| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Den Grønne Fond årsberetning 1998

Forord

Mange spændende ting er sket i Den Grønne Fond i 1998 - lige fra en trussel om nedlæggelse i forbindelse med valget i marts, til at fonden i august fik ros i en ekstern evaluering af hele fondens virke.

Den Grønne Fond startede 1998 uden bestyrelse.

Fondens hidtidige formand, Elsebeth Gerner Nielsen, meddelte i december 1997, at hun ikke ønskede at fortsætte formandshvervet.

I januar meddelte miljø- og energiministeren, at han havde udpeget en bestyrelse bestående af Lone Loklindt, Ole Albæk og mig selv som formand. Nye kræfter er kommet til - og det er altid sundt. For med nye kræfter kommer også nye indfaldsvinkler, og i bestyrelsen har vi haft mange og gode diskussioner om, hvad det er, fonden skal støtte.

Den største kilde til diskussion har været årets to store evalueringer - evalueringen af Grøn Guide-ordningen, som kom i januar, og den store evaluering af fondens samlede, fireårige virke, som blev offentliggjort i august. Seminaret "Kan statens penge til det folkelige miljøarbejde bruges anderledes?", som fonden holdt på Christiansborg i oktober 1998, har ligeledes givet stof til eftertanke.

De mange anbefalinger og input har vi taget til os - overvejet dem, diskuteret dem og brugt dem som støtte til at justere bevillingspolitikken.

Det kan man læse mere om i denne årsberetning Mange har været involveret i både evalueringerne og debatterne. De grønne guider har besvaret en lang række spørgsmål, til evalueringen af Den Grønne Fond er ca. 730 personer blevet interviewet, og 44 udvalgte projekter er set efter i sømmene, og i fondens seminar deltog ca. 150 personer. Vi mener derfor at have fået input fra en bred skare af personer og organisationer.

Tilskudsordninger er i sagens natur midlertidige - de opfylder bestemte mål på bestemte tidspunkter. Er målene opfyldt, eller er behovet blevet et andet, så bør man handle derefter. Den Grønne Fond er ingen undtagelse - og det er i det lys, man skal se de mange kræfter, der er brugt til evaluering.

Gennem forløbet er vi blevet bestyrket i, at fonden stadig har en vigtig rolle at spille.

Målet om en miljøvenlig og økologisk udvikling i bred og folkelig forstand er vanskeligt at forfølge. Det handler nemlig ikke kun om at købe de rigtige æg, spare på vandet, bruge mindre energi eller sortere sit affald. Det handler om det hele - om den måde vi indretter vores hverdag på, om vores livsstil og om de ting, vi forbruger. Det kræver et engagement i, hvordan vores mad og vores tøj produceres, hvordan vi kommer til arbejde, hvordan vi bor og vedligeholder vores hjem, hvad vi laver i fritiden osv.

Vi er glade for, at hovedkonklusionerne i evalueringen er, at vi har tacklet denne vanskelige opgave på en god og relevant måde, og at Grøn Guide-ordningen er kommet godt fra start. Og på seminaret var meldingen fra både landbrugets top og lokale græsrødder, at fonden har spillet - og stadig spiller - en vigtig rolle.

De grønne guiders fremtid har været et stort emne i 1998 – både for os og mange andre. De første 28 grønne guider startede i 1997. Deres løntilskud stopper med udgangen af 1999. Vi ved, at 1999 ville være blevet sidste år for mange af de 28 guider, medmindre der blev skudt penge i deres projekter.

Mange grønne guider og styregrupper har sat gang i en debat, både lokalt og nationalt. Bl.a.

fik to grønne guider i oktober foretræde for Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg, hvor de fortalte om deres situation. Vi i fondens bestyrelse – og andre med os - har også gjort, hvad vi kunne i vores bagland.

Det ser foreløbig ud til, at historien ender lykkeligt, at der bliver fundet flere penge til Den Grønne Fond, så vi kan hjælpe guiderne videre. Men der har været grund til bekymring.

Historien viser os to ting. For det første, at der er stor opbakning bag fondens og guidernes arbejde, at mange finder det værd at støtte.

For det andet, at der fortsat er brug for statsmidler til området. Det folkelige miljøarbejde lever stadig et skrøbeligt liv, fjerner man det økonomiske grundlag et sted, står der ikke automatisk andre til at tage over.

Men det går fremad. Stadig flere kommuner har egentlige Agenda 21-puljer, støtter en grøn guide eller ønsker økologisk mad i daginstitutionerne. Agenda 21 tages altså stadig mere seriøst, også lokalt. Men store ord og politiske udmeldinger udløser endnu ikke tilsvarende store økonomiske rammer, ligesom de ikke i sig selv ændrer på menneskers vaner – det er en langsom, men nødvendig proces. De velafprøvede initiativer er kommunerne ved at tage til sig, mens de nyskabende og tværgående initiativer stadig kan have svært ved at få lokal opbakning. Der er altså stadig en stor opgave i at hjælpe nye initiativer igang og sikre, at de formidles bredt. Så hvor andre ser 1999 som året, hvor man blot venter på år 2000, bliver det for Den Grønne Fond året, hvor vi kaster os ud i arbejdet med fornyet energi og lyst.

Elise Pedersen, februar 1999