Substitution af SF6 i lydisolerende vinduer

Sammenfatning og konklusion

Rapporten omhandler projektet "Substitution af SF6 i lydisolerende vinduer" under Miljøstyrelsens Udviklingsordning under "Program for renere produkter mv." SF6 er en kraftig drivhusgas, som på sigt er uønsket. Langt det største forbrug i Danmark er til lydisolerende vinduer. Projektet skal anvise alternative løsninger til anvendelse af SF6 i lydisolerende vinduer med samme lydisolerende effekt.

Rapporten beskriver indledningsvis projektets baggrund og giver en kort introduktion til opbygning af ruder og vinduer samt måling og vurdering af lydisolation.

Projektets første del omfatter fastlæggelse af målene for udvikling af alternativer til brug af SF6 i lydisolerende vinduer. På baggrund af en vurdering af dagens forbrug af SF6, en analyse af problemstilling, omfang og behov og projektets første forsøgsserie opsummeres målene for udvikling af alternativer. Der skelnes her mellem almindelige vinduer med moderate krav til lydisolation og specielle vinduer med høje krav til lydisolation samt mellem lydisolation mod vejtrafikstøj i byområder og lydisolation mod støj fra tog med høj hastighed.

Den anden del af projektet omfatter analyse og test af alternativer til brug af SF6 i lydisolerende vinduer. Resultaterne viser, at flere af de ved analysen udvalgte mulige ændringer af rudetyper opfylder den opstillede målsætning for lydisolationen. De mest omfattende ændringer er dem, der indgår for at opfylde kravene til lydisolation mod togstøj for specielle vinduer med høje lydkrav.

Endelig opsummeres en række eksempler på mulige alternativer til brug af SF6 sammen med en overordnet bygge- og energiteknisk samt økonomisk vurdering af de udvalgte rudetyper.

Rapporten konkluderer på baggrund af den gennemførte analyse og afprøvning af udvalgte, realistiske løsninger for relevante vindues- og rudetyper, at det med forholdsvis enkle tekniske midler er muligt at substituere anvendelsen af SF6 i lydisolerende vinduer gennem ændringer af rudeopbygningen.