Reduktion af luftforurening fra gasmotoranlæg

4 Forsøgsplanlægning

4.1 RECCAT-anlægget hos RMV

RECCAT-anlægget hos RMV består af 5 stk. ens reaktorer, som kører parallelt. Det har vist sig, at reaktorerne blev dimensioneret for små til dette anlæg. Standardstørrelsen for reaktorer til fremtidige værker vil være større. Af fysiske og funktionsmæssige årsager er den optimale reaktorstørrelse den samme for alle anlæg. Kun antallet af reaktorer er bestemt af den aktuelle motorstørrelse.

4.2 Forsøgsplan

Der blev indgået en aftale med RMV om at gennemføre forsøgsrækken og målingerne på værket i sommeren 2007. Dette tidspunkt er bedst, idet motoren hos RMV kun kører omkring 4-6 timer dagligt om sommeren. I forsøgsplanen skal køres med ned til 50% last i op til en uge ad gangen, hvilket ikke kunne gennemføres i vinterhalvåret, hvor motoren ofte kører op til 24 timer pr døgn på fuld last.

Forsøgsrække og målinger blev udført hos RMV i august/september 2007 efter nedenstående tidsplan. Før målingernes start havde katalysatoren været i drift i ca. 5400 timer.

I begyndelsen af 2007 blev installeret et bypass-system for naturgas omkring motoren hos RMV. En lille gasmængde bliver udtaget fra gassystemet før motoren. Via en gasrampe med reguleringsventiler mm. tilsættes gassen udstødningen efter motoren. Herved kan gasmængden i udstødningen, som går til RECCAT-systemet, reguleres og optimeres. Bypassmængden indreguleres til 0-3% af indfyret effekt til motoren.

I forsøgsplanen indgår en speciel ny kombineret driftstilstand hver dag i 5 uger. For hver uge i forsøgsperioden indstilles motoren til en ny driftstilstand kendetegnet ved procent driftslast. For hver dag i ugen indstilles bypass-systemet til en ny indstilling. Herved fås en forsøgsmatrix med varierende driftslast kombineret med varierende bypass-gasmængde.

Almindeligvis kører motorer på KV-værker kun fuldlast, hvor driftstiden pr dag er afhængig af varmeaftaget hos varmeforbrugerne. Ved forsøgene køres motoren imidlertid ned til 50% last. Herved kan man simulere større reaktorer, idet de samme reaktorer relativt set er større i forhold til motorlasten (og indfyringseffekten).

Figur 4.1. Tidsplan for gennemførelse af målinger hos Rask Mølle Varmeværk.

Figur 4.1. Tidsplan for gennemførelse af målinger hos Rask Mølle Varmeværk.

Der er foretaget emissionsmålinger én gang hver uge. Det permanente datalogger system, som er installeret på værket, opsamler data hver tredje minut vedrørende temperaturer for reaktorer, tryk, og forskellige andre data. Ved at kombinere temperaturdata og emissionsmålinger kan der etableres en beregning, så emissioner og andre røggasdata kan beregnes alene ud fra temperaturmålingerne på de dage, hvor kun temperaturmålinger foretages. Disse beregninger er indgået i databehandlingen.

 



Version 1.0 December 2008, © Miljøstyrelsen.