Miljø-Tema nr. 27, 2004 – Når vi sætter pris på miljøet - Miljøøkonomi i praksis

Miljøøkonomiske analyser bruges også til at regne på og følge effekten af økonomiske virkemidler på miljøområdet. Økonomiske virkemidler er en af flere veje til at nå de miljøpolitiske mål. Eksempler er afgifter og omsættelige kvoter. Ved afgifter sker reguleringen ved, at der sættes en pris på forureningen. Ved kvoter fastlægges et maksimalt niveau for forureningen, og prisen reguleres via udbud og efterspørgsel på et marked for kvoterne.

Pris på forurening
Idéen med miljøafgifter er, at man forsøger at indregne omkostningerne ved forurening i priserne. En miljøafgift virker ved, at virksomhederne f.eks. skal betale for mængden af uønskede stoffer, der udledes. Forureningen –; i form af det uønskede stof –; får derved en pris, som producenten må regne med i produktionsomkostningerne. Dermed er det ikke længere gratis at forurene. Formålet er at tilskynde virksomhederne og forbrugerne til at ændre adfærd, så forureningen mindskes.

Billigst muligt
Fordelen ved miljøafgifter og andre økonomiske virkemidler er først og fremmest, at forureningen begrænses så billigt som muligt. Ved at virksomhederne får et valg mellem at begrænse/rense for forureningen eller betale en afgift, kan de virksomheder, der har høje renseomkostninger vælge at betale afgiften. Virksomheder med lave renseomkostninger vil derimod vælge at rense mere for at undgå afgiften. Miljøafgifter adskiller sig derved fra f.eks. et lovkrav om, at alle virksomheder skal opfylde et bestemt miljøkrav, uanset hvor dyrt det er for den enkelte virksomhed.

Økonomiske virkemidler

Paletten af økonomiske virkemidler omfatter:

miljøafgifter
omsættelige kvoter
tilskud
frivillige aftaler
gebyrer
miljøansvar

Økonomiske virkemidler kan opmuntre virksomhederne til at anvende renere og forbedrede teknologier. Dermed kan de være en vigtig drivkraft for udvikling af nye teknologier. Det er dog ikke alle miljøproblemer, der kan løses med økonomiske virkemidler. De er f.eks. ikke egnede, når det gælder reguleringen af meget farlige stoffer, hvor man ønsker at forbyde brugen helt eller delvis. Eller ved lokale forureninger, hvor det er afgørende, at en bestemt grænseværdi ikke overskrides.

De grønne afgifter

De såkaldte grønne afgifter –; afgifter på miljø-, energi- og transportområdet –; udgør ca. 65 mia. kr. årligt. Det svarer til ca. 10 % af de samlede skatter og afgifter i Danmark eller ca. 5 % af BNP. De grønne afgifter indrettes, så de tager hensyn til konkurrenceevne, fordelingseffekter og provenu. Derfor har afgifterne varierende miljøeffekt. Eksempler på afgifter med god miljøvirkning er svovlafgiften, afgift på klorerede opløsningsmidler og afgiften på nikkel-cadmium batterier.