1 Definition af lettere forurenede trærester – Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen Nr. 11 2008 – Afbrænding af lettere forurenet træaffald i fyringsanlæg på fx møbelfabrikker

Afbrænding af lettere forurenet træaffald i fyringsanlæg på fx møbelfabrikker

1 Definition af lettere forurenede trærester

1.1 Materialer i træ- og møbelindustrien

Som indledning til definitionen af lettere forurenede trærester beskrives i dette afsnit de materialer, der anvendes i træ- og møbelindustrien. Det efterfølgende afsnit 1.2 vil indeholde argumenter for, hvilke materialer, der bør og hvilke der ikke bør kunne afbrændes i almindelige fyringsanlæg.

Træ- og møbelindustrien producerer og anvender mange forskellige træbaserede materialer, som kombineres med en række forskellige overfladematerialer. Alle disse materialer kan i større eller mindre udstrækning ende i spånfyret i forbindelse med bearbejdning af produkterne.

1.1.1 Massivt træ

Anvendes fortrinsvis til møbler, bordplader, låger mv. Løvtræ som eg, bøg, ask, mahogni osv. er hårdt, mens fyrretræ er en forholdsvis blød træsort, hvilket har betydning for træets forbrændingstekniske egenskaber.

1.1.2 Limtræ

Limtræ består af større stykker træ, der er limet sammen. Limtræ indeholder mindre end 1% lim.

1.1.3 Lamineret træ

1.1.4 Finer

Finer, der som regel kun ca. 0,6 mm tyk, limes på spånplade eller MDF-plade. Anvendes ofte til bordplader, reoler, køkkenlåger og andre pladekonstruktioner. Finerbelægning er normalt lakeret eller olieret for at kunne holde til slid, rengøring osv.

Træet kan være bejdset eller pigmenteret (farvet) i forbindelse med lakeringen. Udtryk som "mahognibejdset", "kirsebærbejdset" eller lignende dækker over billigere træsorter, der er farvet, så det ligner mahogni osv.

1.1.5 Spånplade

Plade af træspåner og lim, der presses sammen under opvarmning. Spånpladen har en tæt struktur på begge ydersider og en grovere struktur i midten. Anvendes i et utal af møbelkonstruktioner, til skabe (korpus), til låger, hylder og skuffebunde. Desuden som underlag for bordplader af plastlaminat og rustfrit stål.

1.1.6 MDF-plade

MDF er forkortelsen af Medium Density Fiberboard. Plade af træfibre og lim, der presses sammen under opvarmning. MDF-plader har en ensartet tæt struktur i hele pladens tykkelse. Den er derfor lettere at bearbejde end spånpladen, og anvendes fx til finere møbler og konstruktioner med runde eller fræsede kanter, f.eks. låger med profileringer.

1.1.7 Træfiberplade

Plade af træfibre, der presses sammen under opvarmning (fx masonit). Fibrene holdes sammen af træets naturlige limstoffer. Anvendes fx til bagklædninger i skabe, og til skuffebunde og hylder.

1.1.8 Plastlaminat

Tynd plade af mange lag papir samt fenollim, der presses sammen under tryk og opvarmning. Overfladen forsynes med farve og/eller mønster, så det f.eks. ligner forskellige træsorter, sten m.m.

Højtrykslaminat er hårdt, robust og slidstærkt og har god varmebestandighed. Anvendes især som belægning på bordplader.

Lavtrykslaminat er mere smidigt, men mindre robust og med mindre varmebestandighed.

Laminater anvendes indenfor bygge- og inventarindustrien, hvor der stilles stor krav til overfladen, f.eks. med hensyn til design, slidstyrke, rengøringsevne og fugtbestandighed. Laminat limes på et underlag, som i de fleste tilfælde er en spånplade. Ses begge sider af pladen pålægges typisk den samme laminat på begge sider. Ses kun den side, pålægges typisk et billigere balancepapir på den anden side. Mange laminater er godkendt til kontakt med fødevarer, og anvendes i stor udstrækning i køkkeninventar, med køkkenbord af laminatplade som det bedst kendte eksempel.

I specielle anvendelser anvendes brandhæmmende laminater. Perstorp Ref. 7 har oplyst, at de for nogle år siden ophørte med at anvende bromerede flammehæmmere i deres flammehæmmende laminat, og at der anvendes fosfater i dag. Fra omkring begyndelsen af 2003 vil fosfaterne blive udskiftet med aluminium-trihydroxyd som flammehæmmer.

Tykkelse 0,8 mm med en vægt på 1,050 kg/m² pålagt begge sider af 16 mm spånplade med densiteten 625 kg/m³, der svarer til 10 kg/m². Vægten af laminatet vil udgøre 17 % pladen vægt.

I de fleste tilfælde vil der blive anvendt en folie med en vægt på omkring 100 gram/m², hvorved belægningens vægtandel på en 16 mm spånplade vil udgøre ca. 2%.

Laminat på køkkenbordsplader er normalt 0,6 – 0,9 mm tyk, med et tyndere balancepapir på bagsiden som alligevel ikke kan ses. Med en samlet vægt af laminat og balancepapir på 1,5 kg/m², belagt på en 28 mm spånplade (normal køkkenbordspladetykkelse) med en densitet på 625 kg/m³, vil belægningen udgøre ca. 8 % af pladens vægt.

1.1.9 Folie

Folie af papir eller plast, der er imprægneret med melaminplast. Kaldes også ”dekorpapir”. Folien er knap så robust som plastlaminat. Anvendes som overflade på låger, hylder, skabssider, indfatninger, fodpaneler, lister, profilerede lister m.m.

Folie kan være farvet og præget som træ, og det kan være vanskeligt at skelne fra ægte træ.

Folier af PVC var tidligere meget udbredte pga. gode egenskaber, men de er i de seneste år mange steder blevet erstattet af andre plasttyper.

1.1.10 Lak og pigmenteret lak

Det mest udbredte er UV lak, syrehærdende lak og vandbaseret acryllak, hvor de to sidstnævnte kan indeholde pigmenter. UV lak indeholder meget sjældent pigmenter, da pigmenter vil hindre en effektiv hærdning med UV lys.

UV lak anvendes primært på plane flader med valsepålægning. De øvrige lakker og pigmenterede lakker anvendes til alle former for overfladebehandling på møbler og låger.

Farvepigmenter var tidligere i stor udstrækning baseret på metal- og tungmetalforbindelser, men er i de senere år mere og mere blevet erstattet af organiske forbindelser uden tungmetaller. En forventning om, at tungmetaller ikke mere fandtes i de pigmenter der anvendes i træindustrien, kunne dog ikke dokumenteres. Dansk Industri har som følge af dette nedsat en arbejdsgruppe, som skal undersøge udbredelsen af tungmetaller i pigmenterede lakker, og om der findes alternative pigmenter uden tungmetaller.

1.1.11 Limtyper

De mest anvendte limtyper er angivet i Tabel 1.1 og sammensætningen er angivet i Tabel 1.2.

¹⁾ Det har ikke været muligt umiddelbart at skaffe oplysninger om den kemiske sammensætning af smeltelim.

Alle de anvendte limtyper består således hovedsageligt af C, H og O, ligesom træ, men med et varierende og væsentligt indhold af N.

1.1.12 Brandhæmmende materialer

Mange pladematerialer og overfladebelægninger findes i brandhæmmende udgaver, til specielle anvendelser. Der kan være anvendt bromerede flammehæmmere eller uorganiske salte, fx fosfater for at give materialerne den brandhæmmende virkning. Der er ikke tale om, at materialerne bliver ubrændbare, men at antændelsestiden forøges og antændelsestemperaturen bliver højere.

Anvendelsen af brandhæmmende materialer er ikke udbredt, da materialerne er dyrere, og derfor kun anvendes, hvor der stilles specielle krav om brandhæmmende materialer. Salget af brandhæmmende laminater i Danmark er meget lille i forhold til det samlede salg af laminater. Anvendelsen af de brandhæmmende materialer kan fx være laminater på laboratorieborde og i stinkskabe, men dette er ikke undersøgt nærmere.

Ved forbrænding af findelt materiale med en brandhæmmende laminat overflade vil den brandhæmmende effekt formentlig være ubetydeligt, men hvis hele pladen er imprægneret med brandhæmmere, vil forbrændingen blive betydeligt dårligere. Hvis der er anvendt bromerede flammehæmmere, vil der ved forbrænding af rester kunne udvikles betydelige mængder brombrinte (HBr) og bromerede dioxiner.

1.1.13 Andre stoffer og materialer

Behandling af møbler med olie, voks, sæbe og lud, som opsuges og trænger ind i træet, og ispinde behandlet med paraffin, betragtes alle som uproblematiske stoffer i forbrændingsmæssig henseende ved de aktuelt forekomne koncentrationer i træet..

1.2 Definition af lettere forurenet trærester:

I EU direktivet for affaldsforbrænding Ref. 8 i Artikel 2, Anvendelsesområde står følgende definition for trærester, der skal tilføres affaldsforbrændingsanlæg:

1. Dette direktiv omfatter affaldsforbrændingsanlæg og kombinerede forbrændingsanlæg.

iv) Træaffald undtagen træaffald, der kan indeholde halogenerede forbindelser eller tungmetaller som følge af behandling med træbeskyttelsesmidler eller overfladebehandling, herunder navnlig sådant træaffald fra bygge- og nedrivningsaffald

Tilsvarende står nøjagtigt den samme definition af træaffald i Artikel 2 i forslaget til nyt direktiv for fyringsanlæg større end 50 MW Ref. 1, men således at alt træaffald, undtagen træaffald med halogener og tungmetaller ifølge definitionen, kan brændes i store fyringsanlæg.

Det er således tydeligt hensigten, at almindeligt trærester fra træindustrien, der forarbejder nye materialer med lim, laminat mv., ikke skal tilføres affaldsforbrændingsanlæg.

Definitionen af lettere forurenede træmaterialer, som kan brændes i mindre fyringsanlæg, foreslår vi udvidet og præciseret i forhold til direktivernes definition. Mindre fyringsanlæg har normalt dårligere forbrændingsbetingelser og mindre avanceret styring og overvågning, samt mindre effektiv røggasrensning end store fyringsanlæg, og der er derfor behov for en yderligere begrænsning af det brændsel, der må anvendes i disse anlæg.

Ved lettere forurenede trærester forstås stykker af træ, f.eks. savsmuld, høvlspåner, flis, pudsestøv, træstykker og pladerester, som kan indeholde lim, lak, maling, folie- og lamineringsmaterialer, træbeskyttelsesmidler og andre stoffer, som ved forbrænding ikke giver anledning til væsentligt forhøjede emissioner af stoffer, der er skadelige for miljøet. Undtagen herfor er dog emissionen af NO_x, som kan være forhøjet på grund af kvælstofholdigt lim i specielt pladematerialer.

Definitionen foreslås suppleret med en positiv liste og en negativ liste, dvs. en liste over materialer og indholdsstoffer, som enten må eller ikke må brændes i mindre fyringsanlæg.

Positiv- og negativlisterne foreslås at være åbne, således at de kan udvides i takt med eventuel nye viden om eksisterende eller ved introduktion af nye stoffer og materialer.

1.2.1 Positiv liste

Langt de fleste materialer, der benyttes i træ- og møbelindustrien vil uden videre kunne afbrændes i almindelige fyringsanlæg. Kun emissionen af kvælostofoxider, der ikke vurderes som et miljømæssigt problem i Danmark, vil være en smule forhøjede i forhold til forbrænding af rent træ på grund af kvælstofindholdet i lime og hærdere i lime.

1.2.1.1 Forslag til positiv liste:

2. Almindeligt anvendte og hærdede lime anvendt i plader, finer, pålægning af overfladematerialer, samling af møbler mv.

3. Ovennævnte materialer, der er overfladebehandlet med lak, maling og olie, som ikke indeholder tungmetaller eller halogenforbindelser

4. Laminat, dekorpapir, folie mv., selvom der er anvendt ammoniumklorid som hærder i limen.

1.2.2 Negativ liste

Brugte træmaterialer bør ikke kunne afbrændes, da det ikke er muligt at dokumentere deres oprindelse eller indehold af fx tungmetaller eller halogener.

Materialer, der er imprægneret eller overfladebehandlet med halogen- eller tungmetalholdige produkter, eller på anden måde indeholder tungemetaller eller halogener, kan give anledning til emissioner af HCl, dioxiner eller tungmetaller. Trærester bør derfor kun kunne afbrændes, hvis de indeholder disse stoffer i koncentrationer, der kan sammenlignes med rent træ.

PVC er uønsket i trærester, der skal forbrændes, da det giver anledning til dannelse af HCl og risiko for kraftigt forøget dannelse af dioxin. Alle trærester mm., der indeholder rester af materialer med PVC, anbefales derfor opført på negativlisten over lettere forurenede trærester, der kan brændes i almindelige forbrændingsanlæg til træ.

Alt resttræ, der indeholder bromerede flammehæmmende midler, anbefales opført på negativlisten, da det vil give medføre dannelse af bromerede dioxiner ved forbrænding. Andre typer brandhæmmende midler, uorganiske salte af fosfor eller aluminium mv. vurderes at være mindre problematiske, hvis de kun indgår i en mindre del af det der brændes, dvs. nogle få procent, som fx plader belagt med brandhæmmende laminat.

Afbrænding af plade- og kompositmaterialer, hvor der er anvendt ammoniumklorid som hærder i limen, medfører forøgede emissioner af HCl og dioxiner. Alternative hærdere (ammoniumsulfat eller –nitrat) medfører en større emission af henholdsvis SO₂ og NO_x. Umiddelbart vurderes den forøgede dioxinemission at være den mest problematiske, således at anvendelse af ammoniumklorid som hærder bør begrænses mest muligt ved at det anbringes på negativlisten. Dette har dog vist sig at medføre en række problemer, både for dansk produktion af spånplader, hvor der anvendes ammoniumklorid, og et skift til anden type vil medføre forøgede produktionsomkostninger - på et i forvejen presset marked - og for træindustrier, der brænder pladerester, fordi deres indkøbsmuligheder vil blive væsentligt begrænset. Vi anbefaler derfor, at ammoniumklorid varsles optaget på negativlisten efter fx 2 eller 3 år, dels for at give tid til at undersøge problemet nærmere, eventuel ved gennemførelse af emissionsmålinger, og vurdering af konsekvenserne for industrien, samt give tid til en velovervejet omstilling til anden type hærder.

1.2.2.1 Forslag til negativ liste:

2. Materialer der er imprægneret eller overfladebehandlet med halogen- eller tungmetalholdige produkter, eller på anden måde indeholder tungemetaller eller halogener, i koncentrationer der samlet er højere end det der kan forekomme i rent træ.

5. Plade- og kompositmaterialer med mere end 1 % limindhold, hvor der er anvendt ammoniumklorid som hærder i limen. Denne regel bør indføres 2 eller 3 år efter de øvrige regler.

1.2.3 Øvre grænse for indholdet af lim

Lim er dyrt, og pladeproducenterne vil derfor ikke anvende mere lim end nødvendigt, for at pladens egenskaber og kvalitet er i orden. Mere lim og flere tilsætningsstoffer giver dyrere plader, som derfor kun kan sælges til specielle formål, som f.eks. fugtbestandige plader til udendørs facadebeklædning. Den type plader formodes sjældent eller aldrig anvendt i træ- og møbelindustrien. Limindholdet i almindeligt anvendte pladematerialer vil sjældent overstige 11 -13 %. En øvre grænse for limindholdet i træmaterialer er således ikke styringsmæssigt nødvendig

Fastsættes en øvre grænse kan det dog give anledning til krav om dokumentation for at indholdet af lim i et givent brændsel er under grænsen, hvilket kan være både vanskeligt, dyrt og unødvendigt at kontrollere. En øver grænse for limindhold på f.eks. 15 % i det samlede brændselsmiks vil formentlig ikke volde nogen problemer at overholde.

Ønskes en øvre grænse for limindholdet fastsat, anbefales den fastsat til mindst 15 %, således at grænsen nemt kan dokumenteres overholdt, ved beskrivelse af anvendte materialer og oplysninger fra leverandører om limindhold.

dk-TEKNIK mener ikke, at det er nødvendigt at fastsætte en øvre grænse for limindholdet.