| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Danmarks miljøsamarbejde med Thailand

Hvor kardemomme, ingefær og orkideer gror

Danced-projektet i Dronning Sirikits botaniske have i Nordthailand er meget "biodiverst": Prydhave for turister, center for forskning og uddannelse netop i biodiversitet – og beskytter af bl.a. de mange vilde orkideer; Sirikit er samtidig rammen om et bedre samarbejde mellem bjergstammerne og myndighederne – direkte og via en græsrodsbevægelse.

Scene 1: Det nyeste væksthus indeholder både høje klipper og et buldrende vandfald. De store botaniske samlinger og bibliotekerne er righoldige. Det nye træningscenter til forskere og langtidsbesøgende har 100 moderne værelser og det nye informationscenter er af højeste standard, og i 1999 åbnede det nye naturvidenskabelige museum på stedet.

Scene 2: Et hus i landsbyen er ved at få nyt tag. De gamle blade ryger ind i midten af husets bare jordgulv og det hele brændes af. Hønsene drøner rundt på de mudrede stier, og hverken de eller de mange hunde kan længere rode i affaldet, der som noget helt nyt lægges i spande uden for hver hytte. På de stejle terrasser eksperimenteres med ingefær og kvinderne indsamler medicinplanter fra skoven.

De to meget forskellige scener lyder ikke umiddelbart, som om de har meget til fælles, men det har de: Mange af landsbyens marker, de mange væksthuse og både skov og land omkring hører under Dronning Sirikits Botaniske Have, der fylder godt op i landskabet med sine tusind hektar lidt nord for Chiang Mai i Nordthailand.

Direktør Weerachai Nanakorn fra Dronning Sirikits botaniske have, håber at man via det danske miljøbistandsprojekt kan udvide havens funktion. Sådan at den også bliver et velfungerende center for biodiversitet - både omkring forskning og fornyelse af de relevante uddannelser.

Og både en del af såvel landsbyens som selve den botaniske haves aktiviteter støttes med dansk miljøbistand og er en del af et meget sammensat Danced-projekt, hvor mange tråde samles. Kodeordet for begge, og projektet som helhed, er opbygning af kapacitet – i haven, i landsbyen, på universiteterne etc.

Det fælles mål under "paraplyen" er overordnet at passe på områdets specielle natur og gøre den botaniske have til et velfungerende center for forskning og udvikling omkring biodiversitet i hele Thailand.

I det komplicerede projekt er der desuden også meget forskellige parter – og interesser – der skal nå sammen og mødes i praktiske kompromisser.

–Bare det at bane vejen for en dialog, der kan nå sammen, vil i sig selv være et stort skridt. Vi taler om, at en part i projektet er den mest progressive lokale organisation, der arbejder ihærdigt for at støtte bjergstammerne – og en anden er det magtfulde skovdepartement, der ejer en meget stor del af jorden i Thailand. Projektet omfatter også samarbejde mellem botaniske forskere og institutioner – danske som thailandske; og selve det at udvikle Sirikits Botanisk Have både som besøgshave og et forskningscentrum omkring biodiversiteter, fortæller Peter Kurt Hansen.

Peter Kurt Hansen er teknisk leder af projektet, der hedder "Kapacitetsopbygning inden for Biodiversitet, Queen Sirikit Botanic Garden" . Han har tidligere arbejdet på andre danskstøttede projekter – i alt femten år forskellige steder i Asien bl.a. i Nepal, Indien og Laos.

Hovedformålet er at udvikle mere kompetence i form af bedre uddannet personale, bedre forsker-uddannelser, og forbedrede metoder til at indsamle viden for derved at kunne styrke indsatsen omkring at bevare biodiversiteten.

Kaffe og kardemomme

For at bevare biodiversiteten er samarbejde med lokalbefolkningen – primært bjergstammerne – en meget vigtig del. Og for at landsbyerne fungerer så bæredygtigt som muligt har de brug for forskellige afgrøder, landbrugsrådgivning og flere forskellige indtægtskilder der gør dem mindre sårbare når en afgrøde slår fejl – og dermed også i mindre grad tvinger dem til at rydde nyt land eller sprøjte for mange pesticider ud.

Oppe i højderne ligger "Mae Sa Mai", der er en af de Hmong-landsbyer, der er involveret i projektet. Fem landsbyer er det direkte, mens 30 andre også deltager via organisationen "IMPECT" – en lokal græsrodsorganisation der arbejder for at forbedre de forskellige bjergstammers stilling.

Peter Kurt Hansen leder af Danced-projektet i den botaniske have der har "aflæggere" både i selve haven, i forskingssystemet og i diverse landsbyer; for eksempel landsbyen Mae Sa Mai, hvor han her diskuterer beplantningen med landsbyformand Wang Xeng, i det skovområde som landsbyen prøver selv at lægge op til at forvalte. Dette sker som et led i den nye skovlov og den mere decentrale forvaltning af naturressourcerne.

På disse frodige kanter falder der vel 1100 millimeter regn, og mange af dem er faldet i disse dage. Så Peter Kurt Hansen slår firehjulstrækkeren til, så fartøjet sejler op over mudderet for at nå frem. Regnen stilner af og ude på markerne går flere mænd iført gummistøvler, giftbeholdere og sprøjtepistoler og giver de små lichie-frugttræer en hjælpende dosis.

– Tidligere groede der ris og opium her. Ris kan ikke svare sig i forhold til andre niche-afgrøder, der kan indbringe mere og som klimaet heroppe er fortrinligt til. Og opium bliver der slået hårdt ned på, så afgrøderne i dag er kål, gulerødder og desuden lichi-frugttræer der kræver en del sprøjtemiddel, mens de er små, fortæller Peter Kurt Hansen.

Især er mange af landsbyens rismarker erstattet med lichi – også hos Wang Xeng, der er landsbyformand for de 1670 beboere i byen.

Han tager os med rundt i landsbyen og omkring landsbyen – også op til de områder, hvor landsbyen forsøger sig med at dyrke dværgkaffe og nye sorter af ingefær og kardemomme. Men de planter også træer. Skov-tilplantningen er et led i strategien for at beskytte vandet, der falder heroppe og senere havner længere nede i landet.

Wittaya Pongamornk ul (tv) og Ratchadawan Panya er begge flittige brugere af både herbarium, laboratorium og de andre faciliteter i den botaniske have.

80% af Doi Suthep-Pui National Park, der grænser op til den botaniske have, er udlagt både som beskyttet område og vandbeskyttelsesområde.

– Ved aktivt selv at tilplante og dermed beskytte naturen håber landsbyen engang i fremtiden at få medansvar og medbestemmelse for forvaltningen af det vi kan kalde kommune-skoven. Brugen af den forvaltes i øjeblikket suverænt af skovmyndighederne, fortæller Peter Kurt Hansen.

Så landsby-boerne her forbereder sig på de nye mere demokratiske tider, der er varslet for Thailand med mere lokal medbestemmelse over naturens ressourcer. De forsøger at demonstrere, at de kan tage hånd om skoven selv på en bæredygtig måde.

Dronningens have

I Nordthailand går man ikke tur i Kongens Have men i Dronningens Have – for landets ældste botaniske have blev i 1994 officielt døbt til Dronning Sirikit Botaniske Have.

Den er enorm når hele arealet – også Hmong landsbyernes marker – tælles med.

– Sirikit er også sekretariat for sammenslutningen af botaniske haver i Thailand, og vi har fået gode faciliteter og betingelser for at blive et naturligt centrum for forskning omkring biodiversitet på landsplan, siger Weerachai Nanakorn, der er direktør – og naturligvis botaniker.

Men selv om orkideen er Thailands nationalsymbol, er den ikke hans speciale, men derimod græs-arter som der findes tusindvis af, "og som kun få unge botanikere er eksperter i at kende forskel på".

Orkide-eksperter har man selvfølgelig mange af i Thailand, men nogle af de største eksperter inden for orkideer og den øvrige thailandske flora skal man pudsigt nok til Danmark efter. Blandt et af de centrale navne er Kaj Larsen der var med til at udarbejde Flora Thailand, og den tidligere danske ambassadør i Thailand – Gunnar Seidenfaden, foruden mange yngre eksperter.

Med Weerachai Nanakorn som fører, kommer vi på en dag haven rundt – ad naturstien, gennem væksthuse, biblioteket, det store herbarium, arboretet, laboratorierne, databasecentret osv.

Alle botaniske faciliteter – og af meget høj standard – findes her, så hvad i alverden skal dansk miljøbistand egentlig her?

– Her i centret og haven klarer vi os godt materielt. Så for en gang skyld skal vi levere det som vi danskere faktisk er nogle af de bedste til: Nemlig at lave systemer, der udnytter det hele optimalt – og som også fungerer, når projektet er slut og eksperterne væk – frem for at blive afkrævet meget konkrete, men måske mere kortsigtede resultater, siger Peter Kurt Hansen.

Konkrete felt-studier i Sirikits store område skal få flere af de thailandske studerende ud af deres meget høje elfenbenstårne; og et udvidet netværks-samarbejde mellem danske og thailandske forskningsinstitutioner skal bidrage til den kapacitetsudvikling, der er kodeordet for hele projektet – hvad enten vi taler om udvikling af IMPECT’s ressourcer eller internationale forskningsnetværk til gavn for den nordthailandske natur.

– Sirikit har god basis for at være med til at påvirke forvaltningen af biodiversitet bl.a. gennem at skabe en uddannelse, der både har biodiversitet og forvaltning i sig. Og gennem vores kontakter i universitetsverden kan vi være med til at styrke biodiversitetselementet i de akademiske uddannelser generelt, siger Weerachai Nanakorn.

Et levende museum

Men også som traditionel botanisk have har Sirikit en stor mission – i at bevare oprindelige arter i deres rendyrkede form. F.eks. orkideerne som der findes knap 1300 forskellige vilde udgaver af i Thailand. De 350 gror i Sirikit – genetisk reddet for eftertiden. De orkideer vi kan købe herhjemme og i Thailand er hybrider fremavlet med særlige egenskaber på orkide-farme; men også de stammer fra de gamle ægte og vilde former, hvis naturlige levesteder skrumper ind.

På det danske regentpars statsbesøg i Thailand i februar 2001 skal man besøge projektet i Sirikit. Den botaniske have planlægger derfor et seminar i den uge, der netop handler om det thailandsk-danske samarbejde inden for biodiversitet gennem de sidste hundrede år.