Glas og flasker indsamles i dag på tre principielt forskellige måder, nemlig via:
- Kommunale indsamlinger
- Detailhandel
- Restauranter, værtshuse og caféer
Kommunale indsamlinger kan bestå af en henteordning (husstandsindsamling) eller en
bringeordning (flaskecontainere og genbrugsstationer) eller af en kombination heraf. Nogle
kommuner har desuden indgået aftale med frivillige organisationer og foreninger, som
forestår en del af indsamlingen for kommunen. Det glas, der indsamles kommunalt, vil
bestå af blandede flasker og emballageglas.
Langt den største mængde skår stammer ligeledes fra de kommunale indsam-linger. Dels
på grund af knusningsgraden i forbindelse med indsamling og håndtering, men også på
grund af indsamlingens indhold af andet emballageglas end flasker.
Alle kiosker og levnedsmiddelforretninger, der sælger pantbelagte øl- og
vandflasker tager også flaskerne retur. FDB og andre supermarkeder tager imidlertid også
andre pantbelagte flasker retur. Der er pant på snapseflasker fra De Danske
Spritfabrikker som f.eks. Gl. Dansk, Pære Dansk, Rød Ålborg m.fl., og der er etiketpant
på en lang række vine. Der er dog i øjeblikket kun etiketpant på dansk tappede vin- og
spiritusflasker.
Flaskehandlerne vurderer, at omkring 80% af de pantbelagte vin- og spiritusflasker
kommer retur gennem detailhandlen, og at yderligere op til 10% af de pantbelagte flasker
indsamles via kommunal indsamling.
Nogle af de butikker, der tager vin- og spiritusflasker med etiketpant retur, modtager
også flasker, som ikke er pantbelagte. En del butikker har flaskeautomater, som udbetaler
pant for de flasker automaten modtager og genkender elektronisk - heriblandt nogle, som er
belagt med etiketpant i nogle butikskæder men ikke i andre.
Restauranter, caféer, værtshuse o.l. sælger som regel de tomme vinflasker
direkte til en flaskehandler, der igen afsætter glasset til skyllerierne - eventuelt
efter forudgående sortering.
Det indsamlede glas sorteres efterfølgende på genbrugscentre, hos flaskehandlere
eller på et af de 4 flaskeskyllerier, der findes i Danmark. De genbrugelige flasker, der
er afsætning for, frasorteres til skylning og genpåfyldning.
Omfanget af indsamling og genbrug af flasker beskrives i dette kapitel (3) og kapitel
4.
Den resterende mængde glas defineres som skår, der ved omsmeltning kan benyttes til
produktion af nyt glas eller eventuelt andre glasholdige produkter.
Mængden og anvendelsen af skår beskrives i kapitel 5 og 6.
I det følgende præsenteres hovedtal for indsamling i 2000 af glasflasker i Danmark.
Flaskemængden indberettes som et absolut antal /6/.
Beregning af den totale mængde glasemballage sker i tons. Omregning fra antal flasker
til tons sker ved at anvende gennemsnitlige flaskevægte.
Tabel 3.1
Indsamling af flasker 2000.
En række kommunale genbrugscentre og affaldsselskaber foretager en grovsortering, hvor
hele genbrugelige flasker sorteres fra. De genbrugelige flasker leveres til
flaskehandlerne, der normalt finsorterer flaskerne. Ikke genbrugelige flasker og skår
eksporteres eller afsættes til Rexam Holmegaard.
I følge indberetningerne fra kommuner, genbrugscentre og flaskehandlere havde disse
sammenlagt indsamlet 127.029.277 flasker inklusive 1.501.270 genpåfyldelige engangs øl-
og vandflasker. Det betyder at flaskehandlerne i 2000 har modtaget 125.527.957 vin- og
spiritusflasker.
I 2000 modtog flaskehandlere knapt 44,8 % af mængden fra kommunale ordninger og 55,2%
fra private virksomheder og foreninger.
Indsamlingen på 125.527.957 dækker 103% af de i alt 121.722.229 flasker, der blev
sorteret til genbrug i 2000 (jf. Tabel 4.1). Det betyder, at 3,8 mio. flasker er
forsvundet ud af systemet efter indsamling og skylning. Også i de foregående år er der
registreret en større indsamlet flaskemængde end der efterfølgende blev sorteret til
genbrug. Forskellen kan skyldes at:
- der kan ske dobbeltregistrering af enkelte flaskepartier, hvis de er handlet flere
gange, og det ikke er helt klart for de enkelte handlere, hvem der endeligt har sorteret
flaskerne.
- flaskehandlerne lagerfører uskyllede flasker
- indsamlede flasker efterfølgende kan være blevet eksporteret som uskyllede flasker,
uden at eksporten er indberettet.
Samtaler med flaskehandlerne tyder på, at de to førstnævnte punkter rummer de
væsentligste forklaringer på forskellen mellem de to opgørelser.
De 3,8 mio. flasker udgør en mængde på 1.789 tons. Denne mængde indgår i
statistikken som en "forsvunden" mængde, jf. Tabel 7.1.
Mængden af flasker som flaskehandlerne sender til skyllerierne, skal svare til den
mængde, som skyllerierne modtager fra flaskehandlerne. Derfor sættes den indsamlede
flaskemængde eksklusiv engangs øl- og vandflasker i det følgende til 121.722.229
svarende til 57.818 tons. Denne størrelse vil indgå i de efterfølgende beregninger.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top
|