| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Vurdering af omfanget af dårlige skorstene til private brændeovne og brændekedler, regelgrundlag og løsningsmuligheder
Bilag F
Forhandlerundersøgelse
Samlet svar på spørgsmål til brændeovnsforhandlere
Fem brændeovnsforhandlere er telefonisk blevet interviewet, med udgangspunkt i en række spørgsmål. Alle forhandlerne har positivt indvilget i at deltage og de har alle været meget oplysende og samtalerne har ofte bevæget sig langt væk fra de konkrete spørgsmål. Svar og hovedpunkter er samlet i et skema for hver forhandler, og de er efterfølgende samlet, så alle svarene står efter hvert spørgsmål.
Hvordan dimensionerer I skorstenen til en brændeovn?
- Vurderer huset og anbefaler den nødvendige skorstenshøjde, men mange kunder vil ikke have så høj en skorsten, fordi det ikke ser pænt ud. Det er specielt på huse med høj rejsning, hvor skorstenen skal være ude ved tagfoden, og anbefalingen er en skorsten der går op over rygningen. Højden over tag anbefales generelt så højt som muligt uden renselem. På huse med fladt tag, eller meget lille rejsning, anbefales generelt 1,5 m over tag, eventuelt også en røgsuger.
Nye ovne har større modstand end gamle, og kræver derfor bedre skorstenstræk. Fyringsteknik er meget vigtig for at opnå godt træk i skorstenen. Gør meget ud af vejledningen om valg af skorsten, som også ligger på hjemmesiden, så kunder derigennem selv kan vælge den rigtige skorstenshøjde.
- Primært 1 m over tagryg og skorstenen op ad indervæg. Mange ovne kan køre fint med en relativ kort skorsten, men det forudsætter, at den er høj nok i forhold til huset og omgivelserne (træer og andre huse meget tæt på).
Mange med 1. sal vil have skorstenen op gennem skunken, og så ser det ikke pænt ud, hvis den skal op over tagryggen, og de kan ikke altid overtales til at placere den midt i huset under tagryggen.
Hvis kunden vil have skorstenen op så den udmunder under tagryg, skal de nærmest skrive under på, at de har fået oplyst hvilke problemer det kan medføre. Anbefaler montage af aspirator eller røgsuger, hvis skorstenen er lavere end tagryg.
- Erfaring og sund fornuft, samt bygningsreglementets regler.
Bruger også vimpelprøven til tjek af eksisterende skorstenshøjde, dvs. stang med lille vimpel af silkepapir føres op langs skorstenen, og hvor blæsten retter den vandret ud skal skorstenen nå til.
- Bruger meget sund fornuft, og viden fra 30 år som skorstensfejer.
Følger tidligere regel fra bygningsreglementet om at skorstenen skal være mindst 80 cm over tagryg, eller over en linje fra 80 cm over tagryg og ned til en vandret linje fra tagryg til lodret over tagkanten, som i tidligere Bygningsreglement.
Sørger for at dimensionere så anlægget kommer til at fungere, for ellers laver han det om uden beregning.
- Som tommelfingerregel mindst 3-3,5 meter, som svarer til det DS afprøvningen foretages med. Højden over tag så vidt muligt mindst 60-65 cm, og evt. lidt højere så det passer med rørsektionerne (mindste er vist 35 cm).
Højden vurderes også efter husets tagrejsning og placeringen på tagfladen, nabohusenes højde og afstand, høje træer tæt på og husets topografiske placering (på en bakketop eller i en lavning). I tvivlstilfælde besigtiges huset. Ønsker kunden ikke så høj en skorsten som anbefalet, fordi de ikke syntes at det er pænt, så gøres kunden opmærksom på eventuelle problemer med for lille træk i skorstenen, vindnedslag i skorstenen og mulige gener for naboerne, samt de forbedringsmuligheder der kan afhjælpe det (højere skorsten, røgsuger, aspirator).
På flade tage anbefales ofte skorstene på op til 1,7 meter, for at få en skorsten på 3-3,5 meter.
Har I nogen anbefalet mindste længde på skorstenen, regnet fra brændeovnen
- Ser på forholdene og vurderer det samlet, og anbefaler generelt at skorstenen kommer op over tagrygningen.
- Helst større end 3,5 m. Sjældent under 3,25 m på fladt tag.
- Ser på huset og den bør generelt være mindst 3 meter over brændeovnen.
For høj skorsten kan også give problemer, fordi der er mere afkøling.
- Vurderes i hvert enkelt tilfælde i forhold til den konkrete brændeovn, husets højde, placering af skorsten og omgivelserne.
- 3 – 3,5 meter, svarende til det DS afprøvningen foretages med.
Får alle brændeovne samme skorsten og højde over taget?
- Næsten alle, men nogle ovne kræver markant mere træk end andre, og det gøres kunden opmærksom på.
- Ja normalt. Hvis en brændeovn behøver mere sug, kan den løse røgvendeplade øverst i brændeovnen afkortes eller fjernes. Anbefaler aldrig at fjerne noget ved lufttilgangen, så åbningen kan blive større, da det ændrer ved konstruktionen i forhold til DS afprøvningen.
- Nej. Nogle ovne har større modstand og kræver mere skorstenstræk. Det kan nogle gange (nogle ovne) løses ved at fjerne noget af luftmodstanden (fjerne en dims i luftrosetten), så modstanden bliver mindre.
- Nogle brændeovne kræver højere skorsten and andre. Det er typisk 0,5 – 0,75 cm ekstra skorsten der er nødvendigt for at få det nødvendige skorstenstræk.
- Primært dimensioneres skorstenen efter huset, og dernæst ses på brændeovnen, og hvis den vurderes at behøve et større skorstenstræk, anbefales en højere skorsten.
Anbefalinger ved anvendelse af eksisterende muret skorsten (f.eks. isoleret foring, topafgang og ikke bagudgang fra brændeovn).
- Vurderer eksisterende skorsten mht. højde og kerne. Anbefaler generelt montering af isolerende kerne i uisolerede skorstene, specielt ved højere skorstene. Mange vil dog lige se hvordan den fungerer uden isolering, for at spare den omkostning.
Anbefaler generelt topafgang, dog afhængigt af skorstenens højde.
- Anbefaler isolerende kerne i murede skorstene.
Anbefaler altid topafgang, da det giver de bedste trækforhold. Er skorstenen i muren, så 30-40 cm op og en blød bøjning ind i muren til skorstenen.
- Har erfaring for at Aspirator kun virker nogle år, og så vil den ikke dreje ordentlig rundt.
Har selv konstrueret en speciel hat, efter flyvinge-princippet, som både hindrer røgnedslag og forbedrer trækket i skorstenen.
- Vurderer altid eksisterende skorsten mhb. på genbrug. Murede skorstene er som regel høje nok. Ældre stålskorstene kan være forkert dimension, tærede eller på anden måde uanvendelige. Ved isætning af pejseindsats, er skorstenen på pejsen ofte ikke god nok, ofte for lav (2-3 m) og uisoleret. Anbefaler isolerende kerne og forhøjelse af afkast med skorstenspibe.
- Anbefaler altid topafgang, også til eksisterende murede skorstene. Forklarer kunden fordelene ved topafgang, at det giver bedre træk og mindre risiko for røg i stuen når lågerne åbnes.
Hvordan rådgiver/anbefaler i kunderne om valg af brændeovnens størrelse/effekt?
1 kW opvarmer 10 – 20 m² (dårligt – godt isoleret hus)
- Helst ikke for stor brændeovn. Mange vil gerne kunne fyre hele huset op. Fyr lidt men tit.
- Anbefaler altid en lille ovn, som kan fyres med høj belastning i en større del af vinterperioden. Kunden får ikke lov at købe den store ovn, hvis det vurderes, at den vil varme så meget, at der det meste af tiden bliver skruet så meget ned for luften, at forbrændingen bliver dårlig.
- Ser også på folks energiforbrug og hvilken temperatur de foretrækker i hjemmet. Er der hjemmegående i huset, så den skal brænde hele dagen eller skal der tændes op sidst på dagen efter arbejde så den kun brændes indtil sengetid. Ovnen kan være mindre ved mere konstant brug, og den kan være større hvis den hurtigt skal varme huset op efter arbejdstid.
- Spørger helt ind til benet om størrelsen af stuen og det samlede areal der skal opvarmes. Er meget bevist om at brændeovnen ikke må være for stor.
- Gør meget ud af dette. Hellere for lille ovn end for stor ovn. Dog er det lidt anderledes med brændeovne til sommerhuse, fordi folk kan skade en for lille ovn, når de kommer op til et koldt sommerhus, og fyrer meget kraftigt, for at få det varmet hurtigt op.
Har i haft reklamationer over brændeovne der f.eks. giver røg i stuen? Hvordan håndteres de?
(Årsager: For lav skorsten, uisoleret muret skorsten, for lav temperatur i brændeovnen, for tæt hus, emhætte i køkken/alrum laver undertryk hvor brændeovnen står eller andet):
- Mange har problemer med trækket, specielt huse med høj rejsning og for lave skorstene der udmunder under tagryg. Spørger til lufttilgang, husets tæthed (alder), om der evt. kører en emhætte, så det sikres at der er tilstrækkelig lufttilgang til lokalet hvor brændeovnen er placeret. Har gode erfaringer med ovne der har monteret direkte lufttilførsel udefra.
Anbefaler at brændet er kløvet godt igennem, så de ikke er for store.
- Ved klager over røgnedslag og røg i stuen, ses på hvordan der fyres, skorstenens højde, om der er tilstrækkelig lufttilgang til brændeovnen og om f.eks. en emhætte tager luften.
Lågen må ikke åbnes så længe, der er flammer, hvilket er en hyppig årsag til røg i stuen.
Er der problemer med træk ved optændingen, anbefales at brænde et par sprittabletter af på den øverste plade i brændeovnen, så skorsten varmes op.
- Møder ofte problem med folk der skifter til en ny ovn, og fortsætter med deres gamle fyringsvaner. En moderne ovn skal betjenes anderledes end en gammel. Mange har problem med træk i nye ovne, fordi de ikke tænder rigtigt op. Brug 2 – 2½ kg tyndt brænde til optænding, så ovn og skorsten hurtigt varmes op. Lågen må ikke åbnes før det er brændt ned til glød, ellers kan det give røg i stuen.
Afpas påfyring med mængde i forhold til varmebehovet, så intervallet bliver 1 og højet 2 timer. Lidt ad gangen giver bedre forbrænding.
For at få bedre træk i en ny ovn, er der nogen der skærer noget af røgvendepladen.
- Meget vigtigt med lufttilførsel. Har ofte anbefalet montage af luftventil, og forklaret at emhætten kan give undertryk og røg i stuen. Eftermontere ekstra højde på skorstenen.
Har gode erfaringer med, at Aspirator kan afhjælpe problemer, ved at trække røgsøjlen op og forhindre røgnedslag.
Anbefaler vimpelprøven ved for lave skorstene. En stang med en vimpel af plast eller silkepapir føres op over skorstenen, og i den højde hvor den retter sig vandret ud, bør skorstenen nå op til. Duer selvfølgelig kun i blæsevejr.
- Ved problemer ses først og fremmest på mulige fyringsproblemer, og på at forbedre dette. Er der stadig problemer, anbefales forhøjelse af skorsten, montage af røgsuger eller aspirator, afhængigt af problemet. Røgsugere sælges ofte til huse med høj rejsning og skorsten i tagkant, som udmunder under tagryg.
Har solgt mange flere røgsugere i de sidste par end tidligere. Hvis folk ikke fyrer ordentligt så hjælper en røgsuger kun på indendørsproblemerne og ikke på gener for naboerne. Aspirator kan anvendes med succes mod vindnedslag, men den forbedrer ikke trækket i skorsten. Dårlig fyring med masser af røg og tjærerstoffer kan afsættes i både røgsuger og aspirator, og med tiden reducere eller helt hindre rotationen og dermed ophører virkningen.
Hvad mener du er de væsentligste årsager til lugtgener fra brændeovne?
- Gamle ovne, dårlig fyring og fyring med brændbart affald. Det er en fejlopfattelse, at man sparer ved at lukke ned for luften. Man skal i stedet fyre hyppigere med en mindre mængde brænde. Det er godt med de nye brændeovne med glaslåger, som hurtigt bliver sodsværtede pga. dårlig forbrænding, hvis man skruer ned for luften.
Vejledning – specielt problemer med de store låger i nyere brændeovne, som nemt giver røg i stuen fordi åbningen er så stor. De bør kun åbnes når der kun er gløder tilbage. Nogle ovne (Varde Lux 1 + andre) har et spjæld der åbner for mere træk til skorstenen når lågen åbnes, og det afhjælper problemet.
- Dårlig fyring er den hyppigste årsag (for lidt luft og/eller for vådt træ).
Holder jævnligt undervisning i butikken, hvor kunderne over et glas rødvin bliver oplært i korrekt fyring.
- Forkert og for dårlig fyring. Specielt fyring natten over giver lugtgener, og det burde forbydes. Mere fokus på det problem i informationskampagner anbefales.
- Ubetinget fyringen, som ofte sker med for vådt brænde og for lidt luft. I denne regnfulde og våde tid, så opfugtes brændet (i overfladen) til op mod 25 % fugt, selvom det opbevares udendørs. Det bør højest være 14 %.
Har tidligere haft gode erfaringer med at ringe tilbage til kunder efter ca. 1 måned, for at høre om brændeovnen fungerer tilfredsstillende. Har derved i flere tilfælde afhjulpet typiske betjeningsfejl, f.eks. ombytning på primær og sekundær luft og hvordan de egentlig skal indstilles.
Anbefaler optænding således: 2 store stykker brænde i bunden med briketter imellem. 2 stk. maks. 5 cm på tværs med lidt afstand ovenover og en til ovenpå igen. Optænding og fuld luft på i 30-45 minutter, hvor ovnen ikke røres.
- For lav temperatur i brændeovnen, hvilket kan skyldes for fugtige eller for store brændestykker eller for lille lufttilførsel, så gasserne ikke forbrændes ordentligt. Anbefaler at brændeknuder er højest 8 cm i diameter. Oplever sjældent sammenhæng mellem dårlig fyring og dårligt skorstenstræk.
Gav eksempel med rækkehus med høj rejsning (to etager), hvor der var problemer med røggener, også efter montage af røgsuger. Røgen blev suget ned mellem de to rækker rækkehuse, og gav problemer for både brændeovnsejer og naboer. Løsningen blev et forbud mod brændeovne i bebyggelsen, og to der havde investeret i brændeovne fik erstatning fra foreningen.
|
Forslag/ønsker til nye regler for skorstenshøjde:
- (Ikke spurgt)
- Gerne regler om større højde, så problemerne med de lave skorstene undgås. Gerne genindførsel af de gamle regler om mindste højde i niveau med tagryggen, også selvom det kan give færre kunder, fordi der vil være nogen der af den grund ikke køber en brændeovn.
- Ønsker ikke de gamle regler for skorsten mindst op til en linie fra 80 cm over tagryg til et punkt vandet ud fra tagryggen til lodret over tagfoden genindført, for den vil i mange tilfælde betyde meget høje skorstene, som dels er grimme og dels ikke er nødvendige alle steder. De nuværende krav er for slappe og tillader skorstene der reelt er for lave, så der er behov for en opstramning. Ønsker en mellemting, og foreslår en supplering med at skorstene altid skal være højere end det øverste vindue i huset, samt andre huse indenfor en rimelig afstand, som kunne være 10 – 15 meter.
- (Ikke spurgt)
- Brændeovnsproducenter skal opgive nødvendig skorstenshøjde i meter.
Generel minimumslængde for skorsten og minimumshøjde over tagflade.
|
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |
Version 1.0 Oktober 2007, © Miljøstyrelsen.
|