Den Grønne Fond - Årsberetning 2000 ForordÅr 2000 var året
Med aftalerne forud for vedtagelsen af finansloven for 2001 blev der - i det mindste for en periode - skabt ro om Den Grønne Fond. Det glæder mig at vi i bestyrelsen for Den Grønne Fond fortsat får mulighed for at understøtte det folkelige miljøarbejde, uanset om det folder sig ud lokalt, nationalt eller internationalt. Hermed sker der også en konkret opfølgning på Århus-konventionen og dens principper om at befolkningen og de grønne bevægelser har en vigtig rolle at spille både når miljøpolitikken skal udformes, og når den skal gennemføres. Finanslovsaftalen for 2001 gjorde det også muligt at lade grøn guide-ordningen fortsætte med uformindsket styrke et par år frem. 100 grønne guider spredt over det ganske land er et vigtigt element i det lokale arbejde for bæredygtig udvikling. Jeg er overbevist om at den forestående evaluering af grøn guide-ordningen vil understrege dette og sætte fokus på guidernes særlige rolle som uafhængig katalysator og vejleder i den lokale miljøindsats. En søndag i starten af maj var Den Grønne Fond og Den Grønne Jobpulje forsidestof i Jyllandsposten og hovedhistorien i TV2-nyhederne. Hen over en hel side i Jyllandsposten kunne man læse om de underlige initiativer som får støtte fra fonden og Jobpuljen. Bæredygtigt tøjdesign og en økologisk frisør var de eksempler som skulle vise at skattekronerne er dårligt anvendt i disse to ordninger. Enkeltprojekter kan altid diskuteres, men i dette tilfælde er der ikke skygge af tvivl om at begge projekter har haft stor betydning for den faglige og miljøpolitiske debat inden for hver deres branche. Debatten har simpelthen fået en helt ny dimension, og ideerne breder sig til andre tøjdesignere og frisører. Artiklen i Jyllandsposten gav imidlertid Rigsrevisionen anledning til at se nærmere på administrationspraksis i de to ordninger. En grundig undersøgelse blev igangsat, men det viste sig snart at der ikke var noget at komme efter. I september konkluderede Rigsrevisionen at gældende foreskrifter er overholdt, og at midlerne anvendes i overensstemmelse med de lovgivningsmæssige rammer. For et år siden glædede jeg mig på dette sted over at der nu langt om længe kom gang i arbejdet med en national strategi for bæredygtig udvikling. Nu skulle der føres en bred, offentlig debat om hvordan et bæredygtigt Danmark ser ud, og om hvordan vi kan nå derhen. Men sådan gik det ikke. Hele 2000 gik med indledende analyser internt i regeringen. Først ved udgangen af 2000 forlød det at nu gik man så i gang med at skrive et udkast til strategien. Dette udkast vil foreligge i marts 2001 hvor de folkelige organisationer og andre så kan komme med kommentarer, ideer og forslag frem til udgangen af april. Herefter rettes strategien til og offentliggøres den 5. juni 2001. Det er meget kort tid hvis man reelt vil have en folkelig debat. Jeg trøster mig dog med at miljø- og energiministeren gang på gang har sagt at bæredygtig udvikling er en proces som fortsætter også efter 5. juni. Jeg vil endda tillade mig at gå endnu længere - strategien er ikke slutningen, men begyndelsen. Sidste år troede jeg på at borgere, lokalgrupper, foreninger og ildsjæle skulle være med til at sikre at den nationale strategi også blev befolkningens strategi. Det tror jeg stadigvæk for vi har forberedt os godt både i Den Grønne Fond, i foreningerne og organisationerne og blandt græsrødderne. Så regeringen skal nok få modspil til sit strategiudkast. I fonden har vi gjort alt hvad vi kunne for at skabe mulighederne for en bred deltagelse. En række grønne organisationer - stort set alle der har søgt - har fået støtte fra fonden til at engagere sig i arbejdet omkring den nationale strategi og i de danske (og internationale) forberedelser til FN's konference om Miljø og Udvikling (Rio+10) der afholdes næste år i Sydafrika. Hvis de folkelige kræfter som står bag ønsket om en miljøvenlig og økologisk udvikling, skal tages alvorligt, skal den nationale strategi først og fremmest være et startskud til alt det der følger efter. Så skal regeringen i umiddelbar forlængelse af strategien sætte initiativer i gang som viser at Danmark er villig til at sætte handling bag ordene.Vognen skal holdes i gang, og der skal tages fat på nogle af de svære udfordringer. Kun på den måde kan hele perioden frem til Rio+10 blive en engagerende og perspektivrig proces hvor der både lokalt og i de enkelte samfundssektorer gøres en energisk indsats for at konkretisere bæredygtig udvikling. Vi skal alle holde regeringen fast på de mål der bliver fastsat i strategien. Vi skal være med til hele tiden at spørge til hvilke konkrete handlinger regeringen har sat i værk for at nå målene, spørge til hvorfor der ikke sker mere, eller hvorfor ting skal gå så langsomt.Vi skal alle sætte vore fingeraftryk på gennemførelsen og videreudviklingen af strategien, og det er jo - når det kommer til stykket - det allervigtigste.
|