Danmark har en meget speciel geografi med sine mange små øer og Jylland som en stor halvø. Danmark har mange kilometer kystlinie, og intet punkt i Danmark er mere end 65 km fra kysten. Derfor er Danmarks vandløb og åer små og korte, hvilket gør dem meget følsomme over for forurening.

For at beskytte omgivelserne både med hensyn til sundhed og miljø har man opbygget et system af regler og love. De bygger på Miljøbeskyttelses-loven, der i sin første form blev vedtaget i 1973.

Den danske spildevandspolitik bygger på følgende grundlag:

• udledningen af miljøfarlige stoffer skal reduceres mest muligt

• udledning af andre stoffer kan tillades, hvis vandmiljøet ikke skades

• af hensyn til vandmiljøet skal udledninger af organisk stof, kvælstof og fosfor fra større rensningsanlæg reduceres til bestemte grænseværdier

Spildevandet renses i renseanlæg, og det udledes enten til vandløb, søer, havet eller nedsiver i jorden. De stoffer, der findes i spildevandet, er dels stoffer, der allerede findes i miljøet og dels fremmede stoffer. I Danmark gøres der meget for at begrænse specielt de fremmede stoffer, for eksempel ved at skifte dem ud med mere miljøvenlige stoffer eller ved at fjerne dem ved kilden. I renseanlæggene bliver de uønskede stoffer enten nedbrudt eller skilt fra, så det vand, der bliver ledt ud, ikke er til skade.

Oprindeligt var princippet, at spildevandet skulle renses i renseanlæg, med mindre det kunne sendes direkte ud i "robuste recipienter" som for eksempel havet, som man mente kunne omsætte de forurenende stoffer uden at gøre skade. Senere har man fundet ud af, at dette ikke er nok. I 1987 vedtog Folketinget derfor Vandmiljøplan I, hvor der blev opstillet reduktionskrav for udledninger og endvidere etableret et nationalt overvågningsprogram.

Vandmiljøplanen har betydet, at alle større danske rensningsanlæg i årene 1987-96 er blevet udbygget til at kunne fjerne organisk stof, fosfor og kvælstof. De samlede omkostninger til denne udbygning har beløbet sig til mere end 9 mia. kroner. Vandmiljøplanen var den første af sin art i Europa og har haft afgørende betydning for udformningen af EU’s spilde-vandsdirektiv fra 1991. Mere end 90% af alt husspildevand og 80% af industrispildevandet ledes i dag til de kommunale afløbssystemer. Mere end 86% af spildevandet renses for fosfor og kvælstof, hvilket er det højeste tal i noget land.

Større industrier har ofte deres eget rensningsanlæg, hvis udledninger renses på samme måde som de kommunale udledninger.

Hvad angår drikkevand, er Danmark privilegeret ved, at næsten alt drikke-vand kan hentes op fra undergrunden. Det grundvand, der pumpes op af undergrunden, kræver kun en lettere behandling (iltning og filtrering), før det kan anvendes som drikkevand. I Danmark lever vi oven på vores drikkevand.

Den danske grundvandspolitik er baseret på forebyggelse og indsats ved kilden. Det indebærer, at de danske grundvandsressourcer skal sikres mod yderligere forurening, og at den forebyggende indsats skal prioriteres højere end en efterfølgende rensning. Udgangspunktet er, at der arbejdes for et generelt højt beskyttelsesniveau for alt grundvand.

Der er allerede taget mange skridt for at beskytte grundvandet. I de seneste år er ca. 170 sprøjtemidler blevet forbudt, fordi de er særlig farlige for grundvandet, og der er sat grænser for, hvor meget husdyrgødning, man må bruge på markerne. Godkendelsen af nye sprøjtemidler er meget strammere end tidligere, og amterne har udpeget områder med særlige drikkevandsinteresser, hvor der tages hensyn til grundvandets mængder, kvalitet og beskyttelse.

Myndighederne har også længe været i gang med at fjerne gamle depoter med kemikalier, et arbejde, der nu kommer speciel fokus på i områder med særlige drikkevandsinteresser.

Folketinget vedtog i 1998 Vandmiljøplan II. Den betyder, at indsatsen med at beskytte grundvandet skal yderligere forøges. Planen indebærer, at amterne nu skal udpege indsatsområder primært inden for områder med særlige drikkevandsinteresser. For de udpegede indsatsområder skal der udarbejdes indsatsplaner, der nærmere beskriver, hvordan områderne skal beskyttes.

Midler til at gennemføre indsatsplanerne er primært frivillige aftaler med landbruget om en ændret arealanvendelse. Det er dog også muligt for amter eller kommuner at pålægge rådighedsindskrænkninger. Vandværkerne – og dermed de tilsluttede forbrugere – vil normalt blive pålagt at betale økonomisk kompensation.