Sprøjtepraksis i sædskifter med og uden glyphosattolerante afgrøder

Sammenfatning

En indførelse af genetisk modificerede afgrøder med tolerance over for glyphosat vil sandsynligvis ændre herbicidanvendelsen i dansk planteavl i form af ændrede valg af midler og sprøjtetidspunkter. I så fald vil forholdene for flora og fauna i mark og hegn blive ændret som følge af den ændrede herbicidpåvirkning. I dette projekt undersøgte vi, hvorledes indførelsen af glyphosattolerante (GT) afgrøder, vinterraps, majs og roer, vil påvirke floraen i mark og hegn, idet det forventes, at den senere sprøjtning, som GT-afgrøder giver mulighed for, kan have afledte positive effekter på floraen.

Forsøgsarbejdet udført i mark og udyrkede habitater blev suppleret med matematisk modellering til forudsigelse af langtidseffekten af forskellige dyrkningsscenarier. En sociologisk undersøgelse tidligt i projektet1 dannede grundlag for at opstille en række dyrkningsscenarier.

Vi konkluderer, at hvis blot GT-afgrøder dyrkes i sædskifte med ikke-GT-afgrøder, så vil der gennem årene ikke opstå problemer med udbrud af særligt glyphosattolerante ukrudtsarter i marken eller dominans af glyphosattolerante arter i hegnet. Danske landmænd ville da også med deres nuværende viden og holdninger sandsynligvis vælge at kombinere glyphosat med andre sprøjtemidler under dyrkningen af GT-afgrøder, netop for at forhindre udviklingen af glyphosattolerant ukrudt.

Hvis man ønsker at forøge ukrudtsdækket i forsommeren gennem en forsinkelse af herbicidbehandlingen, så vil det i GT-afgrøder være muligt at gøre dette med en mindre forøgelse af behandlingsindeks end muligt i konventionelle afgrøder. Men i konkurrencesvage afgrøder som majs og roer kræves et større forsøgsarbejde for at kortlægge de præcise muligheder for at udsætte sprøjtningen i herbicidtolerante sorter uden, at det går ud over dyrkningssikkerheden.

Mere ukrudt i marken kan give flere insekter, hvilket potentielt også kan have en positiv effekt længere op i fødekæden. Vi kan imidlertid ikke forudsige mængden af insekter blot ud fra ukrudtsmængden.

 



Version 1.0 November 2008, © Miljøstyrelsen.