Spørgsmålet om, hvornår påbudsbestemmelserne i henholdsvis jordforureningsloven og
miljøbeskyttelsesloven, herunder olietankbekendtgørelsen, anvendes, er nærmere omtalt i
afsnit 3.
I dette afsnit omtales de nærmere betingelser vedrørende anvendelsen af
påbudsbestemmelserne i miljøbeskyttelsesloven og i olietankbekendtgørelsen.
Påbudsbestemmelserne i miljøbeskyttelsesloven og i olietankbekendtgørelsen er nøje
beskrevet i den betænkning, som det juridiske underudvalg under Jordforureningsudvalget
afgav i 1995, jf. Miljøstyrelsens betænkning nr. 1/1995 om "Lovgivning og praksis -
forurenet jord". Kapitel 4 i denne betænkning indeholder det juridiske underudvalgs
beskrivelse af påbudsbestemmelserne og den tilhørende administrative praksis og
domspraksis.
Siden afgivelsen af betænkningen 1/1995 om gældende ret på jordforureningsområdet
er der imidlertid sket en række ændringer i såvel regelgrundlaget som ved praksis. Med
jordforureningsloven er der sket nogle ændringer i miljøbeskyttelsesloven, for eksempel
den nye § 83 a vedrørende påbudsadressatens rådighed. Endvidere er der kommet
yderligere domspraksis vedrørende påbudsbestemmelserne 3, 4, 9, 12 og 13.
I den følgende gennemgang af miljøbeskyttelsesloven og olietankbekendtgørelsen er
der medtaget de ændringer i regelgrundlaget samt i domspraksis, der er fremkommet siden
afgivelsen af betænkning 1/1995. På nogle punkter - de punkter, hvor der ikke er sket
ændringer - indeholder nedenstående en kortfattet gengivelse af betænkning 1/1995 fra
det juridiske underudvalg under Jordforureningsudvalget. Det betyder, at der på mange
punkter kan hentes mere uddybende oplysninger i betænkning 1/1995.
For så vidt angår jordforureninger, der ikke er ophørt før 1.1.1992, er
adgangen til at udstede undersøgelsespåbud reguleret i jordforureningsloven, jf. ovenfor
i afsnit 3 og 5. Det vil sige, at miljøbeskyttelseslovens § 72 ikke længere skal
anvendes i forhold til sådanne forureninger.
For så vidt angår jordforureninger, der er ophørt før den 1.1.1992, er
adgangen til at udstede undersøgelsespåbud reguleret af miljøbeskyttelseslovens § 72.
For så vidt angår de jordforureninger, der er ophørt før 1.1.1992, er det med
Højesterets dom af 28.6.19993 fastslået, at der under
henvisning til § 72 ikke kan udstedes omkostningskrævende undersøgelsespåbud.
D.v.s. der kan alene udstedes ikke-omkostningskrævende undersøgelsespåbud. Dette kan
eksempelvis dreje sig om et påbud om udlevering af kvittering for leveret olie.
Da påbud om undersøgelse af en jordforurening typisk indebærer afholdelse af
udgifter, vil miljøbeskyttelseslovens § 72 ikke længere være relevant i forhold til de
fleste af de jordforureninger, der er ophørt før 1.1.1992.
Hertil kommer, at Østre Landsret den 22. januar 2001 afsagde en dom vedrørende
miljøbeskyttelseslovens § 72. Dommen vedrører et til en privat husejer udstedt påbud
om gennemførelse af undersøgelser, der udgjorde en betydelig udgift4.
Oprydningspåbud i forhold til jordforureninger, hvor forureningen eller den
væsentligste del heraf er sket den 1.1.2001 eller senere, er omfattet af
jordforureningsloven, jf. ovenfor i afsnit 3 og 5.
Med bestemmelsen i § 69, stk. 1, nr. 2 har myndighederne mulighed for at sikre
lovliggørelse af forhold, der er i strid med lovgivningen. Lovens § 69, stk. 1, nr. 2,
jf. § 19 eller § 27 indeholder således mulighed for udstedelse af påbud om at
fjerne/afværge jordforureninger.
Bestemmelsen findes i lovens tilsynskapitel og viser dermed, at der er tale om et
administrativt retshåndshævelsesskridt. Bestemmelsen forudsætter, at der, som grundlag
for et påbud, er konstateret en ulovlighed. Ulovligheden kan f.eks. bestå i, at
en forurener har overtrådt bestemmelserne i miljøbeskyttelseslovens § 19, § 27,
bestemmelser i de regler, der er udstedt i medfør af miljøbeskyttelsesloven eller
konkrete afgørelser udstedt efter miljøbeskyttelsesloven. Påbud efter § 69 skal
således henvise til § 69 og til den bestemmelse/eller konkrete afgørelse, der er
overtrådt.
Miljøstyrelsen kan ikke anbefale, at der udstedes påbud, medmindre påbudets adressat
har handlet ansvarspådragende ud fra almindelige erstatningsretlige regler. D.v.s.
udstedelse af påbud forudsætter, at den skadevoldende handling kan lægges skadevolder
til last som uforsvarlig. En overtrædelse af f.eks. et vilkår i en kap. 5-godkendelse,
der resulterer i en forurening af jord og/eller grundvand, vil som altovervejende
hovedregel være udtryk for uforsvarlig adfærd.
For så vidt angår spørgsmålet om uforsvarlig adfærd henvises der i øvrigt til
Højesterets stillingtagen i Rockwooldommen5, til
Højesterets dom i Aalborgsagen6, til Højesteret dom i sagen
om Cheminova II7 samt til Højesterets dom i Phønix-sagen8.
I relation til olieleverandørers ansvar kan der, for så vidt angår vurderingen af
uforsvarlig adfærd, henvises til Højesteret dom af 1. november 19999,
hvor Højesteret lagde til grund, at olieleverandøren havde handlet uforsvarligt.
6.2.3
Miljøbeskyttelseslovens §§ 41 og 42
Miljøbeskyttelseslovens §§ 41 og 42 vedrører udstedelse af påbud om
nedbringelse af forurening til listevirksomheder, henholdsvis til andre virksomheder.
Hidtil har der været en vis tvivl vedrørende den nærmere rækkevidde af §§ 41 og
42 i forhold til jordforureninger.
Miljøstyrelsen har i en skrivelse af 6. juni 1994 til samtlige amter og kommuner
frarådet, at disse bestemmelser anvendes som grundlag for påbud om oprydning af
jordforureninger, idet styrelsen fandt, at der som følge af to afgørelser af 23. februar
1994 fra Miljøklagenævnet10 var rejst tvivl om
bestemmelsernes rækkevidde.
Jordforureningsloven har ikke haft til formål at afklare denne tvivl, der har været i
relation til anvendelsen af §§ 41 og 42 i forhold til jordforureninger.
Miljøstyrelsen har den 4. oktober 2000 truffet afgørelser i to klagesager vedrørende
påbud udstedt i henhold til miljøbeskyttelseslovens § 41. Miljøstyrelsen ophævede
påbudene med henvisning til manglende hjemmelsgrundlag i § 41. Miljøstyrelsens
afgørelser er påklaget til Miljøklagenævnet, der har besluttet at optage sagerne til
klagesagsbehandling.
Efter 1.1.2000 kan der ikke længere udstedes påbud om foranstaltninger
vedrørende jordforureninger under henvisning til påbudsbestemmelsen i
miljøbeskyttelseslovens § 24. Dette følger af den ændring af § 24, der er sket med
jordforureningslovens § 90, nr. 3.
Bekendtgørelse nr. 829 af 24. oktober 1999 om indretning, etablering og drift af
olietanke, rørsystemer og pipelines (olietankbekendtgørelsen) trådte i kraft den
1.1.2000.
Denne bekendtgørelse afløste den tidligere olietankbekendtgørelse, jf.
Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 386 af 21. august 1980.
Ved udstedelsen af den nye olietankbekendtgørelse har det været udgangspunktet, at
der ikke tilsigtedes gennemført selvstændige ændringer i de eksisterende
påbudsbestemmelsers rækkevidde.
Som nævnt i Miljøstyrelsens skrivelse af 17. december 1999 til kommunalbestyrelser og
amtsråd om den nye olietankbekendtgørelse, er der dog på de tre nedenfor nævnte
punkter sket ændringer i påbudsbestemmelsernes ordlyd i den nye olietankbekendtgørelse
set i forhold til den tidligere olietankbekendtgørelse. Den under punkt 1 nævnte
ændring af bestemmelsens ordlyd er af præciserende karakter, mens de under punkterne 2
og 3 nævnte ændringer af ordlyden indebærer de beskrevne indholdsmæssige ændringer.
- Ordlyden i påbudsbestemmelserne er ændret fra "tank" til "anlæg".
Den nye formulering er en præcisering af den tidligere fortolkning af "tank",
idet det med den nye ordlyd er præciseret, at "anlæg" omfatter såvel tanken
som rørsystemer.
- Ordlyden i den tidligere bekendtgørelses § 16, stk. 3, 2. punktum "samt sikres
mod sammenstyrtning, jfr. § 14, stk. 4," er udgået. Dette er en konsekvens af, at
§ 14, stk. 4, 3. punktum om sikring mod sammenstyrtning i den tidligere bekendtgørelse
ikke videreføres i den nye bekendtgørelse. Dette betyder, at der ikke længere kan
udstedes påbud med denne begrundelse.
- Der er i de nye påbudsbestemmelser indsat et nyt selvstændigt stykke vedrørende
pipelines. Hidtil har der været en vis tvivl om hvorvidt det tidligere anvendte begreb
"tank" også omfattede pipelines. Med det nye selvstændige stykke 6 er det
slået fast, at pipelines også er omfattet af påbudsbestemmelserne.
I forhold til forureninger fra villaolietanke, skal det indledningsvist understreges,
at langt de fleste forureninger i praksis vil være omfattet af jordforureningslovens §
48. Denne bestemmelse omfatter de fleste af de forureninger, som konstateres efter
1.3.2000, jf. nærmere herom ovenfor i kapitel 5.5.
Som nævnt ovenfor i indledningen, afsnit 6.1, er den følgende gennemgang af
olietankbekendtgørelsen i vid udstrækning en kortfattet gengivelse af betænkning 1/1995
fra det juridiske underudvalg under Jordforureningsudvalget. Dette skyldes, at der siden
betænkningens udgivelse alene er sket meget begrænsede ændringer i selve
bekendtgørelsen, jf. ovenfor under afsnit 6.3.1.
Efter olietankbekendtgørelsens § 22, stk. 5-7 er der hjemmel til at kræve olie, der
er udsivet fra anlægget, og den forurenede jord fjernet (oprydningspåbud).
En forudsætning for at anvende § 22, stk. 5 eller 6 er, at anlægget henholdsvis
pipelinen er dokumenteret at være utæt. Efter Miljøstyrelsens praksis er det
antaget, at det påhviler kommunalbestyrelsen som tilsynsmyndighed at dokumentere dette
ved en tæthedsprøvning af anlægget henholdsvis pipelinen.
Såfremt der ikke kan tilvejebringes dokumentation for, at forureningen skyldes et
utæt anlæg (f.eks. fordi det allerede er gravet op), skal påbudshjemlen i stedet findes
i § 22, stk. 7, 2. pkt., jf. Ombudsmandens udtalelse af 22. april 1991. I denne udtalelse
fastslog Ombudsmanden, at § 16, stk. 3 (de nuværende § 22, stk. 5 og 6) forudsætter,
at anlægget er utæt. Derimod fandt Ombudsmanden ikke grundlag for at kritisere
Miljøstyrelsens opfattelse, hvorefter § 16, stk. 4, 2 pkt. (der svarer til den
nuværende § 22, stk. 7, 2. pkt.) kunne anvendes som hjemmel til at fjerne den
olieforurenede jord i det foreliggende tilfælde, uanset at anlæggets utæthed ikke var
dokumenteret.
Højesteret har med Aalborg-dommen6 endeligt fastslået,
at udstedelse af påbud under henvisning til olietankbekendtgørelsens bestemmelser
forudsætter, at påbudsadressaten har handlet uforsvarligt (culpøst).
Som eksempel på, at der er handlet (uforsvarligt) ansvarspådragende kan nævnes
Østre Landsrets dom af 8. maj 200012. Der var her tale om
et anlæg, der var ulovligt efter olietankbekendtgørelsens regler, idet tanken ikke var
sløjfet i overensstemmelse med den tidsgrænse, der er fastsat i bekendtgørelsen.
Andre momenter, som f. eks. om anlægget af brugeren er installeret i overensstemmelse
med gældende regler, eller om brugeren af anlægget burde have opdaget, at anlægget var
utæt, f.eks. ved uforholdsmæssigt stort forbrug, herunder undladt at give underretning
om uheld, bør efter Miljøstyrelsens opfattelse indgå i kommunens vurderinger af sagen.
Det skal bemærkes, at Østre Landsret i en dom af 2. november 199813
fandt, at selvom det viser sig, at en olieforurening stammer fra et anlæg, der er
ulovligt, fordi anlægget ikke opfylder installationsforskrifterne i
olietankbekendtgørelsen, kunne den nuværende bruger, der havde købt ejendommen med
installeret tank, ikke gøres ansvarlig.
I relation til vurderingen af om der er handlet uforsvarligt ved olieforureninger fra
anlæg, som er etableret på erhvervsvirksomheder, kan der kræves en skærpet
agtpågivenhed ved drift, indretning og vedligeholdelse af virksomheden. Højesterets dom
af 1. november 1999 i Kuwait-sagen9 er et eksempel på krav
om skærpet agtpågivenhed.
I relation til nedgravede tanke over 6000 l, eller tanke, som er installeret på
virksomheder, som er anført i bilaget til lov om erstatning for miljøskader, er det
Miljøstyrelsens antagelse, at der under henvisning til olietankbekendtgørelsen
sammenholdt med lov nr. 225 af 6. april 1994 om erstatning for miljøskader kan udstedes
påbud på objektivt grundlag, d.v.s. udstedelse af påbud forudsætter ikke, at
påbudsadressaten har handlet uforsvarligt. Forureningen fra olietanken skal være sket
efter 1. september 1994 og forureningen skal stamme fra olietanken eller tilhørende
rørsystemer. Hvis forureningen på f. eks. en benzinstation alene stammer fra en defekt
benzinstander eller påfyldningsuheld, mener Miljøstyrelsen, at det er tvivlsomt om der
vil være den fornødne hjemmel i miljøerstatningsloven for det objektive ansvar.
I de helt særlige tilfælde vedrørende forureninger på servicestationer er det
Miljøstyrelsens opfattelse, at en olieleverandør, der ejer tankanlægget efter
omstændighederne kan betragtes som værende driftsherre og dermed har den fornødne
rådighed over den forurenede ejendom, uanset at olieleverandøren ikke ejer ejendommen.
Vurderingen af hvorvidt en olieleverandør, der ejer tankanlægget, må siges at være
driftsherre og dermed har den fornødne rådighed beror på en konkret vurdering af de
foreliggende omstændigheder. I denne sammenhæng må indholdet i en eventuel aftale
mellem olieleverandøren og den person, der driver servicestationen vurderes nærmere.
Med jordforureningsloven er der som nævnt under afsnit 4.2 indført
nye regler i miljøbeskyttelseslovens §§ 83 a og 83 b. Reglerne vedrører de forhold,
der er beskrevet i de følgende afsnit. D.v.s. blandt andet spørgsmålet om udstedelse af
påbud til en adressat, der ikke har rådighed over den forurenede ejendom.
Disse ændringer i miljøbeskyttelsesloven supplerer dels påbudsbestemmelser i
Miljøbeskyttelsesloven, for eksempel § 69, og dels påbudsbestemmelserne i
olietankbekendtgørelsens § 22, stk. 5 8. For at undgå unødige misforståelser
om rækkevidden af et påbud efter olietankbekendtgørelsen, anbefaler Miljøstyrelsen
imidlertid, at der ved udstedelse af påbud vedrørende forhold omfattet af
olietankbekendtgørelsen ud over henvisningen til § 83 a eller 83 b også
henvises til miljøbeskyttelseslovens påbudsbestemmelser, d.v.s. for eksempel § 69, jf.
for eksempel § 19 eller § 27.
§ 83 a, stk. 1-3 omfatter de tilfælde, hvor forureneren er flyttet fra den
forurenede ejendom. Det er imidlertid en betingelse, at påbudsadressaten, det vil sige
den fraflyttede forurener, havde rådighed over ejendommen den 10. februar 1999 eller
senere. Denne betingelse er fastsat for at begrænse reglens tilbagevirkende kraft til
tidspunktet for lovforslagets fremsættelse.
Endvidere er påbud, der udstedes under henvisning til § 83a, stk. 1 betinget af, at
der udstedes et såkaldt tålepåbud efter § 83a, stk. 2 til ejeren af den
forurenede grund, medmindre den, der ejer eller har anden råderet over den forurenede
ejendom, giver samtykke til forurenerens adgang til ejendommen. Formålet med udstedelse
af tålepåbud er at sikre, at den, der modtager et påbud under henvisning til § 83a,
stk. 1, har den rådighed over påbuddets genstand, der efter forvaltningsretten er en
nødvendig forudsætning.
Bestemmelsen i § 83a, stk. 1 betyder omvendt, at den forurener, der er flyttet fra den
forurenede ejendom før den 10.2.1999, som udgangspunkt ikke kan mødes med et påbud
under henvisning til olietankbekendtgørelsen eller miljøbeskyttelsesloven. Østre
Landsret afsagde den 29.10.1996 dom14 om ophævelse af et
meddelt oprydningspåbud, allerede fordi påbudsadressaten ikke var ejer af den forurenede
ejendom.
Miljøbeskyttelseslovens § 83a, stk. 4 fastslår i hvilken udstrækning erhververen
af en virksomhed i drift overtager tidligere meddelte påbud, mens § 83a, stk. 6
fastslår i hvilken udstrækning erhververen af en forurenet ejendom overtager
tidligere meddelte påbud. § 83a, stk. 5 fastslår, i hvilken udstrækning der overfor
erhververen af en virksomhed i drift kan meddeles yderligere påbud vedrørende en
forurening, der er sket og afsluttet før erhvervelsen af virksomheden.
De nye bestemmelser i § 83a betyder i praksis, at et påbud, der er udstedt efter §
69, jf. for eksempel § 19, efter omstændighederne kan gøres gældende overfor
erhververen af virksomheden henholdsvis ejendommen. Det er blandt andet en betingelse, at
der inden ejerskiftet er udstedt et påbud til den tidligere eller en af de tidligere
ejere.
Bestemmelserne i stk. 4 og 5 omfatter den situation, hvor en bestående virksomhed
drives videre af en ny erhverver. I den situation hvor virksomheden lukkes, kan disse
bestemmelser ikke anvendes. I disse tilfælde anvendes stk. 6.
I de tilfælde hvor erhververen driver virksomheden videre, jf. § 83a, stk. 4 og 5,
har myndighederne valgfrihed mellem at gøre påbud gældende overfor den forurener, der
allerede har fået et påbud, eller overfor den senere driftsherre, jf. bemærkningerne
til jordforureningsloven.
De nærmere betingelser vedrørende udstedelse af påbud efter § 83a, stk. 4-6
fremgår af bestemmelserne. Med hensyn til begreberne "erhvervelsen af
virksomheden" og "erhvervelsen af ejendommen" skal det bemærkes, at det er
uden betydning på hvilken måde erhvervelsen er sket. Påbuddet binder således ved
overdragelser der sker ved køb, gave, arv, skilsmisse, hensidden i uskiftet bo,
tvangsauktion, overtagelse som ufyldestgjort panthaver og lignende. I relation til den,
der erhverver en virksomhed eller ejendom som panthaver, skal opmærksomheden dog henledes
på den særlige overgangsregel, der er fastsat i jordforureningslovens § 94, stk. 4. I
§ 94, stk. 4 er det fastslået, at et påbud kun er bindende for en panthaver efter
miljøbeskyttelseslovens § 83 a, stk. 4 -6, hvis pantet er stiftet efter den 1. januar
2000.
6.4.4
Tinglysning af oplysninger om påbud (mbl. § 83 b)
§ 83 b i miljøbeskyttelsesloven fastslår, at myndigheden lader oplysninger om
påbud tinglyse på den forurenede ejendom.
Formålet med tinglysningen er at sikre, at et påbud (eksempelvist efter § 69) skal
kunne gøres gældende overfor senere erhververe, jf. § 83 a, stk. 4-6, hvorefter
udstedelse af påbud til en erhverver forudsætter, at erhververen kendte eller burde
kende det påbud, der er udstedt til forureneren. Tinglysningsreglen har endvidere til
formål at sikre, at eventuelle købere af fast ejendom får den nødvendige information i
de tilfælde, hvor der er meddelt påbud til sælgeren. På denne måde er købere af fast
ejendom informeret om, at en tidligere ejer af ejendommen forventes at skulle gennemføre
en undersøgelse eller en oprydning på ejendommen.
Tinglysningsreglen i § 83 b gælder alle forvarslinger og påbud, der meddeles den
1.1.2000 eller senere.
Dog skal påbud, der er forvarslet eller meddelt efter § 83 a, stk. 2 - det vil sige
tålepåbud - ikke tinglyses. Begrundelsen for at disse ikke skal tinglyses er, at
formålet med tinglysning, jf. ovenfor, allerede er opnået, idet påbuddet til
forureneren er blevet tinglyst på den forurenede ejendom. Tinglysning af tålepåbud
ville alene indebære en unødvendig dobbelt tinglysning.
Tinglysning sker på påbudsadressatens regning, jf. dog § 83 b, stk. 2.
6.4.5 Frist
for meddelelse af undersøgelses- og/eller oprydningspåbud
Hverken olietankbekendtgørelsen eller miljøbeskyttelsesloven indeholder bestemmelser,
der explicit fastsætter en frist for, hvor lang tid der kan gå, før myndighederne
meddeler undersøgelses- og/eller oprydningspåbud.
I Miljøstyrelsens betænkning 1/1995, side 66 har det juridiske underudvalg under
jordforureningsudvalget udtalt følgende vedrørende spørgsmålet om adgangen til at
meddele påbud:
"Da styrelsen jf. ovenfor i en række tilfælde har taget udgangspunkt i
erstatningsrettens regler, har styrelsen som en nødvendig følge heraf antaget, at påbud
ligeledes må følge erstatningsrettens forældelsesregler.
Som nævnt ovenfor deler ikke alle arbejdsgruppens medlemmer opfattelsen af, at
forældelsesreglerne har nogen betydning overhovedet i sager om påbud efter
miljøbeskyttelsesloven. Det er derimod gjort gældende, at der er tale om en ren
forvaltningsretlig problemstilling, hvorfor tilsynsmyndighederne efter omstændighederne
gennem passivitet kan afskære sig fra at bruge sine beføjelser.
Ifølge 1908-loven forældes krav på erstatning for skade 5 år efter, at fordringen
kan kræves betalt. Fristen suspenderes, hvis skadelidte er i utilregnelig uvidenhed om
sit krav.
Efter Danske Lovs 5-14-4 forældes alle fordringer 20 år efter den skadegørende
handling."
Som det fremgår af dette citat fra betænkning 1/1995 er der ikke fuldstændig enighed
om, hvorvidt påbud efter de eksisterende bestemmelser i miljøbeskyttelsesloven, herunder
olietankbekendtgørelsen, skal meddeles inden for en absolut frist.
Miljøstyrelsen er ikke bekendt med domspraksis, der har afklaret ovennævnte
spørgsmål vedrørende en eventuel absolut frist for meddelelse af påbud efter
miljøbeskyttelsesloven, herunder olietankbekendtgørelsen. Det har ikke været hensigten
med jordforureningsloven at afklare dette spørgsmål.
Endelig skal opmærksomheden henledes på de almindelige forvaltningsretlige regler,
hvorefter miljømyndighederne efter passivitetsbetragtninger og indrettelsessynspunkter
kan være afskåret fra at meddele påbud. Miljømyndighederne skal således reagere
indenfor en rimelig tid, når de får kendskab til en forurening, der kunne påbydes
undersøgt/opryddet.
3. UfR 1999.1600H
og MAD 1999.360. Den 28.6.1999 afsagde Højesteret dom i sagen A/S Dansk Shell mod
Miljøstyrelsen og Århus Amtskommune. Højesteret tilkendegav, at det
undersøgelsespåbud, som Århus Amtskommune den 14.6.1993 havde udstedt i henhold til
Miljøbeskyttelseslovens § 72 og som Miljøstyrelsen havde stadfæstet den 3.7.1995, var
ugyldigt. Hermed omgjorde Højesteret Østre Landsrets dom af 12.12.1997. I betænkningen
til lovforslag 183 vedrørende jordforureningsloven havde miljø- og energiministeren
givet tilsagn om under visse betingelser at ændre jordforureningslovens bestemmelse om
undersøgelsespåbud, såfremt Højesteret omgjorde Østre Landsrets dom. På denne
baggrund fremsatte miljø- og energiministeren den 17.11.1999 forslag (lovforslag nr. L
91) til ændring af jordforureningslovens § 40 om undersøgelsespåbud. Med denne
ændring af loven, jf. lov nr. 1109 af 29. december 1999, blev det fastsat, at § 40 ikke
omfatter forureninger, der er ophørt før den 1.1.1992. [Tilbage]
4. Østre Landsret afsagde den
22.1.2001 dom i sagen Tryg-Baltica Forsikring mod Hedensted Kommune og Miljøstyrelsen.
Dommen underkendte gyldigheden af et efter miljøbeskyttelseslovens § 72 udstedt påbud
til en privat husejer om gennemførelse af undersøgelser, der indebar en betydelig
udgift. Landsretten fastslog blandt andet følgende. "En naturlig forståelse af §
72 og de handlepligter, der er anført i bestemmelsen, fører til, at privatpersoners
ansvar for forhold, der alene vedrører deres beboelse, ikke kan anses for omfattet. Når
henses til, at der, såfremt § 72 anses for anvendelig på sådanne forhold, vil kunne
pålægges almindelige husejere at foretage undersøgelser til en betydelig udgift,
hvilket må kræve klar og tydelig lovhjemmel, findes den meget vide definition af ordet
"virksomhed" i miljøbeskyttelseslovens § 2 ikke at kunne føre til andet
resultat." [Tilbage]
5. UfR 1991.674H
(Rockwool-sagen). Den 18.6.1991 afsagde Højesteret dom i sagen Rockwool International A/S
mod Høje-Taastrup Kommune og Miljøstyrelsen. Sagen vedrørte olietankbekendtgørelsens
§ 16. Højesteret tilkendegav, at olietankbekendtgørelsens § 16 ikke kunne forstås
således, at bestemmelsen gav myndighederne fornøden hjemmel til at pålægge
påbudsadressaten (Rockwool) at betale for oprydningen af den omhandlede jordforurening. [Tilbage]
6. UfR 1998.549H og MAD
1998.20 (Aalborg-sagen). Den 3.2.1998 afsagde Højesteret dom i sagen Aalborg Kommune mod
Tryg-Baltica Forsikring (tidl. Wintherthur Forsikring). Sagen vedrørte
olietankbekendtgørelsen. Højesteret tilkendegav, at olietankbekendtgørelsen ikke
indeholdt fornøden hjemmel til udstedelse af det omstridte påbud. [Tilbage]
7. UfR 1992.575H
(Cheminova II). Højesteret var enig med landsretten i, at der forelå uagtsomhed (culpa).
Højesteret frifandt alligevel Chemino under henvisning til, at erstatningsansvaret var
forældet. [Tilbage]
8. UfR 1989.692H (Phønix
Frederikssund). Højesteret fandt, at virksomheden ikke havde udvist den fornødne
agtpågivenhed. Virksomheden var en gang tidligere - i 1958 dømt til at betale
erstatning til kommunen for at forurene grundvandet med fenol. [Tilbage]
9. UfR 2000.276H (Kuwait
Petroleum-sagen). Den 1.11.1999 afsagde Højesteret dom i sagen Kuwait petroleum mod
Silkeborg Kommune. Højesteret tilkendegav, at Kuwait Petroleum efter omstændighederne -
herunder overfyldning, utætheder og spild i øvrigt ved selskabets påfyldning af tankene
- måtte anses for at have handlet uforsvarligt igennem en periode fra 1962 til 1989, og
at denne uforsvarlige adfærd måtte anses for at være årsag til forureningen. [Tilbage]
10. Den 23.2.1994 traf
Miljøklagenævnet afgørelse i sag nr. 13/082-1 (Collstrop-sagen) og i sag nr. 10-4
(Næstveds Forchromningsanstalt). Afgørelserne er nærmere refereret i Miljøstyrelsen
skrivelse af 6.6.1994 og i Miljøstyrelsens betænkning 1/1995, side 52 og 53. [Tilbage]
11. Fyns Amt havde 13.
2.1998 meddelt to påbud til virksomheden Uniscrap A/S. Ifølge påbudene, der var meddelt
i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 41, skulle Uniscrap A/S foretage oprensning af
konstateret jordforurening med olie og metaller på virksomhedens afdeling i Svendborg,
henholdsvis virksomhedens afdeling i Odense. Ved afgørelser af 4.10.2000 ophævede
Miljøstyrelsen påbudene. Miljøstyrelsen begrundede ophævelserne af påbudene med, at
der ikke er tilstrækkelig hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 41 til at meddele
sådanne påbud. [Tilbage]
12. UfR 2000.1883ØL
(Fakse-sagen). Den 8.5.2000 afsagde Østre Landsret en dom, hvorved landsretten anerkendte
gyldigheden af Fakse kommunes oprydningspåbud i henhold til olietankbekendtgørelsens
daværende § 16, stk. 4, idet landsretten fandt, at påbudsadressaten havde handlet
uforsvarligt. [Tilbage]
13. UfR 1999.311 ØL
(Dragør-sagen). Den 2. november 1998 afsagde Østre Landsret dom i sagen Dansk Forsikring
mod Dragør Kommune. Østre Landsret fandt, at et af Dragør Kommune udstedt
oprydningspåbud efter daværende olietankbekendtgørelses § 16, stk. 3 var ugyldigt.
Dommen var begrundet i, at forureningen ikke skyldtes tankejeres forhold. Tanken var
ulovligt installeret af en tidligere ejer. [Tilbage]
14. Den
29.10.1996 afsagde Østre Landsret dom i sagen Bjarne Hansen mod Miljøministeriet,
Miljøstyrelsen (dommen er ikke trykt i UfR, men er omtalt i MAD 1996.967). Hermed
ophævede Østre Landsret et af Miljøstyrelsen stadfæstet oprydningspåbud, allerede
fordi påbudsadressaten ikke var ejer af den forurenede ejendom. At den senere ejer af
grunden havde givet samtykke til gennemførelse af de påbudte foranstaltninger fandtes
uden betydning. [Tilbage]
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |