Miljøstyrelsens hjemmeside

Opret bruger Log ind

Ammoniakpåvirkning af natur

RSS
Advarsel! Der opstod følgende fejl i Wikiudvidelsen FAQ Service: "The request failed with an empty response."

Sideindholdet vises muligvis ikke korrekt!
Alle   

Ansøgning

Vurdering

Dette afsnit blev sidst ændret d. 4 jan 2017

Indholdsfortegnelse [Skjul / Vis]


   Sådan gør du
      Ansøgninger indsendt fra og med 15. marts 2011
      Ansøgninger indsendt inden 15. marts 2011
   Retsgrundlag
      Ansøgninger indsendt fra og med 15. marts 2011
      Ansøgninger indsendt inden 15. marts 2011
   Vil du vide mere?
      Ansøgninger indsendt fra og med 15. marts 2011
         Beskyttelsesniveauet for ammoniak
         Kategori 1-natur
         Kategori 2-natur
         Kortlægning af natur
         Forbudszonen for kategori 1-natur og kategori 2-natur
         Krav til totaldepositionen på kategori 1-natur og kategori 2-natur
         Kumulationsmodellen
         De kritiske naturpunkter
         Undtagelser fra krav om totaldeposition på kategori 1-natur og kategori 2-natur
         Konkret vurdering af påvirkning af Natura 2000-områder
         Ammoniakbelastning af yngle- eller rasteområder for bilag IV-arter
         Kategori 3-natur
         Beskyttelsesniveauet for kategori 3-natur
         Særligt om vådområder udlagt som virkemidler til kvælstofreduktion
      Ansøgninger indsendt inden 15. marts 2011
         Krav om maksimal merbelastning med ammoniak af visse naturområder - bufferzonerne
         Hvilke naturområder er bufferzonenatur (omfattet af husdyrgodkendelseslovens § 7)
         Kortværk over naturarealer der afkaster en bufferzone
         Hvornår er der grundlag for skærpelse af kravene?
      Ruheder for naturarealerne og oplandene til dem samt kildehøjder
      Teknikker til begrænsning af ammoniaktab
      Beregninger i husdyrgodkendelse.dk
         Beregning af ammoniakemission
         Beregning af ammoniakdeposition
      Links til afgørelser fra Miljøklagenævnet samt Natur- og Miljøklagenævnet


Sådan gør du

Ansøgninger indsendt fra og med 15. marts 2011

Du skal som kommunal sagsbehandler starte med at undersøge, om de angivne oplysninger i ansøgningen om ruhed, kildehøjder og kumulation, som anvendes ved beregningen af ammoniakdepositionen, er korrekte. Vær også opmærksom på eventuel lokalisering inden for forbudszonen. Du skal også vurdere, om registreringerne af naturområderne er korrekte.

Du skal herefter undersøge om kravene om maksimalt tilladt totaldeposition på naturarealer omfattet af husdyrgodkendelseslovens § 7 (kategori 1- og kategori 2-natur) er overholdt.

Hvis kravene til maksimal totaldeposition er overholdt, skal du undersøge, om der er grundlag for skærpelse af kravene under hensyn til naturområdets karakter. Kommunen skal tage stilling til, om det på et konkret eksperimentelt videnskabeligt grundlag kan dokumenteres, at ammoniakpåvirkningen fra husdyrbruget vil medføre en påviselig biologisk ændring af naturområdet, selvom beskyttelsesniveauet er overholdt. For kategori 1-natur udgør dette den obligatoriske vurdering efter habitatbekendtgørelsens regler.

Du skal herefter vurdere, om der er grundlag for at stille krav til ammoniakemissionen under hensyn til andre omkringliggende ammoniakfølsomme naturområder (kategori 3-natur).

Kommunen skal derudover altid vurdere, om det ansøgte vil beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for såkaldte bilag IV-arter ved at undersøge, om der kan påvises en direkte sammenhæng mellem projektet og påvirkningen af den pågældende arts yngle- eller rasteområde.

Hvis en skærpelse af kravene ikke tilstrækkelig til at sikre beskyttelsen af ovenstående naturinteresser, skal der meddeles afslag.

Ansøgninger indsendt inden 15. marts 2011

Du skal som kommunal sagsbehandler starte med at undersøge om de angivne oplysninger i ansøgningen om ruhed, kildehøjder og kumulation, som anvendes ved beregningen af ammoniakdepositionen, er korrekte.

Kommunen skal herefter undersøge om kravene om maksimal merbelastning af naturarealer omfattet af husdyrgodkendelseslovens § 7 (bufferzonerne) er overholdt. I ansøgningens afsnit "Beregninger på anlæg - Individuel ammoniakreduktion" er merbelastning på de omfattede naturområder, som er registreret på kortværket over naturarealer med bufferzoner, forhåndsberegnet.

Hvis kravene til maksimal merbelastning ikke er overholdt, skal du vurdere, om registreringerne af naturområderne er korrekte. Hvis kravene til maksimal merbelastning er overholdt, skal du undersøge om der er grundlag for skærpelse af kravene under hensyn til naturområdets karakter. Skærpede krav skal stilles i overensstemmelse med husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens bilag 4.

Kommunen skal derudover altid vurdere, om naturarealer, der er en del af udpegningsgrundlaget for et Natura 2000-område, vil kunne blive påvirket væsentligt af det ansøgte, eller om det ansøgte vil beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for såkaldte bilag IV-arter. I givet fald skal kommunen foretage en nærmere vurdering af, om der for at undgå denne virkning skal stilles skærpede krav.

Endelig skal kommunen vurdere, om der er grundlag for at skærpe kravene til ammoniakemissionen under hensyn til andre omkringliggende ammoniakfølsomme naturområder (herunder § 3-områder).

Er en skærpelse af kravene ikke tilstrækkelig til at sikre beskyttelsen af ovenstående naturinteresser, skal der meddeles afslag.

Retsgrundlag

Ansøgninger indsendt fra og med 15. marts 2011

Flg. fremgår af husdyrgodkendelsesloven:

§ 7. Etablering, udvidelse og ændring af anlæg på husdyrbrug, der er eller derved bliver større end 15 dyreenheder, er ikke tilladt, hvis stald eller gødningsopbevaringsanlæg ligger i en afstand på mindre end 10 m til eller helt eller delvis inden for
1) nærmere bestemte ammoniakfølsomme naturtyper, jf. stk. 2, beliggende inden for internationale naturbeskyttelsesområder eller
2) nærmere bestemte ammoniakfølsomme naturtyper, jf. stk. 2, beliggende uden for internationale naturbeskyttelsesområder.
Stk. 2. Miljøministeren fastsætter regler om, hvilke naturtyper der er omfattet af stk. 1, nr. 1 og 2.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen giver efter anmodning fra offentlige myndigheder og berørte ejere eller brugere oplysning om placeringen og udstrækningen af de områder, der er omfattet af stk. 1.
Stk. 4. Ministeren kan for nærmere specificerede dyrearter fastsætte en minimumsgrænse, der er lavere end den grænse for dyreenheder, der er nævnt i stk. 1.

§ 19. Kommunalbestyrelsen skal ved vurderingen af en ansøgning om tilladelse efter § 10 eller godkendelse efter §§ 11, 12 eller 16 sikre sig, at
...
2) husdyrbruget i øvrigt kan drives på stedet uden at påvirke omgivelserne på en måde, som er uforenelig med hensynet til omgivelserne.

§ 21. Kommunalbestyrelsen skal ved vurderingen af en ansøgning om tilladelse efter § 10 eller godkendelse efter § 11 eller § 12 vurdere totaldepositionen af ammoniak fra det samlede anlæg i forhold til de naturtyper, der er omfattet af § 7, stk. 1.

§ 23. Kommunalbestyrelsen skal ved vurderingen af en ansøgning om godkendelse efter § 11 eller § 12 varetage følgende hensyn:
...
2) Beskyttelse af jord, grundvand, overfladevand og natur med dens bestande af vilde planter og dyr og deres levesteder, herunder områder, der er beskyttet mod tilstandsændringer eller fredet, udpeget som internationalt naturbeskyttelsesområde eller udpeget som særlig sårbart over for næringsstofpåvirkning.

§ 31. Kommunalbestyrelsen skal meddele afslag på en ansøgning om tilladelse efter § 10 eller godkendelse efter §§ 11, 12 eller 16, hvis § 19 ikke er opfyldt.

Flg. fremgår af husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen:

§ 11. Kommunalbestyrelsen kan ikke tillade eller godkende husdyrbrug efter §§ 10, 11, 12 og 16 i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, hvis etableringen, udvidelsen eller ændringen vurderes at medføre væsentlige virkninger på miljøet, jf. stk. 3.
Stk. 2. Udvidelser eller ændringer af et husdyrbrug omfattet af § 11, stk. 3, eller § 12, stk. 3, i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, kan heller ikke godkendes, såfremt der ved en samlet vurdering af hele husdyrbruget vurderes at være væsentlige virkninger på miljøet, jf. § 34, stk. 2, i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug.
Stk. 3. Ved væsentlige virkninger på miljøet forstås, at det beskyttelsesniveau for ammoniak, lugt, fosfor og nitrat, der er fastlagt i bilag 3, overskrides. For godkendelser efter § 16 i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug gælder, at kun beskyttelsesniveauet vedrørende fosfor og nitrat skal være overholdt. Der må derudover ikke være øvrige forhold, som vurderes at have væsentlige virkninger på miljøet.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan dispensere fra afstandskravene i § 7, stk. 1, i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, til placering af nødvendige mindre staldanlæg og andre anlæg til dyrehold til afgræsning af naturarealer med henblik på naturpleje, hvis dyreholdet skønnes at fjerne flere næringsstoffer fra naturarealerne, end det tilfører.

Flg. fremgår af habitatbekendtgørelsen:

§ 7. Før der træffes afgørelse i medfør af de bestemmelser, der er nævnt i § 8, skal der foretages en vurdering af, om projektet i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt. De projekter, der omfattes af kravet om vurdering, er projekter som ikke direkte er forbundet med eller nødvendige for Natura 2000-områdets forvaltning.
Stk. 2.Hvis myndigheden vurderer, at projektet kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles tilladelse, dispensation eller godkendelse til det ansøgte. ...
Stk. 4. Vurderinger efter stk. 1 - 3 skal fremgå af afgørelsen.

§ 8. ...
Stk. 6. Følgende sager efter lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug er omfattet af § 7:
1) Dispensation efter § 9, stk. 3, i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, jf. § 8, stk. 1, nr. 3.
2) Tilladelse eller godkendelse af husdyrbrug efter § 10, § 11 og § 12 i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug.
3) Godkendelse af arealer til afsætning af husdyrgødning fra husdyrbrug efter § 16 i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug.

§ 11. Ved administration af de i §§ 8 - 9 nævnte bestemmelser kan der ikke gives tilladelse, dispensation, godkendelse mv., hvis det ansøgte kan
1) beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder i det naturlige udbredelsesområde for de dyrearter, der er optaget i habitatdirektivets bilag IV, litra a), eller
2) ødelægge de plantearter, som er optaget i habitatdirektivets bilag IV, litra b) i alle livsstadier.
Stk. 2. Planforslag efter planloven kan ikke vedtages, hvis gennemførelse af planen har virkninger som nævnt i stk. 1.
Stk. 3. Vurderingen skal fremgå af de afgørelser, der bliver truffet efter de i §§ 8-9 nævnte bestemmelser og redegørelsen til planforslag.

Ansøgninger indsendt inden 15. marts 2011

Flg. fremgår af husdyrgodkendelsesloven:

§ 7. Etablering af anlæg for mere end 15 dyreenheder er ikke tilladt, hvis anlægget ligger helt eller delvis inden for, eller der er mindre end 300 m fra anlægget til følgende beskyttede naturtyper:
1) Højmose.
2) Lobeliesø.
3) Hede større end 10 ha, som er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 og beliggende uden for internationale naturbeskyttelsesområder.
4) Overdrev større end 2,5 ha, som er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 og beliggende uden for internationale naturbeskyttelsesområder.
5) Hede, som er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 og beliggende inden for internationale naturbeskyttelsesområder.
6) Overdrev, som er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 og beliggende inden for internationale naturbeskyttelsesområder.
7) Ammoniakfølsomme søer, herunder kalkrige søer og vandhuller med kransnålalger og brunvandede søer og vandhuller, som er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 og beliggende inden for internationale naturbeskyttelsesområder.
Stk. 2. Bestemmelserne i stk. 1 gælder tillige for udvidelse og ændring af husdyrbrug, der er eller derved bliver større end 15 dyreenheder, hvis udvidelsen eller ændringen medfører forøget ammoniakfordampning fra anlægget.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen giver efter anmodning fra offentlige myndigheder berørte ejere eller brugere oplysning om placeringen og udstrækningen af de i stk. 1 nævnte naturtyper og bufferzoner.

§ 19. Kommunalbestyrelsen skal ved vurderingen af en ansøgning om tilladelse efter § 10 eller godkendelse efter §§ 11, 12 eller 16 sikre sig, at
...
2) husdyrbruget i øvrigt kan drives på stedet uden at påvirke omgivelserne på en måde, som er uforenelig med hensynet til omgivelserne.

§ 21. Kommunalbestyrelsen skal ved vurderingen af en ansøgning om tilladelse efter § 10 eller en godkendelse efter § 11 eller § 12 sikre sig, at der ikke sker øget ammoniakfordampning fra det samlede anlæg, hvis et anlæg, der helt eller delvis ligger inden for eller mindre end 300 m fra de i § 7 nævnte naturtyper, ønskes udvidet eller ændret.

§ 23. Kommunalbestyrelsen skal ved vurderingen af en ansøgning om godkendelse efter § 11 eller § 12 varetage følgende hensyn:
...
2) Beskyttelse af jord, grundvand, overfladevand og natur med dens bestande af vilde planter og dyr og deres levesteder, herunder områder, der er beskyttet mod tilstandsændringer eller fredet, udpeget som internationalt naturbeskyttelsesområde eller udpeget som særlig sårbart over for næringsstofpåvirkning.

§ 31. Kommunalbestyrelsen skal meddele afslag på en ansøgning om tilladelse efter § 10 eller godkendelse efter §§ 11, 12 eller 16, hvis § 19 ikke er opfyldt.

Flg. fremgår af husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen, som affattet ved bekendtgørelse nr. 294 af 31. marts 2009:

§ 9. Kommunalbestyrelsen kan ikke tillade eller godkende husdyrbrug efter §§ 10, 11, 12 og 16 i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, hvis etableringen, udvidelsen eller ændringen vurderes at medføre væsentlige virkninger på miljøet, jf. stk. 3.
...
Stk. 3. Ved væsentlige virkninger på miljøet forstås, at det beskyttelsesniveau for ammoniak, lugt, fosfor og nitrat, der er fastlagt i bilag 3, overskrides. For godkendelser efter § 16 i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug gælder, at kun beskyttelsesniveauet vedrørende fosfor og nitrat skal være overholdt. Der må derudover ikke være øvrige forhold, som vurderes at have væsentlige virkninger på miljøet.
...

Flg. fremgår af habitatbekendtgørelsen:

§ 7. Før der træffes afgørelse i medfør af de bestemmelser, der er nævnt i § 8, skal der foretages en vurdering af, om projektet i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt. De projekter, der omfattes af kravet om vurdering, er projekter som ikke direkte er forbundet med eller nødvendige for Natura 2000-områdets forvaltning.
Stk. 2. Hvis myndigheden vurderer, at projektet kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles tilladelse, dispensation eller godkendelse til det ansøgte. ... Stk. 4. Vurderinger efter stk. 1 - 3 skal fremgå af afgørelsen.

§ 8. ...
Stk. 6. Følgende sager efter lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug er omfattet af § 7:
1) Dispensation efter § 9, stk. 3, i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, jf. § 8, stk. 1, nr. 3.
2) Tilladelse eller godkendelse af husdyrbrug efter § 10, § 11 og § 12 i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug.
3) Godkendelse af arealer til afsætning af husdyrgødning fra husdyrbrug efter § 16 i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug.

§ 11. Ved administration af de i §§ 8 - 9 nævnte bestemmelser kan der ikke gives tilladelse, dispensation, godkendelse mv., hvis det ansøgte kan
1) beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder i det naturlige udbredelsesområde for de dyrearter, der er optaget i habitatdirektivets bilag IV, litra a), eller
2) ødelægge de plantearter, som er optaget i habitatdirektivets bilag IV, litra b) i alle livsstadier.
Stk. 2. Planforslag efter planloven kan ikke vedtages, hvis gennemførelse af planen har virkninger som nævnt i stk. 1.
Stk. 3. Vurderingen skal fremgå af de afgørelser, der bliver truffet efter de i §§ 8-9 nævnte bestemmelser og redegørelsen til planforslag.

Vil du vide mere?

Ansøgninger indsendt fra og med 15. marts 2011

Beskyttelsesniveauet for ammoniak

Beskyttelsesniveauet for ammoniak omfatter 1) et krav om begrænsning af ammoniakfordampningen, som gælder for alle husdyrbrug, der skal godkendes efter § 11 eller § 12, uanset deres lokalisering (det generelle ammoniakreduktionskrav), og 2) et krav om maksimal totaldeposition eller merdeposition af ammoniak på de ammoniakfølsomme naturområder.

De ammoniakfølsomme naturområder opdeles i kategori 1-natur, kategori 2-natur og kategori 3-natur.

Beskyttelsesniveauet for kategori 1-natur og kategori 2-natur omfatter en forbudszone samt krav til den maksimale tilladte totaldeposition. Der er dog visse nærmere bestemte undtagelser fra kravet til totaldepositionen. Beskyttelsesniveauet for kategori 3-natur kan efter en konkret vurdering være et krav om en maksimal merdeposition.

Kategori 1-natur

Kategori 1-natur er Natura 2000-naturtyper, som omfattes af lovens § 7, stk. 1, nr. 1. Det er de ammoniakfølsomme Natura 2000-naturtyper, som indgår i udpegningsgrundlaget for området, og som Naturstyrelsen har kortlagt i forbindelse med Natura 2000-planlægningen.

Internationale naturbeskyttelsesområder er fællesbetegnelse for de habitatområder og fuglebeskyttelsesområder (kaldet Natura 2000-områder), som er udpeget til opfyldelse af EU's habitat- og fuglebeskyttelsesdirektiver, samt Ramsarområder. De danske Ramsarområder ligger alle inden for de udpegede fuglebeskyttelsesområder og beskyttes som disse.

Indtil videre er følgende Natura 2000-naturtyper uanset deres størrelse kategori 1-natur (de enkelte naturtypers naturtypekode, som den fremgår af habitatdirektivets bilag I, er angivet):

1230 Klinter eller klipper ved kysten
2110 Forstrand og begyndende klitdannelser
2120 Hvide klitter og vandremiler
2130 Stabile kystklitter med urteagtig vegetation (grå klit og grønsværklit)
2140 Kystklitter med dværgbuskvegetation (klithede)
2160 Kystklitter med havtorn
2170 Kystklitter med gråris
2180 Kystklitter med selvsåede bestande af hjemmehørende træarter
2190 Fugtige klitlavninger
2250 Kystklitter med enebær
2310 Indlandsklitter med lyng og visse
2320 Indlandsklitter med lyng og revling
2330 Indlandsklitter med åbne græsarealer med sandskæg og hvene
3110 Kalk- og næringsfattige søer og vandhuller (lobeliesøer)
3130 Ret næringsfattige søer og vandhuller med små amfibiske planter ved bredden
3140 Kalkrige søer og vandhuller med kransnålalger
3150 Næringsrige søer og vandhuller med flydeplanter eller store vandaks omfattes i det omfang, de er kortlagte som ammoniakfølsomme
3160 Brunvandede søer og vandhuller
4010 Våde dværgbusksamfund med klokkelyng
4030 Tørre dværgbusksamfund (heder)
5130 Enekrat på heder, overdrev eller skrænter
6120 Meget tør overdrevs- eller skræntvegetation på kalkholdigt sand
6210 Overdrev og krat på mere eller mindre kalkholdig bund
6230 Artsrige overdrev eller græsheder på mere eller mindre sur bund
6410 Tidvis våde enge på mager eller kalkrig bund, ofte med blåtop
7110 Aktive højmoser
7120 Nedbrudte højmoser med mulighed for naturlig gendannelse
7140 Hængesæk og andre kærsamfund dannet flydende i vand
7150 Plantesamfund med næbfrø, soldug eller ulvefod på vådt sand eller blottet tørv
7210 Kalkrige moser og sumpe med hvas avneknippe
7220 Kilder og væld
7330 Rigkær
8220/8230 Indlandsklipper af kalkfattige bjergarter med/uden pionerplansamfund
9110 Bøgeskov på morbund uden kristtorn
9120 Bøgeskov på morbund med kristtorn
9130 Bøgeskov på muldbund
9150 Bøgeskov på kalkbund
9160 Egeskov og blandskov på mere eller mindre rig jordbund
9170 Vinteregeskove i østlige (subkontinentale) egne
9190 Stilkegeskove og -krat på mager sur bund
91D0 Skovbevoksede tørvemoser
91E0 Elle- og askeskove ved vandløb, søer og væld

En del ammoniakfølsomme Natura 2000-sønaturtyper er endnu ikke kortlagt. Her skal kommunen vurdere den eventuelle påvirkning, jf. lovens § 27, jf. § 19.

Når disse naturtyper er kortlagt, vil de automatisk blive omfattet af lovens § 7, stk. 1, nr. 1.

Kortlagte naturtyper kan ses på Danmarks Miljøportal.

Kategori 1-natur omfatter desuden heder og overdrev inden for de internationale naturbeskyttelsesområder, der ikke er nævnt oven for, men som er beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3. I det omfang disse naturtyper grænser op til hinanden eller ligger i en mosaik, beregnes størrelsen ud fra det samlede areal i overensstemmelse med reglerne i naturbeskyttelsesloven § 3 (naturbeskyttelseslovens såkaldte mosaikregel).

Kategori 2-natur

Kategori 2-natur er nærmere bestemte ammoniakfølsomme naturtyper, der ligger uden for internationale naturbeskyttelsesområder. Det drejer sig om:

  • højmoser,
  • lobeliesøer,
  • heder der er større end 10 ha, og som er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, og
  • overdrev der er større end 2,5 ha, og som er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3.

Ved beregningen af, om en hede eller et overdrev er større end henholdsvis 10 ha og 2,5 ha, er det alene naturtypen hede eller overdrev, der indgår. Det er således kun en hede, der som funktionelt sammenhængende naturtype er større end 10 ha, og kun et overdrev, der som funktionelt sammenhængende naturtype er større end 2,5 ha, der er kategori 2-natur.

Kortlægning af natur

Den kortlægning af naturtyper, som Naturstyrelsen har foretaget i forbindelse med Natura 2000-planlægningen, er en kortlægning, der dels omfatter de enkelte arealers geografiske udstrækning samt arealets konkrete naturtype. Oplysningerne fra denne kortlægning om de naturtyper, der er kategori 1-natur, og som er kortlagte, kan ses på Danmarks Miljøportal.

Kommunen vurderer konkret, om kortlægningen er korrekt. Det omfatter en vurdering af, om et område er blevet korrekt afgrænset og/eller om området faktisk er et område, som er ammoniakfølsomt, men som enten ikke blevet kortlagt endnu, eller hvor naturtypen er fejlagtigt registreret. Hvis kommunen finder, at kortlægningen af et område ikke er korrekt afklarer kommunen sammen med Naturstyrelsen, om der er tale om en fejl i kortlægningen af et område. Hvis Naturstyrelsen finder, at der er tale om en fejl i kortlægningen, som styrelsen vil rette efterfølgende, kan kommunen stille krav i overensstemmelse hermed. Det vil sige, at hvis der er tale om en kategori 1-natur, der ikke er korrekt kortlagt stilles der krav til den maksimale totale ammoniakdeposition. Og er der tale om en kortlægning, der viser en kategori 1-natur, som faktisk ikke er en sådan, undlader kommunen at stille krav til den maksimale totaldeposition.

Forbudszonen for kategori 1-natur og kategori 2-natur

Forbudszonen for kategori 1-natur og kategori 2-natur er på 10 meter, inden for hvilken der ikke må etableres, udvides eller foretages ændring af stalde eller gødningsopbevaringsanlæg. Kommunen skal således kontrollere, om der er placeret stalde eller gødningsopbevaringsanlæg i forbudszonen, dvs. i naturområderne og inden for en afstand på 10 meter eller derunder til naturområderne.

Kommunalbestyrelsen kan dog dispensere fra forbudszonen til mindre staldanlæg og andre anlæg til dyrehold til afgræsning af naturarealer med henblik på naturpleje, hvis kommunen skønner, at dyreholdet fjerner flere næringsstoffer fra naturarealerne, end det tilfører.

Krav til totaldepositionen på kategori 1-natur og kategori 2-natur

Kravet til totaldepositionen for kategori 1-natur og for kategori 2-natur er et krav til den maksimale totaldeposition, dvs. den ammonaikdeposition, som stammer fra hele husdyrbrugets stald(e) og lager - både det, der vil komme fra det ansøgte, og det, der allerede kommer fra den eksisterende drift.

Hvilket krav til den maksimale totaldeposition, der skal stilles for kategori 1-natur, afhænger af det antal husdyrbrug, der er i nærheden af området. Des flere brug, der ligger i nærheden, des skærpede krav til den maksimale totaldeposition skal der således stilles.

Kommunen skal bruge kumulationsmodellen til at opgøre antallet af husdyrbrug, der ud over det ansøgte ligger i nærheden af kategori 1-natur.

Kumulationsmodellen

Hvis opgørelsen af antal husdyrbrug i nærheden af kategori 1-natur viser, at:

  • der ikke er andre husdyrbrug ud over det ansøgte i nærheden skal der stilles krav om maksimal totaldeposition på 0,7 kg/ha/år.
  • der er 1 husdyrbrug ud over det ansøgte skal der stilles krav om maksimal totaldeposition på 0,4 kg/ha/år.
  • der er mere end 1 husdyrbrug ud over det ansøgte skal der stilles krav om maksimal totaldeposition på 0,2 kg/ha/år.

Opgørelsen af hvor mange husdyrbrug, der ud over det ansøgte ligger i nærheden af kategori 1-natur, foretages således:

antal husdyrbrug over 15 DE inden for 200 meter +
antal husdyrbrug over 45 DE inden for 200-300 meter +
antal husdyrbrug over 75 DE inden for300-500 meter +
antal husdyrbrug over 150 DE inden for 500-1000 meter +
antal husdyrbrug over 500 DE, som påvirker med over 0,3 kg N/ha udover de 1000 meter

For pelsdyr og for slagtekyllinger skal opgørelsen af hvor mange husdyrbrug, der ud over det ansøgte ligger i nærheden af kategori 1-natur dog opgøres således, at antal DE på husdyrbrug med pelsdyr skal ganges med en faktor 5 og for husdyrbrug med slagtekyllinger med en faktor 3.

Kumulationsmodellens afstande for husdyrbrug i nærheden måles ud fra det til naturområdets nærmeste punkt på det staldanlæg, der ligger tættest på naturområdet.

De kritiske naturpunkter

De kritiske naturpunkter er de steder på naturområdet, der udløser krav om maksimal ammoniakdeposition efter kumulationsmodellen.

Figur 1 illustrerer, hvordan de kritiske naturpunkter stedfæstes i det tilfælde, hvor der er ét nærliggende husdyrbrug ud over det ansøgte.

Figur 2 illustrerer, hvordan de kritiske naturpunkter stedfæstes i det tilfælde, hvor der er to nærliggende brug ud over det ansøgte.

Figur 1. Kritiske naturpunkter, hvor der er ét nærliggende husdyrbrug ud over det ansøgte.

Figur 1. Kritiske naturpunkter, hvor der er ét nærliggende husdyrbrug ud over det ansøgte.





















Som det ses på figur 1 er der to kritiske naturpunkter. Dels det kritiske naturpunkt A, dels det kritiske naturpunkt B udløst af, at der er et husdyrbrug i nærheden ud over det ansøgte. Ifølge kumulationsmodellen skal husdyrbrug over 75 DE medregnes, såfremt de ligger nærmere end 500 meter. Den relevante afstand for et nabohusdyrbrug på fx 100 DE er således 500 meter. Afstanden måles fra det staldanlæg med husdyrproduktion på nabohusdyrbruget, som ligger nærmest ved naturområdet.

I situationen på figur 1 overholdes beskyttelsesniveauet i det kritiske naturpunkt A. Ifølge kumulationsreglerne skal andre husdyrbrug nemlig ikke medregnes i dette punkt, hvorfor kravet er en maksimal deposition på 0,7 kg N/ha/år overholdes da depositionen er på 0,6 kg N/ha/år. Imidlertid overholdes beskyttelsesniveauet alligevel ikke. I det kritiske naturpunkt B er kravet nemlig en maksimal deposition på 0,4 kg N/ha/år, og depostionen er på 0,5 kg n/ha/år. Det kritiske naturpunkt B er således det mest kritiske naturpunkt.'

Figur 2. Kritiske naturpunkter, hvor der er to nærliggende husdyrbrug ud over det ansøgte.

Figur 2. Kritiske naturpunkter, hvor der er to nærliggende husdyrbrug ud over det ansøgte.





























Som det ses på figur 2 vil der ved 2 husdyrbrug i nærheden ud over det ansøgte være 4 kritiske naturpunkter (nr. 1, 2, 3 og 4). Det mest kritiske naturpunkt i denne situation er nr. 4, hvor kravet ifølge beskyttelsesniveauet vil være en maksimal deposition på 0,2 kg N/ha/år. Er der ikke et husdyrbrug i nærheden ud over det ansøgte, vil det kritiske naturpunkt ligge et sted på kanten af naturområdet (typisk det punkt, der ligger nærmest det største staldanlæg). I dette kritiske naturpunkt (nr. 1 på figur 2) er kravet en maksimal totaldeposition på 0,7 kg/ha/år.

Er der ét husdyrbrug i nærheden ud over det ansøgte, opstår der yderligere et kritisk naturpunkt et sted på den linje, der angiver det nærliggende brugs afstand til naturområdet. I dette kritiske naturpunkt (nr. 2 på figur 2) er kravet en maksimal totaldeposition på 0,4 kg/ha/år.

Er der yderligere ét husdyrbrug i nærheden ud over det ansøgte, opstår der yderligere to kritiske naturpunkter. Dels det kritiske naturpunkt, der følger af det yderligere husdyrbrug i nærheden. Og dels et kritisk naturpunkt, der ligger i skæringen mellem de to linjer, som hver især angiver afstanden for de to nærliggende brug.

I det kritiske naturpunkt (nr. 3 på figur 2), der følger af det yderligere husdyrbrug, er kravet en maksimal totaldeposition på 0,4 kg/ha/år (ligesom i forhold til det første nærliggende brug). I det kritiske naturpunkt (nr. 4 på figur 2) i skæringen mellem de to linjer er kravet en maksimal totaldeposition på 0,2 kg/ha/år.

Alle kravene i disse kritiske naturpunkter skal opfyldes. I praksis betyder det, at det kritiske naturpunkt med det mest skærpede krav er afgørende for, hvor stor en ammoniakemission husdyrbruget må have for at kunne overholde beskyttelsesniveauet. Dette kritiske naturpunkt, hvor det mest skærpede krav er, kaldes ”det mest kritiske naturpunkt”.

Undtagelser fra krav om totaldeposition på kategori 1-natur og kategori 2-natur

Undtagelsen fra kravet til den maksimale totaldeposition i bekendtgørelsens tabel 3 i bilag 3 omfatter 4 situationer:

  1. Ved en stor totaldeposition i nudrift, som er mindst 100 % større end kravet, gives en udskydelse på 8 år for halvdelen af kravet.
  2. Ved revurderinger kan kravet udskydes.
  3. Ved afgræsning kan totaldepositionskravet til kategori 1-natur på visse betingelser ændres
  4. Hvis ændringerne kun omfatter bygningsmæssige ændringer, der udspringer af lovkrav til dyrevelfærd.

Ad 1) Hvis nudriften medfører en totaldeposition på kategori 1-natur eller på kategori 2-natur, som er mindst 100 % større end den maksimalt tilladte totaldeposition, skal der på godkendelsestidspunktet stilles krav om, at ammoniakdepositionen skal nedbringes med minimum halvdelen af den deposition, der overstiger lovens krav, dog minimum en nedbringelse svarende til lovens krav.

Den resterende reduktion af ammoniakdepositionen skal sikres efter 8 år. Lovens krav om totaldeposition med ammoniak på sårbare naturområder skal således være opfyldt senest 8 år efter, at godkendelsen er meddelt. Såfremt husdyrbruget ansøger om godkendelsespligtige udvidelser eller ændringer, inden der er forløbet 8 år, vil det fulde depositionskrav skulle opfyldes i forbindelse med den pågældende ansøgning.

Ovennævnte totaldepositionskrav berører ikke reglen i lovens § 40 om revurdering og herunder revurdering indenfor retsbeskyttelsesperioden.

Ad 2) Ved en regelmæssig revurdering, hvor husdyrbruget ikke har foretaget godkendelsespligtige ændringer eller udvidelser, skal husdyrbruget leve op til et krav, der er baseret på bedste tilgængelige teknik (BAT-kravet) for den pågældende type husdyrbrug på tidspunktet for revurderingen, også selvom dette krav er forskellig fra totaldepositionskravet for den pågældende naturtype (kategori 1-natur, henholdsvis kategori 2-natur).

Som for godkendelser vil BAT-kravet kunne indebære, at krav til totaldeposition kan være skærpet set i forhold til totaldepositionskravet fastlagt i bekendtgørelse. Dette er i harmoni med den almindelige praksis ved revurderinger, hvor bl.a. vilkår om BAT inddrages i respekt for de almindelige forvaltningsretlige principper, herunder proportionalitetsprincippet.

Uanset niveauet for BAT vil totaldepositionskravet skulle være opfyldt efter en frist, som fastlægges konkret ved revurderingen i den enkelte sag.

Da de teknologiske muligheder indenfor proportionalitetsprincippet ved selve revurderingen må antages at være fuldt udnyttet, skal der ved fastsættelse af frist for opfyldelse af det fulde totaldepositionskrav tages udgangspunkt i den forventede levetid for staldanlægget på normalt 15 til 20 år. Det betyder, at i sådanne tilfælde skal totaldepositionskravet som udgangspunkt først opfyldes helt, når de godkendte staldanlæg er udtjent efter normalt 15 til 20 år.

I nogle få og helt særlige situationer vil staldanlæggene imidlertid ikke være udtjent efter 15 til 20 år, og da fastlæggelse af et totaldepositionskrav skal være opfyldt inden for anlæggets levetid på 15-20 år vil det derfor betyde, at de pågældende landmænd kan lide et betydeligt kapitaltab. Det skønnes på landsbasis at være relevant for ca. 25-50 husdyrbrug, hvor totaldepositionskravet i forbindelse med revurderinger forventes at være problematisk. Der er i de situationer behov for, at kommunerne kan fastsætte en frist for opfyldelse af totaldepositionskravet, der er længere end de typiske 15 til 20 år. For nogle af disse husdyrbrug vil det være hensigtsmæssigt, hvis fristen kan forlænges i op til 30 år efter staldanlæggene er etableret svarende til typisk 22 år efter den 1. revurdering.

Såfremt et eller begge af nedenstående forhold taler for det, kan fristen forlænges i op til 30 år efter staldanlæggene er etableret:

  • Hvis staldanlæggene forventes at have en betydelig produktionsmæssig værdi efter 15-20 år. Dette vil være gældende ved store staldanlæg af høj kvalitet og/eller hvor staldanlægget i høj grad er fleksibelt i forhold til anvendelsen. Hvis der derimod er tale om meget specialiserede staldanlæg, som er vanskelige at ombygge, taler det imod anvendelsen af en længere frist.
  • Hvis der kun er ringe udsigt til fremkomsten af effektiv miljøteknologi, som kunne løse problemet. Dette vil f.eks. gælde i naturligt ventilerede staldanlæg baseret på dybstrøelse. Dette vil typisk være relevant for staldanlæg til opdræt og ungtyre på store kvægbrug.

Ad 3) Kvælstoffjernelsen ved afgræsning inddrages i beskyttelsesniveauet, således at kravene for kategori 1-natur ændres til henholdsvis 0,3, 0,5 og 1,0 kg N/ha i stedet for 0,2, 0,4 og 0,7 kg N/ha, hvis husdyrbruget med henblik på naturpleje af den påvirkede natur, foretager afgræsning eller en kombination af afgræsning og slæt, som skønnes netto at fjerne kvælstof fra naturområdet. Det er et krav, at de afgræssende dyr er en del af det pågældende husdyrbrug.

Normalt vil ca. 90 % af plantevæksten ved afgræsning blive afleveret som gødning på arealet. De sidste 10 % vil blive optaget i dyret. Så længe mindre end 10 % af foderrationen gives som tilskudsfoder vil der netto blive fjernet kvælstof fra arealet. Det skal derfor sikres, at der ikke generelt tildeles foder til de afgræssende dyr, og at fodringen begrænses til et begrænset supplement i tørkeperioder. Dette gælder også selvom arealet bliver anvendt til slæt, idet naturarealet ikke i afgræsningsperioderne må overforsynes med kvælstof, der så senere kan høstes ved et slæt. Slæt skal indgå som en del af naturplejen for at reducere kvælstofbelastningen yderligere. Muligheden for slæt er kun angivet for at præcisere, at der naturligvis ikke behøver at være en afgræsning i perioden op til et slæt, og at naturplejen kan påbegyndes med nogle slæt, inden afgræsningen påbegyndes.

Ad 4) Visse bygningsmæssige ændringer af husdyrbrug, der udspringer af lovkrav til dyrevelfærd, kan overskride grænserne for totaldeposition for ammoniak under respekt af forpligtelserne efter habitatdirektivet. Nye lovgivningsmæssige krav til dyrevelfærd giver dog ikke mulighed for overskridelse af grænserne for totaldeposition ved større ombygninger end nødvendigt. De bygningsmæssige ændringer afgrænses af de forhold, som angives i anmeldeordningen i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 30 om udvidelse af stalde pga. dyrevelfærd. Grænserne for totaldeposition kan overskrides, uanset at anmeldelsen afvises, og sagen videreføres som en tilladelse eller godkendelse efter lovens §§ 10, 11 eller 12, såfremt tilbygningen eller ændringen begrænses til det for opfyldelse af de dyrevelfærdsmæssige krav nødvendige.

Konkret vurdering af påvirkning af Natura 2000-områder

Det fremgår af det indledende afsnit i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens bilag 3, at kommunen for hver ansøgning skal foretage en konkret vurdering. Hvis kommunen i den forbindelse ud fra et konkret eksperimentelt videnskabeligt grundlag kan dokumentere, at ammoniakpåvirkningen fra husdyrbruget vil medføre en påviselig biologisk ændring af en naturtype eller et levested for arter på udpegningsgrundlaget for et internationalt naturbeskyttelsesområde, selvom beskyttelsesniveauet er overholdt skal kommunen redegøre for, om husdyrbruget kan skade området, herunder i forhold til det fastlagte beskyttelsesniveau. Det vil være tilfældet, hvis det kan påvises, at der er tale om en naturtype, som i den konkrete situation er ammoniakfølsom, selvom naturtypen ikke er en kategori 1-natur, eller det kan påvises, at der er tale om kategori 1-natur, der selvom beskyttelsesniveauet er overholdt, vil kunne blive skadet. Sådanne situationer vil kun helt undtagelsesvist kunne opstå, da beskyttelsesniveauet i bekendtgørelsen for disse naturtyper og levesteder er fastlagt ud fra bedste videnskabelige grundlag for, hvornår en ammoniakdeposition kan skade et internationalt naturbeskyttelsesområde.

Ammoniakbelastning af yngle- eller rasteområder for bilag IV-arter

Kommunen er forpligtet til at vurdere, om der er behov for at skærpe vilkår af hensyn til beskyttelsen af arter omfattet af habitatdirektivets bilag IV (såkaldte ”bilag IV-arter”). De omhandlede arter er udtømmende angivet i bilag 11 til habitatbekendtgørelsen.

Det følger af habitatbekendtgørelsens § 11, jf. § 7, samt husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen § 13, stk. 6, at kommunen ikke kan tillade/godkende projekter, der kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder i det naturlige udbredelsesområde for bilag IV-dyrearter eller ødelægge bilag IV-plantearter i alle deres livsstadier.

Kommunen skal derfor altid foretage en vurdering af, om om der inden for 300 m fra punktkilden (inden for denne afstand kan en påvirkning henføres til punktkilden) ligger områder, som kan rumme bilag IV-arter (typisk vandhuller, moser eller solåbne græsarealer), og om der er registreret en forekomst af arten.

Ved vurderingen skal inddrages både mer- og totalbelastningen af det pågældende område med ammoniak fra det ansøgende husdyrbrug, og denne belastning skal sammenholdes med baggrundsbelastningen med kvælstof af området, samt områdets følsomhed overfor ammoniakbelastning.

Om nødvendigt skal kommunen stille skærpede vilkår til beskyttelse af disse arter. Hvis kommunen vurderer, at vilkår er i overensstemmelse med husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens bilag 3.

Bemærk, at de relevante bilag IV-arter som hovedregel er stedbundne til deres yngle- og rasteområder og normalt ikke flytter sig over større afstande. Det er i denne sammenhæng vigtigt at være opmærksom på, at et areal kan være en del af et yngle- eller rasteområde for en bilag IV-art, selvom arealet ikke på godkendelsestidspunktet aktuelt anvendes af en sådan art. Det skyldes, at visse arter over år kan veksle mellem forskellige arealer indenfor det samlede yngle- eller rasteområde. Det gælder bl.a. padder, der kun anvender vandhuller dele af året.

Det er en forudsætning for vilkårsstillelse eller afslag, at der kan påvises en direkte sammenhæng mellem projektet og påvirkningen af den pågældende arts yngle- og rasteområde. Diffus forurening vil som hovedregel ikke have en sådan direkte sammenhæng. Udenfor en afstand på 300 m fra en ammoniak-udledning fra et husdyrbrug vil en påvirkning fra punktkilden som nævnt som hovedregel ikke kunne adskilles fra den diffuse forurening.

Oplysninger om hvorvidt der er registreret som yngle- eller rasteområde for bilag IV-arter i nærheden, kan evt. findes via naturdata.dk.

Kommunen skal i sin afgørelse redegøre for, om der ved det ansøgte er nærliggende yngle- eller rasteområder for bilag IV-arter, og i bekræftende fald redegøre for, at godkendelsen af det ansøgte ikke vil føre til beskadigelse eller ødelæggelse af sådanne områder.

I øvrigt henvises til Naturstyrelsens ” Vejledning til bekendtgørelse nr. 408 af 1. maj 2007 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter”.

Kategori 3-natur

Kategori 3-natur er ammoniakfølsomme naturområder, som ikke er kategori 1-natur eller kategori 2-natur, og som er hede, mose eller overdrev omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 eller som er ammoniakfølsom skov.

Kommunerne er ansvarlig myndighed for at vedligeholde den vejledende registrering i Miljøportalen af de beskyttede arealer i henhold til naturbeskyttelseslovens § 3. Naturstyrelsen opdaterer i årene 2011-14 den vejledende § 3-registrering som grundlag for kommunernes videre vedligeholdelse.

Da der er tale om en vejledende registrering vil en afklaring af, hvorvidt der er tale om en hede, mose eller overdrev, som skal betegnes som en kategori 3-natur i overensstemmelse med bekendtgørelsen, således normalt ske i forbindelse med den konkrete sagsbehandling.

Det er kun heder, overdrev henholdsvis moser, der i sig selv opfylder kriterierne efter naturbeskyttelseslovens § 3, der er kategori 3-natur.

En skov er defineret som et areal, der er større end ½ ha og mere end 20 m bred, som er bevokset med træer, der danner eller inden for et rimeligt tidsrum vil danne en sluttet skov af højstammede træer.

En skov er ammoniakfølsom, når:


Årsagen til at gamle skove er ammoniakfølsomme er, at både løv- og nåleskov har en tålegrænse for kvælstofdeposition på 10-20 kg N/ha/ år. Da ammoniak udgør en del af kvælstofdepositionen, bidrager ammoniak til, at tålegrænsen kan blive overskredet.

Det, som kan skades i skoven, er dels vækstforhold og plantearter via ændringer i jordbundskemien, dels andre følsomme organismer, og endelig i ekstreme tilfælde selve træernes bladvæv og andre planters væv.

Ændring af jordbundskemien har normalt kun uvæsentlig betydning i skov plantet på tidligere landbrugsjord, idet den tidligere kalkning, pløjning og gødskning under landbrugsdyrkningen modvirker ændringerne. I gamle skovområder, som ikke er etableret på tidligere landbrugsjord i de sidste par hundrede år, er jordbunden derimod følsom.

Skov opstået ved tilgroning af naturarealer for mindre end ca. 200 år siden indtager en mellemstilling. Ved en vurdering af ammoniakfølsomhed har det derfor betydning, om skoven har en jordbund, som har båret skov i kort eller lang tid. Jo længere tid, des mere følsom. Hvis jordbunden har været dyrket som landbrugsjord, inden skoven blev etableret og indenfor de sidste par hundrede år, er jordbunden mindre følsom. På Danmarks Miljøportal kan ses et digitalt kort over de skove, der findes digital registrering af, og som er større end ½ ha, og som ikke ligger inden for et internationalt naturbeskyttelsesområde. Kortet viser således alle skove uanset skovens alder, og uanset om skoven rummer eller ikke rummer naturskovsindikerende arter eller gammelskovsarter. Kortet skelner med andre ord ikke mellem ammoniakfølsomme skove og ikke-ammoniakfølsomme skove.

For at kunne afklare om en skov – herunder en skov angivet på kortet - er ammoniakfølsom, indhentes yderligere oplysninger om arealet. Jf. den ovenfor nævnte definition på ammoniakfølsom skov er det således nødvendigt at indhente oplysninger om, hvorvidt der har været skov på arealet i lang tid (mere end 200 år), eller at indhente oplysninger om, hvorvidt der er naturskovsindikerende eller gammelskovsarter i skoven.

Om der har været skov på arealet i lang tid kan enten skyldes, at skoven er blevet plantet, eller at den er groet frem af sig selv. Hvis der er tale om en gammel skov, der er plantet, og således, at der er opstået gammel skovjordbund, vil der være tale om en ammoniakfølsom skov. Der vil ligeledes være tale om en ammoniakfølsom skov, hvis den er groet frem af sig selv på et naturareal, og arealet således ikke har været dyrket – det vil fx sige, at arealer ikke har været ryddet for skov i perioder og pløjet i mere end 200 år.

Med gammel skovjordbund menes, at jordbunden ikke har været dyrket mark i 200 år.

Oplysninger om hvilke skove, der har gammel skovjordbund, må sammenstilles ud fra tilgængeligt kortmateriale. Hvis skoven både findes på kort fra ca. 200 år siden og i dag, og der ikke er kort, der viser, at skoven i mellemtiden var væk i en periode, må skoven anses for at have gammel skovjordbund. Selve træernes alder i skoven spiller kun en rolle, hvis nogle af dem er over 200 år. I så fald er der også tale om gammel skovjordbund. Oplysninger om hvilke skove, der er selvgroede på tidligere uopdyrket naturareal, må søges på tilsvarende vis ved at sammenholde data fra kort.

Desuden vil der være tale om en ammoniakfølsom skov, hvis den rummer en eller flere af de arter, der er naturskovindikerende eller gammelskovsarter, og som er på listen over arter, der er brugt ved prioritering af naturmæssigt særligt værdifulde skove omfattet af skovloven. Det følger heraf, at en skov godt kan være ammoniakfølsom, fordi den rummer naturskovindikerende eller gammelskovsarter, selv om der ikke har været skov på arealet i meget lang tid – mere end 200 år. I de fleste tilfælde vil en skov, der rummer sådanne arter, dog være en gammel skov.

Naturmæssigt særligt værdifulde skove er, jf. skovlovens § 25, prioriteret ud fra forekomst af en række arter, som enten indikerer naturskovskvaliteter eller gammelskov. Naturstyrelsen har udarbejdet en liste over arter, der er brugt ved prioritering af naturmæssigt særligt værdifulde skove omfattet af skovlovens § 25. Kommunen skal afklare, hvorvidt der i skoven findes arter, som er opregnet på listen.

Oplysninger om en skovs arter kan findes via naturdata.dk, DanBIF (Danish Biodiversity Information Facility), fugleognatur.dk og dofbasen.dk, hvilket om nødvendigt kan suppleres med en besigtigelse.

Beskyttelsesniveauet for kategori 3-natur

Beskyttelsesniveauet for kategori 3-natur omfatter ikke som for kategori 1-natur og kategori 2-natur et generelt krav til den maksimale ammoniakdeposition. Beskyttelsesniveauet fastlægger, at kommunen på baggrund af en konkret vurdering kan stille krav om en maksimal merdeposition på 1,0 kg N/ha/år, hvis en kategori 3-natur har en særlig regional eller lokal naturinteresse. Beskyttelsesniveauet udelukker ikke, at kommunen kan tillade en større merdeposition på sådanne områder, men udelukker derimod, at der kan stilles et mere skærpet krav end 1,0 kg N/ha/år for disse områder.

Det betyder, at en ansøgning til et husdyrbrug ikke kan afslås alene med en begrundelse af en merdeposition på op til og med 1,0 kg/ha/år på kategori 3-natur med særlig regional eller lokal naturinteresse.

Beregningen af merdepositionen foretages ud fra beregninger af emissionen i nudrift og ansøgt drift, og ud fra samme normtal som det generelle ammoniakreduktionskrav. Dog beregnes nudrift ud fra tidligere projekttilpasninger i forbindelse med VVM screeninger eller af tidligere miljøgodkendelser, der er udnyttet (hvis sådanne foreligger). I alle tilfælde kan en ændret andel af udegående dyr i den eksisterende husdyrproduktion dog ikke indgå i en beregning af merdepositionen. Det skal bemærkes, at merdepositionen skal beregnes ud fra alle etableringer, udvidelser eller ændringer foretaget siden 1. januar 2007, dog højest en 8-årig periode.

Hvis der er kategori 3-natur, hvor der vil komme en merdeposition på 1,0 kg /N/ha/år, skal kommunen afklare, om området er en del af særlige regionale eller lokale beskyttelsesinteresser. Som grundlag for denne afklaring skal kommunen inddrage alle fire følgende kriterier:

  • det aktuelle naturområdes status i kommuneplanen, herunder særligt om det aktuelle ammoniakfølsomme naturområde er omfattet af kommuneplanens udpegning af særlige værdifulde naturområder, rekreative områder og/eller værdifulde kulturmiljøer samt kommuneplanens retningslinjer for varetagelsen af naturbeskyttelsesinteresserne, de rekreative interesser og de kulturhistoriske interesser,
  • om det aktuelle område er omfattet af fredning, handleplan for naturpleje eller anden planlagt naturindsats,
  • det aktuelle naturområdes naturkvalitet og
  • kvælstofbidrag til området fra andre kilder (fx markbidrag), herunder for så vidt angår skove om de gødskes.

Kategori 3-natur kan anses som særlige regionale eller lokale beskyttelsesinteresseområder, hvis de er beliggende i en fredning, eller inden for kommuneplanens udpegning af særlige værdifulde naturområder, rekreative områder og/eller værdifulde kulturmiljøer, jf. planlovens § 11 a. Der kan også være andre udpegninger eller retningslinjer i kommuneplanen, som kan medføre, at kommunen kan vurdere, en kategori 3-natur rummer særlige regionale eller lokale beskyttelsesinteresser.

Kategori 3-natur kan også anses som særlige regionale eller lokale naturinteresseområder, hvis området er omfattet af en handleplan for naturpleje eller en anden planlagt naturindsats eller har en høj naturkvalitet.

Uanset om et areal med kategori 3-natur kan anses som særlig regional eller lokal beskyttelsesinteresseområde forudsættes det, at merdepositionen skal være væsentlig sammenlignet med en eventuel påvirkning af næringsstoffer fra andre kilder, før der kan stilles skærpede krav. Andre kilder vil især kunne være et bidrag fra nærliggende markarealer samt gødskning af området.

For så vidt angår afklaring af om et areal med kategori 3-natur er omfattet af en handleplan for naturpleje eller anden planlagt naturindsats vil det primært være en afklaring af om kommunens egne eller andre myndigheders handleplaner eller planlagte indsatser omfatter det pågældende område. Desuden kan der være eksempelvis private fonde, der arbejder med naturpleje, som kan inddrages i denne afklaring. Hvis et areal med kategori 3-natur er eller vil blive plejet og målet med denne plejeindsats vanskeliggøres ved en merdeposition kan kommunen stille krav til den maksimale merdeposition. Selvom et areal med kategori 3-natur er omfattet af en plejeindsats udløser det således ikke nødvendigvis, at kommunen kan stille krav til den maksimale merdeposition.

Kategori 3-natur med en høj naturkvalitet er oftest arealer, hvor der er en i forvejen relativ lille ammoniakpåvirkning. Hvis det pågældende areal har en høj naturkvalitet kan det således tale for at der stilles krav til den maksimale merdeposition. Omvendt taler en lav naturkvalitet på et areal med kategori 3-natur for, at der ikke stilles krav til den maksimale merdeposition, med mindre der gennem en plejeindsats søges at opnå en høj naturkvalitet på arealet og denne høje naturkvalitet vil afhænge af, at der stilles krav til den maksimale merdeposition. Afklaringen af om et areal med kategori 3-natur har en høj naturkvalitet sker normalt i forbindelse med kommunens arbejde med eksempelvis naturkvalitetsplanlægningen og/eller i forbindelse med den konkrete sagsbehandling.

Særligt om vådområder udlagt som virkemidler til kvælstofreduktion

Vådområder og minivådområder der udlægges som virkemidler med det formål at modtage og fjerne kvælstof fra landbrugsarealer er ikke og kan heller ikke udvikle sig til at blive ammoniakfølsomme naturområder. Der kan opstå ny natur med planter og dyr i vådområder og lignende, som er udlagt med henblik på at omsætte og rense næringsrigt drænvand fra landbrugsarealer, men denne natur vil være tilpasset et næringsrigt miljø og vil dermed ikke kunne blive påvirket væsentligt af de mængder næringsstoffer, som evt. tilføres via luften fra en nærliggende stald eller lignende i form af ammoniak.

Ansøgninger indsendt inden 15. marts 2011

Krav om maksimal merbelastning med ammoniak af visse naturområder - bufferzonerne

Som en del af beskyttelsesniveauet for ammoniak er der krav om enten lav maksimal merbelastning eller ingen merbelastning af visse meget ammoniakfølsomme naturområder. Kravet herom gælder for naturområder, som er omfattet af husdyrgodkendelseslovens § 7. Hvor stor merbelastningen må være afhænger af afstand fra anlægget til naturområdet (bufferzonerne, jf. husdyrgodkendelsesloven §§ 7 og 25) og af antallet af andre husdyrbrug med mere end 75 DE i området.

Bemærk, at det altid skal vurderes, om der er behov for at skærpe dette almindelige beskyttelsesniveau af hensyn til beskyttelse af særlige naturområder, jf. nærmere nedenfor afsnit 10.

Hvis anlægget ligger i en afstand af op til 300 m fra et naturområde, der er omfattet af husdyrgodkendelseslovens § 7 (dvs. at anlægget ligger i den såkaldte bufferzone I), må ammoniakemissionen fra stald og lager ikke forøges.

Det betyder, der skal meddeles afslag på etableringer samt på ansøgninger om udvidelser og ændringer, der medfører forøget ammoniakemission. Der er ikke adgang til at dispensere fra forbuddet under nogen omstændigheder.

Hvis anlægget ligger i en afstand af 300 - 1000 m fra et naturområde, der er omfattet af husdyrgodkendelseslovens § 7 (dvs. at anlægget ligger i den såkaldte bufferzone II), må depositionen i naturområdet øges med et antal kg N/ha/år. Hvor stor merbelastningen må være afhænger af antallet af øvrige ejendomme, hvor et eller flere anlæg har en samlet husdyrproduktion større end 75 DE, og hvor disse anlæg er placeret i samme bufferzone (både bufferzone I og II) og placeret nærmere end 1000 meter fra dele af staldanlæggene på det husdyrbrug, der skal have en miljøgodkendelse.

Merbelastningen må ikke overskride følgende grænser:
– 0,3 kg N pr. hektar ved mere end 2 brug (mere end 1 ejendom udover husdyrbruget der ansøger),
– 0,5 kg N pr. hektar ved 2 brug (1 ejendom udover husdyrbruget der ansøger) og
– 0,7 kg N pr. hektar ved 1 brug (husdyrbruget der ansøger)

Merbelastningen beregnes bl.a. ud fra anlæggenes placering. Dette gælder også for markstakke på lige fod med andre lagerenheder. Markstakkenes placering angives af ansøger som minimum afstand til et konkret naturområde ud fra en "worst case" betragtning om, hvilket tættest mulige punkt på naturområdet markstakken kan tænkes placeret. Denne afstand vil blive fastholdt af kommunen ved et vilkår om at markstakke placeres udenfor denne afstand til naturområdet.

Hvilke naturområder er bufferzonenatur (omfattet af husdyrgodkendelseslovens § 7)

De naturområder, som er omfattet af lovens § 7, er:

  1. Højmose.
  2. Lobeliesø.
  3. Hede større end 10 ha, som er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, og beliggende uden for internationale naturbeskyttelsesområder.
  4. Overdrev større end 2,5 ha, som er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, og beliggende uden for internationale naturbeskyttelsesområder.
  5. Hede, som er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 og beliggende inden for internationale naturbeskyttelsesområder.
  6. Overdrev, som er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 og beliggende inden for internationale naturbeskyttelsesområder.
  7. Ammoniakfølsomme søer, herunder kalkrige søer og vandhuller med kransnålalger og brunvandede søer og vandhuller, som er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 og beliggende inden for internationale naturbeskyttelsesområder.

Kommunerne skal være opmærksomme på, at funktionelt sammenhængende natur skal vurderes under ét i relation til størrelse.

En særlig beskyttelse af disse naturtyper er endvidere aftalt ved Vandmiljøplan III. Beskyttelsen har blandt andet til hensigt at sikre, at strukturudviklingen på sigt fører til, at husdyrbrug placeres uden for de angivne bufferzoner.

Kortværk over naturarealer der afkaster en bufferzone

Kortværket, ”Naturarealer med bufferzone” viser registreringen pr. december 2006 af en række af de naturtyper, der afkaster bufferzone I og II, jf. § 7 og § 25 i lov om miljøgodkendelse mv. af husdyrbrug. Kortværket viser registrerede heder, overdrev, højmoser og lobeliesøer (se nedenfor), der afkaster bufferzone I og II. De registrerede naturarealer, som kortværket viser, omfatter:
  • Heder større end 10 ha, som er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 og beliggende uden for international naturbeskyttelsesområder,
  • Overdrev større end 2,5 ha, som er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 og beliggende uden for international naturbeskyttelsesområder,
  • Heder, som er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 og beliggende inden for international naturbeskyttelsesområder og
  • Overdrev, som er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 og beliggende inden for international naturbeskyttelsesområder.
  • Højmoser
  • Lobeliesøer

Kortværket viser derimod ikke de ammoniakfølsomme søer, som ligeledes afkaster bufferzone I og II. Det vil sige kortværket viser eksempelvis ikke kalkrige søer og vandhuller med kransnålalger og brunvandede søer og vandhuller, som er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 og beliggende inden for internationale naturbeskyttelsesområder.

Årsagen til at disse ammoniakfølsomme søer og vandhuller ikke er vist på kortværket er, at der ikke foreligger nogen anvendelig registrering af disse naturtyper. Når der er foretaget en registrering af disse naturtyper, vil kortværket over naturarealer med bufferzone i husdyrgodkendelse.dk blive opdateret.

Kortværket er baseret på registreringen pr. december 2006. Det er den registrering, som de daværende amtskommuner foretog i forbindelse med registrering af naturarealer omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. Opgaven med at registrere naturarealer omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 ligger i dag i kommunerne (se den senest opdaterede registrering på Arealinformation på Danmarks Miljøportal. Registreringen af disse naturarealer er alene vejledende og udgør ikke en bindende udpegning, idet det er den faktiske tilstand af arealet, der er afgørende for, om naturarealet er beskyttet.

Det betyder blandt andet, at det er tilstanden på et givet areal på et givet tidspunkt, der afgør om det pågældende areal er beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3, og dermed om det afkaster bufferzone I og II i henhold til husdyrgodkendelsesloven.

Der kan være tilfælde, hvor registreringen af § 3-naturarealerne ikke er korrekt, og hvor et areal derfor måske ikke er underlagt husdyrgodkendelseslovens beskyttelsesniveau. Hvis ansøger mener, at registreringen ikke er korrekt, må ansøger oplyse dette til kommunen. Der kan ligeledes være tilfælde, hvor kommunen konstaterer, at et ikke-registreret naturareal er omfattet af § 3-beskyttelsen.

Hvornår er der grundlag for skærpelse af kravene?

Kommunen skal for hver ansøgning foretage en konkret vurdering, jf. husdyrgodkendelseslovens § 29, og kan på den baggrund i særlige tilfælde beslutte sig for at stille vilkår, der rækker ud over det beskyttelsesniveau, der fremgår af husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens bilag 3. Ved særlige tilfælde forstås en virkning på miljøet, som ikke er i overensstemmelse med habitatreglernes beskyttelse af internationale naturområder eller en væsentlig miljøpåvirkning af særlige regionale eller lokale beskyttelsesinteresser, jf. husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen § 13, stk. 3.

Det følger af i øvrigt af husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen bilag 3, at kommunen skal foretage en konkret vurdering af, om en ansøgt aktivitet er i overensstemmelse med habitatdirektivet og de danske regler, som implementerer direktivet.

Kriterierne for skærpelse i forhold til beskyttelsesniveauet fremgår af husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens bilag 4, punkt 1. Skærpelsesmulighederne består i at beskytte andre kvælstoffølsomme naturarealer på samme måde, som hvis de var omfattet af husdyrgodkendelseslovens § 7, dvs. at kommunen kan stille krav om nul meremission indenfor 300 m til naturområdet og maksimal merdeposition på 0,3/0,5/0,7 kg N/ha/år indenfor 300-1000 m til naturområdet.

Hvis kommunen vurderer, at projektet selv med eventuelle skærpelser ikke er i overensstemmelse med habitatreglerne, skal kommunen meddele afslag. Hvis kommunen vurderer, at projektet selv med eventuelle skærpelser vil medføre en væsentlig miljøpåvirkning af særlige regionale eller lokale beskyttelsesinteresser, da kan kommunen meddele afslag, jf. husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen § 13, stk. 7.

Ammoniakbelastning af kvælstoffølsom natur, der er beliggende i Natura 2000-områder

Det følger af habitatbekendtgørelsens § 7, og husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen bilag 3, at kommunen i forbindelse med sagens behandling skal foretage en konkret vurdering af, om en ansøgt aktivitet er i overensstemmelse med habitatdirektivet og de danske regler, som implementerer direktivet (habitatbekendtgørelsen).

Det følger af habitatbekendtgørelsens §§ 7 og 8, at projekter etableringer, ændringer eller udvidelser af husdyrbrug skal undergives en vurdering, hvorved det klarlægges, om projektet i sig selv eller i sammenhæng med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, henholdsvis skade området.

Som følge heraf skal der altid ske en vurdering af, om der skal stilles vilkår, der rækker ud over det beskyttelsesniveau, der fremgår af husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens bilag 3. Viser det sig ved denne vurdering, at det ansøgte "projekt", selv med eventuelle skærpede vilkår, ikke kan udelukke at ville skade et Natura 2000-område, kan der ikke meddeles tilladelse/godkendelse til det ansøgte.

”Projektbegrebet” fører til, at der skal vurderes både på baggrund af den eksisterende og den ansøgte drift, jf. også Miljøklagenævnets afgørelse af 5. juli 2010 (j. nr. 130-00217).

I sagen udtalte nævnet: ”Hvis projektet i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura-2000 område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område, jf. habitatbekendtgørelsens § 7, stk. 2” (understreget her).

Nævnet udtalte videre, at det følger af habitatbekendtgørelsens § 7, at der skal foretages ”…en konkret vurdering af, om den samlede næringsstofpåvirkning i sig selv eller i sammenhæng med andre planer og projekter kan påvirke Natura 2000-området væsentligt” (understreget hér).

Ved disse vurderinger skal der tages udgangspunkt i Natura 2000-områdets udpegningsgrundlag (de naturtyper, som området er udpeget som Natura 2000-område på baggrund af) og naturtypens kvælstoffølsomhed. På baggrund heraf er det da muligt ud fra nedenstående fremgangsmåde at vurdere, om projektet i sig selv eller i kumulation med andre planer og projekter kan påvirke området væsentligt, henholdsvis skade området.

Det er Miljøstyrelsens opfattelse, at der ved vurderingen af "projektets" egen påvirkning af området må vurderes på baggrund af merbelastningen (belastningen fra den ansøgte etablering, ændring eller udvidelse) og totalbelastningen (sum af belastningen hidrørende fra eksisterende drift og den ansøgte ændring eller udvidelse). Ved vurderingen af områdets påvirkning fra projektet i sammenhæng med andre planer og projekter, må inddrages den kumulative belastning af området hidrørende fra andre nærliggende husdyrbrug, samt den tilstedeværende baggrundsbelastning.

Kan det ved en vurdering over mer- og totalbelastningen i forhold til områdets udpegningsgrundlag og kvælstoffølsomhed ikke udelukkes, at projektet kan have en væsentlig virkning på området, skal der foretages en egentlig konsekvensvurdering af påvirkningen af området.

Ved denne konsekvensvurdering er det Miljøstyrelsens opfattelse, at der ligeledes må vurderes på baggrund af merbelastning, totalbelastning og kumuleret belastning.

Ammoniakbelastning af yngle- eller rasteområder for bilag IV-dyrearter eller bilag IV-plantearter

Som ovenfor beskrevet er kommunen forpligtet til at vurdere, om der er behov for at stille skærpede vilkår eller meddele afslag af hensyn til habitatbeskyttelsen. Lige ovenfor er denne vurdering beskrevet i forhold til beskyttelsen af habitatområder. Kommunen er endvidere forpligtet til at vurdere, om der er behov for at skærpe vilkår af hensyn til beskyttelsen af arter omfattet af habitatdirektivets bilag IV (såkaldte ”bilag IV-arter”). De omhandlede arter er beskrevet udtømmende i bilag 11 til habitatbekendtgørelsen.

Det følger af habitatbekendtgørelsens § 11, jf. § 7, samt husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen § 13, stk. 6, at kommunen ikke kan tillade/godkende projekter, der kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder i det naturlige udbredelsesområde for bilag IV-dyrearter eller ødelægge bilag IV-plantearter i alle deres livsstadier.

Kommunen skal derfor altid foretage en vurdering af, om det ansøgte kan skade yngle- og rasteområder for bilag IV-arter, og om nødvendigt stille skærpede vilkår til beskyttelse af disse arter. Ved denne vurdering skal inddrages både mer- og totalbelastningen af det pågældende område med ammoniak fra det ansøgende husdyrbrug, og denne belastning skal sammenholdes med baggrundsbelastningen med kvælstof af området, samt områdets følsomhed overfor ammoniakbelastning. Hvis kommunen vurderer, at vilkår i overensstemmelse med husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens bilag 4, afsnit 1, B, nr. 2 ikke er tilstrækkelige, kan tilladelse eller godkendelse ikke gives.

Bemærk, at de relevante bilag IV-arter som hovedregel er stedbundne til deres yngle- og rasteområder og normalt ikke flytter sig over større afstande. Det er i denne sammenhæng vigtigt at være opmærksom på, at et areal kan være en del af et yngle- eller rasteområde for en bilag IV-art, selvom arealet ikke på godkendelsestidspunktet aktuelt anvendes af en sådan art. Det skyldes, at visse arter over år kan veksle mellem forskellige arealer indenfor det samlede yngle- og rasteområde.

Det er en forudsætning for vilkårsstillelse eller afslag, at der kan påvises en direkte sammenhæng mellem projektet og påvirkningen af den pågældende arts yngle- og rasteområde. Diffus forurening vil som hovedregel ikke have en sådan direkte sammenhæng.

Oplysninger om hvorvidt et områder er registreret som yngle- eller rasteområde for bilag IV-arter kan i vidt omfang findes via naturdata.dk.

Kommunen skal i sin afgørelse redegøre for, om der ved det ansøgte er nærliggende yngle- eller rasteområder for bilag IV-arter, og i bekræftende fald redegøre for, at godkendelsen af det ansøgte ikke vil føre til beskadigelse eller ødelæggelse af sådanne områder.

Ammoniakbelastning af § 3-områder

Miljøstyrelsens retningslinjer
Det følger af husdyrgodkendelseslovens § 23, at kommunen bl.a. skal varetage hensyn til beskyttelsen af naturen med den dens bestande af vilde planter og dyr, herunder områder der er udpeget som særligt sårbare overfor næringsstofpåvirkning.

Naturbeskyttelseslovens § 3 forbyder tilstandsændringer af visse naturområder. Kommunen kan ikke ved en husdyrgodkendelse tillade en tilstandsændring af et § 3-område (forudsat at der ikke samtidigt meddeles dispensation fra § 3-beskyttelsen efter naturbeskyttelsesloven § 65).

Kommunen skal som følge af de nævnte bestemmelser i forbindelse med behandlingen af en ansøgning vurdere, om beskyttelsesniveauet i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens bilag 3 er overholdt. Om nødvendigt må kommunen stille skærpede vilkår i overensstemmelse med bekendtgørelsens bilag 4, der kan sikre, at det ansøgte ikke vil føre til aktiviteter, der vil lede til en tilstandsændring af et konkret § 3-område, jf. husdyrgodkendelseslovens § 29, stk. 2.

I den forbindelse skal det vurderes, om det ansøgte vil føre til en merbelastning af ammoniak af et konkret § 3-område. Det skal herunder vurderes, om merbelastningen udgør et væsentligt merbidrag af ammoniak, og om dette merbidrag vil kunne medføre en tilstandsændring. Denne vurdering skal nødvendigvis tage udgangspunkt i områdets nuværende faktiske tilstand, og den baggrundsbelastning, som området udsættes for, samt hvilken belastning området kan udsættes for, førend områdets tilstand ændres.

Ved denne vurdering kan det lægges til grund, at en merbelastning på mindre end 1 kg ammoniak pr. hektar pr. år i udgangspunktet ikke udgør et væsentligt merbidrag, og derfor ikke kan medføre en tilstandsændring af et konkret § 3-område. Dette fordi merbelastningen i denne situation er så lav, at det ikke er muligt biologisk at påvise, at det ansøgte dermed har nogen effekt på området.

1 kg-grænsen fører desuden i de fleste tilfælde til, at det kun er naturarealer inden for 1.000 m fra staldanlægget, der er relevant ved vurderingen.

Som udgangspunkt skal kommunen derfor ikke undersøge og vurdere naturarealer, der

  • ligger længere væk end 1000 m
  • tilføres mindre end 1 kg som følge af den ansøgte etablering, udvidelse eller ændring.

For beregningerne bag ovenstående grænseværdi på 1 kg N/ha/år og målbarhed af ammoniakbelastning henvises til Danmarks Miljøundersøgelsers notat om modeller for ammoniakbelastning fra enkelte kilder.

Miljøklagenævnets praksis
Problemstillingen om beskyttelsen af § 3-områder ved behandlingen af ansøgninger efter husdyrgodkendelsesloven har været stærkt omdiskuteret.

Miljøklagenævnet har herved truffet en række afgørelse, der lægger afgørende vægt på merbelastningen (eksempelvis sagen ”Bromade” med j. nr. MKN-130-00282 og sagen med j. nr. MKN-130-00176). Nævnet har derimod også truffet afgørelser, hvor der så vidt det ses lægges vægt på totalbelastningen (eksempelvis sagen ”Lerchenfeldvej” med j. nr. MKN-130-00374).

Miljøklagenævnet har imidlertid den 28. maj 2010 truffet afgørelse i sagen om "Håstrupvej": Af afgørelsen fremgår bl.a.:

"Det fremgår af miljøgodkendelsen, at der ca. 590 m nordvest for anlægget ligger et overdrev på 1,18 ha, som er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. Baggrundsbelastningen for Vejle Kommune er 15,0 kg N/ha/år (2007) ifølge DMU’s hjemmeside, og tålegrænsen for overdrev er 10-25 kg N/ha/år. Vejle Kommune har beregnet, at overdrevsarealet vil få en merbelastning på 0,3 kg N/ha/år som følge af ammoniakfordampningen fra anlægget. Vejle Kommune har på baggrund af den beregnede merbelastning vurderet, at der ikke er behov for skærpede vilkår til ammoniakemissionen i forhold til dette naturområde." (Understreget hér)

Af Miljøklagenævnets afgørelse (stadfæstelse) i sagen fremgår bl.a.:

"Beskyttet natur Vejle Kommune har vurderet, at ammoniakemission fra anlægget ikke vil medføre en væsentlig påvirkning af Natura 2000-område nr. 69 Højen Bæk. Miljøklagenævnet er enig i denne vurdering. Nævnet er desuden enig i Vejle Kommunes vurdering af, at meremissionen fra anlægget ikke vil ændre tilstanden af de omkringliggende § 3- beskyttede naturarealer."

Miljøstyrelsens er - som det fremgår ovenfor - enig i, at der i forhold til § 3-natur som udgangspunkt kun skal lægges afgørende vægt på merbelastningen fra anlægget som følge af den planlagte etablering, udvidelse eller ændring, og at kommunen, i overensstemmelse med Miljøklagenævnets praksis, derfor skal følge den ovenfor beskrevne procedure vedrørende ammoniakbelastningen af § 3-områder.

Ruheder for naturarealerne og oplandene til dem samt kildehøjder

Dette er indgående beskrevet i vejledning om ruhedsklasser til ammoniak-immisionsberegninger.

Teknikker til begrænsning af ammoniaktab

Se afsnittet "Ammoniaktab - Generelt".

Beregninger i husdyrgodkendelse.dk

Beregning af ammoniakemission

Læs om beregning af ammoniakemissionen i afsnittet "Ammoniaktab - Generelt".

Beregning af ammoniakdeposition

Ansøgninger indsendt fra og med 15. marts 2011

Beregning af merdepositionen og totaldeposition
Ansøgningssystemet beregner merdepositionen som differencen i deposition fra den eksisterende drift (nudrift) og den drift der søges om (ansøgt drift). Beregningen foretages på følgende måde:

1. Emissionen fra ansøgt drift og emissionen fra nudrift beregnes. Beregningerne foretages for alle stalde og lagre individuelt. Lagre på andre husdyrbrug og udegående dyr medregnes ikke.

2. Meremissionen beregnes ved at emissionen fra ansøgt drift fratrækkes emissionen fra nudrift, dette foretages ligeledes for alle stalde og lagre individuelt. Ud fra de fremkomne meremissioner fra alle anlæg beregnes den samlede meremission. Totalemissionen beregnes udelukkende ud fra ansøgt drift.

3. Den korteste afstand fra hvert enkelt anlæg til nærmeste naturpunkt (§ 7 areal efter loven fra før 15/3 2011) beregnes. Beregningen foretages fra den kant af anlægget, der ligger nærmest naturpunktet. Eksempel: Der ansøges om udvidelse af ét (anlæg A) af to eksisterende staldanlæg (anlæg A og B) og en udvidelse af en eksisterende gylletank (anlæg C). Der beregnes afstand fra A til nærmeste naturpunkt = P1. Afstand fra B til nærmeste naturpunkt = P2. Afstand fra C til nærmeste naturpunkt = P3.

4. På baggrund af spredningskurver for ammoniak, beregnes hvilken mer- og totaldeposition hvert anlæg vil have på alle de beregnede naturpunkter i naturområdet. I eksemplet: Hvilken mer- og totaldeposition A vil have på P1, P2 og P3, hvilken mer- og totaldeposition B vil have på P1, P2 og P3 osv.

5. Herefter beregnes en samlet mer- og totaldeposition af det enkelte relevante (nærmeste) naturpunkt på naturområdet. Om det ansøgte overholder krav om maksimal mer- og totaldeposition med ammoniak, afgøres på baggrund af det naturpunkt indenfor hver af de 3 kategorier, hvor den samlede merdeposition/totaldeposition er størst (angives i ansøgningen som "højeste merdeposition").

Midlertidig løsning i IT-ansøgningssystemet vedrørende kort
IT-systemets kortgrundlag er baseret på de § 7 områder, som var udpeget i forbindelse med husdyrgodkendelsesloven fra før 15. marts 2011. Områderne forholder sig derfor ikke til de nye udpegninger af kategori 1-3 natur. Det er derfor nødvendigt at ansøger og kommune ud fra de seneste udpegninger lokalisere relevante naturområder i nærheden i forhold til de nye udpegninger for kategori 1-3 natur. Nærmeste kritiske punkt i disse naturområder angives som manuelt punkt i IT-systemet. For at få beregnet mer- og totaldepositionenI nærheden af alle relevante punkter skal indtegnes et tomt opbevaringslager i IT-systemet, som er nærmere end de nærmeste stalde.

Ansøgningsskemaets afsnit 3 med resultat af ammoniakberegninger
Meremissionen af ammoniak beregnes altid ud fra den samlede ansøgte emission fra stald og lager fratrukket nudriftemissionen. I ansøgningsskemaet på resultatsiden for ammoniak vises også den samlede emission fra det ansøgte stald og lager.

Ud fra meremissionen, og med indregning af afstand til nærmeste naturområde, beregnes der en værdi for den største merdeposition i naturområdet.

Beregningen af anlæggets depositionsbidrag foretages i de nærmeste punkter i naturområdet til alle de enkelte staldafsnit og lagre. Det vil sige, at antallet af beregningslinjer er kvadratet på det samlede antal af stalde og lagre.

For hver beregningslinje skal ansøger i IT-ansøgningssystemet klikke på "rediger" og angive ruhed og kildehøjde. Klik her for en lettilgængelig vejledning om ruhedsklasser. Ved klik på "se kortet" kan ansøger se den aktuelle linje mellem stald/lager og beregningspunktet i naturområdet. Stalde/lagre, der ligger mere end 4000 meter væk medtages ikke i beregningen.

Det er de nye normer for kvælstof og dermed ammoniaktabet, som ligger til grund for depositionsberegningerne.

Spredningsmodellen OML-DEP er blevet opdateret og forbedret i forbindelse med implementeringen af de nye normer og det nye beskyttelsesniveau. Der kan derfor i visse sager være større afvigelser i forhold til tidligere. Ændringen af spredningsmodellen vurderes generelt set ikke at flytte det generelle niveau, men i forhold til den tidligere model kan afstandskravet være ændret med ca. +/- 30 % afhængig af situationen. Over korte afstande kan forskellen dog være noget større.

Ansøgninger modtaget inden 15. marts 2011

Beregning af merdepositionen
Ansøgningssystemet beregner merdepositionen som differencen i deposition fra den eksisterende drift (nudrift) og den drift der søges om (ansøgt drift). Beregningen foretages på følgende måde:

1. Emissionen fra ansøgt drift og emissionen fra nudrift beregnes. Beregningerne foretages herved for alle stalde og lagre individuelt.

2. Emission fra ansøgt drift fratrækkes emissionen fra nudrift, dette foretages ligeledes for alle stalde og lagre individuelt. Ud fra de fremkomne meremissioner fra alle anlæg beregnes den samlede meremission.

3. Den korteste afstand fra hvert enkelt anlæg til nærmeste naturpunkt (§ 7 areal) beregnes. Det er på baggrund af kortværk i ansøgningssystemet muligt at identificere naturområder og -punkter. Beregningen foretages fra den kant af anlægget, der ligger nærmest naturpunktet.

Eksempel: Der ansøges om udvidelse af ét (anlæg A) af to eksisterende staldanlæg (anlæg A og B) og en udvidelse af en eksisterende gylletank (anlæg C). Der beregnes afstand fra A til nærmeste naturpunkt = P1. Afstand fra B til nærmeste naturpunkt = P2. Afstand fra C til nærmeste naturpunkt = P3.

4. På baggrund af spredningskurver for ammoniak, beregnes hvilken merdeposition hvert anlæg vil have på alle de beregnede naturpunkter i naturområdet. I eksemplet: Hvilken merdeposition A vil have på P1, P2 og P3, hvilken merdeposition B vil have på P1, P2 og P3 osv.

5. Herefter beregnes en samlet merdeposition af det enkelte relevante (nærmeste) naturpunkt på naturområdet. Om det ansøgte overholder krav om maksimal merdeposition med ammoniak, afgøres på baggrund af det naturpunkt, hvor den samlede merdeposition er størst (angives i ansøgningen som "højeste merdeposition"). Ansøgningsskemaets afsnit 3 med resultat af ammoniakberegninger

Meremissionen af ammoniak beregnes altid ud fra den samlede ansøgte emission fra stald og lager fratrukket nudriftemissionen. I ansøgningsskemaet på resultatsiden for ammoniak vises også den samlede emission fra det ansøgte stald og lager.

Ud fra meremissionen, og med indregning af afstand til nærmeste naturområde, beregnes der en værdi for den største merdeposition i naturområdet, jf. ovenfor afsnit 8.

Beregning af deposition i bufferzone 2
Hvis blot en del af det ansøgte anlæg ligger indenfor 1000 meter og mere end 300 meter fra et af de naturområder, der er listet i lovens § 7, så ligger anlægget i "bufferzone 2". I dette tilfælde beregnes depositionen af ammoniak (kgN/ha) i det aktuelle naturområde. Beregningen af anlæggets depositionsbidrag foretages i de nærmeste punkter i naturområdet til alle de enkelte staldafsnit og lagre. Det vil sige, at antallet af beregningslinjer er kvadratet på det samlede antal af stalde og lagre.

For hver beregningslinje skal ansøger i IT-ansøgningssystemet klikke på "rediger" og angive ruhed og kildehøjde. Klik her for en lettilgængelig vejledning om ruhedsklasser. Ved klik på "se kortet" kan ansøger se den aktuelle linje mellem stald/lager og beregningspunktet i naturområdet. Stalde/lagre, der ligger mere end 4000 meter væk medtages ikke i beregningen.

Da beskyttelsesniveauet for ammoniak afhænger af antallet af andre ejendomme i området skal ansøger også angive dette (kumulation). I bufferzone II er den tilladte merbelastning forskellig alt efter, hvor mange øvrige ejendomme med mere end 75 DE, der placeret i nærheden. Det vil sige hvis disse øvrige anlæg er placeret i samme bufferzone (både bufferzone I og II) og samtidigt er placeret nærmere end 1000 meter fra dele af staldanlæggene på det husdyrbrug, der søges om miljøgodkendelse på. Der skal være angivet samme kumulation for hele anlægget. Den højeste merdeposition må højest være 0,7 kg N/ha (hvis der ikke er andre ejendomme), 0,5 kg N/ha (hvis der er én anden ejendom) og 0,3 kg N/ha (hvis der er 2 eller flere andre ejendomme).

Bufferzone 1 beregning
Hvis blot en del af det ansøgte anlæg inkl. lagre ligger mindre end 300 meter fra et af de naturområder, der er listet i lovens § 7, så ligger anlægget i "bufferzone 1". I bufferzone 1 må der ikke være nogen meremission fra anlægget. IT-ansøgningssystemet giver ikke beregningsresultater i afstande kortere end 300 meter fra kilden, hvis ansøgningen er indsendt før 10. april 2011. I de tilfælde hvor der er behov for at kende niveauet af deposition i bufferzone 1, er der udarbejdet dokumentation og spredningsmodel for afstanden 10-300 meter der kan benyttes til at finde niveauet. Se baggrundrapporter og dokumentation herunder.

Baggrundsrapporter og dokumentation

Teknisk rapport om ammoniakværktøj
Vejledning om ruhedsklasser til ammoniakdepositionsberegninger ("Pixibogen")
Dokumentation for depositionsberegningerne i IT-ansøgningssystemet.
Dokumentation for beregning af ammoniakdeposition under 300 meter fra kilden
Tabeller over data til brug for beregning af ammoniakdeposition under 300 meter fra kilden

Links til afgørelser fra Miljøklagenævnet samt Natur- og Miljøklagenævnet

Listen over afgørelser er ikke opdateret.

Afgørelse fra Miljøklagenævnet om det generelle ammoniakreduktionskrav
Miljøklagenævnets afgørelse af 19. juni 2009 (j.nr. 130-00038)

Afgørelser fra Miljøklagenævnet om ammoniakemission til buffezonenatur
Miljøklagenævnets afgørelse af 18. juni 2009 (j.nr. 130-00024)
Miljøklagenævnets afgørelse af 25. juni 2009 (j.nr. 130-00090)
Miljøklagenævnets afgørelse af 19. april 2010 (j.nr. 130-00587)
Miljøklagenævnets afgørelse af 31. maj 2010 (j.nr. 130-00253)
Miljøklagenævnets afgørelse af 29. juni 2010 (j.nr. 130-00100)

Afgørelser fra Miljøklagenævnet om ammoniakemission til øvrig natur
Miljøklagenævnets afgørelse fra 26. marts 2009 (j.nr. 130-00059)
Miljøklagenævnets afgørelse af 26. marts 2009 (j.nr. 130-00057)
Miljøklagenævnets afgørelse af 27. maj 2009 (j.nr. 130-00117)
Miljøklagenævnets afgørelse af 31. marts 2009 (j.nr. 130-00176)
Miljøklagenævnets afgørelse af 9. september 2009 (j.nr. 130-00282)
Miljøklagenævnets afgørelse af 1. september 2009 (j.nr. 130-00160)
Miljøklagenævnets afgørelse af 19. juni 2009 (j.nr. 130-00146)
Miljøklagenævnets afgørelse af 9. oktober 2009 (j.nr. 130-00043)
Miljøklagenævnets afgørelse af 30. oktober 2009 (j.nr. 130-00033)
Miljøklagenævnets afgørelse af 17. december 2009 (j.nr. 130-00036)
Miljøklagenævnets afgørelse af 12. marts 2010 (j.nr. 130-00139)
Miljøklagenævnets afgørelse af 19. april 2010 (j.nr. 130-00464)
Miljøklagenævnets afgørelse af 28. maj 2010 (j. nr. 130-00512)

Afgørelse fra Natur- og Miljøklagenævnet om levetid for stald som frist for at efterleve ammoniakkrav
Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse af 22. december 2015 (j.nr. 135-00030)

Vilkår

Helpdesksvar om emnet

Version 2.0 - 14. januar 2011