| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
MTBE. Undersøgelse af grundvandet nedstrøms idriftværende og tidligere benzinstationer – Delrapport 6: Odense, Dalumvej 50
3 Undersøgelser
3.1 Boringer
Boreprofiler med beskrivelse af de gennemborede jordlag, registrerede laggrænser, filtersætning samt PID-måling fremgår af bilag 6.2 - 6.6. Der er efter aftale ikke udført PID-måling i forbindelse med hovedundersøgelsen. Placeringen af boringerne er vist på situationsplanen bilag 6.1.
Forundersøgelse. I forbindelse med forundersøgelsen er der udført 3 boringer omkring den tidligere tankstation (boring 1 - 3). Boringerne er placeret uden for tankstationens skelgrænse, der i det her givne tilfælde er defineret som selve tankstationens afgrænsning, se bilag 6.1. Boringerne er primært placeret og udført med henblik på lokalisering af et terrænnært grundvandsmagasin i området samt bestemmelse af potentiale- og strømningsforhold i dette.
Boringerne er ført til 9 m’s dybde. Boring 1 er filtersat i to niveauer fra henholdsvis 2,5 - 3,5 m u.t. og 6,8 - 7,8 m u.t. Boring 2 er filtersat fra 6,5 - 8,5 m u.t. Begge boringer er filtersat ud for et lag af morænesand med begrænset mægtighed. Boring 3 er filtersat i to niveauer henholdsvis 2,5 - 4 m u.t. og 6,8 - 8,3 m u.t. ud for to sandlag adskilt af moræneler.
Hovedundersøgelse. På baggrund af resultaterne af forundersøgelsen, strømningsforhold og betragtninger over faneudbredelse, er der placeret og udført fire supplerende boringer, boring 4 – 7. Placeringen af boringerne er vist på bilag 6.1. Boringerne er filtersat i samme dybdeinterval som ved forundersøgelsen.
Feltarbejde. Alle boringer er indmålt i forhold til eksisterende bygninger. Terræn og rørkote for de enkelte boringer er koteret i system DNN. Som udgangspunkt for koteringen er anvendt dæksel på brønd F72R030, der har kote +15,80. Dækslet er beliggende på Dalumvej ud for nr. 54A.
Der er foretaget synkronpejlinger af alle boringer under både forundersøgelsen og den efterfølgende hovedundersøgelse. Pejleresultater er oversigtsmæssigt samlet i tabel 6.1.
3.2 Vandprøvetagning
I forbindelse med forundersøgelsen er der udtaget vandprøver fra boring 2, der er beliggende nedstrøms tankanlægget. I hovedundersøgelsen er der udtaget vandprøver fra boringerne 2 og 4 - 7. Analyseresultater er sammenstillet i tabel 6.4 og 6.5. Analyserapporter vedlagt som appendiks A.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |
Version 1.0 Maj 2007, © Miljøstyrelsen.
|