Miljøevaluering af organotin i plastprodukter

1. Forord

Organiske tinforbindelser har været i fokus i miljødebatten i de seneste år. Der har især været opmærksomhed omkring tributylforbindelser, der anvendes som antibegroningsmidler til skibe, men organiske tinforbindelser har også andre anvendelser i industriprocesser og -produkter.

I en nylig arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen, "Massestrømsanalyse for tin med særligt fokus på organotinforbindelser" /1/, beskrives mono- og diorganotinforbindelser, der anvendes som katalysatorer og stabilisatorer i fremstillingen af plastmaterialer, og som derfor findes udbredt i PVC, polyurethanskum, silikone m.m. samt i maling og lak.

En række blyforbindelser anvendes som stabilisatorer i fremstillingen af hård PVC. Organotinforbindelserne kan erstatte stabilisatorer baseret på bly, og som følge af den ønskede udfasning af bly vil forbruget af organotin kunne stige. Mono- og diorganiske tinforbindelser er ikke så toksiske, som triorganotinforbindelser. Dibutyltinforbindelser er dog liste 1 stoffer i EU, og der er fastsat vandkvalitetskriterier for dem.

For at forbedre beslutningsgrundlaget for substituering af bly i PVC har Miljøstyrelsens kontor for Renere Teknologi og Produkter ønsket en opfølgning på massestrømsanalysen for organotin. Der er derfor miljøvurderet et antal organiske tinforbindelser, som anvendes eller kan bringes i anvendelse i Danmark med hensyn til deres potentiale for uønskede effekter og for akkumulering i det ydre miljø.

Projektet er igangsat i december 1997 og afsluttet i august 1998. Rapporten er udarbejdet af Frank Stuer-Lauridsen, Carsten Lassen, Niels Jacob Jensen og Christian Poll, COWI A/S.

Projektet er finansieret af Rådet vedrørende genanvendelse og mindre forurenende teknologi, og har været fulgt af en styringsgruppe bestående af

	Lise E. Møller, Miljøstyrelsen (Formand)
	Frank Jensen, Miljøstyrelsen
	Peter Györkös, Miljøstyrelsen
	Steen Seier Carlsen, Plastindustrien i Danmark
	Frank Stuer-Lauridsen, COWI