Afbrænding af lettere forurenet træaffald i fyringsanlæg på fx møbelfabrikker

Bilag C
Forslag til afsnit til bekendtgørelse

1.1 Definition af trærester der er omfattet af bekendtgørelsen

Ved lettere forurenede trærester forstås stykker af træ, f.eks. savsmuld, høvlspåner, flis, pudsestøv, træstykker og pladerester, som kan indeholde lim, lak, maling, folie- og lamineringsmaterialer, træbeskyttelsesmidler og andre stoffer, som ved forbrænding ikke giver anledning til væsentligt forhøjede emissioner af stoffer, der er skadelige for miljøet. Undtagen herfor er dog emissionen af NOx, som kan være forhøjet på grund af kvælstofholdigt lim i specielt pladematerialer.

Lettere forurenede trærester skal desuden opfylde kravene i nedenstående positiv liste og ikke kunne henføres til negativ listen.

1.1.1 Positivliste

1.      Træ og kompositmaterialer fremstillet af træ

2.      Almindeligt anvendte og hærdede lime anvendt i plader, finer, pålægning af overfladematerialer, samling af møbler mv.

3.      Ovennævnte materialer, der er overfladebehandlet med lak, maling og olie, som ikke indeholder tungmetaller eller halogenforbindelser

4.      Laminat, dekorpapir, folie mv., selvom der er anvendt ammoniumklorid som hærder i limen.

5.      Træmaterialer behandlet med paraffin og voks

1.1.2 Negativliste

1.      Alle former for brugte træmaterialer.

2.      Materialer der er imprægneret eller overfladebehandlet med halogen- eller tungmetalholdige produkter, eller på anden måde indeholder tungemetaller eller halogener, i koncentrationer der samlet er højere end det der kan forekomme i rent træ.

3.      Materialer der indeholder bromerede flammehæmmende midler.

4.      Alle former for overfladematerialer, der indeholder PVC.

5.      Plade- og kompositmaterialer med mere end 1 % limindhold, hvor der er anvendt ammoniumklorid som hærder i limen. Denne regel bør indføres 2 eller 3 år efter de øvrige regler.

1.2 Krav til anlæg og styring af forbrændingsprocessen

1.2.1 Nye anlæg:

  • Anlæg skal være tilpasset brændslets struktur, vandindhold og forbrændingstekniske egenskaber.
  • Ved ændringer af brændslet skal det sikres, at anlægget stadig er tilpasset brændslets egenskaber, og eventuelle justeringer, ændringer og/eller ombygninger skal foretages for at sikre dette. Dokumenteres fx af leverandør af anlægget eller firmaet der ombygger/justere anlægget.
  • Forbrændingsanlæggets størrelse skal være tilpasset virksomhedens energibehov, således at anlægget fortrinsvist køres i det for forbrændingen mest optimale driftsområde.
  • Anlægget skal være forsynet med kontinuert O2-måling.
  • Kontinuert regulering af forbrændingen efter energibehov, med kontinuert indfødning af brændsel styret efter energibehov, og styring af forbrændingsluftmængden efter iltmåling.
  • Logning eller udskrift af måleværdier fra Automatisk Målende System (AMS) som 1-minuts middelværdier for dokumentation af forbrændingens kvalitet.

1.2.2 Eksisterende anlæg

Eksisterende anlæg ved revision af miljøgodkendelse eller ved påbudssager:

  • Anlæg skal være tilpasset brændslets struktur, vandindhold og forbrændingstekniske egenskaber.
  • Ved ændringer af brændslet skal det sikres at anlægget stadig er tilpasset brændslets egenskaber, og eventuelle justeringer, ændringer og/eller ombygninger skal foretages for at sikre dette. Dokumenteres fx af leverandør af anlægget eller firmaet, der ombygger/justerer anlægget.
  • Forbrændingsanlæggets størrelse skal være tilpasset virksomhedens energibehov, således at anlægget fortrinsvist køres i det for forbrændingen mest optimale driftsområde.
  • Kontinuert iltmåling skal etableres, hvis det ikke forefindes.
  • En eventuel On/Off styring skal forbedres, mindst ved at forbrændingsluftmængden styres trinløst af iltmålingen, således at et konstant iltindhold i forbrændingen kan opretholdes. Eventuelt suppleret med en trinløst regulering af indfødning af brændsel efter energibehovet (styring efter vandtemperatur eller damptryk).
  • Logning eller udskrift af måleværdier fra AMS som 1-minuts middelværdier for dokumentation af forbrændingens kvalitet.

1.3 Emissionsgrænseværdier

Emissionsgrænseværdier for anlæg, der fyres med lettere forurenet resttræ er vist i Tabel 0.1.

Tabel 0.1 grænseværdier i mg/m³(n,t) ved 10 % O2

Parameter Anlæggets samlede indfyrede effekt (p) i MW
0,120 < p < 1 1 ≤ p < 5 5 ≤ p < 50
Partikler 300 40 40
Partikler for anlæg uden filter 300 100 100
CO, nye anlæg 400 300 200
CO, eksisterende anlæg 500 500 500
NOx ingen ingen 400

For eksisterende anlæg der reguleres ved revision af miljøgodkendelse, bør der gives en rimelig tidsfrist, f.eks. op til maksimalt 2 år, til indførelse af nødvendige forbedringer af fyringsanlægget, så emissionsgrænser og øvrige krav kan overholdes.

I specielle tilfælde, hvor et ældre fyringsanlæg med begrænset restlevetid ikke kan forbedres tilstrækkeligt, og der kun er tale om mindre overskridelser af grænseværdierne, bør tilsynsmyndigheden kunne tillade fortsat drift af anlægget med lempede emissionsgrænser i f.eks. op til 5 - 10 år.

1.4 Driftskontrol

Der skal foreligge beskrivelser og forskrifter for, og driftspersonalet skal være instrueret i:

  • drift og vedligeholdelse af anlæg samt de ansvarlige herfor.
  • kontrol og rensning af fyrrum, multicyklonanlæg og eventuel posefilter.
  • bortskaffelse af aske.

1.4.1 Journal

Der skal føres journal, eventuelt på elektronisk form, over:

  • kontrol og rensning af fyrrum, multicyklonanlæg og eventuel posefilter
  • udskiftning af filterposer
  • kalibrering, kontrol og udskiftning af sonder på anlægsmålere
  • bortskaffelse af aske
  • indreguleringer af forbrændingen
  • driftstid, opstarter og nedlukninger
  • mængde og type af forbrændte trærester
  • driftsforstyrrelser og uheld der kan have medført forhøjede emissioner

1.5 Emissionskontrol

  Anlæggets samlede indfyrede effekt (p) i MW
  0,120 < p < 1 1 ≤ p < 5 5 ≤ p < 30 30 ≤ p < 50
Støv Præstationskontrol 3) Præstationskontrol Præstationskontrol 1) AMS
CO Præstationskontrol 3) Præstationskontrol AMS AMS
NOx - - Præstationskontrol AMS
O2 måling AMS AMS AMS AMS
Styring af forbrændingen 2) + + + +
1) Luftvejledningen forskriver AMS kontrol, men Miljøstyrelsen har blødt op på dette krav, så præstationskontrol, og gerne en støvvagt med alarm for forhøjet støvemission, kan accepteres.
2) Regulering af forbrændingsluft efter O2 måling og indfødning efter temperatur.O2-målingen skal styre indblæsning af forbrændingsluft, så konstant O2 koncentration kan opretholdes, i hele driftsområdet, også ved On/Off regulering af brændselsindfødning. Forbrændingsluftblæseren må ikke kunne stoppe, før temperaturmåling i kedlen indikerer, at der ikke er mere brændsel i brændkammeret. Nye kedler bør have regulering af brændselsindfødning ved trinløs variabel hastighed på indfødningen.
3) Det bør dokumenteres ved mindst én præstationskontrol, at anlægget kan overholde emissionsgrænserne.

AMS: (Automatisk Målende System)

 



Version 1.0 December 2008, © Miljøstyrelsen.