[Forside] [Indhold] [Næste]

Østersøregionen har sat miljøet på dagsordenen

Et årti efter omvæltningerne i Østeuropa arbejder de tidlligere kommunistiske lande omkring Østersøen på at få gang i den økonomiske vækst. En vækst, der er afgørende for østeuropæernes bestræbelser på at nå vores velfærdsniveau. Desværre sætter forandringerne også sit præg på miljøet, og det er derfor nødvendigt at yde en ekstraordinær indsats, hvis vi skal undgå, at Vestens miljømæssige fejltagelser gentages i vores østeuropæiske nabolande.

I 1999 var det danske energiforbrug på niveau med forbruget i 1970 – trods en vækst i bruttonationalproduktet på mere end 60 procent. Det er således ingen naturlov, at øget vækst giver øget forurening.

På længere sigt er miljøhensyn og bæredygtig naturforvaltning tværtimod en forudsætning for fortsat økonomisk vækst – også i Østersøregionen. Høje miljøstandarder er samtidig en forudsætning for det EU-medlemsskab, som Polen og de baltiske lande stræber efter. Det er derfor afgørende, at miljøhensyn integreres i alle dele af samfundet, og formålet med den danske sektorintegrerede miljøindsats er at fremme denne udvikling. Ved at rette indsatsen mod sektorer som industri, fiskeri, landbrug, transport, energi og turisme sikrer vi, at indsatsen ikke blot bliver et anliggende for miljøministerierne i Danmark og Østersølandene. Samtidig kommer miljøproblematikken højere på dagsordenen i flere dele af samfundet.

I Danmark har vi løst en række miljøproblemer de seneste 25 år. Vores viden og ekspertise efterspørges derfor af mange andre lande, der står over for lignende miljøproblemer. Det gælder ikke mindst i lande som Rusland, Litauen, Estland, Letland og Polen, der selv yder en stor miljøindsats. Med hjælp fra Danmark kan de tage endnu et skridt på vejen mod en bæredygtig udvikling. Det er også vores ansvar.

[Forside] [Indhold] [Næste] [Top]