Miljøforbedringer gennem produktudvikling

Baggrund og motivation

Tag miljøudfordringen op!

Der er konkurrencemæssige fordele ved at få styr på, hvor og hvorfor miljøeffekterne opstår i produkternes levetid.

Bl.a. gælder det for mange af de produkter, vi møder i dagligdagen, at ca. 90% af det spild, som kan forbindes med et produkt, er sket, inden slutbrugeren overhovedet tager det i anvendelse.

Der er derfor behov for at skabe miljøforbedrede alternativer til eksisterende teknologier, materialer og design.

Såvel virksomheden som dens kunder og leverandører skal inddrages i forståelsen af, at bæredygtig udvikling er et fælles anliggende, der har konsekvenser for alle parter.

Set fra et rent forretningsmæssigt synspunkt
er der fordele ved miljøtænkning. Det er for eksempel påvist, at miljøtænkning i produktudvikling leder til effektive produkter, som både er økonomisk rentable at producere, billigere i drift og vedligeholdelse, og som er mere robuste over deres levetid.

Systematisk miljøtænkning i produktudvikling skaber produkter, der lever op til miljølovgivning og standarder, og som kunder i stigende grad efterspørger.

Når man systematiserer miljøarbejdet, kan der ofte sættes lighedstegn mellem miljøforbedringer og øget kvalitet af produktet.

Der spirer i disse tider et utal af bæredygtige teknologier, produkter og systemløsninger frem, drevet af industrien, forskningscentre og universiteter. En væsentlig motivation er erkendelsen af, at miljø- og bæredygtighedsmål kan anses for at være innovationsfremmende og forretningsskabende.

Den enkelte virksomhed har altså en unik mulighed for at benytte sin adgang til frie markeder, innovative medarbejdere og potentielt villige (for)brugere til at skabe betydelige miljøforbedringer, som samtidigt skaber behovstilfredsstillelse og markedsmæssig succes.

Produktudvikleren er mest indflydelsesrig

Miljøeffekter opstår i alle faser af et produkts levetid, og forskellige produkter giver anledning til forskellige miljøprofiler. Miljøeffekterne i forbindelse med produktion, brug og bortskaffelse af en cykel er for eksempel meget forskellige fra effekterne for en bil.

Men uanset art, størrelse og tidspunkt for miljøpåvirkningers opståen er langt størstedelen af miljøeffekterne blevet besluttet i de tidlige faser af produktudviklingen.

Produktudvikleren har altså stor indflydelse på produktets livscyklus og derfor også på miljøeffekterne. Det er hér, hvor materialer, teknologier og produktets levetid bliver fastlåst. Derfor gælder det om, at produktudvikleren tænker sig godt og systematisk om.

I produktudviklingsforløbet er det nødvendigt at estimere, hvilke miljøeffekter der sandsynligvis vil opstå i løbet af produktets levetid. Det er vigtigt, at der skabes dialog mellem alle afdelinger og funktioner i virksomheden for at sikre, at optimale miljøbeslutninger kan træffes tidligt i produktudviklingen. Og det er afgørende, at miljøtænkning bliver en integreret del af produktudviklingsforløbet, på lige fod med overvejelser som omkostninger, kvalitet, produktionsrigtig konstruktion osv.

Ved at arbejde systematisk og kreativt med miljøforbedringer i produktudviklingen kan der skabes innovative og radikalt forbedrede miljøkoncepter. Inddragelse af mange funktioner og fagligheder i processen giver flere synspunkter og øger sandsynligheden for optimale løsninger.

Ca. 80% af produktets miljømæssige profil fastlåses ved

Ca. 80% af produktets miljømæssige profil fastlåses ved

konceptskabelsen under produktudviklingen

Coloplast A/S - Miljø som global strategi

Coloplast A/S udvikler, producerer og markedsfører medicinsk udstyr og service indenfor tre forretningsområder: stomiprodukter, urologi- og kontinenshjælpemidler og bandager til behandling af kroniske sår og hudplejemidler. Da Coloplast opererer globalt, anser virksomheden deres ansvar for både sundhed, helbred og miljø for at være meget stort.

Et af initiativerne, som Coloplast deltager i, er FN’s bæredygtighedsinitiativ ’Global Compact’. Som led i Global Compact fokuserer Coloplast på minimering af miljøbelastningen hele vejen igennem produktudviklingsprocessen.

Coloplast’s kunder er ofte offentlige indkøbsfunktioner. Her er miljø i nogle tilfælde et afgørende faktum i købet. Det betyder, at disse kunder er med til at støtte Coloplasts arbejde med at udvikle produkter, som belaster miljøet mindre.

illustration

Gabriel A/S - Miljø som innovationsaktiv

Som globalt agerende producent af tekniske tekstiler, er miljø en vigtig parameter i Gabriel A/S. Derfor har Gabriel arbejdet aktivt med kvalitetsoptimering og miljøforbedring i en lang årrække.

  • I 1991 blev Gabriel som verdens første møbelstofprodu-cent kvalitetscertificeret efter ISO 9001.
  • I 1996 fulgte en miljøcertificering efter ISO 14001.
  • I 2000 gennemførte virksomheden en livscyklusanalyse efter ISO 14040-standarden.
  • I 2002 fik Gabriel EU-Blomsten på en stor del af sortimentet.

Begrundet i en stadig større fokus på anvendelsen af sundhed og miljø som konkurrenceparametre inden for Gabriels værdikæde arbejder Gabriel aktivt på løbende at integrere nye værktøjer i udviklingen af nye produkter, services og forretningskoncepter.

illustration

Produktets livsforløb skal afsløres

Et vigtigt led i systematisk miljøforbedring er at skabe indsigt i produktets livsforløb. Hvis man danner sig et billede af hele produktets livsforløb, kan man sørge for, at det der sker i de enkelte livsfaser bliver så miljørigtigt som muligt. Dette kaldes for produktlivstænkning.

Med produktlivstænkning går man aktivt og systematisk til værks for at afdække alle produktets livsfaser samt de forskellige situationer og aktører, som produktet sandsynligvis kommer til at møde i dets livsforløb. Virksomheden kan drage fordele af en sådan bred tilgang til produktudvikling, ikke mindst fordi produktets brugsfase bliver synliggjort tidligt i forløbet.

Når produktlivsforløbet afsløres for udvikleren, er der mulighed for at få øje på miljømæssige problemer og forbedringspotentialer over hele produktlivsforløbet. Men der skal også andre ansvarlige på banen. I takt med at der kommer flere og flere miljømæssige krav til virksomheders aktiviteter og produkter, kan produktlivstænkning bruges til at sikre, at virksomhedens miljøansvarlighed integreres i produktionsaktiviteter, distribution og anvendelse af de produkter, som sendes på markedet. Det er åbenlyst, at fokus på produktets samlede livsforløb kan danne grundlag for nye konkurrenceparametre eller nye måder at drive virksomhed på.

For at få øje på potentielle miljøeffekter er det vigtigt at visualisere produktets livsforløb ud fra en forestilling om de forskellige situationer og aktører, som produktet kommer til at møde i sit livsforløb.

I beskrivelsen af hver fase i livsforløbet bør aktiviteterne beskrives, så man kan udtale sig om ressourceforbrug og se, hvad der skaber miljøeffekterne.

EKSEMPEL: KORTLÆGNING AF PRODUKTLIVSFORLØBET FOR ET STILLADS. POTENTIELLE MILJØEFFEKTER ER ANFØRT MED RØDT

EKSEMPEL: KORTLÆGNING AF PRODUKTLIVSFORLØBET FOR ET STILLADS. POTENTIELLE MILJØEFFEKTER ER ANFØRT MED RØDT

CASE: SAMMENSÆTNING AF EN MILJØRIGTIG PRODUKTUDVIKLINGSPROCES

Grundfos Management A/S - Systematisk Miljøforbedringsforløb efterlyses

Med en årlig produktion af ca. 16 millioner pumper, produktion i 14 lande og en markedsmæssig repræsentation i 42 lande tager Grundfos deres miljømæssige ansvar alvorligt.

Grundfos tager en livscyklustilgang til produktudviklingen, hvor en vigtig tankegang er totallivsomkostninger, eller ”Total Cost of Ownership” (TCO) på engelsk. Dette er vigtigt for Grundfos, da de væsentlige miljøforbedringer, som man kan forvente at konstruere ind i en pumpe, er i pumpens driftsperiode. Disse forbedringer findes i form af energibesparelser og øget effektivitet. Derfor kan TCO bruges som en måde at afsløre en pumpes miljøprofil på.

Miljøtænkning er altså ikke nyt for Grundfos. Virksomheden har erfaringer med mange af de værktøjstyper, der er vist i denne Guide. Fra negativlister over livscyklusvurderinger til miljøvenlige produktionsprocesser – Grundfos har aktiviteter, tovholdere og rapporteringsprocedurer på plads i hele koncernen.

Men i sagens natur har der været mange spredte og individuelle udviklingsprojekter i gang, som har været mere elle mindre koordinerede.

I erkendelsen af behovet for en mere systematisk tilgang til miljøinddragelse i produktudvikling er Grundfos begyndt på at kæde de forskellige værktøjer sammen til en standardiseret måde for miljørigtig produktudvikling.

”Vi kendte de fleste enkelte værktøjer i forvejen. Men det nye var måden, hvorpå værktøjerne blev sammensat til workshoppen, hvor der gennem 7-trinsforløbet blev skabt en helhed. Vi vil forsøge at integrere værktøjerne fremover, dels gennem workshops, dels gennem vores produktudviklingsprocedurer.

Vores miljøafdeling er ikke med overalt i virksomheden eller i alle produktudviklingsprojekter. Derfor har vi brug for simple værktøjer, som nemt kan formidles, og som kollegerne selv kan bruge.”

[Helle Nystrup, senior miljøingeniør, Grundfos Management A/S]

illustration

 



Version 1.0 November 2008, © Miljøstyrelsen.