| Forside | | Indhold | | Forrige |

International NGO-indsats for bæredygtig produktion og forbrug

BILAG E
Standardiseringsindsatsen – resultater

Dette bilag udgøres af et ECOS-høringssvar omkring Ny Metode, som DN har udarbejdet store dele af substansen af samt af en rapport om arbejdet med udviklingen af ISO 26000-standarden.

DN har deltaget i det danske udvalgsarbejde siden 2004 og deltaget i 15 nationale og 4 internationale møder indtil udgangen af 2007.

1.1 Høringssvar fra ECOS om Ny Metode

26 July 2006

ECOS POSITION PAPER
ON THE REVISION OF THE NEW APPROACH

REFERENCE: COMMISSION WORKING DOCUMENT “CERTIF 2005-16 REV. 2: ELEMENTS FOR A HORIZONTAL LEGISLATIVE APPROACH TO TECHNICAL HARMONISATION”

ECOS, the European Environmental Citizens' Organisation for Standardisation is an association of NGOs active in the field of environmental protection, which themselves have more than 26 Million individual members. It has been created in 2002 as a non-profit association under Belgian law to enhance the voice of the environment within the European standardisation system. ECOS is supported by the European Commission and EFTA. Its secretariat is based in Brussels. For areas of priority and further information see www.ecostandard.org.

INTRODUCTION

ECOS acknowledges the fact that the New Approach to Technical Harmonization has contributed to the completion of the Internal Market and has been mainly a success in the field of safety and the free movement of goods. However, in recent years, while extending its use to environmental issues ECOS has observed serious shortcomings in ensuring that environmental considerations are adequately taken into account in New Approach standards. For instance, ECOS (as well as its sister organisation ANEC – the consumer voice in standardisation) opposed the publication of the “revised” packaging standards in 2005¹ - in vain. Further more, environmental NGOs are concerned that standardisation may lead to deregulation, while the procedures of its implementation are not up to democratic standards that should be mandatory for such a transfer of competences to private bodies. If the European Commission can not find a solution to how to make the New Approach work for the environment, ECOS needs to reject any expansion of the role of standardisation in the field of the environment. The current revision of the New Approach does not address ECOS’ expectations in that respect.

ECOS had expected a revision of the process by which the EU Commission would deal with the European Standard Bodies, for example on the following issues:

• How  the New Approach Directives have to be designed to guarantee meaningful protection of the environment and health,
• How the mandates should be developed in order to give clear indication regarding the contents of the standard and
• How the new standard should be checked afterwards and adapted or even publicly rejected in case it does not meet the essential requirements of the directive and the frame of reference of the mandate.

ECOS had hoped for a horizontal directive that would make it a requirement to take environmental aspects into account. Instead of getting a revision that improves the cooperation between legislator and standard bodies we are confronted with an extension of the conformity assessment procedure. This means the new horizontal directive will deal in first place, and in greatest detail, with the improvement of market surveillance based on the Directive on General Safety for Consumer Products (RAPEX). ECOS agrees that better market surveillance is needed. However, our greatest concern is the quality of the rules that are surveyed.

The problems are generated by the instruments needed to carry out the New Approach, e.g. that it is almost entirely based on standards bodies, which are dominated by business interests and which – as a result of a marginal representation of public interests – do not ensure balanced decision making. Further more, the set up and processes of the standards bodies disadvantage minority positions. Whereas this set up might have delivered and might be sufficient in a number of areas of “classical” standardisation, this is clearly not the case when environmental issues are at stake. In the light of the challenge of climate change, this reserve has to be extended to energy (efficiency) issues.

Thus, the basic idea of the New Approach, that details in the regulation are left for settlement by relevant market stakeholders, holds only when there is a clear interest and a clear relation between regulation and impact. In the field of safety, this is normally the case: Businesses do not want to face legal charges due to human damage caused by their products, because this is expensive to the producer and because often causal links can be established between a product deficit and an accident. In the case of environmental issues, the situation is totally different. It is seldom possible to identify a clear cause-effect chain, and there is no general producer responsibility for effects on the environment caused by products. It is very difficult to trace back from an impact on the environment to the specific cause, i.e. the actual polluter. And if it is possible it is normally very difficult to hold the producer legally liable. Therefore, if the New Approach should be used in general for environmental regulation, then business responsibility must be extended and knowledge of cause-impact relations must be firmly incorporated in the procedures.

Another aspect about the New Approach is that it has never been used as intended. The idea was that all political aspects should be settled by the political processes prior to the standardisation work phase. But in most cases over the past 20 years, some degree of political decision like limit or emission values or similar parameters, have been left to the standardising process. This practise must stop.

Therefore, ECOS and its member organisations are of the firm opinion that a fundamental review of the New Approach is needed, going beyond the current Commission proposal, in order to improve the balance between public and business interests. This should be done by strengthening the role of public authorities when implementing public policies by elaborating detailed specifications. For instance, it should be clearly stated (and the standardisers usually agree with this assumption), that no limit values or parameters of similar nature (e.g. a minimum calorific value for a fuel or its acceptable heavy metal content) should be left to standardisation.

It is the task of standardisation to select measuring and sampling methods for the purpose of monitoring the meeting of limit values or other highly controversial key requirements. Whenever it is difficult to draw the line between the two and whenever the legislative level has not appropriately fulfilled its part (because often the standardisers are not to blame) and left such a controversial question unresolved, standardisation should be complemented by the option to task a Committee of Member States (referring to the Comitology decision), complemented by an expert group (stakeholder advisory forum), to fill the above-mentioned gap. It could give also guidance on the selection of measuring and sampling methods for the purpose of monitoring the meeting of limit values or other highly controversial key requirements, to resolve problems encountered in the standards bodies and to react on market developments in a quick and flexible way. This procedure has to be transparent and open to all stakeholders, in particular public interest stakeholders, such as environmental and consumer NGOs

The successor of the “98/34-committee” of Member States should be upgraded to a Comitology-committee, which would give Member States and also the European Parliament (under the recently revised Comitology-procedure) a greater say in standardisation policy. We do not endorse the analysis in the reference document regarding “the principles that the public authorities keep the last say, and that the system provides mechanisms for ensuring a high level of confidence in the results”.

Furthermore, we are convinced that a democratic reform of the European standards organisations is needed. To this end, ANEC has elaborated a catalogue of measures to improve public interest stakeholder participation in CEN and CENELEC. ECOS entirely supports this catalogue.

Last but not least, environmental NGOs do not agree with the extended use of the New Approach in policy areas such as environment, energy and health, unless the reforms mentioned in this document have been implemented. The New Approach should not be considered as the general model applicable in the whole products or services area.

In order to address these challenges, the European Commission has issued its Communication (COM/2004/130 final) "Integration of environmental aspects into standardisation" in 2004. Whereas ECOS welcomes the publication of this document; it feels that the degree of its implementation is not satisfactory yet. When reporting on the progress of its implementation, the Commission should be assisted by an advisory stakeholder panel.

In that context we would like to emphasize art. 6 EC-treaty, according to which “Environmental protection requirements must be integrated into the definition and implementation of the Community policies and activities”. ECOS is of the opinion that this is not yet sufficiently the case in standardisation policy.

The basic legal act regarding the New Approach, be it a substantially revised directive 98/34 or a new legislative base for the New Approach, should take this duly into account.

SPECIFIC COMMENTS

Legislative strategy

ECOS believes that there is a need for more consistency across the board of the New Approach Directives and therefore welcomes the initiative of the European Commission to set a joint framework for the essential requirements common to all New Approach directives, such as common definitions, requirements for the development of European standards, common approach to conformity assessment as well as the rules and procedures for a common ‘safeguard’ mechanism.

Delegating the elaboration of technical specifications to organisations other than the European standards bodies might offer new options. For some issues, ECOS recommends to refer to the framework of the ISEAL Alliance platform (International Social and Environmental Accreditation and Labelling). The ISEAL Alliance is an association of leading international standard-setting, certification and accreditation organisations that focus on social and environmental issues. ISEAL members have in common that the standards and accreditation programs they develop are voluntary, truly international in nature and focusing on non-product related process and production method certification. ISEAL members are also committed to ensuring that their activities are in line with international norms and do not act as barriers to trade². The current EC-framework for standardisation would benefit from closely looking at this alternative model.

Motivations

Whilst we agree that an EU legislative framework for those aspects common to all New Approach directives will improve the efficiency of the New Approach, we do not believe that this is sufficient in light of the extension of the New Approach to new policy areas such as the environment.

Standardisation plays a prominent role in the 2005 re-launch of the Lisbon objectives and is considered one of the key factors to enhance Europe’s competitiveness. The Commission wants therefore not only to extend the application of standards to replace legislation but also to privatise market surveillance. The Commission starts from the assumption that the standardisation part of the system is working well which ECOS is not convinced of regarding environmental aspects after its experiences, e.g. with the Packaging and the WEEE Directive. There is a need for more surveillance of the standards that have been developed in order to complement the legislative texts and mandates. There is a procedure missing that allows the Commission to intervene in case the essential requirements of the underlying legislative text or the terms of reference of the mandates have not been met. In this case a public rejection of the standard in question has to be stated. A simple non-publishing of the standard is not sufficient for demonstrating disagreement.

The intention to replace a part of environmental legislation by standardisation would have a direct impact on the environmental performance of the rules and processes elaborated. Therefore it is vital that the view of environmental NGOs is an integral part of this concept. Furthermore, there is a need to reform the European standardisation system so as to ensure that it is equipped to cope with these future tasks, at least when it is used for the implementation of public policy.

Effective participation of public interests stakeholders in the standardisation process is a precondition for the legitimacy of the New Approach, promoted by all political institutions in the EU. Therefore ECOS and its member organisations believe that rules or rights for public interest stakeholders, such as civil society representatives, need to be reinforced, in particular in standardisation work related to the public interest and when extending New Approach principles to areas which have so far been relying mostly on regulation.

In the longer term, the standardisation system needs to change so as to ensure fair and equal rights for commercial and non-commercial interests in the field of standards of public interest. This future system would be based on balanced representation, with committees embracing defined numbers of seats and their allocation to stakeholder groups in a balanced way.

By participating in the political level bodies of CEN and CENELEC, ECOS has the opportunity to propose such changes to processes that could make significant improvements in governance. However, we are just at the beginning of a reform process and still encounter a lot of resistance to our proposals.

For instance, ECOS proposes:

• to give a vote to other stakeholders than National Standards Bodies in CEN and CENELEC when it comes to the final approval of standards (this would apply to those stakeholders that have actively and continuously contributed to the development of a given set of standards),
• to abolish fees to Standards Bodies (be they European or National) for those stakeholder groups that represent the public interest (such as consumers, trade unions and environmental NGOs) and do not have an own commercial interest in standards development,
• To improve and to systematise the check of compliance of mandated standards with the mandate and the directive it is based on. The more independently this compliance check is carried out, the better for all parties involved. In case compliance is contested, there should be a means of legal review, e.g. by the European Court of First Instance. Such a legal review should also include the aspect, whether the dispositions in directives and mandates are sufficiently clear in order to allow for the elaboration of compliant standards.
• To establish a committee of experts and a guidance document which together aim at approving if a New Approach directive leaves only non-political and purely technical issues to the standardisation process. The guidance document shall contain lists of political issues and of non-political issues, which shall form the basis for the expert committee to approve or not the directive’s readiness to delivering a mandate to the standardisation process. The committee must have the possibility to revert the draft directive to the regulators for improvement as long as there are still unsolved political matters in the directive.

The idea that there are groups participating in the standardisation process not because of their own economic interest, but for the good of society, has not yet been sufficiently understood by all the actors in the process.

The Standardisation Bodies should aim at structural changes in order to enhance minority positions by counterbalancing existing inequalities, thus ensuring more equal and fair chances for all stakeholders to influence the standardisation process and to have their views taken into account. We hope that the ANEC-proposals which ECOS support will be taken into consideration in the course of the current review of the CEN Strategy.

Financial considerations

ECOS acknowledges that apart from gearing up the CEN/CENELEC system for balanced representation, improved public interest stakeholder participation also requires the availability of financial resources. Therefore, we call upon the European Commission and Member States to enshrine in legislation the obligation for national governments to provide funds for public interest stakeholder participation in standardisation.

One aspect at the outset of the creation of the New Approach was the intention of public bodies (EU and national level) to save resources and to “outsource” part of the implementation work of legislation. However, the Commission (e.g. DG Environment and DG TREN) and national environmental authorities don’t have sufficient resources (anymore) to participate in most standardisation work that would be of relevance and interest to them in an appropriate way.

Public authorities, both EU and national, should assess whether the concept is still valid seen from a cost effectiveness perspective, taking into account the resources that public bodies need to be delivered what they have commissioned and that public interest stakeholders need to make a meaningful contribution to the process:

• Which resources have been saved by public authorities?
• How much will it cost to bring (back) democratic legitimacy to the process?

Many of the above-mentioned ideas and challenges identified can also be applied to the national level Standardisation Bodies.

1.1 Rapport om arbejdet med ISO 26000-standarden

(Rapporten er skrevet af Kim Christiansen og ridser hele processen – herunder NGO-processen – op.)

Den internationale standardiseringsorganisation, ISO, udarbejder i disse år en international standard til alle organisationer om samfundsmæssigt ansvar – eller "social responsibility", som det betegnes på engelsk. "Standard" er dog noget misvisende, da der lægges meget vægt på, at standarden ikke må indeholde krav og kun skal være vejledende for de organisationer, som vælger at bruge den. Den vigtigste opgave for de miljø- og forbrugerorganisationer, som deltager i arbejdet, har derfor vist sig at være det at sikre, at vejledningen ikke bare anvendes til pral eller hvidvaskning. Denne artikel giver et indblik i dette arbejde set fra en deltager fra Danmarks Naturfredningsforening

1.1.1 Samfundsmæssig ansvarlighed

Begrebet blev først anvendt indenfor erhvervslivet med ordet "corporate" foran – Corporate Social Responsibility" – ofte forkortet SR. Men da ISO gik i gang med forarbejdet blev det hurtigt besluttet, at droppe "C" – alle organisationer kan arbejde med samfundsmæssig ansvarlighed

CSR bruges som begreb også i Danmark med lidt forskellige definitioner; fælles er dog fokus på miljø- og sociale aspekter; nogle eksempler gives nedenfor under overskriften

ISO 26000 har i det nuværende arbejdsudkast følgende definition – i min oversættelse:

Samfundsmæssig ansvarlighed betyder, at de aktioner en organisation gennemfører for at tage ansvar for påvirkninger af samfund og miljø af den aktiviteter er:

-      i overensstemmelse med samfundets interesser og bæredygtig udvikling

-      baseret på etisk adfærd og overholdelse af gældende lovgivning og internationale ordninger (omkring SR; min tilføjelse)

-      integreret i organisationens løbende aktiviteter

1.1.2 Hvad er formålet med standarden?

Standarden har følgende formål i en næsten ordret oversættelse fra arbejdsudkastet:

• Bistå en organisation i dens arbejde med samfundsmæssig ansvarlighed
• Give praktisk vejledning i hvordan organisationen kan arbejde med samfundsmæssig ansvarlighed, og hvordan den kan identificere og involvere stakeholdere.
• Øge troværdigheden af rapporter og udsagn om SR
• Fremhæve indsats, resultater og forbedringer
• Øge kundetilfredshed og –tillid
• Fremme brugen af de samme ord og vendinger indenfor SR
• Sikre overensstemmelse og udgå modstrid med eksisterende dokumenter, aftaler, konventioner og andre ISO-standarder.

Tilsvarende er det understreget, at der er tale om en bestemt type af standard

• Dokumentet bliver en international vejledende standard
• Standarden er ikke beregnet til certificering af tredjepart
• Gennem hele standarden skal betegnelsen "bør" anvendes i stedet for "skal"
• Der vil kun blive udarbejdet en enkelt standard og ikke en serie af standarder

1.1.3 Organisering af arbejdet

En særlig arbejdsgruppe er nedsat for at sikre, at eksperter med begrænsede midler kan deltage fx udviklingslande, NGO og forbrugere, og der er etableret en åben fond, som alle kan bidrage til; det kniber dog noget med bidragene. En kommunikationsgruppe skal udvikle værktøjer til informationsspredning fx nyhedsbreve under og efter møderne, og alle dokumenter fra SR-arbejdsgruppen kan åbent hentes på ISOs hjemmeside

SR-arbejdsgruppen følger ISOs regler og en særlig vejledning fra TMB. En særlig gruppe skal sikre, at disse følges og forklares for alle stakeholdere. Konsensus i ISO betyder, at der ikke er væsentlige indvendinger fra nogle af stakeholderne tilbage. Så i ISO skal arbejdsgrupperne tage sig den nødvendige tid til at blive så enige som muligt. Men i sidste ende stemmes der om standarderne: Mindst 2/3 skal stemme for og mindre end ¼ imod.

I SR-arbejdsgruppen er der defineret 6 interessegrupper eller stakeholdere, som de kaldes med den engelske betegnelse. Herved adskiller dette arbejde sig fra alle tidligere omkring internationale standarder, hvor de forskellige grupper har deltaget udfra evner og muligheder – herunder økonomiske – hvilket ofte har givet en overvægt af industrielle og statslige interesser. I arbejdet med ISO 26000 er det derfor besluttet, at standarden kun kan få den nødvendige troværdighed blandt alle interessenter, hvis alle stakeholdere har samme muligheder for at deltage. ISO har klaret den organisatoriske del af opgaven, men ikke den finansielle. Så deltagelse af forbruger- og miljøorganisationer er ligesom deltagelse fra udviklingslande ikke tilstrækkelig sikret til, at troværdigheden i arbejdet kan siges at være opfyldt. En række vestlige lande har givet tilskud til deltagelse fra især udviklingslande, men en systematisk sikring af alle stakeholderes deltagelse også fra disse lande har ikke været opfyldt på de første 3 møder. SR-arbejdsgruppen har derfor i samarbejde med ISO's centrale sekretariat og det styrende råd ("Technical Management Board") taget initiativ til en fond, hvor alle deltagende lande og virksomheder m.m. kan indbetale et bidrag. Indtægterne fordeles så af SR-arbejdsgruppens undergruppe herfor - Tematisk gruppe 1: Fundraising og interaktion med stakeholderne. I blandt miljø-NGO'erne er der et stærkt ønske om, at disse midler også kan støtte deltagelse af mindrebemidlede stakeholdere fra udviklede lande. Dette ønske deles af andre stakeholdere som forbrugere og andre, men de står næppe forrest i rækken – bl.a. fordi det ikke går rasende godt med fundraising til fonden.

DN deltager i arbejdet, fordi vi håber at kunne påvirke ISO 26000, så det bliver forpligtigende at arbejde med SR – hvis organisationen vil hævde, at den følger anbefalinger og vejledning i den internationale ISO standard. Standarden skal ikke kunne bruges som tom blåstempling. Derfor skal der være krav til, hvilke emner organisationen skal forholde sig til i prioriteringen af arbejdet – og krav om, at det sker i åben dialog med interessenterne i og omkring organisationen: Medarbejdere, naboer, kunder, forbrugere, natur- og miljøorganisationer osv. skal involveres udfra de forudsætninger og omgivelser, som organisationen fungerer i. Brugerne af standarden skal hjælpes til at huske at få det hele med, og at få det dokumenteret og kommunikeret på en struktureret og gennemskuelig måde. Og det skal være muligt at få uafhængige, kompetente organisationers ord for, at standarden følges, og at ikke mindst miljøet rettigheder respekteres og overholdes.

1.1.4 Hvad kommer standarden til at indeholde?

Vejledningen for organisationers samfundsmæssige ansvarlighed skal hjælpe alle typer organisationer til at kunne besvare det mest centrale spørgsmål: Hvad betyder samfundsmæssig ansvarlighed for vores organisation? Ideen er at inspirere organisationer til at arbejde mere systematisk og struktureret med at definere deres samfundsansvar, - og dernæst efterleve det i praksis. Vejledningen skal hjælpe til at indføre rutiner og praksis i organisationen, der sikrer størst mulig hensyntagen til det samfund organisationen er en del af.

1.1.5 Historien om SR i ISO

Allerede i april 2001 blev ISO's komité for forbrugerpolitik af ISO's øverste bestyrelse bedt om at overveje, om det ville være muligt for ISO at udarbejde en international standard for social responsibility. En undersøgelse konkluderede, at ISO set fra et forbrugerperspektiv var egnet til at påtage sig opgaven.

Primo 2003 nedsatte ISO en strategisk rådgivende gruppe vedrørende SR, der skulle hjælpe ISO med at beslutte, hvorvidt ISO's engagement inden for SR vil tilføre yderligere værdi til de allerede eksisterende initiativer og programmer. Gruppen bestod af repræsentanter fra hele verden dækkende et bredt spektrum af stakeholdere. Over en periode på 18 måneder med intensiv debat fik gruppen udarbejdet en omfattende rapport. Den inkluderede en oversigt over verdensomspændende SR-initiativer og identificerede forhold, som ISO skulle tage i betragtning. Den rådgivende gruppe konkluderede også, at ISO burde gå i gang med SR-arbejdet, såfremt væsentligt anbefalinger blev fulgt. fx sikring af involvering af alle relevante stakeholdergrupper i arbejdet, samt at standarden ikke kan bruges til certificering af en organisations SR-arbejde.

Alle medlemmer af ISO blev derfor bedt om, at stemme på, om arbejdet skulle sættes i gang – og resultatet var et klart flertal. Herefter skulle den formelle organisering af arbejdet på plads, ikke mindst med valg af formandsskab og sekretariat. Efter endnu en afstemning, men denne gang ikke blandt medlemmerne, men i ISO's styrende organ, Technical Management Board, blev Brasilien og Sverige valgt til sammen at stå for ledelsen af arbejdet. Danmark søgte også sammen med Tanzania, og vi blev en flot nummer to.

SR-arbejdsgruppen har indtil dato holdt 3 møder: I marts 2005 i Salvador i Brasilien, i oktober 2005 i Bangkok i Thailand og i maj 2006 i Lissabon in Portugal. En repræsentant fra DN deltog i alle tre møder, og DN har også prioriteret at deltage i de videre arbejde herunder det næste møde i Sydney i Australien i januar 2007.

Aftaler er indgået mellem den internationale arbejdsorganisation, ILO, som er et samarbejdsorgan for arbejdsgivere, arbejdstagere og myndigheder, og ISO og mellem Global Compact og ISO. Begge aftaler betyder, at ILO's rettigheder for arbejdstagere og Global Compacts principper for bæredygtig udvikling, skal indgå i SR-gruppens arbejde. Der må ikke være modstrid mellem rettigheder og principper og indholdet af ISO 26000, og de respektive dokumenter skal supplere og understøtte hinanden. Samtidig får både ILO og GC særlige høringsrettigheder omkring de mange udkast til ISO 26000, som kommer over standardiseringsperioden. Det bliver interessant at se, hvilken international organisation, som for den næste særstatus. Men det er selvfølgelig centralt, at ISO 26000 integrerer de rettigheder og principper, som det internationale samfund allerede har udviklet. Det øger også troværdigheden af ISO 26000. Men ingen af de to aftaler stiller krav til, hvordan rettigheder og principper skal integreres. Der er altså ikke tale om, at brugere af ISO 26000 forpligtiger sig til at underskrive Global Compact. Og ILO's erklæringer skal ikke følges, med mindre de er implementeret i national lovgivning – og så har de jo alligevel skulle følges.

1.1.6 Miljøorganisationer i SR-arbejdsgruppen

Miljø-NGO'erne består dels af en række medlemsbaserede miljøorganisationer som BUND i Tyskland og Danmarks Naturfredningsforening. Men også en lang række såkaldte non-profit instituter og foreninger. Til det første møde i ISO-arbejdsgruppen deltog både industrielle rådgivere og industri-netværk, som arbejder med SR, hvilket var med til at give en del uro i hvilke holdninger, gruppen skulle forfægte. Tilsvarende gælder en række internationale institutioner, som står bag eksisterende ordninger – fx Social Accountability International, som står bag en "standard" for SR kaldet SA 8000. De er klart ikke interesserede i at få en ISO standard for SR, som organisationer kan certificeres efter, da det vil kunne presse deres program ud af markedet.

Det sidste var og er flertallet i den danske spejlgruppe ikke enige i. Hvis ISO 26000 overhovedet skal være troværdig som hjælpemiddel i SR-arbejdet, skal organisationer kunne få et bevis herfor udfra – de skal kunne certificeres ift. standarden. Men hvis standarden ikke indeholder krav – kun "should", "can" og "may" – så bliver det svært at afgøre, om organisationen overholder kravene ("shall"). Den eneste løsning herpå er, at Dansk Standard i samarbejde med spejlgruppen udarbejder en version af standarden på dansk, som indeholder præcise krav – dvs. en lang række formuleringer skal ændres fra "should" til "shall". Og det synes der da også at være udbredt stemning for hos de fleste stakeholdere, selv blandt nogle af interessenterne fra industrien.

Pacific Institute, som er et nonprofit center i USA, der arbejder med miljøspørgsmål i bred forstand, har i mange år deltaget i ISO arbejdet omkring miljøledelsesstandarder. En af centrets ledende medarbejdere, Jason Morrison, har derfor hurtigt fået rollen som uofficiel koordinator for NGOérne i SR-arbejdsgruppen. Jason har således stor indflydelse på arbejdet sammen med andre erfarne personer fra ISO-arbejdet – herunder denne artikels forfatter, og det er ikke altid til fordel for nye NGO'er i arbejdet, som har svært ved at komme til orde. Heldigvis har NGO-gruppen formået at vælge personer til SR-arbejdsgruppen rådgivende gruppen for formandskabet – den såkaldte Chairmans Advisory Group, CAG – som ikke kun kommer fra denne kreds af gamle "rotter" i standardisering. Det kan jo ses som et aktivt eksempel på involvering af stakeholdere i en SR-aktivitet (!)

Pacific Institute administrerer en hjemmeside og en mail-service for alle NGO'ere i SR-arbejdsgruppen. Her kan man finde megen nyttig information. Pacific Institue gennemførte i efteråret 2006 en spørgeskemaundersøgelse blandt de deltagende NGO'ere, og der kom mere end 80 svar. Resultaterne er desværre ikke offentliggjort i skrivende stund, men kan findes snart på http://inni.pacinst.org/

NGO-gruppen har især været aktive omkring sikring af, at alle stakeholdere faktisk er med, og at der sikres den nødvendige økonomiske, men også forståelsesmæssige støtte fx i form af træning af personer, som ikke er velbevandrede i ISO. Inden mødet i Lissabon blev der udformet et brev til SR-gruppens lederskab om behovet for større gennemskuelighed omkring, hvem der faktisk deltager i arbejdet og mere økonomisk støtte til de mindrebemidlede. Ikke alt blev indfriet, men brevet var med til at holde diskussionen på kogepunktet. Til mødet i Lissabon var NGO-gruppen også sammen med forbrugerne meget aktive omkring sikring af pressens frie adgang til møder og resultater – med delvis succés – og før næste møde i Sydney i begyndelsen af 2007 handler det om simultan-tolkning som en del af mødet, så også ikke-indfødte engelsktalende kan følge med.

1.1.7 Miljø i SR arbejdet

Uanset at nogen (læs: nogle af industrifolkene) stadig ønsker at diskutere, hvor omfattende SR arbejdet som udgangspunkt skal være, så indgår miljø som et indsatsområde. DN har bidraget til at få dette konkretiseret med udgangspunkt i møderne om miljø og udvikling i Rio i 1992 og i Johannesburg i 2002: Miljøets "rettigheder" skal baseres på:

• Forebyggende indsats
• Naturbeskyttelse
• Renere teknologi – både mindre forbrug af ressourcer (energi og materialer) og mindre forurening

f.eks. med udgangspunkt i FN's Global Compact om med fokus på biodiversitets- og klimakonventionerne. Udfra resultater fra mange livscyklusvurderinger – og på trods af forskelle i metoder og datagrundlag – er det tydeligt, at de fleste produkter primært belaster natur og miljø i form af drivhuseffekt, arealanvendelse og giftighed for mennesker og miljø. De to konventioner dækker således fint nogle af de reelt største årsager til sundheds- og miljøproblemer i verden i dag. Sammen med den politiske fokus, som mange lande har på "sundhed og miljø" – og herunder ikke mindst på farlige kemikalier – kan man sige, at årsagerne er kendt. Mange af løsningerne er også, men her kniber det jo noget mere med handlingerne. Udarbejdelsen af en international standard for samfundsmæssig ansvarlighed kan være et lille bidrag til mere handling. Men det fjerne ikke ansvaret hos især de folkevalgte politikere for rent faktisk at føre en politik, som løser problemerne.

1.1.8 Danske aktiviteter

Det er ikke muligt at give en fuldstændig oversigt over aktiviteter omkring SR i Danmark. Pjecen fra Dansk Standard giver dog korte beskrivelser af nogle statslige initiativer ligesom listen over deltagende virksomheder i den danske spejlgruppe jo også giver en indikation af, hvem der er fremme i skoene – der er dog flere virksomheder, som har valgt ikke at deltage i spejlgruppen, men som er involveret i andre tilsvarende netværk, fx Netværket for Bæredygtig Erhvervsudvikling, som styres af de store jyske virksomheder.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har med støtte fra Den Europæiske Socialfond og Arbejdsmarkedsstyrelsen igangsat et projekt, hvor 12.000 danske virksomheder gennem en kursusdag for arbejdstager- og arbejdsgiverrepræsentanter angiveligt gives et mærkbart og konkret kompetenceløft, som skal øge deres konkurrenceevne og optimere deres CSR-indsats. Projektet hed tidligere "People & Profit" svarende til to af de tre omskrivninger af begrebet bæredygtighed til "Planet, people and profit" – en omskrivning som er meget populær blandt en række erhvervsvirksomheder og ledelseskonsulenter. De danske myndigheder har dog omdøbt projektet til "Overskud med omtanke", så at fokus er på øget indtjening gennem god opførsel står stadigt tindrende klart. Omvendt er der dog ikke mange erfaringer i erhvervslivet med, at 1-2 kursusdag giver tigerspring i styrket konkurrenceevne. Projektet slutter i 2006, og det bliver interessant at se effekten heraf – i den udstrækning den faktisk kan måles.

Institut for Menneskerettigheder har siden 1999 arbejdet med virksomheders sociale ansvar i tæt samarbejde med Dansk Industri og IFU. Der er bl.a. udviklet et værktøj til at tjekke, om virksomheden overholder menneskerettighederne. Arbejdet tog 6 år og involverede over 100 virksomheder, menneskerettighedsorganisationer, universiteter og fagforeninger. Det sætter ambitionerne hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i relief.

Det sociale indeks er udviklet for Arbejdsmarkedsstyrelsen og Beskæftigelsesministeriet for at fremme virksomheder og organisationers sociale ansvar og engagement primært i relation til medarbejderne. Det sociale indeks er således et af de værktøjer, som kan anvendes i SR-arbejdet, men det dække ikke hele området – kun medarbejderne.

Den danske komité omkring SR, som er nedsat hos Dansk Standard, består for tiden af 15 medlemmer, hvoraf 6 kommer fra industrien, 3 fra NGO, 1 fra forbruger, 1 fra arbejdstager, 1 fra mydnigheder og 3 fra andre. Denne industridominans gælder også for SR-arbejdsgruppen, som også domineres af rige lande i vest – de industrialiserede lande herunder også Japan m.fl. fra det "vestlige" øst.

1.1.9 Konklusion

ISO-arbejdsgruppen vil ende op med en standard for samfundsmæssig ansvarlighed. Alle typer af organisationer vil kunne bruge den, men i første omgang vil det nok mest være industrivirksomheder. Nogle lande vil fortsætte med deres eksisterende standarder for SR, andre vil tilpasse dem, og atter andre vil lave deres egen – enten som en oversat kopi eller med nationale tilpasninger. I Danmark synes der blandt deltagerne i arbejdet at være stemning for, at organisationer skal kunne certificeres efter en dansk udgave af ISO 26000. Det vil kræve nogle ændringer. Og så vil oversættelsen sikkert blive i den kommenterede udgave, altså hvor der fx gives eksempler undervejs.

Og hvad er så minimumskravene, der skal være opfyldt, hvis en organisation skal kunne sige, at den udviser ansvar for samfundet – med udgangspunkt i ISO 26000:

• stakeholderne skal være inddraget hele vejen – fra formulering af politik og handleplaner til rapportering – ikke alle mulige, men de vigtigste, og fravalg skal begrundes
• organisationen skal kunne vise løbende forbedringer i arbejdet – der skal til handleplanerne været knyttet konkrete mål; men ikke alt kan kvantificeres, og kvalitative resultater tæller også
• organisationen skal fortælle åbent og forståeligt om sine valg og fravalg – af emner og stakeholdere – og om sine aktiviteter og resultater
• organisationen skal selvfølgelig overholde gældende lovgivning (hvem skal ikke det?)

Eller i den korte form til små organisationer – med udgangspunkt i en passende bruttoliste over interessenter og emner:

• hvem snakker du med? og hvorfor ikke?
• hvad fokuserer du på? og hvorfor ikke?
• hvordan arbejder du med at forbedre dig?
• hvilke resultater har du opnået?

1.1.10 Litteratur og hjemmesider

Dansk Standard (2006) ISO 26000 Social Responsibility. Kommende international standard for samfundsmæssig ansvarlighed. Hvem, hvad, hvor, hvornår og hvordan...- du kan også få indflydelse.

Det internationale NGO-netværk om ISO SR arbejdet http://inni.pacinst.org/inni/CSR.htm

Det store danske træningsprojekt omkring SR i virksomheder

www.overskudmedomtanke.dk

FN's principper for bæredygtighed og samfundsmæssigt ansvar

www.globalcompact.com

1.1.11 Noter

1.1.11.1 Note om ISO

ISO er en international sammenslutning af nationale standardiseringsorganer, som udvikler frivillige, konsensus-baserede Internationale Standarder baseret på oplæg fra nationale standardiseringsorganer og en lang række samarbejdsorganisationer til ISO. Arbejdet organiseres typisk omkring en teknisk komité, hvor alle ISO medlemmer kan deltage og andre internationale organisationer kan godkendes som liaison-medlemmer. Under den tekniske komité nedsættes evt. sub-komitér for forskellige dele af et standardiseringsområde og under disse igen arbejdsgrupper. Det er eksperter udpeget af de nationale standardiseringsorganer og samarbejdsorganisationerne, som skriver standarderne. De udarbejdes og godkendes over en række trin, som skal sikre, at der opnås konsensus. Det betyder ikke, at alle er enige, men at der ikke er en voldsom modstand – og i sidste ende stemmes der, og der skal være mere end 2/3 for og mindre end 1/4 imod for at et dokument kan udgives som international standard.

1.1.11.2 Note om organisation

Definitionen på en organisation er: Virksomhed, selskab, sammenslutning, firma, bedrift, myndighed eller institution elle dele eller kombinationer heraf, uanset om de er registrerede eller ej, eller om de er offentlige eller private, som har sine egne funktioner og administration.

1.1.11.3 Note om stakeholderkategorier

Deltagerne i SR-arbejdsgruppen har sammen med deres respektive bagland selv stået for at få defineret, hvem der hører til hvilke af de 6 stakeholderkategorier. Den enkelte deltagers placering afgøres de de nationale standardiseringsorganer og meddeles SR-gruppens sekretariat. De 6 kategorier er – med de danske deltagere i SR-gruppens møder med fed og andre deltagere i den danske spejlgruppe i parantes:

• Forbrugere (Forbrugerrådet)
• Myndigheder (IFU, Industrialiseringsfonden for Udviklingslande, som hører under Udenrigsministeriet)
• Industri (NovoNordisk; Novozymes; Carlsberg; Coloplast og Dansk Industri)
• Arbejdstagere (CO-industri)
• NGO'er (DN, Danmarks Naturfredningsforening; Institut for Menneskerettigheder
• Andre – kaldes SSRO (Service, Support, Research and Others; FORCE Technology, Grove consulting, Dansk Standard)

1.1.11.4 Note om plan for udarbejdelse af ISO 26000

• Første arbejdsudkast (working draft, WD 1): færdiggjort marts 2006
• Andet arbejdsudkast (WD 2): færdiggjort oktober 2006
• Første komitéudkast (CD 1): forventes klar medio 2007
• Udkast til international standard (ISO/DIS): forventes klar primo 2008
• Endeligt udkast til international standard (ISO/FDIS): forventes klar ultimo 2008
• Udgivelse som international standard: primo 2009.

Fodnoter

¹ For a detailed assessment of these standards see joint ANEC/ECOS position at:
http://www.ecostandard.org/downloads_a/
anec&ecos_on_revised_packaging_standards_jan05.pdf

² http://www.isealalliance.org/

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Top |

Version 1.0 Juli 2008, © Miljøstyrelsen.