Udledning af miljøfarlige stoffer med spildevand

Forord

De seneste års vandpolitik har vist, at udledning af miljøfarlige stoffer sættes i stadig større fokus internationalt set. Den eksisterende lovgivning i Danmark har sit udgangspunkt i Direktiv 76/464/EØF om farlige stoffer til vandmiljøet, som er indarbejdet i dansk lov ved Bekendtgørelse nr. 921 af 8. oktober 1996. Med tiden vil forpligtelserne med hensyn til udledning af miljøfremmede stoffer til vandmiljøet blive erstattet af bestemmelserne i Vandrammedirektivet (2000/60/EF), hvilket betyder at bekendtgørelsen skal revideres.

Der har endvidere i forbindelse med de decentrale myndigheders behandling af sager om udledninger af henholdsvis farlige kemiske stoffer og komplekst spildevand vist sig at være en række praktiske og faglige problemstillinger, som der er et behov for at få afklaret og fastsat ensartede retningslinier for.

Formålet med det aktuelle projekt har været at udarbejde tekniske baggrundsnotater omhandlende en række specifikke emner. Det centrale indhold i disse notater har været diskuteret med de vigtigste interessenter på seminarer og møder for så vidt muligt at tage hensyn til de erfaringer som ligger hos amter og industri.

I den aktuelle rapport er de udarbejdede notater samlet. De indeholder teknisk faglige diskussioner vedrørende vurdering af miljømæssige effekter ved udledning af miljøfarlige stoffer til vandmiljøet samt en række konkrete anbefalinger til kravfastsættelse og kontrol.

Projektets resultater har løbende været diskuteret i en følgegruppe bestående af:

Torben Kjær Andersen, Esbjerg Kommune
Paul Chr. Erichsen, Århus Amt
Bo Neergaard Jacobsen, Spildevandscenter Avedøre I/S
Jan Brandt, Sun Chemical A/S
Nils T. Daell Kristensen, Fyns Amt
Lis Morthorst Munk, Miljøstyrelsen
Mogens Kaasgaard, Miljøstyrelsen
Jens Brøgger Jensen, Miljøstyrelsen
Henning Clausen, Miljøstyrelsen
Jens Tørsløv, DHI - Institut for Vand og Miljø
Margrethe Winther-Nielsen, DHI - Institut for Vand og Miljø

Desuden har følgende personer bidraget til rapporten:

Helmer Petersen, DHI - Institut for Vand og Miljø
Mads Madsen, DHI - Institut for Vand og Miljø
Dorte Rasmussen, DHI - Institut for Vand og Miljø

Hørsholm, 20. marts 2002
Jens Tørsløv, DHI - Institut for Vand og Miljø