Survey of Estrogenic Activity in the Danish Aquatic Environment Part B

Sammenfatning og konklusioner

Supplerende undersøgelser af østrogener i vandmiljøet

Der er foretaget en række undersøgelser som supplement til kortlægningen fra 2004 af østrogener i vandmiljøet. Undersøgelserne har omfattet små vandløb med udledning af spildevand fra små, traditionelle renseanlæg, afløbsvand fra septiktanke samt drænvand fra marker, hvor der er udbragt gylle eller spildevandsslam. Der kunne ikke påvises nævneværdig aktivitet i vandløbsprøverne, hvorimod sedimentet havde et ikke ubetydeligt indhold af østrogener. Den østrogene aktivitet i afløbsvand fra septiktanke var derimod gennemgående høj og vil kræve betydeligt fortynding for at nå ned under et niveau, hvor der er påvist biologiske effekter. Der blev kun fundet meget lav eller ingen østrogen aktivitet i de undersøgte drænvandsprøver.

Baggrund og formål

I 2004 blev der gennemført en omfattende kortlægning af østrogenaktiviteten i danske ferskvandsmiljøer samt i mulige kilder til belastning af vandmiljøet med østrogent virkende stoffer. Kortlægningen, der blev publiceret i starten af 2005 som Miljøprojekt nr. 977, viste, at den østrogene aktivitet i vandløb og søer, der ikke modtager spildevand, generelt var lav, mens aktiviteten i øvrige vandløb som gennemsnit var en smule højere, men dog stadig kun i mindre omfang over den p.t. skønnede nedre grænse for biologiske effekter. Renseanlæg, der er udbygget i overensstemmelse med Vandmiljøplanens krav til fjernelse af organisk stof og næringssalte, var generelt gode til også at eliminere østrogen aktivitet og det samme gjaldt biologiske sandfiltre. Derimod var fjernelsen af østrogener i små traditionelle renseanlæg uden slambehandling ofte dårlig.

Selv om kortlægningen ikke pegede på, at østrogen aktivitet var et omfattende problem i ferskvandmiljøer i Danmark, var der dog en række emner og problemstillinger, der ikke blev belyst i tilstrækkelig grad til at konklusioner kunne drages. Det drejede sig f.eks. om drænvandsudledninger fra marker gødet med husdyrgødning eller slam, udløb fra ukloakerede enkeltejendomme samt effekter på vandkvaliteten af visse spildevandsudledninger til små vandløb, hvor spildevandstilførslen udgør en væsentlig del af den samlede vandføring. Det blev derfor besluttet at gennemføre en række supplerende undersøgelser for at få belyst disse emner nærmere.

Undersøgelsen

De supplerende undersøgelser af østrogen aktivitet i vandmiljøet har omfattet følgende tre hovedelementer:

  • Kvalitet af vand og sediment i små vandløb opstrøms og nedstrøms spildevandsudløb fra traditionelle mekanisk-biologiske renseanlæg samt i selve udløbene fra disse anlæg. Der blev udvalgt 6 lokaliteter, der hver blev prøvetaget én gang.
  • Indholdsniveauer i udløb fra septiktanke fra enkeltejendomme (eller små grupper af ejendomme) i det åbne land, der ofte udledes til vandløb via dræn eller andre ledninger uden yderligere rensning. Der blev taget 3-4 døgnprøver i løbet af en uge på hver af 5 udvalgte lokaliteter.
  • Aktivitet i drænvand fra marker, der i foråret 2005 havde fået tilført enten husdyrgødning (gylle) eller spildevandsslam. Prøvetagningen blev gennemført på i alt 4 lokaliteter (tre gyllebehandlede marker og én slambehandlet mark) over en periode på 3 uger med start kort efter, at udbringningen havde fundet sted.

Alle udtagne prøver blev testet biologisk for samlet østrogen aktivitet, mens udvalgte prøver inden for alle kategorier desuden blev analyseret kemisk for indhold af steroidøstrogener.

Hovedkonklusioner

Ved de supplerende undersøgelser af vandløb med lille vandføring kunne der ikke påvises forøget østrogen aktivitet i vandprøver udtaget nedstrøms spildevandsudledninger fra traditionelle renseanlæg selv om udledningerne udgjorde 10-20 % af den samlede vandføring. Det skal dog bemærkes, at der på prøvetagningstidspunktet kun var signifikant østrogen aktivitet i to af de seks undersøgte udløb og ganske lav aktivitet i yderligere to. De kemiske analyser af nedstrøms sedimentprøver viste imidlertid, at der jævnligt må forekomme østrogen påvirkning idet der var en tydeligt forhøjet aktivitet fra steroidøstrogener i disse prøver.

Også ved sidste års kortlægning af østrogenaktiviteten i vandmiljøet blev der fundet ganske stor variation i niveauerne af østrogen aktivitet i udledninger fra traditionelle små renseanlæg, hvilket giver grund til at formode, at der generelt kan være betydelige forskelle i renseeffektiviteten inden for denne kategori.

De undersøgte udløb fra septiktanke ved enkeltejendomme udviste ligeledes betydelig variation i niveauerne af østrogen aktivitet, men i langt de fleste prøver var aktiviteten dog mindst 10-100 gange højere end de laveste kendte biologiske effektniveauer. Dette indebærer, at der er behov for en betydelig initialfortynding af septiktankudløb for at komme ned på uproblematiske niveauer, hvilket dog også i almindelighed skønnes at kunne opnås.

Den østrogene aktivitet i drænvand fra fire gylle- eller slamgødede marker (hhv. 3 og 1) bestemt ved bioassay blev i denne, supplerende undersøgelse fundet at være lavere end detektionsgrænsen i alle prøver på nær én, mens der ved kemisk analyse blev påvist ganske lave indhold af østrogener i 3 ud af 5 analyserede prøver. Ved kortlægningen i 2004 blev der fundet lidt højere, men stadig ret lave indhold af østrogener i de få undersøgte prøver. Det vurderes, at der skal en undersøgelse af længere varighed til for at kunne drage en endelig konklusion vedrørende risikoen for udvaskning af østrogener fra gylle/slambehandlede marker.

Projektresultater

Resultaterne af biologiske test og kemiske analyser af vand og sediment i små vandløb, der modtager renset spildevand fra små, traditionelle renseanlæg, er vist i tabel 1. Prøverne af udløbs- og vandløbsvand er udtaget som kvalificerede stikprøver (prøver sammenstukket af fem delprøver), og de nedstrøms prøver af både vand og sediment er udtaget i en afstand fra spildevandsudløbet, der omtrentligt svarer til 10 gange vandløbets bredde for at sikre en passende opblanding af spildvandet med vandløbsvandet.

Tabel 1
Østrogen aktivitet i udløb fra små renseanlæg og i de modtagende vandløb, hhv. i vandfasen og i sedimentet. Niveauerne er angivet som østradiol (E2) ækvivalenter (ng/L for vand og ng/kg tørvægt for sediment).

Lokalitet Test eller analyse Udløb Vandløb, vand Vandløb, sediment
      opstrøms nedstrøms opstrøms nedstrøms
W1 biologisk i.p. i.p. i.p. - i.p.
  kemisk - - <0.1 - 280
W2 biologisk 19.8 i.p. i.p. i.p. i.p.
  kemisk - - 0.19 200 30
W3 biologisk i.p. i.p. i.p. i.p. 510
  kemisk 0.14 - 0.21 100 910
W4 biologisk i.p. 0.37 i.p. - 110
  kemisk 0.38 - 0.22 - 420
W5 biologisk i.p. i.p. i.p. - i.p.
  kemisk - - <0.1 - 190
W6 biologisk 3.94 0.36 i.p. - 1160
  kemisk - - 0.10 - 810

i.p. = ikke påvist
- = ikke analyseret

Den østrogene aktivitet i afløbsvand fra septiktanke fra enkeltejendomme (eller små gruppe af ejendomme) i det åbne land blev undersøgt på fem lokaliteter, hvor der på hver blev udtaget døgnprøver gennem tre døgn i løbet af en uge (fire prøver på én lokalitet). Hovedresultaterne fremgår af tabel 2. Der blev kun påvist indhold af p-pille østrogenet i afløbet fra én septiktank. Her svarede niveauet til ca. 10 ng E2/liter.

Tabel 2
Østrogen aktivitet i afløbsvand fra septiktanke.
Resultater angivet i østradiol (E2) ækvivalenter (ng/L).

Septic tank Biological testing Chemical analysis of highest value in biological test
  Average Range  
S1 88.2 55.1 - 125 84.1
S2 425 352 - 425 417
S3 28.5 24.5 - 31.5 12.2
S4 44.2 29.5 - 68.9 17.4
S5 4.93 neg - 14.8 4.16

Prøverne af drænvand fra gylle- og slamgødede marker (tre gyllegødede marker og én slamgødet mark) blev udtaget i maj måned 2005 som 2-3 eller 3-4 døgnsprøver over en periode på 3 uger på hver lokalitet (én lokalitet dog kun prøvetaget gennem én uge).

Kun i en enkelt prøve ud af i alt 20 kunne der påvises svag østrogen aktivitet (0,1 ng E2/liter) ved den biologiske test, mens der i tre ud af fem prøver, hvor der blev foretaget kemisk analyse, blev fundet indhold af steroidøstrogener. Niveauerne var dog meget lave; fra 0,10 til 0,32 ng E2/liter.

 



Version 1.0 March 2006, © Danish Environmental Protection Agency