Forbedret mulighed for reduktion af fungicidforbruget i kartofler

Sammenfatning

Med støtte fra Miljøstyrelsen er der i 2005 startet et toårigt projekt ”Forbedret grundlag for reduceret fungicidforbrug i kartofler”. Projektets formål er at forbedre grundlaget for at reducere fungicidforbruget i kartofler, og der er i 2005 og 2006 udført eksperimentelle forsøg med spredning, overlevelse og infektion af kartoffelskimmel under markforhold samt udviklet nye metoder, som kan forbedre kvaliteten af vejrprognosedata til beregning af risiko for udvikling og spredning af kartoffelskimmel. På baggrund af disse undersøgelser er der udviklet modeller for beslutningsstøtte for bekæmpelse af kartoffelskimmel, og modellerne er afprøvet i markforsøg. Projektet er udført i samarbejde mellem Aarhus Universitet, Dansk Landbrugsrådgivning og Danmarks Meteorologiske Institut.

Resultaterne fra markforsøg viser, at skimmelsvampen danner sine sporer (sporangier) om natten, og at de frigøres om morgenen, når der sker et kraftigt fald i den relative luftfugtighed. Infektionen kan ske om morgenen, hvis der er et overlap mellem tilbageværende dugdråber og frigørelsen af sporangier. Men de dannede sporangier kan kun inficere, hvis de indenfor ganske få timer kommer i kontakt med frit vand enten fra dug eller fra nedbør.  Projektets undersøgelser viser også, at de nydannede sporangier kan fastholdes i læsionerne og spredes over mindst 2-3 dage.

I projektet er der udviklet et indeks for infektionstryk, som baserer sig på en vejrmæssig beregning af sporangiedannelse. Ved at koble sporangiedannelsen sammen med en model for overlevelse baseret på global stråling blev der opnået en bedre sammenhæng mellem infektion på planter i marken, end hvis der kun blev anvendt infektionstryk. Model for overlevelse er udviklet på baggrund af data fra 2006 og er således ikke testet i markforsøg. Det forventes, at inddragelse af modellen for overlevelse vil forbedre mulighederne for at udpege perioder, hvor der er meget lille risiko for nye infektioner, og dermed en mulighed for at reducere fungicidforbruget.

DMI har i projektet forbedret prognosen for relativ fugtighed (RH) i vækstsæsonen. Tidligere var prognosen for RH 5-10% for lav. Med justeringen af RH er beregningen af dagligt niveau af sporangiedannelse i prognosen en anelse for høj, men da infektionstrykket beregnes med vejrdata for en periode med to dage bagud og to dage frem, begrænses denne fejl betydeligt. Det blev undersøgt, om man kan bruge en lokal vejrstation til at justere prognosen for temperatur og RH og dermed opnå en bedre prognose på markniveau. Prognosen for temperatur blev forbedret, men prognosen for RH blev hverken bedre eller dårligere.

Resultater og erfaringer fra projektet er anvendt til videreudvikling af beslutningsstøttesystemet Blight Management (BM). I BM vurderes risiko for angreb af kartoffelskimmel, og bekæmpelsestidspunkt samt dosering af fungicid afpasses efter infektionsrisiko og sortsresistens i den enkelte mark. De forskellige testversioner af BM blev afprøvet i seks markforsøg 2005-2006. Resultaterne viste, at beslutningsstøttesystemet BM kun i få forsøg kunne reducere behandlingshyppigheden, specielt ved lave smittetryk. Antallet af forsøg er dog langt fra tilstrækkeligt til at foretage en egentlig validering af beslutningsstøttemodellen og kan kun anvendes til at afprøve, om modellerne er operationelle i marken. Dele af systemet blev implementeret i 2007 i det eksisterende beslutningsstøttesystem i www.planteInfo.dk.

Projektets undersøgelser viser, at den klimabaserede beslutningsstøttemodel (BM) endnu ikke er sikker nok eller designet til at kunne anvendes som en ren beslutningsmodel, der udpeger en bestemt dato for udbringning af svampemidler. BM i sin nuværende form kan kun anses som et værktøj for avler eller rådgiver, der i en kombination med anden information og erfaring kan støtte i beslutningsprocessen vedrørende valg af dosering og svampemiddel afhængig af risikoen for spredning og infektion af skimmelsvampen.

Resultater og erfaringer fra projektet vil kunne anvendes i arbejdet med udvikling af beslutningsstøtte for andre fugtighedselskende svampe i specielt frugt og grønt.

 



Version 1.0 Oktober 2008, © Miljøstyrelsen.