| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Måling af dioxinemissionen fra udvalgte sekundære kilder

5. Konklusion

De gennemførte målinger sammen med nyere målinger på tilsvarende anlæg med tilsvarende brændsler har eftervist emissionsfaktorer svarende til de lave niveauer i de intervaller, der er angivet i andre opgørelser, baseret på både nyere og ældre danske og udenlandske målinger.

Manglen på emissionsfaktorer i den høje ende af intervallet i denne undersøgelse er ikke bevis for, at de ikke findes.

Det kan ikke afvises, at anlæg, der kører med dårlige og varierende forbrændingsforhold, på grund af mangelfuld styring og overvågning, og måske uhensigtsmæssigt indrettet fyrrum og mangelfuld røggasrensning, kan have meget høje dioxinemissioner. Med de danske miljøkrav og kontrolforanstaltninger for fyringsanlæg anses det ikke for sandsynligt, at der findes mange af den slags anlæg i Danmark.

De større halm- og træfyrede anlæg repræsenterer den bedre ende af danske anlæg, hvad angår rensning af røggassen for partikler. Da en del af dioxinerne findes på partiklerne, så vil en større partikelemission normalt også betyde en større dioxinemission. Der er derfor beregnet en større øvre grænse i de angivne emissionsintervaller i forhold til en større partikelemission svarende til grænseværdien på 40 mg/m³(n,t,10% O₂).

Halm:

Større anlæg med en god kontinuerlig forbrænding, en høj fyrrumstemperatur, og en effektiv partikelrensning.

Beregnet større øvre grænse i forhold til en større partikelemission.

Mindre gårdanlæg med diskontinuerlig og dårligere styret forbrænding og ingen partikelrensning.

De angivne emissioner menes at være repræsentative for de fleste halmfyrede anlæg i Danmark.

Træ og spånplade:

Større anlæg med en god kontinuerlig forbrænding, en høj fyrrumstemperatur, og en effektiv partikelrensning.

Beregnet større øvre grænse i forhold til en større partikelemission.

Mindre halvautomatiske stokerfyr med kontinuerlig styret forbrænding og ingen partikelrensning.

Brændeovne med diskontinuerlig forbrænding, manuel styring og ingen partikelrensning.

Resultaterne fra stokerfyret og brændeovnen udviser meget stor overensstemmelse med målingerne i Miljøprojekt nr. 249 fra 1994³⁴.

De angivne emissioner menes at være repræsentative for de fleste træfyrede anlæg i Danmark.

Grillstegning:

Emissionen kan ud fra oxygenkoncentrationen i fortyndingskanalen beregnes til mellem 0,5 og 1 ng I-TEQ/m³(n,t,10% O₂). De reelt forekommende koncentrationer vurderes at være væsentligt mindre, da røggassen fra en grill hurtigt blandes op med store mængder luft. I fortyndingskanalen, hvor temperaturen var 39 til 56 °C, var koncentrationerne mellem 0,02 og 0,05 ng I-TEQ/m³(n,t).

Spildolie:

Uraffineret spildolie i en fjernvarmekedel.

Bestemmelsen er dog noget usikker, da de 4 prøver den er baseret på, ikke stemmer helt overens.

Raffineret spildolie i 2 fjernvarmekedler.

Ved normal drift på et veljusteret anlæg.

Under unormale forhold med dårlig forbrænding og forhøjet sodindhold.

Der er dog kun tale om en måling over 2 timer, hvor den høje værdi kan skyldes andre forhold omkring prøvetagning eller analyse. Denne måling kunne tyde på, at der måske kan ske en eksponentiel stigning i dioxinemission ved dårlig og sodende forbrænding af et brændsel, som ellers normalt giver en lav dioxinemission.

Krematorier:

Målinger på 3 krematorieovne på 2 krematorier.

Et gennemsnit af alle målingerne vægtet efter antal kremeringer i hver måling giver en emissionsfaktor på 350 ng I-TEQ/kremering, og en koncentration på 0,3 ng I-TEQ/m³(n,t,10%O₂).

Congenermønstre og I-TEQ procenter:

Der er vist karakteristiske dioxinmønstre og I-TEQ procenter for hver type anlæg og brændsel. De udviser stor overensstemmelse for målinger på samme brændsel og forbrændingsforhold, også imellem forskellige anlæg med sammenlignelige forbrændingsforhold. Det er påvist, at de karakteristiske mønstre og I-TEQ procenter ændres markant med ændrede forbrændingsforhold. Det viser, at mønstre og I-TEQ procenter formentlig kan bruges til en simpel og effektiv kvalitetskontrol af de udførte målinger. Kontrollen kan anvendes både til kontrol af de to samtidige målinger mod hinanden og til kontrol i forhold til tidligere målinger på samme anlæg.

En god måling vil have stor overensstemmelse mellem dioxinmønstre og I-TEQ procenterne for de to samtidige prøver. Hvis der også er overensstemmelse med mønstre og procenter fra tidligere målinger, kan det underbygge at brændsel og driftsforhold er sammenlignelige.

I-TEQ procenten er vægtet efter toksicitetsfaktorerne, og det betyder at en stor afvigelse på en congener med en lille TEF faktor ikke får så stor betydning for I-TEQ procenten, som den kan have på mønsteret.

I-TEQ procenten kan bruges til det hurtige tjek af målingerne, om de svarer til det normale for anlægget eller anlægstypen. Gentagne målinger på samme anlæg vil give erfaringer med variationsbredden for I-TEQ procenten.

Afviger I-TEQ procenten fra det normale, er der grund til at undersøge mønstrene nærmere. Hvis de afviger markant fra tidligere målinger, vil det enten indikere, at der har været fejl på målingerne, eller at anlægget under målingen har kørt med væsentligt ændrede driftsparametre eller en anden type eller sammensætning af brændslet.