Miljøkonsekvenser af levetidsforlængelse af elektronikprodukter

1 Baggrund

1.1 Projektets baggrund
1.2 Teoretisk baggrund

1.1 Projektets baggrund

Når et elektronikprodukt går i stykker kan det måske repareres. Herved forlænges produktets levetid. En anden strategi for at forlænge levetiden af et elektronikprodukt er, at opgradere produktet, således, at det funktionsmæssigt kan bruges et stykke tid endnu.

Men hvad er egentlig det miljømæssigt rigtige valg? At udskifte produktet, eller at lade det reparere eller opgradere? Det er ikke så ligetil at svare på, idet elektronikprodukter er aktive produkter, dvs. de forbruger energi i løbet af deres liv, og forårsager dermed en miljøpåvirkning under brug. Og et nyt produkt kan have et lavere energiforbrug, og dermed forårsage færre miljøpåvirkninger, som måske kan kompensere for miljøbelastningerne forbundet med produktion og bortskaffelse af produktet. Eller et nyt produkt kan have et højere energiforbrug, hvilket kan gøre det mere miljømæssigt korrekt at reparere det eksisterende produkt. Der må foretages en specifik afvejning i hvert tilfælde.

Dette projekt er iværksat for at afklare denne problematik for en række typiske elektronikprodukter, idet bl.a. Elektronikpanelet har ønsket et bedre grundlag for diskussioner og beslutninger. Elektronikpanelet har ønsket at se de miljømæssige konsekvenser af en række typiske beslutninger om udskiftning, opgradering eller reparation af elektronikprodukter.

1.2 Teoretisk baggrund

Elektronikprodukter er aktive produkter, dvs. de forbruger energi i brug. Man kan derfor sige at deres totale miljøbelastning består af en fast miljøbelastning og en variabel miljøbelastning. Den faste miljøbelastning defineres af miljøbelastningen ved præ-produktion, produktion og bortskaffelse (inkl. genvinding). Disse er alle en-gang-for-alle belastninger. Mens den variable miljøbelastning er proportional med brugen, og derfor ca. med levetiden. Dette gælder f.eks. elektricitetsforbruget i brugsfasen.

Hvis det antages, at et produkt har en "naturlig" levetid i brug, typisk defineret ved en kombination af at produktet slides og at der kommer nye, mere attraktive produkter på markedet, kan en miljømæssig gevinst opnås ved enten at forkorte eller forlænge den faktiske levetid i forhold til den "naturlige"levetid.

En miljømæssig gevinst kan opnås ved en forkortning af den faktiske levetid, hvis udskiftningen af en komponent eller hele produktet, med en komponent eller et nyt produkt, som medfører f.eks. et lavere energiforbrug i drift, samlet fører til en miljømæssig gevinst på de variable belastninger. Man kan kalde dette scenario for "levetidsforkortelse".

Figur 1.1
Princippet i miljøgevinst ved levetidsforkortelse

Omvendt kan det være en fordel at udskifte en eller flere komponenter, hvorved produktet funktionelt set kan få yderligere levetid i brug, og man derved sparer en del af de faste miljøbelastninger i forhold til køb af et helt nyt produkt. Man kan kalde dette scenario for "levetidsforlængelse".

Figur 1.2
Princippet i miljøgevinst ved levetidsforlængelse

Set lidt dynamisk er der i faktisk tale om to yderligheder af den samlede problematik ved udefra kommende levetidsregulering i forhold til at bevare den "naturlige" levetid. I virkelighedens verden, med dens teknologiske og adfærdsmæssige muligheder og begrænsninger, vil der ofte være tale om en kombination af disse to scenarier. Det bør dog siges, at afhængigt af den teknologiske og adfærdsmæssige situation kan et givet scenario også medføre en øget miljøbelastning.

Det er denne "levetidsdynamik", som dette projekt afklarer, idet en række scenarier opstilles for fire generationer af fire typiske elektronikprodukter.