Kortlægning af dansk forskning på klimaområdet og forslag til styrkelse af indsatsområder

1 Kortlægning af dansk klimaforskning

1.1 Grundlæggende videnbaggrund
1.1.1 Emner
1.1.2 Aktører
1.1.3 Kommentar
1.2 Konsekvenser af klimaændringer
1.2.1 Emner
1.2.2 Aktører
1.2.3 Kommentar
1.3 Begrænsning af menneskeskabte klimaændringer
1.3.1 Emner
1.3.2 Aktører
1.3.3 Kommentar
1.4 Tilpasning til klimaændringer
1.4.1 Emner
1.4.2 Aktører
1.4.3 Kommentar
1.5 Robusthed, usikkerhed og syntese
1.5.1 Emner
1.5.2 Aktører
1.5.3 Kommentar
1.6 Formidling
1.6.1 Formidling af forskningsresultater gennem videnskabelige publikationer
1.6.2 Formidling af forskningsresultater til offentligheden
1.6.3 Netværk
1.7 Klimaforskningen totalt set
   

Anbefalingerne i denne rapport tager udgangspunkt i kortlægningen af den eksisterende klimaforskning og de behov for viden, som er identificeret igennem arbejdsgruppens arbejde. For at gøre kortlægningen så fuldstændig som muligt er oplysningerne fra arbejdsgruppens medlemmer suppleret med en spørgeskemaundersøgelse.

Det er et vigtigt udgangspunkt for kortlægningen, at materialet kan inddeles i enkle grupperinger, og at oplysningerne giver mening for ikke-eksperter, samt at kortlægningen beskriver de områder, hvor der foregår klimaforskning i Danmark.

Kortlægningen tager udgangspunkt i 5 hovedgrupper. Grupperne er udvalgt som en syntese mellem de 3 traditionelle IPCC arbejdsgruppeinddelinger, de 9 hovedspørgsmål i IPCC’s seneste synteserapport og det brede klimaforskningsfokus, der er beskrevet i Arbejdsgruppens kommissorium. Mange danske klimaforskere er vant til at indtænke deres forskning i forhold til IPCC’s 3 arbejdsgrupper. Disse grupper anses dog for at være for snæver en "kassedeling" i en kortlægning som denne, hvor sammenhængene også på tværs af de traditionelle discipliner gerne må fremstå tydeligt.

IPCC’s brede klimaforskningsdefinition svarer nogenlunde til den, som er valgt i kommissoriet for Arbejdsgruppen, og denne definition er derfor brugbar som udgangspunkt. Nøgleproblemstillingerne i IPCC’s synteserapport er så centrale, at de forventes at have lang holdbarhed, og de er i det følgende sammenfattet til 5 hovedgrupperinger:
Grundlæggende videnbaggrund
Konsekvenser af klimaændringer
Begrænsning af menneskeskabte klimaændringer
Tilpasning til klimaændringer
Robusthed, usikkerhed og syntese

Som udgangspunkt for kortlægningen er valgt at anvende spørgeskemaer, som er udsendt til alle kendte forskningsmiljøer med klima eller klimarelateret forskning. Denne metode er anvendt for at få et så bredt kendskab som muligt til klimaforskningen i Danmark. Under kortlægningsarbejdet har der vist sig mange afgrænsningsproblemer. Modtagerne af spørgeskemaerne er blevet bedt om kort at beskrive den del af deres forskning, hvor hovedformålet er klimaforskning. Dette kan imidlertid være svært at afgrænse, og der eksisterer forskning, hvis formelle formål ikke er klimaforskning, men hvor hovedindholdet kan defineres som klimaforskning. Der må derfor generelt tages forbehold overfor de angivne antal årsværk og budgetter, hvorimod antallet af Ph.d. studerende og antal reviewede publikationer må vurderes at være udtryk for de reelle forhold. Man skal dog være opmærksom på, at publikationerne har meget forskellig karakter.

Spørgeskemaundersøgelsen giver oplysninger om et bredt udsnit af den klimarelaterede forskning, ud over den snævert fokuserede klimaforskning – uden at det på den anden side kan forventes at al dansk klimarelateret forskning er dækket ind.

Der har også været et afgrænsningsproblem, mht. hvem undersøgelsen skulle rettes imod. Således er det fx valgt generelt ikke at medtage konsulentbranchen. I forhold til Trafikministeriets forskning og vidensopbygning er dette imidlertid et problem, fordi man i stort omfang har valgt at benytte konsulenter til denne type opgaver. Med oprettelsen i 2001 af Danmarks Transportforskning er der imidlertid ændret på dette billede.

I den efterfølgende beskrivelse af kortlægningens resultater gives indledningsvis en oversigt over de enkelte gruppers arbejdsområder. Derefter angives de væsentligste aktører inden for grupperne, ligesom der gives en oversigt over årsværk, antal Ph.d.-studerende, budgetter og antal reviewede publikationer. Der afsluttes med en kommentar om forskningsaktiviteterne inden for gruppen. En række aktører i den danske klimaforskning dækker flere grupper. De er i størst muligt omfang søgt fordelt på de enkelte grupper, men i en række tilfælde har dette ikke kunnet lade sig gøre, hvorefter aktørerne er placeret der, hvor de vurderes at have størst volumen.

1.1 Grundlæggende videnbaggrund

1.1.1 Emner

Gruppen omhandler forståelsen af klimasystemet, samt vurderinger af den fremtidige størrelse af klimavariationer og klimaændringer. Desuden økosystemernes struktur i relation til klimaet og klimaændringer, samt bæredygtighed. Endelig inkluderes grundlæggende samfundsøkonomisk forskning.

Klimasystemet: (teori/processer/lab-eksperimenter, data/dataanalyse, modeller/simulering) herunder klimaændringer, naturlige og antropogene. Observerede klimaændringer, grundlæggende meteorologiske processer, inkl. feed-back processer. Direkte og proxybaserede observationer af drivhusgasser, temperatur og andre relevante fysiske og kemiske størrelser; historiske indikatorer af klimaforandringer og deres konsekvenser.

Klimavariabilitet og klimaændringer: Vurderinger af den fremtidige størrelse og hyppighed af klimafluktuationer på forskellige tidsskalaer. Vurderinger af varigheden, hyppigheden og lokaliseringen af ekstreme vejr og klimabegivenheder. Beregninger og vurderinger af faren for pludselige forandringer i klimasystemet. Irreversible og pludselige forandringer i økosystemer. Inerti og tidsskalaer i klimasystemet (atmosfærens kemiske sammensætning, temperaturen, smeltning af hav is og indlandsis).

Økosystemers struktur og dynamik, økologiske processer og stofcykler i relation til klimaet og klimaændringer.

Forskning i miljømæssig bæredygtighed.

Samfundsøkonomiske sektorer: (tidsskalaer og sikkerhedsmarginer for virkninger af politiske tiltag, politiske, sociale og økonomiske påvirkninger af teknologispredning og –implementation) samt deres indbyrdes vekselvirkning.

1.1.2 Aktører

Danmarks Jordbrugsforskning (DJF). Forskningsindsatsen er koncentreret omkring studiet af stofomsætning og flukse af stof og energi i agroøkosystemet. Dette involverer bl.a. studier af betydningen af ændringer i såvel klimaforhold som atmosfærisk CO2 -koncentration for fysiologiske mekanismer i planter og dyr, herunder betydningen for stofomsætning (især af C og N) i jorden bl.a. via jordens fødekæde. I denne sammenhæng spiller studiet af samspillet med jordtyper og jordbearbejdning en stor rolle, bl.a. i relation til kulstoflagring i jord. Samspillet mellem klimaforhold og husdyrenes fysiologi indgår også i forskningsindsatsen.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), Danmarks Klimacenter. DMI har siden oprettelsen i 1872 haft til opgave at varetage den klimatologiske overvågning inden for Rigsfællesskabet Danmark, Grønland og Færøerne. Klimacentrets hovedformål er at kortlægge den sandsynlige klimaudvikling i det 21. århundrede. Aktiviteterne omfatter udvikling af nye og forbedrede metoder til satellitbaseret klimaovervågning, overvågning af ozonlaget, datastudier og modellering af klimaprocesser (inklusive sol-klima-relationer, drivhuseffekt, ozonens rolle og luft/hav/havis-vekselvirkning), videreudvikling af globale og regionale koblede atmosfære-oceanklimamodeller samt beregning af sæsonprognoser og globale og regionale klimascenarier til effektstudier.

Klimaarbejdet foregår i alle DMI’s afdelinger, integreret med de operationelle aktiviteter. Mere end halvdelen af aktiviteten knyttet til klimacentret finansieres eksternt, især fra EU og den europæiske satellitorganisation EUMETSAT.

Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) har en række aktiviteter vedr. de grundlæggende forhold omkring klimasystemet, klimavariabilitet og klimaændringer:

Afdelingen for Atmosfærisk Miljø arbejder med udvikling af en CO2-model (DEHM) for transport, spredning og overfladebevægelser. Modellen kan benyttes til at bestemme størrelsen af kilder og dræn for CO2 i Europa over bestemte områder og til at estimere om disse områder overholder Kyoto-aftalen.

Afdelingen for ferskvandøkologi tilvejebringer informationer om de biologiske strukturer, biodiversitet og de fysisk-kemiske og biologiske samspil i søer, som de tager sig ud i dag, og udviklingen heri siden sidste istid med det overordnede formål at kunne forudsige effekter af ændringer i klima og UV-stråling på søerne. Desuden vurderer afdelingen effekter af ændringer i klima i nutid og fortid på næringsstoftilførslen til søer beliggende i områder med forskellig topografi, oplandsstørrelse og klimatiske forhold.

Afdelingen for Terrestrisk Økologi vurderer effekten af klimaændringerne på jordøkosystemets struktur og funktion.

Danmarks Tekniske Universitet (DTU). Analyse og kontrol af det videnskabelige grundlag for at forvente menneskeskabte globale klimaændringer. I den forbindelse er der foretaget omfattende modelberegninger og detaljeret vurdering af publicerede forskningsresultater.

Dansk Rumforsknings Institut (DRI). På DRI studeres solens indflydelse på klimaet. Gennem de sidste 10 år har forskningen vist at variationer i solens aktivitet har haft indflydelse på klimaet. Imidlertid er det ikke fuldt ud forståe,t hvorledes solen er i stand til at påvirke klimaet. Derfor arbejdes der på DRI med at klarlægge den underliggende mekanisme. Især studeres solens indflydelse på Jordens skydække. Hovedparten af disse undersøgelser gennemføres, dels på baggrund af datastudier, f.eks. ved benyttelse af satellit data, og dels gennem eksperimentelle undersøgelser ved DRI.

Arbejdet udføres i samarbejde med grupper både i Danmark og internationalt.

GEUS har fokus på Grønlands indlandsis og oceanklimainteraktioner. GEUS har indgået i en samarbejdsaftale med NASA, der giver fremtidig adgang til meget nøjagtige højdemålinger af indlandsisen fra ICESat-satelliten. Satellitbaserede informationer giver vigtige oplysninger, men forklarer ikke årsagen til observeret udtynding (der kan være en kombination af klimatiske forandringer og isdynamiske forhold, som ikke kan differentieres fra rummet). GEUS indsatsområde er observation og modellering af massebalance i relation til Indlandsisen med henblik på konsekvensanalyser. Desuden studeres variationerne i havcirkulationen med fokus på det nordatlantiske område, herunder indvirkningen af smeltevandet fra Grønland og det arktiske område.

Paleoceanografi: Geus har ekspertise inden for rekonstruktion af tidligere tiders klima, herunder paloe-ocean cirkulation og atmosfærisk cirkulation baseret på studier af marine sedimentkerner. Fokus er rettet mod Nordatlanten og ændringer i dette havområdes termohaline cirkulation, som har afgørende indflydelse på det globale klima. Desuden er forskningen rettet mod regionale og højopløselige klimastudier i grønlandske farvande.

Paleolimnologi: Geus’ ekspertise inden for rekonstruktion af tidligere tiders klima og miljøforhold er desuden baseret på studier af sedimentkerner fra søer. Studierne fokuserer på søer i Danmark og Grønland.

Københavns Universitet (KU), har en række aktiviteter på området:

Geofysisk Afdeling (GA). Forskningen omfatter såvel eksperimentelle/feltmæssige som teoretiske og modelleringsmæssige aspekter. Forskningen retter sig fortrinsvis mod globale og generelle problemstillinger som klimaets naturlige variabilitet på alle tidsskalaer og grundlæggende fysiske/kemiske processers rolle i klimasystemet. Dette har i første omgang en grundforskningsmæssig interesse, men har også som al anden forskning i omverdens fysiske tilstand stor samfundsrelevans. Forskningen ved GA bidrager således til at anvise metoder, der kan bruges til vurdering af fremtidens klima og derved også til at sætte randbetingelserne for det fremtidige råderum.

Igangværende projekter ligger inden for følgende områder:
Iskerner og klimaparametre, dateringer Et af afdelingens mest betydningsfulde bidrag til klimaforskningen har været undersøgelserne af Jordens klima vha iskerne-analyser, især boret ud i indlandsisen i Grønland. Den oprindelige, grundlæggende ide var, at visse iltisotoper afslører temperaturen på det tidspunkt, hvor sneen blev dannet. Siden har forskningen udviklet sig i retning af at inddrage en række andre stoffer og metoder.
Iskappers dynamik har stor betydning for interpretationen af iskernedata. Ligeledes er det afgørende at kunne lave en præcis datering, hvilket er centrum for et nyt center ved afdelingen.
Kulkredsløbet/oceanets cirkulation og fysiske egenskaber ("Earth-System-Science"). Jordens klima udvikler sig som et samspil mellem et stort antal faktorer og flere delsystemer. En af de vigtigste koblinger er mellem atmosfæren og oceanet. I denne forbindelse er det afgørende at forstå havets cirkulationsmønstre. Havets optiske egenskaber fortæller meget om dets tilstand og sammensætning. Herved kan optiske målinger bidrage betydeligt til udforskningen af oceanet.
Mange erfaringer viser, at man kan have stort udbytte af at betragte Jordsystemet som et samlet hele. Særlige emner er oceanernes rolle i klimasystemet, specielt for det globale kredsløb af kulstof, men mere generelt den kemiske/biologiske udvikling.
Klimaets stabilitet. Der tales meget om påvirkninger af klimaet, så dette udvikler sig væk fra den nuværende ligevægt. I denne forbindelse er det påpeget at der er flere faktorer, som forstærker den umiddelbare påvirkning via såkaldte positive feedback-mekanismer. Men når klimaet trods alt opfører sig rimeligt stabilt over lange tidsrum, må der også være indbygget negative feed-back processer, som holder systemet i lave. Dette perspektiv er genstand for intens forskning ved GA.
Atmosfæriske CO2-transporter. Geofysisk Afdeling har indledt et samarbejde med andre danske forskningsinstitutioner (Risø, DMU, DMI og Kemisk Institut ved KU) om CO2 i atmosfæren. Hensigten er at relatere overflademålinger af CO2 og C-isotoper i Nordatlantregionen til modelsimuleringer af CO2 i atmosfæren over regionen og udvekslingen af CO2 hen over overfladen. En numerisk model af atmosfæretransporterne og overfladefluksene er udviklet og kan bruges f.eks. til studiet af udbredelsen/udviklingen af større CO2-anomalibegivenheder.
Storskala meteorologi i relation til klimatiske fortolkninger af feks iskernedata. Nyere forskning antyder stærkt at atmosfæren har nogle såkaldte foretrukne modes, den fluktuerer imellem. Èn af disse er den såkaldte Nordatlantiske Oscillation, eller den Arktiske Oscillation. Denne begivenhed kobler sig stærkt til høje breddegraders klima generelt, og sætter sig spor i iskapperne, som derved bliver et bibliotek ikke kun for klimaet i bred forstand, men også områdets vejr.
Statistiske analyser af klimadata. Iskerner indeholder mange oplysninger på sammenhængende tidsserieform om fortidigt klima. Herved gives der unikke muligheder for at lave lange tidsserieanalyser af klimaet. Noget der ellers ofte ikke er muligt. Klimaets dynamik kan dermed beskrives ved brug af statistiske metoder.

Geografisk Institut arbejder med at belyse jordbundsdannende processer i relation til klima og vegetation. Det gælder dels en kvantitativ beskrivelse af reaktive puljer i jordmiljøet, herunder kulstof og miljøfremmede stoffer og dels feedback mekanismer med betydning for udveksling af drivhusgasser mellem jord og atmosfære. Undersøgelser og dataindsamling foretages både på danske og grønlandske lokaliteter. Der arbejdes også med måling og modellering af drivhusgasbudgetter. Hovedformålet med forskningen er at udvikle metoder til bestemmelse af drivhusregnskabet for CO2, CH4 og N2O, for såvel naturlige økosystemer, som for landbrugsregioner og bymæssige miljøer under antropogen påvirkning. For at opnå dette er der inden for en række klimatiske zoner spændende fra troperne over den tempererede og boreale zone til Arktis foretaget måling og modellering af de tre vigtigste gassers udveksling. Desuden arbejdes inden for programmet Land-use and Land Cover Change in Africa and SE-Asia med komponenter relateret til klimaændringer og land use/land cover i troperne.

Geologisk Institut. Der arbejdes med det Nordatlantiske område med fokus på Danmark og Grønland. Der fokuseres på lange søkerner fra Danmark både fra denne og den forrige mellemistid. Der fokuseres ligeledes på korrelation mellem de grønlandske iskerner og søkerner i Danmark ved hjælp af veldaterede askelag fra enten Island eller Eifelområdet i Tyskland.

Kemisk Institut. Atmosfæregruppen arbejder med tilvejebringelse af relevante fysiske og kemiske størrelser.

Molekylærbiologisk institut arbejder med den jordbundsmikrobiologiske forskning. Der bidrages til forståelsen af om de drivhusgas relevante puljer af C og N forbindelser er stabile eller under op- eller nedbrydning. Ligeledes er der belyst variationer i gasdannelsen og gasgenoptagelse i mikroorganismer for at kunne forbedre forudsigelser om drivhusgaskoncentrationer og klimaforhold. Der er arbejdet i forskellige europæiske projekter som dele af store EU-projekter. Desuden arbejdes med projekter i Vestafrika om kvælstofbalancer – specielt i relation til afbrænding af savannen.

Den Kgl. Veterinær og Landbohøjskole (KVL), Agricultural Sciences, Agro-teknologi har haft en forskningsindsats med fokus på klimaforandringers effekt på Europas fødevareproduktion. Dette sker . i Danmark i samarbejde med DJF. Specielt undersøges klimavariabilitet og interaktion med andre faktorer som fx ozon.

Nationalmuseet, Naturvidenskabelige Undersøgelser arbejder med beskrivelse af kulturlandskabets udvikling og samspillet mellem mennesker og natur, herunder mosers økologi og vækstdynamik, klimahistorie og naturbevaring. Desuden arbejdes med sammenhængen mellem vegetationsudviklingen og forhistorisk- og middelalder-agerbrugssystemer.

Risø har følgende aktiviteter på området:

Energisystemgruppen og UNEP Centret har over en årrække udført forskning omkring den danske udledning af drivhusgasser for Miljøstyrelsen og Energistyrelsen både omfattende de direkte drivhusgasser CO2 , N2O , CH4 , SF6, HFCere og PFCere og de indirekte drivhusgasser NOx , NMVOC, CO samt for SO2, der jo har en afkølende virkning. En række internationale projekter har yderligere indeholdt kapacitetsopbygning i udviklingslande omkring etablering af nationale emissionsopgørelser og rapportering under Klimakonventionen.

Afdelingen for Planteforskning, Plante-Miljø Interaktioner forsker i effekter af temperaturstigninger og tørke på økosystemers biomasseproduktion og ændringer i diversitet. Der forskes også i naturlige og gensplejsede plante-genotypers fitness i forhold til ændret temperatur og tørkestress.

Vindenergiafdelingen arbejder med måling og modellering af drivhusgassers udveksling mellem hav og atmosfære og mellem vegetation og atmosfære med henblik på at forstå de globale massebalancer og mitigering i europæiske og polare havområder. Desuden arbejdes med eksperimentelle og teoretiske projekter til forbedring af parameterisering af klimamodeller.

Syddansk Universitet, Institut for Historie, Kultur og Samfundsbeskrivelse arbejder med projektet "Foranderlige Landskaber", der har til formål at analysere det konkrete, empiriske kulturlandskabs dynamik, herunder samspillet mellem kulturhistoriske og naturbeskyttelsesmæssige interesser. En mindre del af projektet er klimarelateret.

Aarhus Universitet, Geologisk Institut har fokus på den klimatiske og palæoceanografiske udvikling af det Nordatlantiske og Arktiske område gennem de seneste ca. 150.000 år. Undersøgelserne fokuserer på det marine miljø og gennemføres ved analyser af faunaen og floraen i marine kerner eller fra landprofiler med hævede marine aflejringer.

Aarhus Universitet, Moesgaard arbejder med forhistorisk arkæologi, middelalderarkæologi, etnografi og socialantropologi, bl.a. omkring Foranderlige Landskaber og analyser af kulturlandskabet.

Tabel 1.1.
Anvendte ressourcer til videnbaggrund om klimaændringer 1998-2001

Se her!

1.1.3 Kommentar

Der er i denne gruppe registreret 11 forskellige hovedaktører med DMI, DMU, GEUS, KU og Risø som de største. Den væsentligste forskningsindsats ligger inden for forskning i klimasystemet, modeludvikling, vurdering af fremtidige klimaændringer og vurdering af økosystemernes struktur og funktion.

I perioden 1998-2001 er der sket en øgning i antallet af årsværk på knap 20%, en vækst i antallet af Ph.d.-studerende på 70% og en øgning i antallet af publikationer på 75%.

Både DMI, DMU, GEUS og KU har bidraget til den øgede aktivitet på området, og godt 40% af forskningen er udenlandsk finansieret (for DMI mellem 50 og 60%), først og fremmest gennem forskellige EU-programmer.

1.2 Konsekvenser af klimaændringer

1.2.1 Emner

Forskningsområdet dækker klimatiske, miljømæssige og samfundsøkonomiske konsekvenser af øget drivhuseffekt med hovedvægt på dette århundrede.

Forskningsområdet indeholder bl.a. følgende delemner: Konsekvenser af klimaændringer. Danske, regionale og globale klimatiske, miljømæssige og samfundsøkonomiske konsekvenser primært i dette århundrede stammende fra den fortsatte udledning af drivhusgasser til atmosfæren. Beregning af klimaændringers størrelse, deres konsekvenser for sundhed, økosystemers funktion, biodiversitet og produktivitet, (uklart) vandforsyning mm. Danske, regionale og globale konsekvenser af at stabilisere atmosfæriske drivhusgaskoncentrationer på specificerede niveauer, på bestemte tidspunkter.

1.2.2 Aktører

DJF. Forskningsindsatsen har over de sidste 10 år været koncentreret omkring vurdering af klimaændringers betydning for landbrugs- og havebrugsproduktionen i Europa. I denne sammenhæng er der ydet et betydeligt skriftligt bidrag på landbrugsområdet for Europa til den tredje vurderingsrapport fra IPCC. Forskningsindsatsen forventes fremover primært styrket på vurderinger af indirekte effekter af klimaændringer for jordbruget. Disse ændringer omfatter bl.a. effekter på N-omsætning, N-tab samt forekomst af ukrudt, sygdomme og skadedyr. Sådanne ændringer vurderes især at være betydelige for landbrug i Nordeuropa, og de kan få store konsekvenser for både landbrugets miljøpåvirkning som for landbrugets udviklingsmuligheder.

DMI gennemfører beregninger med globale og regionale atmosfære/oceanmodeller af fremtidige klimaændringer til brug for studier af konsekvenser af klimaændringer. Arbejdet er integreret med modelarbejdet under DMI’s arbejde i afsnit 1.1.

DMU har en række aktiviteter vedrørende konsekvenser af klimaændringer:

Afdelingen for Arktisk Miljø belyser effekterne af såvel naturlige som menneskeskabte klimavariationer og klimaændringer på kulstofbalance, planteproduktion, biodiversitet, bestandsforhold hos planter, leddyr, fugle og pattedyr i højarktisk Grønland.

Afdelingen for Marin økologi arbejder med et projekt, som skal øge forståelsen af strukturen og funktionen af økosystemer med hovedvægten på Diskosbugten ved VestGrønland og Grønlandshavet, specielt med hensyn til forståelsen af eventuelle klimabetingede ændringer i kulstofomsætningen.

Fjordgruppen arbejder med et projekt, som anvender Young Sund i Nordøstgrønland som modelområde. Projektet skal øge forståelsen af sammenhængen mellem havisforhold, ferskvandstilførsel, temperatur, saltholdighed og strømforhold og de biologiske forhold som græsning, nedbrydning, fødekædestruktur og artssammensætning.

Forskningscentret for Skov og Landskab (FSL), Afdelingen for Skovøkologi har projektaktiviteter om klimaændringernes indflydelse på økosystemernes processer og kulstoflagring. Aktiviteterne vedrører særligt samspil mellem klima og henholdsvis kulstof- og kvælstoflagring i skovjorde. Effekten af klimaændringer på plantevækst, stofkredsløb, nedsivning og biodiversitet undersøges i feltforsøg med klimamanipulering.

GEUS. Der arbejdes med de ændringer, der er sket i vegetationen igennem de sidste 10.000 år. Der er særlig fokus på Den Lille Istid med en geografisk afgrænsning omfattende Skandinavien og Færøerne. Aktuelt arbejdes med et EU-projekt om den arktiske trægrænse og med to svensk-finansierede projekter. Desuden arbejdes med at belyse relationerne mellem kystændringer og ændringer i parametrene for kystudviklingen, f.eks. havstigning, ændringer i vindklimaet, bølger under hensyn til stormhyppighed og ændringer i den dominerende vindretning. Dette er bl.a. anvendt i forbindelse med etableringen af Øresundsforbindelsen.

GEUS arbejder desuden med at belyse de konsekvenser som klimaændringerne i Grønland har haft på menneskers livsbetingelser i arktiske områder samt på ændringer i indlandsisens størrelse og udbredelse, herunder indflydelsen af smeltevandet fra Grønland og Arktisk på den nordatlantiske cirkulation – og dermed det globale klima. Et væsentligt mål er også at studere variationerne i havcirkulationen med fokus på det nordatlantiske område og den indflydelse, som ændringer i denne cirkulation har haft på Nordeuropa.

Desuden er der indenfor hydrologi en række aktiviteter, der ikke har direkte udgangspunkt i klimaforskningen, men de opnåede resultater vurderes at kunne være en god platform for forskningsaktiviteter i relation til klimaændringer og vandressourcer. Der er arbejdet med vurdering af vandressourcernes størrelse og følsomhed overfor klimavariationer, vekselvirkningen mellem landoverfladen og atmosfæren og endelige effekter af klimaændringer på vandressourcerne.

KVL, Institut for Økonomi, Skov og Landskab, Den Økofysiologiske faggruppe arbejder med at undersøge samspil mellem en række klimavariable på vækst, sundhed og konkurrenceevne hos en række af de mest almindelige skovtræer.

KU har følgende aktiviteter på området:

Botanisk Institut, Fysiologisk Økologi arbejder med økosystemers struktur og dynamik, økologiske processer inkl. emission af drivhusgasser og stofkredsløbcykler i relation til det nuværende klima, fortrinsvis i Arktis. Desuden med responser på eksperimentelle klimaændringer i økosystemers biogeokemi, økosystemfunktion og biodiversitet i Arktis.

KU, Geografisk Institut arbejder med klimaændringers effekter på landskabsudviklingen, herunder analyse af landskabsændringer i følsomme arktiske og estuarine miljøer som tidlige indikatorer på klimaændringer. Landskabsændringers feedback på klimaet i form af ændringer i albedo, ruhed og landudnyttelse ved soil-erosion. Udvikling af modeller til forudsigelse af klimaændringers effekter på landskabsudviklingen.

Risø, Afdelingen for Planteforskning, Plante-Miljø Interaktioner har væsentlige projektaktiviteter vedr. klimaændringers effekt på naturlige og seminaturlige økosystemers funktion og dynamik. Aktiviteterne foregår hovedsageligt indenfor EU-projekterne CLIMOOR og VULCAN, som gruppen koordinerer, og hvor effekten af tørke og forhøjet temperatur på plantevækst, stofkredsløb og biodiversitet undersøges gennem klimamanipulationer i felten. Desuden studeres effekten af klimabetingede ændringer i stormintensiteten på tilførsel af havsalt til skovøkosystemer og konsekvensen for økosystemernes forsuringshelbredelse. I samarbejde med KU (Botanisk Institut) undersøges effekten af øget UV-bestråling på terrestriske arktiske økosystemer.

Fødevareøkonomisk Institut (FØI) arbejder med udviklingen af en integreret model til analyse af konsekvenserne for arealanvendelsen i europæisk jordbrug som følge af ændringer i klimaet, EU’s landbrugs- og miljøpolitik samt den generelle samfundsudvikling. Desuden arbejdes med budget- og samfundsøkonomiske konsekvenser af klimaændringerne og analyse af budgetomkostningerne ved tiltag til reduktion af emissionen fra drivhusgasserne inden for jordbrugsområdet i Danmark. Endelig analyseres effekten af energiafgrøder og brug af biogasanlæg i relation til CO2-fortrængning.

Syddansk Universitet (SU), Center for Maritim og Regional Historie forsker i klimatiske, økologiske og antropogene påvirkninger af marine miljøer, især Nordsø og Østersø, ca. 1500-2000.

Tabel 1.2
Anvendte ressourcer til forskning i klimaændringer og deres konsekvenser 1998-2001

Se her!

1.2.3 Kommentar

Inden for området klimaændringer og deres konsekvenser er registreret 8 hovedaktører med DMU og GEUS som de største. De forskningsmæssige hovedområder er forståelsen af klimaændringernes betydning i forhold til flora og fauna, sammenhængen mellem klimaændringer og vandressourcer, havstrømme og kystforhold.

Forskningen i perioden 1998-2001 har været på et konstant niveau , idet både den budgetmæssige ramme, antallet af årsværk og Ph.d.-studerende har været stort set konstant i perioden. Antallet af publikationer har været varierende, men er dog steget kraftigt i perioden 2000 til 2001.

Omkring 30% af forskningen er udenlandsk finansieret og en væsentlig del af dette er finansieret fra EU.

1.3 Begrænsning af menneskeskabte klimaændringer

1.3.1 Emner

Forskningsområdet dækker tekniske, økonomiske og politiske aspekter i forhold til gennemførelse af Klimakonventionen og Kyoto-protokollen

Området dækker bl.a. følgende emner: Implikationer af Kyoto-protokollen. Effekter af tidsrammer for udledningsbegrænsninger. Virkemidler og tekniske muligheder for udledningsbegrænsning, herunder udviklingen af et bæredygtigt energisystem og kulstoflagring i biologiske systemer. Potentialer for at reducere drivhusgasudslip mht. tidsrammer, omkostninger og nytteværdi.

1.3.2 Aktører

Bidrag til bæredygtig energiudvikling

DTU - BYG, Energi/miljøgruppen og gruppen for Byøkologi. . Energi/miljøgruppens hovedemne er "Bæredygtig energiudvikling". Som delemner kan nævnes "National, regional og international energiplanlægning – med fokus på energibesparelser og vedvarende energi". Faggruppen for Byøkologi arbejder med bæredygtig byomstilling, hvor nedsættelse af energiforbruget er en central parameter. Begge gruppers forskning bidrager således til en metodisk belysning af mulighederne for at bekæmpe klimaændringer.

Energistyrelsen

Energiforskningsprogrammet, EFP. Formålet er at bidrage til realiseringen af de energipolitiske mål, herunder nedbringe emissionen af CO2 gennem udvikling og anvendelse af vedvarende energikilder samt ved en mere effektiv energifrembringelse, konvertering af energi samt anvendelse af energi. Indsatsområderne har frem til udgangen af 2001 været: Miljøvenlig produktion af el og varme, Vindenergi, Bygninger og solenergi, Energi og samfund og Energieffektivitet i produkter og industrielle produkter. Flere af de omtalte forskergrupper har modtaget forskningsmidler fra EFP. Fra 2002 er rammerne for energiforskningsprogrammet ændret.

Øvrige programmer. Energistyrelsen har derudover haft en række programmer, hvoraf mange er blevet reduceret i forbindelse med Finansloven for 2002. Det gælder f.eks. UVE-programmet som gav tilskud til udvikling af nye VE-teknologier.

FSL har følgende aktiviteter:

Afd. for Skovdrift, Energitræ: Faggruppen forsker i (1) bæredygtig produktion af flis i almindelige skovbevoksninger og (2) skovbrugets muligheder for at nedbringe drivhuseffekterne ved øget anvendelse af træ i stedet for mere belastende materialer ved at konvertere fossile brændsler til biobrændsler og ved skovenes muligheder for at binde kulstof.

Afd. for Skovøkologi: koordinerer EU-projektet WOOD-EN-MAN om bæredygtig udnyttelse af skovbiomasse til energiformål. Arbejdet skal danne grundlag for retningslinier vedrørende biomasseudnyttelse, der sikrer produktion af vedvarende energi, uden at næringsstofhusholdning og biodiversitet i skovøkosystemet forringes.

Aalborg Universitet (AUC), Institut for Samfundsudvikling og Planlægning

En gruppe på dette institut arbejder med energisystemer, der kan bidrage til en bæredygtig energiudvikling med fokus på lokale energisystemer baseret på vedvarende energi.

Desuden arbejdes med bæredygtige udviklingsstrategier for Mellemamerika, herunder et delprojekt om joint implementation, Kyoto-mekanismerne, ejendomsrettigheder og skovprojekter i Costa Rica.

Virkemidler til drivhusgasbegrænsning

Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut (AKF), Energi- og Miljø-gruppen leverer samfundsvidenskabelige analyser af energi - og miljøforhold med henblik på at forbedre videngrundlaget for politiske beslutningsprocesser lokalt, nationalt og internationalt.

Center for Samfundsvidenskabelig Miljøforskning (CeSaM) blev etableret i efteråret 1992 under Det Strategiske Miljøforskningsprogram med deltagere fra Aarhus Universitet, Aalborg Universitet, Handelshøjskolen i Århus og Odense Universitet. I 1997 blev CeSaM udvidet med forskere fra DTU, RUC, Handelshøjskolen i København, Sydjysk Universitetscenter og Forskningscentret for Skov og Landskab. CeSaM fungerede i to faser fra 1993-1997 og 1998-2001, som et center uden mure, hvor forskere på tværs af institutioner og faggrænser arbejder sammen om fælles problemstillinger. De 54 forskere, der har deltaget i programmet, repræsenterer en række forskellige fagområder med hovedvægten på jura og politologi. Under et af de fire forskningsområder er arbejdet med områder relateret til klimaområdet. Dele af programmet er fortsat i 2002 med midler fra Forskningsministeriet. Det gælder opgaver vedrørende miljøforvaltning og miljøøkonomi.

DJF. Forskningsindsatsen omfatter alle kilder til emission af drivhusgasser fra jordbruget, herunder energiforbrug, metan fra husdyr og gødningslagre, lattergas fra gødningslagre og fra omsætning i dyrkningsjorden samt CO2 fra jord. Endvidere indgår forskning i produktion af biomasse til energiformål. Forskningsindsatsen vedr. emission af drivhusgasser har hidtil primært koncentreret sig omkring kvantificering af emission af de forskellige gasser, herunder udvikling af metoder til måling af emissionerne. Forskningsindsatsen bliver dog i stadig højere grad rettet mod belysning af muligheder for reduktion af emissionerne. I forskningsindsatsen indgår såvel eksperimentelle undersøgelser som forskellige typer af matematiske modeller.

DMU, Afdelingen for Systemanalyse, Emissions- og datagruppen arbejder med opgørelser over emissioner til atmosfæren fra danske kilder til internationalt og nationalt brug, samt med løbende revideringer/forbedringer af tidligere opgørelser og metoder.

Energisystemgruppen Risø har et forskningsmiljø, der beskæftiger sig med grønne certifikater og styringsmidler. Herudover certifikaternes evne til at opfylde miljømål, samt samspillet mellem certifikater og andre instrumenter (f.eks. omsættelige emissionstilladelser, joint implementation o.l.).

FSL, Afd. for Skovøkologi arbejder primært med at forbedre den eksisterende viden om danske og europæiske skoves betydning for kulstofbinding. Arbejdet omfatter dels generel kvantificering af kulstofmængderne i danske skovjorde og skovbiomassen og dels effekten af faktorer, der kan øge de bundne mængder kulstof, f.eks. ændrede driftsformer og skovrejsning. Afdelingen indgår i internationale fora vedr. kulstofbinding i skov og leverer løbende opgørelser over kulstofbinding i danske skove til nationalt og internationalt brug. For tiden koordinerer afdelingen EU- projekterne AFFOREST og CNTER.

GEUS. I samarbejde med en række myndigheder, organisationer og virksomheder arbejdes der i et internationalt forskningsprojekt med at vurdere mulighederne for at lagre CO2 i undergrunden. CO2 fra kraftværker kan opfanges og renses, for derefter via rørledninger at blive deponeret i dybtliggende geologiske lag, nogenlunde på samme måde som lagring af naturgas. Der forskes i de geologiske forhold, økonomiske modeller, sikkerhed, monitering, egnede emissionskilder og offentlighedens reaktioner.

Handelshøjskolen i Aarhus, Nationaløkonomisk Institut, forsker i brug af omsættelige kvoter under Kyoto-aftalen baseret på de amerikanske erfaringer.

KVL, har følgende aktiviteter på området:

Agro-teknologi. Gruppen arbejder med udvikling af et CO2-neutralt agroøkosystem, dyrket efter reglerne for økologisk landbrug, inkl. årlig afgrøderotation og bælter af hurtigvoksende træer. Der ses også på flora og fauna og økonomisk levedygtighed.

Sektion for Økonomi. Forskningsindsatsen centrerer sig her om to hovedområder: Internationale virkemidler såsom omsættelige kvoter, joint implementation og CDM, samt de samfundsøkonomiske implikationer af forskellige prioriteringsredskaber i klimapolitikken.

Nordisk Minister Råd – Nordisk Energiforskning arbejder inden for en ramme med det formål at nedbringe emissionen af CO2 gennem udvikling og anvendelse af vedvarende energikilder samt ved en mere effektiv energifrembringelse, konvertering af energi samt anvendelsen af energi.

PSO-midlerne. Ifølge el-loven skal den systemansvarlige virksomhed sikre, at der udføres F&U-projekter, som er nødvendige for udnyttelsen af miljøvenlige el-produktionsteknologier. I 2000 og 2001 blev der anvendt omkring 100 mio. kr. i Danmark til dette formål. Det drejer sig om forskning og udvikling inden for vindkraft, biomasse og affald, anden vedvarende energi, kraftvarme og anvendelse af naturgas og systemindpasning.

RISØ har følgende aktiviteter på området:

Afdelingen for Planteforskning, Plante-miljø interaktioner og Afdelingen for Vindenergi arbejder med kulstoflagring i økosystemer i relation til Kyoto-protokollen. Der har gennem de seneste 7 år været kontinuerte målinger af kulstofbinding i skov (EU-projekterne EuroFlux og CarboEuroFlux). Desuden måles kulstofbinding i dyrkede områder, såsom kornmarker og græsmarker (EU-projektet GREENGRASS). Udover kulstofudveksling forskes der også i emission af lattergas fra økologisk dyrkede græs/kløver marker og deposition/emission af methan. Desuden forskes i mulighederne for at modvirke og forhindre negative effekter af klimaændringer på naturlige økosystemer gennem ændret management.

Vindenergiafdelingen arbejder med udvikling af vindenergi og vindenergisystemer, alene og kombineret med andre energisystemer. Afdelingen er ikke beskrevet i skemaet med ressourcer m.m.

Trafikministeriet udarbejdede i 1990 grundlaget for Regeringens transporthandlingsplan for miljø og udvikling. Siden har Trafikministeriet udgivet en handlingsplan til begrænsning af transportsektorens COø2-udslip i 1996 og igen i 2001. Grundlaget for 2001 handlingsplanen er et debatoplæg, som beskriver scenarier for udviklingen i transportens udslip af CO2 og en rapport om muligheder og virkemidler til at begrænse udslippet.

I den forbindelse har Trafikministeriet fået udarbejdet en serie rapporter af COWI om begrænsningspotentialet og omkostninger ved en række virkemidler. Ligeledes har Vejdirektoratet bidraget med en basisfremskrivning af CO2-udslippet fra transportsektoren i 2016 og 2030 under en række forudsætninger.

Den nyoprettede sektorforskningsinstitution under Trafikministeriet, Dansk Transportforskning (DTF), har endnu ikke igangsat projekter omkring virkemidler til begrænsning af klimapåvirkningen fra transport. Det og/eller andre miljørelaterede problemstillinger vil imidlertid kunne indgå under DTF’s to forskningsområder: Transportsikkerhed og –risiko og Transportøkonomi og modellering.

UNEP Centret Risø, arbejder med følgende på området:

Klimakonventionen og udmøntningen af specifikke styringsmekanismer. Aktiviteterne omfatter bl.a. vurdering af Kyoto-markeder, emission trading som mekanisme, og en række specifikke spørgsmål vedr. ’liability’ og verificering af emissionsreduktioner i Kyoto-Protokollen. Et andet stort, selvstændigt område er spørgsmålet om, hvordan der kan defineres og verificeres en "baseline" for emissionsreduktioner, som gennemføres gennem CDM projekter eller joint implementation projekter.

Guidelines for analyser, har gennemført landestudier over reduktionsmuligheder og har indebåret træning og kapacitetsopbygning i en lang række østeuropæiske lande og i udviklingslande. Desuden er gennemført analyser af emissioner og reduktionsmuligheder i energisektoren, landbrug, skovbrug og metodiske studier. Dertil scenarieanalyser og IPCC-arbejde.

Tabel 1.3.
Anvendte ressourcer til forskning i begrænsning af menneskeskabte klimaændringer 1998-2001

Se her!

1.3.3 Kommentar

Gruppen vedrørende bekæmpelse af klimaændringer omfatter 11 hovedaktører, men er generelt opdelt med mange relativt små forskningsmiljøer med få årsværk. Udover dette er der 4-5 aktiviteter, som kun delvist kan regnes med som klimaforskning. Det drejer sig om EFP-programmet, Nordisk Energiforskningsprogram, PSO-midlerne, Risøs vindenergiafdeling og delvist AKF. Bortset fra AKF, indgår de derfor heller ikke i den samlede ressourceopgørelse i tabel 1.3. Disse miljøer omfattede i 2001 totalt ressourcer på 363 mio. kr.

Området har haft nogenlunde ensartede ressourcer i hele opgørelsesperioden med i gennemsnit godt 60 VIP-årsværk og godt 20 Ph.d. studerende. Budgettet er steget med omkring 50% igennem perioden fra godt 30 mio. kr. i 1998 til godt 45 mio. kr. 2001.

I forhold til område 1 og 2 er en mindre del af forskningen finansieret af udenlandske midler, idet disse i 2001 udgjorde knapt 7 mio. kr. svarende til omkring 15%.

1.4 Tilpasning til klimaændringer

1.4.1 Emner

Gruppen indeholder bl.a. følgende emner: Økonomiske/sociale/miljømæssige aspekter af tilpasning til klimaændringer.

Forskning i vekselvirkninger mellem menneskeskabte forandringer i klimaet og andre miljømæssige spørgsmål, såsom forurening, syreregn, biologisk diversitetsstab, ozonnedbrydning og nedbrydning af økosystemer. Miljømæssige, samfundsmæssige og økonomiske omkostninger og nytteværdier samt betydningen af deres vekselvirkninger med henblik på at integrere klimastrategier i en bæredygtig udvikling lokalt, regionalt og globalt.

1.4.2 Aktører

DJF. Indsatsen koncentrerer sig om jordbrugets muligheder for gennem ændringer af dyrkningssystemet at kunne tilpasse sig klimaændringerne. Disse muligheder omfatter ændringer i gødskning og pesticidanvendelse samt tilpasning af især jordbearbejdning i dyrkningssystemet , samtidigt med at jordbrugets bidrag til udledning af drivhusgasser mindskes.

DMU, Afdelingen for Atmosfærisk Miljø har aktiviteter på området

Risø har følgende aktiviteter på området:

Afdelingen for Planteforskning, Plante-Miljø Interaktioner gennemfører som led i EU-projektet VULCAN, risikovurdering vedr. tab af naturlige og seminaturlige økosystemer i Europa som følge af klimatiske ændringer og de socio-økonomiske konsekvenser. Desuden studeres samspillet mellem klimatiske ændringer i storm-intensiteten og skov-økosystemernes forsuring.

UNEP Centret, Risø gennemfører en række opgaver vedrørende tilpasningen til klimaændringer. Der fokuseres bl.a. på udviklingslandenes synsvinkel i forhold til de globale klimaproblemer, ligesom der udvikles metoder til integreret analyse af udviklingskriterier og klimapolitik, samt teoretisk og metodisk arbejde vedrørende institutionelle aspekter ved miljøpolitik, og udvikling af nye analytiske metoder. Desuden arbejdes med klimaregimer, byrdefordeling og international retfærdighed i klimapolitikken og analyser af transportsektoren.

Tabel 1.4
Anvendte ressourcer til forskning i tilpasning til klimaændringer

Se her!

1.4.3 Kommentar

Kun DJF, DMU og Risø har meddelt, at de arbejder med tilpasning., Det må således konstateres, at dette område indtil nu ikke har spillet nogen væsentlig rolle i den danske klimaforskning, på trods af at det vurderes som et meget væsentligt område, både i forhold til nationale, regionale og globale forhold.

1.5 Robusthed, usikkerhed og syntese

1.5.1 Emner

Gruppen indeholder bl.a. følgende emner: Identifikation af robuste resultater under forskellige former for modellering samt af nøgleusikkerheder i forbindelse med forståelsen af klimaforandringer og modellerede projektioner. Vurderinger af klimascenariers realisme og anvendelighed som beslutningsgrundlag. Videnskabelige, tekniske og samfundsøkonomiske eller tværdisciplinære analyser af, hvad der udgør farlig menneskelig indblanding i klimasystemet, jf. art. 2 i FCCC.

1.5.2 Aktører

UNEP Centret, Risø har deltaget i IPCC’s 2. og 3. vurderingsrapport som hovedforfattere og koordinerende hovedforfatter indenfor områder som emissionsscenarier, metoder til vurdering af reduktionspolitik, review af omkostningsstudier, virkemidler i klimapolitikken, teknologioverførsel, beslutningsmodeller og usikkerhed.

Tabel 1.5.
Anvendte ressourcer til forskning i robusthed, samarbejde og netværk

Se her!

1.5.3 Kommentar

En række aktører på klimaområdet har robusthed og usikkerhed med inde i deres forskningsarbejde, men det er kun UNEP-centret på Risø som har meddelt, at de har særlige aktiviteter på dette område. Den reelle indsats vil dog være noget større.

1.6 Formidling

Formidlingen af klimaforskningen sker først og fremmest igennem reviewede videnskabelige publikationer, men også gennem populær formidling til offentligheden på forskellig måde og endelig igennem de etablerede netværk.

1.6.1 Formidling af forskningsresultater gennem videnskabelige publikationer

Med omkring 907 reviewede publikationer i perioden 1998 – 2001 og en forøgelse på omkring 60% fra 1998 til 2001 har den danske klimaforskning været meget aktiv i forhold til formidling af de danske forskningsaktiviteter. Aktiviteterne er dog ikke jævnt fordelt på de forskellige områder. Langt den største publiceringsaktivitet og også den største stigning har ligget på den grundlæggende videnbaggrund og kun en mindre del på konsekvenser og tilpasning til klimaændringer. På konsekvenser af klimaændringer har publiceringsaktiviteten ikke været stigende i perioden.

Formidlingen til udlandet sker især gennem videnskabelige artikler i internationale tidsskrifter. Desuden udsendte DMI i 2001 bogen "Climate Change Research – Danish Contributions" med bidrag fra næsten 60 forskere på 15 institutter.

Dansk klimaforskning har været aktiv i forhold til bidrag til det Internationale Klimapanels (IPCC) udarbejdelse af den 3. vurderingsrapport, som blev offentliggjort i 2001, samt i forhold til oplæg på konferencer m.m.

1.6.2 Formidling af forskningsresultater til offentligheden

Der er kun i beskedent omfang gjort en samlet overordnet indsat fra myndighedernes side for at sikre en bred formidling af resultaterne fra den danske og internationale klimaforskning til offentligheden.

Der er dog gennemført en række aktiviteter, som mere har udgangspunkt i enkelte institutioners eller enkeltpersoners initiativer.

Som eksempel kan nævnes, at DMI, DMU og Risø har formidlet IPCC’s hovedresultater i populære bøger, som er udkommet efter hver af IPCC’s hovedrapporter, samt holdt en række foredrag. Desuden er resultaterne formidlet i pressemeddelelser fra DMI efter IPCC-møder og i oversættelser af en række IPCC-rapporters resuméer. DMU har desuden udsendt temarapporter og skrevet en række indlæg til nyhedsmedierne.

NGO-organisationer, ikke mindst 92-gruppen, Greenpeace og WWF har været aktive i den danske debat og har udgivet oplysningsmateriale, gennemført kampagner og været aktive med indlæg i nyhedsmedier og foredrag.

Experimentarium har haft en omfattende udstilling relateret til klimaproblematikken ("Vores U(t)rolige klode"). Udstillingsmaterialet blev udarbejdet af DMI og Energistyrelsen. Det skal også bemærkes, at der er stigende brug af formidling via internettet, hvor bl.a. DMI har beskrivelser af en række temaer relateret til drivhuseffekt og klima (inkl. scenarier for fremtidens klima) samt formidling af udenlandske forskningsresultater i nyhedsform.

Der er i mindre grad udarbejdet undervisningsmateriale om klimaområdet, men f.eks. udarbejdede DR i forbindelse med klimamødet i Kyoto i 1997 en hjemmeside, der satte folk ind i sagen, og de fulgte forhandlingerne på mødet. Der har desuden været en række programmer i radio og fjernsyn, og de største danske aviser har dækket de væsentligste nationale og internationale begivenheder på klimaområdet igennem de senere år.

I starten af 90’erne beskæftigede Energispareudvalget sig lidt med klimaproblemstillingen, men først og fremmest udfra en energisynsvinkel. Energimiljørådet, som nu er nedlagt, har opbygget en hjemmeside om klimaproblemerne med oversættelser af IPCCs rapporter, og SUN Media driver en nyhedsside om klimarelaterede spørgsmål og en række andet relevant materiale om klimaspørgsmålet, ligesom de har udviklet et Cd-rom om emnet. Energistyrelsens hjemmeside har et klimatema, men efter den nye ressortfordeling på klimaområdet opdateres siden ikke længere, så den omhandler hele klimaområdet. Det er endnu uafklaret, om Miljøministeriet vil opbygge en ny klimaside.

1.6.3 Netværk

Opbygningen af netværk kan have stor betydning i forhold til at få drøftet klimaforskningen i en bredere sammenhæng. Dette kan være relevant både i forhold til forskning inden for samme temaområde, men også mere overordnet og bredt og endelig i sammenhæng med myndighedernes aktiviteter.

DMI etablerede i 1998 Dansk Klimaforum for at formidle viden og samarbejde mellem forskere inden for klima- og klimarelateret forskning. I Regeringens "Klima 2012" blev det i 2000 anbefalet at etablere et bredt sammensat dansk Klimaforum for at styrke formidlingsindsatsen på klimaområdet. Derfor blev der i efteråret 2000 nedsat en koordinationsgruppe for Dansk Klimaforum bestående af Energistyrelsen, Dansk Industri, De Grønne Organisationer (92-gruppen), DMI og Udenrigsministeriet. Dansk Klimaforum havde til opgave at fungere som formidlingsorgan på klimaområdet og bidrage til udveksling af informationer om udvikling med relevans for klimaområdet nationalt og internationalt, såvel videnskabeligt som teknisk.

1.7 Klimaforskningen totalt set

Samlet set må klimaforskningen i Danmark vurderes at være større end umiddelbart opfattet. Med omkring 190 VIP-årsværk i 2001 vurderes den danske klimarelaterede forskning på en række områder at bidrage væsentligt til forståelsen af klimaproblemet både nationalt, regionalt og globalt. I perioden 1998 til 2001 har der været tale om en jævn stigning i antallet af årsværk, alt i alt på omkring 10% i perioden. Det skal dog understreges, at opgørelsen af den klimarelaterede forskning er behæftet med betydelig usikkerhed, især med hensyn til afgrænsning i forhold til forskning med andet sigte. Opgørelsen angiver derfor mere en størrelsesorden.

I 2001 blev der anvendt omkring 100 mio. kr. på klimarelateret forskning i Danmark, hvoraf den udenlandske finansiering udgjorde omkring 28 mio. kr. svarende til ca. 28%. Det fremgår af tabel 1.7, at den største indsats har ligget på den grundlæggende videnbaggrund og begrænsning, hvorimod forskning i tilpasning til klimaændringer, ligger på et meget lavere niveau. På flere af områderne har der ikke i perioden været nogen stigning i indsatsen.

Tabel 1.7
Anvendte ressourcer i danske klimaforskning 1998-2001

Se her!

Udover de angivne ressourcer arbejder en række aktører med beslægtede aktiviteter, som på nogle områder har relation til klimaforskningen i Danmark. Det gælder Energiforskningsprogrammet, Nordisk Energiforskningsprogram, PSO-midlerne og Risøs Vindenergiafdeling, som alt i alt anvendte 379 mio. kr. i 2001 til aktiviteter, der har indirekte eller delvis relation til aktiviteter vedrørende bekæmpelse af menneskeskabte klimaændringer.

Antallet af igangværende ph.d.-studerende er vokset med næsten 35% i perioden 1998 til 2001 og udgjorde i 2001 66. Denne øgning må tages som udtryk for en voksende interesse for klimaområdet blandt unge forskere.

Den internationale forskningsmæssige opmærksomhed er det umiddelbart ikke muligt at vurdere, fordi det vil kræve en yderligere kortlægning af omtalen af danske projekter i udenlandske medier og tidsskrifter.