Kortlægning, emissioner samt miljø- og sundhedsmæssig vurdering af kemiske stoffer i kunstgræs
1 Indledning
1.1 Kunstgræsbaner er populære
Det er i de senere år blevet stadig mere populært at anvende kunstgræs som erstatning for naturligt græs.
Kunstgræs vinder efterhånden frem inden for golf-greens, til skolegårde og til legepladser, men anvendes først og fremmest til fodboldbaner.
Således accepterer de internationale fodboldforbund UEFA og FIFA anvendelsen af kunstgræsbaner til fodbold, såfremt de lever op til opstillede krav med hensyn til funktionelle egenskaber i relation til fodboldspil (FIFA 2006).
Figur 1.1 Udendørs kunstgræsplæne til fodbold
Der er flere fordele ved anvendelse af kunstgræs frem for naturligt græs. Baner af kunstgræs er mere slidstærke og lettere at vedligeholde end baner af naturligt græs. Fodboldsæsonen kan forlænges uafhængigt af vejret, og banerne kan anlægges på steder, hvor det er vanskeligt at få græs til at gro.
Kunstgræsplæner anvendes såvel inden- som udendørs. I Danmark anvendes kunstgræsbaner dog stort set udelukkende udendørs.
Ifølge DBU (A. Johansen, 2007) er der i alt fire indendørs baner i Danmark, heraf dog kun to 3.-generations-baner. Den ene er en ¾ bane i Brøndby, den anden er en nyanlagt bane i Ikast. Infill-materialet i Ikast er polyethylencoated sand, i modsætning til de traditionelle 3.-generations-baner, hvor infill er sand plus et elastisk granulat.
Valby hallen og Ballerup hallen har også indendørs baner, men iflg. DBU af 2.-generations-typen (uden elastisk infill).
Der er ifølge DBU ikke umiddelbart planer om at etablere flere indendørs baner i Danmark.
Kunstgræs består i langt de fleste tilfælde af plastfibre, der er fæstnet til et polypropylen- eller polyestervæv (se Figur 1.2). Polyestervævet påføres en limsuspension, som hærdes i en ovn. En leverandør oplyser, at det er en styren-butadien-latex, der anvendes som lim.
Figur 1.2 Væv til kunstgræs for- og bagside
Højden af fibrene er typisk 3-6 cm. For at fiksere kunstgræsplænerne anvendes der en blanding af sand og et elastisk granulat. Sandet anvendes pga. sin tyngde, og det elastiske granulat har til formål at virke fjedrende.
Baner, der anvender et elastisk granulat som fjedrende del af konceptet, benævnes 3.-generations-kunstgræsbane. 3.-generations-kunstgræsbaner er udviklet fra 1990 og frem til i dag.
Der er også en 4.-generations-kunstgræsbane på vej, hvor man introducerer yderligere et opskummet elastisk underlag lige under tæppekonstruktionen. Derved kan man mindske mængden af gummigranulat pr. m². Det muliggør bl.a., at man kan anvende alternative elastiske fyldmaterialer, som fx ethylen-propylen-dien-gummi (EPDM), til en konkurrencedygtig pris (T.V. Pedersen, 2007). Det giver imidlertid ikke forbedrede spillemæssige egenskaber end for de andre banetyper.
Begrebet 4.-generations-kunstgræsbaner er dog ikke defineret af DBU.
I Magelingen, Schweiz er der anlagt en kunstgræsbane på en pad uden anvendelse af elastisk infill. Græsset (PE) holdes opret ved hjælp af støttefibre i polyamid.
Foto 1.1 PE-græs med støttefibre af polyamid
Efter det oplyste kan denne plæne dog ikke leve op til FIFA’s gældende spillemæssige krav. Kravene er sat i forhold til egenskaberne af baner med elastisk infill, som var state-of-the-art på det pågældende tidspunkt.
Hidtil har man stort set uden undtagelse anvendt gummigranulat fra kasserede bildæk (styren-butadien-gummi (SBR)) som den fjedrende del af infill-materialet. Det skyldes, at dækgranulat indtil nu uden konkurrence er det billigste infill-materiale. Dækgranulat er tilgængeligt som råstof i rigelige mængder, da ca. 60 % af alt gummi (ca. 20 millioner tons pr. år) går til fremstilling af dæk, som før eller senere kasseres. Til en 3.-generations-fodboldbane anvendes ca. 100-120 tons gummigranulat. Dog kan denne mængde reduceres, hvis man anvender en elastisk pad under kunstgræssets bagmåtte.
Der findes også coatede infill-typer. Coatningen er typisk polyurethan med et tilsat farvestof (eksempelvis grøn).
Dæk indeholder en lang række miljø- og sundhedsmæssigt betænkelige, kemiske stoffer, som gør, at man bør genanvende gummi fra kasserede bildæk med omtanke.
Dette aspekt, sammenholdt med at brugen af kunstgræs er blevet mere og mere populært, har betydet, at flere lande har iværksat forskningsprojekter, som skal belyse mulige miljø- og sundhedsmæssige påvirkninger fra kunstgræsbaner (T. Källquist, 2005; C. Dye et al., 2006; T.S.W. Plesser, 2004; T. Sanner, 2006; Kemikalieinspektionen, 2006; H.J. Kolitzus, 2006; Verschoor, 2007; M. van Bruggen et al., 2006; U. Hofstra, 2007; R. Moretto, 2007). Resultatet af disse vil kort blive gennemgået i kapitel 3. I kapitel 2 gennemgås den kemi, der knytter sig til de materialer, der indgår i kunstgræsbaner.
I kapitel 4 er kortlægningen af brugen af kunstgræsbaner i Danmark beskrevet. Herefter følger kapitel 5 med beskrivelse af anskaffede prøvematerialer i form af kunstgræsmåtter, infill-materialer og PAD.
Kapitel 6 og 7 omtaler henholdsvis de analysemetoder og analyseprogram og den sundhedsmæssige vurdering. Rapporten slutter i kapitel 8 med en miljømæssig vurdering.
Version 1.0 Oktober 2008, © Miljøstyrelsen.