre bløde PVC-produkter. Der er med andre ord tale om, at der kan være anvendt en bred vifte af blødgørere (herunder ftalater) i mængder op til 40%.
• Anvendes der flammehæmmere?
  • I to Around-ear høreværn er der måske tilsat flammehæmmere af fosfit-typen. Det vides ikke om det også gør sig gældende for andre høreværn.
• For ingen af de fundne materialer er det muligt på baggrund af analysen at give et kvalificeret bud på type og mængde af de additiver, der er anvendt. Der er derfor blevet etableret typiske sammensætninger af hyppigt forekommende materialer, se afsnit 9.

8.3 Analyse af materialer i et headset

En producent af headsets og andet elektronisk udstyr har stillet en analyse af de materialer, der indgår i et af deres headsets til rådighed for projektet. Headset’et består bl.a. af en række komponenter, der på en eller anden måde kan komme i kontakt med huden:

• Ørepuder i to størrelser, begge fremstillet af EVA (ethylenvinylacetat), med kontaktflade på ydersiden af øret.
• Ørekrog, fremstillet af en blanding af PP (polypropylen) og EPDM (ethylen/propylen dimer), en såkaldt termoplastisk elastomer, med kontaktflade på bagsiden af øret.
• Fastgørelsesbøjle/øreplade, fremstillet af ABS (acrylonitril-butadien-styren), med kontaktflade på ydersiden af øret.
• Stabiliseringsbøjle med blødt skum, fremstillet af neopren-gummi, med kontakt på hovedbunden.
• Højttalerhus, fremstillet af PC/PBT (polycarbonat/polybutylenterephthalat), med (lille) kontaktflade på ydersiden af øret.

Det headset, der er analyseret, kan varieres på forskellig måde. For eksempel er det muligt at vælge mellem en stor og en lille ørepude, ligesom det kan fastgøres på tre forskellige måder ved hjælp af bøjler, der enten går over hovedbunden eller rundt om øret. Basismodellen er vist i Figur 6.

Figur 6. Basisudformingen af det analyserede headset.

Analyseresultaterne for de materialer, der kommer i kontakt med huden, er vist i Tabel 9 og Tabel 10. Analyserne er foretaget af et akkrediteret laboratorium, men selve analyserapporten med oplysninger om analysemetoder og detektionsgrænser har ikke været tilgængelig.

Tabel 9. Koncentration af metaller og kemiske forbindelser, der kommer i kontakt med huden i det analyserede headset.

Tabel 10. Koncentration af metaller og kemiske forbindelser, der kommer i kontakt med huden i det analyserede headset (fortsat).

Udover de ovenstående stoffer blev der også analyseret for de følgende kemiske forbindelser:

• anisidin
• 4-aminobiphenyl
• benzidin
• 4-chlor-o-toluidin
• 2-naphtylamin
• p-chloranilin
• 4-methoxy-m-phenylendiamin
• 4,4-diaminodiphenylmethan
• 3,3-dichlorbenzidin
• 3,3-dimethoxybenzidin
• 3,3-dimethylbenzidin
• 3,3-dimeth.-4,4-diaminophen.m.
• 4,4-methylen-bis-(2-chl.an.)
• 2-amino-4-nitrotoluen
• 4,4-oxydianilin
• 4,4-thiodianilin
• 4-methyl-1,3phenylendiamin
• 2,4,5-trimethylanilin
• 2-methoxy-5-methylanilin
• toluidin

Ingen af disse stoffer blev fundet i koncentrationer over detektionsgrænsen.

8.3.1 Vurdering af analyseresultaterne

Et anerkendt institut har vurderet analyseresultaterne med hensyn til risikoen for, at materialerne fremkalder allergi hos brugerne af headset’et. Instituttet peger i deres vurdering på følgende stoffer som potentielt problematiske i relation til allergi: cobalt, nikkel, chrom og 4-tert-butylphenol. På baggrund af de lave koncentrationer af de fire stoffer i materialerne er det dog instituttets vurdering, at der ikke kan forventes allergiske reaktioner. Ingen af de stoffer, der er analyseret for, vurderes at være irritanter. Instituttet bemærker dog, at der kan have været andre stoffer i materialerne end de, der er blevet udvalgt til analyserne.

8.3.2 Kommentar til analyseresultater og vurdering

Analyseresultaterne giver mulighed for – udover en vurdering af risikoen for allergi – at pege på problematiske stoffer i de materialer, der er anvendt. Analyserne giver dog alene oplysning om indholdet af stoffer, ikke om hvorvidt de afgives ved migration til (kunstigt) sved og dermed kan give anledning til eksponering af brugerne.

Umiddelbart kan der peges på stofferne i Tabel 11 som værende kendte problemstoffer. I tabellen er angivet deres koncentration i de analyserede materialer samt et groft estimat af den samlede vægt for stoffet i komponenterne.

Tabel 11. Kendte problemstoffer og deres koncentration i det analyserede headset.

Det understreges, at den ovenstående beregning af den samlede vægt af de givne stoffer i enkeltkomponenterne er et groft estimat, omend størrelsesordenen er rigtig.

Den samlede vægt af stofferne er et udtryk for, hvor stor den samlede eksponering teoretisk kan være i produktets levetid, der sikkert vil være et år eller mere. I praksis er eksponeringen formodentlig væsentligt mindre, idet stofferne for at kunne påvirke mennesker først skal frigives fra den plastmatrix, de befinder sig i, og derefter migrere genne huden. Selvom den fulde vægt at de pågældende stoffer migrerer, skønnes det at dette ikke vil give en risiko for effeter på sundheden, og det vurderes derfor umiddelbart, at koncentrationen af de pågældende stoffer ikke er problematisk.

Afslutningsvis skal det bemærkes, at den analyse, der er gennemført, umiddelbart vurderes at være repræsentativ for de materialer, der er anvendt. Det kan dog på ingen måde udelukkes, at der i tilsvarende materialer fra andre råvareleverandører kan forekomme andre stoffer og/eller andre koncentrationer af stoffer. Endelig understreges det, at valget af materialer til det analyserede headset ikke vurderes at være særligt repræsentativt for det samlede marked for høretelefoner og høreværn, men at valget dog afspejler nogle af de muligheder, der står til rådighed for producenterne.

9 Materialebeskrivelser

• 9.1 PVC (polyvinylchlorid)
• 9.2 PUR (polyurethan)
• 9.3 Kunstlæder
  • 9.3.1 Kunstlæder med PVC
  • 9.3.2 Kunstlæder med PUR
  • 9.3.3 Andre typer af kunstlæder
• 9.4 Silikone
• 9.5 Tekstiler
• 9.6 ABS
• 9.7 Gummi og termoplastiske elastomerer

I de følgende afsnit gives der en kort, overordnet, beskrivelse af de materialer, der er identificeret i kortlægningsfasen og analyserne, og hvilke additiver, der typisk anvendes ved forarbejdning til færdige komponenter/produkter. Det skal understreges, at de fleste beskrivelser er generiske, dvs. at de omhandler materialet generelt og ikke specifikt i relation til deres anvendelse i hovedtelefoner og høreværn. Det skal også bemærkes, at der i kortlægningen af ørepropper (Karbæk (2003), Pors og Fuhlendorff (2003)) er fundet indikation af, at der anvendes andre, potentielt problematiske, stoffer end dem, der nævnes i de følgende afsnit. Dette understreger, at det er vanskeligt/umuligt at give en entydig vurdering af hvilke produkter/stoffer, der kan påvirke brugernes sundhed.

De nedenstående materialebeskrivelser af PVC og PUR er primært baseret på Schmidt (2006), suppleret i relation til anvendelsen i kunstlæder med Zürrig & Kruse (2005) og Hioki (uden år).

9.1 PVC (polyvinylchlorid)

PVC er som udgangspunkt en stiv homopolymer. I praksis vil PVC altid være modificeret for at tilpasse plastens egenskaber til produktet. Der kan ved fremstilling af PVC anvendes en meget bred vifte af tilsætningsstoffer, og ofte er det den PVC-forarbejdende virksomhed, der laver sin egen compound ved at iblande de nødvendige stoffer og stofblandinger til basis polymeren.

PVC compounderes med blødgøringsmidler, stabilisatorer, fyldstoffer og andre additiver, afhængigt af de ønskede egenskaber.

Til høretelefoner anvendes PVC i mange forskellige hårdhedsgrader, afhængigt af om der er tale om en bærende komponent eller bløde dele. Dette sammen med den faktor, at den endelige compound blandes af de enkelte virksomheder, gør det umuligt at give en fyldestgørende opskrift på PVC til høretelefoner.

PVC kan ved tilsætning af blødgøringsmidler modificeres til alle grader af hårdheder, fra den helt stive PVC til materialer med næsten gummielastisk karakter. Blødgjort PVC udgør en meget stor variation af compounds med et bredt spektrum af egenskaber. Blødgjort PVC anvendes også i blandinger med andre polymere f.eks. SAN, ABS, syntetisk gummi og acrylater.

Blødgøringsmiddelindholdet i PVC kan være så højt som 70 %. De mest anvendte blødgøringsmidler er ftalater, specielt er DEHP (di (2-ethylhexyl) ftalat) hyppigt anvendt, men også DINP (di- isononyl ftalat), DIDP (di-isodecyl ftalat), BBP (butyl benzyl ftalat) og DBP (dibutyl ftalat) anvendes generelt til mange formål, ligesom der også anvendes kombination af ftalater. Der findes alternativer til ftalat-blødgørere, blandt andet i form af adipater, citrater, phosphat-forbindelser, epoxideret soyabønneolie m.fl. Anvendelsen af disse (og andre) blødgørere forventes at stige som følge af miljø- og sundhedsmyndighedernes fokus på ftalaters uønskede egenskaber, men naturligvis skal der også tages hensyn til alternativernes egenskaber.

PVC’s termiske stabilitet er stærkt begrænset, hvilket gør materialet vanskeligt at forarbejde. Derfor vil der generelt altid være tilsat varmestabilisator. Tungmetalforbindelser, især blybaserede, var i mange år den traditionelle løsning som varmestabilisator, men tungmetallernes uønskede miljø- og sundhedsegenskaber har medført en regulering, der betyder, at størsteparten af dem  ikke længere må anvendes. I stedet anvendes organiske og uorganiske metalforbindelser (f.eks. calcium, barium og zink-baserede), evt. sammen med organiske phosphitter og polyhydroxyforbindelser som sekundære stabilisatorer.

Som co-stabilisatorer anvendes dipentaerytriol, pentaerytriol, sorbitol og epoxideret sojabønneolie. Disse stoffer virker kun sammen med metal-baserede stabilisatorer.

UV-stabilisator og antioxidant tilsættes for at forhindre nedbrydning af plasten under påvirkning af lys. Sterisk hindrede aminer (HALS) er sammen med octabenzone en ofte anvendt UV-stabilisator i PVC. Der kan skelnes mellem fire hovedtyper af antioxidanter, der finder anvendelse i mange forskellige plasttyper i mængder fra 0,5-20%:

-        Phenoler. Monophenoler, bisphenoler, thiobisphenoler og polyphenoler udgør den største mængde af primære antioxidanter. I polyolefiner som PE og PP anvendes de typisk i mængder på 0,05-0,2%, mens der i styren-baserede plastmaterialer anvendes op til 2%.

-        Aminer. Amin-baserede antioxidanter anvendes især i syntetiske gummier i koncentrationer mellem 0,5 og 3%.

-        Phosphitter. Phosphitter anvendes alene eller sammen med phenoler eller aminer. I polyolefiner anvendes 0,05 til 2%, i slagfast polystyren 0,05-1% (i visse tilfælde måske op til 2%) og i ABS op til 3%.

-        Thioestere. Thioestere er vigtige for at forhindre molekylemasseændringer ved lang tids udsættelse for høje temperaturer. Dilaurylthiodiproprionat og distearylthiodiproprionat er almindeligt anvendt til polyolefiner som f.eks. PE og PP i koncentrationer på 0,1-0,3%. I umættede polymerer kræves noget større koncentrationer.

Andre additiver er barium, calcium og zink-forbindelser (0,05-3%), pigmenter/farvestoffer (op til 10 dele per hundrede dele PVC), fyldstoffer (f.eks. kridt, 20-60 dele per 100 dele PVC), flammehæmmere (f. eks. antimontrioxid og tricresylphosphat (op til 10%), smøremidler og biocider.

9.2 PUR (polyurethan)

I produktionen af PUR anvendes både aromatiske og aliphatiske isocyanater, og den færdige kvalitet i produktet bestemmes langt hen ad vejen af den polyol, som isocyanaten blandes med. Polyester og polyether polyol er de hyppigst anvendte, men også polycarbonater anvendes.

Til flexible PUR materialer anvendes i størrelses orden 34 % diisocyanat, 63 % polyol og 3 % tilsætningsstoffer. Der er et stort udvalg af polyisocyanater og polyoler til rådighed, hvilket muliggør stor variation i en lang række egenskaber. I praksis anvendes oftest toluendiisocyanat (TDI) og 4,4’-di-phenylmethandiisocyanat (MDI), hvor den sidstnævnte vinder mere og mere indpas på grund af en mindre giftighed.

Som additiver anvendes bl.a. phenol-baserede antioxidanter som varmestabilisator og sterisk hindrede aminer (HALS) og benzotriazoler som UV-stabilisator. Andre additiver er pigmenter, fyldstoffer, flammehæmmere (fosfor- eller halogenbaserede (f.eks. tetrabromoftala-diol, pentabromo-diphenyloxid og di-bromoneophenylglycol)) og opskumningsmidler (oftest CO₂), hvis der er tale om opskummede kvaliteter. Blødgørere, f.eks. ftalater, kan anvendes, hvis materialet skal være meget blødt.

9.3 Kunstlæder

Betegnelsen ”kunstlæder” er ikke entydig, idet den dækker over forskellige kombinationer af tekstilmaterialer og plastbelægninger. Tekstilmaterialet, kan være baseret på en række forskellige fibre f.eks.: naturfibre som bomuld, acetatfibre eller kunstfibre som polyamid, polypropylen og polyester. Fibrene forarbejdes ved vævning, strikning eller som non-wowen materiale til en overflade, der minder om naturlæder. Efterfølgende belægges tekstilet i et eller flere trin med plast, hyppigst i form af PVC eller polyurethan (PUR), men også ethylen-vinyalacetat copolymerer, butadien copolymerer, polyamid, ABS og termoplastiske olefiner (PP/EPDM) anvendes til belægningen. Resultatet er et produkt, der både syns- og berøringsmæssigt ligner naturlæder i forskellige kvaliteter. De materialetekniske egenskaber varierer naturligt som funktion af udgangsmaterialerne og beskrives ikke nærmere her.

Det er FORCE Technology’s vurdering, at sammensætningen af de materialer, der kommer i kontakt med øret, almindeligvis er den samme for kunstlæderprodukter som for de tilsvarende plastprodukter, hvor der ikke anvendes et underlag af tekstile fibre. Denne vurdering er baseret på, at mange af de egenskaber, der tilføjes en polymer ved hjælp af additiver, er ønskelige for både kunstlæderprodukter og plastprodukter. Der er derfor ikke udarbejdet separate beskrivelser for de to typer af materialer.

9.3.1 Kunstlæder med PVC

Kunstlæder med PVC-belægning er den mest almindelige form for kunstlæder.

PVC-laget påføres i en tykkelse på 0,05-0,75 mm ved en kalandreringsproces. Ved at coate med PVC-pasta af emulsion-polymeriseret PVC kan der opnås en lagtykkelse på mellem 0,007-0,05 mm. Opskummet PVC opvarmes i en ovn for at nedbryde opskumningsmidlet.

Kunstlæder med PVC skal normalt lakeres for at opnå den rette følelse af læderkvalitet og for at forhindre, at blødgøreren migrerer til overfladen. Lakeringen forbedrer også lys- og varmestabiliteten. Den anvendte lak er ofte opløsninger af polyacrylat og PVC i organiske opløsningsmidler, der påføres i en lagtykkelse på 3-20 µm.

9.3.2 Kunstlæder med PUR

Kunstlæder med polyurethan (PUR) er den næsthyppigste kvalitet. Med PUR som belægningsmateriale er det ikke nødvendigt at anvende blødgørere, og PUR-baseret kunstlæder regnes generelt for at være et kvalitetsprodukt.

Ved en såkaldt tør belægningsproces fremstilles en belægning i to eller tre lag. En lineær polyurethan anvendes til top og mellemlag, mens en to-komponent polyurethan udgør det lag, der klæber til substratet. Den lineære polyurethan er opløst i f.eks. dimethylformamid, methyl ethyl keton, 2-propanol eller toluen, som fordampes i en ovn. Ved en våd belægningsproces anvendes en 7-20% opløsning af polyurethan i dimethylformamid.

9.3.3 Andre typer af kunstlæder

Ethylen-vinylacetat copolymerer og butadien copolymerer til kunstlæderproduktion forarbejdes ud fra en opløsning eller i dispersion. PVC (uden blødgører), ABS og thermoplastiske polyolefiner (f.eks. en blanding af PP og EPDM) kan pålægges direkte som hot-melt eller som en film, der lamineres til substratet. Polyamid-belægninger indeholder sædvanligvis en blødgører, men er for påvirkelige over for vand og alkohol til, at materialet har en bred anvendelse.

Der er ikke fundet oplysninger om hvilke additiver, der typisk tilsættes til disse andre typer af kunstlæder. I Tabel 9 og Tabel 10 findes der en analyse af indholdet af metaller og udvalgte kemiske forbindelser i ethylen-vinylacetat (EVA) og PP/EPDM. De fundne værdier tyder ikke på anvendelse af additiver i større omfang, men det skal understreges, at analyserne er foretaget uden forudgående kendskab til materialerne. Der kan derfor godt være tale om, at der anvendes additiver af forskellig slags, der er bare ikke analyseret for disse.

9.4 Silikone

Silikone er tilsyneladende det mest anvendte materiale til de dele af In-ear hovedtelefoner og høreværn, der kommer i kontakt med huden. På grund af sin formbarhed er det muligt at tilpasse emnet til det individ, der skal bruge produktet, hvad enten der er tale om høreværn eller avancerede hovedtelefoner. Den nedenstående beskrivelse af materialet er primært baseret på Moretto, Schultze og Wagner (2005), Butts et al (uden år) og Morton (uden år).

Silikone er en gummitype med en usædvanlig molekylestruktur, med skiftende silicium- og iltatomer, hvor hvert siliciumatom bærer en eller flere organiske grupper, almindeligvis methyl- eller phenylgrupper. Den mest anvendte silikone er polymethylsiloxan, der på grund af sin fremragende biokompatibilitet er et af de mest anvendte materialer til implantater.

I polymeriseringsprocessen anvendes oftest platin-forbindelser som katalysator, men peroxid-forbindelser (f.eks. dicumylperoxid) kan også bruges. Som fyldstof kan anvendes silikater, kvartspulver, talkum og calciumsilikater, i mængder fra 5-38 % (w/w). Som stabilisator anvendes metaloxider, salte af jern, titanium, zirkonium, nikkel, kobalt, kobber og mangan, samt carbon black i mængder på 0,001-10 % (w/w). Da disse stoffer primært giver en bedre stabilitet i forhold til varme, kemikalier og brand, er det usikkert, om de anvendes til silikone, der bruges i høreværn og hovedtelefoner.

9.5 Tekstiler

Nogle få hovedtelefoner anvender tekstilbeklædning til de dele, der kommer i kontakt med huden. Tekstilmaterialerne angives at være bl.a. velour og fløjl, men dette giver ikke en entydig identifikation. Ifølge relevante kapitler i Ullmann’s Encyclopedia of Chemical Technology kan der være tale om blandt andet acryl-, nylon- (polyamid), polyester- og acetat-fibre, der i princippet kan indeholde både restmonomer og forskellige hjælpestoffer fra fiberproduktionen. Det vurderes umiddelbart, at tekstiler til hovedtelefoner ikke adskiller sig væsentligt fra tekstiler til beklædning. Kriterierne for tekstiler i den europæiske miljømærkningsordning, Blomsten, giver en indikation af størrelsesordenen af de kemiske forbindelser, der kan findes i de nævnte tekstiltyper:

• Acrylfibre: Indholdet af restmonomer acrylonitril skal være mindre end 1,5 mg/kg, når fibrene forlader produktionen.
• Polyamid: Ingen krav til indholdet af kemiske stoffer i fibrene.
• Polyester: Indholdet af antimon i polyesterfibrene må ikke overstige 260 ppm.
• Acetatfibre: Indholdet af adsorberbart organisk halogen i fibrene må ikke overstige 250 ppm.

Udover indholdet af restmonomer er der risiko for eksponering for en meget lang række af stoffer, der anvendes i en eller flere processer fra råvareproduktion til færdigt produkt. Det ligger uden for dette projekts rammer at gå i detaljer med hvilke stoffer, der kan være tale om, og i hvilke koncentrationer. Der skal dog gives nogle få eksempler:

• Chlorphenoler, PCB og organiske tinforbindelser, anvendt i forbindelse med transport eller oplagring af produkter og halvfabrikata.
• Ceriumforbindelser til betyngning af garn og metervarer.
• Forureninger som følge af urenheder i farvestoffer og pigmenter, først og fremmest i form af (tung)metaller.
• Azofarvestoffer ved indfarvning af tekstiler.
• Formaldehyd i færdig metervare.
• Flammehæmmere.
• Halogenerede midler til efterbehandling.

Den ovenstående opremsning skal ikke opfattes som en reel problemliste, men alene som en indikation af hvilke problemområder, der kan ses i relation til brugen af tekstiler. Der er forbud mod at bruge en række af de ovennævnte stoffer, f.eks. chlorphenoler, PCB og azofarvestoffer, og det er derfor ikke særligt sandsynligt at støde på disse stoffer i dagligdags produkter. På den anden side anvendes formaldehyd ofte i et eller flere produktionstrin, og stoffet genfindes derfor ofte ved analyser af tekstiler. Endelig anvendes flammehæmmere ofte i tekstiler, f.eks. til boligformål.

9.6 ABS

ABS er en terpolymer, opbygget på basis af tre forskellige monomerer: acrylnitril (A), butadien (B) og styren (S). Ved at variere den procentiske sammensætning af de tre monomerer samt tilføje forskellige additiver er det muligt at forandre egenskaberne for ABS. Normalt indgår de enkelte monomere i følgende forhold:

• Acrylnitril:         20-35 %
• Butadien:           5-30 %
• Styren:                       40-60 %

Som antistat-midler anvendes alkylsufonat og ethoxylat amin i koncentrationer på 1,5-3 %. Fyldstoffer i form af glasfibre eller glasperler kan tilsættes i 20-40 %. Ca-carbonater kan også anvendes i koncentrationer på 20-30 %. Som brandhæmmer kan for eksempel anvendes octabromdiphenyloxid, tetrabrombisphenol A, bis(tribromophenoxy)ethan og bromerede epoxy oligomere. Som smøremidler anvendes f.eks. amid-voks, zinkstearat og glycerol monostearat.

Antioxidanter tilsættes normalt i størrelsesordenen 0,25-1 %, f.eks. i form af phenolholdige antioxidanter i kombination med thiosynergist. Tilsætning af fosfit kan også anvendes i kombination med de andre indholdsstoffer.

9.7 Gummi og termoplastiske elastomerer

Der findes en bred vifte af materialer under fællesbetegnelsen gummi. De generiske navne på de vigtigste er, med det kemiske navn i parentes:

• Naturgummi (cis-1,4-polyisopren > 99%)
• SBR-gummi (poly(styren-co-butadien))
• Butadien-gummi (polybutadien)
• Isopren (cis-1,4-polyisopren > 97%)
• Butylgummi (polyisobutylen-co-isopren)
• EPDM (poly(ethylen-co-propylen-co-diene))
• Nitrilgummi (poly(butadiene-co-acrylonitril)
• Chloropren-gummi (polychloropren)
• Silikone-gummi (polydialkylsiloxan, overvejende i form af polydimethylsiloxan)
• Fluorocarbon-gummi (polyvinyliden fluorid-co-hexafluoropropen)
• Polysulfid-gummi (polyalkylensulfid)
• Polyurethan-gummi (polyurethan)

Nogle af disse gummityper karakteriseres også som termoplastiske elastomerer, blandt andet EPDM, silikone og polyurethan, der er beskrevet ovenfor, bl.a. som element i kunstlæder. De termoplastiske elastomer kan til forskel fra almindelige gummityper forarbejdes som termoplast, f.eks. ved ekstrudering og sprøjtestøbning, og de vil derfor også kunne anvendes uden et tekstilsubstrat til de komponenter i hovedtelefoner og høreværn, der kommer i kontakt med øret. I denne forbindelse er det værd at bemærke, at de termoplastiske elastomerer i modsætning til gummi ikke nødvendigvis skal vulkaniseres for at opnå de ønskede materialeegenskaber. Der vil derfor ikke være risiko for udsættelse for bl.a. svovl, som er et ofte anvendt vulkaniseringsmiddel.

Udover de termoplastiske elastomer vides det, at også chloropren finder anvendelse i hovedtelefoner, omend der i det kendte tilfælde er tale om en opskummet type, der i den givne komponent hjælper med at holde en hovedbøjle på plads. De øvrige gummityper er mulige at anvende, men ud fra overordnede beskrivelser af deres anvendelsesområder vurderes deres forekomst i hovedtelefoner og høreværn at være meget begrænset.

10 Overordnet vurdering af mulige risici ved brugen af hovedtelefoner og høreværn

Kortlægningsdelen i dette projekt har givet få informationer om hvilke materialer og eventuelle additiver, der kommer i kontakt med huden. Til gengæld viser beskrivelsen af produktgruppen, at der er tale om væsentligt flere berøringsflader end bare de ørepuder og –propper, der som udgangspunkt blev vurderet til at være de dominerende. I princippet kan alle fastholdelsesdele komme i kontakt med huden, dvs. at også materialerne i diverse typer af bøjler (over hovedet, rundt om øret, bag om nakken) og ydre komponenter i højttalere/højttalerhuse kan komme i kontakt med huden. For visse brede typer af polstrede hovedbøjler er det sandsynligt, at hudkontakten fra bøjlen for skaldede personer er af samme størrelsesorden som hudkontakten fra ørepuderne.

I afsnit 8.3.2 er der udarbejdet et overslag over, hvor stor en mængde af få, udvalgte stoffer, der findes i et givent produkt. Beregningerne er foretaget ved at multiplicere den analyserede mængde (i mg/kg) med den skønnede vægt af den komponent, som stoffet forekommer i. Beregningerne viser, at den samlede mængde af potentielt problematiske stoffer i de materialer, der kommer i kontakt med huden, er meget lille. Dette er i god overensstemmelse med konklusionerne fra Kortlægningsprojekt 27 og 28 af ørepropper, hvor der er foretaget beregninger, der viser, at den tolerable daglige indtagelse af udvalgte stoffer ikke overskrides, selvom alt stoffet afgives fra et produkt, og det udskiftes hver dag. Denne konklusion vil, med de samme forudsætninger, formodentlig blive endnu mere udtalt for hovedtelefoner og høreværn, idet disse produkter har en levetid, der for kvalitetsprodukter vil være i størrelsesordenen mange år.

Det skal dog også bemærkes, at overslagsberegningerne i afsnit 8.3.2 kun er foretaget på få, udvalgte stoffer, der havde det fælles træk, at de kun blev fundet i meget små mængder. For additiver som ftalat-baserede blødgørere kan der være tale om væsentligt større mængder, der teoretisk kan migrere fra produktet til kroppen. En signifikant eksponering kræver dog, at produkterne puttes i munden, hvilket ikke er særligt sandsynligt. Et realistisk, men konservativt bud på den tilgængelige mængde af blødgører, kan beregnes ud fra følgende parametre:

• Tykkelse af materiale: 0,2 mm
• Areal i kontakt med huden: 30 cm² x 2
• Indhold af blødgører: 40%
• Vægtfylde af blødgører: 1 g/cm³

Med disse forudsætninger er den maksimalt tilgængelige mængde 0,48 gram. Der er ikke foretaget migrationsanalyser i denne undersøgelse, men hvis det antages, at ftalatindhold, migrationsfaktorer (hudgennemtrængning 5%) og kontaktareal svarer til dem, der blev brugt i vurderingen af eksponeringen for penalhuse og skoletasker (Svendsen et al., 2007), er der en høj Margin of Safety. Der kan i ekstreme tilfælde være tale om en eksponeringstid, der er 8 gange længere (8 timer i stedet for 1), men selv for et barn på 12 kg vil Margin of Safety med disse forudsætninger være større end 25.000

Enkelte producenter nævner, at nogle brugere oplever rødmen og irritation ved brug af hovedtelefoner. Dette kan ikke dog betragtes som en risiko for helbredet. Allergiske reaktioner over for stoffer, der migrerer til overfladen af hovedtelefoner og høreværn, er til gengæld sandsynligvis en større risiko end risikoen for systemiske effekter. Produkterne er i tæt kontakt med huden, ofte dagligt og over lang tid, og tilstedeværelsen af allergene stoffer medfører derfor et stort potentiale for at udløse en reaktion.

Det er da også dette, der giver anledning til den største bekymring hos både producenter og brugere. Analysen og vurderingen af et headset (se afsnit 8.3) havde fokus på de allergiske reaktioner, og selvom konklusionen var, at risikoen var minimal, understreges det i vurderingen, at der godt kan være andre allergifremkaldende stoffer i produktet end dem, der er blevet analyseret for. I det større perspektiv må der også tages hensyn til, at det kun er et begrænset udvalg af materialer, der er blevet analyseret.

11 Forslag til analyse- og vurderingsprogram

• 11.1 Udvælgelse af produkter.
• 11.2 Migration af stoffer med kunstigt sved.
• 11.3 Analyser af indholdsstoffer
• 11.2 Sundhedsmæssig vurdering

Som beskrevet i den overordnede vurdering af potentielle sundhedsmæssige risici er der ikke fundet indikation af, at brug af hovedtelefoner og høreværn udgør en speciel eller signifikant risiko for forbrugere. Denne overordnede vurdering er baseret på, at lignende eksponeringssituationer (eksponering for samme eller lignende materialer, primær eksponering via hudkontakt, sammenlignelig varighed af eksponeringen) for andre produkttyper medfører en eksponering for enkeltstoffer med en sikkerhedsmargin (MoS), der i de fleste tilfælde er meget høj.

Af de generelle materialebeskrivelser fremgår det dog også, at stort set alle plastmaterialer bliver modificeret ved brug af tilsætningsstoffer, der giver materialerne de egenskaber, der er ønskelige i en given anvendelse. Udvalget af additiver, der kan anvendes alene eller i kombination med andre, er meget stort – der er tusindvis af additiver i anvendelse i dag – og det kan naturligvis ikke afvises, at nogle af disse kan give anledning til en eksponering for sundhedsskadelige enkeltstoffer, der kan indebære en risiko for forbrugeren. Basalt set skal der dog være tale om signifikant højere mængder i produkterne, end det var tilfældet for de analyserede produkter beskrevet i afsnit 8.3.2.

En mere sikker viden kan opnås gennem et projekt, hvis indhold i hovedtræk svarer til det, der er gennemført for skoletasker, penalhuse, viskelædere mv. På grund af en ringe eller usandsynlig eksponering via indånding eller oral optag, anbefales det dog ikke at gennemføre analyser og vurdering af afgivelse af stoffer til luften eller at analysere og vurdere sundhedsmæssige risici som følge af oralt optag. Analyse og vurdering afgrænses således til eksponering via huden af migrerende stoffer og gennemføres efter følgende skabelon, hvor fokus er på stoffer og stofgrupper, der identificeres som interessante, f.eks. på grund af et højt indhold, stor hudgennemtrængelighed eller de sundhedsmæssige egenskaber.

11.1 Udvælgelse af produkter.

De produkter, der er indkøbt i det nærværende projekt, vurderes overordnet at være tilstrækkeligt repræsentative for de to produktgrupper, og de kan derfor i givet fald anvendes i et videre projektforløb. Det skal dog bemærkes, at det ikke er sikkert, at de indkøbte hovedtelefoner også vil være at finde på markedet, når en kommende undersøgelse afsluttes.

Af de indkøbte produkter udvælges otte til nærmere analyse:

• To produkter (On-ear eller Around-ear) med kontaktmateriale af blød polyurethan
• Et produkt (On-ear) med kontaktmateriale ad polyurethanskum
• Et produkt (In-ear) med kontaktmateriale af ABS
• Et produkt (Around-ear) med kontaktmateriale af tekstil (PET)
• Et In-ear høreværn af silikone
• To (høreværn) med PVC som kontaktmateriale, det ene en nitrilmodificeret kvalitet

Alternativt kan det vælges at indkøbe nye produkter og analysere disse ved hjælp af FT-IR som i det nærværende projekt og derefter udvælge otte produkter, der afspejler de indkøbte produkters brug af materialer på en passende måde.

11.2 Migration af stoffer med kunstigt sved.

For at finde de stoffer, som kan komme i kontakt med brugeren, forslår vi, at man laver en migrationstest af stoffer, der vil vandre ud af produktet ved kontakt med sved. Kunstigt sved til migrationsforsøgende fremstilles iht. standarden EN1811. Det anbefales, at migrationstesten udelukkende foretages på de materialer, der er i kontakt med huden i og omkring øret.

Alternativt kan den totale mængde af kemikalierne i produkterne bestemmes, ved ekstraktion med passende opløsningsmidler. Dette giver et billede af, hvilke stoffer, der eventuelt kan findes i sveden og derfor bør kvantificeres, men er ikke i sig selv et udtryk for, hvad der vil migrere ud og muligvis give en sundhedsmæssig påvirkning.

11.3 Analyser af indholdsstoffer

En identifikation og kvantificering af følgende stoffer og stofgrupper vurderes at kunne give et godt overblik over de sundhedsmæssige påvirkninger, som forbrugere udsættes for ved brug af hovedtelefoner og høreværn. De herunder nævnte analyser vil hver især give en række informationer om indholdsstoffer i materialerne, hvorfor de med visse undtagelser er relevante for alle de identificerede materialer til høretelefoner.

Organiske forbindelser – generelt: Migrationsekstraktet opkoncentreres med SPE eller udrystning med DCM, og de resulterende ekstrakter analyseres semi-kvantitativt ved gaschromatografi med massespektrometrisk detektor (GC-MS). Til GC-MS analyserne kan f.eks. anvendes Varian Saturn 2000 ion-trap GC-MS system. Ved denne metode verificeres tilstedeværelsen af ftalater, ligesom lysstabilisatorer og visse farvestoffer vil kunne identificeres. Indholdet beregnes over for relevante standarder.

Organiske tinforbindelser: Migrationsekstraktet udrystes i vandigt medie og derivatiseres ved en ekstraktiv derivatisering med natriumtetraethylborat og pentan. Den organiske fase tilsættes isooktan, opkoncentreres og analyseres ved kombineret gaschromatografi og massespektrometri (GC/MS) ved selektiv ion monitering af de pågældende stoffer. Indholdet beregnes over for relevante standarder. Organiske tinforbindelser anvendes primært som stabilisator i PVC-produkter, og det er derfor særlig interessant at analysere for indholdet af disse forbindelser, hvis basismaterialet er PVC.

Bromerede flammehæmmere: Migrationsekstraktet oprenses på aluminiumoxid kolonne og analyseres ved kombineret gas chromatografi og massespektrometri (GC/MS). Kvantificering foretages ved isotopfortyndingsteknik. Tetrabrompisphenol A (TBBPA) analyseres vha. væskechromatografi med UV-detektion (HPLC/DAD). TBBPA der er bundet i polymerkæden vil ikke forventes at migrere.

Isocyanater og aminer: Migrationsekstraktet tilsættes dibutylamin (DBA) for derivatisering af eventuelle diisocyanater. Inden analysen tilsættes ethylchlorformiat for derivatisering af diaminerne. Diaminer bestemmes dermed som carbamater. Analyserne foretages ved kombineret væskechromatografi og massespektrometri (LC/MS). Isocyanater og aminer kan være tilstede i produkter af PUR som et restprodukt fra produktionen. Det er derfor primært i produkter af PUR det vil være interessant at analysere efter isocyanater og aminer.

Indholdet af metaller (forslag: krom, cobalt, arsen, selen, antimon, cadmium, barrium, kviksølv og bly) bestemmes kvantitativt ved at analysere migrationsekstrakterne ved hjælp af ICP-MS.

11.2 Sundhedsmæssig vurdering

I samråd med Miljøstyrelsen udvælges 7-10 enkeltstoffer, identificeret ved migration til kunstig sved, til sundhedsmæssig vurdering. Et primært udvælgelseskriterie er, at stofferne optages gennem huden, hvilket er den eneste relevante eksponeringsvej. Dernæst bør der fokuseres på de stoffer, som ud fra allerede gennemførte toksikologiske vurderinger og risikovurderinger på internationalt og nationalt niveau (fx EU, ATSDR, IRIS, IPCS, WHO) vurderes at kunne udgøre en risiko for forbrugernes sundhed. Stoffer med en kendt sensibilerende effekt bør medtages i en efterfølgende vurdering, hvis de er identificeret i analyserne.

Den mest præcise vurdering af systemiske effekter opnås i relation til de stoffer, hvor den kritiske effekt er identificeret, og der er etableret et NOAEL (No Observable Adverse Effect Level), men vurderingen skal under alle omstændigheder gennemføres efter de retningslinjer, der findes i EU’s Technical Guidance Document, og som er anvendt ved kortlægningen af en lang række andre forbrugerprodukter.

Resultatet af denne vurdering er således et overblik over de potentielle sundhedseffekter for de udvalgte stoffer og et bud på hvilket optag, der vurderes til at være uden effekt på mennesker. Det skal dog bemærkes, at den skitserede fremgangsmåde ikke giver mulighed for at vurdere en eventuel risiko for allergi.

EU’s Technical Guidance Document giver kun en meget overordnet vejledning i vurdering af risikoen for sensibilisering. Det vil dog være et naturligt element følge retningslinierne gennem at give en pragmatisk, kvalitativ, vurdering af  risikoen for allergi ved at anvende kendt viden om stoffernes sensibiliserende egenskaber og, hvor muligt, viden om sammenhængen mellem koncentration og effekt.

12 Referencer

Butts M et al (uden år). Silicones. I:Kirk-Othmer Encyclopedia of Chemical Technology. John Wiley & Sons, Inc.

Hioki K (uden år). Leather-like materials. I:Kirk-Othmer Encyclopedia of Chemical Technology. John Wiley & Sons, Inc.

Karbæk K (2003). Kortlægning af kemiske stoffer i ørepropper. Fase 1: Indsamling af ørepropper. Kortlægning af kemiske stoffer i forbrugerprodukter nr. 27, Miljøstyrelsen.

Moretto H-H, Schulze M, Wagner G (2005). Silicones. I: Ullmanns Encyclopedia of Industrial Chemistry. Wiley-VCH Verlag GmbH & Co. KGaA, Weinheim.

Morton M (uden år). Elastomers, synthetic. I:Kirk-Othmer Encyclopedia of Chemical Technology. John Wiley & Sons, Inc.

Pors J, Fuhlendorff R (2003). Kortlægning af kemiske stoffer i ørepropper. Fase 2: Analyse af indholdsstoffer. Kortlægning af kemiske stoffer i forbrugerprodukter nr. 28, Miljøstyrelsen.

Schmidt A (2006). Miljø- og sundhedsforhold for plastmaterialer. Miljøprojekt Nr. 1103, 2006. Miljøstyrelsen.

Svendsen N, Bjarnov E, Poulsen PB (2007). Kortlægning samt sundhedsmæssig vurdering af kemiske stoffer i skoletasker, legetasker, penalhuse og viskelædere. Kortlægning af kemiske stoffer i forbrugerprodukter, Nr. 84, Miljøstyrelsen.

Zürrig C, H-H Kruse (2005. Leather imitates. I: Ullmanns Encyclopedia of Industrial Chemistry. Wiley-VCH Verlag GmbH & Co. KGaA, Weinheim.

| Til Top | | Forside |

Version 1.0 April 2008 • © Miljøstyrelsen.