| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Nye veje til Konkurrencefordele
Rengøring er et produkt, som kunderne forventer er billigt. Derfor er det sin sag at
arbejde med grønne ydelser på et marked, hvor prisen ofte er udslagsgivende. I
servicevirksomheden ISS forsøger man at håndtere det dilemma ved at kombinere arbejdet
med arbejdsmiljø, kvalitet, økonomi og miljø.
- I 1960'erne fik ISS sat rengøring i system gennem f.eks. tidsstudier og ensartede
metoder. Det var grundlaget for vores vækst. Siden har vi løbende arbejdet på udvikling
af vores metoder, siger Jesper Møller, Executive Vice President i ISS.
ISS har undersøgt arbejdsmiljø, kvalitet, økonomi og miljø i en lang række
rengøringsmetoder. På den måde fandt de blandt andet en gulvmoppe, som både er
effektiv og økonomisk og skånsom over for miljø og arbejdsmiljø. En af moppens fordele
er, at den ikke bruger så meget vand. Det skåner miljøet og giver et bedre
arbejdsmiljø, fordi der ikke skal løftes så meget. Det er også en stor fordel for
arbejdsmiljøet, at de nye mopper og klude giver mindre modstand, når man bruger dem.
Når ISS undersøger rengøringsmetoderne, er det ikke nok, at et produkt klarer sig
rigtigt godt på et af de fire områder. Der er minimumskrav til alle fire. Den nye
gulvmoppe er en succes, og planen er, at den skal bruges i flere og flere lande, hvor ISS
arbejder.
Store kunder anerkender
- Vi tror, at særligt de større internationale kunder vil anerkende, at vi arbejder
seriøst med miljøet. Vi kan mærke en efterspørgsel på miljøet fra større
organisationer, som har professionelle indkøbere ansat. Det gælder f.eks. i
hospitalssektoren. Men vi ved også, at prisen er meget i fokus. Derfor har vi en blandet
approach, hvor det handler om at tilgodese både kunder, medarbejdere, investorer og alle
andre stakeholdere.Vi går efter langsigtede holdbare løsninger, siger Jesper Møller.

Hos ISS Danmark byder virksomheden kun på rengøringsopgaver, hvor kvalitet indgår
som en parameter i udbuddet. Dermed kommer der også fokus på miljø og arbejdsmiljø.
ISS anvender så vidt muligt Svanemærkede vaskemidler og samarbejder med de faste
leverandører om at få de Svanemærkede produkter distribueret til lande uden for Norden.
Men for de professionelle indkøbere vejer det tungere, om der er dokumentation for et
ordentligt miljøstyringssystem.
ISS Danmark A/S, København, 15.000 medarbejdere.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top
|