| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Miljøskadelovens skadebegreb

9 Miljøskade på vand

9.1 Kort om miljøskader på vandmiljøet

Miljøskadelovens § 8 fastslår, hvad der skal forstås ved en miljøskade på vandmiljøet.

Ved en miljøskade på vandmiljøet forstås herefter en skade, som medfører en betydelig negativ påvirkning af den økologiske, kemiske eller kvantitative tilstand eller det økologiske potentiale for vandforekomster, der er omfattet af miljømålsloven.

En miljøskade på vand er derfor karakteriseret ved, at

  • Skaden påvirker den økologiske, kemiske eller kvantitative tilstand eller det økologiske potentiale i grundvand og/eller overfladevand, som er omfattet af miljømålsloven. Dette uddybes i afsnit 9.2.
  • Der er tale om en betydelig negativ påvirkning af vandforekomstens tilstand. Det er et krav, at det kan dokumenteres, at der er sket en forringelse af vandforekomstens tilstand. Dette uddybes i afsnit 9.3 og 9.4.

Miljømålsloven indeholder de væsentligste dele af den danske implementering af vandrammedirektivet. Vandrammedirektivet er ikke fuldt implementeret endnu, og hvor miljømålsloven og de tilhørende bekendtgørelser endnu ikke gennemfører vandrammedirektivets bestemmelser fuldt ud, henvises i det følgende til direktivets bestemmelser.

9.1.1 Eksempler på situationer, hvor der kan være en miljøskade på vand

Som eksempler på skader på vandmiljøet, som kan være miljøskader, kan nævnes:

  • Et gylleudslip til et vandløb, der indebærer, at den økologiske tilstand bliver væsentligt forringet i en længere periode.
  • En virksomhed i et opland til et renseanlæg udleder ved et uheld store mængder forurenende stoffer til det kommunale renseanlæg, og renseanlægget har ikke kapacitet til at håndtere den øgede belastning. Stofferne udledes på grund af den manglende rensning og forurener vandløbet kraftigt.
  • En tankvogn eller en togvogn med kemikalier vælter og giver anledning til omfattende forurening af et vandløb, som derfor har forringet kemisk og økologisk tilstand i en længere periode.
  • Et vandløb opstemmes uden tilladelse, og vandrende fisk afskæres derved fra deres gydepladser i den øverste del af vandløbet. På sigt kan ændringen medføre, at bestande af vandrefisk forsvinder fra vandløbet.
  • Et skib (f.eks. efter at være stødt på grund) lækker bunkersolie i et sådant omfang, at der sker en væsentlig forurening af kystvandet, så dets økologiske og kemiske tilstand bliver væsentligt forringet. En sådan forurening vil i nogle tilfælde også påvirke kysten, og den kan derfor også udgøre en skade på jord.
  • Saltvandsindtrængning ved kildepladser. Saltvandsindtrængning kan ske ved længere tids overindvinding, hvorved saltvand trækkes ind fra kysten eller op fra dybereliggende lag.
  • Grundvandsforureninger fra industri, f.eks. forureninger med chlorerede opløsningsmidler, der stammer fra store erhvervsrenserier. Disse forureninger vil i nogle tilfælde også kunne udgøre en skade på jord.

Nogle vandområder er også habitatområder eller levested for beskyttede arter. Hvor dette er tilfældet, er det nødvendigt også at undersøge, om der er tale om en skade på natur.

9.2 Vandforekomsterne

Alle vandforekomster, der er omfattet af miljømålsloven, er omfattet af miljøskadeloven. Vandforekomster omfatter vandløb, søer, kystvande og kunstige eller stærkt modificerede vandområder, som under ét kaldes (overflade)vandområder, samt grundvand.

Vandforekomsterne er identificeret i basisanalysen, som er foretaget af amterne i 2004 efter Miljøstyrelsens vejledning om karakterisering af vandforekomster og opgørelse af påvirkninger /1/. Der er dog fortsat mange små vandløb, søer og grundvandsforekomster, som ikke er identificeret i basisanalysen, men som alligevel er omfattet af miljømålsloven og dermed af miljøskadeloven.

Alle vandløb og søer er omfattet af miljømålsloven, uanset om de er målsat eller ej. Det gælder også kunstige eller stærkt modificerede vandområder i form af kanaler, gravesøer, mølledamme mv. Temporære vandhuller og lignende er dog ikke omfattet. Sedimenter på bunden af overfladevandområderne er omfattet i det omfang, de har indflydelse på tilstanden i vandområderne, hvilket hovedsagelig er aktuelt i søer og kystvande.

Kystvande indtil 1 sømil fra den linje, der danner udgangspunkt for fastlæggelse af det danske søterritorium (basislinjen) er omfattet. For kemisk tilstand er grænsen dog 12 sømil fra basislinjen. Et kort over de omfattede kystvande findes i bekendtgørelse om karakterisering af vandforekomster, opgørelse af påvirkninger og kortlægning af vandressourcer[1] og i vejledningen om basisanalysens del 1 /1/.

Grundvandsforekomster omfatter alt grundvand, som befinder sig i grundvandsmagasiner. Udpegningen af grundvandsforekomster er revideret i 2006 /12/.

Vådområder i form af moser og enge mv., hvor der ikke står åbent vand, er ikke omfattet af udpegning og målsætning af vandforekomster efter miljømålsloven, og de er derfor heller ikke omfattet af miljøskadeloven som områder, hvor der kan ske en skade på vand.

Bemærk dog, at vådområder skal inddrages, hvis de tørrer ud på grund af grundvandsindvinding (se afsnit 9.4.3), eller hvis de omfatter beskyttede naturtyper eller er levesteder for beskyttede arter, jf. kapitel 8.

9.3 Oplysninger om hidtidig tilstand

En miljøskade på vand er en betydelig negativ påvirkning af tilstanden i en vandforekomst. For at kunne vurdere om der er tale om en miljøskade, er det nødvendigt at kunne vurdere forskellen på tilstanden i vandforekomsten før skaden og tilstanden efter. Til det brug er der behov for viden om vandforekomstens tilstand før skaden indtraf.

9.3.1 Udgangspunktet

Udgangspunktet for vurderingen af, om der er sket en miljøskade, er tilstanden inden miljøskaden indtraf.

Når denne tilstand skal fastlægges, er det nødvendigt at tage årstidsvariationer og klimabetingede variationer i betragtning. Variationerne gør det således vanskeligere at vurdere skadens omfang, og vurderingen vil afhænge af dokumentationsgrundlaget, jf. nedenfor.

Uanset at en vandforekomst kan have været inde i en udvikling, hvor der skete en løbende forbedring af forekomstens tilstand, og skaden forhindrede eller forsinkede denne fortsatte udvikling, er det tilstanden på tidspunktet for miljøskaden, der indgår i vurderingen af, om der er tale om en miljøskade.

Det samme gælder vandforekomster, som er inde i en negativ udvikling – her inddrages en efterfølgende forringelse, som alligevel ville være sket, ikke.

Tilsvarende kan det være nødvendigt at tage højde for de ændringer i vandforekomsternes tilstand, som er forårsaget af klimaændringer. Klimaændringer kan på den ene side føre til øget følsomhed af vandforekomster, hvilket forøger risikoen for, at en given påvirkning fører til en miljøskade, men på den anden side fører de i nogle tilfælde direkte til en forringet tilstand, som ikke kan lægges en eventuel skadevolder til last. Konsekvenserne af klimaændringerne er foreløbig ikke fuldt belyst og indgår ikke i den første generation af vandplaner, som vedtages i 2009.

9.3.2 Datagrundlag

Et indledende overblik over tilstanden i vandforekomsterne og påvirkningerne kan fås i rapporteringen af basisanalysen for hvert af de tidligere 12 vanddistrikter, som er rapporteret af de daværende amter med udgangen af marts 2006. Rapporterne kan findes på By- og Landskabsstyrelsens hjemmeside. Basisanalysen omfatter dog ikke detaljeret rapportering af enkeltparametre og påvirkninger, og det kan derfor være relevant at søge mere detaljeret information andre steder.

Mere detaljerede overvågningsresultater og oplysninger om tilstanden i vandområderne findes hos Miljøministeriets miljøcentre, som er i besiddelse af den dokumentation, som har ligget til grund for basisanalysen. I forbindelse med at miljøcentrene udarbejder forslag til vandplanerne, sker der imidlertid en mere detaljeret og systematisk rapportering af disse data, og oplysningerne vil derfor som regel være umiddelbart tilgængelige ved henvendelse til det stedlige miljøcenter.

Oplysninger om vandforekomsternes tilstand kan i øvrigt fås fra overvågningsrapporter mv., som er udgivet af de tidligere amter eller af DMU, GEUS eller Miljøministeriets miljøcentre.

Ideelt set dækker eksisterende overvågningsprogrammer for overfladevand og grundvand behovet for viden om tilstanden i vandforekomsterne. I praksis foretages dog ikke konkret overvågning af alle vandforekomster, og ikke alle relevante parametre overvåges i alle overvågningspunkter. Det vil derfor i mange tilfælde være nødvendigt at kunne opstille begrundede antagelser om vandforekomstens tilstand før skaden.

I en del tilfælde vil der være tale om specielle forurenende stoffer eller meget høje koncentrationer, som der ikke er nogen grund til at antage tilstedeværelsen af forud for skaden. I disse tilfælde er kravet til dokumentation for den hidtidige tilstand begrænset. Tilsvarende vil der i de mest åbenlyse tilfælde være tale om synlige skader som f.eks. døde fisk, hvor det må antages, at de har været levende forud for skaden.

Det stiller sig anderledes, hvis der er tale om mere almindeligt forekommende forurenende stoffer eller mere moderate koncentrationer, og hvis skaderne er mindre iøjnefaldende.

Hvor der ikke foreligger direkte anvendelige overvågningsdata, baseres vurderingen af tilstanden før skaden på:

1)     Vandforekomstens type og naturgivne betingelser.

2)     Niveauet for påvirkninger.

3)     Tilstanden i vandforekomster, der ligner den skadede forekomst med hensyn til 1) og 2).

Kommunerne fører tilsyn med de fleste af de aktiviteter, der kan påvirke vandforekomsterne, og har derfor relevante data for disse. Der er tale om oplysninger fra kommunens tilsyn med virksomheder og vandværker mv. foruden resultaterne af disses egenkontrol. Hvis den stedlige kommune derudover overvåger tilstanden af vandforekomster og derfor har yderligere oplysninger, inddrages disse data også.

Når tilstanden forud for skaden skal vurderes for en vandforekomst, vil det ofte være nødvendigt at anvende flere år gamle data som udgangspunkt. I disse tilfælde skal tilstanden fremskrives på grundlag af de foreliggende oplysninger om ændringer i påvirkningerne og eventuelle trends, der tidligere er observeret.

9.3.3 Tilstanden i overfladevand

I vandplanerne målsættes og vurderes overfladevandområderne med hensyn til økologisk og kemisk tilstand. For kunstige eller stærkt modificerede vandområder anvendes i stedet økologisk potentiale og kemisk tilstand. Økologisk og kemisk tilstand vurderes hver for sig, og begge skal være opfyldt, for at vandområdet har god tilstand.

9.3.3.1 Kemisk tilstand

Kemisk tilstand i overfladevand beskrives ved henholdsvis "god" og "ikke god" kemisk tilstand. Ved god kemisk tilstand er koncentrationerne af forurenende stoffer under de miljøkvalitetskrav, der er fastsat på fællesskabsplan.

De forurenende stoffer, der her er tale om, er alene stoffer på listen over prioriterede stoffer samt stoffer omfattet af anden fællesskabslovgivning, hvori der indgår miljøkvalitetskrav for overfladevand, herunder datterdirektiver til direktivet om farlige stoffer. Listen over prioriterede stoffer er vedtaget i 2001[2] og kan findes på EU-kommissionens hjemmeside /4/. Listen over prioriterede stoffer skal revideres hvert fjerde år; første revision ventes i 2008. Nye stoffer vil blive føjet til, og der vil blive fremsat forslag til miljøkvalitetskrav.

Listen over prioriterede stoffer vil blive indført i den danske lovgivning gennem bekendtgørelse om miljøkvalitetskrav for vandområder og krav til udledning af forurenende stoffer til vandløb, søer eller havet[3], hvor de prioriterede stoffer findes i bilag 3. Dette bilag omfatter desuden enkelte stoffer, som er videreført fra den såkaldte liste I[4]. Bilaget vil blive revideret, når listen over prioriterede stoffer revideres, hvilket forventes at ske ved vedtagelsen af et nyt direktiv om prioriterede stoffer. Forslag til dette direktiv blev fremlagt i juli 2006, og direktivet forventes vedtaget i 2008.

9.3.3.2 Økologisk tilstand

Den økologiske tilstand i vandområderne bestemmes af et samspil mellem naturgivne betingelser og menneskeskabte påvirkninger. Den økologiske tilstand beskrives i vandrammedirektivet i fem tilstandsklasser, som er vist i oversigten i Tabel 9.1.

Tabel 9.1 Oversigt over de fem tilstandsklasser

Tilstand Beskrivelse
Høj tilstand Ingen eller kun ubetydelig afvigelse fra uberørte forhold
God tilstand Svag afvigelse fra uberørte forhold
Moderat tilstand Mindre grad af afvigelse fra uberørte forhold, men signifikant større end for god tilstand
Ringe tilstand Større afvigelse med væsentlige ændringer i de biologiske samfund
Dårlig tilstand Alvorlige ændringer, hvor store dele af de relevante biologiske samfund, der ville være til stede under uberørte forhold, ikke er til stede

De fem tilstandsklasser defineres for henholdsvis vandløb, søer og kystvande. Definitionerne findes i vandrammedirektivets bilag V.

Definitionerne og konkrete værdier for de fem tilstandsklasser vil fremgå af den bekendtgørelse om miljømål, som Miljøministeren vil udstede som grundlag for de vandplaner, som Miljøministeriets miljøcentre skal udarbejde inden udgangen af 2009. Udkast til vandplanerne skal sendes i høring senest den 22. december 2008. I skrivende stund forventes bekendtgørelsen om miljømål at foreligge medio 2008. Det må endvidere forventes, at bekendtgørelsen om miljømål vil blive revideret, efterhånden som datagrundlaget for kvantificering af miljømålene forbedres.

Kunstige eller stærkt modificerede vandforekomster klassificeres ikke med økologisk tilstand; i stedet defineres økologisk potentiale, tilsvarende i fem tilstandsklasser. Disse tilstandsklasser fastsættes med udgangspunkt i skalaen for økologisk tilstand, men med konkrete modifikationer for det pågældende vandområde, afhængig af de fysiske ændringer, som er årsag til udpegningen som stærkt modificeret vandområder, eller for kunstige vandområder de konkrete begrænsninger i forhold til at nå god økologisk tilstand.

Tilstanden i et overfladevandområde beskrives ved værdierne for udvalgte kvalitetselementer. Kvalitetselementerne opdeles i:

  • biologiske kvalitetselementer,
  • hydromorfologiske kvalitetselementer (fysiske forhold), som understøtter de biologiske kvalitetselementer, og
  • fysisk-kemiske kvalitetselementer (temperatur, iltforhold mv.), som understøtter de biologiske kvalitetselementer.

De konkrete parametre, der indgår i bedømmelsen, er forskellige for henholdsvis vandløb, søer og kystvande. For hver kategori af overfladevand (vandløb, søer, kystvande) er der desuden opstillet en typologi, som afspejler de forskellige naturgivne betingelser. Typologierne er beskrevet i vejledningen om basisanalyse.

Desuden indgår koncentrationen af de forurenende stoffer, som ikke indgår i vurderingen af kemisk tilstand, i definitionerne økologisk tilstand, henholdsvis økologisk potentiale:

  • Høj økologisk tilstand forudsætter en koncentration af forurenende stoffer tæt på nul eller svarende til uberørte forhold.
  • God økologisk tilstand forudsætter, at koncentrationen af forurenende stoffer ikke overstiger nationale miljøkvalitetskrav, fastsat i overensstemmelse med direktivet gennem bekendtgørelse om miljøkvalitetskrav for vandområder og krav til udledning af forurenende stoffer til vandløb, søer eller havet.
  • Er dette ikke opfyldt, er der tale om moderat, ringe eller dårlig økologisk tilstand.

Tilsvarende gælder for maksimalt økologisk potentiale, godt økologisk potentiale og moderat, ringe og dårligt økologisk potentiale for kunstige og stærkt modificerede vandområder.

Nationale miljøkvalitetskrav fremgår af bilag 2 til bekendtgørelsen om miljøkvalitetskrav for vandområder og krav til udledning af forurenende stoffer til vandløb, søer eller havet[5]. Derudover er der nogle steder fastsat lokale krav til specifikke forurenende stoffer, som udledes på den pågældende lokalitet. Miljøministeriets miljøcentre samler disse informationer.

9.3.3.3 Økologisk tilstand i vandløb

Tilstanden i vandløbene i Danmark bedømmes indtil videre udelukkende på grundlag af Dansk Vandløbsfaunaindeks (DVFI), som er en systematisk metode til bedømmelse af forekomst og artssammensætning af bunddyrene i vandløbet (bentiske invertebrater). DVFI afspejler vandløbskvaliteten og går fra 7, som angiver et meget varieret dyreliv, til 1, som angiver et ensidigt eller manglende dyreliv. Både fysiske og kemiske forhold, herunder naturgivne forhold, spiller ind på DVFI, som under upåvirkede forhold vil være højest i grundvandsfødte vandløbsspidser og lavere i langsomtflydende strækninger nederst i vandløbssystemet.

I vandrammedirektivet findes der imidlertid mere detaljerede definitioner af tilstanden i vandløb. Andre kvalitetselementer kan således bruges til at understøtte vurderingen af vandløbenes tilstand. Beskrivelse af de kvalitetselementer, som indgår i vandrammedirektivets definitioner af god økologisk tilstand i vandløb, kan findes i vandrammedirektivets bilag V.

Fiskefaunaen kan bruges som udgangspunkt for en vurdering af såvel forureninger som fysiske ændringer. Visse typer af skader, f.eks. opstemning, påvirker i langt højere grad fiskefaunaen end de øvrige kvalitetselementer. Undersøgelser af fiskebestandene er tidligere gennemført af amterne og af Danmarks Fiskeriundersøgelser. Statens miljøcentre har oplysninger om disse.

Med hensyn til vandløbenes fysiske forhold kan luftfotos være en god kilde til vurdering af, om vandområdernes fysiske forhold er ændret. Der optages nye luftfotos mindst hvert andet år.

9.3.3.4 Økologisk tilstand i søer

I Vandplan 2009 vurderes søernes tilstand efter klorofyl a, og der fastsættes forskellige værdier for henholdsvis lavvandede og dybe søer. Grænsen mellem disse går ved en gennemsnitlig dybde på 3 meter. Klorofylindholdet afspejler som hovedregel fosforniveauet i søerne og kan korreleres med en række øvrige biologiske kvalitetselementer.

9.3.3.5 Økologisk tilstand i kystvande

Typologien for åbne kystvande er baseret på salinitet, tidevandsforhold og eksponering. Fjordtyperne er desuden inddelt efter lagdelingsgrad og afstrømningsindeks.

Bedømmelsen af kystvandenes tilstand inddrager flere parametre end det foreløbig er tilfældet for vandløb og søer. Kystvandenes tilstand bedømmes på grundlag af

  • klorofyl a (fytoplankton)
  • bundfauna (oversættelse af index til anvendelse i nationale typer af kystvande er under udvikling)
  • dybdegrænsen for ålegræs (akvatisk makrovegetation)

Derudover er et mål for makroalger under udvikling. Tilstandsklasserne knyttet til disse parametre vil fremgå af bekendtgørelsen om miljømål. Der er p.t. ikke datagrundlag for at inddrage artssammensætning af fytoplankton i bedømmelsen af kystvandenes økologiske tilstand.

9.3.4 Tilstanden i grundvand

Grundvandets tilstand beskrives ved kvantitativ tilstand og kemisk tilstand. For grundvand er der kun to tilstandsklasser: God og ringe. Grundvand, som ikke har god kvantitativ og kemisk tilstand, har ringe tilstand. Definitionerne vil fremgå af den fremtidige bekendtgørelse om miljømål.

Grundvandsdirektivet udmønter vandrammedirektivets bestemmelser om grundvandets kemiske tilstand. Dele af grundvandsdirektivet implementeres således også gennem den ovenfor nævnte bekendtgørelse om miljømål.

Da miljømålene for grundvand, både kvantitativt og kemisk, afspejler miljømålene for overfladevand, må der forventes fremtidige opdateringer af miljømålene for grundvand på grund af justeringer af målsætningerne for overfladevand.

Tilstanden i grundvandet og værdierne for de parametre, som anvendes til at beskrive tilstanden i grundvandet, afgøres af en kombination af naturgivne forhold og menneskelige påvirkninger. Ofte er det nødvendigt at inddrage både overvågningsresultater, som afspejler tilstanden i grundvandet direkte, og eksisterende påvirkninger og ændringer i påvirkningerne over tid for at få en vurdering af grundvandsforekomstens tilstand forud for en given påvirkning.

Generelt findes grunddata for vurdering af grundvandets tilstand, herunder alle indberettede kemiske analyser, i Jupiter-databasen på GEUS. I nogle tilfælde ligger regionerne inde med yderligere oplysninger om kortlagte grundvandsforureninger, som er undersøgt i forbindelse med undersøgelser efter jordforureningsloven. Disse data findes ikke altid i databasen.

9.3.4.1 Kvantitativ tilstand

Grundvandets kvantitative tilstand er altid god, hvis den ikke er påvirket af vandindvinding eller anden menneskelig aktivitet, som fører til sænkning af grundvandsspejlet. Den kvantitative tilstand i en grundvandsforekomst kan dog godt være forringet, selvom der ikke forekommer direkte påvirkninger i forekomsten, idet f.eks. terrænnære grundvandsforekomster kan være påvirket af vandindvinding i underliggende grundvandsmagasiner.

Når der ikke foreligger tilstrækkelige pejledata til at vurdere effekterne af kvantitative påvirkninger på grundvandet, er hydrologisk modellering en anden mulighed for at skabe grundlag for vurderingenerne. Her kan en kombination af geologisk information med klimadata og hydrologiske data bruges til at beregne effekten af forskellige påvirkninger.

9.3.4.2 Kemisk tilstand

Grundvandets kemiske tilstand er altid god, hvis den ikke er påvirket af forurening eller anden menneskelig aktivitet, som fører til kemiske ændringer i grundvandet. Det kan imidlertid være umuligt at afgøre, om en given grundvandsforekomst på forhånd er påvirket af forurening eller andre menneskelige aktiviteter, hvis der ikke foreligger kemiske analyser af grundvandet.

Hvis der ikke er kendskab til eller begrundet mistanke om, at grundvandet har været forurenet eller har haft forringet kvalitet forud for en given påvirkning, må grundvandet antages at have haft god kemisk tilstand. Begrundet mistanke om, at grundvandet har været forurenet eller har haft forringet kvalitet forud for påvirkningen, kan f.eks. forekomme i følgende tilfælde:

Øvre grundvand i landbrugsområder har ofte forhøjet indhold af nitrat. Dette gælder især i områder med lette jorde. I områder med ringe naturlig beskyttelse af grundvandet findes nitratpåvirkningen ofte i større dybde. Disse nitratpåvirkede øvre grundvandsmagasiner er generelt ikke undersøgt. Hvor der ikke foreligger overvågningsdata, må det antages, at grundvandsmagasiner med ringe/ingen naturlig beskyttelse, jf. zoneringsvejledningen /9/, som ligger i landbrugsområder, kan have nitratindhold, der ligger over 50 mg/l. Dette gælder sjældent grundvandsmagasiner med nogen eller god naturlig beskyttelse.

Små koncentrationer (op til få µg/l) af pesticider eller nedbrydningsprodukter fra pesticider er udbredt i terrænnært grundvand, men kan også findes i større dybde, især i områder med betydelig grundvandsdannelse. Nedbrydningsproduktet BAM er det hyppigst trufne stof, men en lang række andre pesticider og nedbrydningsprodukter kan findes i grundvandet, jf. overvågningsrapporter fra GEUS. Pesticidresterne findes oftest i tilknytning til bysamfund, vaskepladser på landbrugsejendomme eller infrastrukturanlæg som jernbaner, men det er ikke altid muligt at identificere kilden eller kilderne.

I forbindelse med industrikvarterer og ældre byområder findes ofte mere udbredte grundvandsforureninger med især chlorerede opløsningsmidler eller andre miljøfremmede stoffer. Disse forureninger er som regel beskrevet, og informationer herom findes hos regionen.

Forhøjet indhold af klorid kan være naturligt i kystnære områder og områder, som tidligere har været dækket af hav, men kan også skyldes for stor indvinding af grundvand, som trækker vand med højt kloridindhold ind fra kysten eller op fra dybereliggende lag. Disse forhold vil der som regel være informationer om, da der foreligger kloridanalyser fra vandværkernes indvindingsboringer. Det er dog ikke nødvendigvis tilfældet for indvindinger til andre formål. Forhøjet indhold af klorid i grundvandet kan i øvrigt ses mange år efter, at indvindingen er reduceret, da udvaskningen af klorid fra grundvandsmagasinerne kun sker meget langsomt.

Endelig skal vurderingen af grundvandets tilstand på en given lokalitet forud for en aktuel påvirkning ske under hensyntagen til kendskab til kendte forureningskilder, som er registreret hos regionen.

9.3.4.3 Påvirkning af vådområder

Ifølge vandrammedirektivet kan beskadigelse af vådområder forårsaget af menneskeskabte ændringer af såvel kvantitativ som kemisk tilstand i grundvandsforekomsterne føre til ringe tilstand af grundvandet. I praksis vil problemerne oftest være knyttet til grundvandets kvantitative tilstand og opstå som følge af overindvinding.

Tilstanden i vådområder moniteres kun i begrænset omfang, når der er tale om vådområder, der ikke er udpeget som habitatområder. Det kan derfor være vanskeligt at vurdere, hvordan tilstanden har været forud for en given påvirkning. I praksis vil det kun være påvirkning af habitatområder, som vurderes i denne sammenhæng. Dette er nærmere beskrevet i kapitel 8.

Da der er ret store variationer i flora og fauna over tid, kan det være relevant at supplere tilstandsvurderingen i vådområder med en vurdering af variationerne i tilførslen af grundvand, eventuelt med en hydrologisk model.

9.4 Skadens omfang og karakter

For at en skade kan være en miljøskade på vand, skal der være tale om en betydelig negativ påvirkning af de pågældende vandforekomsters økologiske, kemiske eller kvantitative tilstand eller økologiske potentiale.

En betydelig skade på vandmiljøet er en skade, som

  • medfører en væsentlig forringelse af vandforekomsten,
  • påvirker en vandforekomst af en vis betydning og som
  • ikke genoprettes naturligt inden for et rimeligt tidsrum.

Det må med udgangspunkt i proportionalitetsprincippet lægges til grund, at den betydelige skade skal have en sådan karakter, et omfang og en almen interesse for andre end den eller de umiddelbart berørte, at den står i et rimeligt forhold til miljøskadelovens krav til miljøcentrenes håndtering af miljøskaderne, herunder ikke mindst kravene til supplerende og kompenserende foranstaltninger ved afhjælpning af skader på vandmiljøet.

Spørgsmålene om, hvad der i denne sammenhæng er en væsentlig forringelse, hvor stor en vandforekomst der skal være påvirket, og hvor længe skaden varer, afhænger af konkrete forhold for de forskellige typer af skader, og de vurderes forskelligt for vandløb, søer, kystvande og grundvand. Dette er beskrevet nærmere i de følgende afsnit.

9.4.1 Skade på økologisk tilstand

9.4.1.1 Skadens omfang

I udgangspunktet forstås en miljøskade omfattet af miljøskadeloven som en skade, der kan medføre en forringelse af størrelsesorden som en tilstandsklasse som beskrevet i afsnit 9.3 og bekendtgørelsen om miljømål (forventes i løbet af 2008).

Selvom skaden ikke medfører, at det pågældende vandområde rykker en klasse ned på skalaen, kan der godt være tale om en miljøskade. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis vandområdets tilstand forringes fra toppen af en klasse til bunden af en klasse, eller hvis et vandområde, som har moderat tilstand på grund af spærringer, men hvor vandkvaliteten er god, forurenes i en sådan grad, at det under andre omstændigheder havde medført, at vandområdet rykkede en klasse ned. Det samme gælder, hvis vandområdet allerede er i dårlig tilstand (ringeste klasse); her kan den ikke rykke en klasse ned, men den kan godt forringes alligevel.

Omvendt behøver en skade ikke at være omfattet af miljøskadeloven, selvom den medfører, at et vandområde skifter fra en tilstandsklasse til en lavere. Det kan være tilfældet, hvor vandområdet i forvejen lå på grænsen til den ringere tilstand, og hvor skaden kun medførte en mindre forringelse, og vandområdet herefter ligger i toppen af den næste klasse.

Skader på økologisk tilstand kan opstå som følge af mange forskellige typer af påvirkninger. Der kan i udgangspunktet være tale om

  • Direkte påvirkning af de biologiske forhold
  • Påvirkning af de hydromorfologiske forhold, som understøtter de biologiske forhold
  • Påvirkning af fysisk-kemiske forhold, herunder tilførsel af specifikke forurenende stoffer.

Mange typer af aktiviteter påvirker flere af de nævnte forhold samtidig. For eksempel kan udledning af spildevand påvirke både de hydromorfologiske forhold og de fysisk-kemiske forhold, vandindvinding kan påvirke de hydromorfologiske forhold, mens dambrug kan påvirke alle tre faktorer.

Når der er tale om forurening, påvirkes økologisk tilstand og/eller kemisk tilstand, alt efter hvilke stoffer der er tale om. Forurening med prioriterede stoffer og stoffer omfattet af datterdirektiver til direktivet om farlige stoffer påvirker kemisk tilstand, mens forurening med andre stoffer påvirker økologisk tilstand, jf. afsnit 9.3.3. En forurening, som medfører skade på kemisk tilstand, kan endvidere påvirke de biologiske forhold, så der også opstår en skade på økologisk tilstand.

I Tabel 9.2 er der opstillet tommelfingerregler for, hvor stor en forureningspåvirkning der skal til for at medføre en miljøskade på økologisk tilstand i miljøskadelovens forstand. Bemærk, at da tilstandsklassen også bestemmes af andre faktorer end koncentrationen af ikke prioriterede stoffer, kan tilstanden af vandforekomsten forud for skaden være moderat, ringe eller dårlig, uden at koncentrationen af stofferne ligger over de fastsatte miljøkvalitetskrav.

Tabel 9.2 Hvor meget forurening kræves for at medføre en miljøskade i miljøskadelovens forstand

Tilstand før skaden Indhold af stoffer, der ikke er prioriterede eller farlige Tilstand efter skaden
  før skaden efter skaden
Høj økologisk tilstand Tæt på nul eller svarende til uberørte forhold. Under de fastsatte miljøkvalitetskrav, men over værdierne for "høj økologisk tilstand" God økologisk tilstand
God økologisk tilstand Under de fastsatte miljøkvalitetskrav. Overskrider de fastsatte miljøkvalitetskrav på en eller flere parametre. Moderat økologisk tilstand
Moderat, ringe eller dårlig økologisk tilstand Under de fastsatte miljøkvalitetskrav. Overskrider de fastsatte miljøkvalitetskrav på en eller flere parametre. Tilstandsklassen kan være uændret eller forringet
Moderat, ringe eller dårlig økologisk tilstand Over de fastsatte miljøkvalitetskrav. Øges med mindst en faktor 10. Herefter er er koncentrationen af de aktuelle parametre mindst 10 gange højere end miljøkvalitetskravet. Tilstandsklassen kan være uændret eller forringet

For forureninger er problemet ikke så ofte som for de andre typer af påvirkninger at dokumentere sammenhængen mellem den udløsende aktivitet og den deraf følgende skade. Derimod kan det i nogle tilfælde være et problem at finde forureneren. Hvis forureneren ikke kan identificeres, er det ikke muligt at behandle sagen efter miljøskadeloven, jf. kapitel 7.

Hvor der er tale om overfladevandområder, der også er udpeget som drikkevandsforekomster, skal der desuden tages hensyn til dette. Vurderingen i forhold til drikkevand er beskrevet nærmere i afsnit 9.4.3 og 9.4.4. Betragtningerne om tidsperioden for kemisk tilstand i grundvand gælder også for kemisk tilstand i drikkevandsforekomster i overfladevand.

Hvor vådområder har betydning for tilstanden i en vandforekomst, kan en beskadigelse af disse områder give anledning til en miljøskade på vand. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor et vådområde har en vigtig rolle for fjernelsen af næringsstoffer i det vand, der strømmer til et vandløb. Beskadigelse, som forringer vådområdets evne til at fjerne næringsstoffer kan dermed resultere i en skade på vand.

9.4.1.2 Tidsaspektet

En skade, som genoprettes af sig selv inden for kort tid, er ikke en betydelig skade, og den er derfor ikke omfattet af miljøskadeloven. Det samme gælder skader, som hurtigt er afværget, og hvor konsekvenserne efter kort tid ikke længere kan måles i omgivelserne. For eksempel vil det ikke være rimeligt at igangsætte sagsbehandling efter miljøskadeloven for en skade, hvor påvirkningen af vandområdet er overstået, inden der kan træffes afgørelse i sagen. Spørgsmålet er imidlertid, hvad der i denne sammenhæng opfattes som kort tid.

Nogle typer af skader genoprettes ikke – eller stort set ikke – naturligt. Det gælder særligt skader, hvor påvirkningen fortsætter, selvom den udløsende aktivitet er ophørt. Dette er for eksempel tilfældet for

  • opstemning af vand, hvor effekten er blivende
  • persistente forureninger, som ikke transporteres, men bindes i bundsediment
  • forurening, som skyldes udsivning fra jordforureninger.

Når der er tale om skader, hvor den udløsende aktivitet fortsætter, vil der som hovedregel heller ikke ske nogen naturlig genopretning af tilstanden. Det gælder for eksempel

  • vandindvinding, som fortsat pågår
  • løbende udledning af forurenet vand
  • andre forureninger fra aktiviteter, som stadig pågår.

Andre skader, som ikke genoprettes naturligt, er uoprettelige skader, f.eks. i form af udryddelse af hele bestande af fisk eller smådyr i et vandområde, hvor dyrene derfor ikke kan genindvandre fra op- eller nedstrøms områder. Som eksempel kan nævnes en væltet tankbil, som tilbage i 1968 var årsag til en forurening af Kongeåen, hvor hele bestanden af stalling blev udryddet. Stallingen kom først tilbage i åen igen i 1980'erne, hvor den blev udsat med henblik på genskabelse af bestanden.

Endelig er der skader, hvor genopretningen kun sker langsomt. Forureninger, som ophobes i sedimenter eller i vandlevende organismer, forsvinder kun langsomt, og f.eks. påvirkning fra for stor indvinding af grundvand i et opland ophører kun langsomt, efterhånden som grundvandsstanden hæves.

For mange typer af skader har størrelsen af det påvirkede område betydning for, om der sker en naturlig genopretning, og for hvor lang tid genopretningen tager. Som nævnt ovenfor kan en hel bestand være udryddet i et vandløbssystem, hvilket reducerer eller afskærer mulighederne for naturlig genopretning.

Tidsperspektivet for den naturlige genopretning af en miljøskade i overfladevand skal ses i forhold til livscyklus for de organismer, som lever i vandområderne, og som er udgangspunktet for vurdering af vandområdernes økologiske tilstand. De biologiske kvalitetselementer, som vandområderne bedømmes på, er som nævnt i afsnit 9.3.3 følgende:

  • Fytoplankton, som har en årstidsvariation, som gør det vanskeligt at bedømme ændringer over mindre end en étårig periode
  • Anden akvatisk flora, som de fleste steder retableres hurtigt efter, at en given påvirkning er ophørt
  • Makroinvertebrater, som har en étårig livstidscyklus
  • Fisk, som dels er meget mobile og dels bliver flere år gamle. Her bedømmes bl.a. aldersstrukturen, og det vil være tydeligt, hvis der f.eks. mangler en hel årgang.

Generelt vurderes det derfor, at hvis der sker en naturlig retablering af vandområdets tilstand inden for en kortere periode, vil det ske inden for et år. Skader, som kan konstateres i et vandområde mere end ét år efter, at den begyndte, kan derfor være betydelige skader og dermed omfattet af miljøskadeloven.

For de øvrige kvalitetselementer, som overvåges i vandområderne, har dette betydning for vurdering af, om skader betragtes som betydelige:

Hydromorfologi:

  • kontinuitet genoprettes normalt ikke af sig selv.
  • hydrologi genoprettes kun, hvis påvirkningen ophører og eventuelt over længere tid, jf. ovenfor.
  • morfologi – mindre ændringer genoprettes i nogle tilfælde.

Hvis en hydromorfologisk påvirkning medfører en betydelig forringelse, vil den derfor oftest være af en sådan karakter, at den ikke genoprettes naturligt inden for et kortere tidsrum.

Fysisk-kemiske forhold:

  • termiske forhold genoprettes hurtigt, når påvirkningen er ophørt.
  • iltforhold genoprettes afhængigt af de lokale strømningsforhold, men som regel inden for et år.
  • salinitet og forsuringstilstand påvirkes sjældent af de aktiviteter, som kan føre til miljøskader på vand, og må altid vurderes konkret og i sammenhæng med hydrauliske og morfologiske forhold.
  • næringsstoffer omsættes løbende, men hvor hurtigt der sker en naturlig genopretning, når påvirkningen er ophørt, afhænger dels af koncentrationerne, dels af hydrauliske og morfologiske forhold.
  • forekomst af andre forurenende stoffer skal altid vurderes konkret og afhænger desuden af hydrauliske og morfologiske forhold.

Vurderingen af påvirkninger af de fysisk-kemiske forhold afhænger således ofte af lokale forhold og følsomheden af det pågældende vandområde.

9.4.1.3 Skade på vandløb

Som nævnt er alle vandløb, selv de mindste, omfattet af miljøskadeloven. Før der er tale om en skade i lovens forstand, skal der dog være tale om en skade på en vandløbsstrækning af en vis betydning. Det er ikke kun vandløbsstrækningens længde, der har betydning, men også dens rolle i forhold til vandløbets samlede økologiske funktionalitet. Det, der skal vurderes, er ikke blot, hvor stor en strækning der er direkte påvirket, men også hvor stor en del af vandløbet eller vandløbssystemet, der indirekte er påvirket af skaden.

De mest betydningsfulde vandløbsstrækninger er de strækninger, hvor fiskene gyder. Disse strækninger er også særligt påvirkelige, og derfor vil en skade på sådanne strækninger oftere falde ind under miljøskadeloven end skader på andre strækninger. En påvirkning af en gydestrækning vil således have betydning for en væsentligt større del af vandløbet, og effekten på vandløbets samlede økologiske tilstand vil derfor være stor. Tilsvarende vil risikoen for skader være større, jo bedre vandløbets tilstand er forud for skaden. Et vandløb med sårbar rentvandsfauna vil være væsentligt mere følsomt over for en forureningspåvirkning end et vandløb, hvor faunaen allerede er forureningspåvirket.

Varigheden af påvirkningen og tidspunktet for påvirkningen har også betydning for, om skaden falder ind under miljøskadelovens regler.

Som nævnt ovenfor er udgangspunktet for vurdering af varigheden af en påvirkning, at skader, som ikke kan påvises efter et år, ikke er betydelige miljøskader og derfor ikke omfattet af miljøskadeloven.

Tidsperspektivet for naturlig genopretning i vandløbssystemer skal ses i sammenhæng med, hvor stort det påvirkede område er. I et vandløbssystem vil selv lidt større forureninger ofte ikke have en blivende effekt, da fisk og smådyr kan genindvandre fra op- og nedstrøms områder. Mulighederne for naturlig genopretning hænger imidlertid nøje sammen med, hvor stor og væsentlig en del af vandløbssystemet der er påvirket, og af vandløbssystemets følsomhed over for forureningen. Hvis en betydelig del af et vandløbssystem er påvirket, vil det alt andet lige tage længere tid for bestandene at retablere sig. Skadens omfang skal derfor ses i forhold til, hvordan den påvirkede vandløbsstrækning indgår i det samlede vandløbssystem.

Hvis en meget lang vandløbsstrækning er påvirket, kan genopretning og genindvandring tage lang tid, og det kan derfor også give anledning til en miljøskade.

9.4.1.4 Skade på søer

Som nævnt er alle søer omfattet af miljøskadeloven. Som for vandløb skal der dog være tale om en skade på en sø eller en del af en sø af en vis betydning. Her har det betydning, hvor stor søen er, hvor stor en del af søen der er påvirket, og hvilken rolle søen eller den påvirkede del af søen har i et eventuelt større vandløbssystem.

Den statslige vandplanlægning efter miljømålsloven omfatter søer, der er større end 0,05 km2, samt specifikt målsatte søer mindre end 0,05 km2. En skade, som kun kan registreres i én sø, der falder uden for disse kategorier, er ikke betydelig nok til at falde ind under miljøskadelovens regler. Det samme gælder en skade, som berører mindre end 0,05 km2 af en større sø. Der kan dog godt være tale om en miljøskade, hvis flere mindre søer med et samlet areal på mere end 0,05 km2 er påvirket.

Selvom mindre end 0,05 km2 er berørt direkte af skaden – f.eks. i form af en udledning af forurening eller fysisk ændring – kan skaden godt påvirke den økologiske tilstand i et større område og dermed falde ind under miljøskadelovens regler. Disse forhold må nødvendigvis vurderes konkret i det enkelte tilfælde.

Som nævnt ovenfor er udgangspunktet for vurdering af, om en skade er betydelig og dermed omfattet af miljøskadeloven, om den kan påvises i mindst et år. I søer er det meget forskelligt, hvordan betingelserne er for naturlig genopretning af tilstanden, idet det i høj grad afhænger af vandskiftet og af sammenhængen med/forbindelsen til andre søer eller til vandløb. Derudover har søens følsomhed over for forurening stor betydning.

9.4.1.5 Skade på kystvande

For at en skade på et kystvand skal kvalificere sig til at være en miljøskade i miljøskadelovens forstand, kræves det, at skaden berører et kystvand af en vis størrelse. Af hensyn til sammenligneligheden med miljøskader på søer kan der tages udgangspunkt i, at hvis skaden berører et område, som er mindre end 0,05 km2, er der næppe tale om en miljøskade i miljøskadelovens forstand. Når der er tale om større områder end dette, er det altid nødvendigt at vurdere forholdene konkret i forhold til den aktuelle påvirkning.

Dynamikken i kystvande er imidlertid ofte så stor, at den naturlige genopretning primært afhænger af, om påvirkningen i form af fysiske ændringer eller forureningspåvirkning er ophørt. I mindre vige og fjorde er der dog mindre dynamik og sammenhæng til andre vandområder, og den naturlige genopretning kan derfor tage længere tid her.

9.4.1.6 Skade på økologisk potentiale

Skader på økologisk potentiale for kunstige og stærkt modificerede vandområder vurderes med udgangspunkt i de samme principper, som er beskrevet for vandløb, søer og kystvande ovenfor. Kunstige eller stærkt modificerede vandområder karakteriseres og vurderes med udgangspunkt i den naturlige kategori af det vandområde, som de ligner mest. Vurderingen tager i øvrigt udgangspunkt i den konkrete målsætning for det pågældende vandområde, idet kravene til disse områder altid vil være specifikke, afhængigt af de fysiske ændringer af vandområdet, som har været årsag til udpegningen som kunstig eller stærkt modificeret.

9.4.2 Skade på overfladevandets kemiske tilstand

Som beskrevet i afsnit 9.3.3, defineres kemisk tilstand for overfladevand i forhold til indholdet af prioriterede stoffer og stoffer omfattet af anden fællesskabslovgivning, hvori der indgår miljøkvalitetskrav for overfladevand, herunder datterdirektiver til direktivet om farlige stoffer. Overfladevand har god kemisk tilstand, når miljøkvalitetskrav, der er fastsat på fællesskabsplan, er opfyldt, og ellers ringe kemisk tilstand.

For at en skade på overfladevandets kemiske tilstand er omfattet af miljøskadeloven, skal der være tale om en betydelig negativ påvirkning. Hvis en sådan påvirkning medfører, at miljøkvalitetskravene ikke er opfyldt i et vandområde af en vis størrelse og ikke genoprettet inden for et rimeligt tidsrum, er skaden omfattet af miljøskadeloven.

Det er imidlertid ikke altid, at en betydelig skade i form af forurening medfører, at et vandområde går fra én tilstandsklasse til en anden. Det vil for eksempel være tilfældet, når vandområdet i forvejen ikke har god kemisk tilstand. En forurening, som under andre omstændigheder ville medføre et skift fra god kemisk tilstand til ikke-god kemisk tilstand, kan være en betydelig skade.

For kemiske påvirkninger af overfladevand gælder det ligesom for andre typer af miljøskader, at der kun er tale om en miljøskade i lovens forstand, hvis den berører et vist vandområde, og hvis den ikke genoprettes naturligt – dvs. forureningen forsvinder af sig selv – inden for et rimeligt tidsrum. Her anvendes samme udgangspunkt som for skader på økologisk tilstand, jf. afsnit 9.4.1.

For skader, der består i en forurening, er problemet ikke så ofte at dokumentere sammenhængen mellem den udløsende aktivitet og den deraf følgende skade. Derimod kan det i nogle tilfælde være et problem at finde forureneren. Hvis forureneren ikke kan identificeres, er det ikke muligt at behandle sagen efter miljøskadeloven, jf. kapitel 7.

9.4.3 Skade på grundvandets kvantitative tilstand

Skade på kvantitativ tilstand for grundvand giver sig udtryk i fald i grundvandets trykniveau, som enten udtrykkes ved vandspejlet i frie magasiner eller potentialet i spændte magasiner.

9.4.3.1 Skadens omfang

Et faldende grundvandsspejl kan ofte ikke registreres over en periode på mindre end 5-10 år, da grundvandsspejlet er underlagt naturlige fluktuationer som beskrevet i afsnit 9.3.4. Hvis der er tale om en stor overindvinding, vil det være muligt at påvise effekterne allerede efter få år, men hvis der er tale om en mindre overindvinding, vil effekten akkumuleres over tid og vil først kunne identificeres med sikkerhed efter en længere årrække.

Når det vurderes, om vandindvinding er årsag til faldende vandspejl, kan sammenligning med tidsserier for andre nærliggende områder være en støtte. Et eksempel på to lange pejletidsserier ses i Figur 9.1. Som det fremgår, ligger vandspejlene i de to boringer i samme niveau i hele perioden fra 1962 og frem til omkring 1980. På dette tidspunkt begynder de to tidsserier at adskille sig tydeligt, hvilket kan skyldes at den ene boring er påvirket af forøget indvinding. Det kan dog også skyldes, at den anden boring er påvirket af reduceret eller ophørt indvinding, og det vil derfor altid være nødvendigt at undersøge forholdene nærmere.

Figur 9.1 Pejletidsserier for to boringer på Lolland

Figur 9.1 Pejletidsserier for to boringer på Lolland

I tilfælde hvor det ikke er åbenbart, om ny vandindvinding eller grundvandssænkning er årsag til, at den samlede indvinding er større end den tilgængelige ressource, kan forholdene belyses yderligere ved hydrologisk modellering.

En påvirkning forårsager en væsentlig forringelse af grundvandets kvantitative tilstand, hvis forringelsen er af en sådan størrelse, at den ville kunne medføre, at en grundvandsforekomst skiftede fra god til ringe kvantitativ tilstand. Et skift fra god til ringe kvantitativ tilstand kan forårsages af:

1.      Indvinding af grundvand, som fører til, at grundvandsspejlet falder over en årrække som følge af, at indvindingen overstiger den tilgængelige grundvandsressource.

Vurdering af, om der er tale om et stadigt faldende vandspejl som følge af, at indvindingen er større end grundvandsdannelsen, kræver en nærmere analyse af indvinding og grundvandsdannelse, evt. i form af hydrologisk modellering. Det kan være nødvendigt at tage højde for induceret grundvandsdannelse, dvs. det forhold, at grundvandsdannelsen i områder med spændte grundvandsmagasiner forøges, når vandspejlet i magasinet sænkes.

2.      Sænkning af grundvandsstanden, som medfører manglende tilførsel af grundvand til et vandløb eller en sø, hvorved tilstanden forringes væsentligt.

Vurderingen af påvirkning af tilstanden i vandløb og søer er beskrevet i afsnit 9.4.1.

For at identificere en kvantitativ skade er det imidlertid nødvendigt, at der kan påvises en sammenhæng mellem påvirkningen (indvinding / grundvandssænkning), sænkning af vandspejlet i grundvandsmagasinet, den manglende tilførsel af grundvand til vandløbet eller søen og vandområdets forringede tilstand.

3.      Sænkning af grundvandsstanden, som medfører manglende tilførsel af grundvand til et vådområde, hvorved vådområdet beskadiges væsentligt.

Som ovenfor er det nødvendigt, at der kan påvises en sammenhæng mellem påvirkningen (indvinding/grundvandssænkning), sænkning af vandspejlet i grundvandsmagasinet, den manglende tilførsel af grundvand til vådområdet og områdets forringede tilstand.

Som nævnt i afsnit 9.3 er det et generelt problem, at der foreligger meget sparsom dokumentation af tilstanden af vådområder forud for en eventuel miljøskade. I det omfang der foreligger de nødvendige data, kan ændringer i tilstanden af vådområderne vurderes efter samme kriterier, som anvendes for de tilsvarende Natura 2000-områder. I forhold til beskyttede arter og internationale naturtyper vurderes skader som beskrevet i kapitel 8.

4.      Ændringer i strømningsretningen som følge af ændringer i grundvandsstanden kan medføre, at saltvand trænger ind i grundvandsmagasiner. For stor indvinding kan tilsvarende føre til forhøjet nikkelindhold.

Når der forekommer indhold af klorid eller nikkel over grænseværdierne for drikkevand (leveret fra vandværk), forårsaget af for stor indvinding, er der tale om en miljøskade. Som ovenfor er der behov for at påvise sammenhæng med et afsænket vandspejl. Indvindingsbetinget klorid vil som regel ses som stigende kloridindhold over en længere årrække.

For nikkel foreligger der derimod sjældent lange tidsserier, som kan vise en stigende tendens. Indvindingsbetingede nikkelproblemer skyldes oxidation af pyrit, som findes naturligt i kalkmagasiner. Oftest skyldes nikkelindhold over 10 µg/l, at grundvandsspejlet er sænket under kalkoverfladen, og pyrit derfor oxideres, men oxidation af pyrit kan også forekomme ved udvaskning af nitrat i landbrugsområder. For at dokumentere en miljøskade er det nødvendigt at vurdere dette nærmere.

9.4.3.2 Vandressourcens størrelse – det påvirkede område

En vandressource, som er væsentlig ud fra vurdering af grundvandets kvantitative tilstand, er først og fremmest en grundvandsressource, som har betydning for tilstanden i tilknyttede overfladevandssystemer eller vådområder, jf. ovenfor.

Hvis en kvantitativ skade giver sig udslag i signifikant faldende vandspejl i en eller flere boringer eller i væsentlig saltvandspåvirkning af en eller flere boringer, vil den være af en sådan størrelse, at den er betydelig. Når disse påvirkninger kan registreres i boringerne, er det udtryk for, at de forekommer over et vist område.

9.4.3.3 Tidsaspektet

Spørgsmålet om en rimelig tidshorsont for naturlig genopretning må relateres til skadens omfang og karakter. Den første forudsætning for, at skader som følge af indvinding genoprettes naturligt, er, at påvirkningen er ophørt. Herefter er det nødvendigt at se på karakteren af den skade, som er opstået, og hvorvidt den genoprettes naturligt inden for en kortere tidshorisont.

Skader på overfladevandområder og vådområder som følge af manglende tilførsel af vand forekommer stort set kun i de tørreste sommermåneder, i praksis juni-august. En skade, som er opstået uden for denne periode, og hvor effekten i grundvandsmagasinet ikke længere kan konstateres i juni måned, er normalt ikke en betydelig skade i forhold til overfladevand eller vådområder. Der kan dog gælde andre forhold, hvis der er tale om Natura 2000-områder.

Når kvantitative skader på grundvandet giver sig udtryk i faldende vandspejl over en længere årrække, vil det som regel ikke være muligt at genoprette grundvandets trykniveau over en kort tidshorisont. Hvis faldet i vandspejlet er ophørt, og grundvandets trykniveau er genoprettet til det naturlige niveau (inden for 0,5-1 meter) inden for et år efter ophør af for stor indvinding, er der ikke tale om en betydelig kvantitativ skade. Hvorvidt dette vil ske, kan kun belyses ved beregning eller modellering, da de naturlige variationer er af en sådan størrelse, at det vil tage længere tid at påvise, om vandspejlet er retableret.

Hvis en kvantitativ skade har resulteret i indtrængen af saltvand i et grundvandsmagasin, som ellers er fersk, vil det tage mange år, inden saltvandet igen er vasket ud, og der er derfor tale om en betydelig skade.

Ved kvantitative skader på grundvand vil det altid være nødvendigt at se på, om skaden også har betydning for tilknyttede overfladevandområder. Skaden på disse vurderes som beskrevet i afsnit 9.4.1.

9.4.4 Skade på grundvandets kemiske tilstand

Skade på kemisk tilstand for grundvand giver sig udtryk i forhøjet indhold af nærmere definerede kemiske forbindelser i grundvandet. Kilden til disse stoffer kan være en egentlig forurening, men der kan også være tale om ændringer i grundvandskvaliteten, som er forårsaget af indvinding. I dette afsnit betegnes skaderne som forurening, uanset om overskridelserne skyldes tilførsel af stoffer udefra, eller om der er tale om mobilisering/flytning af stoffer, som allerede var til stede i grundvandsmagasinet.

9.4.4.1 Skadens omfang

Udgangspunktet for vurdering af, om der er tale om en miljøskade i miljøskadelovens forstand, er en vurdering af koncentrationen af forurenende stoffer, kombineret med udbredelsen af forureningen og tidshorisonten for, hvor længe forureningen findes i grundvandsmagasinet. En lille overskridelse af grænseværdierne i et stort område kan i praksis være et større problem end en større overskridelse af grænseværdierne i et lille område, men under alle omstændigheder er det væsentligt, om der er tale om en forurening af længere varighed.

Grænseværdier for grundvandets indhold af nitrat og pesticider er fastsat i grundvandsdirektivet til henholdsvis 50 mg/l for nitrat og 0,1 µg/l for pesticider og nedbrydningsprodukter heraf, med en grænse på 0,5 µg/l for sum af pesticider og deres nedbrydningsprodukter.

Grundvandsdirektivet indeholder desuden et krav om fastsættelse af tærskelværdier for alle stoffer, som er årsag til, at én eller flere grundvandsforekomster er i risiko for ikke at opnå god kemisk tilstand inden 22. december 2015. Grundvandsdirektivet er endnu ikke gennemført i dansk lovgivning, men retningslinier for Miljøministeriets miljøcentres udarbejdelse af tærskelværdier fastlægges i bekendtgørelsen om miljømål medio 2008. Tærskelværdierne skal fremgå af de udkast til vandplaner, som skal foreligge senest 22. december 2008.

Ud over tærskelværdier kan kvalitetskriterier for grundvand, som bruges i forbindelse med oprensning på forurenede lokaliteter efter jordforureningsloven, anvendes. En liste over kvalitetskritererne kan hentes på Miljøstyrelsens hjemmeside. Kvalitetskriterierne for grundvand er fastsat med udgangspunkt i hensynet til indvinding af drikkevand. Princippet er, at grundvandskriteriet ikke kan fastsættes højere end kravet til drikkevand. For stoffer, som forventes afgivet fra installationer, såsom visse metaller, tages der højde for dette, så værdien i grundvand skal være lavere end i drikkevand. Dog fastsættes der ikke grundvandskriterier for naturligt forekommende stoffer som jern og mangan, som fjernes i almindelig vandbehandling.

Vandrammedirektivets definitioner af god kemisk tilstand omfatter imidlertid ikke blot hensynet til drikkevandet. Ringe kemisk tilstand kan også forårsages af tilstedeværelsen af stoffer, som påvirker tilstanden af overfladevand og/eller vådområder, svarende til hvad der gælder for kvantitativ tilstand. Indtil der er fastsat tærskelværdier for grundvand efter grundvandsdirektivet, vil det dog næppe være muligt at træffe afgørelser på baggrund af disse betragtninger, og det anbefales derfor, at de nævnte kvalitetskriterier for grundvand lægges til grund.

Udgangspunktet for en vurdering af, hvad der er en væsentlig forringelse af grundvandets kvalitet, vil derfor være en overskridelse af kvalitetskriterierne for grundvand, henholdsvis tærskelværdierne for grundvand, da disse værdier er fastsat med udgangspunkt i hensynet til drikkevand.

Der er kun begrænsede muligheder for at dispensere fra drikkevandskravene, og alle dispensationer er tidsbegrænsede til maksimalt 3 år[6]. Når der gives dispensation, skal der desuden fastsættes en højeste tilladte værdi for den eller de pågældende parametre, hvilket sker efter indhentet udtalelse fra Sundhedsstyrelsen. Vejledning om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg /12/ angiver i øvrigt retningslinier for myndighedernes håndtering af forurening af drikkevandet, men der findes ikke retningslinier for, hvilke stoffer der kan dispenseres for, og hvor høje værdier der kan tillades kortvarigt.

Praksis på området har været, at der til de mindste vandforsyninger, specielt enkeltvandforsyninger, kan gives dispensation for nitratindhold mellem 50 og 100 mg/l. Derudover dispenseres hovedsagelig for naturligt forekommende parametre såsom arsen og NVOC. Generelt giver reglerne for dispensationer til vandforsyningsanlæg således ikke grundlag for at bedømme, om grundvandsforureninger er betydelige.

I øvrigt skal det bemærkes, at på grund af strømning og spredning af forurening i grundvandsmagasinerne (dispersion) vil en forurening, som består i en begrænset overskridelse af kvalitetskravene, og som har lille udbredelse, forholdsvis hurtigt blive fortyndet til et niveau, hvor den ikke længere overskrider kvalitetskravene.

9.4.4.2 Størrelse af den påvirkede vandressource

Et enkelt fund af forurening, som ligger netop over grænseværdien, vil ikke kunne begrunde, at der er tale om en miljøskade. For at afgøre, om der er tale om en miljøskade, er det nødvendigt at se på udbredelsen af forureningen i relation til koncentrationen af forurenende stoffer.

Efter reglerne om kommunalbestyrelsens reaktioner ved konstaterede overskridelser af kvalitetskravene til drikkevand, jf. § 62 i vandforsyningsloven, er der særlige krav til handling fra kommunalbestyrelsens side ved overskridelse af kvalitetskrav på almene vandforsyningsanlæg, herunder private almene vandforsyningsanlæg som leverer mere end 3.000 m³ drikkevand om året. På denne baggrund anses skader på vandressourcer, der ikke er tilstrækkelige til at danne grundlag for sådanne vandforsyninger i udgangspunktet ikke som mulige miljøskader.

Den grundvandsressource, som ligger til grund for indvinding af 3.000 m³ vand om året, vil have en vis udstrækning. Hvor stort et areal på jordoverfladen, det drejer sig om, afhænger imidlertid af grundvandsdannelsen i det pågældende område. Grundvandsdannelsen varierer i Danmark mellem mindre end 10 mm om året og mere end 500 mm om året /3/. Den fysisk mindste grundvandsressource, hvor der kan indvindes 3.000 m³ om året, findes i de dele af landet, hvor grundvandsdannelsen er størst.

Når det skal afgøres, om en skade på en grundvandsressource er betydelig, er det imidlertid også rimeligt at se på, hvor stor den påvirkede grundvandsressource er i forhold til den samlede ressource i det pågældende område. I et område med lille grundvandsdannelse er det vanskeligt at finde en erstatning, hvis en given ressource forurenes, mens der i områder med stor grundvandsdannelse som regel vil være mulighed for at finde alternative ressourcer. I forhold til overfladevandområder er problemstillingen den samme, idet grundvandstilskuddet til vandløb og vådområder oftest er begrænset i områder med lille grundvandsdannelse, men stort i områder med stor grundvandsdannelse.

For at opretholde grundvandets trykniveau på lang sigt og for at sikre en rimelig afstrømning i vandløbene, er det nødvendigt, at man ikke indvinder hele den dannede mængde grundvand. I /3/ er der opstillet fire indikatorer for bæredygtig indvinding. Den simpleste indikator at anvende i denne sammenhæng, er indikator 2, som angiver at der maksimalt må indvindes 30 % af den aktuelle grundvandsdannelse til dybe grundvandsmagasiner.

Ud fra disse kriterier kan beregnes en arealmæssig udstrækning af den grundvandsressource, som kan lægges til grund for en indvinding på 3.000 m³ om året, jf. Tabel 9.3. De angivne værdier under diameter er den teoretiske udbredelse af ressourcen, hvis den antages at have en cirkelformet udbredelse.

Tabel 9.3 Udbredelse af en grundvandsressource i forhold til potentiel indvinding

Potentiel indvinding 3.000 m³/år 350.000 m³/år
Grundvandsdannelse Areal, ha Diameter, m Areal, km² Diameter, km
20 mm 50 800 58 8,6
50 mm 20 500 23 5,5
100 mm 10 350 12 3,8
200 mm 5 250 6 2,7
400 mm 2,5 175 3 2

På baggrund af ovenstående betragtninger anses forurening af en grundvandsressource med en udbredelse på mindre end 50 ha (0,5 km²) ikke som en betydelig skade på grundvandet. Derimod vil en forurening af en grundvandsressource med en udbredelse på mere end 5 km² ofte være en betydelig skade på grundvandet.

Hvorvidt der faktisk er tale om en miljøskade, afhænger af, hvilke forurenende stoffer der er tale om, hvor stor en overskridelse, der er tale om, og om forureningen forsvinder naturligt inden for kortere tid, jf. nedenfor.

9.4.4.3 Tidsaspektet

En grundvandsforurening, som er overstået, inden myndighederne kan nå at reagere på den, vil ikke i sig selv kunne udgøre en miljøskade i miljøskadelovens forstand. Det samme gælder en grundvandsforurening, som ikke kan påvises ved gentagen prøvetagning.

Ifølge vejledningen om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg er det ikke nødvendigt at udarbejde en dispensation, hvis kvalitetsproblemerne er af en sådan art, at de kan løses hurtigt, f.eks. inden for 30 dage. Når forureninger ikke varer længere end dette, er der ikke tale om en miljøskade i miljøskadelovens forstand.

Hvis tærskelværdierne eller kvalitetskriterierne for grundvand er overskredet i mere end et år, og forureningen har en udbredelse som beskrevet ovenfor, er det mere sandsynligt, at der er tale om en miljøskade i lovens forstand.

For forureninger, der forventes at vare mellem en måned og et år, er det nødvendigt at inddrage størrelsen af den forurenede grundvandsressource og niveauerne for forureningen. Dette hænger sammen med, at jo større ressource en forurening berører, og jo højere koncentrationer den forekommer i, desto større er risikoen for, at det fører til kvalitetsproblemer i vandforsyningsanlæg eller i tilknyttede overfladevandområder eller vådområder.

9.4.5 Samtidig skade på flere typer af vand

Hvis en hændelse forårsager samtidig skade på vandforekomster inden for forskellige kategorier (vandløb, søer, kystvande og grundvand), vurderes skaderne i udgangspunktet for hver af de enkelte vandforekomster. Hvis der for blot én af dem er tale om en betydelig skade, jf. ovenstående, er der tale om en miljøskade i miljøskadelovens forstand.

Er der ikke tale om en miljøskade i miljøskadelovens forstand for nogen af de involverede vandforekomster, men skaden ligger tæt på de beskrevne kriterier for flere vandforekomster, vil det være relevant at vurdere nærmere, om den samlede påvirkning berettiger til, at sagen alligevel behandles efter miljøskadeloven. Afgørelsen vil dog kræve en konkret vurdering i det enkelte tilfælde.

Fodnoter

[1] Bekendtgørelse nr. 1355 af 11. december 2006.

[2] Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 2455/2001/EF af 20. november 2001 om vedtagelse af en liste over prioriterede stoffer inden for vandpolitik og om ændring af direktiv 2000/60/EF.

[3] Bekendtgørelse nr. 1669 af 14. december 2006.

[4] Liste I: bilag 1 i Rådets direktiv 76/464/EØF af 4. maj 1976 om forurening, der er forårsaget af udledning af visse farlige stoffer i Fællesskabets vandmiljø (ændret ved Rådets direktiv nr. 2006/11/EF af 15. februar 2006, kodificeret udgave).

[5] Bekendtgørelse nr. 1669 af 14. december 2006.

[6] Jf. bekendtgørelse nr. 1449 af 11. december 2007 om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg

 

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |



Version 1.0 Juli 2008, © Miljøstyrelsen.