Renere teknologi til undgåelse af biologisk vækst på murværk, tegl- og betontage

Forord

Denne delrapport beskriver 3. fase af projektet: Renere Teknologi til undgåelse af biologisk vækst på murværk, tegl- og betontage. Projektet blev bevilget af Miljøstyrelsen og blev gennemført af Teknologisk Institut.

Projektet var opdelt i 4 faser:
1. fase omfattede en kortlægning af metoder til forebyggelse og bekæmpelse af biologisk vækst i konstruktionens brugsfase/vedligeholdelsesfase.
2. fase omhandlede undersøgelser af forekomst af biologisk vækst og dens virkning på materialer.
3. fase omfattede udvikling og afprøvning af metoder til test af metoder og midler til forebyggelse og bekæmpelse af biologisk vækst.
4. fase omfattede oplæg til handlingsplaner for renere teknologiløsninger og udarbejdelse af slutrapport.

Projektet har givet følgende konkrete resultater:
En aktuel oversigt over hvilke metoder og kemiske midler, der anvendes til forebyggelse og fjernelse af biologisk vækst, samt i hvilken udstrækning de enkelte metoder og midler anvendes.
En kortlægning af forekomsterne af biologisk vækst på murværk, tegl- og betontage. Herunder blev der foretaget identifikation af de organismer, som i praksis groede på materialerne. Endvidere blev parametre, der har betydning for forekomst og omfang af den biologiske vækst, kortlagt. Afrapporteringen af dette forløb indeholder beskrivelser af de væsentligste typer biologisk vækst bl.a. vha. farveillustrationer.
En metode til test af midler og metoder til forebyggelse og bekæmpelse af biologisk vækst.
En beskrivelse af de muligheder, der er i de enkelte livscyklusfaser for renere teknologiløsninger.

Projektet blev fulgt af en følgegruppe bestående af:
Pia Ølgaard Nielsen og Inge Vibeke Hansen, Miljøstyrelsen
Dan C. Møller, Lafarge Braas Dansk Tag A/S
Kurt Degn, A/S Randers Tegl
Lars Christian Bentzon, Optiroc A/S
Tommy Bisgaard, Kalk- og Teglværksforeningen af 1893
Tim Padfield, Nationalmuseet
Christian Bolding, Carl Bro as
Allan Søstrøm, Boligselskabet Præstehaven
Tommy B. Jacobsen, Teknologisk Institut, Beton
Anne Pia Koch, Teknologisk Institut, Bioteknik
Jens Østergaard, Helge Hansen og Charlotte K. Frambøl, Teknologisk Institut, Murværk