Vandmiljø-99
Status for vandmiljøets tilstand i Danmark
Indholdsfortegnelse
Forord
1. Indledning
Del 1: Faglig status - miljøtilstand og påvirkninger
2. Vand og vejr
3. Forureningskilder og udledninger
4. Stoftilførsler til
ferske og marine vandområder
5. Vandmiljøets tilstand -
status og udvikling
Del 2: Status og perspektiver for indsatsen for et renere vandmiljø
6. Mål og virkemidler
7. Sammenfatning og konklusioner
Litteraturliste
Vandmiljø-99 er den første sammenfattende rapportering af det nationale program for
overvågning af vandmiljøet 1998-2003, i daglig tale NOVA-2003. De tidligere
vandmiljøredegørelser (Vandmiljø-90 til -98) har alle været baseret på forløberne
for NOVA-2003, nemlig Vandmiljøplanens overvågningsprogram for perioderne 1988-1992 og
1993-1997.
NOVA-2003 adskiller sig på flere områder væsentligt fra de hidtidige
overvågningsprogrammer. Den mest markante ændring er, at programmet nu omfatter
overvågning af miljøfremmede stoffer og tungmetaller i stort set alle delprogrammer.
Desuden er prøvetagningsstrategien optimeret inden for de enkelte delprogrammer. Herved
har overvågningsprogrammet udviklet sig fra at være specifikt rettet mod at eftervise
effekterne af Vandmiljøplan I fra 1987 til nu at være et generelt landsdækkende
overvågningsprogram for grund- og overfladevand.
Formålet med Vandmiljø-99 er at dokumentere og rapportere effekterne af
Vandmiljøplanenerne fra 1987 og 1998 samt effekterne af andre handlingsplaner mv. for et
renere vandmiljø.
Vandmiljø-99 er udarbejdet af Skov- og Naturstyrelsen og Miljøstyrelsen. Skov- og
Naturstyrelsen har udarbejdet og haft ansvaret for afsnittene om landbrug,
ferskvandsdambrug, vandløb og søer. Miljøstyrelsen har - udover det koordinerende
ansvar - stået for udarbejdelsen af afsnittene om alle øvrige forureningskilder,
stoftilførsler samt grundvand og marine områder. Kapitlerne om vand og vejr, overordnede
mål og virkemidler samt sammenfatning og konklusioner er blevet til i et samarbejde
mellem de to styrelser.
Vandmiljø-99 er opdelt i en faglig del og en politisk/administrativ del. I del 1,
Faglig status - miljøtilstand og -påvirkninger (kapitel 2, 3, 4 og 5),
bliver der gjort rede for de væsentligste påvirkninger af vandmiljøet, og på
opgørelse af udledninger og tab af næringsstoffer, tungmetaller og miljøfremmede
stoffer og for den resulterende miljøkvalitet.
I del 2, Status og perspektiver for indsatsen for et renere vandmiljø
(kapitel 6 og 7), bliver der bliver gjort rede for de relevante handlingsplaner og
opfyldelsen heraf samt vurderet, om der er sammenhæng mellem de opstillede mål og de
virkemidler, det er besluttet at tage i anvendelse.
Ved vedtagelsen af Vandmiljøplanen i 1987 blev der etableret et overvågningsprogram,
der skulle eftervise effekterne af de reguleringer, der dengang blev besluttet.
Vandmiljøplanens overvågningsprogram er tidligere blevet revideret i 1992. Den seneste
revision af overvågningsprogrammet fandt sted i 1997-1998 og resulterede i
igangsættelsen af det nationale program for overvågning af vandmiljøet 1998-2003, i
daglig tale NOVA-2003.
Til varetagelsen af den overordnede drift af overvågningsprogrammet er der nedsat et
såkaldt Aftaleudvalg. Medlemmer af udvalget er Amtsrådsforeningen, Københavns Kommune,
Danmarks Miljøundersøgelser, Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse, Skov- og
Naturstyrelsen samt Miljøstyrelsen, der varetager formandsskabet og
sekretariatsfunktionen.
1.1 Hvad er NOVA-2003?
NOVA-2003 er et program for overvågning af vandmiljøet i Danmark. Programmet er
beskrevet i Miljøstyrelsen (1999a).
Indholdet af NOVA-2003 er fastlagt i en overordnet programbeskrivelse (Miljøstyrelsen,
1999a). Programbeskrivelsen suppleres af en række tekniske anvisninger, hvori alle
metoder mv. er angivet plus et paradigma, hvori kravene til overførsel af data og
rapportering i øvrigt er beskrevet.
Med igangsættelsen af NOVA-2003 i 1998 har overvågningen udviklet sig fra at være
specifikt rettet mod at eftervise effekterne af Vandmiljøplanen til nu at omfatte
miljøkvalitet i bredeste forstand i det danske grund- og overfladevand. Denne udvikling
skyldes først og fremmest at overvågningen af tungmetaller og miljøfremmede stoffer er
blevet opprioriteret. Desuden skyldes det at prøvetagningsstrategien er optimeret inden
for de enkelte dele af programmet.
I NOVA-2003 dækker betegnelsen miljøfremmede stoffer over egentlige menneskeskabte
stoffer og naturligt forekommende stoffer. Sidstnævnte gruppe er strengt taget ikke
miljøfremmede, men indgår i overvågningsprogrammet fordi de forekommer i
koncentrationer over baggrundsniveau. En stor del af de miljøfremmede stoffer kan
benævnes miljøfarlige eller -skadelige, fordi stoffernes egenskaber (giftighed,
nedbrydelighed eller bioakkumulerbarhed) gør dem farlige for miljøet. Ved tungmetaller
forstås i NOVA-2003 både de metaller og uorganiske sporstoffer, der indgår ud over de
stoffer og forbindelser som indgår overvågningen af næringsstoffer mv.
Hovedparten af overvågningen udføres af amterne. De statslige aktiviteter omfatter
målinger på de ekstensive havstationer, måling og beregning af nedfaldet fra
atmosfæren og drift af 27 stationer til måling af vandføring.
Under tilrettelæggelsen af NOVA-2003 er der tilvejebragt en sammenhæng mellem på den
ene side programmets hoved- og delformål og på den anden side de aktiviteter, der
udføres. Programmet omfatter følgende faglige delområder:
- punktkilder (tilledninger og udledninger til vand og jord),
- atmosfæren (nedfald til havet),
- landovervågning (påvirkninger, transporter og tab),
- grundvand (tilstand, påvirkninger og ressourcebalance),
- søer (tilstand og påvirkninger),
- vandløb (tilstand, påvirkninger og stoftransport), og
- marine områder (tilstand, påvirkninger og stoftransporter).
For effektivt at kunne dokumentere en påvirkning fra en forurening og effekterne af de
mange planer, iværksatte foranstaltninger og effekterne heraf, er det nødvendigt, at
kunne filtrere de naturlige variationer fra. Det er derfor afgørende at kende den
naturlige variation af vejret og de størrelser, som indgår i vandkredsløbet - både på
kort og langt sigt. Dette forudsætter dels, at man har et godt kendskab til de
størrelser, som indgår i vandets kredsløb, dels at have relativt lange tidsserier af de
miljøvariable, der indgår i overvågningen af vandmiljøet.
Figur 1.1
Kvælstofkredsløbet (efter Miljøstyrelsen, 1984 og 1990).
Se her
Figur 1.2
Fosforkredsløbet (efter Miljøstyrelsen, 1984 og 1990).
Se her
Prøvetagningsfrekvenserne for de mangeartede analyser mv. under NOVA-2003 er
fastlagt, så der i fornødent omfang bliver taget højde for den naturlige variation.
Hertil kommer at mange af tidsserierne efterhånden har en udstrækning, der muliggør
statistiske analyser med et højt styrkeniveau.
I regi af NOVA-2003 er der lagt vægt på kvaliteten af den metode mv., hvormed den
enkelte måling bliver udført - det være sig en kemisk analyse eller en måling af
fysiske eller biologiske forhold. I forbindelse med revisionen i 1997-1998 blev det
konstateret, at en række miljøfremmede stoffer endnu ikke er omfattet af laboratoriernes
rutinemæssige analyser. Derfor vil en række stoffer først indgå i NOVA-2003 fra år
1999, 2000 og 2001.
1.2 Rapportering af NOVA-2003
Rapporteringen af NOVA-2003 er tilrettelagt med henblik på:
- at opgøre og beskrive de væsentligste menneskelige og naturlige påvirkninger,
- at beskrive den aktuelle miljøtilstand og udviklingen heri samt årsagssammenhænge,
- at sammenholde resultaterne af overvågningen med de overordnede politiske
målsætninger for vandmiljøets tilstand og for nedbringelse af forureningen. I amternes
rapporter og i den sammenfattende nationale rapportering anvises, hvordan der politisk
eller administrativt kan arbejdes for et renere vandmiljø.
Rapporteringen af overvågningsprogrammet består i perioden 1999-2004 af en årlig
normalrapportering, af iltsvindsrapporter og af 4 tværgående temarapporter.
Normalrapporteringen finder sted på følgende 3 niveauer:
- Amternes rapportering omfatter følgende delprogrammer: landovervågning, grundvand,
vandløb og kildebække, søer, punktkilder og marine områder. Amternes rapporter skal
være en teknisk-faglig vurdering af resultaterne og skal, i det omfang det er relevant,
indeholde en vurdering af, i hvilket omfang de regionale målsætninger for vandmiljøet
er opfyldt.
- Den landsdækkende faglige rapportering finder sted for følgende delprogrammer:
landovervågning, grundvand, vandløb og kildebække, søer, punktkilder, marine områder
og atmosfærisk nedfald. Rapporterne indeholder faglige vurderinger af de indsamlede
oplysninger om vandmiljøet.
- Den sammenfattende vandmiljøredegørelse, udarbejdet af Skov- og Naturstyrelsen og
Miljøstyrelsen, gør status over vandmiljøets tilstand og vurderer på et
fagligt/administrativt grundlag resultaterne og effektiviteten af Vandmiljøplan I og II
og andre tiltag for et renere vandmiljø.
Grundlaget for Vandmiljø-99 er de aktiviteter der gennemføres inden for de enkelte
delprogrammer. Da NOVA-2003 ikke udgør et fuldstændigt grundlag for vurdering af
udledningerne og miljøtilstanden, er der i redegørelsen anvendt oplysninger fra det
øvrige tilsyn med vandmiljøet.
De årlige vandmiljøredegørelser, som er en del af normalrapporteringen, vil i
programperioden blive suppleret med 4 selvstændige temarapporter. Her vil
overvågningsresultaterne blive vurderet på tværs af de enkelte del-programmer. Der er
aftalt følgende tidsplan for temarapporteringerne:
2001: Vandets kredsløb, kvælstof og fosfor
2002: Miljøfremmede stoffer og tungmetaller
2003: Biologisk tilstand og udvikling
2004: Resultaterne af 15 års vandmiljøovervågning
I regi af NOVA-2003 bliver der udarbejdet iltsvindsrapporter med en fast turnus i
"iltsvindsperioden" (august, september og oktober). Rapporterne, der er fælles
dokumenter fra amterne, Danmarks Miljøundersøgelser og Miljøstyrelsen, offentliggøres
som pressemeddelelser og på NOVA-hjemmesiden.
1.3 Hvor kan jeg læse mere?
Yderligere oplysninger om NOVA-2003 kan findes på programmets hjemmeside på
web-adressen http://www.mst.dk/nova. Her findes den samlede beskrivelse af programmet samt
links til de institutioner, der indgår i samarbejdet om overvågningen af det danske
vandmiljø.
Vandmiljø-99 sammenfatter på et overordnet niveau resultaterne af overvågningen.
Mere udførlige vurderinger af data findes i de landsdækkende faglige rapporter for de
enkelte delprogrammer (se litteraturlisten).
Desuden kan oplysninger om vandmiljøets tilstand og det generelle arbejde med at
begrænse forureningen findes i Natur- og Miljøpolitisk Redegørelse 1999 (Miljø- og
Energiministeriet, 1999).
Alle de nævnte rapporter kan bestilles ved henvendelse til de respektive institutioner
eller i Miljøbutikken (se registreringsbladet, for adresse og telefonnummer).
Vand og vejr er to sider af samme sag. Vejret er styrende for, hvordan, i hvilke former
og i hvilke mængder vand forekommer på Jorden. Omvendt kender man som borger i Danmark
kun alt for godt den betydning, vand har for vejret!
Vejret har stor betydning for udvaskning og tilførsel af næringsstoffer til
vandmiljøet. Og dermed også for vandmiljøets tilstand. Variation og forskydninger i
vandets kredsløb kan derfor ofte forklares med variationer i vejret. Og det samme gælder
for variationer i de kemiske og biologiske forhold i vandmiljøet. For at kunne eftervise
effekten af et givet tiltag i forhold til vandmiljøet, er det nødvendigt at kunne
filtrere naturlige variationer fra. Det er derfor afgørende at kende den naturlige
variation af vejret og de størrelser, som indgår i vandkredsløbet - både på kort og
langt sigt.
2.1 Vandets kredsløb
Der er mere end én milliard kubikkilometer vand på Jorden. Alt vand på
jordkloden indgår i vandets kredsløb, hvad enten det er ferskt eller salt, og hvad enten
det forekommer som vand, damp eller is.
Den drivende mekanisme i vandets kredsløb er solen. Solen fordamper vand fra Jorden
fra åbne vandflader som havet, søer og vandløb, og driver også det biologiske system
og den fordampning, der sker fra levende organismer. Fortættet vanddamp i atmosfæren
falder på jorden som nedbør i form af regn eller sne. En del af den nedbør, som falder
på landjorden, transporteres herefter til havet - enten i vandløb, med grundvandet eller
som is i gletschere. En del vand forbruges på landjorden i de biologiske processer.
---
Figur 2.1
Vandets kredsløb (fra Miljø- og Energiministeriet, 1999).
Bruttonedbøren er betegnelsen for den samlede nedbørsmængde (både regn og sne), som
rammer landjorden. Bruttonedbøren er på omkring 113.000 km3 - svarende til
113.000.000.000.000 m3 - om året for hele jordkloden (GEUS, 1997).
En stor del af denne nedbørsmængde returnerer umiddelbart til atmosfæren ved
fordampning fra vandoverflader (f.eks. søer og vandløb), samt ved fordampning fra det
biologiske system - især planter. Der fordamper årligt omkring 72.000 km3 fra
landjordens overflade.
Den del af nedbøren, der er tilbage på landjorden til rådighed for bl.a. søer,
vandløb og grundvand, kaldes nettonedbøren. Nettonedbøren udgør dermed globalt 41.000
km3 om året. Heraf strømmer 29.000 km3 om året til havet via
vandløb, mens "kun" omkring 12.000 km3 af den samlede
nedbørsmængde siver ned i jorden og bidrager til dannelsen af grundvand.
Da en del af nettonedbøren går til at drive det hydrologiske system er det i praksis,
kun er muligt at udnytte mellem 10 og 30 % til f.eks. vandforsyning.
Hvis bæredygtig udnyttelse nettonedbøren sættes til 15 %, vil den udnyttelige
globale vandressource være ca. 6.000 km3 om året. Dette skal sammenholdes
med, at det globale vandforbrug i 1995 udgjorde i alt 3.800 km3. Fremskrives
prognoserne for udvikling i befolkningstal og forbrug per person, står det klart, at der
vil opstå problemer med forsyningen i yderligere en række lande i verden. Dette er
baggrunden for, at vandforsyningen - globalt set - anses for at være det 21. århundredes
måske alvorligste ressourceproblem.
2.2 Meteorologiske og hydrologiske forhold i 1998
I Danmark var 1998 et relativt varmt år. Status for temperaturen i 1998 viser, at
især februar var varm, mens sommeren var relativt kølig. Figur 2.2 viser
temperaturvariation over året plus middelværdier for perioden 1989-1998.
---
Figur 2.2
Middeltemperaturen for Danmark beregnet på ugebasis. Normalen repræsenterer
månedsgennemsnit af perioden 1961-1990 (efter Grant m.fl., 1999).
Året 1998 var et relativt blæsende år. Den gennemsnitlige vindhastighed var med
7,6 meter pr. sekund ved kyststationerne noget over normalen på 6,6 meter pr. sekund
(Bøgestrand m.fl., 1998).
Solen skinnede kun 1.571 timer i 1998 mod normalt 1.670 timer (1971-90). September
satte bundrekord med 88 solskinstimer (Bøgestrand m.fl., 1999).
Nedbøren er ikke jævnt fordelt i Danmark. Sønderjylland samt Midt- og Vestjylland
får betydeligt mere vand end landet som helhed, mens den vestlige og sydlige del af
Sjælland får mindre. Nedbørens variation for landet som helhed gennem
overvågningsperioden er i figur 2.3 vist sammen med middelnedbøren for forrige
normalperiode (1961-90).
---
Figur 2.3
Årsnedbøren for Danmark i perioden 1989-1998 angivet i forhold til normalen for
1961-1990 (efter Bøgestrand m.fl., 1999).
1998 var et meget vådt år. Med et landsgennemsnit på 860 mm er 1998 det næst
vådeste år siden 1874.
Den del af nedbøren på land, der ikke enten strømmer af i vandløb eller fordamper
fra vandoverflader eller levende organismer, siver ned til grundvandet og betegnes derfor
grundvandsdannelsen. Størrelsen af grundvandsdannelsen til et givet magasin er ud over
nettonedbørens størrelse afhængig af de geologiske forhold mellem terræn og
grundvandsmagasin samt af magasinets egenskaber.
Grundvandsdannelsen er i princippet tilgængelig for vandindvindingen. I praksis vil de
geologiske og kemiske forhold i jorden imidlertid begrænse de tekniske
indvindingsmuligheder. Politisk bestemte hensyn til bl.a. vandmængder i vandløb og søer
sætter andre grænser for omfanget af indvinding af grundvand.
Vandindvinding
Vandforsyningen i Danmark er altovervejende baseret på grundvand; mere end 98 % af
vandforsyningen dækkes af vand, som pumpes op fra grundvandsmagasiner. Enkelte steder
anvendes vand fra søer og/eller vandløb i vandforsyningen. Der blev i 1998 indvundet i
alt 741 mio. m3 grundvand (GEUS, 1999).
Indvindingen af grundvand i Danmark er meget decentral, hvilket betyder, at
indvindingsboringerne er spredt ud over størstedelen af landet. Dette er en fordel for
natur og reducerer indvindingens påvirkning af miljøet i vandløb og søer.
Vandforsyningen er således fordelt på ca. 3.100 almene vandværker (dvs. vandværker,
som forsyner mindst 10 ejendomme) og ca. 2.750 private fællesanlæg. Herudover findes
lokale enkeltvandforsyninger til institutioner, industri, markvanding, sportspladser,
gartnerier, dambrug og til husholdning.
Pejlinger af grundvandsspejlet eller -standen giver et billede af mængden af
grundvand. Grundvandsstanden har en naturlig årstidsvariation med maksimum omkring april
og minimum omkring oktober. Det er især vinternedbøren, der er styrende for, hvor stor
grundvandsdannelsen er. Det skyldes, at fordampningen og optaget af vand i planter er
meget mindre i vinterperioden end om sommeren, hvor størstedelen af den nedbør, der
falder på jorden, optages og fordamper via plantedækket. Der er således en tæt kobling
mellem variationer i vinternedbør og grundvandsstand, jf. figur 2.4.
---
Figur 2.4
Variationer i nedbøren og grundvandsspejlet i perioden 1951-1994 (efter GEUS,
1999).
Ser man på de sidste par år, har der her været store variationer i
grundvandsstanden. De meget nedbørsfattige vintre i 1996 og 1997 betød, at
grundvandsstanden faldt til det laveste niveau i de sidste ca. 25 år, jf. figur 2.4. I
foråret 1999 er den høje grundvandsstand genetableret efter de tørre vintre.
Ferskvandsafstrømningen til havet består af afstrømningen i vandløb samt
afstrømning fra jordoverfladen. Afstrømningen til de danske farvande er for 1998 opgjort
til ca. 16.000 mio. m3 svarende til 362 mm. Årets afstrømning var hermed ca.
11 % over normalen for perioden 1961-90 på 327 mm. Afstrømningens variation gennem
overvågningsperioden ses i figur 2.5.
---
Figur 2.5
Ferskvandsafstrømningen for Danmark i perioden 1989-1998 angivet i forhold til
normalen for 1961-1990 (efter Bøgestrand m.fl., 1999).
Generelt har afstrømningen responderet mindre på den meget store nedbørsmængde end
forventet, hvilket skyldes, at der i de tre foregående år har været tæret på
grundvandsmagasinerne. I Bøgestrand m.fl. (1999) anslås det således, at ca. 200 mm af
nettonedbøren i 1998 er gået til opbygning af grundvandsmagasinerne.
Beskrivelsen af de overordnede hydrografiske forhold i de danske farvande i 1998 er
baseret på målinger fra NOVA-2003 og meteorologiske observationer m.v. og efterfølgende
beregninger (DHI, 1999a og 1999b).
En generel indstrømning til Østersøen betød, at der i de første måneder af 1998
var en relativt høj saltholdighed i de danske farvande med værdier fra 33 PSU (som
næsten er det sammen som 33 ) i det nordlige Kattegat til 10-22 PSU i området ved
Darss Tærsklen (i farvandet mellem Gedser og Tyskland), hvor der forekom en lagdeling i
ca. 10 m dybde. Indstrømningen, der var på ca. 200 km3, blev i marts og april
afløst af en udstrømning fra Østersøen på ca. 450 km3. Da der i maj og
juni kun var en svag indadgående nettostrømning i størrelsesordenen 50 km3,
blev resultatet en sænkning af saltholdigheden i de indre danske farvande i forsommeren
1998 i forhold til årets begyndelse. Saltholdighederne varierede fra omkring 14 PSU i
Kattegats overflade til omkring 28 PSU ved bunden. Ved Darss Tærsklen var vandsøjlen
homogen med saltholdigheder på 10 -12 PSU.
Fra midten af juli sås en stor udstrømning fra Østersøen, der varede til
begyndelsen af oktober. I alt strømmede ca. 360 km3 vand ud, og
saltholdigheden i de indre danske farvande var derfor fortsat lav i denne periode. I de
sidste måneder af 1998 skiftedes mellem en indstrømning på 200 km3 i
oktober, en udstrømning fra Østersøen i november på 300 km3 og en mindre
indstrømning i december. Samlet betød de skiftende strømforhold, at saltholdigheden i
Kattegat ved årets udgang var lav, men dog stigende på grund af indstrømningen i
december.
Den jydske kyststrøm tilførte i begyndelsen af året vand op forbi Hanstholm og mod
nordøst langs Jyllands nordvestkyst. Der forekom samtidig en cirkulation i
overfladevandet i Skagerrak, som dog lidt senere på året blev mindsket samtidig med, at
den jydske kyststrøm blev svag. Fra juli måned og året ud var der atter en tydelig
cirkulation i Skagerrak, men den jyske kyststrøm forblev dog svag frem til de sidste
måneder af året, hvor den igen blev forstærket.
På baggrund af den gennemførte simulering af vand og er de akkumulerede transporter
for vand og salt opgjort (DHI, 1999c).
Den akkumulerede transport gennem de danske farvande i 1998 er opgjort til ca. 317 km3
udstrømning fra Østersøen. Denne værdi er 152 km3 mindre end
nettotilledningen af ferskvand til Østersøen på 420 km3 fra afstrømning og
49 km3 fra nettonedbør, i alt ca. 469 km3. Forskellen modsvares af
ændring i magasinvolumenet i Østersøen, idet vandstanden i Østersøen er ca. 0,4 meter
højere ved udgangen af perioden (1. januar 1999) end ved starten (1. januar 1998). Denne
vandstandsforskel, som er beregnet med modellen, ses også i målingerne.
Nettotransportens fordeling mellem Øresund og Femer Bælt ses at være 115 km3
/ 201 km3 eller ca. 4/7, hvilket er lidt højere end langtidsforholdet som i
anden sammenhæng er opgjort til 3/8. Nettotransporten af salt er mod Skagerrak og
Østersøen svarende til en reduktion af saltholdigheden i de indre danske farvande.
2.3 Vandbalance for Danmark
Det at opstille en vandbalance for Danmark ikke nogen nem opgave, bl.a. fordi der er i
Danmark lidt over 5 millioner mennesker, der udnytter og påvirker vandets kredsløb på
en lang række områder, bl.a. ved drikkevandsindvinding, markvanding, afledning og
behandling af spildevand samt fysisk ændring af vandområderne, først og fremmest
kanalisering af vandløb.
Der er i flere sammenhænge opstillet en vandbalance for Danmark (bl.a. Schrøder,
1995). I den forbindelse er der taget højde for omfanget af danskernes indgreb i vandets
naturlige kredsløb. Figur 2.6 illustrer hvordan vandets kredsløb som gennemsnit var i
starten af 90erne.
---
Figur 2.6
Vandbalance for Danmark i begyndelsen af 1990erne. Talangivelserne er i mio. m3
vand (efter Schrøder, 1995).
Som indledningsvist nævnte vil den tværgående temarapportering i år 2001 fokusere
på bl.a. vandets kredsløb. Der vil i forbindelse med temarapporten blive forsøgt
tilvejebragt et grundlag for en rutinemæssig årlig opdatering af en national
vandbalance, hvor også beskrivelse af transporterne af bl.a. vand ind i, ud af og mellem
de danske farvande skal indgå.
NOVA-2003 skal, jf. formålsbeskrivelsen, opgøre bidragene fra de enkelte kilder til
forurening af det danske vandmiljø. Af praktiske grunde skelnes der mellem punktkilder
placeret på land (afsnit 3.1), punktkilder på søterritoriet (afsnit 3.2) og udledninger
mv. fra dyrkede arealer (afsnit 3.3).
Opgørelserne af udledningerne er hovedsagelig baseret på NOVA-2003; dog bliver
resultaterne i flere tilfælde suppleret med data fra forskellige tilsynsaktiviteter.
Opgørelse af udslip til atmosfæren er ikke en del af NOVA-2003, men er for
fuldstændighedens skyld kort omtalt i afsnit 3.4.
3.1 Punktkilder på land
Punktkilder på land omfatter følgende kildetyper: renseanlæg, særskilte
industrielle udledere, regnbetingede udledninger, spredt bebyggelse i det åbne land og
ferskvandsdambrug. Den procentuelle fordeling af udledningerne af næringsstoffer fordelt
på de forskellige landbaserede kildetyper med direkte udledning fremgår af figur 3.1.
---
Figur 3.1
Procentuel fordeling af udledningerne af kvælstof (Tot-N), fosfor (Tot-P) og organisk
stof (BI5) fra landbaserede punktkilder i 1998.
Renseanlæg
Ved et renseanlæg forstås et anlæg, der tjener til behandling af spildevand i
forbindelse med udledning til vandløb og søer eller havet. Hovedparten af
renseanlæggene er offentlige, forstået sådan, at en eller flere kommuner har ansvaret
for driften og vedligeholdelsen.
Opgørelserne omfatter alle 1.475 renseanlæg større end 30 personækvivalent (PE) og
omfatter af praktiske grunde både offentlige og private renseanlæg. I 1998 var der 285
private anlæg som behandlede under 2 % af vandmængden på landsplan. Anlæg, der er
udliciteret, er medregnet under offentlige anlæg, idet det stadig er
kommunalbestyrelserne, der har det overordnede ansvar for driften og vedligeholdelsen.
Størrelsesfordelingen af renseanlæg fremgår af tabel 3.1.
Tabel 3.1
Renseanlæggenes størrelsesfordeling i 1998.
Kapacitet |
PE |
> 30 |
12.059.552 |
> 500 |
11.961.884 |
> 2.000 |
11.704.706 |
> 5.000 |
11.054.961 |
> 15.000 |
9.904.548 |
> 50.000 |
7.945.433 |
> 100.000 |
5.544.800 |
84 % af den samlede spildevandsmængde blev i 1998 underkastet rensning for organisk
stof, kvælstof og fosfor. Den procentvise reduktion af organisk stof, kvælstof og forfor
på disse anlæg ligger omkring 90 %, hvilket betyder at hovedparten af spildevandet i
Danmark renses meget effektivt. Til sammenligning var det i 1989 kun 10 % af
spildevandsmængden, der blev underkastet sådan rensning.
Udledningen i 1998 er opgjort til 5.166 ton kvælstof, 601 ton fosfor og 3.525 ton
organisk stof målt som BI5, jf. tabel 3.2.
Tabel 3.2
Fordeling af renseanlæg på anlægstyper, kapacitet samt rensegrader og
udledningsmængder i 1998.
Renseniveau |
Spildevandsanlæg |
Udledning |
Rensegrader |
Antal |
1.000 PE |
Tot-N |
Tot-P |
BI5 |
Tot-N |
Tot-P |
BI5 |
|
|
|
ton |
|
|
% |
|
Urenset |
2 |
1 |
4 |
1 |
15 |
- |
- |
- |
Mekanisk |
433 |
89 |
219 |
37 |
594 |
20 |
26 |
36 |
MK |
24 |
150 |
123 |
7 |
286 |
48 |
85 |
81 |
MB |
501 |
383 |
498 |
82 |
208 |
43 |
48 |
81 |
MBK |
237 |
863 |
857 |
45 |
294 |
58 |
87 |
87 |
MBND |
10 |
107 |
47 |
11 |
28 |
76 |
56 |
88 |
MBNDK |
268 |
10.466 |
3.419 |
418 |
2.100 |
85 |
92 |
92 |
I alt |
1.475 |
|
5.166 |
601 |
3.525 |
- |
- |
- |
Forkortelserne dækker over flg. renseniveauer: MK - mekanisk/kemisk; MB -
mekanisk/biologisk; MBK - mekanisk/biologisk/kemisk; MBND -
mekanisk/biologisk/kvælstoffjernelse; MBNDK -
mekanisk/biologisk/kvælstoffjernelse/kemisk.
I forhold til udledningen i 1997 er udledningen for organisk stof og kvælstof steget
med hhv. 2 % og 6 %. Samtidig er vandmængden som følge af meget regn steget med 26 % i
forhold til 1997. Stigningen i udledning af organisk stof og kvælstof må i høj grad
tilskrives stigningen i vandmængde, idet renseeffektiviteten for disse parametre er
afhængig af den hydrauliske belastning på anlæggene.
Udledningen af fosfor er faldet med 10 % i forhold til 1997. At udledningen af fosfor
er faldet, mens udledningen af kvælstof og organisk stof er steget, skyldes, at 98 % af
den samlede spildevandsmængde bliver renset for fosfor ved kemisk fældning. Kemisk
fældning er ikke i så høj grad afhængig af den hydrauliske belastning til anlægget.
I 1998 var den totale vandmængde i afløbene fra renseanlæggene 2,2 mio. m3
pr. døgn, svarende til 802 mill. m3 pr. år. Vandmængden indeholder ud over
husholdnings- og industrispildevand også regnvand og indsivningsvand. På baggrund af
opgørelserne af de regnbetingede udledninger (se afsnit 3.1.3) kan det beregnes, at
regnvand gennem renseanlæg udgør ca. 15 % af den samlede vandmængde.
I 1998 er der indberettet oplysninger om indsivning eller udsivning for 595 anlæg. I
forhold til den samlede spildevandsmængde til renseanlæggene, hvor der er indberettet et
skøn for indsivning, kan den samlede indsivning beregnes til 29 %.
Den samlede kapacitet udgør lidt over 12 mio. PE, jf. tabel 3.2. Tilsvarende tal for
belastningen til anlæggene viser, at den samlede middel belastning var 8,8 mio. PE i
1998. At anlæggene har større kapacitet end belastningen skyldes, at der også skal
renses effektivt under spidsbelastning.
I 1998 er der indberettet data om industribelastningen i tilløbene til
renseanlæggene. Amterne har indberettet disse oplysninger på baggrund af oplysninger om
vand- eller stofmængder fra industrier i oplandet til det enkelte anlæg. I langt de
fleste tilfælde er der tale om skøn, idet baggrunden for beregning af disse data ofte
ikke er fyldestgørende. Der er i alt indberettet data om industribelastning for 416
anlæg. Disse anlæg behandler ca. 40 % af den samlede spildevandsmængde.
Industribelastningen beregnet på landsplan udgør i gennemsnit 48 % af den samlede
belastning.
277 renseanlæg var i 1998 omfattet af Vandmiljøplanens krav om rensning for fosfor
eller rensning for fosfor, kvælstof og organisk stof.
243 renseanlæg havde i 1998 BI5-krav på 15 mg pr. liter eller derunder.
Kun ét anlæg overholdt ikke den stillede kravværdi. Af disse anlæg var der 220
renseanlæg med en gennemsnitlig afløbskvalitet for BI5 på 5 mg pr.
liter eller derunder. 276 anlæg havde fosforkrav mindre end eller lig 1,5 mg pr. liter.
Af disse var der kun et anlæg, der ikke overholdt kravværdien. Omkring halvdelen af
anlæggene har et lavere krav end Vandmiljøplanens krav på 1,5 mg pr. liter. For
kvælstof var der 215 renseanlæg, der havde et kvælstofkrav på 8 mg pr. liter eller
derunder. Der var 8 anlæg, der ikke overholdt det stillede krav til kvælstof.
Miljøstyrelsen har fra amterne fået en række supplerende oplysninger til brug for
udarbejdelse af særlige tilsynsredegørelser. I tilsynsindberetningen er der i alt
registreret 1.190 kommunale renseanlæg, og i 1998 er der af amterne gennemført 2.728
tilsynsbesøg på 1.135 af disse anlæg svarende til, at anlæggene gennemsnitligt er
besøgt ca. 2,4 gange om året. Tilsynet omfatter bl.a. målinger af udløbsvandet og
beregning af om de i udledningstilladelsen stillede vilkår bliver overholdt.
171 anlæg overskred i 1998 et eller flere udledningskrav. Dette svarer til 14 % at det
totale antal kommunale renseanlæg eller 16 % af anlæggene med kontrollerede krav.
Af de 171 anlæg, der i 1998 overskred udlederkravene, har 89 renseanlæg overskredet
deres udledningstilladelse i 2 år eller mere. Det vil modsat sige, at 82 renseanlæg kun
har haft overskridelse i 1998 og ikke i 1997. Af Tabel 3.3 fremgår antallet af
renseanlæg, der har overskredet i 2, 3, 4 og 5 år i træk eller mere. Tilsvarende
fremgår antal anlæg med engangsoverskridelse, dvs. i 1998.
Tabel 3.3
Anlæg med overskridelser i mere end 5 år ned til enkeltoverskridelser i 1998.
Antal år |
Antal anlæg |
1 år (1998) |
84 |
2 år i træk |
31 |
3 år i træk |
26 |
4 år i træk |
10 |
> 5 år i træk |
20 |
I alt |
171 |
I 1998 har amterne foretaget følgende håndhævelser som reaktion på ovennævnte: 69
anlæg har fået henstillinger, 5 anlæg har fået påbud, 39 anlæg har fået
indskærpelser og 31 anlæg har fået retlige lovliggørelser. Endelig er 2 anlæg
politianmeldt. De resterende 25 anlæg (svarende til 15 %) er håndteret på anden vis.
Nogle amter har angivet flere håndhævelser om samme anlæg. I det ovenstående er kun
medtaget en håndhævelse pr. anlæg.
Spildevandets indhold af tungmetaller
I 1998 er der målt tungmetaller på 4 udvalgte renseanlæg. Spildevandet fra disse
anlæg repræsenterer ca. 10 % af den samlede spildevandsmængde i Danmark. Renseanlæg
Lynetten i København er Danmarks største renseanlæg og er belastningsmæssigt typisk
for større bysamfund. Lundtofte renseanlæg i Lyngby-Tårbæk og Tårnby renseanlæg er
begge middelstore renseanlæg og er belastet med ca. 20 % industrispildevand. Grindsted
renseanlæg er et lavt belastet anlæg med en middelstor industribelastning. Alle 4 anlæg
er dimensioneret til kvælstof- og fosforfjernelse, og renser generelt spildevandet bedre
end de stillede krav. Miljøstyrelsen finder disse anlæg tilnærmelsesvis repræsentative
for håndteringen og sammensætningen af spildevand i Danmark. Anlæggene må dog
forudses, at være mere industribelastet end gennemsnittet.
Der foreligger endnu ikke de nødvendige analysemetoder eller dokumentation for
kvaliteten af tungmetalanalyserne. Middelværdier og spredning for indholdet af
tungmetaller i ind- og udløb for de fire renseanlæg, hvor der er målt i 1998 fremgår
af tabel 3.4. De beregnede udledninger af tungmetaller er forbundet med meget stor
usikkerhed, men giver efter Miljøstyrelsens vurdering et indtryk af udledningernes
størrelse.
Tabel 3.4
Middelværdier og spredning for tungmetaller i ind- og udløb, 1998.
Stof |
Middel |
Spredning |
Middel |
Spredning |
Indløb |
Udløb |
m
g/l |
m
g/l |
Arsen (As) |
5,7 |
3,7 |
3,2 |
2,4 |
Bly (Pb) |
33 |
51 |
2,5 |
1,0 |
Cadmium(Cd) |
0,8 |
1,1 |
0,1 |
0,1 |
Chrom (Cr) |
5,1 |
2,0 |
1,2 |
0,7 |
Kobber (Cu) |
40 |
16 |
17 |
10 |
Kviksølv (Hg) |
0,5 |
0,7 |
0,2 |
0,1 |
Nikkel (Ni) |
5,9 |
2,5 |
5,0 |
2,3 |
Zink (Zn) |
390 |
381 |
168 |
177 |
Spredningen for langt de fleste tungmetaller er stor i forhold til middelværdien, jf.
tabel 3.4. Dette udtrykker, at der kan være en forskel i spildevandssammensætningen fra
anlæg til anlæg afhængigt af, hvilke industrier mv. der er tilsluttet det enkelte
anlæg. Den store spredning på måleresultaterne er dog også et udtryk for
måleusikkerheden. I forhold til de undersøgelser, Miljøstyrelsen gennemførte i 1994 og
1996, ligger de målte værdier for 1998 inden for den samme størrelsesorden.
For tilløbsværdierne er niveauet typisk lidt lavere end de tidligere målte værdier,
mens udløbsværdierne for enkelte stoffer er lidt højere end tidligere målte værdier.
Dette er mere et udtryk for en karakteristik af de 4 anlæg, der er målt på i 1998, end
at der er tale om generelle stigninger eller fald i niveauet for spildevandets indhold af
disse stoffer.
Kvalitetskrav for vandmiljøet
Sammenlignes koncentrationerne af det målte spildevands indhold af tungmetaller
med de kvalitetskrav, der skal være opfyldt for vandmiljøet, ligger
udløbskoncentrationerne generelt på et lavere niveau end de fastsatte kvalitetskrav, jf.
Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 921 af 8. oktober 1996. De målte
koncentrationer i det udledte spildevand er således ikke kritiske i forhold til de
fastlagte krav til vandmiljøet.
Værdier for udledte mængder af tungmetaller for alle renseanlæg fremgår af tabel
3.5. Værdierne er fremkommet ved at overføre resultaterne fra de 4 renseanlæg, som der
i 1998 er målt på, til alle renseanlæg. Disse data er derefter sammenholdt med data fra
Vandmiljø-94 (Miljøstyrelsen, 1994a), og på denne baggrund er de samlede
udledte mængder estimeret. De udledte mængder er således beregnet på baggrund af data
fra begge undersøgelser.
Konkret er den samlede udledning beregnet ved at tage gennemsnittet for de målte
udløbskoncentrationer og multiplicere med den samlede spildevandsmængde for alle
renseanlæg i 1998.
Tabel 3.5
Stofnavn |
kg |
Arsen (As) |
10.000 |
Bly (Pb) |
1.700 |
Cadmium (Cd) |
500 |
Chrom (Cr) |
2.000 |
Kobber (Cu) |
9.000 |
Kviksølv (Hg) |
500 |
Nikkel (Ni) |
11.000 |
Zink (Zn) |
90.000 |
Udledte mængder af tungmetaller
En anden metode at estimere den samlede udledning kunne være at tage udgangspunkt
i mængden af tungmetal udledt pr. PE for de fire renseanlæg, og derefter multiplicere
med det samlede antal PE tilsluttet alle renseanlæg. En sådan beregning viser, at de
udledte mængder i 1998 ville ligge 10-40 % lavere end beregningerne gennemført på basis
af vandmængde. Det vurderes derfor, at tallene vist i tabel 3.5 er overestimeret i
forhold til den reelle udledning af tungmetaller.
Sammenlignes data for udledningen i 1994 med 1998 er udledningen af de fleste
tungmetaller af samme størrelsesorden. For arsen, cadmium, kviksølv, chrom og nikkel er
de beregnede udledninger lavere end i 1994, mens udledningerne af zink, bly og kobber er
højere end i 1994. Dette er efter Miljøstyrelsens vurdering mere et udtryk for en
karakteristik af de 4 anlæg, der er målt på i 1998, end at der er tale om generelle
stigninger eller fald i niveauet for de udledte mængder af disse stoffer.
Spildevandsslammets indhold af tungmetaller vandmiljøet
I 1998 er der tillige målt for en række tungmetaller i spildevandsslammet på de
4 udvalgte renseanlæg. Den mængde af slam, der er undersøgt i 1998, svarer til ca. 10 %
af den samlede mængde slam i Danmark. Af den slammængde, hvorpå der er målt, udbringes
ca. 20 % på landbrugsjord. På landsplan udbringes ca. 60 % af den samlede slammængde
på landbrugsjord, hvilket betyder, at det målte slam i 1998 repræsenterer en stor del
af det slam, der ikke bringes på landbrugsjord.
Miljøstyrelsen indsamler hvert år data for spildevandsslam fra alle danske
renseanlæg. Data for 1997 er sammenfattet i Miljøstyrelsen (1999b). Sammenlignes tallene
i tabel 3.6 med data fra denne rapport ligger de målte værdier i samme størrelsesorden.
Værdierne for cadmium og bly er dog lidt højere end de målte værdier i 1997.
Tabel 3.6
Middelværdier og spredning for tungmetaller i slam, 1997.
Navn |
Total mængde |
Middel |
Spredning |
kg |
mg/kg TS |
mg/kg TS |
Arsen (As) |
- |
6,0 |
3,2 |
Bly (Pb) |
10.000 |
170 |
213 |
Cadmium (Cd) |
300 |
3,3 |
3,5 |
Chrom (Cr) |
5.000 |
24 |
7,7 |
Kobber (Cu) |
35.000 |
270 |
51 |
Kviksølv (Hg) |
200 |
1,7 |
1,9 |
Nikkel (Ni) |
3.000 |
22 |
5,4 |
Zink (Zn) |
110.000 |
888 |
130 |
For det spildevandsslam, der skal anbringes på landbrugsjord, er der opstillet krav
bl.a. for indholdet af tungmetaller. Disse krav fremgår af bekendtgørelse nr. 823 af 16.
september 1996 om anvendelse af affaldsprodukter til jordbrugsformål (Miljø- og
Energiministeriet, 1996). I forhold til de opstillede krav for slam, der skal bringes på
landbrugsjord, er værdierne for cadmium og bly højere end de opstillede krav vurderet
på tørstofbasis.
På baggrund af data fra Miljøstyrelsens opgørelse af spildevandsslam fra 1997 er det
samlede indhold af tungmetaller i spildevandsslam beregnet. Beregningerne er baseret på
ca. 90 % af den samlede slammængde i Danmark. Det vurderes på denne baggrund, at de
beregnede mængder af tungmetaller giver et godt indtryk af udledningernes
størrelsesorden.
Udviklingen siden 1989
Siden 1989 er der sket en betydelig reduktion i udledningen fra renseanlæg. Den
udledte mængde af organisk stof er reduceret med 90 %, mens udledningen af kvælstof og
fosfor er reduceret med 71 % og 87 %. Udledningen af organisk stof, kvælstof og fosfor
fremgår af figur 3.2.
---
Figur 3.2
Udvikling i udledningen fra renseanlæg i perioden 1989-1998.
I perioden 1989 til 1998 har tilledningen til renseanlæggene varieret i intervallet
8,2 til 9,4 mio. PE. Udsvingene i belastningens størrelse må tilskrives den usikkerhed,
der er forbundet med opgørelsesmetoden, der i vid udstrækning er baseret på relativt
få målinger på det enkelte anlæg. Udsvingene i kapacitetens størrelse kan hænge
sammen med, at der på et tidspunkt var usikkerhed om, hvorvidt det var tal for den
fysiske kapacitet eller om det var tal for den godkendte kapacitet, der skulle
indberettes.
---
Figur 3.3
Samlet spildevandsudledning og årsnedbør, 1989-98.
Det samlede antal renseanlæg reduceres fortsat. Spildevandsrensningen samles på
større og mere avancerede renseanlæg.
Antallet af overskridelser af udlederkrav i procent af antal anlæg med kontrollerede
udleder krav er fra 1989 til 1995 faldet fra 39 % til 25 %, men steg i 1996 til 30 %. I
1997 faldt antallet til 20 % og er i 1998 faldet yderligere, således at antallet af
overskridelser i procent af anlæg med kontrollerede krav nu er 16 %. Antallet af anlæg
med kontrollerede krav har været nogenlunde konstant de sidste fem år. Da samtidig det
totale antal kommunale renseanlæg er faldende, er andelen af anlæg med kontrollerede
krav stigende. Antallet af anlæg med overskridelser, er det laveste, der er konstateret i
perioden 1989-98.
3.1.2 Særskilte industrielle udledere
Opgørelsen over særskilte industrielle udledninger omfatter direkte
udledninger til vandløb, søer eller havet fra virksomheder, som ifølge
miljøbeskyttelsesloven skal have en udledningstilladelse. Undtaget fra opgørelsen er dog
udledninger fra virksomheder mv. som samlet udleder mindre end 30 PE eller som udelukkende
udleder kølevand eller uforurenet overfladevand.
Året-der-gik
Opgørelsen omfatter i alt 109 virksomheder mv. med en eller flere direkte
udledninger til vandløb, søer eller havet. Af disse virksomheder er 32 omfattet af
Vandmiljøplanens krav om nedbringelse af næringsstofudledningen (VMP-virksomheder). Af
de 123 virksomheder udleder i alt 87 kvælstof, fosfor og/eller organisk stof. For 54 af
virksomhederne har amterne oplyst, at der udledes tungmetaller og/eller miljøfremmede
stoffer. Virksomheder i Vestsjællands, Bornholms, Viborg eller Nordjyllands amter med
eventuel udledning af tungmetaller og miljøfremmede stoffer er på grund af manglende
oplysninger ikke indregnet i denne opgørelse.
Den samlede mængde spildevand udledt fra særskilte udledere udgjorde i 1998 ca. 64
mio. m3, hvoraf ca. 43 mio. m3 blev udledt fra VMP-virksomheder.
Udledningen af næringssalte fra særskilte udledere udgjorde i 1998 1.428 ton
kvælstof og 124 ton fosfor. Der er hermed tale om et fald i udledningen i forhold til
1997; kvælstofudledningen er således reduceret med 21 % og fosforudledningen med 14 %.
Kvælstofudledningen på 1.428 ton fordelte sig med 1.189 ton fra VMP-virksomheder og 239
ton fra øvrige udledere. Fosforudledningen på 124 ton fordelte sig med 100 ton fra
VMP-virksomheder og 24 ton fra øvrige udledere.
Udledningen af næringssalte udgjorde af den samlede landbaserede punktkildeudledning i
1998 omkring 14 % for kvælstof og omkring 9 % for fosfor, jf. figur 3.1. Det er fortsat
fiskeindustrien, der vejer tungest i industriregnskabet med 46 % af kvælstofudledningen
og 52 % af fosforudledningen. Mængden af organisk stof udledt fra særskilte udledere
udgjorde i 1998 ca. 10.700 ton BI5, hhv. ca. 24.100 ton COD. Heraf udgjorde
udledningen fra VMP-virksomheder ca. 9.100 ton BI5, hhv. ca. 21.3700 ton COD.
Der er i forhold til udledningen i 1997 tale om en reduktion på 6 % for BI5 og
23 % for COD.
Hvor de særskilte udledere er af mindre betydning for næringssaltudledningen, er de
til gengæld de markant største bidragydere med hensyn til organisk stof med omkring 43 %
af den samlede landbaserede punktkildeudledning, opgjort som BI5. De største
udledere her er sukkerindustrien med 61 % og fiskeindustrien med 32 % af
industriudledningen.
De af amterne indberettede oplysninger om mængder af tungmetaller og miljøfremmede
stoffer udledt i 1998 fra særskilte udledere til vandområderne er summeret op i
tabellerne 3.7 og 3.8. Opgørelsen er baseret på oplysninger fra virksomhedernes
egenkontrol og fra amternes tilsyn. Indsamling af oplysningerne er således ikke foretaget
med henblik på tilvejebringelse af et landsdækkende billede af udledningen, hverken med
hensyn til udledte stoffer eller stofmængder, og som allerede nævnt mangler der
oplysninger på dette område fra fire af de fjorten amter. Af samme grund er de angivne
mængder i tabellerne minimumsangivelser for udledningen.
Tabel 3.7
Tungmetaller og uorganiske sporstoffer mv. udledt fra særskilte industrielle
udledere i 1998 (minimumsangivelser).
|
kg |
aluminium (Al) |
6 |
arsen (As) |
10 |
barium (Ba) |
600 |
bly (Pb) |
66 |
cadmium (Cd) |
10 |
chrom (Cr) |
360 |
cyanid |
2 |
kobber (Cu) |
454 |
kviksølv (Hg) |
2 |
molybdæn (Mo) |
252 |
nikkel (Ni) |
397 |
selen (Se) |
12 |
strontium (Sr) |
44.000 |
sølv (Ag) |
2 |
tin (Sn) |
1 |
vanadium (V) |
33 |
zink (Zn) |
670 |
Tabel 3.8
Miljøfremmede stoffer mv. udledt fra særskilte industrielle udledere i 1998
(minimumsangivelser).
|
kg |
Pesticider |
5 |
Alifatiske aminer |
8.787 |
Aromatiske kulbrinter |
1.254 |
Phenolforbindelser |
86 |
Halogenerede alifatiske kulbrinter |
30 |
Halogenerede aromatiske kulbrinter |
189 |
Chlorphenoler |
265 |
Polyaromatiske kulbrinter (PAH) |
< 1 |
Anioniske detergenter |
23 |
Ætere |
2 |
Aldehyder, amider oa. |
2.213 |
AOX |
15 |
Tungmetallerne og flertallet af de nævnte miljøfremmede stoffer indgår i
prøvetagningen under NOVA-2003. For en lang række af stofferne foreligger der imidlertid
endnu ikke de nødvendige analysemetoder eller dokumentation for kvaliteten af analyserne.
På den baggrund vurderes de angivne stofmængder at være forbundet med en væsentlig
usikkerhed.
Andre stoffer udledt fra særskilte udledere i 1998 er frit chlor, formiat, acetat,
jern, ferro-jern og olie.
Flere af de tungmetaller og miljøfremmede stoffer, som er omfattet af amternes
indberetning for 1998, herunder bl.a. kviksølv og cadmium samt chlorphenoler, aromatiske
halogenerede kulbrinter og halogenerede alifatiske kulbrinter, er opført på den
såkaldte liste I over stoffer, for hvilke forureningen bør bringes til ophør, jf.
direktiv 76/464/EØF om forurening, der er forårsaget af udledning af visse farlige
stoffer i Fællesskabets vandmiljø. Direktivet er gennemført i dansk lovgivning ved
Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 921 af 8. oktober 1996, og der er i
forbindelse hermed fastsat kvalitetskrav for vandmiljøet for liste I-stofferne.
Koncentrationerne i spildevandet fra de særskilte industrielle udledere vurderes generelt
ikke at være kritiske sammenholdt med disse kvalitetskrav.
Der foreligger ikke fra amterne oplysninger om hvilke bestræbelser, der i de konkrete
tilfælde gøres med hensyn til at bringe udledningen af de nævnte stoffer til ophør.
Udviklingen siden 1989
Den samlede udledte mængde spildevand er faldet siden 1989. Vandmængden toppede i
1991 med en årsudledning på 100 mio. m3 og faldt derefter frem til 1996,
hvorefter den har ligget konstant på knap 65 mio. m3 pr. år. Udledningen fra
VMP-virksomhederne har gennem perioden ligget nogenlunde konstant på mellem 40 og 45 mio.
m3 pr. år, bortset fra årene 1991-92, hvor der blev udledt omkring 56 mio. m3
pr. år.
Den samlede kvælstofudledning fra særskilte udledere faldt med 37 % alene fra 1989
til 1990 og har generelt været faldende også i årene derefter. Den samlede reduktion
siden 1989 er på 78 %, jf. figur 3.4.
For VMP-virksomhederne alene er den procentvise reduktion i kvælstofudledningen siden
1989 mindre end for alle virksomhederne under ét, hvilket bl.a. skyldes, at stadig flere
virksomheder bliver omfattet af Vandmiljøplanes krav. Det har derfor interesse særskilt
at følge de VMP-virksomheder, for hvilke der foreligger oplysninger tilbage til 1989. For
disse virksomheder er udledningen reduceret jævnt gennem perioden fra 2.065 ton til 839
ton, bortset fra, at en ekstraordinært stor udledning fra fiskemelsindustrien i 1992
gjorde dette års samlede udledning til periodens største med 2.237 ton. Den samlede
reduktion gennem perioden 1989-98 udgør 59 %.
Udviklingen i fosforudledningen fra industrielle udledere siden 1989 er stort set den
samme, hvad enten udledningen opgøres for alle særskilte udledere (Figur 3.4), for
VMP-virksomhederne under ét eller alene for VMP-virksomheder, for hvilke der foreligger
oplysninger tilbage til 1989. Generelt er der sket en kraftig reduktion i udledningen frem
til midt i 1990erne, hvorefter udledningen har været nogenlunde stabil. For alle udledere
under ét er der siden 1989 sket en reduktion fra 1.412 ton til 124 ton, svarende til 91
%. For VMP-virksomheder, for hvilke der foreligger oplysninger tilbage til 1989, er
udledningen reduceret fra 810 ton til 48 ton, svarende til 94 %.
Den samlede BI5-udledning fra særskilte udledere, som i 1989 udgjorde
56.205 ton, blev reduceret jævnt frem til 1996, men synes derefter at have stabiliseret
sig omkring 10.000 ton BI5 pr. år. Reduktionen i den samlede udledning fra
1989 til 1998 udgør 81 % (Figur 3.4).
---
Figur 3.4
Udviklingen i den samlede udledning af kvælstof, fosfor og organisk stof fra
særskilte industrielle udledere i perioden 1989-1999.
BI5-udledningen fra VMP-virksomheder varierede omkring 19.000 ton pr. år
fra 1989 til 1992 og faldt derefter til omkring 6.400 ton i 1996, hvorefter den atter er
steget. Udviklingen afspejler i et vist omfang, at der nu er flere VMP-virksomheder end i
1989. For de VMP-virksomheder alene, for hvilke der foreligger oplysninger tilbage til
1989, skete der en halvering af udledningen i perioden fra 1989 til 1991-92, fra 20.305
ton til omkring 10.000 ton. Reduktionen fortsatte med mindre hast frem til 1996, hvorefter
udledningen har været svagt stigende til 6.778 ton i 1998. Reduktionen i udledningen fra
1989 til 1998 udgør for disse virksomheder 67 %.
For tungmetaller og miljøfremmede stoffer har der ikke hidtil været foretaget årlige
opgørelser over udledningen fra særskilte udledere. Miljøstyrelsen (1994) har tidligere
opgjort den samlede udledning af tungmetallerne bly, kobber, chrom, nikkel og zink fra
særskilte udledere i 1993 til 5 ton, hvor den tilsvarende udledning i 1998 udgjorde 2
ton. Ligesom for dette års opgørelse var opgørelsen fra 1993 behæftet med stor
usikkerhed, og der er ikke grundlag for at antage, at forskellen på de to tal reelt er
udtryk for en væsentlig reduktion i udledningen.
3.1.3 Regnbetingede udløb
Opgørelse over regnbetingede udløb omfatter alle regnvandsudledninger til vandløb,
søer og havet fra afvandede arealer, såsom tagarealer, vejarealer, stier og pladser, i
det omfang disse er tilsluttet et kloaknet. De regnbetingede udledninger kan opdeles i:
- separate udledninger af overfladevand,
- overløb fra fælleskloakerede områder, hvor udledningen udgøres af en blanding af
overfladevand og spildevand.
Året-der-gik
Den væsentligste parameter ved beregning af udledningen fra de regnbetingede udløb er
nedbøren. 1998 var som helhed meget nedbørsrig. Der faldt 860 mm nedbør i gennemsnit
over landet, hvilket er mere end 20 % mere end normalt. Dette har medført tilsvarende
større regnbetingede udledninger fra både separat- og fælleskloakerede områder.
Antallet af regnbetingede udløb med tilhørende totale og befæstede arealer fremgår
af tabel 3.9. Det samlede kloakerede areal udgør 241.300 hektar, og det befæstede areal
udgør 71.600 hektar, svarende til ca. 5 % af det samlede areal. Fordelingen mellem
fællessystem og separatsystem er for de befæstede arealer tæt ved 50 %, men med en stor
regional variation. Københavns kommune har ca. 90 % fælleskloakerede arealer, mens
Københavns Amt har ca. 30 % fælleskloakerede arealer. Der er registreret i alt 5.395
overløbsbygværker og 9.136 separate udløb af overfladevand. Det samlede befæstede
areal er stort set uændret, mens der er en tydelig tendens til at flere arealer udleder
via bassin, både for fælles- og separatkloakerede arealer.
Tabel 3.9
Antal udløb/overløb separat - og fælleskloaksysterner i 1998.
Kloaksystem |
Antal ud/overløb |
Areal (hektar) |
|
Total |
Befæstet |
Fælles uden bassin |
4.148 |
67.822 |
22.034 |
Fælles med bassin |
1.247 |
41.236 |
11.969 |
Fælles i alt |
5.395 |
109.058 |
34.003 |
Separat uden bassin |
7.560 |
90.601 |
24.618 |
Separat med bassin |
1.576 |
41.649 |
12.945 |
Separat i alt |
9.136 |
132.250 |
37.563 |
Udledningen i 1998 var knap 20 % højere end for et normal år med en vandmængde på
244 mio. m3, og et stofindhold på 968 ton kvælstof, 253 ton fosfor og 16.192
ton organisk stof målt som COD. Den højere udledning skyldes den meget store
nedbørsmængde.
I 1998 er der udformet en opgørelse af overløb for renseanlæg større end 5.000 PE.
For disse anlæg er indberettet de summerede overløbsmængder fra hele renseanlæggets
fælleskloakerede opland. Denne opgørelse viser, at på trods af at overløbene i dag kun
udgør under 3-4 % af belastningen i renseanlæggenes oplande, har overløbsmængder i
mange tilfælde samme størrelsesorden som udløb. I middel udgør de dog kun ca. 12 % for
organisk stof og kvælstof og 30 % for fosfor.
Udviklingen siden 1989
De beregnede udledninger af organisk stof, fosfor og kvælstof vist for perioden 1989
til 1998 fremgår af figur 3.5. Tilsvarende er nedbøren i samme periode vist. Figuren
viser, at der ikke er de store variationer fra år til år i udledningen. Samtidig ses, at
udledningen følger nedbørsmængden.
---
Figur 3.5
Udviklingen i de samlede aktuelle udledninger af kvælstof, fosfor og organisk stof
(COD) fra separat- og fælleskloakerede områder.
Indenfor fælleskloakerede områder, er der i perioden 1992-98 sket en
stigning på 34 % af det befæstede areal, hvorfra der udledes via bassiner, og
tilsvarende er arealet faldet med 10 % for områder, hvorfra der udledes uden bassiner.
Stigningen tilskrives etableringer af nye bassiner. I 1998 er der bassiner på udledninger
fra 35 % af de fælleskloakerede befæstede arealer.
3.1.4 Bebyggelser i det åbne land
Det åbne land repræsenterer typisk almindelig beboelse. Ejendommene ligger uden
for kloakerede områder og afleder spildevand via anlæg med en kapacitet på under 30
personækvivalenter (PE). Der er først og fremmest tale om udledning af husspildevand.
Året-der-gik
I 1998 var der i alt ca. 346.500 ejendomme i det åbne land. Ejendommene fordeler
sig som beboelsesejendomme beliggende i sommerhusområder, kolonihavehuseområder,
områder med spredt bebyggelse og landsbyer. Fordelingen af alle ejendomme i Danmark med
en spildevandsafledning under 30 PE beliggende uden for kloakerede områder, herunder
fordelingen på de forskellige ejendomstyper fremgår af tabel 3.10.
Tabel 3.10
Antal ejendomme fordelt på rensetype inden for de forskellige ejendomstyper.
Se her
Andet dækker over ejendomme med en atypisk husspildevandsbelastning
sammenlignet med almindelige beboelsesejendomme så som skoler, institutioner,
kontorbygninger, hoteller mv. Betegnelsen øvrige uden udledning står for
øvrige typer af anlæg, hvor der ikke sker udledning til vandløb, søer eller havet.
Langt hovedparten af de registrerede ejendomme i det åbne land er beliggende i
spredt bebyggelse svarende til ca. 60 % af alle ejendomme. Sommerhusene udgør ligeledes
en stor gruppe svarende til ca. 30 % af alle ejendomme.
Etableret rensning
I tabel 3.10 er det ligeledes vist, hvilken renseforanstaltninger der er etableret
på ejendommene i det åbne land. Det ses, at ca. halvdelen af alle ejendomme har
afledning af spildevand i form af nedsivning. Det vil sige, at der ikke sker udledning til
vandløb, søer eller havet. Det skal bemærkes, at ca. halvdelen af disse
nedsivningsanlæg er at finde i sommerhusområderne. Afløbstypen øvrige m.
udledning udgør, jf. tabel 3.10, en begrænset andel, idet kun ca. 5 % af alle
ejendomme har etableret en sådan afløbstype. Heraf fås, at lidt under halvdelen af
ejendommene i det åbne land har en form for afledning spildevand, hvor der sker udledning
til vandløb, søer eller havet. Helårsbeboelsen udgør mere end 90 % af alle disse
ejendomme.
Under en procentdel af udledningerne fra ejendomme i det åbne land sker via
minirenseanlæg eller biologiske sandfiltre, jf. tabel 3.11. Resten afleder typisk i form
af udledning efter mekanisk rensning, ofte tilknyttet dræn.
Udledte stofmængder i 1998
Den beregnede udledning af kvælstof, fosfor og organisk stof i 1998 fordelt på de
forskellige typer af ejendom inden for det åbne land fremgår af tabel 3.11. Der er
tilsyneladende sket et mindre fald i udledningen til vandområder i forhold til sidste
år. Den registrerede ændring skal dog formentlig også tilskrives, at indberetningen med
hensyn til rensemetoder og dermed rensegrader er mere detaljeret i forhold til tidligere.
Ejendommene i det åbne land uden for kloakerede områder udledte efter rensning ca.
998 ton kvælstof og 228 ton fosfor og 3.888 ton organisk stof til vandløb, søer eller
havet. Denne tilførsel til vandmiljøet stammer for ca. 98 %s vedkommende fra
helårsbeboelse, og langt hovedparten heraf kan henføres til den spredte bebyggelse, jf.
tabel 3.11.
Tabel 3.11
Udledt mængde af kvælstof, fosfor og organisk stof fra ejendomme uden for
kloakopland.
|
Total-N |
Total-P |
BI5 |
ton |
Sommerhuse |
16 |
4 |
70 |
Kolonihavehuse |
<1 |
< 1 |
1 |
Spredt bebyggelse |
830 |
189 |
3.231 |
Landsbyer |
145 |
33 |
554 |
Andet |
8 |
2 |
31 |
I alt |
998 |
228 |
3.888 |
NOVA-2003 har i 1998 ikke omfattet målinger af tungmetaller eller miljøfremmede
stoffer på spildevandsafledningen fra ejendommene i det åbne land. De kommende år vil
der blive målt på få udvalgte renseanlæg, der alene er belastet med husspildevand.
Målinger på disse anlæg vil fremover kunne anvendes som grundlag for at estimere den
totale udledning af tungmetaller og miljøfremmede stoffer fra beboelse i det åbne land.
Alligevel er det muligt i dag at give et kvalificeret bud på den totale udledning af
tungmetaller, jf. tabel 3.12. Udledning af tungmetaller er beregnet som en kombination af
estimater beregnet ud fra to modeller (Miljøstyrelsen, 1997a og Miljøstyrelsen, 1999b).
Dette må anses som det bedste estimat på nuværende tidspunkt for den totale udledning.
De beregnede mængder for udledning er behæftet ved en væsentlig usikkerhed. Derfor er
det ikke holdbart at tale om ændringer i forhold til tidligere år. De forskelle, der kan
registreres, skal snarere betragtes som udtryk for en forbedret opgørelse.
Tabel 3.12
Beregnet udledning af udvalgte tungmetaller og miljøfremmede stoffer, 1998.
Stof |
kg |
Aluminium (Al) |
1.000 |
Arsen (As) |
30 |
Bly (Pb) |
200 |
Cadmium (Cd) |
30 |
Chrom (Cr) |
200 |
Kobber (Cu) |
1.000 |
Kobolt (Co) |
60 |
Kviksølv (Hg) |
20 |
Nikkel (Ni) |
500 |
Sølv (Ag) |
30 |
Zink (Zn) |
4.000 |
Den fremtidige forbedrede rensning af spildevandet, som kan forventes som følge af
initiativerne i henhold til Lov nr. 325 af 14. maj 1997 om spildevandsrensning i det åbne
land (Miljø- og Energiministeriet, 1997), må forudses at få positiv effekt i forhold
til tungmetaller. Det må forventes, at udviklingen går i retning af en løbende
reduktion af de udledte mængder af tungmetaller til vandmiljøet.
Spildevandsplaner
På baggrund af regionplaner, hvoraf det fremgår i hvilke delområder, der skal
gennemføres en forbedret rensning af spildevandet fra det åbne land, planlægger
kommunerne kombinationen af kloakering, nedsivning og lokal rensning af nærmere angivet
type mv., som skal gælde for ejendomme i det åbne land.
I dag dækker de kommunale spildevandsplaner kun ganske få procent af ejendommene i
det åbne land. Dette er endnu for spinkelt et grundlag til at danne sig et billede af den
fremtidige afløbstype for disse ejendomme.
De amter, der har en regionplan, der dækker spildevandsafledningen i det åbne land,
har haft vanskeligt ved at vurdere, om de vedtagne kommunale spildevandsplaner er i
overensstemmelse med regionplanerne med hensyn til forbedret rensning. Ofte har amterne
oplyst, at der er overensstemmelse. Kun i meget få tilfælde er det angivet, at der ikke
er overensstemmelse mellem regionplanens og spildevandsplanens krav til rensning.
Udviklingen i udledninger fra bebyggelser i det åbne land
De beregnede mængder er behæftet med usikkerhed. Derfor er det ikke holdbart at
tale om ændringer i udledningen i forhold til tidligere år. De ændringerne, der hidtil
har kunnet spores, skal betragtes som udtryk for en forbedret opgørelse. Dog er der tale
om et reelt fald i udledningen af fosfor.
3.1.5 Ferskvandsdambrug
Ferskvandsdambrug opdrætter laksefisk, især regnbueørred og anvender udelukkende
ferskvand hertil med afløb til vandløb, sø eller havet.
Året-der-gik
I 1998 var der 423 dambrug i drift. Nettoproduktion af fisk var 32.585 ton. Det samlede
foderforbrug var på 31.607 ton inklusiv foder til moderfisk. Der blev således produceret
lidt over 1 kg fisk pr. kg tildelt foder.
Beregninger af udledningerne fra dambrug viser, at der i 1998 blev udledt 1.241 ton
kvælstof, 92 ton fosfor og 3.430 ton organisk stof (BI5). Vandforbruget er på
baggrund af oplysninger om dambrugenes vandforsyningsforhold beregnet til mindst 4.300
mio. m3 på årsbasis.
Set i forhold til den samlede tilførsel af næringssalte til havmiljøet udgør
bidraget fra dambrugene kun en begrænset andel, bortset fra enkelte østdanske fjorde
(f.eks. Mariager Fjord), hvor dambrugenes udledning af fosfor udgør en væsentlig del af
den samlede tilførsel. Tilsvarende udgør dambrugenes udledning af fosfor en væsentlig
del af fosfortilførslen til en række midtjyske søer.
Dambrugenes primære påvirkning af vandmiljøet sker lokalt ved de
vandløbsstrækninger, hvor dambrugene er placeret. Denne påvirkning er knyttet til
udledningen af organisk stof, der ligesom næringssaltudledningen er forårsaget af
ekskrementer fra fiskene og et direkte spild af foder.
I forbindelse med dambrugsproduktionen anvendes i vidt omfang medicin (antibiotika) og
hjælpestoffer med henblik på forebyggelse og bekæmpelse af forskellige snyltere,
bakterielle sygdomme og virussygdomme. I 1998 var de 3 mest anvendte hjælpestoffer
kobbersulfat (10,2 ton), kloramin (10,4 ton) og formalin (164 m3). Det har ikke
været muligt at foretage en samlet opgørelse over forbruget af medicin i 1998.
Udviklingen siden 1989
Der har i perioden 1989-1998 været et betydeligt fald i de beregnede udledninger af
kvælstof, fosfor og organisk stof, jf. figur 3.6. I forhold til 1997 er niveauet for de 3
parametre stort set det samme. I perioden fra 1989 til 1998 er den teoretisk beregnede
udledning af organisk stof (BI5) blevet reduceret med 49 %, kvælstof med 43 %
og endelig fosfor med 61 %.
---
Figur 3.6
Udledninger af kvælstof, fosfor og organisk stof fra ferskvandsdambrug
(1993-1998).
Baggrunden for, at udledningerne er faldet, er først og fremmest, at dambrugsbeke
ndtgørelsens bestemmelser om etablering af renseforanstaltninger, fastsættelse af
et årligt foderforbrug og krav om bedre foderkvalitet og bedre udnyttelse af foderet i
stigende grad er blevet efterlevet.
Den generelle reduktion i dambrugenes udledning af organisk stof er også registreret
gennem målingerne af BI5 i vandløbene. Som eksempler herpå er i figur 3.7
vist tidsserier for udviklingen i BI5-niveauet i to vandløb i Ribe Amt, hvor
dambrug er den væsentligste punktkilde. BI5-niveauet i de to dambrugsbelastede
vandløb er i overensstemmelse med den generelle reduktion i dambrugenes udledning af
organisk stof faldet betydeligt. BI5-koncentrationerne i dambrugsbelastede
vandløb er dog fortsat mere end dobbelt så høje som i ubelastede referencevandløb, jf.
Bøgestrand m.fl. (1999).
---
Figur 3.7
Udvikling i BI5-niveau (vandføringsvægtede gennemsnit) fra 1987 til 1998 i
to vandløb, hvor dambrug er den væsentligste punktkilde (data fra Ribe Amt, 1999).
Udviklingen afspejles også i den biologiske tilstand i vandløbene nedstrøms
dambrugene. I 1998 havde ca. 40 % af de dambrugspåvirkede vandløbsstrækninger en
acceptabel biologisk tilstand. Set i forhold til 1989, hvor mindre end 15 % af de
dambrugspåvirkede strækninger havde en acceptabel tilstand, er der tale om en markant
stigning (Miljøstyrelsen, 1999b).
Det indberettede forbrug af hjælpestoffer er stort set blevet fordoblet i forhold til
1997. Det er usikkert, om stigningen dækker over et reelt merforbrug eller er udtryk for
en bedre kvalitet i indberetningerne. At få tilvejebragt viden herom samt om effekterne
af disse og andre hjælpestoffer nedstrøms dambrugene er en forudsætning for at kunne
finde frem til den bedst mulige indsats.
Tungmetaller i slam fra dambrug har de senere år fået stigende opmærksomhed. I en
undersøgelse af indholdet af tungmetaller i slam fra dambrug tyder resultaterne på, at
den overvejende del af metallerne, især cadmium og nikkel, bliver tilført med åvandet
(COWI, 1998).
3.2 Havbaserede punktkilder
Havbaserede punktkilder, der i modsætning til de landbaserede punktkilder befinder
sig på søterritoriet, omfatter saltvandsbaseret fiskeopdræt, klapning,
offshore-industri og skibsbaseret forurening.
3.2.1 Saltvandsbaseret fiskeopdræt
Ved saltvandsbaseret fiskeopdræt forstås opdræt af fisk i havbrug eller i damme
på land, hvortil der er et indtag af saltvand. Sidstnævnte er strengt taget ikke en
havbaseret kilde, men medregnes her, da den er reguleret efter de samme regler som
havbrugene.
I Danmark er saltvandsbaseret opdræt af fisk især baseret på regnbueørreder.
Ørrederne bliver som hovedregel udsat om foråret med en vægt på 700-900 gram og vokser
i løbet af sommerhalvåret og frem til slagtningen i efteråret til en vægt på omkring
3-5 kg. Fodringen af fiskene resulterer i et tab af næringsstoffer og organisk stof til
vandmiljøet - primært i form af ekskrementer fra fiskene og et direkte spild af foder.
Året-der-gik
Havbrugene, hvoraf 25 i 1998 udnyttede deres driftstilladelse, er for hovedpartens
vedkommende placeret i beskyttede områder af Lillebælt, det nordlige Bælthav,
Smålandsfarvandet og Storebælt. Havbrugene brugte i 1998 ca. 6.100 ton foder.
Nettoproduktionen var på ca. 5.200 ton fisk, heraf var ca. 300 ton æg. De flest
saltvandsdambrug, hvoraf 13 var i drift i 1998, er af ældre type (jorddamme) og ligger
ved Ringkøbing Fjord. Et mindre antal moderne saltvandsdambrug ligger ved Storebælt og
Lillebælt samt i Nordjylland ud mod Skagerrak. Saltvandsdambrugene brugte i 1998 ca.
2.500 ton foder med en resulterende nettoproduktion på 1.900 ton fisk.
Det samlede stofbidrag fra driften af havbrug og saltvandsdambrug var i 1998 på
omkring 290 ton kvælstof, 33 ton fosfor og 1.571 ton organisk stof. Saltvandsdambrugene
anvendte i 1998 i alt omkring 232 mio. m3 vand.
I 1998 var det samlede forbrug af medicin og hjælpestoffer i følge amternes
indberetninger på ca. 840 kg plus 16 m3 formalin. De mest anvendte
hjælpestoffer var - udover formalin - Tribrisin (338 kg) og Aquavet S/T (216 kg).
Omsætningen af stofferne på hav- og saltvandsdambrugene er forholdsvis ukendt. Det samme
gælder de miljømæssige effekter af forbruget af medicin og andre hjælpestoffer.
Udviklingen siden 1989
Udledningen fra havbrug er siden 1987 reduceret markant for fosfors vedkommende. I
1987 blev der udledt omkring 40 ton, mens der gennem de senere år udledt under 30 ton pr.
år. For kvælstofs vedkommende lå udledningsniveauet i slutningen af 80erne for
havbrugenes vedkommende over 300 ton årligt. De senere år har niveauet ligget under 250
ton pr. år. Der findes kun tal for saltvandsdambrug fra 1992. Den totale udledning har
været nogenlunde konstant, dog med svagt faldende udledning for kvælstofs vedkommende,
jf. figur 3.10. Udledningerne pr. produceret ton fisk er faldet væsentligt for både
havbrug og saltvandsdambrug.
---
Figur 3.8
Udledninger af kvælstof, fosfor og organisk stof fra havbrug (A) og
saltvandsdambrug (B). Der foreligger ikke oplysninger om udledningerne af organisk stof
(BI5) fra saltvandsdambrug samt for havbrug i 1994.
Det er på det foreliggende grundlag ikke muligt at vurdere udviklingen i forbruget af
medicin og hjælpestoffer.
3.2.2 Klapning
Skibstransport, færgetrafik og fiskeri - for ikke at tale om lystsejlads - har brug
for at havne og sejlrender har en kendt dybde og bredde. Hvert år giver amterne
tilladelse til at materiale fra de nødvendige oprensninger eller uddybninger dumpes på
udvalgte klappladser indenfor amtets område. I nogle tilfælde er indholdet af
forurenende stoffer dog af en sådan karakter, at der ikke kan gives tilladelse til
klapning. Materialet bliver derfor deponeret i særlige kystnære depoter.
I 1998 blev der klappet ca. 4 mio. ton uddybnings- og oprensningsmateriale fra havne og
sejlrender. Der er som det fremgår af tabel 3.13 ikke nogen udvikling i perioden fra 1989
til 1998. Mængden vil især være påvirket af, om der i det pågældende år har været
et eller flere større anlægsarbejder, som indebærer klapning.
Tabel 3.13
Årlige klapmængder (mio. ton) i perioden 1989-1998.
År |
Mængde |
1989 |
3,3 |
1990 |
4,6 |
1991 |
8,0 |
1992 |
7,0 |
1993 |
6,4 |
1994 |
5,4 |
1995 |
4,2 |
1996 |
3,5 |
1997 |
4,0 |
1998 |
3,7 |
Der er i dag ikke nogen oversigt over den mængde oprensningmateriale, der deponeres
på land. Det vil typisk være særlige belastede havneafsnit og som regel
overfladesediment, der deponeres. Ikke alt materiale, som opgraves fra havne og sejlrender
klappes eller landdeponeres. Opgravet materiale bruges i det omfang det er muligt i
dæmninger, vejanlæg. mv. En anden form for genbrug er anvendelsen af rent klapmateriale
til kystfodring.
3.2.3 Offshore-industri
Offshore-industiens aktiviteter medfører udledning af en større mængde stoffer og
materialer til havet, heriblandt kulbrinter, tungmetaller og en række miljøfremmede
stoffer. De væsentligste kilder til udledningen udgøres af:
- boringer (udledning af bl.a. borespåner behæftet med vandbaseret boremudder,
cementeringskemikalier mv.),
- produktionsvand (udledning af rester af kulbrinter, produktionskemikalier, tungmetaller
mm.),
- brøndvedligeholdelsesoperationer (udledning af kemikalier), og
- spild (olie og kemikalier).
Hovedparten af de anvendte og udledte hjælpestoffer og materialer betragtes som
harmløse for det marine miljø, da der er tale om stoffer der er naturligt forekommende i
havmiljøet eller egentlige naturprodukter som eksempelvis nøddeskaller, cellulosefibre
mv.
Andre anvendte og udledte stoffer og materialer må derimod betragtes som
miljøfremmede. Disse vil, afhængig af de udledte mængder og de enkelte stoffers og
materialers iboende egenskaber, herunder giftighed, persistens og potentiale for
akkumulering i fødekæden, variere i miljøfarlighed og vil således kunne påvirke det
marine økosystem i varierende grad.
Året-der-gik
I 1998 blev der ifølge offshore-operatørernes årlige rapporteringer til
Miljøstyrelsen udledt i alt 185 ton olie i den danske Nordsøsektor. Udledning af
produktionsvand indeholdende rester af olie bidrog med i alt 174 ton, mens spild tegnede
sig for de resterende 11 ton.
Udledning af produktionsvand bidrager ligeledes til belastning af det marine miljø med
tungmetaller. Tungmetallerne i produktionsvand hidrører fra olie- og gasreservoirerne,
dels fra urenheder i anvendte produktionskemikalier som kan ende op i produktionsvandet.
Boremudderkomponenterne barite og bentonite indeholder urenheder i form af bl.a.
tungmetaller. De udledte mængder af metaller afspejler udledningen af boremudder og er
således korreleret med antallet af borede brønde. Opgørelsen i tabel 3.14 over udledte
mængder tungmetaller er foretaget på baggrund af målinger på produktionsvand fra et
enkelt Nordsøfelt. Der kan imidlertid forekomme større variationer imellem de enkelte
felter, hvorfor tallene er behæftet med nogen usikkerhed og skal tages med forbehold.
Tabel 3.14
Tungmetaller udledt til havet i forbindelse med boringer (B) og udledning af
produktionsvand (P) i 1998.
Stof |
B |
P |
kg |
Kviksølv |
53 |
33 |
Cadmium |
52 |
7 |
Zink |
910 |
98 |
Bly |
1.318 |
242 |
Krom |
209 |
52 |
Nikkel |
135 |
20 |
Kobber |
890 |
38 |
I 1998 blev der anvendt 85.316 ton stoffer og materialer, hvoraf 41.216 ton (48 %)
anslås udledt til havet. De resterende mængder er bortskaffet på anden vis, bl.a. ved
injektion under havbunden, ilandbringning eller som opblandede kemikalier i olien. Dertil
kommer, at en vis mængde af de anvendte kemikalier tilbageholdes i reservoirerne i
forbindelse med de udførte operationer. Disse kan evt. senere tilbageproduceres og
udledes med det producerede vand. Omfanget af tilbageproducerede kemikalier som udledes
med produktionsvand er i dag ukendt.
Udviklingen i udledningerne
I 1998 blev oliebaseret boremudder (OBM) atter anvendt til boring af visse sektioner af
komplicerede brønde, hvor anvendelse af OBM blev vurderet nødvendig. Borespåner med OBM
fra disse boringer blev bortskaffet ved injektion under havbunden eller ved
ilandbringning.
Op gennem 1990erne steg udledningen af olie, jf. figur 3.9, til havet via
produktionsvand, hvilket skyldes den generelle stigning i mængden af produktionsvand.
Væksten i mængden af produktionsvand er dels et resultat af den øgede produktion i
perioden, dels en effekt af den generelle ældning af de eksisterende olie- og gasfelter.
---
Figur 3.9
Udledning af olie til havet fra offshore-industriens aktiviteter. Udledningerne er
fordelt på oliebaseret boremudder (OBM), produktionsvand og spild. Figuren omfatter ikke
tal for spild i årene 1982-1982, 1985-1991 og 1993 og omfatter ej heller tal for OBM i
årene 1982-1983.
Udvikling i udledning af produkter indeholdende nonylphenolethoxylater (NPE) i
forbindelse med offshore-aktiviteter fremgår af tabel 3.15. Udviklingen i udledningen af
tungmetaller fra boringer fremgår af tabel 3.16.
Tabel 3.15
Årlige udledning af produkter indeholdende NPE.
År |
Udledning af produkter med NPE1 |
|
ton |
1994 |
10,1 |
1995 |
8,4 |
1996 |
3,9 |
1997 |
0,5 |
1998 |
0,4 |
1) Mængderne angiver produktmængder og ikke total udledt NPE.
3.2.4 Skibsfart
Også skibsfarten kan give anledning til miljøeffekter. Det drejer sig primært om
oliespild, og effekter af antibegroningsmaling.
Oliespild fra skibe
Når olien forurener vores kystområder og strandene langs går det ud over områdernes
rekreative værdi for befolkningen, og det kan påvirke turisterhvervene i regionen.
Olie i naturen kan også forårsage store skader på økosystemer, dyr og planter. Mest
kendt er effekten på havfugle, hvor fjerdragten danner et effektivt vandskyende og
varmeisolerende lag. Når en fugl kommer i berøring med olie, ødelægges dette
beskyttende lag. Fjerene klistrer sammen.
En olieplet på størrelse med en femkrone er om vinteren nok til at nedsætte
varmeisoleringen, så fuglen dør. Havfuglene kan også få indre skader ved at optage
olien med olieforurenet føde eller ved at pudse en olietilsølet fjerdragt. Skaderne er
ofte så store, at fuglene kun har ringe chance for at overleve. For at undgå varmetabet
til det omgivende, kolde vand søger olieindsmurte fugle ofte ind på kysterne, hvor de
kan samles. Derved bliver de ofte meget synlige og kan vække opmærksomhed.
Lavvandede områder, som om sommeren er meget produktive og hjemsted for fiskeyngel, er
sårbare over for olieforurening, og især må det ikke undervurderes, at de danske
farvande om vinteren huser store bestande af især dykænder - netop på et tidspunkt hvor
fuglene er følsomme over for olieforurening. Således registreres fugledød i danske
farvande forårsaget af olieforurening næsten udelukkende i vinterhalvåret fra oktober
til april. Forureningen rammer først og fremmest edderfugl, sortand, fløjlsand og
havlit.
I forhold til halvfjerdserne, hvor der muligvis omkom op mod 100.000 fugle, er antallet
af omkomne fugle som følge af olieforureninger faldet betydeligt op til i dag.
Olieforurening udgør derfor næppe længere en egentlig trussel mod bestandene, men
udgør fortsat et dyreværnsmæssigt problem.
Det er ikke muligt at sætte eksakte tal på de mængder olie, der ulovligt bliver
udledt i danske farvande. Det er dog muligt at belyse problemets omfang med eksempler, der
siger noget om antal og fordeling af olieforureninger gennem årene. En ny undersøgelse
over antallet af olieindsmurte fugle i perioden fra 1984 til 1995, viser dog at der er
sket et fald i antal olieindsmurte fugle i Østersøen og i Kattegat, mens der ikke er
konstateret et tilsvarende fald i Skagerrak og Nordsøen (Ornis Consult, 1996). Desuden
har antallet af meldinger om olieforurening i de danske farvande til Søværnets Operative
Kommando (SOK) været ret konstant i de sidste 5-10 år på omkring 400 meldinger - på
trods af en stigende skibstrafik, jf. tabel 3.17.
Tabel 3.17
Antal oliemeldinger pr. år.
År |
Antal meldinger |
1989 |
319 |
1990 |
345 |
1991 |
454 |
1992 |
356 |
1993 |
320 |
1994 |
354 |
1995 |
405 |
1996 |
393 |
1997 |
360 |
1998 |
476 |
Antallet af meldinger om observationer kan ikke umiddelbart anvendes som en indikator
for, at der eksisterer et alvorligt problem med olieforurening i Danmark. Som regel drejer
over halvdelen af alle observationerne sig om enten let olie/diesel, der fordamper eller
mudder/alger/strømskel, hvor det altså viser sig at være falsk alarm. Disse tal tyder
efter Miljøstyrelsens vurdering på, at de vedtagne initiativer til bekæmpelse af
olieforurening har haft en forebyggende effekt. Det største miljøproblem eksisterer i
Nordsøen, hvor der fortsat sker en række ulovlige udtømninger af olie - og hermed
forureninger af den jyske vestkyst. Den 1. august 1999 trådte et internationalt forbud
mod udledning af spildolie i Nordsøen i kraft. Et tilsvarende forbud har eksisteret i
længere tid i de andre danske havområder.
Antibegroningsmaling
For at forhindre begroning af skibenes skrog males med en type maling, der indeholder
giftige forbindelser. Giftene har en bredspektret virkning i miljøet, således at de
udover at være virksomme overfor de organismer som skaber begroning, også har uønskede
bivirkninger for miljøet.
Antibegroningsmidlet tributyltin (TBT), som blev introduceret i 60erne, er et af de
giftigste stoffer, der med forsæt spredes i det marine miljø. Gifteffekter forekommer
hos en række af akvatiske organismer, men det er især bløddyr, som f.eks. snegle og
muslinger, der er følsomme ved ekstremt lave TBT-niveauer helt ned under 1 ng/l (Fent,
1996).
I havet afstedkommer TBT hormonelle forstyrrelser der kan registreres som det såkaldte
imposexfænomen hos konksnegle. Imposex er udviklingen af maskuline kønskarakteristika i
hunsnegle, der i ekstreme tilfælde kan medføre sterilitet og død. Fra 1998 har
NOVA-2003 omfattet overvågning af effekter af antibegroningsmidler (se afsnit 5.4).
3.3 Dyrkede arealer
I Danmark forvalter landbruget 62 % af arealet og heraf er godt 90 % i omdrift.
Intet andet land i Europa har i samme grad opdyrket jorden. Landbruget og dermed
landbrugets struktur, driftsformer og arealanvendelse har således en afgørende
indflydelse på vandmiljøet og naturen generelt.
Specialiseringen og intensiveringen af landbruget i Danmark har betydet en udvikling
mod færre bedrifter med et gennemsnitligt større jordtilliggende og husdyrbrug med
intensivt dyrehold. Den samlede husdyrtæthed har været nogenlunde konstant, men
eksempelvis er den gennemsnitlige størrelse af svinebesætninger steget 6-7 gange i
perioden 1970-1996 og den gennemsnitlige størrelse af malkekobesætninger steget 4 gange
i samme periode. Frem til midten af 80erne skete der en stigning i forbruget af gødning
og pesticider. Dette har bl.a. ført til tab og udledning af næringsstoffer og
miljøfremmede stoffer, herunder pesticider mv. til vandmiljøet.
Landbrugets belastning af vandmiljøet omfatter hovedsageligt ammoniakfordampning,
kvælstof- og fosfortab samt udledninger af pesticider.
Udledning af kvælstof og pesticider til vandmiljøet har været reguleret gennem en
årrække. Siden midten af 1980erne har flere nationale strategier og handlingsplaner
udgjort rammerne for denne regulering. Kapitel 6 indeholder en omtale af de enkelte planer
og/eller strategier.
3.3.1 Kvælstof
Den seneste opfølgning for opnåelse af målet om en 50 % reduktion af landbrugets
kvælstofudledning i Danmark er Vandmiljøplan II. Kvælstof udledningen var i 1987
beregnet til at være 260.000 ton kvælstof pr. år. Målet er at reducere gårdbidraget
fra ca. 30.000 ton kvælstof pr. år til et praktisk minimum og markbidraget skal
reduceres med ca. 100.000 ton kvælstof pr. år (Miljøministeriet, 1987). Gårdbidraget
omfatter udledninger af møddingsaft, ensilage og spildevand fra stalde, møddinger,
ensilageoplag mv. og markbidraget omfatter hovedsageligt nitratudvaskning fra de dyrkede
arealer.
Regeringen vurderede i marts 1996, at gårdbidraget var reduceret med 20-30.000 ton
kvælstof pr. år. Under udarbejdelse af det faglige grundlag for Vandmiljøplan II blev
det vurderet, at kvælstofudvaskningen fra rodzonen var reduceret med ca. 17 % i perioden
fra 1989/90 til 1995/1996 (Iversen m.fl., 1998). Med et markbidrag på 230.000 ton
kvælstof pr. år, svarer dette til en reduktion på 35.000-40.000 ton pr. år. I samme
analyse blev effekten af hidtidige tiltag samt forventede ændringer i landbruget
vurderet. Ved forventning om fuld efterlevelse af vedtagne reguleringer i landbruget, dvs.
at det antages, at ændret fodring og dermed ændrede normer for udnyttelse af
husdyrgødning er fuldt ud efterlevet i 1997, samt at der tages højde for ændringer i
brak (fra 1997-2003) og økologisk jordbrug (udvaskningspotentialet beregnet fra 1996-97),
blev det skønnet, at effekten af ovennævnte ville medføre en udvaskningsreduktion på
godt 60.000 ton kvælstof pr. år.
Tiltagene i Vandmiljøplan II blev til for at opfylde den resterende del af
målopfyldelsen. De konkrete tiltag i Vandmiljøplan II er beskrevet i afsnit 6.2.1, og
vurderes til at kunne reducere kvælstofudvaskningen med omkring 37.000 ton kvælstof pr.
år (Iversen m.fl., 1998).
Danmarks JordbrugsForskning (1999) har lavet beregninger af det totale
kvælstofoverskud for dansk landbrug fra 1979/80 til 1996/97. Denne balance beregnes på
basis af statistiske oplysninger om bl.a. vareindkøb i form af handelsgødning og
foderstoffer og vareudsalg i form af animalske og vegetabilske produkter. Af denne balance
fremgår det, at det samlede kvælstofoverskud for dansk landbrug i starten af 90erne var
ca. 510.000 ton kvælstof pr. år. I 1996/97 er kvælstofoverskuddet beregnet til at være
ca. 415.000 ton kvælstof pr. år. Der er dermed forekommet en reduktion på i alt ca.
95.000 ton kvælstof pr. år frem til 1996/97.
Ammoniakfordampning udgør et væsentligt bidrag til kvælstoftab i landbruget (knap
93.000 ton kvælstof pr. år i 1996, hvilket er referenceåret ved den faglige vurdering
af Vandmiljøplan II (Andersen m.fl., 1999)). Der er ifølge
husdyrgødningsbekendtgørelsen krav om tæt overdækning af flydende husdyrgødning,
enten ved etablering af flydelag eller anden overdækning. Formålet er at reducere
fordampningen fra lagring af flydende husdyrgødning samt at reducere lugtbelastningen.
Det er dokumenteret, at etablering af flydelag ikke sker i det krævede omfang, især på
svinebrug mangler flydelaget (COWI, 1999). Implementeringen af Vandmiljøplan II vil have
en væsentlig positiv indflydelse på fordampningen fra landbruget (Iversen m.fl., 1998).
Det skønnes, at fordampningen fra landbruget vil reduceres med ca. 22 % som følge af
fuld implementering af Vandmiljøplan II i forhold til 1996-niveauet. Det er hovedsageligt
fordampningen fra stalde og ammoniakfordampning fra udbringningen, der forventes
reduceret.
I slutningen af år 2000 fremlægger miljø- og energiministeren og fødevareministeren
en handlingsplan til nedbringelse af landbrugets ammoniakfordampning sammen med
midtvejsevalueringen af Vandmiljøplan II. Det indgår i forberedelserne til
midtvejsevalueringen af Vandmiljøplan II, at opgørelser af landbrugets samlede
kvælstofbalance skal revideres, idet der er brug for en vurdering af N-balancen som
integrerer opgørelse af tab på forskellige poster som nitratudvaskning,
ammoniakfordampning, gårdbidrag, gasformige tab via nitrifikation/denitrifikation og
akkumulering i jordbunden.
3.3.2 Fosfor
Fosfor er ikke selvstændigt reguleret indenfor landbruget, men bliver indirekte
reguleret gennem reglerne for kvælstoftilførsel med husdyrgødning. Harmonireglerne er
fastsat i husdyrgødningsbekendtgørelsen, og foreskriver at der (ifølge regler d.d.)
maksimalt må tilføres husdyrgødning fra 1,7 DE (dyreenheder) pr. hektar. Dog tillades
der på kvægbrug tilførsel af husdyrgødning fra 2,3 DE pr. hektar under forudsætning
om særlige sædskifter. Harmonireglerne er baseret på husdyrgødningens indhold af
kvælstof, og hindrer dermed ikke overgødskning af fosfor. De største tilførsler af
fosfor sker på husdyrbrug. Skærpede harmonikrav ifølge Vandmiljøplan II, for visse
brugstyper, vil indirekte bevirke en mindre tildeling af fosfor.
Ved anvendelse af affaldsprodukter (f.eks. slam) til jordbrugsformål må den samlede
tilførsel af fosfor ikke overstige 30 kg fosfor pr. hektar pr. år (fra 1. juli 2000),
jf. bekendtgørelse om anvendelse af affaldsprodukter til jordbrugsformål
(slambekendtgørelsen).
Indholdet af fosfor i produktionen af husdyrgødningen i Danmark indeholder reelt de
danske afgrøders samlede fosforbehov. Derudover anvendes ca. 20.000 ton fosfor i
handelsgødning. Fosforproblemet består i, at husdyrproduktionen i Danmark er
koncentreret i visse egne, primært Nord- og Vestjylland, og derved forekommer en
overgødskning med fosfor, som ophobes i jorden og kan udvaskes til vandmiljøet.
Udenlandske undersøgelser tyder på, at ved højt indhold af fosfor i jorden er
udvaskningen endog meget høj.
Landbruget må derfor både arbejde for en mere ligelig fordeling af husdyrgødningen
regionalt, og anvende husdyrgødningen på flest mulige marker på den enkelte bedrift.
Ligeledes skal der fortsat gøres en indsats for at nedbringe mængden af fosfor i
husdyrgødning gennem en mere effektiv fodring.
3.3.3 Overvågning af dyrkede arealer
Overvågning af landbrugsdriftens betydning for vandmiljøet
NOVA-2003 indeholder et delprogram, den såkaldte Landovervågning,
hvis formål er at overvåge landbrugets tab og udledninger af næringsstoffer og
miljøfremmede stoffer. Programmet er baseret på 7 overvågningsoplande, tre sandjords-
og fire lerjordsoplande, af en størrelse på 5-15 km2. Oplandene er udvalgt
med henblik på at repræsentere landet med hensyn til jordbund, klima,
størrelsesfordeling, husdyrtæthed, bedriftssammensætning og afgrødefordeling.
Oplandene adskiller sig på flere områder fra landsgennemsnittet. Indtil 1997 var den
væsentligste forskel en højere husdyrtæthed i oplandene i forhold til
landsgennemsnittet. Ved inkludering af et nyt opland i 1998 opnåedes en gennemsnitlig
husdyrtæthed (0,86 DE pr. hektar), der er lidt lavere end for hele landet (0,96 DE pr.
hektar).
Kvælstofbalancer, udvaskning mv. afspejler den pågældende landbrugspraksis. For
overvågningsoplandene er landbrugspraksis i form af for eksempel gødningsforbrug og
udbytter vurderet på baggrund af interviewundersøgelser. På landsplan er opgørelser af
bl.a. gødningsforbrug opgjort på basis af statistikker herfor. Dataindsamlingsmetoden i
landovervågningen og landsstatistikken er dermed forskellig. Ovennævnte forhold m.fl.
gør, at overvågningsoplandene adskiller sig fra landsplan.
I det følgende gives et kort sammendrag af de vigtigste resultater om udviklingen i
landbrugspraksis i landovervågningsoplandene og for hele landet.
Afgrøder og husdyrhold
I landovervågningsoplandene udgør grønne marker 71 % af det dyrkede areal. Heraf
udgør græs inklusiv brak, vinterraps og korn med udlæg (f.eks. korn med isået græs)
41 %, vinterkorn 41 % og rodfrugter, majs, arealer med nedmuldning af halm og juletræer
18 %. Kun førstnævnte gruppe samt rodfrugter (roer) kan forventes at optage betydelige
kvælstofmængder i efterårs- og vintermånederne. Andelen af grønne marker er steget
fra 67 % i 1990 til 71 % i 1998.
Vigtige forudsætninger for udnyttelse af husdyrgødning er fornuftig håndtering af
gødning, dvs. mindske tab fra stald og ved opbevaring, opbevaringskapacitet samt
udbringningsteknologi og tidspunkt. I 1998 stod 92 % af dyreenhederne på ejendomme med
mindst 9 måneders opbevaringskapacitet, hvilket er en stigning på 53 %-point
(forholdsmæssig stigning i antal husdyr på ejendomme med mindst 9 måneders
opbevaringskapacitet (1991-1998)) fra 1991 til 1998. Generelt er der en lidt større
opbevaringskapacitet i oplandene end i gennemsnit for landet. Med en så god
opbevaringskapacitet burde dette forhold ikke længere være begrænsende for udnyttelsen
af husdyrgødning.
Den største mængde husdyrgødning udbringes om foråret og andelen af
forårs/sommer-udbringningen steg fra 55 % i 1990 til 81 % i 1998. Stigningen var størst
fra 1993 til 1994, idet lovkrav om tilstrækkelig opbevaringskapacitet skulle opfyldes ved
udgangen af 1994. Fra 1997 til 1998 er andelen af fastgødning/dybstrøelse steget,
hvilket har medført en stigende efterårsudbringning.
Forbrug og udnyttelse af gødning
Fra 1990 til 1998 er der sket et fald i det gennemsnitlige forbrug af
kvælstofgødning i oplandene. Forbruget af handelsgødning er reduceret således, at
udnyttelsen af husdyrgødningen er steget 42 %-point (stigningen i udnyttelse set i
forhold til niveauet i 1990). Husdyrgødningen fordeles bedre i 1994-1998 end tidligere.
Udbringningsmetoden af husdyrgødning i form af gylle er væsentlig i forhold til
udnyttelse af gyllens indhold af kvælstof, og med en udbredt brug af slæbeslanger kan
der sikres en bedre udnyttelse af kvælstoffet. Den optimale udbringningsmetode er ved
direkte nedfældning, idet fordampningen af ammoniak er begrænset til et praktisk
minimum.
I 1998 blev der overgødsket på ca. 10 % af arealet i landovervågningsoplandene, men
overgødskningens størrelse er dog aftaget betydeligt. Omkring 14 % af ejendommene, som
anvendte husdyrgødning i 1998, opfyldte ikke minimumskravet til udnyttelse af
husdyrgødning.
Håndtering, opbevaring, udbringningsteknik og tidspunktet for udbringningen af
husdyrgødning og den supplerende handelsgødning er centralt for udnyttelsen af
husdyrgødningen i planteproduktionen. Der er muligheder for at udnytte kvælstofindholdet
i husdyrgødning bedre, bl.a. ved at reducere fordampningen af ammoniak ved driften. For
at få en bedre udnyttelse af husdyrgødningen skal forbruget af handelsgødning sænkes
yderligere.
N-balance for landbrugsarealet
Nettotilførslen eller kvælstofoverskuddet til markerne i oplandene er stigende
med stigende husdyrtæthed. Kvælstofoverskuddet er faldet fra 128 kg kvælstof pr. hektar
i 1991 til 91 kg kvælstof pr. hektar i 1998, svarende til en reduktion på ca. 29 %.
Overskuddet i 1998 for planteavlsbrug, husdyrbrug med 0-1,7 DE pr. hektar og husdyrbrug
med mere end 1,7 DE pr. hektar er hhv. 49, 91og 132 kg kvælstof pr. hektar.
Gødningsforbrug i hele landet
Den samlede tilførsel af kvælstof i handelsgødning på landsplan er faldet fra
392 mio. kg kvælstof i 1985 til 277 mio. kg i 1998. Mængden af udbragt husdyrgødning
(uden udbinding, dvs. gødning afsat direkte på marken) er faldet med ca. 12 mio. kg
kvælstof i perioden. Det samlede fald i kvælstoftilførsel (handelsgødning og
husdyrgødning uden udbinding) til de dyrkede marker udgør 22 %. Afgrødernes
kvælstofbehov (det økonomisk optimale niveau for landmanden) er i samme periode faldet
med 36 mio. kg kvælstof. I 1998 er der for første gang balance mellem behov og tilført
effektiv kvælstofgødning på landsplan (Grant m.fl., 1999), jf. figur 3.10.
---
Figur 3.10
Udviklingen i total og effektiv tildelt kvælstof, kvælstofbehov og
handelsgødningsbehov i perioden 1985 til 1998 (efter Grant m.fl., 1999).
Kvælstofbalancer for landbrugsjord i Danmark
Total kvælstofinput (handelsgødning, husdyrgødning samt kvælstof tilført ved
bælgplanters fiksering og atmosfærisk deposition) til landbrugsjord i Danmark er faldet
fra 750 mio. kg kvælstof i 1985 til 613 mio. kg i 1998. Kvælstof fjernet med afgrøderne
har varieret mellem 308 og 408 mio. kg. Kvælstofoverskuddet er dermed reduceret fra 380
mio. kg i 1985 til 247 mio. kg i 1998 (Grant m.fl., 1999).
Kvælstofoverskuddet svarer til tabspotentialet, hvilket kan ske ved
kvælstofudvaskning, opbygning af organisk stofpuljer i jorden, denitrifikation og
ammoniakfordampning.
Nettotilførslen af kvælstof til landbrugsjorden er faldet fra 133 kg kvælstof pr.
hektar fra 1985 til 92 kg kvælstof pr. hektar i 1998, svarende til en reduktion på 27 %,
jf. tabel 3.18. Det skal noteres, at antallet af husdyr, regnet i dyreenheder, har været
nogenlunde stabilt, med tendens til en svag stigning siden 1985. Fordelingen mellem kvæg
og svin er dog ændret markant, således at svin nu udgør 49 % af dyreenhederne og kvæg
kun 46 %.
Tabel 3.18
Kvælstofbalance opgjort pr. arealenhed (kg kvælstof pr. hektar) landbrugsjord i
Danmark, 1985, 1995, 1996, 1997 og 1998 (fra Grant m.fl., 1999).
|
1985 |
1995 |
1996 |
1997 |
1998 |
Handelsgødning |
138 |
113 |
105 |
105 |
104 |
Udbragt husdyrgødning |
91 |
92 |
93 |
85 |
87 |
Slam |
- |
2 |
3 |
2 |
2 |
Industriaffald |
- |
- |
2 |
4 |
4 |
Total input (incl. atmosfærebidrag) |
263 |
239 |
234 |
227 |
229 |
Høstet kvælstof |
130 |
131 |
127 |
135 |
137 |
Tilført ¸ høstet kvælstof |
133 |
108 |
107 |
92 |
92 |
Kvælstofudvaskning fra rodzonen
Undersøgelse af næringsstofudvaskning fra rodzonen er udført i
overvågningsprogrammet på 18 stationsmarker i 3 lerjordsoplande og på 14 stationsmarker
i 2 sand-jordsoplande (indtil 1998 dog yderligere 8 stationer i et tredje
sandjordsopland). Undersøgelsen dækker 9 hydrologiske år, 1989/90-1997/98.
Som gennemsnit for måleperioden (1989/1990-1997/1998) udgjorde udvaskningen af
kvælstof fra rodzonen 69 kg kvælstof pr. hektar pr. år for 3 lerjordsoplande og 124 kg
kvælstof pr. hektar pr. år for 2 sandjordsoplande. Den totale kvælstof udvaskning til
vandløbene udgjorde ca. 25 kg kvælstof pr. hektar pr. år for lerjord (36 %) og ca. 11
kg kvælstof pr. hektar pr. år for sandjord (10 %). Til sammenligning lå udvaskningen
til vandløb fra udyrkede arealer i undersøgelsesperioden på 0,6-4,3 kg kvælstof pr.
hektar pr. år.
En del af kvælstofudvaskningen fra rodzonen vil ende i grundvandet.
Den største kvælstofudvaskning kommer fra kvægbruget. I gennemsnit for årene
1990/91-1995/96 var kvælstofudvaskningen på 63, 69 og 134 kg kvælstof pr. hektar pr.
år for hhv. planteavl, svinebrug og kvægbrug (Grant m.fl., 1998).
Der har været store klimatisk betingede årsvariationer i kvælstofudvaskningen,
hvorved det er vanskeligt at udtale sig om et generelt udviklingsmønster. En statistisk
analyse for perioden 1990/91-1996/97 har imidlertid vist tendens til fald i de målte
kvælstofkoncentrationer i jordvandet.
Drænvandstab
Drænvandsundersøgelser i to lerjordsoplande har vist, at nitratudvaskningen
gennem dræn udgjorde ca. 42 % af udvaskningen fra rodzonen.
Modelberegninger af kvælstofudvaskning fra rodzonen
Udvaskning af kvælstof fra rodzonen afhænger af et komplekst samspil mellem jord,
planter, dyrkningspraksis og klima. Dette samspil er vanskeligt at beskrive ved brug af
modeller, om det er komplekse simuleringsmodeller eller mere simple empiriske ligninger
som den anvendte model er. Der er dermed en vis usikkerhed forbundet med at bestemme
udvaskningen fra år til år. Den anvendte model bruges primært til at beskrive en
udvikling over tid og reguleringers effekt, hvilket betyder, at det er ændringer af
kvælstofudvaskningen der er interessant.
Beregninger for udvaskning af kvælstof fra landovervågningsoplandene er foretaget med
en empirisk model (Simmelsgaard, 1991). Beregningerne er ved fastholdt normalklima for
driftsårene 1989/90 - 1997/98. Herved isoleres betydningen af de klimatiske variationer.
Den beregnede udvaskning ligger gennemsnitligt (i perioden fra 1990/91 - 1996/97) 26 %
under den målte. Årsagen hertil vurderes bl.a. at kunne forklares ved at der er
usikkerhed ved målinger og at der er en ringe andel af husdyrgødede marker, som ligger
til grund for modellen. Derved kan modellen ikke tage højde for den mineralisering og
eftervirkning af kvælstof, der er fra mange års tildelinger af husdyrgødning til flere
af stationsmarkerne.
Modelberegninger for alle marker i de 6 oplande viser, at ændringen i landbrugspraksis
fra 1989/90 til 1997/98 over en årrække vil medføre en reduktion i udvaskningen fra
rodzonen på ca. 25 %. Udvaskningen opgjort i kg kvælstof pr. hektar er faldet mest på
sandjordene gennem perioden, 20 kg kvælstof pr. hektar mod 13 kg kvælstof pr. hektar på
lerjordene (se figur 3.11). Faldet i udvaskningen af kvælstof på sandjorde hænger bl.a.
sammen med forbedringer i håndtering af husdyrgødning.
---
Figur 3.11
Beregnet udvaskning ved normalklima for de 6 overvågningsoplande for driftsårene
1989/90-1997/98 (efter Grant m.fl., 1999).
P-balance for landbrugsarealet
Det største fald i tilførsel af fosfor til landovervågningsoplandene er sket fra
1997-1998, hvilket primært skyldes faldet i brugen af handelsgødning og at der tilføres
mindre husdyrgødning. Nettotilførslerne af fosfor til landbrugsjorden i oplandene er
faldet fra ca. 10,5 kg fosfor pr. hektar i 1991-92 til 5,1 kg fosfor pr. hektar i
1998.
Fosforbalancer for landbrugsjord i Danmark
Tilførsel af fosfor med handelsgødning pr. arealenhed landbrugsjord faldt fra
16,7 kg fosfor pr. hektar i 1985 til 7,7 kg fosfor pr. hektar i 1998. Tilførslen af
fosfor med husdyrgødning var i 1998 20,9 kg pr. hektar. Fosfor fjernet med afgrøderne
har varieret mellem 17 kg og 22 kg fosfor pr. hektar. Nettotilførsel af fosfor til
landbrugsjord er således faldet fra ca. 15 kg til 11 kg fosfor pr. hektar i perioden 1985
til 1998.
Der forekommer en ophobning af fosfor især på husdyrbrug hvorved jordens såkaldte
fosforstatus øges. Dette bevirker, at der på en del jorde, hvor der er mange husdyr og
dermed også stor tilførsel af fosfor, er bindingskapaciteten overfor fosfor ret lev.
Fosforstatus i form af et fosfortal er et udtryk for mængden af plantetilgængeligt
fosfor i jorden, og dermed også risikoen for tab til vandmiljøet via erosion og
udvaskning. I 1997 havde mere end 50 % af de danske jorder et fosfortal over 4,0. Et
fosfortal på 2,0-3,5/4,0 er optimal for planteproduktion.
Fosforudvaskning fra rodzonen
Udvaskning af fosfor fra rodzonen har været lav ved hovedparten af
målestationerne i overvågningsprogrammet, gennemsnitlig 0,049 kg fosfor pr. hektar pr.
år i den 9-årige måleperiode. Koncentrationerne var her 0,011-0,015 mg fosfor pr.
liter. Ved få målestationer har koncentrationerne derimod været høje, svarende til
0,042-0,410 mg fosfor pr. liter, disse høje fosforkoncentrationer er en effekt af jordens
meget høje fosfortal. Det totale fosfortab fra dyrkede arealer til vandløb var i
måleperioden på gennemsnitlig 0,32 kg fosfor pr. hektar pr. år. I vandløbene i de
dyrkede oplande er fosforkoncentrationerne mere end 3 gange højere end i de udyrkede
oplande, og medfører derfor en væsentlig påvirkning af de fleste søer.
Drænvandstab
Fosfortab gennem dræn har ligget på ca. 0,043 kg fosfor pr. hektar pr. år. Fra
begyndelsen af afstrømningsåret 1998/99 er drænvandsundersøgelserne udvidet med
kontinuert prøvetagning med henblik på en mere korrekt bestemmelse af fosfortab fra
dræn.
3.3.4 Miljøfremmede stoffer
Miljøfremmede stoffer
Som en del af NOVA-2003 bliver der gennemført overvågning af miljøfremmede
stoffer i landovervågningsoplandene. I grundvandet er der fundet pesticider eller
nedbrydningsprodukter i ca. 46 % af de undersøgte filtre, og i ca. 10 % var
grænseværdien overskredet. I 5 boringer er der fundet andre miljøfremmede stoffer,
svarende til ca. 13 % af de undersøgte boringer. De fundne stoffer tilhører
stofgrupperne aromatiske kulbrinter, alkylphenolforbindelser og blødgører. Afsnit 5.1
gør nærmere rede for grundvandets indhold af miljøfremmede stoffer.
Pesticidforbruget i Danmark og landovervågningsoplandene
Målet om en 50 % reduktion af forbruget af mængden af aktiv stof og
behandlingshyppighed i forhold til et gennemsnit af forbruget 1981-85 (se også afsnit
6.2.2), er hvad angår forbruget af aktiv stof nået for alle pesticidgrupper undtagen
ukrudtsmidler. Behandlingshyppigheden derimod er kun reduceret med 8 %.
Behandlingshyppigheden af pesticider er stadig langt fra målet.
---
Figur 3.12
Behandlingshyppighed og salg af pesticider (Miljøstyrelsen, 1999d).
3.4 Udslip til atmosfæren
Vandmiljøet, og specielt havet, modtager en betydelig mængde kvælstof fra
atmosfæren. Dette nedfald af kvælstof har sin oprindelse i både danske og udenlandske
kilder.
Kvælstofudslip
Kvælstofudslippene til atmosfæren fra danske kilder omfatter kvælstofilter (NOx) og
ammoniak (NH3). Kvælstofilterne kommer især fra kraftværker, industri og
trafik, medens ammoniak hovedsageligt stammer fra landbruget (se afsnit 3.3.1). Som følge
af røggasrensning på kraftværker og industrier og katalysatorer på biler er der en
faldende tendens i udslippene af NOx-er.
Der blev i 1997 udsendt ca. 248.000 ton kvælstof i form af kvælstofoxider til
atmosfæren fra danske kilder. Udslippet af ammoniak var i 1997 på omkring 102.000 ton og
er stort set uændret siden 1989, jf. figur 3.13.
---
Figur 3.13
Danske udslip af kvælstof (Miljøstyrelsen, 1999e).
Tungmetaludslip
Der har siden starten af 90erne været et fald i de beregnede udslip af tungmetaller
til atmosfæren fra danske kilder, specielt for bly, jf. tabel 3.19.
Tabel 3.19
Udslip af tungmetaller (Miljøstyrelsen, 1999e og Illerup m.fl., in prep.).
Stof |
1990 |
1994 |
1995 |
1996 |
19971) |
kg |
Bly (Pb) |
124.234 |
45.632 |
43.026 |
20.121 |
8.474 |
Cadmium (Cd) |
1.123 |
1.156 |
1.120 |
1.085 |
847 |
Kviksølv (Hg) |
3.171 |
8.196 |
8.485 |
2.677 |
2.126 |
Arsen (As) |
1.447 |
1.333 |
- |
1.270 |
839 |
Krom (Cr) |
6.200 |
4.724 |
- |
3.399 |
2.958 |
Kobber (Cu) |
9.669 |
14.972 |
- |
10.447 |
8.755 |
Nikkel (Ni) |
26.479 |
27.464 |
- |
25.396 |
21.098 |
Selen (Se) |
4.234 |
2.928 |
- |
3.586 |
2.256 |
Zink (Zn) |
34.353 |
56.315 |
- |
36.103 |
25.797 |
1) Emissionsfaktorerne for 1997 er opdateret i forhold til de tidligere år. Kun
1990 og 1997 er p.t. gennemregnet med de opdaterede faktorer.
Udslip af miljøfremmede stoffer til luft
Opgørelsen af de årlige danske udslip af miljøfremmede stoffer omfatter dioxiner og
furaner samt polyaromatiske kulbrinter (PAHer). Udslippene af disse stoffer var i 1997
hhv. 20 g og 1.125 kg (Miljøstyrelsen, 1999e).
For følgende stoffer var udslippene i 1997 nul eller tæt på nul: Hexachlorobenzen
(HCB), hexachlorocyclohexan (HCH), DDT, polyklorinerede bifenyler (PCBer), Aldrin,
Chlordane, Chlordecone, Dieldrin, Endrin, Heptachlor, Hexabromobiphenyl, Mirex, Toxaphene,
pentaklorofenol og kort-kædede klorinerede parafiner (Miljøstyrelsen, 1999e).
Dette kapitel gør rede for tilførslerne af forurenende stoffer til de forskellige
vandområder. Størrelsen af tilførslerne til vandmiljøet er ikke som man umiddelbart
skulle tro identiske med udledningerne fra forureningskilderne, der blev behandlet i
forrige kapitel. Årsagen til dette er, at der undervejs i vandets kredsløb mange steder
sker en fjernelse eller yderligere tilførsel af forurenende stoffer. I den forbindelse er
det værd at gøre sig klart, at de forskellige dele af vandmiljøet og stoffernes
kredsløb kan skifte rolle, alt efter den synsvinkel man anskuer dem fra. Således vil et
vandløb, der modtager næringsstoffer fra f.eks. spildevandsudledninger selv optræde som
en kilde, når det er tilførslerne til havet, der betragtes.
For at kunne gennemføre en effektiv miljøforvaltning er det nødvendigt at vide hvor
store mængder af forurenende stoffer, der tilføres vandmiljøet fra de forskellige
samfundsmæssige aktiviteter, således at der kan sættes ind med politiske initiativer de
rigtige steder. Det er imidlertid ikke alle kildetyper, der direkte kan måles. Specielt
er det vanskeligt at måle udledninger fra diffuse kilder. Størrelsen af disse beregnes
istedet typisk ved, at man i et givet opland måler hvor mange næringsstoffer, der føres
videre og hvor mange, der tilføres fra punktkilderne. Derefter kan tilførslerne fra de
diffuse kilder beregnes.
Undervejs til havet blandes udledninger fra mange forskellige kilder. Det er derfor
vanskeligt, at vurdere hvor store andele de enkelte kilder bidrager med. Her skal nemlig
også som nævnt tidligere tages højde for den omdannelse som sker undervejs. Størrelsen
af denne bestemmes udfra kendskab til forholdene f.eks. antallet og størrelsen af søer i
det enkelte opland. Størrelsen af udledninger fra de diffuse kilder til ferskvand sættes
så lig med tilførslerne til havet via vandløb, minus punktkildetilførslerne til
ferskvand og plus retentionen. I dette kapitel er det valgt, når der tales om
tilførslerne til havet, at lade hele den fjernelse af næringsstoffer, der sker fra selve
udledningsstedet og indtil næringsstofferne når frem til havet eller søen komme de
diffuse kilder til gode. På denne måde sker der en mindre undervurdering af de diffuse
kilders betydning set i relation til punktkilderne. Begrundelsen for at gøre dette er
bl.a., at udledningerne fra punktkilder i de fleste tilfælde sker ret lang nede af
vandløbene. Retentionsprocesserne vil derfor alt andet lige have mindre indflydelse på
disse kilder. De diffuse kilder kan deles op i tilførsler fra spredt bebyggelse, landbrug
og det naturlige baggrundsbidrag. Baggrundsbidraget beregnes på basis af målinger i
nogle få oplande med lille menneskelig aktivitet. Der er altså en vis usikkerhed på
dette bidrags størrelse, når hele landet betragtes.
Udviklingen i tilførslerne fra de enkelte kilder afhænger selvfølgelig meget af de
konkrete tiltag, der bliver sat ind over for netop denne kilde, men også i høj grad af
naturgivne betingelser som nedbør og temperatur. De forskellige kildetyper har forskellig
følsomhed overfor de klimatiske variationer. For eksempel påvirker
variationer i nedbøren tilførslerne fra dyrkede arealer mere end tilførslerne fra
renseanlæg. Man skal derfor være forsigtig, når man sammenligner udviklingerne i
tilførslerne fra forskellige kildetyper over en årrække.
4.1 Kvælstoftilførsler
I dette afsnit redegøres der for tilførslerne af kvælstof til de ferske og
marine vandområder. De vigtigste dele af kvælstof kredsløbet er skitseret i figur 1.1.
Udover de kildetyper, der er beskrevet i kapitel 3 beskrives også de
kvælstoftilførsler, som skyldes naturlige årsager, det såkaldte baggrundsbidrag.
Afsnittet er delt op i to dele, først en status for 1998 og derefter en beskrivelse af
udviklingen siden 1989.
4.1.1 Året-der-gik
Søer
NOVA-2003 omfatter 31 overvågningssøer, der er udvalgt, så at de er repræsentative
for alle danske sø-typer, der spænder fra helt rene og klarvandede søer til søer, der
i årevis har været påvirket af store næringsstoftilførsler. Den relative betydning af
tilførslerne af kvælstof til de 31 overvågningssøer fra de forskellige kildetyper, er
vist i figur 4.1.
---
Figur 4.1
Kildefordeling for tilførsel af kvælstof til søer i 1998 (efter Jensen m.fl.,
1999).
Det åbne land, som omfatter kilderne spredt bebyggelse, landbrug og baggrund var i
1998 hovedkilden til kvælstoftilførslerne til overvågningssøerne. Som nævnt dækker
overvågningssøerne et meget vidt spektrum af sø-typer. Det er derfor kun muligt at
beregne den relative fordeling af de kildetyper, der ikke direkte er målt, med en meget
stor usikkerhed. Med dette forbehold vurderes det, at 60-80 % af disse tilførsler stammer
fra landbruget. Det ses, at ca. 17 % af kvælstoftilførslen til søer kommer via
atmosfæren. Oprindelsen til disse tilførsler skal i høj grad findes i søernes nære
omgivelser. Hovedkilden til dette kvælstof er således ammoniakfordampning fra
landbruget.
Vandløb
Den relative betydning af tilførslerne af kvælstof til vandløb fra de forskellige
kildetyper i 1998 er vist i figur 4.2.
---
Figur 4.2
Kildefordeling for tilførsel af kvælstof til vandløb i 1998 (efter Bøgestrand
m.fl., 1999).
Bidraget fra landbruget er også langt den største kilde til
kvælstoftilførslerne til vandløbene.c
Havet
I forhold til de ferske vandområder er der tre væsentlige forskelle, som gør sig
gældende når man taler om tilførsler til havområder.
For det første er tilførslerne fra atmosfæren af langt større betydning. Årsagen
er den simple, at havområdernes arealer er så mange gange større end de ferske
vandområders. For det andet kan det samme havområder optræde både som kilde og
modtager af kvælstof. I havet er der jo ikke, som i et vandløb, ensretning. Nogle dage
løber strømmen fra Østersen til Kattegat, andre dage er det modsat. Endelig er den
tilbageholdelse af næringsstoffer, den såkaldte retention, der blev omtalt i kapitlets
indledning af større betydning ved tilførsler til havområder. Årsagen hertil er især,
at vandet og dermed næringsstofferne ofte er længe undervejs fra den egentlige kilde og
til havet. Det er således ofte i søer og andre vådområder langs vandløbene, at der
sker en stor tilbageholdelse. Disse processer virker også i de kystnære områder, hvor
der altså også kan ske en væsentlig tilbageholdelse og omdannelse, inden
næringsstofferne når ud til det åbne hav.
Havmiljøet tilføres næringsstoffer fra en række forskellige kilder. En del
renseanlæg og industrier har via havledninger udledninger direkte til havet. Denne
kildetype kaldes direkte punktkilder. Også udslip fra saltvandsbaseret fiskeopdræt (i
det følgende for nemheds skyld kaldet havbrug), klapninger og udledninger fra
offshore-industrien er omfattet af denne kategori.
Endelig sker en væsentlig del af tilførslerne af næringsstoffer til havområderne
gennem atmosfæren og fra tilstødende havområder.
Den relative betydning af tilførslerne fra de forskellige kildetyper til havet i 1998
er vist i figur 4.3.
---
Figur 4.3
Kildefordeling for kvælstoftilførsler til havet via ferskvand, atmosfæren og
direkte udledninger i 1998 (efter Bøgestrand m.fl., 1999).
Figuren omfatter flere forskellige tilførselsveje: Direkte udledninger, tilførsler
via vandløb og tilførsler via atmosfæren. Tilførslerne via atmosfæren inkluderer
både danske og udenlandske kilder.
Tilførslen af kvælstof via vandløb til de danske farvande er for 1998 opgjort til
ca. 96.600 ton. Dertil kommer ca. 4.300 ton fra direkte udledninger. De forskellige
kildetypers andele er beregnet på baggrund af målinger af udledninger fra punktkilder,
kendskab til den "naturlige" tilførsel og retentionen.
Det samlede nedfald af kvælstof fra atmosfæren til de danske farvande er beregnet til
ca. 104.500 ton. Hvis man betragter de samlede danske havområder, skyldes langt
størsteparten af kvælstofnedfaldet udenlandske kilder.
Således stammer kun ca. 14 % fra danske kilder (Skov m.fl., 1999). I de kystnære dele
vil imidlertid en meget større andel, op til 50 %, være af dansk oprindelse. Det danske
bidrag i procent af det samlede bidrag fra danske og udenlandske kilder til de enkelte
havområder er vist i tabel 4.1. Omvendt tilføres andre landes havområder kvælstof fra
danske kilder.
Tabel 4.1
Bidrag fra danske kilder i procent af samlet nedfald til danske farvande i 1998
(Skov m.fl., 1999).
Farvandsområde |
% |
Nordsøen |
7 |
Skagerrak |
20 |
Kattegat |
27 |
Nordlige Bælthav |
29 |
Lillebælt |
23 |
Storebælt |
21 |
Øresund |
19 |
Sydlige Bælthav |
9 |
Østersøen |
9 |
Alle farvande |
14 |
Ca. 55 % af kvælstofnedfaldet til de åbne danske farvande vurderes at stamme fra
landbruget og resten fra afbrænding af fossile brændsler (Frohn m.fl., 1998). Det svarer
til at ca. 60.000 ton kvælstof kommer fra landbrugsaktiviteter, mens ca. 45.000 ton
stammer fra industri, kraftværker og trafik. Disse tilførsler stammer stort set
udelukkende fra udenlandske kilder.
Landbruget er klart den vigtigste kvælstofkilde til havområderne. Ca. 40 % af
landbrugstilførslerne sker via atmosfæren medens resten tilføres via vandløb. Som
nævnt tidligere er det kun en lille del af de samlede atmosfæriske tilførsler af
kvælstof, som kommer fra danske kilder. Det vurderes, at der fra dansk landbrug tilføres
omkring 15.000 ton kvælstof til de danske havområder via atmosfæren (O. Hertel, DMU,
personlig meddelelse).
En anden vigtig kilde tilførslerne fra forskellige former for energiproduktion og
transport. Disse kvælstofmængder transporteres udelukkende via atmosfæren.
Stoftransporter i havet
Som nævnt tilføres de danske havområder også store mængder af kvælstof fra de
tilstødende havområder. I forbindelse med NOVA-2003 er der opstillet en såkaldt
Farvandsmodel, som kan beskrive udvekslingen af næringsstoffer mellem de forskellige
havområder.
På baggrund af den gennemførte simulering af vand- og saltforholdene gennem året
1998 er transporten af kvælstof opgjort for følgende tre kontrolsnit (DHI, 1999c):
- Øresund/Arkona: Dragør - Limhamn,
- Femer Bælt/Arkona: Gedser - Darss, og
- Kattegat/Skagerrak: Vorså - Kungsbacka (over Læsø).
Beregningerne viser:
- at nettotransporten i 1998 af total- og uorganisk kvælstof fra Østersøen til Øresund
er beregnet at være nordgående (ca. 33.600 ton total-kvælstof og 406 ton uorganisk
kvælstof),
- at nettotransporten i 1998 af kvælstof fra Østersøen til Femer Bælt er beregnet at
være ud af Østersøen (ca. 32.000 ton), og
- at gennem snittene i det nordlige Kattegat er den samlede transport af kvælstof i 1998
nordgående (ca. 77.000 ton).
4.1.2 Udviklingen
Ferskvand
Udviklingen i tilførslerne kvælstof fra punktkilder til ferske vande siden 1998 er
vist i figur 4.4. Renseanlæggene udgør stadigvæk den største kvælstof-punktkilde til
de ferske vande. Dette på trods af at der i perioden siden 1989 er sket et fald til
omkring en tredjedel af det oprindelige. Også tilførslerne fra industrien og dambrugene
er faldet. Det er værd at bemærke sig, at der for første gang i 10 år er sket en
stigning i udledningerne fra punktkilder. Stigningen, der er beskeden, ses både for
kvælstof, fosfor og organisk stof. Stigningen stammer fra udledningerne fra renseanlæg,
industri og regnvandsbetingede overløb. Årsagen er, at 1998 var et relativt nedbørsrigt
år, som har belastet spildevandssystemerne mere end i de to foregående meget tørre år.
---
Figur 4.4
Udvikling i tilførslerne af kvælstof fra punktkilder til ferskvand (efter
Miljøstyrelsen, 1999b).
Udviklingen i tilførslerne af kvælstof til ferskvand fra samtlige kildetyper siden
1989 er vist i figur 4.5. Da udviklingen i tilførslerne til overvågningsøerne og
vandløbene følger stort set samme mønster præsenteres her kun data for vandløbene,
som giver et landsdækkende billede. Tilførslerne fra atmosfæren, som kun udgør mindre
end 1 promille, er ikke indregnet.
---
Figur 4.5
Udvikling i tilførslerne af kvælstof fra samtlige kilder, bortset fra
atmosfæren, til ferskvand (efter Bøgestrand m.fl., 1999).
Udviklingen i tilførslerne fra samtlige kildetyper viser et meget anderledes forløb
end når man kun betragter punktkilderne. Mest iøjnefaldende er det, at det tydelige
næsten konstante fald i tilførslerne fra punktkilderene bliver maskeret af de store
variationer i tilførslerne fra de diffuse kilder.
Landbruget har siden 1989 konstant været hovedkilden til kvælstoftilførslerne til
vandløb. Hvis man sammenholder udviklingen i tilførslerne fra landbruget og
baggrundsbidraget, med udviklingen i afstrømningen, ses det, at der er en nøje
sammenhæng. Dette er blevet testet statistisk, og det viser sig herved, at 90 procent af
variationen i udviklingen af de diffuse kilder kan forklares ved forskelle i
afstrømningen (Bøgestrand m.fl., 1999). Der kan dog ses tendens til et fald, som ikke er
statistisk sikkert i de samlede diffuse (spredt bebyggelse, landbrug og baggrund)
tilførsler af kvælstof til ferskvand. På grund af usikkerheden er det vanskeligt at
give et bud på årsagen hertil, men der kan dog også ses et fald i udledningerne fra den
spredte bebyggelse. Årsagen til dette fald skal sandsynligvis findes i ændringer i
opgørelsesmetoderne (se kapitel 3). Der kan ikke ses nogen sikker udvikling i
tilførslerne af kvælstof fra landbruget.
I forbindelse med den første rapportering af Vandmiljøplanens overvågningsprogram i
1990 (Miljøstyrelsen, 1990) blev det vurderet, at vandmiljøet blev tilført kvælstof i
form af det såkaldte gårdbidrag. Som følge af Vandmiljøplanens krav til bedre
gødningsopbevaring osv. antages det, at denne tilførselsvej nu er uden betydning.
Udviklingen i tilførslerne til vandløb og transporten videre til havområderne afspejler
imidlertid ikke dette forhold. Årsagen til dette kan bl.a. søges i usikkerheden på
disse opgørelser eller i, at gårdbidraget oprindelig blev overestimeret.
Havet
Udviklingen i de direkte tilførsler fra punktkilder til de danske havområder af
kvælstof er vist i figur 4.6. Tilførslerne af kvælstof til havet fra punktkilder har
vist et stort fald til ca. en fjerdel af det oprindelige siden 1989. Det er især
tilførslerne fra renseanlæg, der er faldet. Renseanlæggene udgør dog stadigvæk den
dominerende kvælstof-punktkilde.
---
Figur 4.6
Udvikling i de direkte udledningerne af kvælstof fra punktkilder til havet (efter
Miljøstyrelsen, 1999b).
Tilførslerne af kvælstof til de danske havområder fra direkte punktkilder, vandløb
og atmosfæren er angivet i tabel 4.2. Denne opgørelsesform svarer til de indberetninger,
der årligt skal laves til de internationale havkonventioner (OSPAR og HELCOM).
Oplysninger er her sammenstillet til et landsdækkende billede.
Tabel 4.2
Udledninger og tilførsler af kvælstof fra direkte udledninger, vandløb og
atmosfæren til de danske havområder i perioden 1989-1998. Forkortelserne står for: RA -
renseanlæg, SIU - særskilte industrielle udledere, RBU - regnbetingede udløb, SB -
spredt bebyggelse, SF - saltvandsbaseret fiskeopdræt, DI - direkte udledninger, VL -
vandløb, AT - bidrag fra atmosfæren.
|
RA |
SIU |
RBU |
SB |
SF |
DI |
VL |
AT |
I alt |
ton |
ton |
1989 |
11.300 |
4.700 |
240 |
12 |
320 |
16.700 |
61.900 |
98.000 |
176.600 |
1990 |
10.500 |
3.900 |
230 |
12 |
330 |
15.000 |
97.000 |
116.000 |
228.000 |
1991 |
9.100 |
3.800 |
240 |
12 |
270 |
13.500 |
78.500 |
108.000 |
200.000 |
1992 |
7.800 |
4.100 |
260 |
12 |
360 |
12.500 |
91.700 |
101.000 |
205.200 |
1993 |
6.700 |
2.500 |
310 |
12 |
370 |
9.800 |
98.200 |
87.000 |
195.000 |
1994 |
6.300 |
2.600 |
370 |
12 |
300 |
9.600 |
119.100 |
99.000 |
227.600 |
1995 |
5.500 |
2.400 |
250 |
4 |
350 |
8.400 |
84.400 |
96.000 |
188.800 |
1996 |
3.600 |
1.600 |
190 |
3 |
330 |
5.800 |
42.500 |
97.000 |
145.300 |
1997 |
2.400 |
1.700 |
230 |
1 |
270 |
4.700 |
45.400 |
96.000 |
146.100 |
1998 |
2.500 |
1.400 |
240 |
3 |
290 |
4.400 |
96.600 |
105.000 |
205.900 |
Der er ikke siden 1989 sket nogen statistisk sikker udvikling i det beregnede
atmosfæriske nedfald af kvælstof til de danske havområder. Der er dog en tendens til et
svagt fald, som ikke er statistisk sikker (Skov m.fl., 1999). Målinger af koncentrationen
af kvælstofforbindelser i luften, viser dog et fald, som er statistisk sikkert.
Udviklingen i tilførslerne af kvælstof fra samtlige kilder til havet er vist i figur
4.7. Da der som nævnt ovenfor ikke kan konstateres nogen udvikling i de atmosfæriske
tilførsler, er disse ikke medtaget i figuren.
---
Figur 4.7
Udvikling i tilførslerne af kvælstof til havet fra samtlige kilder, bortset fra
atmosfæren (efter Bøgestrand m.fl., 1999).
Udviklingen i de samlede tilførsler af kvælstof til havet er især præget af
variationen i de diffuse tilførsler specielt fra landbruget. Ligesom for tilførslerne
til ferskvand er der er en klar sammenhæng mellem afstrømningen og tilførslerne. Selvom
det, ligesom det var tilfældet for tilførslerne for ferskvands vedkommende, i meget høj
grad er afstrømningen, der influerer på udviklingen, kan der alligevel konstateres et
statistisk sikkert fald i de samlede tilførsler (Bøgestrand m.fl., 1999). Hvis man ser
på de enkelte farvandsområder er der sket statistisk sikkert fald i de samlede
tilførsler af kvælstof via vandløb og direkte punktkilder til alle farvandsområderne
bortset fra Nordsøen, Kattegat og Nordlige Bælthav. Der er derimod ingen statistisk
sikker udvikling i den diffuse tilførsel (Bøgestrand m.fl., 1999). De steder, hvor der
kan ses et fald i tilførslerne af kvælstof, kan de altså stort set tilskrives forbedret
spildevandsrensning.
4.2 Fosfortilførsler
Dette afsnit handler om fosfortilførsler til de ferske og marine vandområder.
Afsnittet omhandler samme emner som kvælstofafsnittet, og er opbygget på samme måde,
med en status for 1998 og derefter en beskrivelse af udviklingen siden 1989.
De vigtigste dele af fosforkredsløbet er skitseret i figur 1.2. Ligesom for kvælstof
kan fosfor opdeles i organiske og uorganiske forbindelser. Nogle fosforforbindelser har
let ved at binde sig jorden eller andet materiale. Der vil altså flere steder i
fosforkredsløbet være opmagasineret store mængder fosfor, som under visse
omstændigheder kan frigives til vandmiljøet.
Det er også værd at notere sig, at fosfor ikke transporteres rundt med luften i nær
samme grad som kvælstoffet.
4.2.1 Året-der-gik
Søer
Den relative fordeling af fosfortilførslerne fra de enkelte kilder til
overvågningssøerne i 1998 er angivet i figur 4.8.
---
Figur 4.8
Kildefordeling for tilførsel af fosfor til overvågningssøerne i 1998 (efter
Jensen m.fl., 1999).
Som nævnt tidligere spænder overvågningssøerne over et spektrum af forskellige
søtyper. Af denne grund er det endnu ikke muligt, at foretage en fuldstændig opsplitning
af de diffuse kilder. Det vurderes dog, at i de fleste søer er landbruget den dominerende
fosforkilde. Det ses, at ca. 12 % af fosfor tilførslen til søer kommer via atmosfæren.
Oprindelsen til disse tilførsler skal i findes i søernes nære omgivelser - heller ikke
disse tilførsler er det muligt at fordele på kilder.
Vandløb
Den relative fordeling af fosfortilførslerne fra de forskellige kilder til vandløb er
vist i figur 4.9. Lige som for kvælstof er landbruget den vigtigste kilde for fosfor til
vandløbene.
---
Figur 4.9
Kildefordeling for tilførsel af fosfor til vandløb i 1998 (efter Bøgestrand
m.fl., 1999).
Havet
Den relative fordeling af fosfortilførslerne fra de forskellige kilder til havet er
vist i figur 4.10.
Fosfortilførslerne fordeler sig stort set ligeligt på spildevand (punktkilder +
spredt bebyggelse) og landbruget. Det er første gang i overvågningsperioden, at
landbrugets andel overstiger punktkildernes. Da oprindelsen og den biologiske
tilgængelighed af den atmosfæriske tilførsel af fosfor er stort set ukendt, er denne
tilførselsvej ikke indraget i denne figur.
Tilførslen af fosfor via vandløb for 1998 er opgjort til ca. 2.090 ton.
---
Figur 4.10
Kildefordeling (bortset fra atmosfæren) i 1998 af fosfortilførsler til havet
(efter Bøgestrand m.fl., 1999).
Nedfald af fosfor over havet
Depositionen af fosfor til Kattegat, Nordlige Bælthav, Lillebælt, Storebælt,
Øresund og Sydlige Bælthav er estimeret til cirka 8 kg fosfor pr. km2
svarende til cirka 280 ton fosfor om året. Dette estimat angiver den øvre grænse for
fosfordepositionen. På baggrund af dette vurderes det, at den samlede fosfordeposition
til danske havområder maksimalt kan være på 1.000 ton årligt. Det anslåede nedfald af
fosfor er behæftet med en betydelig usikkerhed. En stor del af fosfornedfaldet stammer
sandsynligvis fra biologiske kilder - bl.a. små jordpartikler (Ellermann m.fl., 1997).
Det er sandsynligt, at en meget stor del af den fosfor, der tilføres fra luften, er
biologisk utilgængeligt
Fosfortransport i de danske farvande
De danske havområder tilføres også store mængder af fosfor fra de tilstødende
havområder. På baggrund af den gennemførte simulering af vand og saltforholdene gennem
året 1998 er transporten af fosfor opgjort (DHI, 1999c). Beregningerne viser:
- at der er en nettotransport af total fosfor fra Østersøen til Øresund (ca. 1.600
ton), mens den uorganiske fosfortransport er i retning af Østersøen (ca. 155 ton),
- at der er en nettotransport af såvel total fosfor som uorganisk fosfor mod Østersøen
fra Femer Bælt (ca. 5.600 ton total-fosfor og ca. 2.200 ton uorganisk fosfor), og
- at gennem snittene i det nordlige Kattegat er den samlede transport af fosfor sydgående
(ca. 1.460 ton).
4.2.2 Udviklingen
Ferskvand
Udviklingen i tilførslerne af fosfor fra punktkilder til ferske vande siden 1998 er
vist i figur 4.11.
Fosfortilførslerne til ferskvand fra punktkilder stammer især fra renseanlæggene,
der har været den dominerende kilde gennem hele perioden. Der er er imidlertid her sket
et fald på omkring 80 %. Også tilførslerne fra dambrug, har vist et relativt set stort
fald til ca. en tredjedel.
Fosfor udviser ligesom kvælstof for første gang en stigning i tilførslerne fra
punktkilder. Årsagerne vurderes, at være de samme som for kvælstofs vedkommende.
---
Figur 4.11
Udvikling i fosforudledninger fra punktkilder til ferskvand (efter Miljøstyrelsen,
1999b).
Udviklingen i tilførslerne af fosfor til ferskvand fra samtlige kildetyper siden 1989
er vist i figur 4.12. Da udviklingen i tilførslerne til overvågningsøerne og
vandløbene følger stort set samme mønster, præsenteres her kun data for vandløbene,
som i modsætning til de 31 overvågningssøer giver et landsdækkende billede.
Tilførslerne fra atmosfæren, som udgør mindre end 1 promille af den samlede tilførsel,
er ikke indregnet.
---
Figur 4.12
Udvikling i tilførslerne af fosfor fra samtlige kilder til ferskvand (efter
Bøgestrand. m.fl., 1999).
Udviklingen i tilførslerne fra samtlige kildetyper viser et meget anderledes forløb
end når man kun betragter punktkilderne. Mest iøjnefaldende er det, at det tydelige,
næsten konstante, fald i tilførslerne fra punktkilderne bliver overskygget af de store
variationer i tilførslerne fra de diffuse kilder. Også tilførslerne af fosfor fra de
diffuse kilder er nært koblet til afstrømningen. Her er det næsten 85 % af variationen,
der kan forklares på denne måde. Der kan således heller ikke her ses en statistisk
sikker udvikling.
Havet
Udviklingen i de direkte tilførsler fra punktkilder til de danske havområder af
fosfor er vist i figur 4.13.
---
Figur 4.13
Udviklingen i direkte punktkildeudledninger af fosfor til havet (efter
Miljøstyrelsen, 1999b).
Den svage stigning i tilførslerne fra punktkilder til ferskvand, der er sket siden
sidste år, kan ikke genfindes i punktkildetilførslerne direkte til havet. Årsagen
hertil er bl.a., at der samtidigt er sket en væsentlig forbedring i spildevandsrensningen
på Lynette-anlægget.
Som nævnt vurderes det, at nedfaldet af fosfor over de danske havområder ligger på
omkring 1.000 ton pr. år. Der er ingen tegn på udvikling i dette bidrag. De samlede
tilførsler af fosfor til de danske havområder fra direkte punktkilder, vandløb og
atmosfæren er angivet i tabel 4.3.
Tabel 4.3
Udledninger og tilførsler af fosfor fra direkte udledninger, vandløb og atmosfæren
til de danske havområder i perioden 1989-1998. Forkortelserne står for: RA -
renseanlæg, SIU - særskilte industrielle udledere, RBU - regnbetingede udløb, SB -
spredt bebyggelse, SF - saltvandsbaseret fiskeopdræt, DI - direkte udledninger, VL -
vandløb, AT - bidrag fra atmosfæren.
|
RA |
SIU |
RBU |
SB |
SF |
DI |
VL |
AT |
I alt |
ton |
ton |
1989 |
2.700 |
1.200 |
59 |
5 |
44 |
4.000 |
2.800 |
1.000 |
7.800 |
1990 |
2.400 |
630 |
56 |
5 |
40 |
3.100 |
3.600 |
1.000 |
7.700 |
1991 |
1.800 |
560 |
62 |
3 |
36 |
2.500 |
2.300 |
1.000 |
5.800 |
1992 |
1.500 |
420 |
67 |
3 |
37 |
2.000 |
2.000 |
1.000 |
5.000 |
1993 |
1.200 |
240 |
78 |
3 |
39 |
1.600 |
2.000 |
1.000 |
4.600 |
1994 |
1.100 |
310 |
94 |
3 |
32 |
1.600 |
3.000 |
1.000 |
5.000 |
1995 |
830 |
200 |
65 |
1 |
37 |
1.300 |
2.200 |
1.000 |
3.500 |
1996 |
580 |
120 |
47 |
0 |
35 |
800 |
1.200 |
1.000 |
3.000 |
1997 |
400 |
140 |
57 |
0 |
30 |
600 |
1.200 |
1.000 |
2.800 |
1998 |
330 |
120 |
62 |
0 |
33 |
500 |
2.100 |
1.000 |
2.700 |
Udviklingen i tilførslerne af fosfor fra samtlige kilder til havet er vist i figur
4.14. Selv om de samlede tilførsler af fosfor til havet varierer kraftigt i takt med
afstrømningen, kan der påvises et tydeligt fald. Årsagen skal søges i et fald i
tilførslerne fra punktkilderne. I de enkelte farvandsområder ses der alle steder et
statistisk sikker fald i tilførslerne fra punktkilder. For de diffuse tilførslers
vedkommende kan der kun påvises et statistisk sikker fald i tilførslerne til Lillebælt,
samtidigt er der tendens til stigning i andre områder. På figuren ses det, at der i 1989
ikke skete nogen tilførsel af fosfor fra landbruget til havet. Årsagen til dette er at
den fjernelse og tilbageholdelse af fosfor fra samtlige kilder, der er sket undervejs til
havet har været større end tilførslerne fra landbruget. Dette er et eksempel på den
relative underestimering, som beregningsmæssigt sker af de diffuse kilder.
---
Figur 4.14
Udvikling i tilførslerne af fosfor til havet fra samtlige kilder (bortset fra
atmosfæren) (efter Bøgestrand m.fl., 1999).
4.3 Organisk stof
Opgørelserne af tilførslen af organisk stof til de forskellige vandområder
omfatter kun tilførslerne fra punktkilder og spredt bebyggelse. Endvidere opgøres
tilførslerne til havet via vandløb. Tilførslerne fra den spredte bebyggelse opgøres
sædvanligvis under de diffuse kilder. I NOVA-2003 måles der imidlertid ikke tilførsler
af organisk stof fra andre diffuse kilder. Derfor er disse tilførsler behandlet her.
4.3.1 Året-der-gik
Den relative fordeling af tilførslerne af organisk stof til ferskvand er vist i
figur 4.15. De vigtigste kilder udgøres af dambrug og spredt bebyggelse. Den relative
fordeling af tilførslerne af organisk stof direkte til havet er vist i figur 4.16. Langt
den mest dominerende punktkilde for udledning af organisk stof til havet er industrien.
---
Figur 4.15
Kildefordeling for tilførsel af organisk stof fra punktkilder til ferskvand (efter
Miljøstyrelsen, 1999b).
---
Figur 4.16
Kildefordeling for tilførsel af organisk stof til havet fra direkte udledninger
(efter Miljøstyrelsen, 1999b).
Tilførslerne af organisk stof fra vandløb er for 1998 opgjort til 26.700 ton.
Størstedelen af denne mængde skyldes naturlige kilder i form af f.eks. algevækst, visne
blade osv. De danske havområder blev således i 1998 tilført i alt ca. 41.000 ton
organisk stof fra vandløb og direkte punktkilder.
4.3.2 Udviklingen
Udviklingen i tilførslerne af organisk stof fra punktkilder og spredt bebyggelse
til ferskvand er vist i figur 4.17.
Tidligere var renseanlæggene langt den vigtigste punktkilde til organisk stof.
Tilførslerne herfra er imidlertid faldet med ca. 80 % siden 1989. Også for dambrugene er
der sket et væsentligt fald til ca. halvdelen af den oprindelige udledning i 1989.
Dambrugene udgør imidlertid stadigvæk, når man ser bort fra den spredte bebyggelse, den
vigtigste kilde for tilførsler af organisk stof til ferske vande.
---
Figur 4.17
Udvikling i udledningen af organisk stof fra punktkilder til ferskvand (efter
Miljøstyrelsen, 1999b).
Det ses, at tilførslerne fra den spredte bebyggelse er blevet den største enkelte
kildetype til organisk stof til ferskvand. Tilførslerne har kun udvist et svagt fald på
ca. 20-25 % i perioden 1989-1998.
Udviklingen i tilførslerne af organisk stof fra punktkilder og spredt bebyggelse til
havet er vist i figur 4.18. For alle kildetyperne kan der ses et fald siden 1989. Specielt
er tilførslerne fra renseanlæg faldet kraftigt, således at de fra at udgøre knap
halvdelen af tilførslerne nu kun står for lidt over 10 %. På trods af et stort fald er
industriudledninger stadig den væsentligste direkte kilde til tilførsler af organisk
stof til havet.
---
Figur 4.18
Udvikling i udledningen af organisk stof fra punktkilder til havet (efter
Miljøstyrelsen, 1999b).
I det nordlige Bælthav og Lillebælt er tilførslerne fra havbrug og saltvandsdambrug
den vigtigste kilde til organisk stof (Miljøstyrelsen, 1999b)
4.4 Tungmetaller og miljøfremmede stoffer
Opgørelser af udledninger af tungmetaller og miljøfremmede stoffer er et af de nye
områder i NOVA-2003 i forhold til det tidligere overvågningsprogram. Ydermere udføres
målingerne med lavere frekvens og med mindre geografisk dækning end resten af
programmet. Datagrundlaget er derfor endnu ikke af samme kvalitet på dette område som
for næringsstofferne.
Overvågningen i NOVA-2003 af tilførslerne af tungmetaller til vandmiljøet omfatter
tilførsler fra punktkilder, transporten i vandløb og nedfaldet fra atmosfæren. Det er
imidlertid kun muligt at præsentere data fra punktkilder, spredt bebyggelse og
atmosfærisk nedfald.
Tungmetaller er jo som navnet siger metaller og derfor grundstoffer. De findes derfor
naturligt i miljøet i små koncentrationer. Menneskelige aktiviteter har dog medført, at
en række tungmetaller nu er spredt i miljøet i mængder, hvor der kan registres
skadevirkninger på mennesker eller miljøet. Som alle andre grundstoffer er tungmetaller
i sagens natur unedbrydelige. Der er altså ikke noget der hedder væk, når
det drejer sig om tungmetaller. Heraf følger også, at de tabsprocesser, som kan
medføre, at næringsstofferne forsvinder undervejs fra kilden og til vandmiljøet ikke
virker når det drejer sig om tungmetaller. Der kan højst være tale om forsinkelser. En
del af de miljøfremmede stoffer er så svært nedbrydelige, at dette forhold også
gælder herfor.
Status for udledninger af tungmetaller og miljøfremmede stoffer er givet i kapitel 3.
I dette afsnit gives en kort oversigt over de forskellige transportveje og kildetyper.
Punktkilder
Udover de kilder, der er omfattet af NOVA-2003 tilføres tungmetaller til vandmiljøet
fra yderligere en række punktkilder. Det drejer sig om offshore-aktiviteter og
klapninger. Det kan diskuteres, om tilførsler fra klapninger udgør en egentlig kilde,
eller om der er tale om omfordelinger af materiale, der allerede én gang er tilført
vandmiljøet. Endvidere er det meget vanskeligt på baggrund af den tilgængelige
datamængde at udarbejde et overblik over de samlede tilførsler af tungmetaller fra denne
kilde. Tilførsler af tungmetaller fra klapninger er derfor ikke med i denne opgørelse.
De samlede tilførsler til vandmiljøet fra renseanlæg, industriudledninger og
offshore-industrien er angivet under punktkilder i tabel 4.4. Spredt bebyggelse er angivet
som en selvstændig kildetype. Opgørelserne af tilførslerne fra punktkilderne og spredt
bebyggelse er tilvejebragt på forskellige måder. Der er altså til en hvis grad tale om
usammenlignelige størrelser.
Tabel 4.4
Tilførsler af tungmetaller fra egentlige punktkilder, spredt bebyggelse og atmosfæren
i 1998 (data fra kapitel 3 og Hovmand & Kemp, in prep.).
|
Punktkilder |
Spredt bebyggelse |
Atmosfæren |
Stofnavn |
kg |
Arsen (As) |
10.000 |
30 |
7.300 |
Bly (Pb) |
3.300 |
200 |
45.000 |
Cadmium (Cd) |
720 |
30 |
1.500 |
Kobber (Cu) |
10.300 |
1.000 |
33.000 |
Krom (Cr) |
2.600 |
200 |
5.300 |
Kviksølv (Hg) |
590 |
20 |
- |
Nikkel (Ni) |
11.600 |
500 |
12.000 |
Zink (Zn) |
91.700 |
4.000 |
352.000 |
Det er sandsynligt, at der er en del kviksølv aflejret i spildevandssystemerne, som
langsomt vil blive udledt via renseanlæggene selv efter at forbruget af kviksølv er
nedbragt.
Derudover tilføres vandmiljøet tungmetaller fra en række andre diffuse kilder. I
forbindelse med spildevandsrensning dannes der en mængde slam, hvori en stor del af
spildevandets tungmetaller vil blive tilbageholdt. Størstedelen af slammet bliver
bortskaffet ved at blive brugt som gødning på landbrugsjord, resten bliver brændt eller
deponeret på lossepladser. Den samlede mængde tungmetaller i spildevandsslam er angivet
i tabel 3.6. Det vides, at tungmetallerne er bundet kraftigt til slammet, således at
frigivelsen til vandmiljøet må forventes, at være meget lille. Det må dog alligevel
forventes, at vil der over en længere årrække ske en vis frigivelse. I forbindelse med
korrosionsbeskyttelse af bl.a. havneanlæg, broer og skibe frigives store mængder af
zink, som kan indeholde rester af andre metaller, f.eks. cadmium. Også fra bundmaling på
skibe frigives tungmetaller.
Nedfald fra atmosfæren
En stor andel af de samlede tilførsler af tungmetaller til vandmiljøet sker via
atmosfæren, jf. afsnit 3.4. På baggrund af målinger af koncentrationen af tungmetaller
i luften, er det anslået hvor store mængder tungmetaller, der tilføres de indre danske
farvande fra denne kilde (Hovmand & Kemp, in prep.).
Stoftransport i vandløb
I forbindelse med en rapportering til OSPAR blev der i 1990 udført målinger af
tungmetal transporten til Nordsøen og Skagerrak i en række vandløb. Det er senere
blevet vurderet at vandløbstilførslerne til disse havområder udgør ca. 20 % af de
samlede tilførsler via vandløb. På basis heraf kan de samlede tilførsler til havet via
vandløb i 1990 anslås (tabel 4.5).
Tabel 4.5
Tilførsler af tungmetaller via vandløb i 1990 (på basis af OSPAR, 1998).
Stofnavn |
kg |
Bly (Pb) |
14.500 |
Cadmium (Cd) |
1.950 |
Kobber (Cu) |
32.000 |
Kviksølv (Hg) |
110 |
Zink (Zn) |
269.000 |
Da de totale mængder er anslået på baggrund af målinger i få vandløb er
usikkerheden på dette overslag stor. Endvidere var de anvendte analyse metoder mindre
fintmærkende end de metoder, der anvendes i dag. Tallene skal derfor opfattes som et
meget groft billede af de generelle forhold i slutningen af 80erne og begyndelsen af
90erne.
Tilførslerne af tungmetaller via vandløb til de marine områder i 1998 er ikke
rapporteret.
Miljøfremmede stoffer
På grund af blandt analysemæssige problemer er datagrundlaget for at opgøre
tilførsler af miljøfremmede stoffer til vandmiljøet endnu ikke tilstede. Den første
gennemgang af dette område forventes at ske i forbindelse med temarapporteringen i 2002.
I de følgende afsnit bliver der gjort status for miljøtilstanden i grundvand (afsnit
5.1), vandløb (afsnit 5.2), søer (afsnit 5.3) og havet (afsnit 5.4). Grundlaget herfor
er selvsagt de aktiviteter der gennemføres under NOVA-2003. Som konsekvens af at
overvågningsprogrammet ikke på alle områder er fuldstændigt dækkende, er der
inddraget oplysninger fra andre kilder, bl.a. amternes og statens tilsynsaktiviteter.
5.1 Grundvand
Den systematiske overvågning af det danske grundvand udføres af amterne i forbindelse
med NOVA-2003 (GRUMO), landovervågningsoplandene (LOOP) og af vandværkerne i forbindelse
med den lovpligtige borings-kontrol, jf. bekendtgørelse nr. 515 af 29. august 1988 om
vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg (Miljøministeriet, 1988) med tilhørende
vejledninger.
Redegørelsen for status og udvikling af grundvandskvaliteten gennem tiden er baseret
på den landsdækkende rapportering af den samlede systematiske grundvandsovervågning i
1998 (GEUS, 1999).
Ser man på overvågningen af grundvandet i NOVA-2003, sker denne i såkaldte
grundvandsmoniterings-, eller GRUMO-, områder samt i de 6 landovervågningsoplande, hvor
der fokuseres på det nydannede grundvand tæt på jordoverfladen. I GRUMO-områderne
udtages prøver fra både øvre sekundære grundvandsmagasiner
(punktmoniterende filtre) og dybereliggende primære magasiner (linie- eller
volumenmoniterende filtre). På den måde fås et billede af vandkvaliteten i såvel ungt
som ældre grundvand.
5.1.1 Året-der-gik
Grundvandets hovedbestanddele
I det følgende gennemgås resultaterne for 1998 med hensyn til grundvandets indhold af
nitrat og fosfor. De øvrige hovedbestanddele (f.eks. klorid og sulfat) blev behandlet
udførligt i temarapporten for grundvand i 1995 (GEUS, 1995). Der vurderes ikke at være
sket en væsentlig udvikling siden for disse stoffer.
Nitrat
Resultaterne af LOOP viser, at det vand, der er på vej til grundvandsmagasinerne i
sandede områder har høje nitratkoncentrationer. Det gennemsnitlige indhold i filtrene er
omkring 50 mg pr. liter. Dette svarer til grænseværdien for drikkevand. I lerede
områder ligger nitratindholdet i 1998 i det nydannede grundvand i gennemsnit på 25 mg
pr. liter.
Dybere nede i jorden kommer grundvandsmagasiner med frit vandspejl, som er den
magasintype, der er mest sårbar med hensyn til nitratbelastning. Nitratindholdet i denne
type grundvandsmagasiner, som er udbredte i det vestlige Jylland, er i 1998 for filtre med
fund i gennemsnit ca. 50 mg pr. liter. Det gælder generelt, at nitratindholdet aftager
med stigende alder af vandet. I alt er ca. 60 % af filtrene i grundvandsovervågningen fri
for nitrat.
Status for nitratindholdet ved vandværkernes boringskontrol er, at ca. 3 % af det
indvundne vand ligger over grænseværdien for drikkevand for nitrat, mens ca. 6 % ligger
over den vejledende værdi på 25 mg pr. liter. Det ses desuden, at 2/3 af boringerne ikke
indeholder nitrat. Vandværkernes boringskontrol viser tydelige regionale forskelle i
drikkevandets nitratbelastning. De højeste værdier findes jævnfør figur 5.1 i det
såkaldte nitratbælte (Nordjyllands, Viborg og Århus amter). Nitrat udgør et alvorligt
problem for vandindvindingen især i den vestlige del af landet, hvor der er intensiv
husdyrproduktion og ingen - eller kun tynde - lerlag over grundvandsmagasinerne, og dermed
stor sårbarhed overfor nedsivning af nitrat.
---
Figur 5.1
Nitratkoncentrationen i vandværkernes boringskontrol for perioden 1990-98. Kun
boringer over 25 mg nitrat pr. liter er medtaget (efter GEUS, 1999).
Fosfor
I landovervågningsoplandene ligger fosforindholdet i det nydannede grundvand i 1998
på et uændret lavt niveau - dog med lidt højere værdier i sandede områder. Der er i
1998 i grundvandsovervågningen fundet fosfor over grænseværdien for drikkevand i 14 %
af filtrene. Grænseværdien for drikkevand er 0,15 mg pr. liter. Omkring 20 % af
vandværksboringerne ligger over grænseværdien. Da størstedelen af fosforindholdet
fjernes ved almindelig vandbehandling, udgør fosfor dog generelt ikke et problem for
drikkevandsforsyningen. Forhøjet indhold af fosfor i grundvandet skyldes ofte de
geologiske forhold.
Grundvandets alder
Der er i 1997-98 foretaget datering af grundvandet i nogle af de boringer, som indgår
i overvågningen. Dateringerne viser:
- at højst 10 % af det vand, som analyseres i grundvandsovervågningen er dannet efter
Vandmiljøplanen fra 1987,
- at størstedelen af det grundvand, der overvåges, er dannet mellem 1940 og 1990,
- at i Københavns, Vestsjællands og Fyns amter er en stor del af grundvandet dannet før
1970,
- at i Ribe og Nordjyllands amter er en stor del af grundvandet dannet efter 1980, og
- at 10 % af det undersøgte grundvand er dannet før 1940.
Tungmetaller og uorganiske sporstoffer
De tungmetaller og uorganiske sporstoffer, som indgår i overvågningen, er bl.a.
aluminium, arsen, barium, bly, cadmium, kobber, nikkel, selen og zink. Resultatet af
landovervågningen af det øvre grundvand i 1998 peger på, at tungmetaller og uorganiske
sporstoffer tilbageholdes og akkumuleres i rodzonen.
I grundvandsovervågningen, er der fundet ét eller flere tungmetaller eller uorganiske
sporstoffer i alle de undersøgte filtre på ét eller andet tidspunkt i perioden 1993-98.
I mere end 30 % af analyserne for sporstoffet barium er koncentrationen over den
vejledende grænseværdi for drikkevand på 100 mikrogram pr. liter. Barium forekommer
naturligt men kan også skyldes en helt lokal forurening omkring borerøret, som kan
opstå ved etablering af boringen. Herefter følger aluminium, nikkel og zink, hvor
indholdet i grundvandet er over grænseværdierne for drikkevand på henholdsvis 0,2 mg/l,
50 mg/l og 5 mg/l i 8, 4 og 4 % af tilfældene.
Ved de fleste analyser af drikkevandet i vandværkernes boringskontrol er der af
ovenstående stoffer kun analyseret for nikkel og aluminium, jf. kravene i
bekendtgørelsen om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg. Der er dog frem til
1998 fundet tungmetaller og/eller uorganiske sporstoffer i 40 % af de undersøgte
vandværksboringer. Indholdet i boringerne ligger over grænseværdien for drikkevand i
ca. 4 % af boringerne - størstedelen skyldes nikkel. Forøget indhold af nikkel ses ofte,
hvor der f.eks. i forbindelse med vandindvinding er sket sænkning af grundvandsspejlet.
Også andre stoffer - f.eks. zink, aluminium og arsen - findes stedvist i
vandværksboringerne i koncentrationer, som ligger over, hvad der må være i
drikkevandet. Det er dog fælles for denne gruppe stoffer, at de på vandværker med
almindelig simpel vandbehandling i betydeligt omfang tilbageholdes i vandværkernes
filtre.
Organiske mikroforureninger
De organiske mikroforureninger kan opdeles i klorerede kulbrinter, aromatiske
kulbrinter, fenoler og klorfenoler, detergenter samt øvrige organiske mikroforureninger.
Klorerede kulbrinter stammer hovedsagelig fra industrien, hvor de bl.a. anvendes som
opløsnings- og affedtningsmidler samt til køling. Fundene ses således oftest i
forbindelse med affaldsdepoter og forurenede grunde. I grundvandsovervågningen er der i
1998 fundet indhold af ét eller flere klorerede kulbrinter i 29 % af de analyserede
boringer. Hyppigst fundne stoffer er kloroform, 1,1,1-triklorethan og triklorethylen.
Kloroform kan dannes naturligt under bl.a. nåleskove, mens de øvrige stoffer
repræsenterer menneskeskabt forurening. De klorerede kulbrinter, som hyppigst findes i
vandværksboringerne, er vinylklorid og triklorethylen, som i perioden 1987-98 er fundet i
henholdsvis 15 og 13 % af boringerne.
Aromatiske kulbrinter er hovedsagelig olieprodukter, f.eks. benzin. I
grundvandsovervågningen 1989-98 findes aromatiske kulbrinter i 24 % af boringsfiltrene.
Benzinkomponenterne benzen og toluen forekommer hyppigst. Mediankoncentrationen af disse
to stoffer i grundvandet er ca. 0,1 mikrogram pr. liter, hvor grænseværdien for
drikkevand er 1 mikrogram pr. liter. I vandværksboringerne findes de aromatiske
kulbrinter i 14 % af de boringer som er undersøgt i perioden. Stofferne forekommer i
vandværksboringerne med ca. samme hyppighed - og i samme koncentrationer - som i
grundvandsovervågningen.
Fenoler og klorfenoler er i grundvandsovervågningen fundet i ca. 25 % af boringerne i
lave koncentrationer nær detektionsgrænsen, mens de i vandværksboringerne findes i 6 %
af boringerne - også generelt i koncentrationer, som ligger et godt stykke under
grænseværdierne for drikkevand (på 0,5 mikrogram pr. liter for fenoler og 1 mikrogram
pr. liter for klorfenoler). En kilde til fenoler kan være nedbrydning af naturligt
organisk stof (f.eks. husdyrgødning), mens klorerede fenoler kan stamme fra pesticider.
Det klorerede fenol pentaklorfenol, som bruges ved imprægnering af træ, findes ved
overvågningen i ca. 1 % af boringerne. Nonylfenoler, som findes i rengøringsmidler,
kosmetik, maling og plast, er diskuteret i forbindelse med hormonlignende stoffer i
miljøet. De få analyseresultater peger på en høj fundprocent og også relativt høje
koncentrationer. Dette vil blive forsøgt eftervist ved den videre overvågning af
grundvandet.
Detergenter kan forekomme naturligt, men stammer antagelig især fra vaske- og
rengøringsmidler. Endvidere er detergenter anvendt i pesticidprodukter. Der findes en
stor udbredelse af detergenter - også i det dybere grundvand. I forbindelse med
grundvandsovervågningen er detergenter i perioden 1989-97 fundet i 87 % af de undersøgte
boringer. Der er i 1998 fundet detergenter i godt halvdelen af vandværksboringerne med en
mediankoncentration på 6 mikrogram pr. liter, som altså ligger et godt stykke under
grænseværdien for drikkevand på 100 mikrogram pr. liter. Grænseværdien er fastsat ud
fra detergenternes skummeevne og ikke en eventuel sundhedsskadelig effekt.
Ser man på gruppen af øvrige stoffer, forekommer blødgørere, som bl.a. stammer fra
plast, i 39 % af de undersøgte overvågningsboringer. Der er i 1998 fundet et indhold af
blødgørere i 9 % af de kun 37 undersøgte vandværksboringer. Der er ikke fastsat en
grænseværdi for indholdet af blødgørere i drikkevand. Det skal i den forbindelse med
fundprocenterne understreges, at der er relativt store usikkerheder forbundet med
analysemetoderne ved analyser for blødgørere, samt at der kan opstå falske
fund ved afsmitning fra plastikslanger under prøvetagningen, hvis slangerne
indeholder blødgørere.
Benzintilsætningsstoffet MTBE har ikke kunnet påvises i nogen af de 12 undersøgte
boringer i grundvandsovervågningen i 1998. I drikkevandet blev MTBE fundet i ca. 10 % af
de undersøgte boringer med et gennemsnitligt indhold på 0,33 mikrogram pr. liter (den
foreløbige grænseværdi for drikkevand, som er meldt ud i forbindelse med
MTBE-handlingsplanen, er på 30 mikrogram pr. liter).
Alt i alt er organiske mikroforureninger frem til 1998 i overvågningen fundet i 94 %
af de undersøgte filtre. I 1998 er der ved vandværkernes boringskontrol fundet organiske
mikroforureninger i 29 % af de undersøgte vandværksboringer. Generelt findes de
organiske mikroforureninger i størst koncentration i den øverste del af
grundvandsmagasinerne. Aromatiske kulbrinter og fenoler forekommer dog også i de dybere
dele af magasinerne.
Pesticider og nedbrydningsprodukter
Pesticider er en fællesbetegnelse for bl.a. ukrudtsmidler (herbicider), svampemidler
(fungicider) og insektmidler (insekticider). Det gælder generelt, når man taler
grundvand, at pesticider er synonymt med ukrudtsmidler. Der er således ikke i grundvandet
fundet indhold af andre pesticider end ukrudtsmidler over grænseværdien for drikkevand.
Ser man på indholdet af pesticider i det øvre grundvand, viser landovervåg-ningen,
at der i 1998 er fundet pesticider og/eller nedbrydningsprodukter af pesticider i 40 % af
filtrene. Det er hovedsageligt atrazin-gruppen af pesticider og nedbrydningsprodukter
heraf, som findes i det øvre grundvand. Fundprocenterne er sammenlignelige med
resultaterne fra den terrænnære del af grundvandsovervågningen.
I grundvandsovervågningen er der i 1998 fundet pesticider i 29 % af boringerne - der
ses et indhold, som er større end grænseværdien for drikkevand på 0,1 mikrogram pr.
liter, i 8 % af boringerne. Fundhyppigheden aftager næsten lineært med dybden, jf. figur
5.2. De store antal fund i det øvre grundvand skyldes særlig BAM, som er et
nedbrydningsprodukt af dichlobenil og chlorthiamid. De pesticider, som oftest er fundet,
er atrazin, dichlorprop og mechlorprop.
---
Figur 5.2
Fund af pesticider og fund over grænseværdien for drikkevand i forskellige dybder
under terræn (efter GEUS, 1999).
I takt med at der er sket udfasning af pesticider, som har vist sig at kunne nedsive
til grundvandet, er der sket en øget anvendelse af produktet Round-up. Aktivstoffet
glyphosat og nedbrydningsproduktet herfra (AMPA) blev i 1998 fundet i et par lave boringer
på landbrugsarealer. Stofferne kan dog optræde som en helt lokal forurening af selve
boringen. Enten som resultat af en såkaldt skorstenseffekt, hvorved de er løbet ned til
prøvetagningsfiltret langs borestammen, eller som forurening fra vand, der er løbet ind
i borerøret ovenfra. Fundene vil blive søgt eftervist i den fortsatte
grundvandsovervågning.
Med hensyn til vandværkernes boringskontrol er der i 1998 fundet pesticider i 32 % af
boringerne - i 12 % af vandværksboringerne er koncentrationen over grænseværdien for
drikkevand. BAM er klart dominerende med atrazingruppen af pesticider og deres
nedbrydningsprodukter som næst hyppigste stofgruppe, jf. figur 5.3. De pesticider, som
findes i drikkevandet i størst koncentration, er altså stoffer (eller
nedbrydningsprodukter af disse), som allerede er forbudt!
---
Figur 5.3
Pesticidindhold over grænseværdien i vandværkernes boringskontrol 1989-98 (efter
GEUS, 1999).
Grundvandspotentiale
Grundvandsstanden var generelt lav i 1998 som resultat af de tørre vintre 1996-97 og
1997-98. Det våde efterår i 1998 har dog øget grundvandsstanden til et mere normalt
leje.
Vandindvinding
Der blev i 1998 indvundet i alt 741 mio. m3 grundvand. Indvindingen fordeler
sig med ca. 60 % på de almene vandværker (primært til husholdninger), ca. 30 % til
erhvervsvanding (markvanding) og ca. 10 % til industri.
Forureningslukning af boringer
Indberetninger fra kommunerne viser, at der i 1998 er lukket 28 boringer som følge af
menneskeskabt forurening med pesticider, andre miljøfremmede stoffer eller nitrat.
Pesticider er i dag klart den hyppigste årsag til forureningslukning af boringer: 25 af
boringerne (89 %) er således lukket på grund af pesticider. Af de resterende tre
boringer er 2 lukket som følge af forurening med andre miljøfremmede stoffer, mens 1 er
lukket som følge af forurening med nitrat.
Grundvandsmodellering
Overvågningsrapporterne for 1998 indeholder for andet år i træk en beskrivelse af de
grundvandsmodeller, der er opstillet i amterne. Modellerne anvendes af amterne i
forbindelse med f.eks. opgørelser over ressourcens størrelse og afværgeforanstaltninger
overfor grundvandsforureninger. Grundvandsmodellerne indeholder for et givet område
oplysninger om de geologiske forhold; antal af lag m.m. Til hvert geologisk lag er knyttet
nogle talstørrelser, som beskriver lagets evne til at lede vandet. En grundvandsmodel
indeholder også oplysninger om de hydrologiske forhold såsom nedbør, vandløb og søer
osv. Den opstillede model for området kan læses ind i et computerprogram og anvendes til
beregning af, hvordan grundvandsstrømning og -stand vil ændre sig ved forskellige tiltag
- f.eks. indvinding af grundvand ét eller andet sted i modelområdet.
5.1.2 Udviklingen i perioden 1989-98
Nitrat
Variationen i det øvre grundvands nitratindhold er først og fremmest en funktion af
variationer i nedbør og høstudbytte. Der er således ikke en klar tendens for perioden,
og der kan derfor ikke fastslås en effekt på det nydannede grundvand af landbrugets
reducerede kvælstofudledning. Det gennemsnitlige nitratindhold i de omkring 40 % af
boringsfiltrene, hvor der er fundet nitrat, er vist på figur 5.4.
---
Figur 5.4
Nitratudviklingen i filtre med et nitratindhold større end 1 mg/l i GRUMO- og
LOOP-filtre i sand- og lerområder (efter GEUS, 1999).
Der ses heller ikke i det dybere grundvand (GRUMO) en klar tendens for perioden.
Grundvandsmagasiner med frit vandspejl, viser dog en svag stigning i nitratindhold.
Dateringen af grundvandet viser, at kun en mindre del af det vand, der er undersøgt
for nitrat, er yngre end Vandmiljøplanens igangsættelse. Det kan derfor endnu ikke
forventes, at man vil kunne se en effekt af Vandmiljøplanens tiltag på grundvandets
kvalitet.
Nitratindholdet i vandforsyningsboringerne er nogenlunde stabilt gennem perioden
1990-98. Fordelingen er vist i tabel 5.1.
Tabel 5.1
Vandforsyningsboringer fordelt efter nitratindhold.
Konc. |
Antal |
Fordeling |
mg/l |
n |
% |
> 50 |
251 |
2,9 |
25-50 |
544 |
6,3 |
1-25 |
2.134 |
24,7 |
< 1 |
5.711 |
66,1 |
I alt |
8.640 |
100,0 |
Fosfor
Forekomsten af fosfor i grundvandet er primært betinget af de geologiske forhold. Det
kan således ikke forventes, at man vil se en markant ændring gennem
grundvandsovervågningen. I overensstemmelse med dette ses et stabilt indhold for perioden
1990-98.
Organiske mikroforureninger
For et par af de stofgrupper, som er diskuteret i afsnit 5.1.1, er udviklingen gennem
overvågningsperioden 1989-98 kort omhandlet i det følgende.
Det gennemsnitlige indhold af de klorerede kulbrinter, som ses i størst koncentration
i overvågningsboringerne, er på omkring halvdelen af grænseværdien for drikkevand.
Også i vandværksboringer ligger koncentrationen i gennemsnit omkring halvdelen af
grænseværdien drikkevand for de stoffer, som ses hyppigst. Der er fundet vinylklorid i
40 ud af 268 undersøgte boringer, svarende til en fundhyppighed på 15 %. Der er sket en
stigning i indholdet af vinylklorid i de undersøgte vandværksboringer gennem perioden
til et gennemsnit for fund på 0,6 mikrogram pr. liter. Vinylklorid er et stabilt
nedbrydningsprodukt af de øvrige klorerede kulbrinter. Det er derfor ikke overraskende,
at der er sket en vis opkoncentration af stoffet i grundvandet.
Med hensyn til indholdet af detergenter i drikkevandet ligger fundhyppigheden i
vandværksboringerne på mellem 50 og 60 % fra 1993 til i dag uden nogen klar tidslig
udvikling.
Pesticider og nedbrydningsprodukter
Grundvandsovervågningsprogrammet omfattede tidligere 8 pesticider. Fra 1998 har
overvågningen i NOVA-2003 omfattet ca. 50 pesticider og nedbrydningsprodukter.
I landovervågningsprogrammet er der i perioden 1990-99 fundet pesticider og/eller
nedbrydningsprodukter af pesticider i 46 % af filtrene - i 10 % er koncentrationen over
grænseværdien for drikkevand. Der ses især høje koncentrationer af atrazin-gruppen af
pesticider. Koncentrationen falder gennem perioden, hvilket er forventeligt, da salget af
atrazin stoppede i 1994.
I grundvandsovervågningen er der i perioden 1989-98 fundet pesticider og/eller
nedbrydningsprodukter i 30 % af filtrene. I 10 % af filtrene var koncentrationen i
grundvandet over grænseværdien for drikkevand.
Fundprocenten er, jf. figur 5.5, faldet en smule fra 1990-92, hvilket dog skal ses i
sammenhæng med, at amterne tidligere især udtog prøver fra højtliggende filtre.
Stigningen fra 1994 til 1998 skyldes, at amterne efter bl.a. fundet af atrazin i
Ejstrupholm analyserer for langt flere stoffer. Endelig skyldes stigningen BAM.
---
Figur 5.5
Fund-% for pesticider i grundvandsovervågningen (efter GEUS, 1999).
Ved vandværkernes boringskontrol er der som gennemsnit for perioden 1989-98 fundet
pesticider og/eller nedbrydningsprodukter heraf i 23 % af boringerne - i 9 % af boringerne
er koncentrationen i grundvandet over grænseværdien for drikkevand.
Grundvandspotentiale
Variationen i grundvandsstanden i perioden 1989-98 fremgår af figur 2.5. De tørre
vintre i 1996/97 og 1997/98 førte til, at grundvandsstanden i slutningen af
overvågningsperioden faldt til det laveste niveau i 20 år.
Vandindvinding
I 1998 udgjorde den samlede grundvandsindvinding ca. 741 mio. m3. Fra 1989
til 1998 er der sket et fald i den samlede indvinding på ca. 30 %, jf. figur 5.6.
---
Figur 5.6
Udvikling i grundvandsindvindingen indenfor forskellige kategorier for perioden 1989-98
(efter GEUS, 1999).
Faldet i indvindingen på almene vandværker gennem perioden er sket som resultat af
vandbesparende foranstaltninger og afgifter på vand. Den store variation i
erhvervsvandingen afspejler variationer i nedbøren, da kategorien bl.a. dækker vanding
af landbrugsafgrøder.
Forureningslukning af boringer
Indberetningen fra kommunerne viser, at der i perioden 1987-98 er lukket 478 boringer
som følge af menneskeskabt forurening. Pesticider er den hyppigste årsag til
forureningslukning af boringerne: 47 % er lukket på grund af pesticider. Tilsvarende tal
for andre miljøfremmede stoffer og nitrat er henholdsvis 22 og 31 %. Der ses nogle klare
tendenser med hensyn til, hvad det er for stoffer, som rammer vandforsyningerne:
- Antallet af boringer, der lukker som følge af forurening med pesticider og/eller
nedbrydningsprodukter, er steget kraftigt siden 1993, hvor vandværkerne for alvor
begynder at analysere for pesticider.
- Antallet af boringer, der lukkes som følge af forurening med nitrat og andre
miljøfremmede stoffer, er nogenlunde konstant gennem perioden.
Grundvandsmodellering
Gennem perioden 1989-98 er der sket en stigning i anvendelsen af grundvandsmodeller i
takt med øgede krav i lovgivningen til amternes planlægning og forvaltning af
grundvandsressourcen - bl.a. den kommende zoneringsvejledning fra Miljøstyrelsen. Også
udviklingen indenfor IT, som har gjort det muligt at arbejde med grundvandsmodeller på
almindelige computere, har udbredt anvendelsen af grundvandsmodeller som et redskab i
sagsbehandlingen.
5.2 Vandløb og kildebække
Hovedparten af overvågningen af og tilsynet med de danske vandløb og kildebække
udføres af amterne.
Stationsudpegningen i den tidligere overvågningsperiode (1989 - 1997) var primært
foretaget ud fra hensynet til opgørelse af stoftransporten til søer og marine områder.
Som helhed var vandløbene i det stationsnet, der blev etableret derfor store og
mellemstore vandløb. Hovedparten af de ca. 64.000 km vandløb i Danmark er små vandløb
under 2,5 meter i bredden, jf. tabel 5.2. De små vandløb var således klart
underrepræsenteret i forhold til deres udstrækning, hvilket der nu er gjort op med i det
reviderede stationsnet til bedømmelse af den biologiske vandløbskvalitet. For 1998 -
2003 er stationerne udvalgt, så de mere generelt repræsenterer de danske vandløb både
hvad angår vandløbsstørrelse og den generelle miljømæssige tilstand.
Tabel 5.2
Danske vandløbs omtrentlige udstrækning (Windolf m.fl., 1997).
Vandløbsbredde |
Udstrækning |
km |
0 - 2,5 m |
48.000 |
2,5 - 8,0 m |
14.500 |
> 8,0 m |
1.500 |
Total |
64.000 |
NOVA-2003 omfatter endvidere vandkemiske målestationer og kildebække, som er
videreført fra den tidligere programperiode med mindre ændringer. Desuden skal
programmet som noget nyt belyse forekomsten af tungmetaller og miljøfremmede stoffer.
Endelig er der som et andet nyt element blevet etableret et udvidet biologiprogram for at
belyse sammenhængen mellem den biologiske tilstand i vandløbene og forskellige
påvirkninger.
Resultaterne rapporteres dels selvstændigt af amterne, dels i form af en
landsdækkende faglig rapport baseret på resultaterne af den amtslige og statslige
overvågning. Den følgende beskrivelse af miljøtilstand og udvikling er baseret på
rapporten Vandløb og kilder (Bøgestrand m.fl., 1999), suppleret med
oplysninger fra amternes regionale tilsyn med vandløb (Miljøstyrelsen & Skov- og
Naturstyrelsen, in prep.).
5.2.1 Året-der-gik
Kildebække
NOVA-2003 omfatter overvågning af 58 kildebække, hvor der analyseres for
forskellige udvalgte vandkemiske variable for at følge kvaliteten af og udviklingen i det
grundvand, der naturligt strømmer til vandløbene.
Fosfor og kvælstof i kildebække i 1998
Der blev i 1998 ikke observeret signifikante ændringer i indholdet af fosfor i
kilderne i forhold til tidligere år. Således var indholdet af total fosfor i 1998 0,074
mg fosfor pr. liter og 0,054 mg fosfor pr. liter for henholdsvis
kilder i dyrkede oplande og kilder i naturoplande. De tilsvarende værdier i 1997 var
henholdsvis 0,073 mg fosfor pr. liter og 0,048 mg fosfor pr. liter.
Som i de forgående år blev der i kilder i dyrkede oplande observeret en stigning i
indholdet af nitrat. Således steg indholdet af nitrat fra 6,21 mg kvælstof pr. liter i
1997 til 6,83 mg kvælstof pr. liter i 1998. En stigning der ikke optræder i kilder i
naturoplande.
Kvælstof i vandløb
Resultaterne fra 1998 viser, i lighed med de senere år, at koncentrationen af
total kvælstof er højst i vandløb i dyrkede oplande. Derefter følger vandløb i
oplande med punktkilder, vandløb der er påvirkede af spildevand fra dambrug samt
slutteligt vandløb der ligger i naturoplande.
1998 var karakteristisk ved en stor vandafstrømning og derfor også en relativ stor
udvaskning af kvælstof. Vandløbene i dyrkede oplande havde den største arealspecifikke
kvælstofafstrømning. Den store afstrømning i 1998 betød, at kvælstoftilførslerne fra
dambrug i en del af de vandløb, der traditionelt er dambrugsvandløb, i 1998
udgjorde 30 % mindre end i de nedbørsfattige år som 1996 og 1997.
Fosfor i vandløb
Koncentrationen af total-fosfor var i 1998, ligesom tidligere år, højest i
vandløb i oplande med punktkilder fulgt af vandløbene i de dyrkede oplande. Herefter
følger vandløb med spildevandsudledning fra dambrug og de laveste koncentrationer
optrådte i vandløb i naturoplande.
Landbruget er den væsentligste kilde til fosfortransporten både i dyrkede oplande og
i oplande med punktkilder. Derudover udgjorde udledninger fra den spredte bebyggelse en
væsentlig andel af fosfortransporten i vandløb i dyrkede oplande. I vandløb i oplande
med punktkilder udgjorde spildevandsudledninger den næststørste andel af
fosfortransporten.
Organisk stof i vandløb
Indholdet af organisk stof var i 1998 i vandløb højst i spildevandsbelastede og i
dambrugsvandløb, mens det var mindst i vandløb i naturoplande. Der er
konstateret en signifikant forskel i indholdet af organisk stof i mellem vandløbene øst
og vest for Storebælt. Således var indholdet af organisk stof højere øst for
Storebælt. Forskellen er dog ikke så stor, at den kan forklare den markante forskel, der
er i miljøkvalitet imellem de to regioner.
Miljøfremmede stoffer og tungmetaller
Overvågningen af miljøfremmede stoffer bliver først påbegyndt i år 2000 på
grund af metodemæssige problemer med analyserne. Der er ligeledes et meget sparsomt
datagrundlag på tungmetaller.
Fysiske forhold og vandløbspleje
Vandløbsloven foreskriver i sin formålsparagraf, at vandløb skal kunne anvendes
til afledning af vand under hensyntagen til de miljømæssige krav, der stilles til
vandløbskvaliteten (Miljø- og Energiministeriet, 1992). Vandafledningsevnen kan
forbedres, for eksempel ved kanalisering og grødeskæring. Grødeskæringspraksis kan
inddeles i henholdsvis ingen skæring, skånsom skæring, hvor en
mindre del af vandløbsvegetationen skæres og hård skæring, hvor al
vandløbsvegetationen skæres. Grødeskæringsmetoden har indflydelse på den fysiske
variation i vandløbene. I vandløb, der ikke vedligeholdes eller vedligeholdes skånsomt,
udgør de hårde substrattyper, primært sten og grus, en større del af bundsubstratet.
NOVA-2003 viser, at den hårde skæring hovedsageligt praktiseres i vandløb, hvor de
tilstødende arealer dyrkes. Arealerne langs vandløb, som ikke skæres eller skæres
skånsomt, indbefatter både intensivt, ekstensivt og uudnyttede arealer. Af de vandløb,
der indgår i overvågningsprogrammet, skæres flertallet af de påvirkede vandløb 1-2
gange årligt (56 %), mens 11 % skæres mere end to gange årligt. Hovedparten af
skæringen i de påvirkede vandløb foregår med le (64 %), men også en relativ stor
andel skæres med mejekurv (36 %).
Et andet vigtigt element i relation til vandløbenes fysiske forhold er de spærringer,
der er i forbindelse med styrt ved vejunderføringer mv. samt opstemninger ved mange
dambrug.
Ekstensivt biologiprogram
Der indgik i alt 444 vandløbsstationer i det ekstensive biologiprogram i 1998.
Resultaterne viser, at den dominerende tilstand i danske vandløb er faunaklasse 4, som
svarer til en moderat påvirket fauna, hvor hovedparten af de mere krævende smådyrarter
enten mangler eller er meget fåtallige. Faunaklasse 4 forekommer på 43 % af stationerne.
Vandløb der er upåvirkede eller svagt påvirkede (faunaklasserne 5, 6 og 7) forekommer
på i alt 37 % af stationerne, mens vandløb, der er kraftigt eller meget kraftigt
påvirkede (faunaklasserne 1, 2 og 3), udgør 20 %.
Opdeles vandløbene i 5 størrelsesgrupper ud fra vandløbsbredden ses, at faunaklasse
4 er den hyppigst fundne tilstand i alle 5 grupper. Der er alligevel en tydelig tendens
til at store vandløb (over 5 meters bredde) generelt har en bedre tilstand end små
vandløb (under 2 meters bredde). Faunaklasserne 1, 2 og 3 (meget påvirkede) er fundet
på 25 % af stationerne i de små vandløb, men kun på 7½ % af stationerne i store
vandløb.
Vandløbenes tilstand i 1998 er signifikant bedre i Jylland og på Fyn end i den
øvrige del af landet. Vandløb med en god eller meget god tilstand (faunaklasse 5, 6 og
7) udgør i Jylland og på Fyn i alt 44 % af stationerne, mens vandløb med en dårlig
eller meget dårlig tilstand udgør 14 %. De tilsvarende værdier for Sjælland, Lolland
og Falster er 12 % og 42 %.
Udvidet biologiprogram
I programmet er i alt 80 vandløbsstationer inkluderet på landsplan og alle fra
små vandløb beliggende i det åbne land. 15 af vandløbsstationerne udgør
referencestationer, der er karakteriseret ved at være upåvirkede for så vidt angår
fysisk variation, dyr og/eller planter. Ligeledes er den ekstensive arealudnyttelse
(engarealer, rørsump) hyppigst her. Dyrkede arealer er langt hyppigst langs de påvirkede
vandløb, der også langt hyppigere er kanaliserede. Vandløb med underskårne brinker er
tilstede i begge vandløbstyper, ligesom der ikke er signifikant forskel på
bundmaterialets beskaffenhed. Vandtemperaturen er højere i de påvirkede vandløb.
Resultaterne viser, at der er væsentlige forskelle på plante-, smådyrs- og
fiskesamfundene de to vandløbstyper imellem. Grødeskæring har således overordentlig
stor betydning for planternes fordeling i vandløbene. Andelen af bundsubstrat, som
udgøres af slam, har signifikant betydning for planternes fordeling, mens andelen af fint
grus har mindre betydning. Grødeskæringsmetodens, -hyppighedens og -materiellets
påvirkning af strømhastigheden og bundsubstratet påvirker konkurenceforholdene mellem
de forskellige plantearter, hvorved plantesamfundene bliver ændret. Vegetationens totale
artsantal, artssammensætningen samt den procentvise andel af vandløb, hvor en planteart
udgør mere end 50 % af den samlede dækning, viser, at hårdt og delvist skånsomt
vedligeholdte vandløb er forarmede, når der sammenlignes med vandløb, som ikke skæres.
Antallet af smådyr er lavere i de påvirkede vandløb end i referencevandløbene.
Dansk Vandløbsfaunaindeks for forår og sommer er 4 (moderat påvirket fauna) i de
påvirkede vandløb, mens de er henholdsvis 6 og 5 (svagt påvirket fauna) i
referencevandløbene. I sensommeren ses smådyrssamfundene også mere artsrige i
referencevandløbene.
Der findes ikke signifikante forskelle på antallet af fiskearter i de to
vandløbstyper. Ørred stiller mere specifikke krav til vandløbskvaliteten end for
eksempel gedde, ål og 3- og 9-pigget hundestejle. Der er en tendens til, at der er flere
ørreder i referencevandløbene end i de påvirkede vandløb, men denne forskel er ikke
signifikant. Ovennævnte tendens forstærkes dog når kun vandløb uden ørredudsætninger
inddrages.
Målsætningsopfyldelse
Ifølge amternes regionale tilsyn opfyldte kun 44 % af vandløbene i 1998 de i
regionplanerne fastsatte målsætninger (Miljøstyrelsen & Skov- og Naturstyrelsen, in
prep.).
5.2.2 Udviklingen i vandløbenes miljøtilstand
Kildebække
I perioden 1989 til 1998 har nitratkoncentrationen i kilder i dyrkede områder
været 10 gange højere end i kilder i naturoplande. Endvidere er der siden 1994
observeret en stigende tendens i nitratindholdet i kilder, der ligger i dyrkede oplande.
Derimod har der ikke vist sig signifikante ændringer i fosfor- og
kvælstofkoncentrationen i kilder i naturoplande.
Kvælstof i vandløb
Udviklingen i kvælstoftransport i vandløb har siden 1989 fulgt udviklingen i
vandafstrømningen. Stor afstrømning medfører således stor kvælstoftransport. Den
store variation i afstrømningen inden for de seneste år gør det derfor vanskeligt at
uddrage generelle udviklingstendenser og dermed også at vurdere effekten af de
gennemførte miljøtiltag.
Tages der højde for variationer i vandføringen viser beregninger dog, at der i
hovedparten af vandløbene har været et fald i kvælstofkoncentrationen på 9 % i
perioden 1989 til 1999. Faldet er statistisk sikkert for 35 ud af 116 stationer med
faldende koncentrationer. Variationerne er imidlertid store. I egne med sandede jorde
udviser vandløbene således en svag stigende tendens.
Fosfor i vandløb
Udviklingen i fosfortransporten i vandløb i naturoplande samt i dyrkede oplande
uden punktkilder har siden 1989 generelt fulgt variationen i vandafstrømningen. Således
var vandføringen og fosfortransporten højere i 1998, end den var i de tørre år 1996 og
1997. De vandføringsvægtede fosforkoncentrationer, der i mindre grad er påvirkede af
vandafstrømningen, viser ikke nogen generel udvikling i vandløb i naturoplande. I
vandløb i de dyrkede oplande viser de vandføringsvægtede koncentrationer et fald fra et
niveau på 0,13-0,15 mg fosfor pr. liter i 1989-91 til 0,11-0,13 mg fosfor pr. liter i
1994-98.
I vandløb i oplande med udledning af spildevand fra punktkilder og fra dambrug er der
sket en markant reduktion i fosforudledningen. Dette skyldes, at der er sket et fald i
fosforudledningen fra netop spildevandsanlæg og dambrug.
Organisk stof i vandløb
Der eksisterer kun et fåtal af stationer med en længere tidsserie af målinger af
organisk stof, og der er derfor ikke gennemføret en analyse af den tidslige udvikling.
En af de væsentligste kilder til organisk stof i flere jyske vandløb er dambrug, hvis
udledning gennem årene i mange tilfælde har været årsag til uacceptable
miljøtilstande på dambrugsbelastede strækninger.
Siden 1989 er dambrugenes udledninger af organisk stof blevet væsentligt reduceret fra
mere end 6.000 ton i 1989 til 3.500 ton i 1998. Det markante fald fra 1989 til 1993 som
følge af en reduktion i dambrugenes udledning af bl.a. organisk stof (målt som BI5)
registreres også ved målingerne under NOVA-2003 i vandløbene til de oplande, hvor
dambrugsspildevand udgør en væsentlig del af punktkildebelastningen, jf. afsnit 3.1.5.
Miljøfremmede stoffer og tungmetaller
Som nævnt under året-der-gik er grundlaget for vurdering af forekomst og
transport af tungmetaller og miljøfremmede stoffer i vandløb endnu ikke af en karakter,
der muliggør en vurdering af disse forhold.
Fyns Amt har i perioden 1994-1997 gennemført screeninger for pesticidforekomster i
udvalgte vandløb, kildevæld og dræn (Fyns Amt, 1999). Undersøgelserne har omfattet 237
vandprøver analyseret for 99 forskellige stoffer og 6 sedimentprøver fra vandløbsbunden
analyseret for 22 forskellige pesticider. Der er undersøgt for pesticider, der anvendes
eller har været anvendt af landbruget, offentlige institutioner og private m.v.
Baggrunden for Fyns Amts pesticidundersøgelse var bl.a., at amtets løbende
undersøgelser i begyndelsen af 90erne af smådyrene i vandløbene viste en foruroligende
stigning i omfanget af vandløb, som var akut påvirket af giftudledninger. Krebsdyr og
vandinsekter var i stort tal slået ihjel.
Der er påvist 33 pesticider i vandløb og 21 pesticider i dræn fordelt på 27
ukrudtsmidler, 2 svampemidler og 4 insektmidler. Af de 33 forskellige pesticider er de 26
godkendt til brug i Danmark i dag. De hyppigst forekommende moderstoffer er
isoproturon og glyphosat. Begge stoffer er godkendte, og er de mest anvendte pesticider i
Danmark. Fyns Amt konkludere på baggrund af undersøgelserne, at det er overvejende
sandsynligt, at en stor del af pesticiderne i vandløbene tilføres via dræn og særligt
i sprøjtesæsonen. Tilførsler til vandløbene fra vinddrift synes ikke at være særligt
betydende for forekomsten af pesticider.
Undersøgelsen af sediment fra vandløbsbunden i efteråret 1997 i Lillebæk og Odense
Å viste fund af hhv. fem og fire ud af 22 undersøgte pesticider (se tabel 5.3). De
fundne stoffer er fire insektmidler og et svampemiddel. DDE er et nedbrydningsprodukt af
DDT, som er stærkt giftigt, og som blev forbudt i Danmark tilbage i 1984. 13 år efter
forbudet findes nedbrydningsproduktet stadig i både Odense Å og Lillebæk. Det
undersøgte sediment er den løse overfladenære fraktion, som ved stor vandafstrømning
er under transport ned gennem vandløbene til kystvande eller søer. Sedimentet aflejres
på vandløbsbunden ved lille vandafstrømning typisk om sommeren og hvirvles op i
vandfasen, når vandafstrømningen stiger om efteråret.
Tabel 5.3
Maksimale koncentrationer af pesticidfund i vandløbssediment (Fyns Amt, 1999).
Stof |
m g/g TS |
a -cypermethrin |
0,003 |
DDE |
0,02 |
Esfenvalerat |
0,003 |
Permethrin |
0,03 |
Vinclozolin |
0,002 |
Det vurderes i Fyns Amts undersøgelse, at uden forgiftninger ville ca. 10 % flere af
de store vandløb have haft en tilfredsstillende miljøtilstand.
Århus Amt har ligeledes gennemført en undersøgelse i 1997 og udtaget 26 vandprøver
til pesticidundersøgelser fordelt på 3 vandløb og 4 kilder i landbrugsopland (Århus
Amt, 1999a). De stoffer, der forekommer hyppigst i denne undersøgelse er typisk stoffer,
der forekommer almindeligt i andre undersøgelser for pesticider (Århus Amt, 1999a).
Vandløbenes vedligeholdelse
Grødeskæringsmetode, -hyppighed og -materiel har stor betydning for
plantesamfundene i vandløbene. 67 % af overvågningsvandløbene skæres mindst én gang
årligt. Der tegner sig det samme billede af grødeskæringspraksis, når man kigger på
større danske vandløb.
Tidligere grødeskæringspraksis påvirker plantesamfundene over længere tid. Det kan
således tage en årrække, før plantesamfundene er retableret, efter at skæring er
ophørt.
Ekstensivt biologiprogram
Sammenlignes faunaklassen for 1998 med overvågningsperioden 1993-97, skal der
tages højde for, at de små, påvirkede vandløb tidligere var underrepræsenterede.
Udfra disse omregnede data samt amternes regionale tilsyn i perioden 1993-1996 vurderes
det, at tilstanden i denne periode stemmer relativt godt overens med tilstanden vurderet
efter DVFI for 1998, hvor faunaklasse 4, moderat påvirket vandløbsfauna, er dominerende.
Det er tidligere konstateret ud fra de nationale stationer under
overvågningsprogrammet, at miljøtilstanden generelt var væsentligt bedre i Jylland og
på Fyn end i den øvrige del af landet. Amternes regionale tilsyn i perioden 1993-96
giver samme konklusion.
Der blev fundet et beskedent, men signifikant højere BI5-indhold i de
østdanske vandløb i forhold til de vestdanske. Forskellen i BI5 kan ikke
forklare den markante forskel i miljøkvalitet mellem de to regioner. Det må endvidere
konkluderes, at bundforholdene ikke er forskellige og derfor heller ikke kan forklare
forskellen i miljøtilstanden.
Udvidet biologiprogram
Det udvidede biologiske program gennemføres i alt 3 gange i overvågningsperioden
fra 1998-2003, i årene 1998, 2000 og 2003. Derved kan den biologiske tilstand følges i
en 6-årig periode. Fokus vil i de første to rapporteringer ligge på beskrivelse samt
karakteristik af, hvad der har betydning for de forskellige organismegrupper i vandløbene
og på interaktioner mellem dyre- og plantesamfundene. I den sidste rapportering vil fokus
ligge på udviklingstendenser i de biologiske samfund.
Udviklingen i målsætningsopfyldelse
På landsplan opfyldte 39 % af vandløbsstationerne deres målsætning i 1996, mens
de tilsvarende tal for 1997 og 1998 er hhv. 43 % og 44 %. Stigningen er ikke nødvendigvis
udtryk for en forbedring af tilstanden, men kan skyldes, at det ikke er de samme
stationer, der er undersøgt i de tre år (Miljøstyrelsen, 1999f).
5.3 Søer
I Danmark findes der omkring 120.000 søer større end 0,01 hektar (100 m2),
hvoraf de fleste er damme og småsøer. Kun 2.762 af søerne er større end 1 hektar
(10.000 m2). Det samlede søareal er ca. 58.000 hektar, hvilket svarer til
omkring 1,4 % af Danmarks landareal.
NOVA-2003 omfatter i alt 31 søer, heraf 4 brakvandssøer. Søerne spænder fra helt
rene klarvandede søer til søer der er stærkt forurenede. Miljøtilstanden i disse søer
vurderes ud fra kemiske, fysiske og biologiske målinger i søvandet samt måling af
næringsstoftransporten til og fra søerne.
Den følgende beskrivelse af miljøtilstand og udvikling i de danske søer er først og
fremmest baseret på rapporten Søer 1998 (Jensen m.fl., 1999).
Undersøgelserne i de 31 søer er dog ikke tilstrækkelige til at give en generel og
repræsentativ beskrivelse af tilstanden og udviklingen i de danske søer. Beskrivelsen er
derfor suppleret med oplysninger fra amternes regionale tilsyn med søerne
(Miljøstyrelsen & Skov- og Naturstyrelsen, in prep.).
5.3.1 Året-der-gik
Hvert år undersøges miljøtilstanden i de 31 overvågningssøer, og
udviklingstendensen vurderes. For 1 af de 4 brakvandssøer foreligger der ingen resultater
fra 1998, idet prøvetagningen først er påbegyndt i 1999. Data fra de øvrige 3
brakvandssøer er med for første gang. Det er således kun de 27 søer, der har
tidsserier, som har kunnet indgå i en analyse af udviklingen.
Vandbalance
For 16 af de 30 søer har det været muligt at opstille rimeligt nøjagtige vand-
og stofbalancer inkluderende udvekslingen med grundvand. 1998 var et vådt år (se figur
2.4), og vandtilførslen til søerne var højere end normalt. Opholdstiden i søerne var
således kortere end normalt, dog ikke så kort som i det hidtil vådeste år i
overvågningsprogrammet, nemlig 1994.
Fosfor og fosforbalance
Fosfortilbageholdelsen stiger med stigende opholdstid i søerne. I 1998 var
tilbageholdelsen større end 12 % i halvdelen af søerne. En del af søerne havde dog en
negativ fosforbalance, dvs. de afgav mere, end de modtog som følge af frigivelse af
fosfor fra søbunden, efter at belastningen er reduceret.
Kvælstof og kvælstofbalance
Kvælstoftilbageholdelsen i de 16 søer stiger ligeledes med stigende opholdstid.
Herudover er kvælstoftilbageholdelsen steget i nogle af overvågningssøerne, efter at
søerne er blevet klarvandede som følge af ændringer i fiskebestanden. I halvdelen af
søerne var kvælstoftilbageholdelsen i 1998 højere end 29 %.
Sigtdybde og klorofyl a
I størsteparten af de søer, hvor der er sket signifikante ændringer i enten
sigtdybde eller klorofyl a, er der tale om en øget sigtdybde og et reduceret
klorofyl a indhold. Som årsmiddel er sigtdybden således øget i 12 søer, men kun
reduceret i 1 sø, og tilsvarende er klorofyl a indholdet reduceret i 11 søer men
kun øget i 2 søer. Tilsvarende ændringer ses på sommerniveau. Sommermiddelsigtdybden
er øget i 11 søer, og sommermiddel-klorofyl a indholdet er reduceret i 8 søer.
Planteplankton
I 6 af de 27 ferskvandssøer er der sket et signifikant fald i biomassen af
planteplankton, mens den er steget i 2 søer. Det er især inden for gruppen af
blågrønalger og grønalger samt kisel- og furealger. Sammensætningen af planteplankton
har også ændret sig i mange søer, blandt andet er procenten af blågrønalger steget i
3 søer, mens den er faldet i 6 søer.
Dyreplankton
Betragtet under et er der ikke sket signifikante ændringer i dyreplanktonets
biomasse i de ti overvågningsår. I enkelte søer er der dog sket ændringer, idet
totalbiomassen er faldet i 4 søer og øget i 5 søer.
Undervandsplanter
I forhold til de foregående år var der i 1998 kun få generelle ændringer i
undervandsplanternes udbredelse og sammensætning, dog ses der en tendens til en øget
udbredelse i de undersøgte søer.
Fiskeyngelundersøgelser
Fiskeyngelundersøgelserne i overvågningssøerne er et nyt element i
undersøgelsesprogrammet. Undersøgelserne har givet et godt billede af fiskeynglens
sammensætning og mængde, ligesom fiskeynglens påvirkning af dyreplanktonet kan
beskrives.
De hyppigst forekommende arter er skalle og aborre, men også brasen og hork forekommer
ofte i undersøgelserne. Tætheden af fiskeyngel er meget varierende, både mellem søer
og i den enkelte sø. Højeste gennemsnitstætheder opnår skalle med 3,7 og 1,3 pr. m3
og aborre med 0,6 og 0,7 pr. m3 ved bredden og i de frie vandmasser.
Miljøfremmede stoffer og tungmetaller
I 1998 er der er ikke rapporteret om miljøfremmede stoffer fra de 8 udvalgte
søer, der indgår i overvågningsprogrammet.
Enkelte amter har undersøgt forekomsten af pesticider i ferskvand. Århus amt har
således fundet en række ukrudtsmidler og nedbrydningsprodukter herfra i en enkelt sø
(Århus Amt, 1999a). I størst mængde var BAM, som er et nedbrydningsprodukt fra
dichlobenil, der anvendes i juletræsplantager og til at fjerne plantevækst på
gårdspladser. Endvidere blev der fundet hexazinon, der har været forbudt siden 1994 og
isoproturon.
I to damme blev der fundet ukrudtsmidler, der anvendes i korn - herunder isoproturon -
i størst mængde. I begge damme er desuden fundet AMPA og i den ene glyphosat. De
stoffer, der forekommer hyppigst i de undersøgte damme, er typisk stoffer der forekommer
almindeligt i andre undersøgelser for pesticider. En del af disse stoffer er i dag
forbudt eller pålagt restriktioner i deres anvendelse.
Århus Amt konkluderer bl.a., at langtidseffekten af de fundne stoffer som regel ikke
kendes. Den samlede effekt af mange stoffer på økosystemniveau er heller ikke
undersøgt. Endelig konkluderer amtet, at da det ikke kan udelukkes, at der vil forekomme
miljømæssige effekter af pesticider i vandmiljøet, bør tilførslerne til overfladevand
søges begrænset.
Målsætningsopfyldelse
I forbindelse med det regionale tilsyn i 1998 blev miljøtilstanden undersøgt i
222 søer, hvoraf de 217 er målsatte. I tilsynsprogrammet for søerne indgår
undersøgelser af biologiske og kemiske forhold, herunder bl.a. sommersigtdybde, der giver
et indtryk af søens aktuelle miljøtilstand.
Det tilsyn, der har været gennemført, har først og fremmest været rettet mod at
undersøge, om søernes målsætning er opfyldt eller ej. For at en målsætning for en
bestemt sø anses for opfyldt, skal bl.a. et fastsat mindstekrav til sigtdybden være
overholdt. Sigtdybden i langt de fleste af de hidtil undersøgte søer må stadig betegnes
som utilfredsstillende. På landsplan vurderes det, at kun 32 % af de undersøgte søer
opfylder deres i regionplanerne fastsatte målsætning.
I forbindelse med tilsynet har det endvidere været højt prioriteret flere steder at
undersøge effekten af sørestaureringer. Det er især undersøgelser af effekten af
biomanipulation på fiskebestanden og dermed på søernes miljøtilstand. Flere steder er
der rapporteret om positiv effekt i form af klarere vand end i perioden forud for
opfiskningen, og i enkelte tilfælde har der etableret sig en undervandsvegetation.
Langtidseffekten af de gennemførte restaureringstiltag forventes at blive undersøgt i de
kommende år.
Brakvandssøerne
Hidtil har brakvandssøerne ikke været undersøgt i særlig høj grad, og de er
først taget med i overvågningsprogrammet i forbindelse med den seneste revision. De 3
brakvandssøer, der er undersøgt i 1998, er alle lavvandede søer. Næringsstofniveauerne
er forholdsvis høje i alle tre søer, koncentrationer af total-fosfor er således over
0,1 mg fosfor pr. liter, og koncentrationen af total-kvælstof mellem 2 og 4 mg kvælstof
pr. liter. Sigtdybden er derfor også lav (under 1 m) og klorofylindholdet tilsvarende
højt.
5.3.2 Udviklingen i søernes miljøtilstand
Som nævnt er brakvandssøerne med for første gang i overvågningsprogrammet, og
derfor er søernes udviklingstendenser alene vurderet på baggrund af de tidsserier, der
findes fra de 27 øvrige overvågningssøer.
Vandbalance
Da de danske søer generelt er små og har et lille vandvolumen, er opholdstiderne
i høj grad påvirket af det enkelte års afstrømningsforhold. Næsten ¾ af de 30
overvågningssøer har en opholdstid på mindre end et år, dvs. at alt vandet i disse
bliver udskiftet en til flere gange årligt.
År-til-år variationerne i opholdstiderne og tilførslerne af vand til de 16
overvågningssøer, for hvilke der er opstillet detaljerede vandbalancer, ændres også
markant fra år-til-år afhængigt af nedbørsforhold. De længste opholdstider i
overvågningsperioden blev registreret i 1996, men også i 1997 var opholdstiderne lange.
I det våde år 1994 var opholdstiderne betydelig kortere end i de øvrige år. Også i
1998 var opholdstiderne korte, dog ikke så udpræget som i 1994. Tilførslerne af vand
til overvågningssøer var højest i 1994, høj i bl.a. 1998 og mindst i 1996 og 1997.
Fosfor og fosforbalance
Fosfortilførslen til de 16 søer er reduceret i de 10 overvågningsår, men
tilførslen er efter 2 tørre år med en lille tilførsel tilbage på 1995 niveau.
Tilførslen er dog reduceret signifikant i 6 af de 16 søer. Specielt søer, der tidligere
har haft en meget høj tilførsel, har fået deres tilførsel reduceret.
Indløbskoncentrationen af total-fosfor er reduceret væsentlig i perioden 1989 til 1998.
Til 8 af de 16 søer er indløbskoncentrationen reduceret signifikant i perioden 1989 til
1998.
Tilsvarende er årsmiddelværdien af total-fosfor i de 27 ferskvandssøer næsten
halveret fra 0,204 mg fosfor pr. liter i 1989 til 0,104 mg fosfor pr. liter i 1998.
Udløbskoncentrationen af fosfor er reduceret for ca. det samme antal søer, som for
indløbskoncentrationen, men dog med knap så stor en takt på grund af intern
fosforfrigivelse fra sedimentet i mange af søerne.
Kvælstof og kvælstofbalance
Kvælstoftilførslen til de 16 søer var i 1998 højere end i de to foregående
tørre år. Medianen var dog lavere i 1998, nemlig 385 mg kvælstof pr. m2 pr.
døgn, hvilket svarer til de tilførsler, der blev registreret i begyndelsen af 1990erne.
Til 2 af søerne er kvælstoftilførslen dog reduceret signifikant i perioden 1989 til
1998. Indløbskoncentrationen er signifikant reduceret i 4 af de 16 søer, men
gennemsnitskoncentrationen var dog højere sammenlignet med de foregående tørre år.
Tilbageholdelsen af kvælstof såvel i absolutte mængder som relativt var i 1998 som
middelniveauet for 1989-1997. Variationen i den relative tilbageholdelse er i høj grad
styret af vandets opholdstid i søerne. Ved korte opholdstider er der alt andet lige altid
mindre relativ kvælstoftilbageholdelse end ved lange opholdstider, idet der ikke når at
blive omsat og afgivet så store mængder kvælstof til luften.
Sigtdybde og klorofyl a
Ændringerne i overvågningssøernes gennemsnitlige sigtdybde og indhold af
klorofyl a er relativt mindre sammenlignet med ændringer i indholdet af
næringsstoffer og især total-fosfor. Sigtdybden har dog været generelt stigende i
perioden 1989 til 1998 og klorofylindholdet faldende. Den gennemsnitlige sigtdybde har
varieret mellem 1,7 og 2,0 m på årsbasis. Deles søerne op i fire lige store grupper
efter sigtdybde er denne for den første gruppe med den mest uklare fjerdedel steget fra
0,6 m i 1989 til 1,0 m i 1998. I den næste gruppe er sigtdybden øget fra 1,5 til 1,9 m.
I denne gruppe er der et tilsvarende fald i klorofyl a fra 108 til 38 mikrogram pr.
liter.
Udviklingstendensen er altså gået i retning af, at de mest uklare søer er blevet
klarere på årsbasis. På sommerniveau er udviklingen ikke så tydelig. Her er sigtdybden
for den mest uklare fjerdedel af søerne kun øget fra 0,5 til 0,7 m i perioden 1989 til
1998.
Planteplankton
Som allerede udtrykt ved sigtdybde og klorofyl a er hovedparten af
overvågningssøerne kendetegnet ved en høj planteplanktonmængde. I de fleste søer er
der samtidig en dominans af planteplanktontyper, der er karakteristiske for næringsrige
søer. Størstedelen af biomassen udgøres således af blågrønalger eller grønalger.
Sommermiddel af totalbiomassen er reduceret fra 18,7 mg pr. liter i 1989 til 8,1 i 1998.
Sommermedianen er reduceret fra 11,7 mg pr. liter i 1989 til 3,6 mg pr. liter i 1998.
Dyreplankton
Hverken den totale biomasse eller biomassen af forskellige typer af dyreplankton er
ændret væsentligt i søerne som helhed siden 1989. Betragtet under et er der derfor ikke
umiddelbare tegn på, at dyreplanktonets kapacitet til at nedgræsse planteplanktonet er
øget i overvågningssøerne på trods af et fald i tilførselen af total-fosfor i mange
søer.
Som for de øvrige variable dækker dette generelle billede over en række forskelle
på enkelte søer. Totalbiomassen af dyreplankton er således gået signifikant tilbage i
4 søer og øget i 5 søer. En ændring i totalbiomassen kan være udtryk for et ændret
græsningstryk fra rovfisk, men det kan også skyldes en ændring i mængden af føde i
form af planteplankton.
Der er ingen entydig udvikling i den gennemsnitlige størrelse af dyreplankton. I
enkelte søer er der dog fundet signifikante ændringer i den gennemsnitlige biomasse, som
dog ikke slår i gennem på det samlede græsningstryk i de enkelte søer. Set under et er
der dog tendens til en mindre forøgelse i græsningstrykket igennem
overvågningsperioden.
Undervandsplanter
I 14 af de 27 ferskvandssøer er undervandsplanternes udbredelse undersøgt én
gang årligt siden 1993. Det plantedækkede areal har som gennemsnit stort set været
uændret i perioden, dog med tendenser til en stigning. Det relative plantefyldte
vandvolumen har for de 14 søer været generelt svagt stigende i perioden fra 1993 til
1998. Dybdegrænsen er tilsvarende generelt øget i de 14 søer, dog ikke så markant som
den samlede dækningsgrad og det relativt plantefyldte volumen.
Målsætninger
Siden 1989 har der ikke kunnet konstateres nogen udvikling i
målsætningsopfyldelsen. Målsætningsopfyldelsen har ligget omkring de 30 % i hele
perioden. Årsagen til den manglende målsætningsopfyldelse skyldes for de fleste søers
vedkommende stadig en for høj næringstoftilførsel. Bidrag fra punktkilder og diffus
tilførsel af fosfor fra landbrug og fra spredt bebyggelse vurderes som værende af
afgørende betydning for søernes miljøtilstand.
Selv når det er lykkedes at reducere næringsstoftilførslen til søerne, ses der ofte
ikke nogen umiddelbare effekter på vandkvaliteten. I mange tilfælde er det fordi søerne
har en indbygget træghed som gør, at der ikke sker forbedringer - trods reducerede
tilførsler. Det kan enten skyldes kemisk træghed på grund af stor ophobet fosforpulje
på søbunden eller en biologisk træghed, fordi fiskebestanden forbliver uændret efter
en reduktion af tilførslen.
For at fremskynde forbedringen er der udviklet forskellige metoder til restaurering af
søer. Den mest udbredte form for sørestaurering i Danmark er opfiskning af fredfisk,
især skaller og brasen. Disse fisk virker bl.a. begrænsende på mængden af dyreplankton
og især på mængden af de store og effektivt filtrerende daphnie-arter. Denne metode er
anvendt i mere end 20 danske søer og de hidtidige resultater er sammenfattet af
Søndergård m.fl. (1998).
Effekten af opfiskningerne har generelt været god, dog først og fremmest i søer hvor
opfiskningen har omfattet en stor del af fiskebestanden og samtidig er gennemført over
få år. Fiskebestanden skal helst bringes ned under 100 kg pr. hektar over 1-2 år.
Langtidseffekten af de hidtil gennemførte indgreb er endnu ikke veldokumenteret, idet
hovedparten af indgrebene er gennemført inden for de seneste 4-6 år.
5.4 Marine områder
Overvågningen af de danske farvande er delt mellem amterne og staten, således at
amterne udfører overvågningen i de kystnære områder mens staten står for
overvågningen af de åbne farvande.
Den følgende beskrivelse af miljøtilstand og udvikling i de danske farvande er først
og fremmest baseret på rapporten Marine områder. Status over miljøtilstanden i
1998 (Markager m.fl., 1999). Beskrivelsen er suppleret med oplysninger fra amternes
generelle tilsyn med miljøtilstanden i de kystnære områder.
5.4.1 Året-der-gik
Af klimaforhold er det specielt nedbør, vind og mængden af lys som påvirker
miljøtilstanden i havet. Nedbør har betydning for, hvor stor en mængde af næringssalte
der udvaskes fra land. Vind giver omrøring i vandet, som modvirker bl.a. iltsvind ved
bunden, mens lys har betydning for plantevæksten. I forhold til normalen for perioden
1961-90 var 1998 præget af højere temperaturer end normalt i årets første kvartal,
mens sommermånederne var køligere end normalt (se kapitel 2).
Hydrografiske forhold
I forhold til normalen var temperaturen i overfladevandet højere i foråret, mens den
var lavere i sommermånederne. Sammen med den megen blæst betød dette at der ikke var
så hyppige tilfælde af temperaturspringlag (lagdeling af vandet) i navnlig de lavvandede
områder.
Tilgengæld var saltholdigheden i foråret markant højere end normalt i de indre
farvande. I april medførte en udstrømning af vand fra Østersøen en kraftig lagdeling
af vandet i det sydlige Lillebælt, hvor bundvandet først blev fornyet i oktober måned,
hvilket var medvirkende til et kraftigt iltsvind.
Næringsstoffer
Koncentrationerne af næringssalte i fjordene, i de kystnære områder samt i de indre
farvande var i 1998 på et gennemsnitligt niveau. Dog var niveauet over middel i flere
fjorde i oktober og november som følge af den dobbelt så store nedbørmængde i oktober
i forhold til normalen.
Udvekslingen af næringssalte mellem fjorde og enkelte farvandsafsnit er beregnet for
fire fjorde - Roskilde Fjord, Odense Fjord, Limfjorden og Ringkøbing Fjord. Resultaterne
viser, at eksporten fra fjordene af kvælstof (total-kvælstof) i 1998 har været af samme
størrelsesorden som i de forudgående år.
Udvekslingen af fosfor (total-fosfor) mellem fjord og hav afhænger i højere grad af
den enkelte fjord. Således var der i Limfjorden for første gang i 1990erne en eksport af
fosfor til Nordsøen. I Ringkøbing Fjord blev slusepraksis ændret i 1996, så saltvandet
kun lukkes ind i fjorden når det samtidigt blæser. Herved forhindres saltlagdeling i
fjorden. Det har haft den effekt at der kun undtagelsesvist og kortvarigt har været
iltsvind i fjorden, og dermed også kun kortvarigt forekommet betingelser som medfører
frigivelse af fosfor fra havbunden. Eksporten af fosfor fra Ringkøbing Fjord har derfor i
1998 været kraftigt formindsket i forhold til tidligere år.
Derudover viser beregningerne fra Limfjorden og Ringkøbing Fjord, at havbunden ikke
længere frigiver så meget fosfat som i starten af 1990erne.
Iltforhold
I 1998 var der omfattende iltsvind i de marine områder, jf. figur 5.7. På basis af
kvælstoftilførslerne må det antages, at iltforbruget ved havbunden i 1998 var omkring
eller over middel for perioden 1989-97.
Det blæsende og kølige vejr i sommeren 1998 var til fordel for de åbne lavvandede
områder. Der var i de lavvandede fjorde hyppige omrøringer af vandet, så de børsteorme
og muslinger, som får deres føde ved at filtrere vandet, delvist kunne kontrollere
mængden af planteplankton i vandsøjlen (Markager m.fl., 1999). Dyrene er i stand til at
filtrere fjordenes samlede vandvolumen mellem ca. 3 gange dagligt (for eksempel
Ringkøbing, Roskilde og Skive Fjorde) og ca. 14 gange dagligt (Odense Inderfjord).
I de dybe lagdelte områder af det sydlige Lillebælt, Åbenrå Fjord og Flensborg
Yderfjord udviklede der sig et meget langvarigt og kraftigt iltsvind. Det skyldtes dels en
relativt stor forårsopblomstring af planktonalger, der, efter de var bundfældet, gav
anledning til et stort iltforbrug ved bunden, og dels en udstrømning af Østersøvand i
april, som forårsagede, at der i disse områder dannede sig et kraftigt springlag over et
lag af stillestående bundvand. I de åbne farvande udviklede der sig udbredt iltsvind i
det sydlige Kattegat og Øresund samt i Storebælt i løbet af sensommeren.
Planteplankton
I 1998 var havvandet mere klart end normalt. Sigtdybden var ca. 23 % højere end
gennemsnitligt for perioden 1977-88 og 7 % højere en gennemsnittet for perioden 1989-97.
Vandets klarhed var dermed omtrent som i de to nedbørsfattige år 1996 og 1997.
---
Figur 5.7
Stationer hvor der i 1998 blev målt ilt, og hvor der er observeret iltsvind (<4
mg/l) eller kraftigt iltsvind (<2 mg/l) (efter Markager m.fl., 1999).
I 1998 var biomassen af planteplankton generelt lavere end gennemsnittet for perioden
1989-1997. Kun i det sydlige Kattegat, i Hevring Bugt ud for Randers Fjord og i Mariager
Fjord var biomasserne højere end gennemsnittet for den forudgående ti-års periode. For
Ringkøbing Fjords vedkommende kan den ændrede slusepraksis nu klart erkendes.
Gennemsnitsbiomassen var i 1998 under 10 % af biomassen i 1995, og blågrønalgerne, der
dominerede tidligere, er nu afløst af andre typer. Der er ikke registreret
masseforkomster i 1998.
Det kraftige iltsvind med udvikling af svovlbrinte, som i august 1997 udryddede
dyrelivet i Mariager Fjord, prægede tydeligt forholdene i fjorden i 1998. Mange af
føde-byttedyrs relationerne var endnu ikke genetableret, og dette gav mulighed for
ukontrolleret vækst af planteplankton. Der forekom således 7 masseopblomstringer i
løbet af året.
Der blev herudover i 1998 kun registreret forholdsvis få masseforekomster af
planteplankton, som kun i begrænset omfang gav anledning til effekter.
Giftige alger
I begyndelsen af maj måned blev der registreret en opblomstring af en giftig
planktonalge af slægten Chattonella, der ellers mest er kendt fra havområderne
omkring Japan. Det var en masseforekomst med indtil 12 mio. celler pr. liter, som strakte
sig over store dele af Skagerrak, Nordsøen langs den jyske vestkyst, Kattegat og ned til
Århus Bugt og Odense Fjord. Algen var giftig og forårsagede fiskedød (hornfisk) i
området fra Hanstholm til Skagen og i den vestlige del af Limfjorden. Der forekom
endvidere laksedød langs den norske Skagerrakkyst.
Herudover blev der i løbet af 1998 registreret omkring 20 potentielt toksiske arter af
planteplankton i hav- og fjordområderne. Disse gav ikke anledning til kendte effekter.
Enkelte fangstområder for muslinger langs den jyske østkyst blev kortvarigt lukket for
muslingefiskeri, fordi antallet af en giftig dinoflagellat oversteg grænseværdien på
500 celler pr. liter. Der blev ikke på noget tidspunkt påvist algegifte i muslingerne.
Bundplanter
I 1998 er dybdeudbredelsesgrænsen for ålegræs, jf. tabel 5.4, steget i 20 % af
områderne, faldet i 27 %, uændret i 43 % af områderne eller uoplyst. Tendensen til
stigende dybdegrænser er især registreret i ydre fjordafsnit og langs åbne kyster som i
Lillebælt, Det sydfynske Øhav og i den ydre del af Kalundborg Fjord. Tendensen til
faldende dybdegrænser er registreret i en række lukkede fjorde, blandt andet Mariager
Fjord, Randers Fjord, Odense Fjord samt i den vestlige del af Limfjorden.
Udbredelsen af løstliggende eutrofieringsbetingede makroalger som fedtmøg (Ectocarpus),
vandhår (Cladophora) og søsalat (Ulva) har været overvåget systematisk
siden 1994. Der er i 1998 registreret stigende forekomster i en række lukkede
fjordområder, blandt andet i Karrebæksminde Bugt og Dybsø, Præstø, Ringkøbing,
Nissum og Mariager Fjorde. De faldende forekomster blev derimod udelukkende registreret i
åbne områder såsom Nivå Bugt og Isefjord.
Tabel 5.4
Udviklingstendens for ålegræssets dybdegrænse og dækningsgrad samt dækningsgraden
af eutrofieringsbetingede makroalger i 1998 sammenholdt med årene før. Oplysningerne er
baseret på beskrivelser i amtsrapporterne. Tendensen er beskrevet som enten stigning (S),
fald (F), status quo (O), eller ikke oplyst (-) (efter Markager m.fl., 1999).
|
Ålegræs |
Eutrof. alger |
Fjord/område |
Dybdegrænse |
Dækning |
Dækning |
Odense Fjord |
F |
S |
S |
Det Sydfynske Øhav |
S |
- |
O |
Kertinge Nor |
S |
S |
- |
Århus Bugt, Kalø Vig |
O |
- |
- |
Mariager Fjord |
O |
F |
S |
Randers Fjord |
F |
F |
- |
Roskilde Fjord |
O |
F |
O |
Ringkøbing Fjord |
S |
F |
O |
Nissum Fjord |
S |
S |
- |
Karrebæksminde Bugt |
O |
O |
- |
Dybsø Fjord |
O |
- |
S |
Karrebæksminde fjord |
O |
- |
S |
Præstø Fjord |
O |
- |
S |
Isefjord |
O |
- |
F |
Nordlig Lillebælt |
S |
S |
O |
Sydlige Lillebælt |
S |
- |
O |
Vestlige Limfjord |
F |
F |
S |
Grådyb Tidevandsområde |
- |
- |
S |
Lister Dyb |
- |
- |
O |
Aabenraa Fjord |
O |
S |
S |
Augustenborg Fjord |
O |
F |
S |
Flensborg Fjord |
F |
F |
O |
Kolding Fjord |
S |
- |
O |
Vejle Fjord |
O |
- |
O |
Horsens Fjord |
F |
- |
O |
Kalundborg fjord |
S |
- |
S |
Korsør Nor |
O |
- |
S |
Nivå Bugt |
- |
- |
F |
Øresund |
O |
- |
F |
Køge Bugt |
O |
- |
F |
Faldende tendens (%) |
20 |
23 |
10 |
Stigende tendens (%) |
27 |
13 |
40 |
Status quo (%) |
43 |
3 |
33 |
Ikke oplyst (%) |
10 |
60 |
17 |
Bundfauna
For bundfaunaen blev der i 1998, i modsætning til tidligere, i en del af de danske
fjorde fundet fælles træk i form af lave værdier for såvel biomasse og
individantallet. Dette falder i tråd med de forbedrede miljøforhold, som er registreret
navnlig langs den jyske vestkyst og i Øresund.
Udviklingen i bundfaunaen svarer dermed til det forventede. For bundfauna er der nemlig
sammenhæng imellem det foregående års tilførsel af næringssalte og det nuværende
års forekomst af fauna (Ærtebjerg m.fl., 1998). I 1997 var tilførslerne af
næringssalte til havet lave grundet ringe afstrømning fra land, hvilket i 1998 modsvares
af lave værdier for bundfauna.
Markante afvigelser fra den generelle udvikling er registreret i Mariager Fjord og
Ringkøbing Fjord. I Mariager Fjord er der i 1998 registreret en betydelig genindvandring
af bunddyr efter den omfattende bunddyrsdød i august 1997. I Ringkøbing Fjord har den
ændrede slusepraksis medført en kraftig stigning i bunddyr (biomassen). Det er især
sandmuslingen, der i stort tal er vendt tilbage.
Tungmetaller og miljøfremmede stoffer
Overvågningen af miljøfremmede stoffer og tungmetaller i det marine miljø, der
først fra 1998 har indgået i NOVA-2003, baseres sædvanligvis på måling af
koncentrationer i planter eller dyr eller i sediment. De højeste koncentrationer af
miljøfremmede stoffer og metaller forventes at forekomme i vore fjorde og mere kystnære
områder, hvor fortyndingen fra kilden er mindst. Det er også her, at man kan forvente
den største effekt af en reduktion i udledningen af et givent stof. Den væsentligste
overvågningsindsats er derfor placeret i disse områder.
Stofgrupper
Ved evalueringen af resultaterne er de miljøfremmede stoffer behandlet i følgende
overordnede stofgrupper:
- PCB (polyklorerede bifenyler) er summen af koncentrationen af 10 udvalgte
repræsentanter for PCBer,
- HCH er summen af a -HCH, b -HCH og
g -HCH (lindan),
- DDT er summen af pp'-DDE, pp'-DDD og pp'-DDT, og
- PAH (polyaromatiske kulbrinter) er summen af koncentrationen af PAHer og øvrige
aromatiske kulbrinter.
For de miljøfremmede stoffer, der indgår i den marine del af NOVA-2003, har OSPAR
udviklet økotoksikologiske evalueringskriterier. Disse kriterier angiver under hvilke
koncentrationsintervaller, der ikke forventes effekter på marine organismer. Herudover
har bl.a. OSPAR fastsat forskellige baggrunds/referenceniveauer for en række
miljøfremmede stoffer og tungmetallers forekomst i muslinger. Generelt må det dog
bemærkes, at evalueringsgrundlaget er ret begrænset for sediment og biota i det marine
miljø.
Evaluering af tungmetaller
I 1998 blev der målt relativt lave koncentrationer af tungmetaller i blåmuslinger og
fisk hvilket betyder, at målsætningerne for miljøkvaliteten er opfyldt for hovedparten
af de undersøgte områder. I de områder, hvor der er fundet forhøjede koncentrationer i
muslinger og fisk af kviksølv og/eller nogle af de andre metaller, er der formodentlig
tale om påvirkning fra lokale kilder. I Øresund er der målt forhøjede værdier af alle
de undersøgte tungmetaller på nær for nikkel, mens der i Roskilde Fjord og Odense Fjord
er forhøjede værdier af både zink og kobber, mens der for kviksølv er forhøjede
værdier i sidstnævnte fjord samt i Vadehavet.
Generelt falder koncentrationen af tungmetaller i fisk fra Øresund over Store Bælt
til Hvide Sande. I 1998 er koncentrationerne af kviksølv i fisk kun undersøgt i
Øresund, og resultaterne har vist, at niveauerne var lavere end grænseværdien for
konsum (Frederiksborg Amt, 1999).
Evaluering af organotin
De højeste koncentrationer af tributyltin (TBT) i muslinger er fundet i Odense Fjord,
Århus Bugt og i Øresund. Også i Store Bælt er koncentrationen relativt høj
sammenlignet med de øvrige områder. Disse områder er alle karakteriseret ved en høj
skibstrafik og andre skibsrelaterede aktiviteter, der kan udgøre kilder til TBT.
Fordelingen af TBT og deres nedbrydningsprodukter i muslinger antyder at muslingerne for
nyligt er eksponeret for TBT. For den anden organotinforbindelse, triphenyltin, er der kun
fundet påviselige mængder i enkelte prøver i Horsens og Odense Fjord.
TBT-koncentrationerne i muslinger er høje på alle stationer. Niveauet er fra ca. 2
til 120 gange højere end OSPAR`s vejledende vurderingskriterier angiver. Undersøgelser
af de biologiske effekter af TBT-koncentrationerne har således også vist, at samtlige
rødkonksnegle og en væsentlig andel af dværgkonk og alm. konk i indre danske farvande
udviste hormonelle forstyrrelser med udvikling af hanlige kønsorganer hos hunsnegle.
Næsten alle hunstrandsnegle indsamlet i Københavns Havn og 40 % af hunsnegle indsamlet
nær Lindøværftet i Odense Fjord udviste intersexkarakterer i et omfang, der har
medført sterilitet.
Klorerede organiske forbindelser
PCB-koncentrationen har et niveau i samtlige områder, hvor det ifølge OSPAR`s
vejledende evalueringskriterier ikke kan udelukkes, at der kan forekomme effekter. Eneste
undtagelse er Ringkøbing Fjord, hvor niveauet er lavt. Enkelte prøver fra Horsens havn
og fra Roskilde Fjord har noget afvigende høje koncentrationer, som bør vurderes
nærmere gennem de kommende års overvågning.
På nuværende tidspunkt foreligger der ikke et tilstrækkeligt grundlag for en
vurdering af om niveauerne af DDT samt HCH i muslinger og fisk giver anledning til
problemer.
Evaluering af PAHer
Sammenfattende vurderes det, at PAH-koncentrationen i de kystnære danske farvande er
på samme niveau, som ses i ikke særligt forurenede havområder. I enkelte fjorde, og her
specielt i områder med ringe vandudskiftning og/eller kraftige punktkilder, kan der
optræde forhøjede værdier.
Tilstand i forhold til målsætning
I de kystnære havområder er det amtsrådene, der gennem regionplaner fastsætter mål
for den ønskede miljøkvalitet. De fleste vandområder har en generel målsætning. Det
betyder, at der kun kan accepteres en svag menneskelig påvirkning af miljøet, og at
vandområdet skal have en god hygiejnisk kvalitet. Det afhænger af det aktuelle
vandområdes karakter, hvilke egenskaber man vælger at fokusere på, når kravene til
målsætningen defineres.
Målsætningskriterier
For at gøre vurderingen af hvorvidt et givent område opfylder målsætningen så klar
som mulig, vil man ofte vælge parametre, der er lette at måle og kvantificere. Samtidigt
er det nødvendigt med et kendskab til, hvorledes parametrene varierer i takt med
ændringer i miljøtilstanden. Alligevel vil afgørelsen i sidste ende ofte bero på et
skøn, hvori en helhedsbetragtning indgår, blandt andet fordi vort kendskab til de
mekanismer, der bestemmer udviklingen af de valgte parametre, ikke er fuldstændigt.
I de fleste områder er det tilførsel af næringssalte og organisk stof, der er
interessant. Forekomsten af iltsvind er ofte brugt ved en sådan vurdering, dels fordi
iltsvind afspejler i hvor høj grad der sker eller er sket tilførsler af næringsstoffer
og organisk stof, dels fordi iltsvind har stor betydning for hele det økologiske system.
Også dybdeudbredelsen af vegetationen, der især afhænger af vandets klarhed,
opsummerer miljøtilstanden over en længere periode. Sammensætningen og mængden af
bundfaunaen bruges også som kriterium. Her er det faunaens afhængighed af gode
iltforhold og rigelig føde, der betinger tilstanden. Områder, der er belastede med store
tilførsler af næringssalte, vil ofte være karakteriseret ved, at trådalger eller
etårige grønalger (eutrofieringsbetingede makroalger) favoriseres på bekostning af
andre vegetationstyper. En forøget forekomst af sådanne organismer er derfor ligeledes
ofte et anvendeligt tegn på en uacceptabel tilstand. Endelig er en forhøjet mængde
eller produktion af planktonalger et velkendt tegn på næringssalttilførsel.
Status for målsætninger
Det fremgår af Vandmiljø-96 og -98 (Miljøstyrelsen, 1997 og 1998) samt af amternes
regionale rapportering, at miljøtilstanden de fleste kystområder er dårligere end
planlagt, og at en indsats mod den landbrugsbaserede næringsstoftilførsel er nødvendig
for, at opnå den ønskede målsætning for miljøtilstanden. Tabel 5.5 indeholder en
sammenfatning af amternes vurdering af den aktuelle tilstand (1998) i forhold til
målsætningen. Tabellen behandler hele vandområder. Der kan derfor godt være lokale
forhold, som ikke afspejles fuldt ud.
Tabel 5.5
Oversigt over miljøtilstanden i 1998 i forhold til målsætningerne i
kystområderne, baseret på amternes rapportering. I kolonnen Status
angiver-, at målsætningen ikke vurderes at være opfyldt, + at
målsætningen vurderes at være opfyldt og ? at målsætningen vurderes som
værende truet. Kolonnen Kriterier indeholder en listning af de
parametre, der er inddraget ved vurderingen af tilstanden. Kolonnen Årsager
beskriver de kildetyper, som udfra amternes faglige vurderinger synes at have størst
betydning, og hvor det er mest hensigtsmæssigt at sætte yderligere ind. Kriterierne
for vurdering af målsætningsopfyldelse er: NS - næringssaltkoncentrationer; MO -
masseopblomstring af planktonalger; G - forekomst af giftige alger, I - iltsvind, O -
olieforurening; EM - masseforekomst af eutrofieringsbetingede makroalger; BB - biomasse af
bunddyr; SD - sigtdybde; FP - fysisk påvirkning; UB - udbredelse af bundvegetation; A -
andet.
Område |
Status |
Kriterier |
Årsager |
Nordsøen - kystnære dele |
- |
NS, MO, G, O |
udledninger fra floder og danske vandløb |
Vadehavet |
- |
NS, EM, BB |
udledning af især kvælstof |
Ringkøbing Fjord /Nissum Fjord |
- |
NS, SD, A |
tilførsel af næringsstoffer, især kvælstof |
Skagerrak - kystnære dele |
+ |
NS |
- |
Limfjorden |
- |
NS, FP |
kvælstoftilførsler fra landbruget skrabning med
fiskeredskaber |
Vestlige Kattegat |
- |
BB |
kvælstoftilførsler, især fra det åbne land |
Randers Fjord |
- |
NS, UB |
næringsstoftilførsler |
Mariager Fjord |
- |
NS, UB, BB |
næringsstoftilførsler fra land, begrænset vandskifte med
Kattegat |
Sydlige Kattegat - kystnære dele |
+ |
|
- |
Isefjord |
- |
I, EM, A |
kvælstoftilførsler |
Roskilde Fjord |
- |
ikke oplyst |
ikke oplyst |
Århus Bugt |
- |
I, UB, MO |
Tilførsel af kvælstof, men også forfor fra dyrkede
arealer. Tilførsel af næringsstoffer fra atmosfæren, Kattegat og sedimentet. |
Horsens Fjord |
- |
UB, BB |
muslingeskraberi næringsstoftilførsler |
Sejrø Bugt |
-/? |
I, EM, A |
kvælstoftilførsler |
Odense Fjord |
- |
MO |
forhøjet koncentration af næringssalte miljøfremmede
stoffer |
Vejle Fjord |
? |
- |
forhold synes gode i 1998 |
Kolding Fjord |
- |
BB |
næringsstoftilførsler |
Augustenborg Fjord |
- |
UB, A |
næringsstoftilførsler |
Åbenrå Fjord |
- |
I, UB |
næringsstoftilførsler |
Flensborg Fjord |
- |
I, UB, A |
næringsstoftilførsler |
Helnæs Bugt |
- |
EM |
næringsstoftilførsler |
Sydlige Lillebælt |
- |
I, BB |
næringsstoftilførsler |
Storebælt |
- |
I |
næringsstoftilførsler |
Sydfynske Øhav |
- |
MO, EM |
næringsstoftilførsler |
Holckenhavn fjord |
- |
UB, EM, A |
næringsstoftilførsler og vandskifte |
Kertinge Nor |
- |
EM |
næringsstoftilførsler |
Kalundborg Fjord |
- |
I, EM, A |
kvælstoftilførsler |
Korsør Nor |
- |
I, EM |
kvælstoftilførsler |
Karrebæksminde Bugt |
+ |
SD, UB, I |
- |
Karrebæk Fjord - indre del |
+ |
ikke oplyst |
- |
Karrebæk Fjord - ydre del |
- |
EM |
næringsstoftilførsler |
Dybsø Fjord |
- |
EM, A |
næringsstoftilførsler |
Sydlige Bælthav (Storstrøms Amt) |
+ |
SD, I |
- |
Nordlige Øresund |
- |
EM, UB, BB, A |
kvælstoftilførsler |
Åbne del af Øresund |
+ |
SD |
- |
Køge Bugt |
+/- |
I, EM |
kvælstoftilførsler |
Østersøen - kystnære dele |
- |
NS, EM |
næringsstoftilførsler |
Miljøfremmede stoffer og tungmetaller i forhold til målsætninger
Det er vanskeligt at vurdere hvorvidt de undersøgte miljøfremmede stoffer og
tungmetallerne giver anledning til en påvirkning, som har indflydelse på overholdelsen
af de generelle målsætninger. Det skyldes dels at målsætningsbeskrivelserne er
begrænsede, og dels at det faglige/videnskabelige grundlag hertil skal udvikles. I
betragtning af de usikkerheder, der er forbundet med overvågning af miljøfremmede
stoffer og tungmetaller, og det begrænsede vurderingsgrundlag bør resultater fra de
kommende år afventes inden en egentlig vurdering af om målsætningerne er opfyldt. En
enkelt undtagelse i den forbindelser TBT, hvor effekter tydeligt kan påvises i havet.
På baggrund af dette års resultater vurderes det, at den generelle målsætning
formentlig overvejende vil kunne opfyldes for tungmetaller og PAHer, mens den ikke er
opfyldt for TBT. For de øvrige miljøfremmede stoffer er det for tidligt at vurdere om
målsætninger er opfyldt.
5.4.2 Udviklingen i havets miljøtilstand
Næringssalte
Transporten af næringssalte fra fjordene til de åbne farvandsområder er tildels
blevet undersøgt i fire fjorde, nemlig Ringkøbing Fjord, Limfjorden, Odense Fjord og
Roskilde Fjord.
For Roskilde Fjord er eksporten af næringssalte til Isefjorden ifølge på beregninger
i 1985, 1992 og 1998, gået ned med ca. 54 % og ca. 75 % for henholdsvis kvælstof og
fosfor. Nedgangen i eksporten af kvælstof har ingen sammenhæng med udviklingen i
tilførslen fra land. Konklusionerne er ikke entydige grundet det ringe antal
beregningsår.
Limfjorden eksporterer i reglen flere næringssalte til Kattegat, end den modtager fra
Nordsøen. Beregningerne af transportforholdene siden 1990 viser ingen tendens for
eksporten af kvælstof, mens eksporten af fosfor til Kattegat er faldet siden 1990.
Undtagelser herfra var 1994 og 1997, hvor der var omfattende iltsvind og dermed øget
frigivelse af fosfor fra fjordbunden.
Nedgangen i koncentrationen af fosfat og total-fosfor i de åbne indre farvande er
fastholdt også i 1998. De observerede fald er dog for store til udelukkende at kunne
skyldes den forbedrede rensning af spildevandet som følge af Vandmiljøplanen fra 1987.
Faldet kan eventuelt være forårsaget af ændringer i vandudvekslingen mellem
Nordsøen/Skagerrak og Østersøen. Problemstillingen er endnu ikke klarlagt i detaljer.
En analyse af de tidsvægtede koncentrationer af nitrat+nitrit-kvælstof i
vinterperioden viser for perioden 1989-98 en svagt faldende tendens på 10 ud af 12
stationer i Kattegat, mens der ikke er en signifikant ændring i Bælthavet og Øresund.
Næringssaltbegrænsning
Vurderes alene spørgsmålet om det antal dage, hvor væksten er begrænset af
næringssalte, uden at tage hensyn til, om det er kvælstof eller fosfor, viser det sig,
at antallet af dage med denne begrænsning primært afhænger af områdets
belastningsgrad. De stærkest belastede områder har færrest antal dage med
næringssaltbegrænset vækst, mens de mindst belastede områder har flest dage. I
Bælthavet varierer det fra ca. 100-180 dage, mens det i Kattegat ligger noget højere,
fra 220-250 dage om året (Markager m.fl., 1999).
I Odense Fjord er det årlige antal dage med næringssaltbegrænsning opgjort til ca.
40 inderst inde og til 180 dage yderst i fjorden. Siden 1990 er antallet af dage med
næringssaltbegrænsning steget markant. Det skyldes faldet i belastningen med
næringssalte igennem perioden.
For Kattegats vedkommende kan der ikke registreres en ændring i antallet af dage, hvor
væksten har været begrænset af næringssalte. Der kan imidlertid registreres en ændret
balance i næringssaltbelastningen, som kommer til udtryk i en stigning i antallet af
dage, hvor begge næringssalte er begrænsende for væksten. Årsagen til at balancen
mellem næringssalte har ændret sig er det generelle fald i koncentrationerne af fosfat,
jf. figur 5.8. En vurdering af hvilket af næringssaltene, der begrænser
planteplanktonets vækst i fjordene, viser, at det generelt i foråret er begrænset af
fosfat og af nitrat fra tidligt i sommerhalvåret og året ud (Markager m.fl., 1999).
Grundet den markante reduktion af tilførslerne af fosfor fra byernes renseanlæg er der i
de fleste fjorde, i de kystnære områder samt i de indre åbne farvande igennem de senere
år sket en stigning i antallet af dage, hvor fosfat er det potentielt begrænsende
næringsstof. Dette stemmer overens med eksperimentelle studier, som viser, at kvælstof
er det primært begrænsende næringssalt for åbne dele af de indre danske farvande
(Graneli m.fl., 1990).
---
Figur 5.8
Antal dage med potentiel nitrat-begrænsning, potentiel fosfat-begrænsning og
potentiel begrænsning for både nitrat og fosfat for station 925 ved Anholt i Kattegat i
perioden 1989-98 (efter Markager m.fl., 1999).
Planteplankton
Mængden af planteplankton udtrykt som mængden af klorofyl viser, at værdien var lav
i de indre åbne danske farvande i 1998, jf. figur 5.9. I gennemsnit var den 14 % under
niveauet for perioden 1977 til 1998 og 21 % under niveauet for perioden 1989-98. Billedet
i fjordene og i de kystnære farvande er næsten det samme, men ikke helt så udtalt. En
statistisk analyse viser, at der er et statistisk sikkert fald over perioden 1989 til
1998, men at trenden primært beror på de to tørre år 1996-97. Derimod er trenden
signifikant stigende hvis udviklingen analyseres for perioden 1977-98.
---
Figur 5.9
Tidsmæssig udvikling i indeks for klorofylkoncentrationen på havstationer defineret
som stationer med mere end 10 meters dybde, som ikke ligger i fjorde (efter Markager
m.fl., 1999).
Giftige alger
De giftige alger bliver normalt først et problem når de optræder i en
masseforekomst. Antallet af kendte giftige planktonalger er i de seneste 20 år steget
betragteligt, samtidigt med at der hele tiden dukker nye arter op, som ikke tidligere har
voldt problemer. Årsagerne hertil er ikke kendte.
Et særligt problem udgør skibenes ballastvand, som i dag anses for at være en
væsentlig spredningskilde for giftige alger. I mange tilfælde er algerne sporet tilbage
til den østlige del af Asien. Mange planktonalger har et hvilestadium i deres livscyklus,
som indebærer, at de kan overleve selv flere års mørke i eksempelvis en ballasttank.
Tømmes tanken, kan cysten spire, såfremt vækstforholdene på det nye sted er gunstige.
Derfor har den international maritime søfartsorganisation da også udarbejdet en række
anbefalinger, som skal mindske den utilsigtede spredning (Kaas m.fl., 1999).
Bundfauna
Individantallet af krebsdyr er mere end halveret siden begyndelsen af 1980erne, mens
børsteorme, muslinger og pighude viste høje individantal i begyndelsen af 1990erne, for
i slutningen af perioden af falde til niveauet for 1980erne. Det mest markante er den
formindskede betydning af krebsdyr. I samme periode blev der registreret en stigning i
antallet af bløddyr som siden 1995 atter har været i aftagende. Årsagerne til
svingningerne er ikke kendt.
Variationen fra år-til-år på fire stationer beliggende i Kattegat, Storebælt,
Øresund og Arkona Havet, hvor der er lange tidserier, viser en tidsforskydelse på 1-2
år til tilførslerne af næringssalte fra land. Relationerne har ikke ændret sig
væsentligt igennem perioden, og derfor vurderes miljøtilstanden for bundfaunaen samlet
set at være uændret i de åbne farvande igennem perioden 1988-1998.
Bundplanter
For ålegræs er der på landsplan ikke registreret betydende ændringer for dets
dybdeudbredelsesgrænse i løbet af perioden 1989-98. Der er imidlertid målt markante
år-til-år variationer, jf. figur 5.10. Dybdegrænserne var uændrede gennem første
halvdel af 1990erne, men i 1996 og 1997 steg den gennemsnitslige dybdegrænse med 0,5 og 1
m i forhold til 1995, som følge af at der i disse to år var forhøjede sigtdybder og
forbedrede lysforhold. I 1998 var dybdegrænsen igen tilbage på samme niveau som i 1995.
I forhold til starten af dette århundrede er ålegræssets dybdegrænse væsentligt
lavere.
---
Figur 5.10
Ålegræssets maksimale dybdeudbredelse (efter Markager m.fl., 1999).
Det afgørende for udviklingen i perioden 1989-98 i udbredelsen af ålegræs og de
løstliggende eutrofieringsbetingede makroalger er tilførslerne af næringssalte.
Næringssaltene virker ind på planktonalgernes vækst og dermed også lysforholdene. En
analyse af år-til-år-variationerne i næringssalte viser, at de høje koncentrationer af
total-kvælstof i perioden 1993-95 falder sammen med en lav dækningsgrad af ålegræs i
samme periode. I de to nedbørsfattige år 1996 og 1997 faldt koncentrationen af
total-kvælstof, mens der i perioden registreredes en stigning i ålegræssets
dybdeudbredelsesgrænse. I 1998 er der igen en stigning i koncentrationen af
total-kvælstof, som også modsvares af et fald i ålegræssets dybdeudbredelse.
Iltsvind
Der kan generelt ikke fastlægges en entydig udvikling i forekomsten eller hyppigheden
af iltsvind i havområderne omkring Danmark. Der forekom alvorlige tilfælde af iltsvind i
det sydøstlige Kattegat i 1981, 1985, 1986, 1988 og 1990, jf. figur 5.11. I det sydlige
Bælthav forekom der så kraftigt iltsvind, at der i 1981 og 1985 udvikledes svovlbrinte
ved bunden.
---
Figur 5.11
Udbredelsen af iltsvind i 1981, 1986, 1987 og 1988.
Modelberegninger har vist, at iltindholdet i bundvandet i de indre danske farvande er
koblet til kvælstoftilførslen fra land og at en vedvarende reduktion i tilførslen vil
forbedre forholdene markant (Ærtebjerg m.fl., 1998).
Langtidsudviklingen (siden 1970erne eller 1980erne) i iltforholdene er blevet
undersøgt for Bælthavets og tilstødende fjordes vedkommende (Markager m.fl., 1999). På
syv ud af ni stationer er der i foråret fundet forbedrede iltforhold, mens der på syv ud
af otte stationer i efteråret er forværrede forhold, jf. tabel 5.6.
Tabel 5.6
Stationer hvor der er fundet en signifikant (5 %) udvikling i forårets
(april-juni) eller efterårets (juli-oktober) minimale iltkoncentration (fra
Markager m.fl., 1999).
Område |
Sæson |
Periode |
Udvikling |
Odense Fjord |
Forår |
1997-98 |
¯ |
Odense Fjord |
Forår |
1989-98 |
¯ |
Lillebælt Nord |
Forår |
1977-98 |

|
Åbenrå Fjord |
Forår |
1988-98 |

|
Augustenborg Fjord |
Forår |
1988-98 |

|
Flensborg Inderfjord |
Forår |
1987-98 |

|
Flensborg Yderfjord |
Forår |
1987-98 |

|
Det Sydfynske Øhav |
Forår |
1989-98 |

|
Svendborg Sund |
Forår |
1989-98 |

|
Odense Fjord |
Efterår |
1977-98 |
¯ |
Snævringen |
Efterår |
1976-98 |
¯ |
Lillebælt syd |
Efterår |
1975-98 |
¯ |
Flensborg Yderfjord |
Efterår |
1987-98 |

|
Det Sydfynske Øhav |
Efterår |
1977-98 |
¯ |
Langelands Sund |
Efterår |
1979-98 |
¯ |
Øresund |
Efterår |
1970-98 |
¯ |
Køge Bugt |
Efterår |
1985-98 |
¯ |
Miljøfremmede stoffer og tungmetaller
På baggrund af den begrænsede viden om forekomsten af miljøfremmede stoffer og
tungmetaller før 1998, er det kun i mindre omfang muligt at vurdere udviklingen i
koncentrationerne i det marine miljø. Kviksølvindholdet i skrubber i Øresund er faldet
fra 1973 til 1998 med en faktor 4 ved København og en faktor 3 ved Vedbæk (Frederiksborg
Amt, 1999). Koncentrationen af alle de undersøgte metaller er nu på samme niveau som i
Levnedsmiddelstyrelsens undersøgelse af tungmetaller i danske kystfisk i perioden
1979-1982 (Levnedsmiddelstyrelsen, 1994).
Udviklingen i Nordsøen viser generelt et fald i koncentrationen af tungmetaller gennem
de sidste 10 år. For de miljøfremmede stoffer sker der knap så tydeligt en udvikling
(OSPAR, in prep.).
Monitering af effekter omkring boreplatforme
I perioden 1989-1999 er der gennemført overvågning omkring udvalgte
produktionsplatforme i den danske del af Nordsøen i henhold til gældende danske
retningslinier. Hovedformålet med undersøgelserne har været at kortlægge ændringer i
sediment og bundfaunasammensætning og identificere de vigtigste faktorer, de observerede
ændringer kan tilskrives.
Undersøgelserne har vist, at udledninger i forbindelse med boringer og drift af
offshoreplatforme medfører en vis påvirkning af bundforholdene omkring platformene.
Udledning af borespåner med påhæftet borevæske vurderes at være den væsentligste
bidragsyder til de forandringer, som kan konstateres.
Således førte udledninger fra boringer på Gorm-, Kraka- og Harald-felterne til en
væsentlig påvirkning af havbunden i områder op til 250 m fra platformene. Mindre
ændringer kunne spores i afstande op til 1.500 meter. Påvirkningerne kom til udtryk i
form af forhøjede niveauer af bl.a. kulbrinter, barium og tungmetaller i sedimenterne
samt en reduktion i biomassen og antallet af tilstedeværende bundfaunaarter. Variationen
i bundfaunabiomassen kunne korreleres med sedimenternes indhold af kulbrinter og barium.
Formindskede udledninger i forbindelse med ophør af boreaktiviteter har medført
reduktion i bundfaunaens påvirkningsgrad, men visse arter, heriblandt slangestjernen Amphiura
filiformis, der er et talrigt medlem af bundfaunasamfundene i den centrale Nordsø,
ikke er genetableret efter perioder på 2-3 år fra boreophør.
Målsætningsopfyldelse
Miljøtilstanden i de danske havområder opfylder på trods af en række positive
udviklingstendenser ikke målsætningerne fuldt ud. Effekten af indsatsen over for
landbruget er endnu ikke slået igennem ligesom gennemførelsen nationalt af en række
internationale handlingsplaner ikke er tilendebragt. Det må forventes, at når disse
foranstaltninger er gennemført fuldt ud, vil dette også kunne spores i
målsætningsopfyldelsen.
Beskyttelsen af vandmiljøet, specielt havområderne, kræver, at indsatsen koordineres
både nationalt og internationalt. Danmark deltager aktivt i det internationale samarbejde
om at beskytte grundvands- og drikkevandsressourcer og ferske og marine vandområder.
Danmark har indgået en lang række forpligtende aftaler om beskyttelse af vandmiljøet -
både på regionalt, europæisk og globalt niveau, og disse internationale aftaler danner
grundlag for den danske lovgivning og regulering af forureningen og dermed for
beskyttelsen af det danske grundvand og overfladevand.
I dette kapitel præsenteres regeringens samlede politiske mål og virkemidler for
vandmiljøet i Danmark. De danske reduktionsmål for næringsstoffer og miljøfremmede
stoffer mv. ridses op, og den centrale planlægning af vandområdernes kvalitet
gennemgås.
6.1 Rent vand - det er klart!
Kvaliteten og beskyttelsen af grundvand og vandmiljø - både nationalt og
internationalt - er fortsat prioritet højt i regeringens arbejde, som det fremgår af
regeringsgrundlaget fra marts 1998.
Regeringens overordnede mål er at sikre, at vandet i Danmark er rent. Regeringens
indsats for, at vi har rent vand i Danmark, kan læses i Natur- og Miljøpolitisk
Redegørelse (Miljø- og Energiministeriet, 1999). Her fremgår det, at regeringen
vil arbejde for:
- at de danske vandløb, søer og havområder er rene og af en tilfredsstillende
miljømæssig og hygiejnisk kvalitet,
- at udnyttelsen af vandområderne og de tilknyttede ressourcer sker på et bæredygtigt
grundlag,
- at fastholde en uforurenet grundvandsressource, og
- at sikre balance mellem grundvandsdannelse og vandindvinding.
Hertil kommer, at regeringen vil opfylde målene i de relevante internationale aftaler,
det vil sige de mål, der skal forebygge og fjerne forurening af vandmiljøet på sigt,
herunder specielt de mål, der sigter mod en progressiv reduktion af udledninger og tab af
forurenende stoffer til vandmiljøet.
Regeringens målsætninger indebærer, at kun ubetydelige eller svage ændringer i
vandmiljøets tilstand på grund af menneskelig aktivitet kan accepteres. Nogle
vandområder har desværre en miljøtilstand i øjeblikket, der ikke lever op til målene.
I specielle situationer og i særligt udsatte områder må man nogle gange acceptere, at
der er en ringe eller direkte dårlig miljøtilstand.
Grundvand
Med hensyn til grundvandet i Danmark betyder regeringens mål:
- at grundvand skal udgøre en sikker og varig kilde til forsyning af drikkevand,
- at drikkevandskvaliten og -ressourcen ikke må forringes på grund af forurening og
vandindvinding,
- at udsivende grundvand skal være af en kvalitet, der bidrager til en god miljøtilstand
i vandløb og søer.
Erhvervsmæssig og andre typer udnyttelse af grundvandet skal ske i respekt for de
miljø- og naturmæssige værdier og på et bæredygtigt grundlag. De nærmere detaljer
kan læses i Danmarks grundvand og drikkevand (Miljøstyrelsen, 1994) og
Natur- og Miljøpolitisk Redegørelse.
Vandløb
For de danske vandløb betyder regeringens overordnede mål, jf. bl.a. vandløbsloven
(Miljø- og Energiministeriet, 1992) og Natur- og Miljøpolitisk Redegørelse:
- at vandføringerne skal være tilfredsstillende,
- at der ikke må være spærringer, der hindrer spredning af fisk og smådyr,
- at vandløbene skal have fysisk variation og gode iltforhold, og
- at vandløbene skal indeholde et varieret og naturligt dyre- og planteliv.
Erhvervsmæssig udnyttelse, det vil sige fiskeri, sejlads, afledning af vand osv. samt
rekreative aktiviteter som fritidssejlads, fritidsfiskeri og badning og anden udnyttelse
af vandløbene, skal ske i respekt for de miljø- og naturmæssige værdier og på et
bæredygtigt grundlag - både i selve vandløbene og på arealerne nær vandløbene.
Søer
For søerne i Danmark betyder regeringens overordnede mål, jf. bl.a. Natur- og
Miljøpolitisk Redegørelse:
- at dyre- og plantesamfundene skal være naturlige og i balance,
- at der skal være god sigtbarhed i vandet og undervandsplanter i de lavvandede områder
af søerne.
Erhvervsmæssig udnyttelse, friluftsliv og anden udnyttelse af søerne skal også ske i
respekt for søernes miljø- og naturmæssige værdier og på et bæredygtigt grundlag.
Marine områder
For miljøtilstanden i de danske havområder bygger regeringens overordnede mål på
bl.a. Helsingfors-konventionen om beskyttelse af havmiljøet i
Østersøområdet fra 1992, OSPAR-konventionen til beskyttelse af havmiljøet
i det nordøstatlantiske område fra 1992 og Esbjerg-deklarationen fra
den 4. Nordsøkonference (Danish EPA, 1995). Det betyder:
- at dyre- og plantelivet skal være ubetydeligt eller kun svagt påvirket af
menneskeskabt forurening og menneskelige aktiviteter,
- at indholdet af næringsstoffer skal være på et naturligt niveau, herunder at vandets
sigtbarhed er naturlig, at der ikke forekommer unaturlige masseopblomstringer af giftige
planktonalger eller forureningsbetingede makroalger og at iltsvind alene forekommer i
naturlige iltsvindsområder, og
- at indholdet af miljøskadelige stoffer for naturligt forekommende stoffer skal være
på baggrundsniveau og nær nul for miljøfremmede stoffer.
Den erhvervsmæssige udnyttelse som fiskeri, sejlads, offshore-industri,
råstofindvinding, klapning osv. og de rekreative aktiviteter (fritidssejlads, fiskeri og
badning) og anden udnyttelse af havet skal finde sted i respekt for de miljø- og
naturmæssige værdier.
6.2 Reduktionsmål og virkemidler for næringsstoffer
For at nå målene for både grundvand og overfladevand er en reduktion af
udledninger og emissioner først og fremmest det centrale middel. I dette afsnit gøres
der kort rede for de strategiske målsætninger for at forebygge og bekæmpe forureningen
med næringsstoffer.
6.2.1 Strategiske reduktionsmål for næringsstoffer
Vandmiljøplanen 1987
I Vandmiljøhandlingsplan I fra januar 1987 og i Beretningen fra april 1987 om
Vandmiljøplanen var reduktionsmålene for kvælstof og fosfor på hhv. 50 og 80 %. Det
svarer til, at de årlige udledninger og tab skal reduceres fra et niveau på omkring
283.000 ton kvælstof og 9.120 ton fosfor ved planens vedtagelse til et niveau på
henholdsvis ca. 141.600 ton kvælstof og ca. 1.820 ton fosfor. Da landbrug, kommunale
renseanlæg og særskilte industrielle udledere er de største hovedkilder til
forureningen af vandmiljøet med næringsstoffer, er disse 3 hovedkilder alene medtaget i
en beregning af, om reduktionsmålene i Vandmiljøplanen er opfyldt, jf. tabel 6.1.
Tabel 6.1
Sektoropsplittede reduktionsmål for den årlige udledning mv. ( i ton) af
kvælstof og fosfor til vandmiljøet (Miljøministeriet, 1987 og Miljøstyrelsen, 1990).
Reduktionssatserne og målene er beskrevet i detaljer i den efterfølgende tekst om
landbrug, kommunale renseanlæg og særskilte industrielle udledere.
|
Kvælstof |
Fosfor |
1987 |
¸ |
Reduktion |
= |
Mål |
1987 |
¸ |
Reduktion |
= |
Mål |
Landbrug |
260.000 |
¸ |
127.000 |
= |
133.000 |
4.400 1) |
¸ |
4.000 |
= |
400 |
Kommunale renseanlæg |
18.000 |
¸ |
11.400 |
= |
6.600 |
4.470 |
¸ |
3.250 |
= |
1.220 |
Særskilte industri udledninger |
5.000 |
¸ |
3.000 |
= |
2.000 |
1.250 2) |
¸ |
1.0502) |
= |
2002) |
I alt |
283.000 |
¸ |
141.400 |
= |
141.600 |
9.120 |
¸ |
8.050 |
= |
1.820 |
1) Omfatter alene gårdbidraget (dvs. ikke tab af fosfor fra marker). 2) Se side 100
for forklaring.
Forureningen af havene er grænseoverskridende, og landene omkring Nordsøen og
Østersøen har derfor vedtaget reduktionsmål, der ligner hinanden:
- På Nordsøkonferencen i London i november 1987 vedtog landene omkring Nordsøen, med
undtagelse af Storbritannien, et mål om at reducere tilførslerne af kvælstof og fosfor
til havet med 50 % (i perioden 1985 til 1995) til områder, hvor disse kunne forurene. På
konferencerne i Haag og Esbjerg i hhv. 1990 og 1995 blev målet fastholdt, og den
nødvendige indsats blev gjort tydelig med hensyn til udledninger af spildevand og tab fra
landbruget.
- I juni 1988 vedtog Paris-kommissionen et 50 % reduktionsmål for tilførsel af
næringsstoffer til eutrofieringsfølsomme havområder og et reduktionsprogram. I 1992
blev det besluttet at integrere Oslo- og Paris-konventionerne, der havde til formål at
forhindre havforurening fra dumpninger og landbaserede forureningskilder. Afløserens,
OSPAR-konventionen, formål er at beskytte havmiljøet i de nordsøstatlantiske områder.
I 1989 blev reduktionsmålet konkretiseret i forhold til specifikke sektorer. Som
opfølgning på beslutningen fra 1988 blev der på OSPAR-ministermødet i 1998 vedtaget en
strategi for at bekæmpe eutrofiering.
- Konventionen til beskyttelse af havmiljøet i Østersøen vedtog på ministermødet i
februar 1988 en deklaration med en målsætning om en 50 % reduktion af udledningerne af
bl.a. næringssalte over en 10-årig periode. I Communiquet fra ministermødet i 1998
fremgår, at ministrene bekræfter, at de har forpligtet sig til at nå det strategiske
mål fra 1988 og til at definere specifikke mål, der skal realiseres før år 2005.
I de næste afsnit gøres der rede for de midler, Danmark har besluttet at anvende for
at nå reduktionsmålene. Det er dels for de 3 sektorer, der er omfattet af Vandmiljøplan
I - nemlig landbrug, industri og renseanlæg, dels for en række øvrige sektorer, hvor
der ikke blev opstillet konkrete reduktionsmål i Vandmiljøplanen.
6.2.2 Sektorspecifikke reduktionsmål
Specifikke mål for landbruget
Da landbruget er en af de største kilder til forurening af vandmiljøet, har
Folketinget vedtaget mål for at reducere landbrugets forurening med kvælstof. Siden midt
i 80erne er der fremsat en række handlingsplaner og strategier for landbrugets udvikling
og påvirkning af vandmiljøet:
- NPO-handlingsplanen (1985),
- Handlingsplan mod forurening af det danske vandmiljø med næringssalte
Vandmiljøplanen (1987),
- Handlingsplanen for en bæredygtig udvikling af landbruget (1991),
- Dele af Regeringens ti-punktsprogram til beskyttelse af grundvand og drikkevand (1994),
- Opfølgning af Handlingsplanen for et bæredygtigt landbrug (1996), og
- Vandmiljøplan II (1998).
Målet for landbrugets reduktion af kvælstof og fosfor er med Vandmiljøplan I fastsat
til ca. en halvering (49 %) af kvælstofudledningen og fjernelse af fosfor-gårdbidraget.
Udledningerne af kvælstof skal reduceres fra omkring 260.000 ton til et niveau på ca.
133.000 ton pr. år, svarende til en reduktion af udledningerne på 127.000 ton kvælstof
pr. år, jf. tabel 6.1 og 6.2. I Vandmiljøplan I er det endvidere fastlagt, hvor stor en
reduktion af kvælstof og fosfor der skal til for at undgå en forurening af vandmiljøet,
der ikke er tilsigtet. Reduktionsmålene skulle nås inden 1993 og med følgende
virkemidler:
- Landbruget skal have plads til at opbevare 9 måneders gødningsproduktion (enkelte
landbrug 6 måneder), så gødningen kan opbevares indtil afgrødernes vækstsæson
starter.
- Landbruget skal lave sædskifte og gødningsplaner, der sikrer, at gødningens kvælstof
udnyttes så godt som muligt.
- Markerne skal have afgrøder om vinteren, så de kan optage kvælstof også om
efteråret.
- Gødningen skal pløjes ned eller på anden måde ned i jorden inden 12 timer.
- Grænser for, hvor meget husdyrgødning der må komme ud på markerne.
Det viste sig snart, at målene ikke kunne nås inden 1993 (Landbrugsministeriet,
1991). Virkemidlerne fra Vandmiljøplan I blev derfor strammet op i 1991 i
Handlingsplanen for en bæredygtig udvikling i landbruget. Reduktionsmålet
blev fastholdt, men blev udsat til år 2000. Virkemidlerne var:
- Gødningsregnskaber, så der kan dokumenteres, hvordan der gødes.
- Skrappere og faste krav til, hvor effektivt husdyrgødningens kvælstof skal udnyttes.
- Alle landbrug skal have plads til 9 måneders produktion af gødning (dog 6 måneder for
visse bedrifter).
- Ingen udbringning af flydende husdyrgødning på markerne efter høst og indtil februar,
undtagen på marker med vinterraps eller græs.
Efter Handlingsplanen for en bæredygtig udvikling i landbruget' er der kommet en
række opfølgende planer for reduktion af landbrugets påvirkning af vandmiljøet.
Regeringen fremlagde bl.a. i 1994 10-punktsprogrammet for beskyttelse af
grundvand og drikkevand i Danmark, som indebærer udpegning af arealer, som
vandforsyningen i særlig grad skal baseres på.
Behovet for endnu en stramning af regler for landbruget med hensyn til udledning af
kvælstof er blevet skærpet, da Danmark i år 2003 skal leve op til EUs
nitratdirektiv, som bestemmer, at der højest må udbringes 170 kg kvælstof i
husdyrgødning ud på hver hektar. Det er på nogle brugstyper mindre, end hvad de
gældende regler tillader i dag. Danmark har dog søgt om at måtte fravige de 170 kg
kvælstof pr. hektar på kvægbrug, så der kan tillades 230 kg kvælstof pr. hektar på
en mindre del af disse brug.
I februar 1998 besluttede Folketinget at tage flere og nye redskaber i brug for at nå
Vandmiljøplan Is reduktionsmål. Vandmiljøplan II skal som supplement til
Vandmiljøplan I bidrage til at nedbringe kvælstofudvaskningen med ca. 37.000 ton
kvælstof pr. år, så målet om en reduktion af kvælstofudvaskningen med 100.000 ton
kvælstof pr. år kan nås senest med udgangen af år 2003. Følgende virkemidler er taget
i brug under Vandmiljøplan II:
- Genetablering af vådområder vil, begrundet i vådområdernes evne til at omdanne
nitrat til luftformig kvælstof, medvirke til at nedbringe kvælstoftabet til
vandmiljøet. Hvis det forudsættes, at en hektar våd eng gennemsnitligt kan fjerne ca.
350 kg nitrat om året, vil genskabelsen af 16.000 hektar våde enge kunne reducere
udvaskningen af kvælstof til ferske og marine vandområder med omkring 5.600 ton
kvælstof pr. år.
- Plantning af mere skov i Danmark er bl.a. begrundet i, at der generelt ikke vaskes ret
meget nitrat ud fra skovbunden. Hvis der plantes skov på 20.000 hektar inden år 2002,
kan der fjernes omkring 1.100 ton kvælstof pr. år.
- Økonomisk støtte til landmænd, hvis de vil dyrke særligt følsomme områder mere
skånsomt, bl.a. ved at bruge mindre mængder gødning eller ved helt at holde op med at
dyrke områderne. Hidtil har der ikke været interesse for denne ordning. Hvis landmænd
med 90.000 hektar går ind for ordningen, vil udvaskningen reduceres med 1.900 ton
kvælstof pr. år.
- Bedre foderudnyttelse. Der er ved indgåelse af aftalen om Vandmiljøplan II lagt til
grund, at bedre foderudnyttelse vil forekomme. Ændret fodringspraksis kan reducere
udvaskningen med 2.400 ton kvælstof pr. år.
- Skærpede harmonikrav. Hvis kravene til antallet af husdyr pr. hektar skærpes, kan
udvaskningen reduceres med yderligere 300 ton kvælstof pr. år.
- Skærpede krav til udnyttelse af kvælstof i husdyrgødning. Det skulle være muligt at
få afgrøderne til at udnytte endnu mere af husdyrgødningens indhold af kvælstof end de
gør nu: Herved kan kvælstofudvaskningen reduceres med 10.600 ton kvælstof pr. år.
- Økologisk jordbrug. Økologiske landbrug kan bidrage til, at den samlede N-udvaskning
reduceres. Hvis 170.000 hektar omlægges til økologisk drift, vil det reducere
udvaskningen med 1.700 ton kvælstof pr. år.
- Efterafgrøder på yderligere 6 % af arealet. Efterafgrøder kan opsamle kvælstof i
efteråret og vil med den nævnte stigning kunne give en reduktion på 3.000 ton kvælstof
pr. år.
- N-norm nedsat med 10 %. Et nyt element i reguleringen af landbruget er hermed at
landmændene nu kun kan tilføre hvad der svarer til 90 % af det økonomisk optimale
N-niveau. Denne nedsatte N-norm kan give en reduktion på 10.500 ton kvælstof pr. år.
Kravet om nedsættelse af N-normerne med 10 % er iværksat med ikrafttræden fra 1.
august 1998. Kravet om efterafgrøder på 6 % af arealet er iværksat med virkning fra
efteråret 1998. Kravet om øget udnyttelse af husdyrgødningens N-indhold er iværksat
med 5 %-point fra 1. august 1999 og med yderligere 5 %-point fra 1. august 2001.
Harmonikravene (antal DE/hektar) er fra 18. august 1998 øget for kvægbedrifter. Der er
fastsat en yderligere skærpelse af kravene i år 2002 for alle typer af
husdyrbrugsbedrifter (1,4 DE/ha for svine- og 1,7 DE/ha for kvægbrugbedrifter).
Hvis tiltagene i aftalen om Vandmiljøplan II omsættes til ændringer i
landbrugspraksis, forventes det, at knap 20 års nitratpolitik (1985-2003) kan føre til,
at den årlige udvaskning fra landbrugsarealerne kan blive reduceret med 100.000 ton
kvælstof og der vil forekomme et fald i kvælstofforbruget i handelsgødning fra ca.
400.000 ton i 1985 til ca. 200.000 ton i år 2003 (Iversen m.fl., 1998).
Mål og midler for reduktion af landbrugets kvælstofforurening fremgår af tabel 6.2.
I forbindelse med Vandmiljøplan I blev det vurderet, at kvælstofudledningen kunne
reduceres med i alt 127.000 ton kvælstof pr. år i 1993. Reduktionsmålet var ca. 100.000
ton kvælstof pr. år i markbidraget og ca. 27.000 ton kvælstof pr. år i gårdbidraget.
I forbindelse med Handlingsplan for en bæredygtig udvikling i landbruget,
blev det skønnet, at i år 2000 ville tiltagene under Vandmiljøplan I udgøre en
reduktion af udledningen på 50.000 ton kvælstof pr. år og derved skulle der yderligere
tiltag til for, at kunne opnå en samlet reduktion på 127.000 ton kvælstof pr. år. I
forbindelse med faglig vurdering af Vandmiljøplan II i 1998, blev de eksisterende
reguleringer og mål under Vandmiljøplan I og handlingsplan for en bæredygtig udvikling
i landbruget revurderet, og det blev vurderet at i år 2003 vil de eksisterende tiltag
udgøre en reduktion af udledningen på 89.900 ton kvælstof pr. år. I samme forbindelse
blev tiltag under Vandmiljøplan II fastlagt og med ovenstående samlede indsats blev det
vurderet, at udledningen i 2003 vil være reduceret med 127.000 ton kvælstof pr. år. Det
er dog ikke alle effekter af Vandmiljøplan II, der vil være fuldt ud slået igennem i
2003.
Tabel 6.2 er samtidigt et eksempel på strategisk miljøplanlægning, hvor der sættes
et mål, de besluttede virkemidler tages i anvendelse, effekter overvåges og evalueres og
supplerende virkemidler tages i anvendelse, hvis det oprindelige mål som i det aktuelle
tilfælde ikke kan nås som forudsat.
Tabel 6.2
Oversigt over virkemidler og estimerede reduktioner (i ton N/år) i landbrugets
N-udledning, jf. Vandmiljøplan I, Handlingsplan for en bæredygtig udvikling i
landbruget, opfølgningen herpå samt Vandmiljøplan II.
|
1993 |
2000 |
2003 |
1. Vandmiljøplan I (1987): |
|
¯ |
¯ |
I.Optimal udnyttelse af husdyrgødning |
|
¯ |
¯ |
A.NPO-planen |
55.000 |
¯ |
¯ |
B.NPO-støtteloven |
5.000 |
¯ |
¯ |
C.Yderligere initiativer |
10.000 |
¯ |
¯ |
II.Program for forbedret gødningsanvendelse |
|
¯ |
¯ |
A.Systematisk gødningsplanlægning |
15.000 |
¯ |
¯ |
B.Forbedret spredningsteknik |
5.000 |
¯ |
¯ |
C.Grønne marker - efterafgrøder og
halmnedmuldning |
20.000 |
¯ |
¯ |
D.Grønne marker - yderligere initiativer |
8.000 |
¯ |
¯ |
III.Strukturelle tiltag |
9.000 |
¯ |
¯ |
¯ |
¯ |
I alt |
127.000 |
50.000 |
¯ |
2. Handlingsplan for en bæredygtig udvikling i landbruget
(1991): |
|
|
¯ |
- Bedre udnyttelse af husdyrgødning
|
|
20.000-40.000 |
¯ |
- Reduktion i forbruget af gødning
|
|
8.000-15.000 |
¯ |
- Beskyttelse af grundvand i særligt følsomme områder
|
|
1.000-2.000 |
¯ |
|
|
17.000-20.000 |
¯ |
- Strukturudvikling i øvrigt
|
|
15.000 |
¯ |
I alt |
|
77.000 |
89.900 |
3. Vandmiljøplan II (1998): |
|
|
|
|
|
|
5.600 |
|
|
|
1.900 |
|
|
|
1.100 |
|
|
|
2.400 |
|
|
|
300 |
- Skærpede krav til udnyttelse af husdyrgødning
|
|
|
10.600 |
|
|
|
1.700 |
- Efterafgrøder på yderligere 6 % af arealet
|
|
|
3.000 |
- 10 % nedsættelse af N-norm
|
|
|
10.500 |
I alt |
|
|
37.100 |
Total: |
127.000 |
127.000 |
127.000 |
Vandmiljøplan IIs målsætning om omlægning til økologisk jordbrug overstiger
indtil nu det i Vandmiljøplan II forventede. I 1998 og 1999 er der sket en
nettoforøgelse af arealer under økologisk jordbrugsdrift på 90.000 hektar, svarende
til, at godt 50 % af målsætningen på 170.000 hektar allerede er nået. Med hensyn til
Vandmiljøplan IIs mål om miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger (MVJ), er der
behov for en øget tilgang af arealer. Det skønnes, at der er tegnet nye aftaler
omfattende 21.000 hektar, mens der udløber aftaler omfattende 23.000 ha. Der er altså et
fald i arealer under MVJ-ordninger.
For vådområdeindsatsen i Vandmiljøplan II gælder, at tilgangen af mulige
vådområdeprojekter har været stor i første halvdel af 1999. Pr. 1. oktober 1999 er der
givet tilsagn om midler til gennemførelse af 6 projekter på i alt 650 hektar, og
forundersøgelser af 3.700 hektar, hvilket svarer til den årlige gennemsnitlige
tilvækst, der skal til for at nå målet på 16.000 hektar.
For skovrejsningen gælder, at den private skovrejsning, som tegner sig for hovedparten
af de 20.000 hektar, som forventet i Vandmiljøplan II, forløber planmæssigt.
Forventningen til den statslige skovrejsning er p.t. nedjusteret.
Som en del af Vandmiljøplan II indgår de såkaldt regionale foranstaltninger. Disse
er en udmøntning af Drikkevandsudvalgets anbefalinger med hensyn til beskyttelse af de
grundvandsressourcer, som er særlig sårbare overfor forurening med nitrat.
Specifikke mål for kommunale renseanlæg
Udledningerne fra kommunale renseanlæg bliver overordnet reguleret af
miljøbeskyttelsesloven, byspildevandsdirektivet og afledte bekendtgørelser og
vejledninger.
Rådets direktiv 91/271/EØF af 21. maj 1991 om rensning af spildevand, ændret ved
Kommissionens direktiv 98/15/EF af 27. februar 1998 - i daglig tale
byspildevandsdirektivet - er en af de vigtigste retsakter i EU-lovgivningen om
vandmiljøet. Formålet med direktivet er at beskytte miljøet mod negative påvirkninger
som følge af udledning af utilstrækkeligt renset byspildevand og udledning af biologisk
nedbrydeligt industrispildevand fra virksomheder inden for fødevareindustrien. Derfor er
det med direktivet krævet, at Danmark indfører regler om opsamling og rensning af disse
former for spildevand. Ifølge direktivet skal spildevandsudledningerne underkastes en
rensning, som er afpasset efter miljøet det pågældende sted og anvendelsen af de
vandområder, der skal beskyttes. Danmark har indarbejdet direktivets bestemmelser i dansk
lovgivning i 1994.
Vandmiljøplanens reduktionsmål for kommunale renseanlæg blev i 1990 justeret på
baggrund af resultaterne fra overvågningsprogrammet (Miljøstyrelsen, 1990). For
kvælstofs vedkommende skal de årlige udledninger af renset spildevand reduceres fra ca.
18.000 ton til ca. 6.600 ton. Fosforudledningerne skal reduceres fra ca. 4.470 ton til ca.
1.220 ton. Reduktionen i kvælstofudledning fra de kommunale renseanlæg svarer til, at
alle nye eller udbyggede anlæg over 5.000 PE og alle eksisterende anlæg over 15.000 PE
skal gennemføre biologisk rensning med kvælstoffjernelse ned til 8 mg kvælstof pr.
liter som årsgennemsnit. I 1987 blev det vurderet, at det stort set er så langt, som det
er praktisk muligt at nå med biologisk kvælstoffjernelse. For fosfors vedkommende skal
der på kommunale renseanlæg over 5.000 PE fjernes ned til 1,5 mg fosfor pr. liter som
årsgennemsnit.
Vandmiljøplanens reduktionsmål for udledningerne fra kommunale renseanlæg skulle
oprindeligt nås inden 3 år, altså senest den 1. februar 1990. En række anlæg for dog
forlænge tidsfristen af anlægstekniske årsager. Reduktionsmålet for kvælstof på
6.600 ton blev nået i 1996. For fosfors vedkommende blev reduktionsmålet på 1.200 ton
også nået i 1996.
Specifikke mål for særskilte industrielle udledninger
Særskilte industrielle udledninger bliver overordnet reguleret af bl.a.
miljøbeskyttelsesloven og IPPC-direktivet og afledte bekendtgørelser og vejledninger.
IPPC-direktivet tager sigte på integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening
fra de større industrivirksomheder. Specifikt regulerer direktivet energiindustri
(kraftværker og raffinaderier mv.), produktion og forarbejdning af metaller,
mineralindustri, kemisk industri, affaldshåndtering plus er række aktiviteter så som
papirfremstilling, tekstilforarbejdning og -farvning, slagterier og mejerier samt anlæg
til intensiv fjerkræavl eller svineavl over en vis størrelse. IPPC-direktivet indeholder
foranstaltninger, der skal forebygge eller, hvis det ikke er muligt, begrænse
emissionerne fra ovennævnte aktiviteter til luft, vand og jord.
Vandmiljøplanens reduktionsmål for særskilte industrielle udledninger er ligesom
målsætningerne for kommunale renseanlæg blevet justeret på baggrund af resultaterne af
overvågningsprogrammet. Tilbage i 1986/87 skyldtes industriens udledninger af fosfor
hovedsageligt nogle enkelte virksomheder, der allerede da havde planlagt gennemførelse af
rensning ned til i alt 350 ton pr. år. Det blev derfor vurderet, at anvendelse af bedste
tilgængelige teknik kunne begrænse industriens udledning af fosfor til et niveau under
de oprindeligt anførte 600 ton pr. år. Oprindeligt var udgangspunktet 3.400 ton fosfor,
men dette er nu justeret ned til 1.125 ton. Da reduktionsprocenten uændret er 82 %,
bliver målet nu en årlig udledning på ca. 200 ton pr. år.
På grund af de store forskelle mellem de enkelte virksomheder og deres udledninger af
spildevand blev der i forbindelse med Vandmiljøplan I ikke fastsat generelle
udledningskrav til industrien som for renseanlæggene. Industriens reduktion af
udledningerne skulle opnås ved anvendelse af bedste tilgængelige teknik, forstået som
den rensning, som er teknisk opnåelig og økonomisk mulig for den pågældende
virksomhedstype.
Udledningerne af næringsstoffer fra de særskilte industrier skulle oprindeligt være
nedbragt i løbet af 3 år som forudsat i Vandmiljøplanen, altså senest den 1. februar
1990. Reduktionsmålene for kvælstof (2.000 ton) og for fosfor (200 ton) blev nået med
udgangen af 1995.
Specifikke mål for andre sektorer
Vandmiljøplanerne fokuserer på de væsentligste kilder til forurening med
næringsstoffer. En række andre sektorer og kildetyper bidrager også til forureningen af
vandmiljø, bl.a. havbrug, ferskvandsdambrug, transport, forbrændingsanlæg (produktion
af kraft og varme), spredt bebyggelse i det åbne land og regnbetingede udløb. Ud fra en
helhedsbetragtning er der ikke opstillet konkrete reduktionsmål for disse kildetyper og
sektorer, men peget på en række andre virkemidler.
Ferskvandsdambrug
For ferskvandsdambrugene forudsatte man i Vandmiljøplanen, at der ville blive udsendt
en bekendtgørelse med detaljerede retningslinjer for fastsættelse af dambrugenes
indretning og drift. Bekendtgørelsen skulle så sikre en tilfredsstillende vandkvalitet i
vandløbene og en væsentlig formindskelse af næringssaltbelastningen. På den baggrund
udsendte Miljøministeriet den 5. april 1989 en bekendtgørelse om ferskvandsdambrug.
Bekendtgørelsen indeholdt en generel regulering af erhvervet med retningslinjer for
amtsrådenes fastsættelse af et maksimalt foderforbrug på det enkelte dambrug,
mindstekrav til renseforanstaltningerne på dambrugene samt mindstekrav til udnyttelse og
kvaliteten af det anvendte foder.
Havbrug
Med hensyn til havbrug (saltvandsbaseret fiskeopdræt) blev der i 1986 indført et
etårigt stop for etablering af nye og udvidelse af bestående anlæg. Dette stop blev
ophævet i forbindelse med bekendtgørelse nr. 640 fra 1990 om saltvandsbaseret
fiskeopdræt , hvor der var generelle regler for bl.a. foderkvalitet og -forbrug samt
forbrug af foder i forhold til produktionen. Hvert enkelt anlæg fik desuden fastsat
grænser for tabet af næringsstoffer til det omgivende vandmiljø. I starten af 1996
henstillede Miljøstyrelsen imidlertid til amterne, at der fremover ikke blev meddelt
tilladelser til nyetableringer og udvidelser af eksisterende havbrug og saltvandsdambrug.
Amterne blev samtidigt opfordret til at vurdere, om der ville være miljø- eller
driftsmæssige fordele ved at flytte eller sammenlægge eksisterende anlæg.
Udslip til luft
Da Vandmiljøplan I blev vedtaget i 1987, blev Miljøstyrelsen pålagt at udarbejde en
redegørelse med forslag til et konkret reduktionsprogram for kraftværkernes NOx-udslip.
Dette skete i forlængelse af tidligere redegørelser om begrænsning af NOx-udslip fra
kraftværker. Desuden blev det i forbindelse med Vandmiljøplan I i 1987 besluttet at
undersøge mulighederne for at fremme udbredelsen af katalysatorer ved at ændre
afgiftssystemet.
Reguleringen af NOx-udslippet i Danmark har været koncentreret om bedre
fyringsteknologi og rensning af røgen på kraftværkerne (jf. bekendtgørelse nr. 885 af
18. december 1991 om begrænsning af udledning af svovldioxid og kvælstofoxider fra
kraftværker), øget brug af naturgas og vedvarende energi (jf. regeringens
Energihandlingsplan fra 1990) samt udmøntning af kravet om katalysatorer på biler (jf.
Justitsministeriets bekendtgørelse om detailforskrifter for køretøjers indretning og
udstyr fra 1990).
Danmark har inden for ECE-konventionen om grænseoverskridende luftforurening indgået
en international aftale om at reducere udledningen af NOx med 30 % i perioden 1986-1998.
For at opfylde denne aftale, er der imidlertid ikke tilstrækkelige midler hvad angår
forsuring og eutrofiering i Europa. Derfor fremsatte EU-Kommissionen i juni 1999 forslag
til 2 direktiver om forsuring og ozondannelse ved jordoverfladen (Forslag til direktiv om
om nationale emissionslofter for visse forurenende stoffer og forslag til direktiv om
luftens indhold af ozon, juni 1999). Der er i disse direktiver opstillet nationale lofter
for udslippene af bl.a. NH3 og NOx. For Danmark indebærer forslaget lofter for
ammoniak (NH3) og kvælstofilter (NOx) fra 2010 på henholdsvis 71.000 og
127.000 ton pr. år.
Spredt bebyggelse i det åbne land
I takt med at udledningerne fra renseanlæg og industri til de ferske vande er blevet
reduceret de sidste 10 år, er påvirkningen af vandløb og søer fra den spredte
bebyggelse i det åbne land (se afsnit 3.14) og fra regnbetingede udløb (se afsnit 3.1.3)
blevet større.
Den fremtidige forbedrede rensning af spildevandet fra spredt bebyggelse i det åbne
land, som kan forventes som følge af initiativerne i henhold til ændringen af
miljøbeskyttelsesloven om spildevandsrensning i det åbne land (Miljø- og
Energiministeriet, 1997), må forudses at få positiv effekt.
Det skal ifølge statslig udmelding til regionplanrevision 2001 (Miljø- og
Energiministeriet, 1998) fremgå af amtets regionplan eller et tillæg hertil i hvilke
delområder, der skal gennemføres en forbedret rensning af spildevandet fra ejendomme i
det åbne land. Amtsrådet skal i samråd med kommunerne fastlægge målene for de enkelte
recipienter gennem regionplanerne. Amtsrådet udpeger som tidligere forudsat de
forureningsfølsomme vandløb og søer og angiver på baggrund af dets viden om
miljøtilstanden og forureningsbelastningen af den enkelte recipient det højeste
miljømæssigt tilladelige forureningsniveau for den samlede tilledning til den enkelte
recipient.
Miljøstyrelsen har vurderet, at der på landsplan er ca. 67.000 ejendomme i det åbne
land, som i dag har udledning og som må forventes at skulle forbedre afløbsforholdene
inden for de nærmeste år. De resterende kan bevare de eksisterende afløbsforhold uden
yderligere forbedringer.
Regnbetingede udløb
Regnbetingede udløb er som nævnt en medvirkende årsag til, at mange vandløb og
søer ikke opfylder de målsætninger, som regionplanerne fastlægger. Der mangler
simpelthen viden om, hvordan overløb reguleres bedst. I Spildevandskomiteen under
Ingeniørforeningen i Danmark er der nedsat et udvalg, der skal undersøge, hvordan der
opstilles hensigtsmæssige udlederkrav for regnvandsoverløb. Miljøstyrelsen deltager i
udvalgets arbejde, som skal resultere i forslag til retningslinier, der kan indarbejdes i
en vejledning. Udvalgsarbejdet er planlagt afsluttet i 2001.
6.3 Reduktionsmål og virkemidler for miljøfremmede stoffer
De overordnede mål om at nedbringe forureningen med miljøfremmede stoffer af
grundvand og overfladevand skal nås gennem en progressiv reduktion af udledninger og
emissioner.
Et væsentligt gennembrud i bestræbelserne på at reducere forurening af vandmiljøet
med miljøfremmede stoffer kom i 1995 på Nordsøkonferencen i Esbjerg. I starten af
1990erne blev der erkendt, at der er behov for foranstaltninger ud over det begrænsede
antal stoffer der hidtil havde være i fokus. På den baggrund fasthold
Esbjerg-deklarationen målet om en 50 % reduktion af udslip til luft og tilførsler til
havmiljøet, men lagde samtidigt særlig vægt på, at forsigtighedsprincippet må bringes
i anvendelse for at sikre et bæredygtigt og sundt økosystem i Nordsøen.
Esbjerg-deklarationens § 17 (Danish EPA, 1995) udtrykker dette ved følgende
målsætning:
Forhindring af forurening af Nordsøen skal ske ved fortsat at reducere udledninger,
udslip til luften og diffuse bidrag af miljøfarlige stoffer for derved at bevæge sig mod
målet om at bringe disse til ophør inden for én generation (25 år) med det endelige
mål at opnå koncentrationer i miljøet nær baggrundsværdierne for naturligt
forekommende stoffer og koncentrationer tæt på nul for menneskeskabte syntetiske
stoffer.
Esbjerg-deklarationen identificerer samtidig behovet for en helhedsstrategi for at
gennemføre målsætningen. Ved at inddrage nationale og internationale kompetente
myndigheder bør strategien indeholde en række nærmere specificerede elementer. OSPAR og
EU-Kommissionen er specifikt inviteret til at udføre det opfølgende arbejde.
OSPAR og HELCOM vedtog på ministermøderne i 1998 tilsvarende målsætning og mere
konkrete strategier for at følge arbejdet op. For tiden samarbejder det Europæiske
Fællesskab og OSPAR om at konkretisere en prioriteret indsats i relation til hvilke
stoffer der har betydning for forurening af havmiljøet. Særligt for de svært eller ikke
nedbrydelige organiske stoffer (POPer) blev der med vedtagelsen af UNEPs globale
handlingsplan for havet (i Washington i 1995) taget initiativ til en global regulering af
POPer.
De danske målsætninger om at forebygge og bekæmpe forurening af vandmiljøet med
miljøfremmede stoffer, herunder pesticider, kemikalier og olie, er kort beskrevet i de
følgende afsnit for hhv. pesticider, kemikalier og olieforurening.
6.3.1 Strategi for reduktion af pesticidanvendelsen
Handlingsplan for nedsættelse af forbruget af bekæmpelsesmidler
Formålet med Pesticidhandlingsplanen fra 1986 var at nedbringe
bekæmpelsesmiddelforbruget for:
- at beskytte mennesker mod sundhedsmæssige risici og skadevirkninger som følge af
brugen af bekæmpelsesmidler. Dette gælder såvel for brugerne af midlerne som for
befolkningen i almindelighed, der især skal sikres mod at indtage pesticider via
levnedsmidler og drikkevand,
- at beskytte miljøet - det vil sige såvel harmløse organismer som nytteorganismer
blandt flora og fauna på landjorden og i akvatiske miljøer.
Det blev derfor fastsat i handlingsplanen, at der skulle ske en reduktion af det
samlede forbrug og en styring af forbruget over mod mindre farlige midler.
Hovedmålene
Det ene hovedmål i handlingsplanen var, at det samlede forbrug af bekæmpelsesmidler
skulle halveres inden 1. januar 1997. Halveringen af forbruget af bekæmpelsesmidler
skulle omfatte både i) mængden af solgte aktivstoffer og produkter og ii)
sprøjtningsintensiteten opgjort som behandlingshyppighed. Det andet hovedmål var at få
omlagt forbruget over mod mindre farlige midler.
Status i 1997
Miljøstyrelsen udsendte i efteråret 1997 en status for handlingsplanen. Konklusionen
var:
- at handlingsplanens målsætning om en opstramning af godkendelsesordningen er nået,
- at salget af aktivstoffer har været jævnt faldende i hele handlingsplanens periode og
i 1997 var reduceret med ca. 36 % i forhold til referenceperioden 1981-85. Landbrugets
andel af den samlede aktivstofmængde er 90 %. For landbruget er reduktionen ca. 40 %.
Noget af nedgangen skyldes, at landbrugsarealet i omdrift er reduceret med ca. 11 %, mens
andet kan skyldes en stigende anvendelse af lavdosismidler,
- at behandlingshyppigheden for landbruget ikke er faldet som forudsat i handlingsplanen,
jf. figur 3.12. Den samlede behandlingshyppighed er stort set uændret i forhold til
referenceperioden. Den gennemsnitlige afgrødespecifikke behandlingshyppighed er i de
senere år faldet 15-20 %, men dette fald modsvares af, at der i dag dyrkes relativ flere
afgrøder, som sprøjtes meget. Faldet i den gennemsnitlige afgrødespecifikke
behandlingshyppighed kan hovedsageligt henføres til et markant fald for svampemidlerne,
- at belastningstal, hvor forbruget vægtes med midlernes giftighed, viser et markant fald
for akut og kronisk giftighed for pattedyr. Belastningstallene for akut giftighed for
fugle og krebsdyr er også faldet, mens det for fisk er uændret. Salget af midler, der er
mistænkt for at fremkalde kræft, ligger på samme niveau som i referenceperioden,
- at brugen af pesticider indebærer, at omgivelserne forurenes, og at der findes
pesticider i grundvand, overfladevand og regnvand. Braklægningen har betydet en reduktion
i miljøbelastningen.
Bichel-udvalget
Med begrund i en række fund af bekæmpelsesmidler i grundvandet vedtog Folketinget den
15. maj 1997 en motiverede dagsorden (D 105), der opfordrede regeringen til at nedsætte
et uafhængigt udvalg til at vurdere de samlede konsekvenser af at afvikle
pesticidforbruget inden for jordbrugserhvervene (Bichel-udvalget). Udvalget blev nedsat i
efteråret 1997 og afleverede deres rapporter i marts 1999.
Forespørgsel om opfølgning på Bichel-udvalget
Med baggrund i udvalgets rapportering diskuterede Folketinget den 20. maj 1999
udvalgets arbejde. Dette mundede ud i vedtagelse V88 den 21. maj 1999, som opfordrer
miljøministeren til i starten af det kommende folketingsår at fremlægge et udspil, der
udmønter Bichel-udvalgets arbejde eller dele heraf, herunder forslag til en ny
pesticidhandlingsplan.
Pesticidhandlingsplan II er under udarbejdelse, og Bichel-udvalget har anbefalet en
trestrenget strategi for nedsættelse af pesticidanvendelsen:
- Generel nedsættelse af pesticidanvendelsen.
- At der sker en beskyttelse af visse områder.
- Øget økologisk omlægning.
Bicheludvalget anbefaler etablering af sprøjtefrie randzoner langs målsatte vandløb
og søer over 100 m2. I det omfang zonerne etableres ved braklægning er
zonerne både fri for pesticid- og gødningsanvendelse, hvilket yderligere vil forstærke
den positive effekt for miljøet.
6.3.2 Strategi for en styrket indsats på kemikalieområdet
I december 1996 sendte Miljøstyrelsen debatoplægget Status og perspektiver
for kemikalieområdet i høring, og i maj 1997 afgav miljø- og energiministeren en
redegørelse til Folketinget om kommende initiativer på kemikalieområdet.
Endvidere fastslog regeringen i regeringsgrundlaget fra marts 1998, at det er
nødvendigt at forstærke indsatsen mod miljøfremmede kemikalier. Man pegede på, at
såvel kontrollen som regelsættet skal skærpes.
Regeringens strategi for en styrket indsats i Danmark, i EU og globalt
Som opfølgning på denne beslutning udsendte regeringen i januar 1999 en strategi
for en styrket indsats på kemikalieområdet i Danmark, i EU og globalt. Baggrunden for
den 3-delte beskrivelse af indsatsen er, at kemikalieproblemerne behandles og reguleres
på disse 3 niveauer, og at det fra dansk side derfor må vurderes på hvilket niveau, det
vil være muligt og relevant at søge indflydelse på beslutningsprocessen.
Strategiens overordnede mål
Strategiens overordnede mål er at begrænse forbruget af farlige kemikalier mest
muligt og at sikre, at fremstilling, brug og bortskaffelse af kemiske stoffer ikke
forårsager uacceptable påvirkninger af miljø og mennesker. Derfor peger strategien på,
at der bør opstilles mere specifikke mål for indsatsen. Det skal sikres, at der tages
særligt hensyn til børn og andre følsomme grupper som gravide, allergikere og kronisk
syge samt til specielt sårbare økosystemer. Indsatsen skal gradueres efter, hvor farlige
de kemiske stoffer er. Den største indsats skal ske over for stoffer, der er persistente,
dvs. svært nedbrydelige, og stærkt bioakkumulerbare, dvs. at de ophobes i miljøet, samt
stoffer, der kan medføre uoprettelige skader (kræftfremkaldende, mutagene,
reproduktionsskadende, hormonforstyrrende effekter o.l.) For andre stoffer vil indsatsen
afhænge af en konkret vurdering ud fra stoffets farlighed, dets anvendelse og spredning i
miljøet.
En styrket national indsats
På det nationale område er der planer om regelændringer, der stiller strengere
krav til producenter og importørers pligt til at fremlægge oplysninger, der dokumenterer
hvilken risiko, der er forbundet med anvendelse af et produkt.
Som et bilag til debatoplægget Status og perspektiver for
kemikalieområdet fra 1996 indgik et udkast til en liste over uønskede stoffer på
ca. 100 stoffer eller stofgrupper. Der var ikke tale om en forbudsliste, men om et signal
til virksomheder og produktudviklere om stoffer, hvis anvendelse burde begrænses.
Miljøstyrelsen offentliggjorde i 1998 den egentlige liste, hvori der var udpeget 26
stoffer eller stofgrupper, som er prioriteret for en særlig indsats. Da oplysninger om
stofklassificering og registrerede anvendelsesmængder i Produktregistret formentlig har
ændret sig, udarbejdes der i 1999 et udkast til en revideret liste over uønskede
stoffer.
På baggrund af nye computerberegninger af 165.000 kemiske stoffers farlighed
planlægger Miljøstyrelsen endvidere at udsende en dansk vejledende liste om
klassificering af kemiske stoffer, der ikke har en officiel EU-klassificering, dvs. som
ikke står på listen over farlige stoffer.
Der skal gøres en særlig indsats for at få begrænset anvendelsen af de prioriterede
stoffer på listen over uønskede stoffer. Anvendelsesreguleringen tænkes udover forbud
at omfatte økonomiske styringsmidler, frivillige aftaler, miljømærker,
miljøvejledninger mv.
For at få en bedre viden om brug og spredning af kemiske stoffer i det danske samfund
ønskes virksomhedernes anmeldepligt til Produktregistret udvidet, så anvendelsen af
kemiske stoffer i forbrugerprodukter også skal anmeldes til registret.
Kontrollen på kemikalieområdet skal styrkes gennem information til de ansvarlige
virksomheder samt effektiv kontrol med overholdelsen af reglerne. Desuden peges der på
behovet for en styrkelse af kontrollen. Endelig skal der arbejdes med forbedringer af
informationer til offentligheden om kemikalieområdet.
MTBE-handlingsplan
Miljøstyrelsen udarbejdede i 1998 en handlingsplan for MTBE. MTBE tilsættes
motorbenzin for at forhøje oktantallet som erstatning for bly, der blev udfaset i
slutningen af 1980erne. Der kendes ikke i dag stoffer, der kan erstatte MTBE i benzinen
og som miljømæssigt samlet set er bedre. Problemet med MTBE er, at stoffet
hurtigt kan spredes i jord og grundvand fra utætte tankanlæg. Et centralt element i
handlingsplanen er skærpede miljøregler for benzinstationerne, som skal sikre, at der
ikke sker udslip af benzin - og dermed MTBE - eller andre olieprodukter.
Indsats på europæisk plan
Da den danske kemikalielovgivning i vidt omfang bygger på EU-direktiver, skal der
også på europæisk niveau arbejdes for regler, der klart fastslår, at det er
producentens/importørens ansvar, at et stof eller produkt ikke udgør nogen risiko ved
normal brug.
Vurderingen af de 100.000 stoffer, som må anvendes på det europæiske marked i dag,
er en omfattende og meget tids- og ressourcekrævende opgave. For at fremme processen vil
man fra dansk side arbejde for forståelse for og anerkendelse af, at stoffer med særligt
farlige egenskaber slet ikke bør anvendes. Det drejer sig f.eks. om stoffer med
uoprettelige sundhedseffekter eller stoffer, som er bioakkumulerende og persistente.
Endvidere vil Danmark arbejde for, at gruppeklassificeringer på baggrund af
computerberegnede vurderinger i videre omfang inddrages i arbejdet med klassificering og
mærkning af farlige stoffer. Tilsvarende skal det overvejes, hvordan arbejdet med
risikovurdering af eksisterende stoffer kan gøres enklere og mere pragmatisk, så det
bliver muligt hurtigere at tage stilling til om anvendelsen af et stof skal begrænses.
Global indsats
Der skal arbejdes aktivt for at styrke det globale kemikaliearbejde i
internationale beslutningsfora med deltagelse af lande fra alle egne af verden, fordi det
er vigtigt, at alle lande bidrager til afvikling af de mest miljø- og sundhedsskadelige
stoffer. Dette omhandler bl.a. afvikling af brugen af ozonlagsnedbrydende stoffer og de
såkaldte POPer (Persistent Organic Pollutants), om indførelse af procedurer, der
forpligter eksporterende industrilande til at informere importerende udviklingslande, om
hvad det er for kemiske stoffer, der handles, samt til at støtte de baltiske lande til at
opfylde Helsingfors-konventionens reduktionsmål.
På bistandsområdet skal der gives bistand til kompetenceopbygning på
myndighedsniveau for at skabe grundlag for, at myndigherne kan opbygge og håndhæve egen
lovgivning på kemikalieområdet samt opfylde internationale konventioner.
Siden 1991 har der været forbud mod salg af TBT-holdige bundmalinger til brug på
skibe kortere end 25 meter i Danmark (jf. bekendtgørelse nr. 1042 af 17. december 1997).
Der er for nyligt i IMO (Den International Maritime Organisation) under FN opnået enighed
om, at der i år 2001 bliver vedtaget en konvention, der forbyder påføring af
TBT-holdige bundmalinger fra 1. januar 2003 og forbyder tilstedeværelsen af TBT-holdige
bundmalinger på skibskrog fra 1. januar 2008.
Biociddirektivet indeholder en særlig overgangsordning for antibegroningsmaling.
Medlemsstaterne vil indtil 2008 fortsat kunne tillade anvendelse af antibegroningsmaling
(f.eks. TBT), uanset om aktivstofferne ikke opfylder betingelserne for optagelse på
direktivets positivliste. I løbet af denne overgangsperiode skal medlemsstaterne tage
hensyn til IMO-resolutioner og henstillinger.
6.3.3 Strategi for forebyggelse og bekæmpelse af olieforurening
En effektiv indsats mod olieforureninger af havet omfatter såvel en forebyggende
indsats på nationalt og internationalt niveau som en egentlig bekæmpelse af de
olieforureninger, der faktisk finder sted på det åbne hav og langs kysterne.
Indsatsen mod olieforurening tager udgangspunkt i en samlet vurdering af alle relevante
elementer såsom de nationale og internationale regler, modtagefaciliteterne til
spildolieaffald fra skibe, overvågning af om skibe overholder regler i havmiljøloven mv.
og håndhævelsen af reglerne, herunder evt. straffe- og erstatningssager. Hertil kommer
beredskabet til bekæmpelse af olieforureninger på havet og saneringen af den olie, der
driver i land.
Danske initiativer
En stigende opmærksomhed omkring olieforureninger i de danske farvande har medført,
at regeringen og Folketinget har iværksat en række nye initiativer, der skal sikre, at
det danske olieberedskab fortsat er tilfredsstillende og fuldt på højde med vore
nabolandes. Blandt andet overføres med virkning fra 1. januar 2000 det politiske og
økonomiske ansvar for det danske beredskab til Forsvarsministeriet.
Endvidere har der været iværksat en styrket informationskampagne over for skibsfarten
om aflevering af olieaffald til modtageordninger i havnene, og om pligten til at
indberette olieforureninger mv. Målet har været, at alle bliver opmærksomme på
olieforureninger og indberetter disse til de rette myndigheder.
Endelig vil der også ske en skærpelse af procedurerne for indsamling af
bevismateriale i forbindelse med olieforurening af de danske farvande, ligesom
koordinering mellem de forskellige myndigheder vil blive styrket.
Endvidere blev der i juni 1998 nedsat en lovforberedende arbejdsgruppe der skulle
vurdere mulighederne for indførelse af administrative bøder og komme med forslag til en
konkret lovregulering på området. Arbejdsgruppen indstiller i den nu færdige rapport,
at der i havmiljøloven og lov om sikkerhed til søs skabes hjemmel til:
- at pålægge administrative bøder for ulovlig udtømning af olie og for manglende eller
mangelfuld førelse af olie-, last- og affaldsjournaler,
- at tilbageholde et skib til sikring af bødekravet, sagsomkostninger og krav om
konfiskation indtil sikkerhed er stillet.
Rapporten indeholder også forslag om skærpede bødeniveauer.
Internationale initiativer
Den internationale forebyggelse er det vigtigste skridt i kampen mod olieforurening.
Danmark har derfor arbejdet aktivt i internationale fora for at styrke den forebyggende
indsats mod olieforureningen.
Der er opnået international enighed om at indføre et totalforbud mod udledninger af
olie i Nordsøen med virkning fra august 1999. Et tilsvarende internationalt totalforbud
mod udtømning af olie været gældende i Østersø-området siden 1983. Endvidere har
Danmark i juli 1996 indført en eksklusiv økonomisk zone omkring Danmark, og udvidede i
maj 1999 det danske søterritorium fra 3 sømil til 12 sømil. Med de nye internationale
regler er mulighederne for at forebygge forureninger og for at iværksætte sanktioner mod
fremtidige olieforurenere blevet betydeligt forbedret.
Danmark har også arbejdet aktivt for at sikre vedtagelsen af regionale regler for
tvungen aflevering af olieaffald i alle havne i Østersøområdet. Disse regler træder i
kraft i midten af år 2000.
Endvidere er der udarbejdet et EU-direktivforslag om modtagefaciliteter, der bl.a.
efter påvirkning fra Danmark og de øvrige Østersølande indeholder lignende regler om
tvungen aflevering af olieaffald i alle EU-havne.
Udledninger fra offshore- aktiviteter
Esbjerg-deklarationen opfordrede OSPAR til at gennemføre tiltag til en væsentlig
reduktion af udledning af PAH-forbindelser, herunder de bidrag, der følger med
olieudledningen fra offshore-aktiviteter. Danmark arbejder i OSPAR for en reduktion af
udledningen af olie med produktionsvand, så den konstaterede og forventede vækst i
mængden af olie udledt til havet fra denne kilde kan begrænses og helst standses.
Målet er at sikre, at der offshore anvendes den bedste tilgængelige teknik ved
rensning af produktionsvand, inden dette udledes til havet. For at fremme anvendelsen af
den bedste teknik, arbejdes for en nedsættelse af den nuværende overgrænse på 40 mg
olie pr. liter vand.
6.4 Vandområdeplanlægning - nu og i fremtiden
Kvalitetsmål for vandløb, søer og havet
En central del af den danske planlægning for vandområdernes kvalitet er
fastsættelsen af målsætninger for de enkelte vandområder. Siden 1983 har der været
etableret målsætningssystemer for vandløb, søer og kystvande som i princippet bygger
på en tre-deling med henholdsvis skærpede målsætninger, en generel
målsætning eller basismålsætning samt lempede målsætninger, jf.
Miljøstyrelsens vejledninger i recipientkvalitetsplanlægning. For vandløb og søer har
beskrivelsen af en generel målsætning eller basismålsætning taget udgangspunkt i
EU-direktiv 78/659/EØF om fiskevande, og for kystvande dækker den generelle målsætning
kravene i EU-direktiv 79/923/EØF om skaldyrvande.
Indtil 1989 var planlægningen bindende for administrationen af sager efter
miljøbeskyttelsesloven, og indtil ændringen af loven i 1992 skulle planlægningen for
kvaliteten af vandområderne indeholde målsætninger samt angivelse af, hvornår
målsætningerne og de dertil hørende kvalitetskav forudsattes opfyldt. Det fremgår dog
af bemærkningerne til lovændringen, at det kun er de formelle krav til planlægningen,
som ophæves, mens det forudsættes, at amterne fortsat tilvejebringer en fyldestgørende
kortlægning og planlægning for at sikre en forebyggende miljøindsats, herunder
tilvejebringelse af grundlag for administration af miljøbeskyttelsesloven efter de
tidligere beskrevne principper.
Amterne er fortsat forpligtede til i regionplanens retningslinjer at fastsætte
målsætninger for kvaliteten og anvendelsen af vandområderne, ligesom planen skal
ledsages af en redegørelse for planens forudsætninger, herunder den forudsatte
rækkefølge for planens gennemførelse.
For grundvand er der ikke i dag tilsvarende regler, hvorefter der skal fastsættes
målsætninger. Indirekte foreligger der dog en generel målsætning om, at grundvandet
skal være af en kvalitet, der er egnet til produktion af drikkevand i forhold til den
simple vandbehandling, der er normal i Danmark.
Kvalitetsmål for grundvand
På baggrund af Miljøstyrelsens vejledning nr. 4, 1995, har alle landets amter samt
Frederiksberg og Københavns kommuner udpeget områder med særlige drikkevandsinteresser,
områder med drikkevandsinteresser og områder med begrænsede drikkevandsinteresser.
Amterne har dermed fastlagt målsætninger for anvendelsen af grundvandsressourcen. Og
dermed indirekte også målsætninger for, hvilken kvalitet grundvandet skal have.
Udpegningen giver amterne mulighed for at stille krav til den fremtidige
arealanvendelse inden for regionplanlægningens rammer. Opdelingen i områder med
forskellige drikkevandsinteresser - og de tilhørende krav til beskyttelsen af grundvandet
- modsvarer de målsætninger, der kendes fra recipienter som f.eks. vandløb. Målene for
- og beskyttelsen af - grundvandet skal yderligere detaljeres på baggrund af ny geologisk
kortlægning. På den måde kander foretages en meget målrettet beskyttelse f.eks. af
områder, som er følsomme over for nitrat.
Med hensyn til drikkevandet er kvalitetskravene fastlagt i EU-Drikkevands-direktivet
fra 1998, som skal være gennemført i dansk lovgivning senest december 2001. Direktivet
vedrører alene drikkevand (til forskel fra grundvand), og fastsætter kvalitetskrav til
drikkevandet med hensyn til forskellige stoffer og mikroorganismer.
Fremtidig vandområdeplanlægning
Der har længe været et udtalt ønske om at få revideret de eksisterende vejledninger
om vandområdeplanlægning. Den faglige/videnskabelige udvikling har forbedret
vidensgrundlaget af betydning for planlægningen og konkret er de foreliggende
målsætningsbeskrivelser, der i amterne er udarbejdet på basis af vejledningerne, langt
fra så operationelle og entydige som ønskeligt. Det indgår et stort element af skøn og
dermed uensartethed, når tilstanden i et givet vandområde skal vurderes i forhold til
målsætningen. Til en given målsætning er der således behov for at knytte en
kvalitativ og operationel beskrivelse af de parametre, der betinger denne, for der igennem
at kunne angive hvilke menneskeskabte påvirkninger, der kan accepteres.
Der vil i den forbindelse blive arbejdet for, at der bliver tilvejebragt et
operationelt målsætningssystem i forbindelse med implementeringen af det kommende
EU-direktiv om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger
(Vandrammedirektivet).
Det kommende direktiv om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske
foranstaltninger
Vandrammedirektivets overordnede formål er at fastlægge en ramme for beskyttelse af
vandløb og søer, overgangsvande, kystvande og grundvand. Direktivets bestemmelser tager
således sigte på at forebygge yderligere forringelser og på at beskytte og forbedre
vandøkosystemernes tilstand. Direktivet skal endvidere fremme en bæredygtig
vandanvendelse baseret på langsigtet beskyttelse af tilgængelige vandressourcer.
Direktivet skal derigennem bidrage til tilstrækkelig forsyning af overfladevand og
grundvand af god kvalitet og til at opfylde målene i internationale aftaler, herunder
mål, der tager sigte på at forebygge og eliminere forurening af havmiljøet. Direktivet
skal endelig bidrage til progressiv reduktion af udledningen af farlige stoffer.
Vandområderne skal ifølge vandrammedirektivet forvaltes på vandløbssystemniveau
inden for vandområdedistrikter omfattende et eller flere vandløbssystemer med
tilhørende grundvand og kystvand. For vandområdedistrikterne skal indføres passende
administrative ordninger, herunder udpegning af ansvarlige myndigheder. For hvert
vandområdedistrikt skal udarbejdes en overordnet vandområdeplan på grundlag af en
analyse af vandområdedistriktets karakteristika, en vurdering af menneskelige
aktiviteters indflydelse på vandets tilstand og en økonomisk analyse af vandanvendelsen.
Der skal ifølge direktivet ske en udpegning af alle betydelige vandmasser, der nu
eller fremover skal anvendes til indvinding af drikkevand. Ud over at opfylde målene
fastsat i vandrammedirektivet, skal vandet fortsat efter en eventuel vandbehandling
opfylde kravene i drikkevandsdirektivet.
Vandrammedirektivet indeholder bestemmelser om overvågning af vandmiljøet.
Overvågningsprogrammer skal således sikre, at der kan udarbejdes en sammenhængende og
overordnet oversigt over vandets tilstand i vandområdedistrikterne og de tilstødende
havområder.
Inden for hvert vandområdedistrikt skal der iværksættes de foranstaltninger, der
anses for at være nødvendige for at opfylde følgende miljømål:
- at forebygge forringelse af overfladevandets og grundvandets tilstand,
- at restaurere overfladevand og grundvand med henblik på at opnå en god tilstand,
- at forbedre stærkt modificerede og kunstige vandområder med henblik på at opnå godt
økologisk potentiale og god kemisk tilstand,
- at ændre enhver betydelig og vedvarende opadgående tendens i koncentrationen af
forurenende stoffer i grundvandet som følge af menneskelig aktivitet i retning af en kun
ubetydelig menneskeskabt forurening, og
- at opfylde normer og mål for beskyttede områder.
En generel frist på foreløbig 16 år for opfyldelse af miljømålene kan kun
fraviges, hvis særlige forhold gør sig gældende. Der kan fastsættes mindre strenge
mål, hvis vandforekomsten er påvirket af menneskelig aktivitet i en sådan grad, at
forbedring af tilstanden er uopnåelig eller urimeligt dyr.
Med henblik på opfyldelse af miljømålene skal der inden for de overordnede
vandområdeplaner udarbejdes og iværksættes indsatsprogrammer med grundlæggende
foranstaltninger og eventuelt supplerende foranstaltninger.
Grundlæggende foranstaltninger er obligatoriske og skal sikre bl.a. gennemførelse af
eksisterende lovgivning af relevans for vandpolitikken. Heri indgår anvendelse af en
fremgangsmåde ved kontrol med udledning af forurenede stoffer, der kombinerer
begrænsning af forureningen gennem anvendelse af bedste tilgængelige teknologi med
fastsættelse af miljøkvalitetskrav, samt gennemførelse af princippet om fuld
omkostningsdækning, kontrol med vandindvinding, forbud mod direkte udledning af
forurenende stoffer til grundvand og krav om forhåndstilladelser til udledning af
forurenende stoffer og andre aktiviteter, der kan skade vandmiljøet. Supplerende
foranstaltninger skal iværksættes, hvis de grundlæggende foranstaltninger ikke alene
kan sikre opfyldelse af målene.
Det forventes, at der i løbet af 2000 opnås enighed om vandrammedirektivet mellem
Rådet for den Europæiske Union og Europaparlamentet, således at direktivet kan vedtages
inden udgangen af året. Direktivet skal være gennemført i den nationale lovgivning
inden tre år herefter.
Med det nationale program for overvågning af vandmiljøet, 1998-2003 (NOVA-2003) er
der iværksat et omfattende program for perioden 1998-2003, som indebærer, at
udledninger, transporter og effekter af næringsstoffer, tungmetaller og miljøfremmede
stoffer bliver overvåget i de forskellige dele af vandmiljøet.
Vandmiljø-99 er den første samlede rapportering af resultaterne fra NOVA-2003, og
gør status for:
- udledningerne af forurenende stoffer til vandmiljøet,
- den aktuelle miljøtilstand og udviklingen heri, og
- de opstillede reduktionsmål, kvalitetsmålsætninger og de virkemidler, der er taget i
anvendelse for at nå de forskellige mål.
Udledningerne mv. af forurenende stoffer til vandmiljøet er beskrevet i kapitel 3 og 4
- afsnit 7.1 indeholder en sammenfatning heraf. Den aktuelle tilstand af grundvand og i
vandløb, søer og havområder er beskrevet i kapitel 5 - afsnit 7.2 indeholder en
sammenfatning heraf.
7.1 Udledninger og reduktionsmål - status og udvikling
Tilførslerne af næringsstoffer fra de fleste kilder er afhængige af afstrømningen.
Det kan derfor ikke overraske, at de samlede tilførsler af næringsstoffer til
vandmiljøet var høje i 1998, når det var det næst vådeste år siden 1874.
Stoftilførsler i 1998
Den totale mængde af næringsstoffer, der blev tilført de ferske vande i 1998, var
ca. 110.000 ton kvælstof og ca. 2.100 ton fosfor, jf. tabel 7.1. Havområderne blev i
1998 tilført ca. 200.000 ton kvælstof og ca. 2.500 ton fosfor, jf. tabel 7.2.
Tabel 7.1
Tilførsel af kvælstof og fosfor (i ton) til ferskvand fordelt på sektorer.
|
Kvælstof |
Fosfor |
|
2.710 |
274 |
|
66 |
4 |
|
723 |
190 |
|
1.241 |
92 |
Punktkilder i alt |
4.740 |
560 |
|
102.744 |
1.366 |
|
989 |
226 |
Diffuse kilder mv. i alt |
103.733 |
1.592 |
Total |
108.473 |
2.152 |
1) Atmosfærisk nedfald på åbne vandoverflader er inkluderet, men udgør kun få
promille.
Udviklingen 1989-1998
Siden 1989 er tilførslerne af både kvælstof og især fosfor til vandmiljøet faldet.
Udviklingen skyldes en forbedret rensning af spildevand. For punktkildernes vedkommende er
det fald, der er set i de foregående år i 1998 afløst af en lille stigning i
tilførslerne til ferskvand, primært på grund af den megen regn, der faldt i 1998. Det
forventes således ikke, at stigningen vil fortsætte under normale klimabetingelser.
Tabel 7.2
Tilførsler af kvælstof og fosfor(i ton) til havet fordelt på sektorer.
|
Kvælstof |
Fosfor |
|
5.163 |
600 |
|
1.427 |
124 |
|
968 |
252 |
- Akvakultur (fersk og salt)
|
1.508 |
121 |
Punktkilder i alt |
9.066 |
1.097 |
|
12.536 |
311 |
|
135.783 |
990 |
|
989 |
226 |
|
47.025 |
0 |
Diffuse kilder mv. i alt |
196.333 |
1.527 |
Total |
205.399 |
2.624 |
1) Excl. tilførsler fra tilstødende farvande og biologisk fiksering af frit
kvælstof (N2).
Den relative udvikling i de samlede tilførsler af næringsstoffer til vandmiljøet,
set i forhold til udledningsniveauet i slutningen af 1980erne, fremgår af figur 7.1.
Figur 7.1
Relativ udvikling i tilførslerne af kvælstof (A) og fosfor(B) til vandmiljøet
(ferske og marine områder) fra dyrkede arealer, renseanlæg, industri og atmosfæren i
perioden 1989-1998. Tilførslerne i 1989 fra atmosfæren, renseanlæg og industri er sat
til 100. For landbruget og afstrømningen er der, som følge af at 1989 var et meget tørt
år, i stedet taget udgangspunkt i gennemsnittet for perioden 1981-1988.
---
Der ses en tendens til et lille fald i de diffuse udledninger af kvælstof til
ferskvand. Det kan dog ikke vurderes om faldet, der i øvrigt ikke er statistisk sikkert,
skyldes reducerede tilførsler fra landbruget, spredte bebyggelse eller
baggrundstilførslerne.
Det kraftige fald i tilførslerne fra punktkilder er ikke fulgt af et tilsvarende fald
i tilførslerne fra landbruget. Modelberegninger over udvaskningen af kvælstof fra
rodzonen antyder et fald på ca. 25 % siden 1989/90, jf. afsnit 3.3. Det svarer til en
reduktion i den årlige nitratudvaskning fra landbrugsarealerne på 57.500 ton kvælstof
pr. år. Denne vurdering stemmer overens med vurderinger gennemført som grundlag for
Vandmiljøplan II, hvor man vurderede de regler, som var gældende frem til sommeren 1998
ville bidrage med en reduktion i størrelsesordenen 60.000 ton kvælstof pr. år.
Det beregnede fald i udvaskningen af kvælstof fra markerne er imidlertid endnu er ikke
slået igennem i forhold til transporten af kvælstof i vandløb og dermed også
tilførslerne til havområderne.
Målinger af nedfaldet af kvælstofforbindelser til havet viser - i modsætning til
beregningerne - et statistisk sikkert fald.
Tilførsler af tungmetaller og miljøfremmede stoffer
Det er ikke muligt på nuværende tidspunkt at drage nogle overordnede konklusioner om
tilførslerne og udviklingen heri af tungmetaller og miljøfremmede stoffer. Dette
forventes først at ske i forbindelse med temarapporteringen i år 2002 om tungmetaller og
miljøfremmede stoffer.
Landbrug
Landbruget skulle ifølge Vandmiljøplan I reducere udledningerne mv. af kvælstof med
i alt 127.000 ton kvælstof pr. år. Udledningerne skulle reduceres fra et niveau på ca.
260.000 ton kvælstof pr. år til 130.000 ton pr. år. Reduktionsmålet var opdelt i et
markbidrag på ca. 100.000 ton kvælstof pr. år og et gårdbidrag på ca. 27.000 ton
kvælstof pr. år. Desuden skulle fosforgårdbidraget reduceres fra ca. 4.400 ton fosfor
pr. år i 1987 til et niveau på omkring 400 ton fosfor pr. år.
På baggrund af bl.a. NOVA-2003 er det vurderet:
- at modelberegninger på aktuel dyrkningspraksis i perioden 1990-1998 estimerer, at
kvælstofudvaskningen fra markerne vil blive reduceret med ca. 25 % over en årrække,
- at den samlede kvælstoftilførsel til markerne på landsplan er faldet med 22 % siden
1985, som følge af at landbrugspraksis er forbedret igennem overvågningsperioden
(1989-1998),
- at kvælstofoverskuddet med hensyn til markbalancer i overvågningsoplandene og på
landsplan er reduceret (27-29 %) og i 1998 udgjorde ca. 90 kg kvælstof pr. hektar,
- at fosforoverskuddet tilsvarende er reduceret,
- at der i 1998 for første gang var balance mellem afgrødernes behov fastsat som
erhvervsøkonomisk behov og tilført effektiv kvælstofgødning (som gennemsnit) på
landsplan (jf. Grant m.fl., 1999), hvilket vidner om en positiv generel udvikling, som dog
fortsat omfatter både tilførsel af gødning under behov på nogle marker, eksempelvis
græs, og overgødskning på andre marker, og
- at gårdbidraget er reduceret til et praktisk minimum, svarende til ca. 5.000 ton
kvælstof og ca. 400 ton fosfor pr. år.
Den forventede landbrugsbetingede nedgang i nitratindholdet i de 6
landovervågningsoplande, som følge af den faldende kvælstoftilførsel til markerne, er
endnu ikke slået igennem i det øvre grundvand. En forklaring herpå kan være, at
grundvandet er af ældre dato, og at indholdet af nitrat dermed skyldes landbrugspraksis i
perioden inden vedtagelsen af Vandmiljøplan I.
Det kan desuden konstateres:
- at overgødskning er reduceret og udgør ca. 10 % af arealet i de 6
landovervågningsoplande, samt
- at ca. 14 % af ejendommene, som anvendte husdyrgødning i 1998, ikke opfyldte
minimumskravet til udnyttelse af husdyrgødning.
Overskud af kvælstof på markerne i oplandene og i landet som helhed udgør stadig et
væsentligt potentiale for udvaskning af kvælstof. Det bemærkes, at de ovenstående
resultater er fra 1998, hvilket var inden Vandmiljøplan II trådte i kraft. Med
gennemførelsen af Vandmiljøplan II nedsættes bl.a. kvælstoftilførslen, udnyttelsen af
næringsstofferne i husdyrgødningen skal forbedres yderligere og der skal genetableres
vådområder med henblik på omsætning og tilbageholdelse af kvælstof.
Effekterne af Vandmiljøplan II er endnu ikke til at måle, men virkemidlerne vil
afspejle sig i målinger og beregninger for bl.a. kvælstofudvaskning i de kommende år.
Med fuld efterlevelse af allerede gældende regler samt opfyldelse af målsætningerne i
Vandmiljøplan II, er det forudsat, at målet om en 50 % reduktion af kvælstofudledningen
bliver opfyldt. Der vil dog gå en årrække efter 2003, før den fulde effekt af de
iværksatte tiltag og virkemidler slår fuldt igennem, og der i praksis opnås en
halvering af udvaskningen.
Landbrugets anvendelse af husdyrgødning og handelsgødningsfosfor medfører et årligt
overskud på husdyrbrugene, idet kun dele af det tilførte fosfor fraføres med
afgrøderne. Således er der i 1998 i gennemsnit tilført 11 kg fosfor pr. hektar, og der
sker således en vedvarende opbygning af fosforpuljen i jorden. Gennem 90erne er
overskudstilførslen af fosfor på markniveau halveret. Det er dog af afgørende betydning
for fosfortabet til vandmiljøet, at landmændene fortsætter den positive udvikling og
nedbringer tildelingen af fosfor yderligere. Dette vanskeliggøres af det forhold, at
husdyrproduktionen er ulige fordelt i landet, hvilket resulterer i lokale og regionale
fosforoverskud. På mange husdyrbrug vil der således være et overskud af fosfor alene
ved tilførsel af husdyrgødning. For at nedbringe overskuddet er det vigtigt at
husdyrgødningen fordeles optimalt, og at der fortsat gøres en indsats for at nedbringe
mængden af fosfor i husdyrgødning gennem en mere effektiv fodring.
Tab af fosfor fra dyrkede arealer har stor betydning for miljøtilstanden, specielt i
søer og visse kystnære farvande. Der er behov for, at landbrugspraksis forbedres
yderligere, således at fosfortilførslen svarer til afgrødernes behov. Det vil styrke
mulighederne for at nå de miljømæssige målsætninger i mange danske søer og visse
kystnære farvande.
Kommunale renseanlæg
Udledningerne af kvælstof fra kommunale renseanlæg skulle ifølge Vandmiljøplanen
fra 1987 reduceres fra et niveau på 18.000 ton kvælstof pr. år til 6.600 ton pr. år.
Udledningerne af fosfor skulle reduceres fra 4.470 ton pr. år til 1.220 ton pr. år.
Vandmiljøplanens reduktionsmål for udledninger fra kommunale renseanlæg blev nået i
1996, både for kvælstofs og fosfors vedkommende. Overvågningen af udledningerne fra
renseanlæggene viser:
- at der i 1998 blev udledt 5.166 ton kvælstof, 601 ton fosfor og 3.525 ton organisk
stof, opgjort som BI5,
- at der i forhold til udledningen ved vedtagelsen af Vandmiljøplanen er tale om
reduktioner på hhv. 74 %, 90 % og 94 %. Målsætningerne for kvælstof og fosfor var hhv.
60 % og 72%, og
- at de målte koncentrationer af tungmetaller i udløbene fra 4 renseanlæg, hvor der i
1998 blev gennemført målinger, generelt ligger på et lavere niveau end de fastsatte
kvalitetskrav og er således ikke kritiske i forhold til de fastlagte krav.
Industrielle udledere
Ved vedtagelsen af Vandmiljøplanen i 1987 blev det besluttet, at de særskilte
industrielle udledere skulle reducere udledningerne af kvælstof og fosfor med hhv. 3.000
ton kvælstof og 1.050 ton fosfor, jf. tabel 6.1. For kvælstofs vedkommende skulle
udledningerne reduceres fra 5.000 ton pr. år til 2.000 ton pr. år. Udledningerne af
fosfor skulle reduceres fra ca. 1.250 ton pr. år til ca. 200 ton pr. år.
Det kan på baggrund af den gennemførte overvågning konstateres, at de særskilte
industrielle udledere har nået Vandmiljøplanens mål, herunder:
- at der i 1998 blev udledt 1.428 ton kvælstof, 124 ton fosfor og 10.700 ton organisk
stof, opgjort som BI5, og
- at udledningerne af kvælstof og fosfor siden vedtagelsen af Vandmiljøplanen er
reduceret med hhv. 71 % og 90 %. Målsætningerne var hhv. 60 % og 82 %.
Opgørelsen af udledningen af tungmetaller og miljøfremmede stoffer er baseret på
oplysninger fra virksomhedernes egenkontrol og amternes tilsyn. Der mangler oplysninger
på dette område fra fire af de fjorten amter. Der er på denne baggrund uvished om det
faktiske indhold af tungmetaller og miljøfremmede stoffer i særskilte industrielle
udledninger, både for den enkelte udledning og på landsplan. Arbejdet i de kommende år
i regi af NOVA-2003 skal bl.a. bidrage til at belyse problemets omfang. Egenkontrollen og
amternes tilsyn vil således fra år 2000 blive suppleret med målinger på 17 udvalgte
virksomheder med særskilt udledning.
Status for reduktionsmål
Set i forhold til Vandmiljøplan Is sektorspecifikke reduktionsmål kan det nu
konstateres:
- at udledningerne af både kvælstof og fosfor fra renseanlæg og fra industrien er
reduceret med mere end forudsat i Vandmiljøplan I,
- at landbruget har nået målet om reduktion af fosforgårdbidraget,
- at det vurderes, at landbruget har reduceret gårdbidraget med ca. 20.000 - 30.000 ton
kvælstof pr. år til et praktisk minimum på ca. 5.000 ton kvælstof pr. år, og
- at modelberegninger på aktuel dyrkningspraksis i perioden 1990-1998 viser, at
udvaskningen af kvælstof som helhed forventes reduceret med 25 % over en årrække,
svarende til en potentiel reduktion af markbidraget på ca. 57.500 ton kvælstof pr. år
((260.000 - 30.000) ´ 25 %).
Det kan i dag konstateres, at Vandmiljøplanerne endnu ikke er gennemført i deres
fulde konsekvens, jf. figur 7.2. Denne situation skyldes bl.a., at Vandmiljøplan II
først er fuldt gennemført i år 2003.
Figur 7.2
Opnået reduktion i 1998 i forhold Vandmiljøplan Is reduktionsmål. Hvis
status-søjlen er højere end mål-søjlen, betyder det, at udledningen er reduceret med
mere end forudsat. Renseanlæg og industri er vurderet på baggrund af de faktiske
udledninger i 1998. Den skønnede reduktion i landbrugets udvaskning af kvælstof andrager
57.500 + 25.000 = 82.500 ton pr. år.
---
Andre kilder til forurening af vandmiljøet
Ud fra en helhedsbetragtning blev der ved vedtagelsen af Vandmiljøplan I i 1987
ikke opstillet konkrete reduktionsmål for bl.a. ferskvandsdambrug, saltvandsbaseret
fiskeopdræt, regnbetingede udløb og spredt bebyggelse.
Ferskvandsdambrug
Den samlede udledning af næringsstoffer fra ferskvandsdambrug i 1998 var stort set på
samme niveau, som de seneste fire år. Udledningsniveauet er 1.250 ton kvælstof og 100
ton fosfor pr. år. Siden 1989, hvor dambrugsbekendtgørelsens regler om indretning og
drift af dambrugene trådte i kraft, har der været et betydeligt fald i udledningerne.
Kravene i bekendtgørelsen om at begrænse udledningerne vurderes på nuværende tidspunkt
at være slået igennem. Væsentlige, yderligere reduktioner i udledningerne som resultat
af bekendtgørelsen kan ikke forventes.
Dambrugenes forbrug af visse hjælpestoffer er tilsyneladende steget i forhold til
tidligere år. Der vil fremover være stor fokus på dambrugenes anvendelse af medicin og
hjælpestoffer, specielt på i hvilket omfang stofferne udledes og eventuelt påvirker
vandmiljøet. Der er endvidere behov for at skabe overensstemmelse mellem det aktuelle
forbrug af disse stoffer og det faktiske behov for at anvende dem.
Saltvandsbaseret fiskeopdræt
Den samlede udledning af næringsstoffer fra saltvandsbaseret fiskeopdræt - havbrug og
saltvandsdambrug - var i 1998 stort set på niveau med de tidligere år.
Udledningsniveauet er ca. 300 ton kvælstof og knap 35 ton fosfor pr. år. Set i et
større perspektiv er udledningerne fra saltvandsbaseret fiskeopdræt små, men lokalt kan
udledningerne have stor betydning.
Regnbetingede udløb
Regnoverløb er i dag en medvirkende årsag til at mange vandløb og søer ikke
opfylder de fastlagte målsætninger. I takt med at udledningerne fra renseanlæg og
industri til de ferske vande er blevet reduceret over de sidste 10 år, er de
regnbetingede overløbs påvirkningen af vandløb og søer blevet mere tydelig.
I 1998 blev der fra regnebetingede udløb udledt ca. 968 ton kvælstof og 253 ton
fosfor. Der kan ikke konstateres nogen generel udvikling i udledningerne fra regnbetingde
udløb.
Der en betydelig mangel på viden om, hvordan overløb reguleres mest hensigtsmæssigt.
Miljøstyrelsen deltager derfor i et arbejde, som skal resultere i forslag til
retningslinier, der kan indarbejdes i en egentlig vejledning. Arbejdet forventes afsluttet
i 2001.
Spredt bebyggelse
Som for regnbetingede udløb er betydningen af udledninger fra spredt bebyggelse steget
i takt med at udledningerne fra renseanlæg er reduceret. Udledninger - specielt af
organisk stof og fosfor - fra spredt bebyggelse er mange steder årsag til manglende
målsætningsopfyldelse i vandløb og søer.
Udledningsniveauet var i 1998 på ca. 998 ton kvælstof og 228 ton fosfor. Der er en
tendens til at udledningerne fra spredt bebyggelse falder.
På landsplan er der i dag ca. 67.000 ejendomme i det åbne land, som har egen
udledning, og som følge af ændringen af miljøbeskyttelsesloven i 1997 om
spildevandsrensning i det åbne land må forventes at skulle forbedre afløbs- og
udledningsforholdene inden for de nærmeste år. Dette vil medvirke til en bedre
miljøtilstand i de ferske vande, specielt i de mindre vandløb.
Miljøfremmede stoffer mv
Det kan desuden konstateres, at arbejdet med implementering af
Esbjerg-deklarationens målsætning om at forekomsten af miljøfremmede stoffer mv. i
vandmiljøet på baggrundsniveau for naturligt forekommende stoffer og nær nul for
miljøfremmede stoffer endnu er i sin indledende fase. Status er:
- at Pesticidhandlingsplanens målsætning om at halvere mængden af aktivstoffer praktisk
taget er nået, idet salget af aktivstoffer er reduceret med 48 %,
- at Pesticidhandlingsplanens målsætning om at reducere behandlingshyppigheden ikke er
nået, og
- at nationale strategier mv. for reduktion af forurening af vandmiljøet med
miljøfremmede stoffer mv. enten allerede er på plads eller er ved at blive forhandlet
på plads.
Det videre arbejde for et renere vandmiljø
I forbindelse med aftalen om Vandmiljøplan II blev det aftalt at der ultimo år 2000
skulle gøres status over Vandmiljøplan II. Denne status vil fokusere på:
- en samlet vurdering af kvælstofbalancer, tab og usikkerheder herved,
- en vurdering af effekter af vedtagne instrumenter, og
- nedbringelse af landbrugets ammoniakfordampning.
Hvad angår yderligere reduktioner i udledningerne fra punktkilder vil der blive lagt
særlig vægt på:
- at udledning af miljøfremmede stoffer begrænses ved revision af renseanlæggenes og
industrierne udledningstilladelser og ved tilslutningstilladelser for industrier til
kommunale spildevandsanlæg,
- at amterne og kommuner reelt og i handling håndhæver de meddelte
udledningstilladelser.
- at kommunerne som en del af spildevandsplanerne udarbejder renoveringsplaner for de
kommunale kloakker med målsætning og prioritering af renoveringen, jf. regeringens
aftale med Kommunernes Landsforening fra 1994 om kloakrenovering,
- at alle amter i år 2000 indberetter oplysninger om udledninger af tungmetaller og
miljøfremmede stoffer fra industrivirksomheder mv., og
- at udledningerne af næringsstoffer, hjælpestoffer og medicin fra ferskvandsdambrug og
saltvandsbaseret begrænses.
7.2 Miljøtilstand - status og udvikling
Den generelle tilstand af vandmiljøet i Danmark er ikke ændret væsentligt i forhold
til tidligere år (1989-1997).
Grundvand
Grundvandsstanden er i løbet af 1998, hvor særlig efteråret var meget vådt, rettet
sig til et mere almindeligt niveau efter et par tørre år med usædvanlig lav
grundvandsstand. Vandindvindingen i 1998 var ekstremt lav: 741 mio. m3. Den
samlede indvinding er faldet med ca. 30 % fra 1989 til 1998, bl.a. som følge af afgifter
og vandbesparende foranstaltninger.
Grundvandsovervågningen viser:
- at nitrat fortsat udgør et problem - særlig på sandede jorde i Jylland. Der ses ingen
klar udvikling gennem overvågningsperioden (1990-1998),
- at tungmetaller og uorganiske sporstoffer som f.eks. barium, aluminium, nikkel og zink
flere steder findes i grundvandet i koncentrationer over grænseværdien for drikkevand.
Flere af stofferne forekommer naturligt i grundvandet og fjernes i betydeligt omfang ved
almindelig vandbehandling på vandværket. Der ses ingen klar udvikling i forekomsten af
stofferne gennem overvågningsperioden (1990-1998),
- at der i næsten alle overvågningsboringer på ét eller andet tidspunkt er fundet
organiske mikroforureninger. De organiske mikroforureninger udgør en stor gruppe af
stoffer, som kan stamme både fra industrien (f.eks. klorerede kulbrinter), fra
husholdninger (f.eks. detergenterne), og som også kan være dannet naturligt (f.eks.
kloroform). De fleste stoffer forekommer i grundvandet i koncentrationer, som ligger et
godt stykke under grænseværdien for drikkevand. Der ses ingen klar udvikling gennem
overvågningsperioden (1990-1998),
- at pesticider og nedbrydningsprodukter i det øvre grundvand findes i 40 % af de
undersøgte filtre. I det dybere grundvand findes pesticider i ca. 29 % af boringerne - i
ca. 8 % ligger indholdet over grænseværdien for drikkevand. Der ses for perioden
1994-1998 en udvikling med en større fundprocent for pesticiderne og deres
nedbrydningsprodukter - også for fund over grænseværdien for drikkevand. Dette vurderes
i stor udstrækning at være en konsekvens af, at man nu måler for flere stoffer end
tidligere, og
- at der i landovervågningen ses et fald i koncentrationen af atrazin i det øvre
grundvand.
Med hensyn til pesticiderne gælder, at alle de pesticider eller nedbrydningsprodukter
heraf, som findes hyppigst og i størst koncentration i grundvanden, i dag enten er
forbudt eller strengt reguleret.
Det gælder generelt for grundvandsovervågningen, at der med få undtagelser ikke ses
en klar udvikling for de analyserede stoffer gennem overvågningsperioden (1990-1998).
Dette skyldes bl.a., at størstedelen af det analyserede vand er dannet før vedtagelsen
af Vandmiljøplanen.
Det videre arbejde med sikring af rent grundvand vil tage udgangspunkt i
10-punktsprogrammet fra 1994 og drikkevandsudvalgets betænkning fra 1997 og i
den forbindelse lægge særlig vægt på:
- at fastholde den danske vandforsyningsstruktur, baseret på decentral indvinding af rent
grundvand, og
- at begrænsninger i udledning af næringsstoffer til grundvandet skal ske gennem fremme
af økologisk jordbrug, beskyttelse af særlige drikkevandsområder med hensyn til
næringsstoffer, øget skovrejsning og naturgenopretning, jf.
10-punktsprogrammet.
Drikkevandsudvalgets anbefalinger er omsat til lovgivning i forbindelse med
Vandmiljøplan II. Der er her indført mulighed for beskyttelse af indsatsområder gennem
aftaler med f.eks. landbruget. For pesticidernes vedkommende forudsætter det imidlertid,
at det faglige grundlag, for at kunne udpege områder der er særligt følsomme for
udvaskning, bliver opbygget. Som noget nyt kan der pålægges rådighedsbegrænsninger mod
fuld økonomisk kompensation. Der er også opstillet regler for samarbejdet mellem amter,
kommuner og vandværker og åbnet op for, at grundvandsbeskyttelsen kan finansieres over
vandprisen.
Drikkevandsudvalgets anbefalinger om sikring af grundvandsressourcen mod forurening med
miljøfremmede stoffer har, som for næringsstofferne, ført til nye tiltag. Amterne
fastlægger på denne baggrund indsatsområder, hvor der er behov for en særlig indsats
til sikring af drikkevandsinteresserne.
De overordnede rammer for at gennemføre en målrettet og prioriteret
grundvandsbeskyttelse er på plads. Der resterer imidlertid et betydeligt arbejde med
udarbejdelse af de vejledninger, bekendtgørelser mv., der i detaljer fastlægger de
faglige og administrative krav til beskyttelsen af grundvandet. Arbejdet med udarbejdelsen
af vejledninger og bekendtgørelser mv. vil derfor blive afsluttet inden for de nærmeste
år.
Vandløb og kilder
Overvågningen af vandløbene viser:
- at koncentrationen af kvælstof er faldet ca. 5 % siden 1989 i vandløb i dyrkede
oplande, når der korrigeres for år-til-år variationer i afstrømningen, - faldet er dog
ikke statistisk sikkert,
- at der tilsvarende er sket et markant fald i koncentrationer af totalfosfor i de
vandløb, der tidligere var stærkt belastet af spildevand fra dambrug og renseanlæg,
når der korrigeres for variation i vandføringen,
- at udledningerne af fosfor fra den spredte bebyggelse stadig udgør et væsentligt
bidrag af den samlede tilførsel til vandløb, og
- at koncentrationerne af fosfor i vandløb i dyrkede oplande stadig er 3 gange så høje
som vandløb i naturoplande.
Det kan desuden konstateres, at indholdet af nitrat i kilderne i de dyrkede områder
stiger. Stigningen i nitratindholdet i kilderne i de dyrkede områder er ikke
sammenfaldende med tendensen til en faldende kvælstofkoncentration, der ses i mange
vandløb. En forklaring herpå kan være, at grundvandet i kilderne er af ældre dato og
dermed kan relateres til landbrugspraksis i årene før vedtagelsen af Vandmiljøplan I.
NOVA-2003 og det regionale tilsyn viser, at kun på ca. 40 % af vandløbsstrækningerne
er miljøtilstanden acceptabel. Den uacceptable tilstand på ca. 60 % af
vandløbsstrækningerne skyldes ofte ringe fysisk variation som følge af f.eks.
udretninger og hårdhændet vedligeholdelse. Men også forurening fra punktkilder og
spredt bebyggelse er i nogle tilfælde årsagen til, at vandløbets tilstand ikke er
acceptabel.
I forbindelse med bedømmelsen af vandløbenes miljøtilstand anvendes ikke samme
metode i overvågningsprogrammet og det regionale tilsyn. Det giver et uensartet grundlag
for den landsdækkende vurdering af vandløbskvaliteten og udviklingen heri. Det er derfor
nødvendigt, at den anbefalede metode, DVFI-indekset, i stigende omfang anvendes som
bedømmelsesmetode.
I det videre arbejde for forbedring af miljøtilstanden i de danske vandløb vil der
blive lagt særlig på:
- at indsatsen for at skabe bedre fysiske forhold i vandløbene forstærkes, og at
indsatsen for restaurering fastholdes,
- at vandløbsmyndighederne håndhæver vandløbslovens bestemmelse om 2 meter bræmmer
langs alle naturlige eller højt målsatte vandløb,
- at amterne fremover anvender DVFI-metoden i et sådant omfang og efter en sådan
strategi, at det regionale tilsyn sammen med NOVA-2003 kan give et landsdækkende billede
af miljøtilstanden i de danske vandløb, og
- at der i vandløb, hvor opstemningsanlæg er til væsentlig skade for vandkvaliten og
til hinder for opfyldelse af målsætningen, bliver gennemført foranstaltninger for at
genskabe en god natur- og miljøkvalitet.
Søer
Mange danske søer er som følge af eutrofiering blevet så næringsrige, at de er
skiftet fra en klarvandet til en uklar tilstand. Næringsrigdommen har en række negative
effekter på søernes miljøkvalitet. Som hovedregel er der i takt med den stigende
næringsrigdom sket en forarmning i retning af færre plante- og dyrearter. To vigtige
eksempler er undervandsplanterne, der ofte er forsvundet eller reduceret kraftigt i det
uklare vand, og en fiskebestand, der bliver domineret af få, men talrigt forekommende
arter. For at rette op på disse uønskede forhold er der gennem mange år arbejdet på at
reducere tilførslerne af næringsstoffer til søerne.
Overvågningen af søerne viser, at der er flere tegn på, at hovedparten af de
undersøgte søer er ved at få det bedre som følge af næringsstofreduktion, bl.a. ved:
- at vandets sigtdybde er øget,
- at biomassen af planktonalger er faldet, og
- at der er en tendens til øget udbredelse af undervandsplanter.
Det kan dog konstateres:
- at der på landsplan kun er 32 % af de undersøgte søer, der opfylder deres
målsætning, og
- at der ikke er konstateret en gunstig udvikling i målsætningsopfyldelsen over de
senere år (1989-1998).
De væsentligste årsager til manglende målsætningsopfyldelse i de danske søer er,
at udledninger af næringsstoffer endnu ikke er reduceret tilstrækkeligt. De
væsentligste bidragsydere til denne belastning vurderes at komme fra diffuse tilførsler
fra dyrkede arealer samt fra punktkilder og spredt bebyggelse.
En grundlæggende forudsætning for at opnå en bedre vandkvalitet er, at den eksterne
næringsstoftilførsel er reduceret tilstrækkelig. Det vil i de lavvandede søer sige
helst ned under en ligevægtskoncentration under 0,05-0,10 mg fosfor pr. liter og i dybe
søer helst ned under 0,02-0,05 mg fosfor pr. liter. Dette kan kun ske ved at reducere
stoftilførslerne, specielt tilførsel af fosfor fra dyrkede arealer og spredt bebyggelse.
Reduktion i næringsstofudledningen vil pga. træghed i søernes økosystem ikke altid
umiddelbart slå igennem. I de søer, hvor den eksterne næringstoftilførsel er nedbragt
tilstrækkeligt, kan en forbedring i miljøtilstanden i nogle tilfælde fremskyndes ved at
gennemføre en såkaldt sørestaurering.
Marine områder
Overvågningen af havområderne viser:
- at koncentrationerne af fosfor i havet fortsat falder,
- at der er en svag tendens til et fald i koncentrationerne af kvælstof,
- at iltsvindene i 1998 var af begrænset udbredelse i de lavvandede fjorde og
kystområder, mens det i de dybe havområder med lagdeling af vandet især var de
naturlige iltsvindsområder, der var berørt,
- at indholdet af PAHer og tungmetaller (med undtagelse af organotin-forbindelser) i fisk
og muslinger ligger under de koncentrationer, der i international sammenhæng er vurderet
som kritiske, og
- at indholdet af tungmetaller og miljøfremmede stoffer i fisk og muslinger generelt set
er på et niveau som vurderes ikke at være af betydning.
Overvågningen påviser dog også:
- at miljøtilstanden kun undtagelsesvist er tilfredsstillende, hovedsageligt som følge
af høje koncentrationer af næringsstoffer i vandet, begrænset udbredelse af flerårige
undervandsplanter, iltsvind, eller forekomst af uønsket og forureningsbetinget
plantevækst,
- at der lokalt er enkelte områder med betydelige koncentrationer af tungmetaller og
miljøfremmede stoffer,
- at indholdet af TBT i fisk og muslinger er mellem 2 og 100 gange højere end de
vejledende internationale evalueringskriterier,
- at der hos hovedparten af sneglene i de indre danske farvande er registeret hormonelle
forstyrelser som følge af TBT, og
- at indholdet af PCB i fisk og muslinger har et niveau, hvor det ikke kan udelukkes, at
der forekommer økologiske effekter.
De opnåede resultater i begrænsningen af tilførslerne af næringsstoffer til havet
har ikke været tilstrækkelige til at medføre en generel forbedring af miljøtilstanden.
I de to nedbørsfattige år 1996 og 1997 var tilførslerne af næringsstoffer til havet
nede på niveau, der svarer til den forventede effekt af Vandmiljøplanerne. Tilstanden i
havmiljøet forbedrede sig markant i disse to år. Det kom blandt andet til udtryk i en
forøget sigtdybde, forøget dybdeudbredelsesgrænse for ålegræs, mindre fedtmøg og
søsalat, samt mindre forekomst og styrke af iltsvind.
De tydelige effekter af tributyltin (TBT), som i dag iagttages på havsnegle, vil
antageligt blive reduceret betydeligt i takt med det nyligt vedtagne internationale forbud
mod påføring (år 2003) og brug (år 2008) bliver effektivt.
Forurening af havet er et grænseoverskridende problem. Det er derfor vigtigt at de
opstillede reduktionmål bliver nået nationalt og af vore nabolande.
7.3 Samlet konklusion
På mange områder går det i den rigtige retning med det danske vandmiljø.
Udledningerne mv. af forurenende stoffer falder som forudsat. Det kan således
konstateres:
- at renseanlæg og industri har reduceret udledningerne af kvælstof og fosfor med mere
end forudsat i Vandmiljøplan I,
- at landbrugets gårdbidrag i dag er reduceret til et praktisk minimum, svarende til ca.
5.000 ton kvælstof pr. år og ca. 400 ton fosfor pr. år,
- at landbrugets markbidrag over en årrække kan blive reduceret med 25 %, svarende
til 57.500 ton kvælstof pr. år,
- at nedfaldet af kvælstof fra atmosfæren til havområderne ifølge målinger er svagt
faldende, og
- at salget af pesticider til landbruget (målt som aktivt stof i ton) er reduceret med 48
%, og at anvendelsen af en række pesticider, herunder de mest grundvandstruende, er
forbudt eller strengt reguleret.
Den generelle tilstand af vandmiljøet i Danmark er imidlertid ikke ændret væsentligt
i forhold til tidligere. Overskud af kvælstof er stadig et stort problem, bl.a. i form af
nitrat i grundvand og kilder samt i havet, hvor det bl.a. resulterer i en øget
plantevækst og unaturligt store og kraftige iltsvind. Overskud af fosfor er også et
stort problem, specielt i søerne og visse kystnære områder. Fund af miljøfremmede
stoffer og tungmetaller i grundvandsboringer og mange steder i vandløb, søer og havet er
bekymrende.
Der er imidlertid ikke tvivl om, at vi med eksisterende handlingsplaner, strategier og
internationale aftaler er på rette spor og at planerne vil medføre en bedring i
miljøtilstanden, når de har haft tid til at virke.
|
Amternes Vadehavssamarbejde (1999): Vandmiljøovervågning - Marine
områder - Vadehavet. 51 sider + bilag. |
Andersen, J.M., S.G. Sommer, N.J. Hutchings & H. Damgaard Poulsen
(1999): Emission af ammoniak fra landbruget - status og kilder. I: Ammoniakfordampning -
redegørelse nr. 1 fra Danmarks JordbrugsForskning, 1999. Danmarks JordbrugsForskning og
Danmarks Miljøundersøgelser. |
Bornholms Amt (1999): Vandmiljøovervågning - Kystvande 1998. 14 sider. |
Bøgestrand, J. (red.) (1999): Vandløb og kilder 1998. NOVA 2003.
Danmarks Miljøundersøgelser. - Faglig rapport fra DMU, nr. 292. 132 sider. |
COWI (1998): Tungmetalforurening af slam fra dambrug. Kilder og
afhjælpningsforanstaltninger. |
COWI (1999): Undersøgelse af flydelag i gyllebeholdere og kommunernes
tilsyn hermed. 40 sider + bilag. |
Danish EPA (1995): Progress Report. 4th International
Conference on the Protection of the North Sea. Esbjerg, Denmark, 8-9 June 1995. Danish
Environmental Protection Agency. 247 sider. |
Danmarks JordbrugsForskning (1999): Kvælstofbalancer i landbruget.
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Danmarks JordbrugsForskning, 1999. |
DHI (1999a): Farvandsmodellen - Modeletablering. 84 sider + bilag. |
DHI (1999b): Farvandsmodellen - Hydrografi og stoftransport: 1998. 31
sider + bilag. |
DHI (1999c): Farvandsmodellen - Akkumulerede transporter, 1998. Notat af
21. november 1999. 8 sider. |
Ellermann, T., O. Hertel, K. Kemp, O.H. Mancher & H. Skov (1997):
Atmosfærisk deposition af kvælstof. Vandmiljøplanens Overvågningsprogram 1996.
Danmarks Miljøundersøgelser. - Faglig rapport fra DMU, nr. 212. 87 sider. |
Fent, K. (1996): Ecotoxicology of Organotin Compounds. Critical Reviews
in Toxicology 26(1). 117 sider. |
Frederiksborg Amt (1999): Overvågning af det sydlige Kattegat 1998.
Vandmiljøovervågning nr. 59. 26 sider + bilag. |
Fredriksborg Amt (1999): Overvågning af Øresund 1998.
Vandmiljøovervågning nr. 58. 67 sider + bilag. |
Frohn, L., H. Skov & O. Hertel (1998): Atmosfærisk deposition af
kvælstof. Vandmiljøplanens Overvågningsprogram 1997. Danmarks Miljøundersøgelser. -
Faglig rapport fra DMU, nr. 255. 97 sider. |
Fyns Amt (1999): Kystvande 1998. VANDMILJØovervågning. 187 sider. |
Fyns Amt (1999): Pesticidundersøgelser i vandløb, kildevæld og dræn.
Notat fra Natur- og Vandmiljøafdelingen. 9 sider. |
GEUS (1995): Grundvandsovervågning 1995. Særudgivelse fra Danmarks og
Grønlands Geologiske Undersøgelse. 209 sider + bilag. |
GEUS (1997): Vandressourcer. Ferskvand! Det 21. århundredes
hovedproblem? Geologi. Nyt fra GEUS nr. 2, oktober 1997. Temanummer. 16 sider. |
GEUS (1999): Grundvandsovervågning 1999. Særudgivelse fra Danmarks og
Grønlands Geologiske Undersøgelse. 114 sider. |
Graneli, E., K. Wallström & U. Larssen (1990): Nutrient Limitation
of Primary Production in the Baltic Sea Area. Ambio 19: 142-151. 10 sider. |
|
Grant, R., G. Blicher-Mathiesen, H.E. Andersen, A.R. Laubel, I. Paulsen,
P.G. Jensen. & P. Rasmussen (1998): Landovervågningsoplande, Vandmiljøplanens
Overvågningsprogram 1997. Danmarks Miljøundersøgelser. - Faglig rapport fra DMU. |
Grant, R., I. Paulsen, H.E. Andersen, A.R. Laubel, J.O. Jørgensen, P.G.
Jensen1, M. Pedersen & P. Rasmussen (1999): Landovervågningsoplande 1998. NOVA 2003.
Danmarks Miljøundersøgelser. - Faglig rapport fra DMU, nr. 293. |
Hovmand, M.F. & K. Kemp (in prep.): Tungmetalnedfald i Danmark 1998.
Faglig rapport fra Danmarks Miljøundersøgelser. |
Illerup, J.B., A. Geertinger, L. Hoffmann, & K. Christensen (in
prep.): Emissionsfaktorer for tungmetaller, 1990-1997. Danmarks Miljøundersøgelser. -
Faglig rapport fra DMU. |
Iversen, T.M., R. Grant, G. Blicher-Mathiesen, H.E. Andersen, E. Skop,
J.J. Jensen, B. Hasler, J. Andersen, C.C. Hoffmann, B. Kronvand, H.E. Mikkelsen, J.
Wagepetersen, A. Kyllingsbæk, H.D. Poulsen & V.F. Kristensen (1998): Vandmiljøplan
II - faglig vurdering. - Danmarks Miljøundersøgelser. 44 sider. |
Jensen, J.P., M. Søndergaard, E. Jeppesen, T.L. Lauridsen & L.
Sortkjær (1999): Søer 1998. NOVA 2003. Danmarks Miljøundersøgelser. - Faglig rapport
fra DMU, nr. 291. 104 sider. |
Kaas, H., Ø. Moestrup, J. Larsen & P. Henriksen (1999): Giftige
alger og algeopblomstringer. TEMA-rapport fra Danmarks Miljøundersøgelser, nr. 27/1999.
64 sider. |
Landbrugsministeriet (1991): Handlingsplan for en bæredygtig udvikling i
landbruget. |
Levnedsmiddelstyrelsen (1994): Forurening i fisk fra Øresund 1993:
Kviksølv i torsk og skrubber. |
Markager, S., T.G. Nielsen, J. Carstensen, D. Conley, K. Dahl, J. Hansen,
P. Henriksen, A. Josefson, M.M. Larsen, B. Pedersen, B. Rasmussen, J. Strand, G.
Ærtebjerg, H. Fossing, J.S. Lauersen, O. Hertel, H. Skov, L.M. Svendsen, M. Cleemann,
& G. Pritzl (1999): Marine områder. Status over miljøtilstanden i 1998. NOVA 2003.
Danmarks Miljøundersøgelser. - Faglig rapport fra DMU, nr. 290. 164 sider. |
Miljø- og Energiministeriet (1992): Lov om vandløb. |
(Miljø- og Energiministeriet (1996): Bekendtgørelse nr. 823 af 16. september 1996 om
anvendelse af affaldsprodukter til jordbrugsformål.
|
Miljø- og Energiministeriet (1997): Lov nr. 325 af 14. maj 1997 om
spildevandsrensning i det åbne land. |
Miljø- og Energiministeriet (1998): Statslig udmelding til
regionplanrevision 2001. |
Miljø- og Energiministeriet (1999): Natur- og Miljøpolitisk
Redegørelse 1999. 664 sider. |
Miljøministeriet (1987): Handlingsplan mod forurening af det danske
vandmiljø med næringssalte af 31. januar 1987. 13 sider. |
Miljøministeriet (1988): Bekendtgørelse nr. 515 af 29. august 1988 om
vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg. 18 sider. |
Miljøstyrelsen (1984): NPO-redegørelsen. 218 sider. |
Miljøstyrelsen (1990): Vandmiljø-90. Samlet status over vandmiljøet i
Danmark. Redegørelse fra Miljøstyrelsen, nr. 1, 1990. 204 sider. |
Miljøstyrelsen (1994a): Vandmiljø-94. Redegørelse fra Miljøstyrelsen,
nr. 2/1994. 150 sider. |
Miljøstyrelsen (1994b): Notat om udledninger af tungmetaller fra
beboelse i det åbne land. 3 sider. |
Miljøstyrelsen (1994c): Danmarks grundvand og drikkevand. Redegørelse
fra Miljøstyrelsen, nr. 4/1994. 37 sider. |
Miljøstyrelsen (1997a) Miljøfremmede stoffer i husholdningsspildevand,
Miljøprojekt nr. 357. |
Miljøstyrelsen (1997b): Vandmiljø-97. Redegørelse fra Miljøstyrelsen
nr. 4/1997. 172 sider. |
Miljøstyrelsen (1998): Vandmiljø-98. Redegørelse fra Miljøstyrelsen
nr. 2/1998. 114 sider. |
Miljøstyrelsen (1999a): Nationalt program for overvågning af
vandmiljøet1998-2003. Programbeskrivelse. Del 1: Tekst. Del 2: Bilag. September 1999. 200
+ 215 sider. |
Miljøstyrelsen (1999b): Punktkilder-98. Orientering fra Miljøstyrelsen,
nr. 151/1999. 136 sider. |
Miljøstyrelsen (1999c): Spildevandsslam fra kommunale og private
renseanlæg i 1997. Miljøprojekt nr. 473 fra 1999. |
Miljøstyrelsen (1999d): Bekæmpelsesmiddelstatistik. |
Miljøstyrelsen (1999e): Indberetning til Convention on long-range
Transboundary Air Pollution om nationale emissioner af NOx, NH3, tungmetaller og udvalgte
POPer. 5 sider. |
Miljøstyrelsen (1999f): Tilsyn 1998. Orientering fra Miljøstyrelsen. |
Miljøstyrelsen & Skov- og Naturstyrelsen (in prep.): Tilsyn 1999.
Orientering fra Miljøstyrelsen. |
Nordjyllands Amt, Ribe Amt & Ringkøbing Amt (1999): Åbne farvande
langs Vestkysten 1998. 97 sider. |
Ornis Consult (1987): Trends in Marine Oil Pollution 1984-1997. Working
Report from the Danish Environmental Protection Agency. 62 sider + bilag. |
OSPAR (1998): Summary Report of the Comprehensive Study on Riverine
Inputs and Direct Discharges (RID) in 1990 - 1995. |
OSPAR (in prep.): Regional Quality Status Report 2000. Greater North Sea. |
Ribe Amt (1999): Vandløb og kilder. Vandmiljøovervågning. 153 sider. |
Ringkøbing Amt (1999). Ringkøbing Fjord og Nissum Fjord 1998.
Vandmiljøovervågning. 141 sider. |
Roskilde Amt & Frederiksborg Amt (1999): Overvågning af Roskilde
Fjord 1998. Vandmiljøovervågning nr. 60. 48 sider + bilag. |
Schrøder, H. (1995): Vandbalance for Danmark. Vand & Jord, nr.
4/1995:162-165. 4 sider. |
Simmelsgård, S.E. (1991): Estimering af funktioner for
kvælstofudvaskning. In: Rude, S.: Kvælstofgødning i landbruget - behov og udvaskning nu
og i fremtiden. Rapport nr. 62. Statens Jordbrugsøkonomiske Institut. |
Skov, H., O. Hertel, T. Ellermann & C.A. Skjøth (1999): Atmosfærisk
deposition af kvælstof. Danmarks Miljøundersøgelser. - Faglig rapport fra DMU, nr. 289.
102 sider. |
Storstrøms Amt (1999): Havmiljø 1998. 126 sider. |
Søndergaard, M, E. Jeppesen, J.P. Jensen, T.L. Lauridsen, J.P. Müller,
H.J. Jensen, S. Berg & C. Hvidt m.fl. (1998): Sørestaurering i Danmark. Miljønyt, nr
28/1998 fra Miljøstyrelsen. 283 sider. |
Sønderjyllands Amt (1999): NOVA, Vandmiljøovervågning, 1998, Aabenrå
Fjord, Augustenborg Fjord, Flensborg Fjord. 47 sider + bilag. |
Vejle Amt (1999): Overvågning af kystvande 1998. 91 sider + bilag. |
Vestsjællands Amt (1999): Fjorde, kystnære områder og åbne farvande
1998. Vandmiljøovervågning. 39 sider. |
Vestsjællands Amt (1999): Isefjord 1998. Vandmiljøovervågning. 20
sider. |
Viborg Amt, Nordjyllands Amt og Ringkøbing Amt (1999): Vandmiljø i
Limfjorden 1998. NOVA 2003. 101 sider + bilag. |
Windolf, J., L.M. Svendsen, B. Kronvang, J. Skriver, N.B. Ovesen, S.E.
Larsen, A. Baattrup-Pedersen, H.L. Iversen, J. Erfurt, D. Müller-Wohlfeil & J.P.
Jensen (1997): Ferske vandområder - vandløb og kilder. Vandmiljøplanens
Overvågningsprogram 1996. Danmarks Miljøundersøgelser. - Faglig rapport fra Danmarks
Miljøundersøgelser, nr. 214, 1997. 112 sider. |
Ærtebjerg, G., J. Carstensen, D. Conley, K. Dahl, J. Hansen, A.
Josefson, H. Kaas, S. Markager, T.G. Nielsen, B. Rasmussen, D. Krause-Jensen, O. Hertel,
H. Skov & L.M. Svendsen (1998): Marine områder. Åbne farvande - status over
miljøtilstand, årsagssammenhænge og udvikling. Vandmiljøplanens Overvågningsprogram
1997. Danmarks Miljøundersøgelser. - Faglig rapport fra DMU, nr. 254. 248 sider. |
Århus Amt & Nordjyllands Amt (1999): Vestlige Kattegat og
tilstødende fjorde 1998. Tilstand og udvikling. 77 sider + bilag. |
Århus Amt (1999a): Pesticider i vandløb, kilder og søer i Århus Amt. |
Århus Amt (1999a): Århus Bugt 1998. 27 sider + bilag. |
|