| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Det dansk-grønlandske miljøsamarbejde

Hvidhvaler i oprørt hav

Biologerne tæller hvidhvaler. Fangerne lever af at jagte dem. Myndighederne skal afgøre, om det er forsvarligt at forsætte fangsten af hvidhvaler i samme omfang, som det er foregået i årtusinder.

Hvidhvaler i pakisen. Hvidhvalerne overvintrer i Vestgrønland og trækker i slutningen af foråret nordpå til Thuleområdet og Canada. Om efteråret trækker hvidhvalerne flokvis tilbage.

Hvidhvalen er i fokus. Der er lagt op til, at der skal være kvoter på, hvor mange hvidhvaler, der må nedlægges. Fangerne er uenige med myndighederne. De mener, at der er lige så mange hvidhvaler, som der altid har været og beskylder biologerne for at være for dårlige til at tælle. Som sædvanlig er det politikerne og Direktoratet for Miljø og Natur, der skal agere opmænd i den standende strid.

Kort sagt: Forvaltningen af hvidhvalerne er et aktuelt eksempel på, hvordan bæredygtighed skal praktiseres i fremtiden.

Ved hvidhvalfangst må man skelne mellem de forskellige sæsoner. Fra overvintringsområderne i Vestgrønland, fra Qeqertarsuaq (Godhavn) mod syd til Nuuk (Godthåb), trækker hvidhvalerne mod nord i forårsmånederne, når isen bryder op. De følger iskanten til Thuleområdet og Canada og kan i forårsmånederne blive fanget i revner i isen. Hvidhvalerne bliver nordpå i sommermånederne. Om efteråret trækker hvidhvalerne tilbage igen i store flokke.

"Hvis nogen fra fjeldet eller fra en jolle ude på havet har set en flok, så vil der lyde råb gennem hele bygden og VHFradioerne vil gløde med meldingerne om hvidhvaler", fortæller Bo Albrechtsen, museumsleder i Upernavik. Distriktet er kendt som et af de steder, hvor der nedlægges mange hvidhvaler, og hvor hvidhvalfangst virkeligt betyder noget for fangernes økonomi. "Så springer fangerne i deres både, der som regel står klar med store mængder benzin, patroner og rifler."

Om foråret foregår fangsten med kajak fra iskanten. Om efteråret foregår jagten på åbent hav ved, at man skyder med kraftige rifler, og er man heldig at få ramt en hval, skynder man sig hen med en håndharpun, så den ikke synker.

Det er slut med alle andre metoder. Slut med at spærre hele fjordmundinger af, som man brugte det 2 steder i Grønland i 30erne og 40erne. Det er ligeledes slut med omringningsfangst, som man gjorde det i 60erne og 70erne og i særdeleshed i 80erne frem til 1995. Hvidhvalen er jo et flokdyr, som det har været ret let at dirigere. Akkurat som med grindefangst på Færøerne, hvor man driver en flok hvaler ind i en bestemt vig.

Omringningsfangst blev forbudt fra sæsonen i 96. Hvidhvalerne bliver nu fanget med tre metoder: om efteråret med det man kalder åbenvandsgarn, ligeledes om efteråret fra joller og små kuttere, hvor hvidhvalerne opsøges på åbent hav og om foråret fra iskanten, hvor kajakken stadig er et nyttigt redskab.

Når kajakken fortsat er uovertruffen ved forårsfangsten skyldes det afstanden ud til iskanten. Kajakken transporteres på hundeslæden ud til iskanten, hvor fangeren venter på sæl, narhval eller hvidhval.

Som museumsmand er Bo Albrechtsen interesseret i, hvordan tingene er foregået førhen. "Jeg har lavet nogle optegnelser over, hvordan kajakfangere tidligere fordelte fangsterne af narhval og hvidhval", fortæller Bo Albrechtsen. "Der var helt bestemte regler for, hvordan en hval blev delt i fem portioner og hvilke fem personer, der så skulle  modtage hver sin portion. Først fordeles mattaqen, huden - som er en delikatesseså kødet og endelig knoglerne. Derved er der traditionelt fem familier, der får andel i en hval."

Det er noget helt andet, når der bliver fanget mange hvaler på en gang. Så kan der være tale om indhandling til indhandlingsskibe eller lokale småfabrikker. Dette sidste er der dog ikke i Upernavikområdet, hvor fabrikkerne udelukkende indhandler hellefisk. Indhandlingsskibe opkøber mattaq og kød af fangerne til videresalg på kysten.

Ifølge Bo Albrechtsen har der været debat over alt om hvidhvalernes og fangernes situation. I radio og fjernsyn, hvor også fangerne fra Upernavik-distrikt har deltaget og i dagspressen. Enkelte af de lokale fangere har været inviteret til Nuuk for at deltage i paneldebatter, nu hvor det trækker op til stramninger - det vil sige kvoter - på hvidhvalsfangsterne. Repræsentanter for biologerne og for myndighederne har været til diskussion i forsamlingshusene osv.

I de tyve år, der er foretaget tællinger af hvidhvalsbestanden, er bestanden gået kraftigt tilbage. Hvis politikerne ikke skal sidde det overhørigt, er de nødt til at lave stramninger, dvs. kvoter på hvidhvalerne nu.

Men det får følger for lokalsamfundet. De indgreb, der kommer fra Hjemmestyret, vil ændre ved den traditionelle måde at fordele hvalkødet på. "Det har jeg selv oplevet længere nordpå i en af bygderne, hvor jeg boede, da forbuddet mod omringningsfangst blev indført i 1995", fortæller Bo Albrechtsen. "Pludselig var hvalfangsten og fordelingen af kødet og mattaqen ikke en sag for hele bygden."

Med et slag gik fangsten og kødfordelingen fra at være en fælles sag til at være en del af den enkeltes pengeøkonomi.

I bygderne i Upernavik-distrikt indhandler man hellefisk, hvalros og isbjørn. Det er disse fangstdyr, der virkelig er penge i sammen med hvidhvalerne.

Narhval nedlagt i Kullorsuaq. Narhvalens tand kan alene indbringe omkring 5.000 kr.

En hvidhval af mellemstørrelse (knap 3 meter) kan indbringe 10-15.000 kroner og er der tale om en narhval, som er større og med tand, kan indtjeningen nå op på 20.000 kroner.

Timothæus Petersen er formand for den lokale fanger- og fiskerforening i Kullorsuaq, den nordligste bygd i Upernavikdistrikt. Nordpå strækker sig Melvillebugtens isøde.

Da Timothæus så mit kort over området, konstaterede han med det samme, at det var forældet. Gletcherne er smeltet væk i et sådant tempo, at der er opstået øer og nye skær foran isranden.

Hvad er fangernes syn på debatten om hvidhvalerne? "Biologerne siger, der er bare 8.000 hvidhvaler tilbage, og fangerne siger, at der er flere. Det er os, der ser dem, når de svømmer forbi Kullorsuaq", siger Timothæus Petersen og fortæller, at om foråret fanger de gerne en til to hvidhvaler fra iskanten i Kullorsuaq. Om efteråret sejler man ud i joller efter alt muligt, men "hvis vi ser hvidhval, så kalder vi hinanden over VHF´en".

Der er allerede kvoter for, hvor mange finhvaler og vågehvaler, der må nedlægges.

"Hjemmestyret vil sikkert kræve, at vi kun må skyde 400 hvidhvaler om året", siger Timothæus Petersen, "men fra vores side har vi sagt til Hjemmestyret, at biologerne mangler beviser. Vi mener, der skal mere end to år til at få foretaget nogle pålidelige tællinger. Hvis vi samarbejder med biologerne om det, er vi tilfredse."

Hvalros og isbjørn er forbeholdt fuldtidsfangere.

"Hvis Hjemmestyret siger, at der kun må skydes 400, så mener vi, at det kun er fuldtidsfangere, der skal kunne jage hvidhvaler."

Skal man meget kort opsummere livet som fanger i Kullorsuaq, så består arbejdet til daglig i at skyde sæler. Det giver mad til hunde og mennesker, skind til salg.

"Vi indhandler kun hellefisk omkring 4 måneder om året, der er ikke lagerplads til mere", siger Timothæus Petersen. "Derfor er det meget vigtigt med hvidhvalerne, fordi de giver meget mere end sælskind. Vi har husleje, telefon og elektricitet, som vi skal betale. Hvis ikke vi fanger hvidhvaler, har vi ikke til huslejen."

Timothæus Petersen er fortaler for at vente nogle år med at indføre kvoter, så man finder ud af, om det er rigtigt, at der er sket en voldsom tilbagegang i antallet af hvidhvaler.

"Vi siger ikke, at vi aldrig tror på biologerne, men i de sidste to år har vi samarbejdet meget lidt med biologerne. Hvis biologerne skal vide mere om hvidhvaler, skal vi samarbejde mere end før. Biologerne tror ikke altid på fangerne, hvad vi mener om hvidhvaler, og hvor mange vi tror, der er. Men fx i 1999 kom biologerne meget sent og fløj herfra meget tidligt. Før de kom, så vi hvidhvaler, og da de var fløjet væk, så vi hvidhvaler."

"Hvis biologerne skal vide mere om hvidhvaler, skal de komme tidligt og blive længere," slutter den lokale fanger- og fiskerforenings formand.

Diskussionerne går fortsat højt om hvidhvalerne. Hjemmestyrets synspunkter varetages af en konsulent i hvalspørgsmål. Hans arbejde drejer sig om at tage del i diskussionerne, ligegyldigt om de udfolder sig i dagspressen eller i forsamlingshusene. En slags omrejsende cirkulære. I øjeblikket hedder konsulenten Bjørn Rosing.

"Jeg var ude knapt to måneder i vinter for at bringe budskabet ud."

Hvad var så budskabet fra Hjemmestyret? "Det var, at hvidhvaler og narhvaler skal have kvoter i nærmeste fremtid. Og jeg skulle forklare, hvorfor de skulle kvoteres.

Hvad forklarede du så? "At tællinger viste en markant nedgang. Der har været henstillinger siden starten af 90erne om at sætte fangsttrykket ned på hvidhvaler."

Men optællingerne er blevet voldsomt kritiseret.

"Ja, det var - for at sige det mildt - meget livlige møder. Jeg har arbejdet i 10 år med nogenlunde samme opgave. Det her er det voldsomste, jeg har været med til. Man bliver i hvert fald ikke populær."

Diskussionen ligner til forveksling den krigstilstand, der i perioder er i Danmark mellem myndighederne og biologerne på den ene side og fiskerne på den anden. Og lige som med en række fiskearter i Danmark, vil der i Grønland blive fastsat en kvote på hvidhvaler, formentlig 400 hvidhvaler om året, hvilket omtrent er en halvering af et normalt års fangst.

Det er mattaqen - hvidhvalens hud - der er penge i. Et stykke mattaq på størrelse med en bogside kan indbringe omkring 200 kr.

Grindefangsterne på Færøerne har været minutiøst opgjort siden 1650. Vel nok verdens ældste jagtstatistik. På Færøerne har man haft den pragmatiske holdning, at når man siden 1650 har kunnet nedlægge det samme antal - i gennemsnit - år efter år gennem århundreder, så kan bestanden bære det. Jeg spurgte Bjørn Rosing, om man kunne tænke sig noget lignende med hvidhvalerne i Grønland..

"Det mener forskerne ikke", svarer han. "De mener, der er sket en markant nedgang i bestanden." Grønland har haft fangstregistrering fra 1860erne. Siden er der sket så meget. Bådene er blevet bedre, våbnene er blevet bedre osv.

"Det er rigtigt," siger Bjørn Rosing. "Påhængsmotoren den er barsk. Før på-hængsmotoren kom vi nogen gange tilbage uden noget. Nu med påhængsmotoren kan man dække et kæmpestort område, og det er meget sjældent, at man kommer hjem uden fangst."

Men påhængsmotoren er et tveægget sværd. Bjørn Rosing boede og arbejdede i Upernavik fra slutningen af 60erne til 1980. De første tre år var påhængsmotoren forbudt, man ville ikke have forstyrret sæljagten. Da påhængsmotoren fandt indpas, blev hvidhvalerne sjældnere i nærheden af beboede områder.

Bjørn Rosing ser visse tegn på, at hvidhvalerne i nogen grad har ændret udbredelse. Mens hvidhvalerne aldrig tidligere blev rapporteret fra Paamiut, er der i de sidste år kommet en række oplysninger om, at der er set hvidhvaler om vinteren i dette område.

Når man som Bjørn Rosing har til opgave, at opholde sig i orkanens øje, giver det indblik i både biologernes og fangernes verden.

På den ene side konstaterer han om forskernes vanskeligheder: "Hvis dyrene skal erklæres for truede arter, kræver det nærmest, at biologerne lægger lig på bordet."

På den anden side konstaterer han, at fangernes respekt for forskerne kan ligge på et meget lille sted: "Sporene skræmmer. For få år siden blev det sagt, at den sidste hvidhval ville være død i år 2000. Jeg kan godt forstå, at fangerne er meget forbeholdne over for den strikse fortolkning af optællingerne."

Da jeg påpeger, at det er en uholdbar situation, hvis fangerne ikke i rimelig grad er enige med biologerne, svarer Hjemmestyrets konsulent i hvidhvalspørgsmål: "Der bliver lovgivet, så bliver de nødt til at rette sig efter det."