REACH vejledning for SPT-virksomheder

1 Indledning

1.1 Baggrund

Som forberedelse til EU’s nye kemikalielovgivning REACH, der trådte i kraft 1. juni 2007, har DHI i samarbejde med Brancheforeningen for sæbe, parfume og teknisk/kemiske artikler (SPT), gennemført projektet ”Udvikling af kompetence og værktøjer til implementering af REACH med fokus på virksomheder inden for rengørings- og kosmetiskbranchen”. Projektet, som er gennemført i perioden marts 2006 - januar 2008 blev afsluttet med en workshop i januar 2008. Projektet blev betalt af midler fra Miljøstyrelsens ”Virksomhedsordning”.

Formålet med projektet har været at udvikle en praktisk kompetence hos de deltagende virksomheder i, hvordan de forbereder sig til, og efterlever REACH. Formålet er blevet opfyldt gennem direkte dialog med virksomhederne, samt anvendelse af IT-værktøjer, udviklet til brug for virksomhedernes forberedende arbejde. Som yderligere hjælp til implementering af REACH er denne vejledning udviklet som en del af projektet. Vejledningen skal generelt støtte virksomhederne i deres fremtidige arbejde med REACH.

1.2 Hvem kan bruge denne vejledning?

Vejledningen er tiltænkt brugere af kemiske stoffer – de såkaldte downstream-brugere. Ifølge definitionen i REACH er en downstream-bruger ”enhver fysisk eller juridisk person etableret i Fællesskabet, bortset fra producenten eller importøren, der anvender et stof, enten som sådan eller i et kemisk produkt, som led i sine industrielle eller erhvervsmæssige aktiviteter”.

Mange forskellige virksomheder er downstream-brugere, og de fleste SPT-virksomheder tilhører denne gruppe. Vejledningen kan dog også anvendes af virksomheder med andre roller under REACH, fx producenter og importører til belysning af downstream-brugerens samspil med de andre virksomheder i forsyningskæden. Virksomheder, der producerer kosmetiske produkter, bør være særligt opmærksomme på afsnit 5.10 om lempelige regler for kosmetik.

1.3 Hvordan bruges vejledningen?

Da vejledningen har fokus på de dele af REACH, der er særlig relevante for downstream-brugere, vil der være afsnit, der er mindre relevante for andre virksomhedstyper. Ligeledes kan downstream-brugere have interesse i nogle emner mere end andre. Det er derfor ikke nødvendigvis en fordel at læse vejledning fra start til slut. Vejledningen er opbygget som et opslagsværk, hvor man hurtigt kan finde de afsnit, der har interesse for den enkelte virksomhedstype.

Vejledningen er i vid udstrækning udarbejdet på baggrund af fortolkningen af REACH-teksten i REACH Implementeringsprojekt 3.5-2 (RIP 3.5-2), som omhandler forpligtelser for downstream-brugere, som har resulteret i en endelig RIP-vejledning for downstream-brugere, der nu ligger på Kemikalieagenturets hjemmeside /1/. Ligeledes er Miljøstyrelsens Helpdesk anvendt som støtte i fortolkningen af lovteksten. Teksten i denne vejledning skal således opfattes som en fortolkning af de juridiske regler i lovteksten. Ved tvivlsspørgsmål bør lovteksten konsulteres, da det er denne, der er juridisk bindende. En dansk udgave af lovteksten kan findes på Miljøstyrelsens hjemmeside (se link nedenfor).

Det er i nærværende vejledning forsøgt at gøre tilgangen til de berørte emner så praktisk anvendelig som mulig. Hvor der på nuværende tidspunkt foreligger konkrete vejledninger fra Kommissionen, er de anvendt i fortolkningen eller der er henvisninger til dem. I afsnit 5 om hvordan REACH efterleves i praksis, er downstream-brugerens aktiviteter så vidt muligt angivet på punktform med en efterfølgende uddybning af punkterne. Denne struktur har til formål at gøre vejledningen så ”kogebogsagtig” som muligt. Dette fokus på den let tilgængelige anvendelse af vejledningen har ikke tilladt uddybning af alle de berørte emner. Emner som fx registrering og lovgivningen omkring artikler er således kun beskrevet meget kort. Der er i videst muligt omfang angivet henvisninger til yderligere information.

I vejledningen anvendes en række udtryk og forkortelser, der ofte anvendes i forbindelse med REACH. En forklaring af disse findes i bilag A i alfabetisk rækkefølge. Første gang et udtryk, der er forklaret i bilag A, anvendes i vejledningen, er udtrykket skrevet med fed.

1.4 Flere informationer

Det er i nærværende vejledning forsøgt at gøre tilgangen til de berørte emner så praktisk anvendelig som mulig, og derfor er der lagt vægt på de aktiviteter en downstream-bruger har under REACH. Denne prioritering efterlader flere overordnede emner under REACH mindre godt beskrevet. Der henvises derfor ofte i teksten til andre informationskilder, bl.a. EU Kommissionens tekniske vejledninger til industrien, som er udviklet i REACH Implementeringsprojekter (RIP-projekter). Kilder, der mere overordnet kan bidrage med informationer om REACH, er:

(http://ec.europa.eu/echa/)

 



Version 1.0 Oktober 2008, © Miljøstyrelsen.