| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Støj fra varelevering til butikker

1. Grundlag for administration

I forbindelse med behandling af sager om støj fra virksomheder anvendes normalt Miljøstyrelsens vejledning nr. 5/1984 "Ekstern støj fra virksomheder". Denne vejledning finder som udgangspunkt også anvendelse i forbindelse med behandling af sager om støj fra butikker.

Støjen fra dagligvarebutikker hidrører primært fra trafikken på butiksområdet, fra læsseaktiviteter i forbindelse med vareleveringer og fra butikkernes faste tekniske installationer som f.eks. køleanlæg og ventilation. Problemer omkring støj fra de tekniske installationer kan normalt forebygges/afhjælpes efter samme principper, som anvendes på andre virksomheder. Kundernes kørsel til og fra butikkerne foregår næsten udelukkende i små biler (personvogne) og i dagtimerne, hvor støjfølsomheden i naboområderne er mindst og baggrundsstøjen højest. Dagligvarebutikkernes væsentligste støjproblemer optræder derfor i forbindelse med levering af varer, herunder læsseaktiviteter og kørsel med lastvogne.

1.1 Nye dagligvarebutikker

Supermarkeder og butikker er ikke godkendelses- eller anmeldelsespligtige efter miljøbeskyttelsesloven. Kommunen har som miljømyndighed derfor ikke umiddelbar mulighed for at gribe ind før etableringen af en butik, men kan alene gøre opmærksom på og vejlede omkring eventuelle støjproblemer (§ 42 stk. 5). I tilfælde, hvor en efterfølgende regulering er sandsynlig, bør kommunen tilkendegive dette.

Den simple beregningsmodel, som er beskrevet i rapportens kapitel 3, kan anvendes til overordnet at belyse støjforholdene i forbindelse med vareindlevering på en påtænkt konkret lokalitet. Hvis kommunalbestyrelsen bliver opmærksom på eventuelle problematiske støjforhold ved etableringen af en ny butik, bør virksomheden spørges om, hvorledes støjproblemerne tænkes afhjulpet. I forlængelse heraf bør virksomheden oplyses om, hvorledes sagen agtes håndteret efterfølgende, såfremt støjproblemerne ikke løses.

Ved planlægningen af nye butiksområder er det i første omgang planlægningsmyndighedens opgave at forebygge, at der opstår konflikt mellem bestående boligområder og nye butiksområder. Ligeledes ved planlægning af nye boligområder i nærheden af områder, hvor der er støj fra butikker. Den simple beregningsmodel er således velegnet til en indledende beskrivelse af støjkonsekvensområder i omgivelserne. Ved problematiske støjforhold, bør der dog foretages mere detaljerede beregninger og undersøgelser af mulighederne for at forebygge støjgener såvel fra levering af varer, som fra øvrig trafik til og fra butiksområdet. Beregningerne kan danne grundlag for specifikke bestemmelser i en lokalplan, som fastlægger, hvordan området skal indrettes og/eller en virksomhed kan drives.

1.2 Eksisterende butikker

I forbindelse med sager, som omhandler støj fra varelevering til eksisterende butikker, kan den simple beregningsmodel, jf. kapitel 3, anvendes til en overordnet belysning af støjforholdene. Eksempelvis i forbindelse med indledende sonderinger i klagesager, hvor kommunen har behov for en vurdering af klagen.

Hvis overslagsberegningerne viser, at butikken kun giver anledning til en uvæsentlig støjbelastning, som er tydeligt lavere end de vejledende støjgrænser, vil kommunen kunne afvise klagen.

Selvom der efter overslagsberegningerne er tvivl om, hvorvidt støjen er acceptabel, eller beregningerne tyder på, at der forekommer en uacceptabel støj, kan kommunen normalt ikke meddele påbud om at nedbringe støjen alene på dette grundlag. Det er i almindelighed påkrævet, at der som grundlag for den slags afgørelser foreligger en "Miljømåling - ekstern støj", som er en mere detaljeret beregning udført af særligt sagkyndige personer (jf. Bekendtgørelse om kvalitetskrav til miljømålinger udført af akkrediterede laboratorier, certificerede personer m.v. nr. 637 af 30. juni 1997). Kommunen kan med henvisning til Miljøbeskyttelseslovens § 72 stille krav til virksomheden om at lade foretage sådan en måling eller beregning.

Inden man går så vidt, er det i mange situationer formålstjenligt, at myndighederne tager kontakt til sagens parter og foretager en selvstændig vurdering af problemets indhold. I nogle situationer kan der opnås løsninger, som er bedre for sagens parter, gennem dialog og gensidige aftaler, end der kan ved myndighedernes indgreb.

Opmærksomheden henledes på, at kommunalbestyrelsens afgørelser om afhjælpning af støj fra supermarkeder, detailhandelsbutikker m.fl. ikke kan påklages til anden administrativ myndighed. (Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 367 af 10. maj 1992 om anden virksomhed end listevirksomhed, § 7 nr. 2). Afgørelsen kan på lige fod med andre afgørelser efter loven indbringes for domstolene indtil 6 måneder efter, at den er meddelt. Dette skal oplyses ved meddelelse af afgørelsen. Meddelelse af påbud/forbud sker i øvrigt efter de almindelige administrative bestemmelser i miljøbeskyttelseslovens Kapitel 10.

Som udgangspunkt anvendes retningslinierne i Miljøstyrelsens vejledning nr. 5/1984 "Ekstern støj fra virksomheder" også ved behandling af sager vedrørende støj fra butikker. De vejledende grænseværdier, som fremgår heraf, er gengivet i afsnit 1.5 i nærværende rapport.

Det skal understreges, at grænseværdierne er vejledende. De forudsættes anvendt som udgangspunkt for vurderingen af støjgener i den konkrete sag, samt for kommunalbestyrelsens eventuelle beslutning om meddelelse af påbud/forbud, herunder fastsættelse af specifikke støjgrænser. Støjgrænserne fastsættes efter en konkret vurdering i den enkelte sag, hvor både omfanget af støjforureningen og de tekniske og økonomiske muligheder for at nedbringe støjen i almindelighed bliver inddraget (proportionalitetsprincippet).

Det fremgår af vejledningen, at der undertiden i konkrete afgørelser kan fastsættes et afvigende overgangstidspunkt mellem nat- og dagperioden, for eksempel hvis en virksomheds arbejde kræver, at der begyndes særlig tidligt om morgenen. Dagperioden kan tidligst begynde kl. 06. Sådanne overvejelser kan også inddrages i forbindelse med varelevering til dagligvarebutikker.

1.3 Butiksområdet

I forbindelse med behandling af sager om støjgener fra trafik til og fra butikker skal miljømyndigheden være opmærksom på, at støjgener, der hidrører fra kørsel og læsseaktiviteter på offentligt vejareal, ikke er omfattet af konkrete indgrebsmuligheder efter miljøbeskyttelseslovens § 42.

Det er således alene de støjgener, der hidrører fra aktiviteter og kørsel på butiksområdet, der kan gribes ind overfor.

Færdsel og læsseaktiviteter på offentlig vej m.v. reguleres af politiet og henhører under færdselsloven og bestemmelser udstedt af Justitsministeriet i øvrigt. Gener fra kørsel til og fra butikker på offentlig vej må derfor eventuelt søges reguleret gennem vej- og færdselslovgivningens regler.

I forbindelse med planlægning af nye butiksområder er det imidlertid vigtigt, at planlægningsmyndigheden er opmærksom på eventuelle gener som følge af ændret benyttelse af vejnettet, og at man – udover at undersøge støjen fra selve butiksområdet – også undersøger de støjmæssige konsekvenser af til- og frakørsel til butiksområdet.

1.4 Begreber

Ekstern støj fra virksomheder beskrives under anvendelse af en række begreber og akustiske enheder. De væsentligste i forbindelse med støj fra varelevering kan defineres som følger:

1.5 Vejledende grænseværdier

Der er vejledende grænseværdier såvel for det område, hvori butikken ligger, som for omliggende områder. Grænseværdierne retter sig efter områdets karakter og anvendelse. Der er ingen grænseværdier for støjpåvirkningen på egen grund eller på offentlige vejarealer og lignende.

I de tilfælde, hvor butikker er beliggende i samme bygning som naboer, f.eks. i etageejendomme gælder særlige bestemmelser for den indendørs støj, som primært transmitteres til naboerne via bygningskonstruktioner. Disse forhold er ikke omfattet af denne rapport, som udelukkende behandler de udendørs støjforhold.

1.5.1 Grænseværdier for støjbelastning

Tabel 1.1
Vejledende grænseværdier for støjbelastning fra virksomheder målt udendørs, jf. tabel 1 i Miljøstyrelsens vejledning nr. 5/1984 .

Mere detaljeret beskrivelse fremgår af afsnit 2 i vejledning nr. 5/1984.

Grænseværdierne for støjbelastning gælder for støjens middelværdi over en længere periode, som betegnes referencetidsrummet. Referencetidsrummet er forskelligt på de forskellige tider af døgnet, jf. tabel 1.2. Princippet er, at referencetidsrummet skal lægges, således, at støjbelastningen bliver størst mulig, når man skal vurdere om en virksomhed overholder støjgrænserne. For natperioden gælder støjgrænsen således for den halve time, hvor der er mest støj.

Tabel 1.2
Referencetidsrum

1.5.2 Grænser for maksimalværdi

Ud over grænseværdierne for støjbelastning er der også vejledende grænser for støjens maksimalværdi. Grænseværdierne for maksimalværdi findes udelukkende for natperioden (tidsrummet kl. 22.00-07.00) og kun for de områdetyper, hvor der er boliger.

For områdetyperne 3 og 4 er grænseværdien 55 dB
For områdetyperne 5 og 6 er grænseværdien 50 dB

For områdetyperne 7 og 8 fastsættes grænseværdierne efter samme retningslinier, som er gældende for støjbelastning.

1.5.3 Ubestemthed

Når støjen fra en virksomhed måles eller beregnes, er resultatet behæftet med en ubestemthed. Hvis målingen blev udført en anden dag, eller hvis forholdene var anderledes, så ville den sandsynligvis give et lidt andet resultat. Ubestemtheden indikerer, hvor sikkert støjniveauet er fastlagt, og i nogle situationer er ubestemtheden lige så vigtig for brugen som selve resultatet. Derfor skal der i forbindelse med støjmåling eller -beregning altid gives en vurdering af, hvad ubestemtheden er.

Når et måle- eller beregningsresultat skal benyttes til at afgøre, om støjgrænsen i et konkret vilkår (i et påbud) er overskredet, er det myndighedernes praksis, at der først gribes ind, når der er konstateret en overskridelse, som er større end ubestemtheden. Først da er der tilstrækkelig sikkerhed for, at der er sket en overskridelse af påbudet. Derfor er der også krav om, at støjmålinger eller -beregninger til kontrolformål udføres som "Miljømåling - ekstern støj", og myndighederne kan desuden stille krav om, at ubestemtheden skal være passende lille.

Orienterende støjmålinger og beregninger med den simple beregningsmetode, jf. kapitel 3, er derfor som udgangspunkt ikke tilstrækkeligt grundlag til, at myndighederne kan gribe ind. Nogle gange kan sagen dog godt behandles, selv om støjniveauet kun kendes med en stor ubestemthed. Det er tilfældet, når det målte eller beregnede støjniveau er så lavt, at de vejledende grænseværdier med stor sikkerhed ikke er overskredet. Myndighederne kan også - på baggrund af orienterende målinger eller beregninger, som indikerer en væsentlig overskridelse af de vejledende grænseværdier - indlede en drøftelse med sagens parter for at få løst problemerne.

Når de støjmæssige konsekvenser skal vurderes på forhånd, fx i forbindelse med planlægning, spiller ubestemtheden ikke umiddelbart nogen rolle. I sådanne situationer er det beregningsresultatet, som direkte sammenlignes med de vejledende støjgrænser uden tillæg eller fradrag for ubestemthed.