§§ 42, 43, 44 og 45 er tværgående bestemmelser, der vedrører overgangssituationer,
flere forurenere, rådighedsspørgsmålet og ejerskifte. Disse bestemmelser anvendes som
supplement til §§ 40 og 41. § 48, stk. 4 vedrører rådighedsspørgsmålet i forhold
til § 48.
Påbud skal altid udstedes under henvisning til én af de tre centrale bestemmelser: §
40, § 41 eller § 48. Disse bestemmelser kan så efter omstændighederne suppleres med en
eller flere af de tværgående bestemmelser.
Eksempelvis vil et undersøgelsespåbud til en forurener, der er flyttet fra den
forurenede ejendom således skulle udstedes under henvisning til § 40, jf. § 44.
Det skal bemærkes, at forvaltningslovens sagsbehandlingsregler skal iagttages ved
udstedelse af påbud. Forvaltningslovens bestemmelser er ikke nærmere omtalt i denne
orientering.
Påbud til den, der i erhvervsmæssigt eller offentligt øjemed driver eller drev en
virksomhed, udstedes efter § 40, stk. 1 (undersøgelsespåbud) henholdsvis § 41, stk. 1
(oprydningspåbud).
Som nævnt i afsnit 3 forudsætter udstedelse af et undersøgelsespåbud efter
jordforureningslovens § 40, at forureningen ikke er ophørt før 1.1.1992, og udstedelse
af et oprydningspåbud efter § 41 og § 42 forudsætter, at forureningen eller den
væsentligste del af forureningen er sket den 1.1.2001 eller senere.
Påbud til erhvervsmæssige og offentlige forurenere kan udstedes, uanset om
forureningen er sket på grund af forurenerens culpøse adfærd. Dette fremgår af
formuleringerne "uanset hvordan" i henholdsvis § 40, stk. 2 og § 41, stk. 2.
Dette ansvar kaldes et ubetinget ansvar. Det ubetingede ansvar betyder, at
meddelelse af påbud ikke er betinget af, at myndighederne kan påvise en
ansvarspådragende adfærd (culpa) hos forureneren.
Dette ubetingede undersøgelses- og oprydningsansvar gælder for erhvervsmæssige og
offentlige forurenere, der driver eller drev den virksomhed, hvorfra en forurening
hidrører/hidrørte. Begrebet virksomhed omfatter mobile anlæg, hvad enten der er tale om
egentlige driftsanlæg (transportable asfaltanlæg m.v.) eller transportanlæg (lastbiler,
tankvogne m.v.). Også forureninger, der sker fra oplag af affald eller stoffer, der
f.eks. anvendes i produktionen, er omfattet af bestemmelsen.
I relation til afgrænsningen af begreberne erhvervsmæssige og private forurenere kan
der henvises til følgende i bemærkningerne til § 41 i lovforslag L183: "Efter
administrativ tilsynspraksis efter miljøbeskyttelsesloven forstås begrebet virksomhed
bredt som omfattende enhver aktivitet også udført af enkeltpersoner der
medfører eller kan medføre forurening. I modsætning hertil skal begrebet
erhvervsmæssigt i stk. 3, nr. 1, forstås snævrere, således at fysiske og juridiske
personers ikke-erhvervsmæssige aktiviteter, herunder aktiviteter, som fysiske og
juridiske personer udøver i ikke-erhvervsmæssige foreninger, ikke er omfattet af
bestemmelsen og dermed af det objektive ansvar. Disse aktiviteter vil være omfattet af
bestemmelsen i stk. 3, nr. 2."
Myndighederne skal godtgøre, at forureningen hidrører/hidrørte fra den
pågældende virksomhed. Kravene til hvad myndighederne skal kunne godtgøre, er ikke helt
de samme i relation til udstedelse af undersøgelsespåbud (§ 40) som i relation til
udstedelse af oprydningspåbud (§ 41). Forskellen mellem § 40-situationen og §
41-situationen er beskrevet i de i det følgende nævnte bemærkninger til lovforslag L
183.
I forhold til udstedelse af undersøgelsespåbud (§ 40) fremgår følgende af
lovbemærkningerne til § 40: "Med formuleringen mulig forurener og eventuel
forurening i bestemmelsen i stk. 1, 1. punktum angives, at undersøgelsespåbud kan
som det hidtil har været praktiseret, når der er givet undersøgelsespåbud efter
miljøbeskyttelseslovens § 72 meddeles, når myndighederne har en begrundet
mistanke om, at der er en forurening, der skal undersøges, og at den mulige forurening
med overvejende sandsynlighed kan hidrøre fra den mulige forureners virksomhed eller
anlæg."
I forhold til udstedelse af oprydningspåbud (§ 41) fremgår følgende af
lovbemærkningerne til § 41: "Forureningen skal være forårsaget af den
pågældende virksomhed. Det er ikke tilstrækkeligt, at der findes forurening på den
grund, hvor virksomheden er beliggende. Der skal påvises årsagsforbindelse mellem
driften af virksomheden og forureningen."
I forhold til "mulig forurener" skal det i øvrigt bemærkes, at det fremgår
af § 40, stk. 2, at der kan meddeles påbud uanset hvordan en mulig forurening er
sket. Lovforslaget indeholdt også formuleringen "mulig forurener" i stk. 1. I
forbindelse med Folketingets behandling blev denne formulering slettet. Dette havde dog
ikke til hensigt at ændre på kredsen af hvem, der kan udstedes påbud til. Denne rent
sproglige ændring er omtalt under punkt 7 i betænkningen til lovforslaget.
Hvis det af en påbudt undersøgelse fremgår, at der ikke er konstateret forurening
på det undersøgte areal, eller at forureningen ikke helt eller delvist kan henføres til
påbudsadressaten, så skal den myndighed, der påbød undersøgelsen, dække de udgifter,
som påbudsadressaten har afholdt til opfyldelse af påbudet. Dette fremgår af
jordforureningslovens § 76, stk. 4.
Der kan udstedes undersøgelses- og/eller oprydningspåbud vedrørende forurening, der ikke
pågår på påbudstidspunktet. Dette fremgår af formuleringen "uanset hvornår
en mulig forurening er sket". I relation hertil kan der endvidere henvises til afsnit
3, hvor det nævnes, at jordforureningslovens § 40 om undersøgelsespåbud forudsætter,
at forureningen ikke er ophørt før 1.1.1992, og jordforureningslovens §§ 41 og 42 om
oprydningspåbud forudsætter, at forureningen eller den væsentligste del af forureningen
er sket den 1.1.2001 eller senere. Spørgsmålet, om der er en absolut tidsfrist for,
hvornår der senest kan meddeles påbud, er omtalt nedenfor.
For så vidt angår meddelelse af undersøgelsespåbud efter jordforureningslovens
§ 40 til erhvervsmæssige og offentlige forurenere gælder der ingen undtagelser fra
det ubetingede forureneransvar. Det vil sige, at der kan meddeles undersøgelsespåbud,
uanset om forureningen er sket på grund af hærværk, naturkatastrofer eller lignende.
Dette følger af formuleringen "uanset hvordan" i § 40, stk. 2.
Der er ingen absolut tidsfrist med hensyn til hvor længe, der kan gå fra
ophøret af den forurenende aktivitet til det tidspunkt, hvor der meddeles
undersøgelsespåbud. Dette følger af formuleringen "uanset hvornår", jf. §
40, stk. 2.
Imidlertid gælder de almindelige forvaltningsretlige regler, hvorefter
miljømyndighederne efter passivitetsbetragtninger og indrettelsessynspunkter kan være
afskåret fra at meddele påbud. Miljømyndighederne skal således reagere indenfor en
rimelig tid, når de får kendskab til en forurening, der kunne påbydes
undersøgt/opryddet. I relation til disse synspunkter kan der henvises til følgende
beskrivelse i bemærkningerne til lovforslag L 183, § 41: "Der vil være tale om en
konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder. Afgørende for vurderingen er
således ikke alene, hvornår forureningen konstateres. Miljømyndighederne skal således
have mulighed for, hvor dette ikke er umiddelbart klart, at undersøge, hvorfra kilden
stammer, det vil sige hvem der er forurener, og om der er behov for nærmere
undersøgelser eller oprydninger. Sådanne undersøgelser og vurderinger må indpasses i
myndighedernes øvrige ressourceanvendelse. Er der omvendt tale om en forurening, hvor
behovet for foranstaltninger er klarlagt, og en mulig påbudsadressat har været inddraget
i sagen, tilsiger hensynet til påbudsadressaten, at sagen inden for et forholdsvist
kortere tidsrum skal følges op af et påbud."
I relation til meddelelse af oprydningspåbud efter jordforureningslovens § 41 til
erhvervmæssige og offentlige forurenere gælder der en række undtagelser fra det
ubetingede forureneransvar. Disse undtagelser fremgår af § 41, stk. 2.
Der kan således ikke meddeles påbud, hvor forurening er opstået på grund af krig,
borgerlige uroligheder, atomskader eller naturkatastrofer. Påbud kan heller ikke
meddeles, hvor forurening er opstået på grund af brand eller hærværk, som ikke skyldes
forurenerens uforsvarlige adfærd eller en adfærd, hvorefter forureneren er omfattet af
strengere ansvarsregler ifølge anden lovgivning. Der kan således godt meddeles påbud,
hvor forurening er opstået på grund af brand eller hærværk, såfremt dette skyldes
forurenerens uforsvarlige adfærd eller såfremt forureneren er omfattet af strengere
ansvarsregler ifølge anden lovgivning, hvilket f.eks. kan være miljøerstatningsloven
eller færdselslovgivningen.
Adgangen til at meddele oprydningspåbud efter jordforureningslovens § 41 ophører
efter 30 år, jf. bestemmelse herom i § 41, stk. 4. Fristen løber fra ophøret af
den produktionsmetode eller anvendelsen af det anlæg, der gav anledning til forureningen.
Dette er begrundet i, at det i realiteten kan være vanskeligt at fastslå, hvornår
en konkret forurenende episode har fundet sted.
Udover denne tidsfrist på 30 år gælder de almindelige forvaltningsretlige regler,
hvorefter miljømyndighederne efter passivitetsbetragtninger og indrettelsessynspunkter
kan være afskåret fra at meddele påbud. Miljømyndighederne skal således reagere
indenfor en rimelig tid, når de får kendskab til en forurening, der kunne påbydes
opryddet. I relation til disse regler kan der henvises til bemærkningerne til lovforslag
L 183, der er citeret ovenfor i dette afsnit.
Påbud til private forurenere udstedes efter § 40, stk. 1 (undersøgelsespåbud)
henholdsvis § 41, stk. 1 (oprydningspåbud). For ejere af villaolietanke gælder der
særlige regler, jf. nedenfor i afsnit 5.5.
Som nævnt i afsnit 3 forudsætter udstedelse af et undersøgelsespåbud efter
jordforureningslovens § 40, at forureningen ikke er ophørt før 1.1.1992. Udstedelse af
et oprydningspåbud efter § 41 og § 42 forudsætter, at forureningen eller den
væsentligste del af forureningen er sket den 1.1.2001 eller senere.
Undersøgelsespåbud efter § 40 og oprydningspåbud efter § 41 til såkaldte private
forurenere omfatter den personkreds, der er nævnt i § 41, stk. 3, nr. 2: "Andre,
der har forårsaget en forurening, såfremt forureningen skyldes uforsvarlig adfærd eller
en adfærd, der er omfattet af strengere ansvarsregler ifølge anden lovgivning".
"Andre" refererer til andre end erhvervsmæssige og offentlige forurenere.
I relation til afgrænsningen af begreberne erhvervsmæssige og private forurenere kan
der henvises til følgende i bemærkningerne vedrørende § 41 i lovforslag L 183:
"Efter administrativ tilsynspraksis efter miljøbeskyttelsesloven forstås begrebet
virksomhed bredt som omfattende enhver aktivitet også udført af enkeltpersoner
der medfører eller kan medføre forurening. I modsætning hertil skal begrebet
erhvervsmæssigt i stk. 3, nr. 1, forstås snævere, således at fysiske og juridiske
personers ikke-erhvervsmæssige aktiviteter, herunder aktiviteter fysiske og juridiske
personer udøver i ikke-erhvervsmæssige foreninger, ikke er omfattet af bestemmelsen og
dermed af det objektive ansvar. Disse aktiviteter vil være omfattet af bestemmelsen i
stk. 3, nr. 2."
Meddelelse af undersøgelses- og/eller oprydningspåbud til private forudsætter, at
den private forurener har forårsaget forureningen ved en uforsvarlig adfærd (skyld)
eller ved en adfærd, der er omfattet af strengere ansvarsregler ifølge anden lovgivning.
For den private forurener gælder der således et betinget forureneransvar. For
erhvervsmæssige og offentlige forurenere gælder der derimod et ubetinget
forureneransvar, jf. afsnit 5.2.
Udstedelse af undersøgelses- og/eller oprydningspåbud efter jordforureningslovens
§§ 40 og 41 til en privat forurener forudsætter således, at myndighederne kan påvise,
dels at forureningen hidrører fra påbudsadressaten og dels at påbudsadressaten
har forårsaget forureningen ved en ansvarspådragende adfærd (skyld).
Betingelsen om ansvarspådragende adfærd indebærer, at der ikke kan meddeles
undersøgelses- og/eller oprydningspåbud til private, såfremt forureningen er opstået
på grund af krig, borgerlige uroligheder, atomskader eller naturkatastrofer. Såfremt
forureningen er opstået på grund af brand eller hærværk, kan der alene meddeles
påbud, såfremt dette skyldes påbudsadressatens uforsvarlige adfærd eller en adfærd,
der er omfattet af strengere ansvarsregler ifølge anden lovgivning, f.eks.
færdselslovgivningen. Eksempelvis vil en bilist, som forårsager en forurening i
forbindelse med et færdselsuheld, kunne være omfattet.
Der kan udstedes undersøgelses- og/eller oprydningspåbud uanset om forureningen pågår
eller ikke pågår på påbudstidspunktet.
Adgangen til at meddele undersøgelsespåbud efter jordforureningslovens § 40 til
private ophører ikke indenfor en bestemt tidsfrist. Dette fremgår af
formuleringen "uanset hvornår" i § 40, stk. 2.
Adgangen til at meddele oprydningspåbud efter § 41 til private ophører efter
30 år, jf. § 41, stk. 4. Forældelsen løber fra ophøret af den aktivitet, der gav
anledning til forureningen.
I forhold til meddelelse af undersøgelses- og/eller oprydningspåbud til private
gælder der uanset de ovenfor nævnte frist-regler de almindelige forvaltningsretlige
regler, hvorefter miljømyndighederne efter passivitetsbetragtninger og
indrettelsesynspunkter kan være afskåret fra at meddele påbud. Miljømyndighederne skal
således reagere inden for en rimelig tid, når de får kendskab til en forurening, der
kunne påbydes undersøgt eller opryddet. I relation til disse regler kan der henvises til
bemærkningerne til lovforslag L 183, der er citeret ovenfor i afsnit 5.2.
Med jordforureningslovens § 43 kan der meddeles påbud til flere (mulige)
forurenere, der har bidraget til samme forurening på en ejendom. I praksis ses det ikke
sjældent, at en konstateret forurening hidrører fra flere virksomheder. For eksempel kan
en forurenende virksomhed have etableret sig på en ejendom, der var forurenet i forvejen.
§ 43 forudsætter, at der er grundlag for at antage, at en vis andel om end en
ikke helt præcist fastlagt andel af forureningen kan henføres til hver enkelt af
de implicerede forurenere.
Hvis flere forurenere har bidraget til forurening af en ejendom på en sådan måde, at
de enkelte forureneres andele af forureningen på ejendommen med sikkerhed kan
skilles ad, finder § 43 ikke anvendelse. I sådanne tilfælde udstedes der påbud efter
§ 40 henholdsvis § 41 til hver enkelt af forurenerne.
I de tilfælde hvor de enkelte forureneres andele af forureningen ikke med sikkerhed
kan skilles ad, vurderer myndigheden hvor stor en andel af den samlede forurening, der
stammer fra hver enkelt forurener. Hvis det ikke er muligt at vurdere én eller flere
forureneres andele af den samlede forurening, skal myndigheden i påbuddet fastsætte, at
ligelige andele af forureningen stammer fra de implicerede forurenere. Der kan dog ikke
meddeles påbud til en forurener, hvis det må antages, at kun en ubetydelig andel af
forureningen kan henføres til denne forurener, jf. § 43, stk. 2.
Bestemmelsen i § 43 omfatter såvel undersøgelses- som oprydningspåbud.
Myndigheden skal i påbuddet nøje redegøre for hvilke andre forurenere, der er
udstedt påbud til i medfør af § 43. Endvidere vil myndigheden i påbuddet skulle angive
en fremgangsmåde med hensyn til en fælles efterkommelse af påbuddene i tilfælde af, at
der ikke kan opnås enighed herom mellem forurenerne.
Gennemtvingelse af et påbud efter § 43, stk. 1 vil normalt forudsætte, at
forurenerne er enige om at følge den af myndigheden påbudte fremgangsmåde. Såfremt der
ikke er enighed blandt forurenerne om at følge den af miljømyndigheden påbudte
fremgangsmåde, følges den fremgangsmåde, der er beskrevet i § 43, stk. 3.
Såvel § 43 som § 45 omfatter de situationer, hvor flere forurenere efter hinanden
har ejet en forurenende virksomhed, og hvor de alle har bidraget til den samme - fortsatte
- forurening. Om det er § 43 eller § 45, der skal anvendes, afgøres ved, om der inden
overdragelsen var udstedt et påbud til sælgeren af virksomheden. Det vil sige, hvis der
var udstedt et påbud til den forurenende sælger inden overdragelsen, så anvendes § 45.
Hvis der omvendt ikke var udstedt et påbud til den forurenende sælger inden
overdragelsen, så anvendes § 43. §§ 43 og 45 har forskellige konsekvenser. I §
45-situationen kan myndigheden vælge mellem at gøre påbudet gældende overfor sælger
eller køber. I § 43-situationen skal myndigheden vælge den i § 43 nærmere beskrevne
fremgangsmåde m.h.t. fordeling mellem de forskellige forurenere.
Med jordforureningslovens § 44, stk. 1 er der adgang til at meddele påbud efter
§§ 40 og 41 uanset at påbudsadressaten ikke har rådighed over den forurenede
ejendom. Bestemmelserne tager sigte på de tilfælde, hvor en forurener er flyttet fra den
forurenede ejendom eller hvor en forurening spreder sig til en naboejendom.
Efter § 44 kan undersøgelsespåbud udstedes til forurenere, der er flyttet fra en
forurenet ejendom efter den 10.2.1999 (lovforslagets fremsættelse). Oprydningspåbud kan
udstedes til forurenere, der er flyttet fra en forurenet ejendom efter 1.1.2001. I de
tilfælde hvor forureningen har bredt sig til naboejendommen, kan der udstedes
undersøgelsespåbud til forureneren, når forureningen er sket efter 1.1.2000, og
oprydningspåbud når forureningen er sket efter 1.1.2001.
Endvidere er påbud, der udstedes under henvisning til § 44, stk. 1 betinget af, at
der udstedes et såkaldt tålepåbud efter § 44, stk. 2 til ejeren af den
forurenede grund, medmindre den, der ejer eller har anden råderet over den forurenede
ejendom, giver samtykke til forurenerens adgang til ejendommen. Formålet med udstedelse
af tålepåbud er at sikre, at den, der modtager et påbud under henvisning til § 44 stk.
1, har den rådighed over påbuddets genstand, der efter forvaltningsretten er en
nødvendig forudsætning for påbudets gyldighed.
Bestemmelserne i jordforureningslovens § 45 fastslår, at erhververen af en
virksomhed i drift/en ejendom under visse betingelser overtager de undersøgelses-
og/eller oprydningspåbud, der er meddelt sælgeren.
Bestemmelserne i stk. 1 og 2 omfatter den situation, hvor en bestående virksomhed
drives videre af en ny erhverver. I den situation hvor virksomheden lukkes, kan disse
bestemmelser ikke anvendes. I disse tilfælde skal stk. 3 anvendes. Det er blandt andet en
betingelse, at der inden ejerskiftet er udstedt et påbud til den tidligere eller en af de
tidligere ejere.
I de tilfælde hvor erhververen driver virksomheden videre, jf. § 45, stk. 1 og 2, har
myndighederne valgfrihed mellem at gøre påbud gældende overfor den forurener, der
allerede har fået et påbud eller overfor den senere driftsherre, jf. lovbemærkningerne
vedrørende § 45.
De nærmere betingelser vedrørende udstedelse af påbud efter § 45 fremgår af
bestemmelsen. Med hensyn til begreberne "erhvervelsen af virksomheden" (jf. stk.
1 og 2) og "erhvervelsen af ejendommen" (jf. stk. 3) skal det bemærkes, at det
er uden betydning på hvilken måde erhvervelsen er sket. Påbuddet binder således ved
overdragelser, der sker ved køb, gave, arv, skilsmisse, hensidden i uskiftet bo,
tvangsauktion, overtagelse som ufyldestgjort panthaver og lignende. I relation til den,
der erhverver en virksomhed eller ejendom som panthaver, skal opmærksomheden dog henledes
på den særlige overgangsregel, der er fastsat i jordforureningslovens § 94, stk. 4. I
§ 94, stk. 4 er det fastslået, at et påbud kun er bindende for en panthaver efter
miljøbeskyttelseslovens § 45, hvis pantet er stiftet efter den 1. januar 2000.
Ifølge § 46 i jordforureningsloven skal myndigheden lade oplysninger om påbud
udstedt i henhold til §§ 40 og 41 tinglyse på den forurenede ejendom. Påbud, der
udstedes efter § 48 vedrørende villaolietanke, skal ikke tinglyses, idet hjemlen i
jordforureningslovens § 48, stk. 7 ikke er udnyttet.
Formålet med tinglysningen er at sikre, at påbud skal kunne gøres gældende over for
senere erhververe, jf. § 45, hvorefter udstedelse af påbud til en erhverver
forudsætter, at erhververen kendte eller burde kende det til forureneren udstedte påbud.
Tinglysningsreglen har endvidere til formål at sikre, at eventuelle købere af fast
ejendom får den nødvendige information i de tilfælde, hvor der er meddelt påbud til
sælgeren. På denne måde er købere af fast ejendom informeret om, at en tidligere ejer
af ejendommen eventuelt skal gennemføre en undersøgelse eller en oprydning på
ejendommen.
Tinglysningsreglen i § 46 gælder alle forvarslinger og påbud, der meddeles efter
1.1.2000. Dog skal påbud, der er forvarslet eller meddelt efter § 44, stk. 2 - det vil
sige tålepåbud - ikke tinglyses. Begrundelsen for at disse ikke skal tinglyses er, at
formålet med tinglysning, jf. ovenfor, allerede er opnået, idet påbuddet til
forureneren er blevet tinglyst på den forurenede ejendom. Tinglysning af tålepåbud
ville alene indebære en unødvendig dobbelt tinglysning.
Tinglysning sker på påbudsadressatens regning, jf. dog § 46, stk. 2.
Med jordforureningslovens §§ 48-49 er der for ejere af villaolietanke fastlagt dels
et ubetinget ansvar og dels en forsikringspligt.
Med villaolietanke menes der olietanke med et rumindhold under 6000 l, hvor 50 % eller
mere af det areal, der opvarmes med olie fra den pågældende tank, anvendes til beboelse.
Det ubetingede ansvar for ejere af villaolietanke har virkning for forureninger, der er
konstateret efter 1.3.2000.
Dette fremgår dels af jordforureningslovens § 48 og dels af bekendtgørelse nr. 94 af
4. februar 2000 om fastsættelse af dato for konstatering af forurening fra visse
olietanke. Baggrunden for, at §§ 48 og 49 ikke har virkning fra 1.1.2000, hvor
jordforureningsloven trådte i kraft, er, at der først skulle etableres en
forsikringsordning i forhold til forureninger fra villaolietanke.
Påbud vedrørende forureninger fra villaolietanke, der er konstateret før 1.3.2000
eller som ikke i øvrigt er omfattet af §§ 48 og 49, kan udstedes efter
jordforureningslovens §§ 40-47 eller miljøbeskyttelsesloven, herunder
olietankbekendtgørelsen.
Under henvisning til § 48, stk. 1 kan der udstedes undersøgelses- og/eller
oprydningspåbud til ejere af villaolietanke, når følgende betingelser er opfyldt:
- Forureningen er konstateret efter 1.3.2000, jf. bekendtgørelse nr. 94 af 4.2.2000,
- myndigheden kan godtgøre, at forureningen stammer fra villaolietanken,
- forureningen må ikke være opstået på grund af krig, borgerlige uroligheder,
atomskader eller naturkatastrofer, jf. § 48, stk. 2, 1. punktum,
- anlægget har været eller kan have været anvendt umiddelbart før konstateringen af
forureningen, jf. § 48, stk. 3, 1. punktum,
- tanken skal have været i brug efter 1. marts 2000, jf. § 48, stk. 3. Dette gælder dog
ikke i de specielle situationer, der er nævnt i § 48, stk. 3, sidste punktum, og
- hvis forureningen er sket på en af de i § 49, stk. 2, nr.1-3 nævnte måder, kan
påbud efter § 48 alene udstedes, såfremt forureningen er sket efter 1.1.2000.
Såfremt de ovennævnte betingelser er opfyldt kan myndigheden meddele undersøgelses-
og/eller oprydningspåbud i medfør af § 48 til den, der på tidspunktet for udstedelsen
af et påbud ejer den olietank, hvorfra forureningen antages at stamme. Det vil sige, at
det er den til enhver tid værende ejer af villaolietanken, der kan meddeles
påbud.
§ 48, stk. 1 forudsætter som nævnt, at olieforureningen er "konstateret".
Ofte vil det umiddelbart være nemt at konstatere en olieforurening fra en overjordisk
villaolietank. Ved nedgravede tanke kan det derimod være sværere at afgøre, hvornår
man har "konstateret" en forurening, idet forureningen ofte ikke er umiddelbart
synlig. Der kan næppe opstilles noget absolut krav om, at kommunerne altid skal foretage
nærmere tekniske undersøgelser i tilfælde af en tankejers påståede udslip fra
underjordiske tanke. Der kan nemlig forekomme tilfælde, hvor indicierne/formodningen for
forurening kan være så stærk, at det reelt svarer til en "konstatering". Med
andre ord kan der forekomme tilfælde, hvor tekniske undersøgelser fra kommunen kan
undlades, idet der kan fremskaffes anden dokumentation, der tilvejebringer et tilsvarende
sikkert grundlag for "konstatering". En sådan situation kan forekomme, såfremt
det kan dokumenteres, at der er et markant misforhold mellem det forventede forbrug af
olie til tanken og det faktiske forbrug af olie.
Meddelelse af undersøgelses- og/eller oprydningspåbud efter § 48 er ikke betinget
af, at myndighederne kan påvise en ansvarspådragende adfærd hos påbudsadressaten.
Dette fremgår af formuleringen "uanset hvordan forureningen er sket" i § 48,
stk. 1. Der gælder således et ubetinget ejeransvar.
Adgangen til at meddele undersøgelses- og/eller oprydningspåbud efter § 48 ophører
ikke indenfor en absolut tidsfrist. Derimod gælder almindelige forvaltningsretlige
regler, hvorefter myndighederne efter passivitetsbetragtninger og indrettelsessynspunkter
kan være afskåret fra at meddele påbud. Miljømyndighederne skal således reagere
indenfor en rimelig tid, når de får kendskab til en forurening, der kunne påbydes
undersøgt eller opryddet. Disse regler er nærmere beskrevet i bemærkningerne til
lovforslag L 183, se nærmere herom under afsnit 5.2.
Påbud efter § 48 skal ikke tinglyses, idet der ikke er fastsat bestemmelser herom i
medfør af jordforureningslovens § 48, stk. 7.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |