Samlet sundhedsmæssig vurdering af kemiske stoffer i indeklimaet fra udvalgte forbrugerprodukter

Forord

Miljøstyrelsen har i de senere år iværksat en særlig indsats for at kortlægge kemiske stoffer i forbrugerprodukter med henblik på at belyse befolkningens udsættelse for kemiske stoffer og eventuelle risici i den forbindelse. En stor del af disse forbrugerprodukter bruges indendørs.

Indeklimaet har stor betydning for folkesundheden, da langt den største del af livet leves inden døre. Samlet set regner man med, at danskere tilbringer mellem 80 og 90 % af deres samlede tid i indeklimaet. Påvirkningerne i indeklimaet har derfor stor betydning for befolkningens sundhed og komfort. I regeringens strategi for miljø og sundhed er indeklima et prioriteret indsatsområde.

Mange af de hidtidige rapporter om forbrugerprodukter udgivet af Miljøstyrelsen viser, at afgivelsen af kemiske stoffer fra de enkelte produkter ikke umiddelbart giver grund til bekymring, men at der kan være en mulighed for, at den samlede belastning med og akkumulering af kemiske stoffer fra alle forbrugerprodukter fx i soveværelset, i stuen, i børneværelset, i køkkenet eller på badeværelset, kan være problematisk.

Projektet havde til formål at

  • Kortlægge hvilke kemiske stoffer, der potentielt kan afgives til indeklimaet fra normal anvendelse af forbrugerprodukter i hjemmet. Afgivelse er afgasning, slid, afsmitning samt primær og sekundær dannelse.
  • Anslå forbrugerprodukternes betydning som kilde til kemisk forurening indendørs og for beboernes eksponering.
  • Beskrive hvilken kemisk påvirkning fra indeklimaet, man samlet set kan udsættes for forskellige steder i hjemmet.
  • Vurdere eventuelle sundhedsmæssige konsekvenser og gener af denne udsættelse og give gode råd om hvordan risici kan reduceres.

Projektets følgegruppe bestod af Frank Jensen (formand) og Shima Dobel fra Miljøstyrelsen samt de to forfattere Allan Astrup Jensen, FORCE Technology og Henrik N. Knudsen, SBi - Statens Byggeforskningsinstitut. Kvalitetskontrollen blev varetaget af Anders C. Schmidt, FORCE Technology, og Lars Gunnarsen, SBi - Statens Byggeforskningsinstitut.

 



Version 1.0 September 2006, © Miljøstyrelsen.