| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Håndtering af lettere forurenet jord - Fase 1

7. Påvirkning af marine områder ved kystnær deponering

Ved placering af et deponeringsanlæg nær overfladevandområder – vandløb, søer eller kystvande – kan en vurdering af påvirkningen af vandområdet ofte være mere relevant end en vurdering af risikoen for påvirkning af grundvandet set i forhold til dettes funktion som drikkevandsressource. Som følge heraf gennemføres beregninger, der kan anvendes til udarbejdelse af forslag til kriterier, som er relaterede til risikoen for forurening af salt-vandsområder ud for deponeringsanlægget.

Dette kan i praksis gøres ved at koble et trin 4 på sekvensen af transportmodeller. Slutpunktet i trin 3, POC, er så startpunktet for en fortyndingsmodel, der med udgangspunkt i fluxen af stoffer fra grundvandet og ud i vandområdet kan beregne de resulterende koncentrationer i vandet. Til vurdering af, om de resulterende koncentrationer i vandområdet er acceptable, anvendes de kvalitetskrav, som er angivet i bekendtgørelse nr. 921 af 8. oktober 1996 om kvalitetskrav for vandområder og krav til udledning af visse farlige stoffer til vandløb, søer eller havet. Desuden kan udmeldte vandkvalitetskriterier fra Miljøstyrelsen anvendes i tilfælde, hvor der ikke foreligger fastsatte kvalitetskrav.

Af de stoffer, der i henhold til Rådsbeslutningen skal testes for, er der i ovennævnte bekendtgørelse stillet kvalitetskrav for Cd, Cr, Cu, Hg, Ni, Pb og Zn samt for en række organiske stoffer. For de resterende stoffer skal der enten opstilles krav for maksimale resulterende koncentrationer, eller det kan besluttes, at de grundvandsbaserede krav er tilstrækkelige (for eksempel for komponenter, som vurderes ikke at udgøre nogen væsentlig risiko i overfladevandområder). Kravene til klorid og sulfat er mindre relevante ud fra et forureningssynspunkt ved udledninger til havvand, men måske ikke ud fra hensynet til deres mobiliserende effekt på andre stoffer. En eventuel mobiliserende effekt på metaller bør dog ses i udførte udvaskningstests, hvorfor dette bør tages i betragtning ved fastsættelse af grænseværdier for klorid og sulfat. Udledning af høje klorid- og sulfatkoncentrationer til ferskvandsområder kan have en negativ betydning.

I henhold til deponeringsbekendtgørelsen skal der ved risikoberegninger for deponerings-anlæg tæt på vandområder regnes med udsivningen som en punktkilde, og initial-fortyndingen må højst sættes til 10 gange. Hvis der foreligger detaljerede oplysninger, kan initialfortyndingen tillægges en fortynding på maksimalt 20 gange svarende til en samlet fortynding på maksimalt 200 gange, jf. side 50 i vejledningen om overgangsplaner (Miljøstyrelsen 2002). Det gør i første omgang fortyndingsmodellen simpel (x10), og det vil derfor være interessant at sammenligne de ovennævnte krav til resulterende koncentrationer i saltvand med de grundvandskriterier (x 1/10), som er vist i tabel 3.10. Dette er gjort i tabel 7.1.

Af tabel 7.1 fremgår det, at hvis der regnes med en POC placeret enten 30 m eller 100 m nedstrøms, det vil sige med en afstand på enten 30 m eller 100 m fra kanten af deponerings-anlægget til kysten eller brinken af et ferskvandsområde, og der samtidig regnes med en initialfortynding på 10 gange, vil de fleste krav til maksimalkoncentrationer være overholdt, hvis de grundvandsrelaterede grænseværdier for stofudvaskning overholdes. Dette gælder dog ikke for Ba, Cr og Cu, hvor der kræves yderligere 2-7 gange fortynding eller en tilsvarende sænkning af grundvandskriterierne (og grænseværdierne for udvaskning).

Det vil naturligvis være muligt at gennemføre andre scenarieberegninger, hvor der f.eks. regnes med en direkte udledning til det marine miljø. I så fald bortfalder beregningerne med model 2 og model 3. Også andre scenarier kunne tænkes.

Tabel 7.1 Sammenligning af kvalitetskrav til resulterende koncentrationer ved udledning i saltvand og grundvandskriterierne (værdier anvendt i Danmark hhv. i TAC) fortyndet med en faktor 10.

*:Ringe relevans for saltvand.

i.b. Ikke beregnet i TAC.

1. Miljøstyrelsens udmeldte forslag til kvalitetskriterium (med anledning i konkrete henvendelser eller klagesager, jf. Miljøstyrelsens database om kvalitetskrav i henhold til bekendtgørelsen).
2. Udkast til EU-kvalitetskrav, som forventes vedtaget i henhold til Vandrammedirektivet vedrørende prioriterede stoffer. ”Tilføjet” betyder en værdi, der føjes til den naturlige baggrundskoncentration, det vil sige, at tilføjet-værdien kan bruges som grundlag for vurdering, såfremt der ikke er andre kilder, som forårsager forøgede koncentrationer i det vandområde, der udledes til.
3. Eksisterende værdi, som forventes revideret til maksimumværdi i relation til kortvarige udled-ninger.
4. Eksisterende værdi, som forventes revideret til maksimumværdi i relation til kortvarige udled-ninger (til 0,07 mg/l tilføjet baggrundsværdi).
5. En første kvalitetsvurdering til en kommende udmelding viser grundlag for skærpelse med en 10-faktor!
6. Gælder kun for lugt og smag.
7. Krav til enkelt PAH'er i bekendtgørelse nr. 921, 1996.
8. Der er ikke fastsat et dansk kvalitetskriterium, og i mangel heraf benyttes kriterium fastsat af Nederlandene i: Environmental Quality Standards in the Netherlands, 1999.
9. Der er ikke fastsat et dansk kvalitetskriterium, og i mangel heraf benyttes kriterium for MPC (Maksimal Tilladelig Koncentration) divideret med 10 som fastsat af Nederlandene Environmental Quality Standards in the Netherlands, 1999.
10. Der fastsættes ikke kvalitetskrav for samleparametre i henhold til Bekendtgørelse nr. 921. For velfungerende renseanlæg, som opfylder krav til udledninger af organisk stof, ligger TOC typisk på 10-20 mg/l. DOC udgør størstedelen heraf, og i beregninger kan et koncentrationsniveau på 10-15 mg/l derfor anvendes.
11. Der fastsættes ikke kvalitetskrav for samleparametre i henhold til Bekendtgørelse nr. 921. For mineralolie anvendes for spildevandsudledninger et udlederkrav på maksimalt 5 mg/l. Desuden skal det opfyldes, at der ikke må være synlig olirfilm efter udledningen, og koncentrationen i vandområdet må ikke være så høj, at den giver afsmag i fiskekød eller giver anledning til skadelige virkninger på fisk.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 Maj 2009, © Miljøstyrelsen.