| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Økologiske rygsække - ressourceeffektivitet, materialestrømme og globalisering

4. Begreber og termer

4.1 Hvad er en økologisk rygsæk?

Begrebet "økologiske rygsæk" er en Wuppertal-opfindelse, som betegner den del af det samlede materialeinput til et produkt eller tjenesteydelse, som godt nok mobiliseres, men som ikke er at genfinde i produktet, og som aldrig gør sin entré i den økonomiske sfære. Af samme grund betegnes økologiske rygsække af økonomer som "hidden flows" – uagtet at de for de befolkninger, der lever, hvor hovedparten af verdens råstoffer udvindes, nok opleves som slet så "hidden" endda!

De miljømæssige problemer, der er forbundet med produkternes "hidden flows" eller "økologiske rygsække" er karakteriseret ved ofte at være større end dem, der er forbundet med brugen og bortskaffelsen af produkterne selv.

4.2. "Faktor 4", MIPS, MAIA, MFA og LCA

Afsnittet baseres overvejende på drøftelser med Bringezu og Moll, samt de i den forbindelse fremlagte kilder, herunder Bringezu (2000a) , Moll & Gee (1999), Schmidt-Bleek (1998), Schmidt-Bleek et al. (1998) og Hinterberger & Schmidt-Bleek (1999). Hertil kommer drøftelserne ved den danske rundbordsamtale, hvor især Gravgård Pedersen og Ejlertsen har bidraget til klarificeringen af begreberne.

Der henvises i øvrigt til den ordliste, der er optaget som bilag I til rapporten.

4.2.1 Faktor 4 & 10

Faktor 4 og Faktor 10 udvikledes som begreber af Wuppertal Instituttet i forlængelse af "Vor Fælles Fremtid", og havde til formål at synliggøre/materialisere budskabet om, at bæredygtig udvikling er ensbetydende med, at der skal være mindst lige så mange ressourcer til rådighed for vore efterkommere, som der er for os selv, og at ressourcerne skal fordeles ligeligt mellem alle klodens folk.

Ideen med "Faktor 4" er kort og godt at producere det dobbelte med det halve, idet en halvering af ressourceforbruget på globalt plan opfattedes som et bæredygtighedskriterie i "Vor Fælles Fremtid", og idet også den fattigste del af verden bør have del i velstanden. Begrebet vandt særlig udbredelse i f.m. von Weizsäckers og ægteparet Lovin’s bog af samme navn i 1997 (Weizsäcker et al., 1997).

Eftersom en global udligning af ressourcetrækket indebærer, at den 3. verden må have adgang til flere ressourcer end nu, og målet fortsat er en global halvering, idebærer det strengere krav til industrilandene. En kreds omkring Schmidt-Bleek definerede disse krav til at være en faktor 10 i den såkaldte Carnoules-deklaration fra Faktor 10-klubben, ligeledes i 1997¹.

Målene om Faktor 4 og 10 blev inddraget i konklusionerne fra "Rio +5-mødet" i juni 1997, idet regeringsrepræsentanterne var enige om, at det er vigtigt at forøge materiale- og energieffektiviteten med disse faktorer, og at der så vidt muligt bør sættes køreplaner op herfor.

Det forekommer – såvel efter diskussionerne med Wuppertal-folkene som sideløbende litteraturstudier – fortsat lidt uklart, om der ligger en egentlig substantiel forskel i de to begreber – ud over faktorens størrelse og den tidsmæssige forskel:

Bringezu og Moll samt tildels Seiler gav nærmest udtryk for, at der alene er tale om en tidsmæssig forskel, således at målet over en kortere årrække er en faktor 4-reduktion og over en længere periode (en generation = 25 år) en faktor 10-reduktion. Et dansk studie af mulighederne for at opnå en faktor 4/10-reduktion af transporten sætter analogt faktor 4-målet som et mål for 2030 og faktor 10-målet som et mål for 2050 (Nordisk Ministerråd, 1999).

Bleischwitz, der nu skal lede det nye Faktor 4-institut på Wuppertal Instituttet, fører selv en diskussion om, hvorvidt der i Faktor 4 alene bør ligge en relativ betragtning – og dermed ikke noget eksakt krav til, at det absolutte materialeforbrug skal falde, samt hvorvidt Faktor 4 skal betragtes som et éns mål for alle varer og tjenesteydelser (Bleischwitz, 2000). Moll & Gee (1999) opstiller med udgangspunkt i hhv. Weizsäcker et al (1997) og Canoules Declaration of Factor 10 Club i 1997 disse to sammenlignende definitioner:

Hermed antydes en større grad af absoluthed i Faktor 10 end i Faktor 4, altså andet og mere end blot en forskel i tidsfaktoren.

4.2.2 MIPS & MAIA

I bestræbelserne på at konkretisere og målsætte faktor-diskussionerne udviklede Schmidt-Bleek allerede i 1992 (se bl.a. Hinterberger & Schmidt-Bleek, 1999) selve MIPS-konceptet (Material Input Per unit of Service), som kan anvendes på såvel produkter som i princippet økonomier. Den samlede mængde af materialer, som det har været nødvendigt at mobilisere ved produktionen af et givet produkt + de materialer, som evt. må tilføjes i f.m. driften af det, allokeres til de service-enheder, der måtte være i produktet (se også Christensen et al. (1999) for en nærmere forklaring – på dansk).

Herved inkluderes også alle de rygsække, som måtte være forbundet med et produkt, i dets samlede ressourcetræk pr. serviceenhed (som i princippet kan sidestilles med de "funktionelle enheder" i traditionelle LCA-vurderinger).

Materialeinputtet opgøres i vægtenheder (f.eks. g, kg eller t) og opdeles som hovedregel i fire kategorier, nemlig abiotiske materialer (stort set synonymt med ikke-fornyelige ressourcer som metaller, mineraler, fossile brændsler, sten, grus og jord etc.), biotiske materialer (plante- og dyrebiomasse), vand (forstået som vand, der indgår i fremstillingsprocesser eller bruges som kølevand uden genvinding) og luft (forstået som O₂ og N, der forbruges og indgår i kemiske processer i f.m. fremstilling, typisk ved forbrænding af (fossile) brændsler). Når luft tages med som en faktor, er det bl.a. for at skabe balance i det massestrømsregnskab, som er en nødvendig forudsætning for en retvisende beregning, og hvor der forekommer f.eks. CO₂ og NO_x eller NH-forbindelser på outputsiden.

MIPS er stadig en grundbyggesten i hele Wuppertals forskning, og metoden er senest og mest udfoldet beskrevet hos Schmidt-Bleek et al. (1998), som beskriver elementerne i forudsætningen for MIPS-beregningen, nemlig materialeintensitetsanalysen (MAIA – die Material-Intensitäts-Analyse). Under videnhjemtagningsbesøget betonede Moll dog, at dette værk ikke er det ultimative skrift, men det diskuterer mange af de problemstillinger, der opstår omkring kortlægningen af materialeintensiteten i et produkt, herunder hvordan man forholder sig til vand og luft og til f.eks. genanvendelse og brug af affaldsprodukter fra anden produktion (genanvendte materialer medregnes således ikke i den samlede MIPS – kun den materialemobilisering, der har fundet sted for at kunne gennemføre genanvendelsen), ligesom der gives konkrete eksempler.

MAIA er m.a.o. det metodeapparat, hvormed MIPS beregnes. Udgangspunktet for MIPS-beregningen er således på den ene side det samle materiale-input (MI) til et givent produkt og på den anden side det antal service-enheder ("funktionelle enheder"), det pågældende produkt kan levere i sin levetid. Det er, som ved livscyklusvurderinger, defineringen af denne service-enhed – f.eks. en persontransport-kilometer eller emballering af 0,33 l sodavand – der gør vidt forskellige produkter med samme funktion direkte sammenlignelige.

Materialeintensitetsanalysen (MAIA), eller kortlægningen af det totale materialeinput, indebærer ud over beregning af de materialemængder, der er mobiliseret i forbindelse med brydning og raffinering af de råstoffer, der indgår i produktet, også en kortlægning af det samlede materialeforbrug, der er forbundet med transport af råstoffer/produkter, samt fremstilling af samme. MI sammenstykkes således af en række "modul-byggestene", hvor Wuppertal Instituttet søger at opbyge og ajourføre disse moduler, som så kan sammenlægges, når MI skal beregnes for det enkelte produkt, blot udfra kendskab til produktets sammensætning og tilblivelse, herunder den medgåede transport.

4.2.2.3 Økologisk Rygsæk = materialeinput minus egenvægt

Et produkts økologiske rygsæk udgøres af dets samlede materialeinput (MI), fratrukket produktets egenvægt. Schmidt-Bleek gør selv opmærksom på, at han ofte ikke sondrer særligt skarpt mellem MI og den økologiske rygsæk, og at det faktisk er uden betydning, når det handler om f.eks. de mere sjældne metaller. Eksempelvis har kobber en økologisk rygsæk på 1:500, og så er det – anfører Schmidt-Bleek – ligegyldigt, om der er tale om 499 kg rygsæk og 1 kg kobber (Schmidt-Bleek, 1998, p. 82ff). På produktniveau er det imidlertid vigtigt at sondre skarpt mellem MI og så den del af MI, som er den økologiske rygsæk, eftersom den økologiske rygsæk ofte udgør måske kun halvdelen af MI.

4.2.3 MFA

Material Flow Accounting (MFA) er en metode til opstilling af et totalt materialestrømsregnskab – det være sig for et produkt, en serviceydelse eller en hel økonomi. På input-siden baserer materialestrømsregnskabet sig på MAIA-analyser af alle strømme, der er forbundet med det produkt eller den økonomi, der undersøges. Out-putsiden omfatter alle emissioner (affald, luft, vand) og – ved regionale eller nationale beregninger - evt. eksport af produkter. Der opstilles således en massebalance, som dog for økonomiers vedkommende ikke går op, eftersom der sker en ophobning af materialer i selve økonomien (f.eks. i bygningsmasse og infrastruktur).

MFA kan også dække over en materialestrømsanalyse i mere traditionel forstand, hvor f.eks. massestrømmene i forbindelse med et bestemt produkts tilvirkning kortlægges, hvor MFAen så i virkeligheden bliver identisk med LCAens "Inventory-step" (se figur 1), eller der kan være tale om kortlægning af et bestemt stofs strøm gennem en virksomhed eller en økonomi. I nærværende fremstilling benyttes termen MFA hovedsageligt i makro-økonomisk perspektiv, omfattende alle materialestrømme under ét. Hos bl.a. Bringezu et al. (1998, p. 1f) findes en instruktiv oversigt over forskellige typer massestrømsanalyser, således SFA (Substance Flow Account), PFA (Product Flow Account) og MFA (Material Flow Account).

En MFA for en hel økonomi betegnes "overall Material Flow Accounting" (oMFA) og den opbygges stepvis udfra makro-økonomiske kalkuler.

Ved hjælp af MFA for en økonomi (nation/sammenslutning af stater) kan beregnes hvad Wuppertal Instituttet har kaldt det totale materialebehov (Total Material Requirement, TMR) for den pågældende økonomi.

TMR indeholder – ud over vægten af de produkter, som den pågældende økonomi kaster af sig (og som f.eks. i en vis udstrækning eksporteres, men som fortsat er forudsætningen for skabelsen af den pågældende økonomis BNP) - også alle de økologiske rygsække, den pågældende økonomis aktiviteter giver anledning til i ind- såvel som udland. TMR er således udtryk for, hvor meget den pågældende økonomi "fylder" i naturen.

TMR er stykket sammen af en række enkeltelementer, som i større eller mindre udstrækning kan beregnes udfra monetære input/output tabeller i nationalregnskaber. Wuppertal Instituttet har sammen med Eurostat arbejdet med at definere disse enkelt-elementer nærmere (se Eurostat, 2000 samt ordforklaringen i bilag I). Her gives blot er kort opremsning af de elementer, hvoraf TMR sammenstykkes:

DMI (Direct Material Input) måler på alle de materialer af økonomisk værdi, der forekommer som input til en økonomi. Omfatter således indenlandsk udvundne (og brugte) materialer samt importerede materialer (råstoffer, halv- og helfabrikata) – uanset, om de eksporteres igen.

TMI (Total Material Input) omfatter DMI + de indenlandske, ubrugte materialer, som er fremkommet ved udvinding af de brugte materialer (betegnes undertiden "indenlandske økologiske rygsække" eller "hidden flows").

TMR (Total Material Requirement) udgøres så af TMI + de indirekte materialestrømme, der er forbundet med import af råstoffer samt halv- og helfabrikata, men som aldrig kommer over landegrænsen (også betegnet "udenlandske økologiske rygsække" eller "hidden flows").

Bringezu bemærkede under videnhjemtagningsbesøget på Wuppertal Instituttet, at selve begrebet "økologisk rygsæk" jo var en Wuppertal-opfindelse, og at den havde været anvendt som en art "institutional flaging", men at man i de internationale forhandlinger omkring definitioner havde måttet indgå kompromiser, som bl.a. indebærer, at man fra Eurostat nu foreslår "økologiske rygsække" opdelt i to, betegnet hhv. "unused extraction" (om indenlandske materialer, der er udvundet eller på anden vis omplaceret, men som ikke er egnede for brug) og "indirect flows" (om udenlandske materialestrømme, som er forbundet med import, men som ikke fysisk importeres).

Eurostat opsummerer begreberne i et skema, som gengives nedenfor (tabel 1):

Tabel 1:
Oversigt over terminologien i Eurostats Materialstrømsopgørelser.
Kilde: Eurostat, 2000 p. 17

*) (A) + (B) = DMI; DMI + (C) = TMI; TMI + (D) = TMR

4.2.4 LCA

Under videnhjemtagningsbesøget på Wuppertal Instituttet tilkendegav Bringezu, at livscyklusvurderinger efter hans opfattelse stort set har det samme afsæt som en MAIA, nemlig et behov for at opstille et generelt massebalanceregnskab for et givent produkt, samt at nå frem til definering af en serviceenhed/funktionel enhed. "Goal definition" og "Inventory" er således stort set identiske, hvad angår MAIA og LCA.

Figur 1:
Om sammenhængen mellem MAIA (Materiale Intensitets Analyse) og LCA. Metoderne har samme udgangspunkt, nemlig en præcis opgørelse af materialestrømme. MAIA evaluerer alene på basis heraf, mens LCA vurderer miljøeffekterne af de enkelte materialestrømme
Omtegnet efter Bringezu et al. 1996, p. 4.

Bringezu fremlagde i den forbindelse dels et paper fra 1996 (Bringezu et al. 1996), dels sit nyeste paper i f.m. et OECD-møde (Bringezu, 2000a)), som beskriver berøringsfladerne mellem MAIA og LCA.

1996-papiret indeholdt en illustrativ figur, som gengives ovenfor (figur 1), og som kort belyser sammenhængen mellem MIPS og LCA.

LCA går således blot videre end MAIA, som allerede skrider til konklusioner, når massebalancen er opstillet, mens LCAén regner på miljøeffekterne ("Impact analysis") af de materialestrømme, der er forbundet med produktets tilblivelse og videre livsforløb, og herunder også regner på output-siden.

MAIA repræsenterer således en essentiel del af første screening-step i en LCA.

I forbindelse videnhjemtagningsbesøget fremlagde Bringezu en oversigtsfigur, som han netop havde fremlagt på et OECD-seminar, og som giver en skematisk oversigt over forskellige former for anvendelse af massestrømsanalyser. Med udgangspunkt i denne beskrev han anvendelsen af hhv. MIPS og MFA, afhængig af analyse-niveau og ønskede resultater. Skemaet er nedenfor søgt gengivet i dansk oversættelse (se figur 2).

Se her!

Figur 2:
Oversigt over forskellige former for massestrømsanalyser og deres anvendelse Kilde: Bringezu, 2000a, p. 5 (forf. oversættelse)