|
Afgivelse af stoffer fra produkter af chloropren 7 Vurdering af sundhedseffekter og risiko ved screeningsanalyse
7.1 Screening for sundhedseffekter af de konstaterede stoffer i chloroprenPå baggrund af resultaterne fra de gennemførte screeningsanalyser blev der foretaget en indledende gennemgang af de konstaterede stoffers mulige sundhedsskadelige virkninger. Analysen blev gennemført ved at kombinere stoffernes CAS-numre med oplysninger fra listen over farlige stoffer og anden let tilgængelig litteratur. For de stoffer hvor der ikke er fundet oplysninger, er egenskaberne vurderet ud fra beslægtede stofgrupper. Endvidere er der i et vist omfang taget hensyn til oplysninger i diverse nye undersøgelser. I Tabel 7.1 er vist klassificeringen af de stoffer der er anført i listen over farlige stoffer. For stoffer der ikke er klassificeret, er der foretaget sammenligninger med klassificerede stoffer. Det stof der er foretaget sammenligning med, er anført i tabellen sammen med klassificeringen. Hvor der er foretaget sammenligninger, er dette angivet med kursiv. Tabel 7.1 Screening af mulige sundhedsskadelige effekter
Noter til tabel 7.1: 7.2 Vurdering af sundhedseffekter og risiko på baggrund af migrationsanalysernes resultatPrincipperne for vurderingen af sundhedsrisiko er baseret på EUs reviderede Technical Guidance Document (TGD) for risikovurderinger. Der er taget udgangspunkt i en eksponering af en voksen person på 70 kg. Der er kalkuleret med følgende overfladearealer af hud ved eksponeringen hvilket svarer til det indvendige overfladeareal af produkterne:
Optagelsen er derefter beregnet ud fra: Optagelse (µg/kg pr. dag) = påvirket hudareal (cm²) x mængde pr. areal (µg/cm²)/personvægt (kg). I beregningen er forudsat at påvirkningen sker maksimalt 1 gang pr. dag i de timer der tidligere er angivet for de enkelte produkter. Endvidere er det forudsat at 100 % af stoffet optages. Resultaterne af migrationsforsøgene samt dykkerforsøget er omregnet til koncentrationer i kroppen ud fra de angivne antagelser om optagelse. Beregningerne er gennemført ud fra data angivet i tabel 5.1 og Tabel 6.1. Tabel 7.2 Oversigt over stoffer der potentielt kan optages.
Den mulige optagelse hvor 100% af stoffet forudsættes optaget, sammenlignes med oplysninger for det pågældende stof i form af NOAEL (No Observed Adverse Effect Level) LOAEL (Lowest Observed Adverse Effect Level) eller andre relevante data i det omfang det er muligt at fremskaffe dem. 7.3 Vurdering af udvalgte stofferI det følgende er foretaget en vurdering af de enkelte stoffers potentielle sundhedsmæssige effekter. I vurderingen er der lagt vægt på de egenskaber der er relevante for hudkontakt og hudpåvirkning. Der er primært søgt data om hudgennemtrængelighed og hudoptagelse samt hudirritationer. Hvor det har været muligt, er de målte værdier for koncentrationer og de beregnede værdier for optagelse sammenlignet med NOAEL, No Observed Adverse Effect Level. For stoffer hvor fordampning er relevant, er der ligeledes søgt data om NOAEC, No Observed Adverse Effekt Concentration. 7.3.1 Isophoron7.3.1.1 Identifikation
Isophoron har kogepunktet 215°C og smeltepunktet 8,1°C (Lide, DR). Stoffet er opløseligt i ether, acetone og alkohol og anvendes som opløsningsmiddel for stoffer der vanskeligt opløses i andre opløsningsmidler. Stoffet er ligeledes opløseligt i vand 12 g/liter (Kirk-Othmer). Stoffets fordelingskoefficient mellem octanol og vand log KOW er 1,7 hvilket betyder at stoffet er mere opløseligt i organiske stoffer end i vand (Veith, 1980). Isophoron har et damptryk på 0,438 mm Hg ved 25°C (Daubert, 1989). 7.3.1.2 Fundne mængderIsophoron er fundet i de to test med dykkerdragter. I laboratorietesten blev der konstateret en koncentration på 150 µg/liter svarende til en optagelse på 3 µg/kg ved 100 % optagelse. Ved dykkerforsøget blev der målt en mængde på 0,1 µg/kg ved 100 % optagelse. Begge mængder er baseret på de tidligere beskrevne forudsætninger om kontakttid pr. dag. 7.3.1.3 Stoffets funktionIsophoron finder teknisk anvendelse som højtkogende opløsningsmiddel til klæbestoffer og ovntørrende lakker. Anvendes bl.a. til PVC-pastamasser. Det vurderes at i relation til chloroprenprodukter er isophoron anvendt i forbindelse med klæbning eller laminering. 7.3.1.4 KlassificeringIsophoron er optaget på listen over farlige stoffer og klassificeret under EU index nr. 201-126-0 (Listen over farlige stoffer, Miljøministeriet 2002):
7.3.1.5 Sundhedsmæssige forholdIsophoron er beskrevet i IUCLIDs datablad fra 2000 (IUCLID, isophoron). Af dette fremgår følgende.
Isophoron er beskrevet i Environmental Health Criteria 174. Heraf fremgår bl.a. følgende:
7.3.1.6 VurderingDa stoffet er hudgennemtrængeligt, forudsættes 100 % optagelse. Den potentielle optagelse ligger på henholdsvis 0,003 og 0,001 mg/kg legemsvægt. Den laveste, fundne værdi for NOAEL er 150 mg/kg ved indtagelse. For dermal optagelse er der ikke fundet data for NOAEL. Der er fundet en LD50 for dermal optagelse for kaniner på 1.200 mg/kg. Det vurderes derfor at optagelse gennem huden ikke vil have nogen sundhedsmæssige effekter. Det vurderes ligeledes at de relativt lave observerede koncentrationer på 0,15 mg/liter ikke vil give anledning til irritationer. På baggrund af de meget lave koncentrationer vurderes det samlet at stoffet ikke umiddelbart giver anledning til sundhedsmæssige problemer. 7.3.2 Toluen7.3.2.1 Identifikation
Toluen har et kogepunkt på 110,6°C og et smeltepunkt på -94,9°C. Stoffet er blandbart med de fleste opløsningsmidler. Det har en opløselighed i vand på 526 mg/liter. Det har en log KOW på 2,73 hvilket viser at stoffet er langt mere opløseligt i organiske opløsningsmidler end i vand. Toluen har et damptryk på 28,4 mm Hg ved 25°C. 7.3.2.2 Fundne mængderDer er fundet toluen i analyserne af waders. Der er blevet målt en koncen-tration på 0,12 µg/gram der svarer til en optagelse på 0,418 µg/kg hvis hele mængden optages. Der er ikke fundet toluen i andre produkter. 7.3.2.3 Stoffets funktionToluen er et teknisk opløsningsmiddel som finder anvendelse i mange applikationer. I relation til chloroprenprodukter vurderes det at toluen er anvendt som opløsningsmiddel i forbindelse med klæbning eller laminering af gummi og tekstil. 7.3.2.4 KlassificeringToluen er optaget på listen over farlige stoffer og klassificeret under EU index nr. 601-021-00-3 (Listen over farlige stoffer, Miljøministeriet 2002):
Der er foreslået en ny klassificering for toluen (EU's Risk Assessment report nr. 30). Denne kommende klassificering er:
7.3.2.5 Sundhedsmæssige forholdToluen er beskrevet i Risikovurderingsrapport vol. 30 fra EU (EUs Risk Assessment report no. 30). Heraf fremgår bl.a. det følgende.
7.3.2.6 VurderingDa toluen er hudgennemtrængeligt og optages i kroppen, forudsættes 100 % optagelse. En del af toluenen vil dog kunne fordampe da stoffet er flygtigt og optages via indånding. Den potentielle optagelse fra produktet ligger på 0,0004 mg/kg legemsvægt og ligger langt under den fundne værdi for NOEAL på 625 mg/kg. Toluen findes i koncentrationer på 0,0046 µg/cm³ i produktet hvilket giver et samlet indhold af toluen på 0,029 mg. Denne mængde kan teoretisk set fordampe da toluen er meget flygtigt. Det vil dog ikke give anledning til koncentrationer i luften der kan medføre sundhedsmæssige problemer. På baggrund af ovenstående vurderes det derfor at den fundne mængde toluen ikke har nogen sundhedsmæssig betydning. 7.3.3 Phenol7.3.3.1 Identifikation
Phenols kogepunkt er 182°C, og dets smeltepunkt er 41°C. Stoffet har et damptryk på 0,35 mm Hg ved 25°C. Phenol er opløseligt i de fleste organiske opløsningsmidler. Vandopløselig-heden er 66 gram pr. liter. Ved temperaturer over 65°C er det fuldt blandbart med vand. 7.3.3.2 Fundne mængderDer er fundet phenol i handsker nr. 7. Der er målt en mængde på 0,9 µg/gram svarende til en mulig optagelse på 0,744 µg/kg. 7.3.3.3 Stoffets funktionPhenol finder ikke umiddelbart anvendelse i chloroprenprodukter. Det vurderes at phenol optræder som urenhed i phenolresion. Phenolresioner anvendes til imprægnering af tekstil for at få bedre vedhæftning til gummiet. 7.3.3.4 KlassificeringPhenol er optaget på listen over farlige stoffer og klassificeret under EU index nr. 203-632-7 (Listen over farlige stoffer, Miljøministeriet 2002):
7.3.3.5 Sundhedsmæssige forholdPhenol er giftig med en dødelig dosis for mennesker på 50-500 mg/kg. Nogle personer kan være hypersensitive med dødelige eller meget alvorlige effekter til følge efter eksponering af lave doser. Gentagen udsættelse for drikkevand forurenet med phenol over flere uger er rapporteret. Den estimerede mængde der blev optaget, lå på 10-240 mg/dag og resulterede i hudskader i munden, diarre og mørk urin. 6 måneder efter udsættelsen var der ingen blivende effekter (IARC, 1999). Phenol er hudgennemtrængeligt og absorberes hurtigt for alle optagelsesveje. Effekter er set på centralnervesystemet, hjertet, blodbanen, lunger og nyrer. Det er dog ikke angivet ved hvilke koncentrationer disse effekter er set (HSDB, summary). Observerede effekter fra kortvarig eksponering kan omfatte chok, koma, delirium og død. Længerevarende eller gentagen eksponering kan resultere i skader på lever, nyrer og øjne. Ændringer i hudens pigment er set. Indånding kan medføre lungeirritationer og ødemer. Phenol er beskrevet i et IUCLID-datablad fra 2000. Heraf fremgår blandt andet: Test viser at phenol ikke er sensibiliserende. I et 28-dages forsøg med mus viste oral indtagelse effekter på røde blodlegemer og på niveauet af antistoffer i blodet. LOAEL er bestemt til 1,8 mg/kg legemsvægt. I en undersøgelse af rotter (Argus Research Laboratories, 1997) hvor effekter på udviklingen af afkommet blev undersøgt, blev NOAEL bestemt til 60 mg/kg pr. dag for fosterskader. En benchmarkdosis blev beregnet til 93 mg/kg pr. dag og med en sikkerhedsfaktor på 300 blev referencedosis bestemt til 0,1 mg/kg/dag. Phenol er ikke betegnet som kræftfremkaldende (IARC, gruppe 3) på grund utilstrækkelig evidens for både mennesker og dyr (IARC, 1999). 7.3.3.6 VurderingDa phenol er hudgennemtrængeligt, antages at 100 % optages i kroppen. Den fundne referencedosis for fosterskadende effekt ligger på 100 µg/kg/dag og ligger væsentligt over den beregnede værdi på 0,7 µg/kg som potentielt kan optages dagligt. I forhold til den fundne LOAEL på 1.800 µg/kg ligger den beregnede optagelse som er på 0,7 µg/kg, ligeledes på et acceptabelt niveau. På baggrund af ovenstående må det konkluderes at den fundne mængde phenol ikke har nogen sundhedsmæssig effekt. 7.3.4 Dibutylformamid7.3.4.1 Identifikation
7.3.4.2 Fundne mængderDibutylformamid er fundet i knæbandager, dykkerhætte og dykkerdragt. Fra knæbandager kan der optages en mængde svarende til 1,3 µg/kg pr. dag ved 100 % optagelse. Fra dykkerhætten kan der optages en mængde svarende til 0,4 µg/kg pr. dag ved 100 % optagelse. Dykkerdragten er analyseret to gange - i laboratoriet og i praksis. I laboratoriet blev der fundet en mængde på 5,7 µg/kg pr. dag og i praksis 0,7 µg/kg pr. dag. Den analyse der baserer sig på det praktiske forsøg, vurderes som værende den mest korrekte. 7.3.4.3 Stoffets funktionDibutylformamid finder ikke direkte teknisk anvendelse i chloroprenprodukter, men er et nedbrydningsprodukt fra de anvendte acceleratorer. 7.3.4.4 KlassificeringStoffet er ikke klassificeret under EU (Listen over farlige stoffer, Miljøministeriet 2002). Stoffet dimethylformamid der i struktur minder om dibutylformamid, er klassificeret under EU index nr. 616-001-00-X:
7.3.4.5 Sundhedsmæssige forholdDer er ganske få oplysninger tilgængelige om stoffet dibutylformamid. Stoffet er beskrevet i nogle få artikler under TOXLINE, men disse handler primært om analysemetoder. I en artikel af Chang P-H et al. (1973) er dimethyl-, diethyl-, dipropyl- og dibutylformamid kort beskrevet. For både akut og kronisk toksicitet viste det sig at toksiciteten var faldende med stigende molvægt. Dipropyl- og dibutylformamid forårsagede leverskader, men ikke testikelskader som de to andre formamider. Ved daglige doser af de 4 formamider er der set leverskader samt biokemiske ændringer i blod og urin. Effekten er størst ved lavest molvægt. Stula og Krauss (1977) har gennemført test for fosterskadende effekter. Her er både dibutyl- og dimethylformamid beskrevet på samme måde som værende fosterskadende ved forsøg med rotter. Da dibutyl- og dimethylformid i de 2 omtalte referencer beskrives som meget ens, eller at dibutylforbindelsen har mindre sundhedsbelastende effekter, tages der i det følgende udgangspunkt i oplysninger vedrørende dimetylformamid. I et forsøg med rotter over 104 dage blev NOAEL for dimethylformamid bestemt til 210-235 mg/kg ud fra observationer af leverskader (Becci et al, 1983). Med hensyn til optagelse gennem huden er der fundet et 60 dages forsøg med rotter hvor dyrene 4 timer dagligt fik dryppet halen med stoffet. Der blev observeret ændringer i leveren og skader på nervesystemet. NOAEL blev bestemt til 60 mg/kg (Medyankin, 1975) for leverskader. Reproduktionsskadende effekter er undersøgt for dimetylformamid. De gennemførte forsøg er alle baseret på indånding af stoffet. LOAEC er bestemt for kaniner til 448 mg/m³ hvor effekten var reduceret vægt af afkommet. I samme forsøg blev NOAEC bestemt til 150 mg/m³ (Praetorius, W. 1989). I et andet forsøg blev gravide rotter udsat for dimethylformamiddampe på 6. til 15. graviditetsdag. Der blev konstateret effekter som lav fødselsvægt og formindsket antal unger. LOAEC blev betemt til 900 mg/m³ og NOAEC til 90 mg/m³ (Bio/Dynamics, Inc. 1978). 7.3.4.6 VurderingDe mængder der er fundet i analyserne svarer til en potentiel optagelse på mindre end 0,002 mg/kg pr. dag. Den laveste NOAEL der er fundet for dimethylformamid, er bestemt ved hudoptagelse og ligger på 60 mg/kg pr. dag. Det antages at NOAEL for dibutylformamid vil ligge på samme niveau eller højere. Selvom der regnes med en sikkerhedsfaktor på 1.000, vil de fundne mængder stadig ligge væsentligt under værdien for nul-effekt-niveauet. Dimethylformamid er fosterskadende, og det samme viser en test for dibutylformamid. Der er fundet data for NOEAC for test med kaniner og rotter hvor dyrene havde indåndet stoffet under graviditeten med lavere fødselsvægt til følge. Den laveste NOAEC blev bestemt til 90 mg/m³. Det vurderes at den mængde (mindre end 0,002 mg/kg pr. dag) der potentielt kan optages fra de testede produkter, ikke vil give anledning til fosterskadende effekter. På baggrund af ovenstående vurderes det at de fundne mængder dibutyl-formamid ikke giver anledning til sundhedsmæssige effekter. 7.3.5 Diethylthiourea7.3.5.1 Identifikation
Stoffet er fast og har et smeltepunkt på omkring 70°C. Diethylthiourea er opløseligt i vand, methanol, ether, benzen og ethylactetat. Stoffet er uopløseligt i olie. Vandopløseligheden er estimeret til 4.555 mg/liter. Stoffets log KOW er 0,57 (Govers H et al; 1986). 7.3.5.2 Fundne mængderDer er blevet målt diethylthiourea i forsøget med waders og i forsøget med dykkerdragt ”real-life”. I forsøget med waders blev der målt en koncentration på 1,8 µg/ml svarende til en potentiel optagelse på 6,7 µg/kg. I forsøget med dykkerdragten blev der målt en koncentration på 0,36 µg/ml svarende til en potentiel optagelse på 0,8 µg/kg. 7.3.5.3 Stoffets funktionDiethylthiourea anvendes som accelerator ved vulkanisering af chloroprengummi. 7.3.5.4 KlassificeringStoffet er ikke optaget på listen over farlige stoffer, men anført i Miljøstyrelsens vejledende liste til selvklassificering af farlige stoffer 2001. Her er diethylthiourea anført med EINECS nr. 203-308-5 og klassificeringen Xn; R22, Farlig ved indtagelse. 7.3.5.5 Sundhedsmæssige forholdI Sax (1984) er rapporteret to akutte test for oral indtagelse. For rotter blev LD50 bestemt til 316 mg/kg, og for mus blev LD50 bestemt til 681 mg/kg. I en test for mulig kræftfremkaldende effekt blev diethylthiourea givet til mus og rotter oralt over en periode på 103 uger. Rotter fik dagligt 125 og 250 mg, og mus fik dagligt 250 og 500 mg. Der blev kontateret celleforandringer i bugspytkirtlen hos rotter efter forsøget. Hos mus var testen negativ (Bioassay, 1979). IARC (2001) har klassificeret stoffet i gruppe 3, ikke kræftfremkaldende for mennesker. Der er utilstrækkeligt bevis for at diethylthiourea er kræft-fremkaldende for mennesker og kun meget begrænset i test med dyr. Undersøgelser viser at diethylthiourea kan give allergi og overfølsomhed for stoffet. Dooms-Goossens (1998) beskriver en undersøgelse af 4 patienter hvoraf de tre udviklede dermatitis. I Ugeskrift for læger har Buus og Andersen (2002) beskrevet stoffet som et stof der giver allergisk kontakteksem. Det har ikke været muligt at finde data for NOAEL. 7.3.5.6 VurderingDen højeste værdi for potentiel optagelse der er fundet, er 6,7 µg/kg for waders. Der er ikke fundet data for hudgennemtrængelighed, men da stoffet er både vand- og fedtopløseligt, må det antages at stoffet kan optages. De yderst sparsomme data for giftighed viser LD50-værdier ved oral indtagelse på ned til 300 mg/kg. Med en sikkerhedsfaktor på 1.000 svarer dette til en acceptabel grænse på 300 µg/kg. Det er vist at der er risiko for at stoffet giver allergisk kontakteksem, men der er ingen oplysninger om ved hvilke mængder. På baggrund af ovenstående må det derfor vurderes at stoffet antagelig ikke er sundhedsskadeligt i de fundne mængder, men at der kan være en risiko for allergisk kontakteksem. 7.3.6 N-Butylbenzensulfonamid7.3.6.1 Identifikation
Der er udarbejdet et kort datablad af EU, et IUCLID-dataset for N-butylbenzen-sulfonamid. Heraf fremgår følgende. Stoffets smeltepunkt er –30°C, og dets kogepunkt er højere end 250°C. Stoffets vandopløselighed er 1,02 ved 20°C. Det er ikke oplyst om stoffet kan opløses i andre medier. Log KOW er heller ikke givet. 7.3.6.2 Fundne mængderButylbenzensulfonamid er fundet i knæbandager og i waders. I knæbandager er målt en koncentration på 0,50 µg/ml svarende til en potentiel optagelse på 0,13 µg/kg. I waders er målt en koncentration på 0,64 µg/ml svarende til en potentiel optagelse på 2,4 µg/kg. 7.3.6.3 Stoffets funktionDet vurderes at butylbenzensulfonamid er et sekundært nedbrydningsprodukt fra en accelerator. Acceleratorer er bl.a. sulfenamider, og dannelse af sulfonamid sker ved oxidation af det divalente svovl i sulfenamidet. 7.3.6.4 KlassificeringStoffet er ikke optaget på listen over farlige stoffer eller på Miljøstyrelsens vejledede liste til selvklassificering af farlige stoffer 2001. 7.3.6.5 Sundhedsmæssige forholdI IUCLID er anført to forsøg for akut giftighed. Forsøgene omfatter to test med oral indtagelse på rotter. Resultaterne ligger på mellem 1.725 og 2.050 mg/kg for LD50. For hudoptagelse er refereret to forsøg med kaniner hvor LD50 er bestemt til mere end 1.150 mg/kg. Der er refereret et forsøg med irritation på marsvin hvor testen var negativ. I et forsøg med kaniner blev der konstateret øjenirritation. Der er ingen oplysninger om allergi. I et 28-dages forsøg med katte blev der konstateret funktionsforstyrrelser ved en oral indtagelse på 57,5 mg/kg. En NOAEL er ikke fastlagt. Der er refereret et par Ames-test med salmonella typhimurium der gav negativt resultat. Derudover giver IUCLID ingen oplysninger med hensyn til sundhedsmæssige forhold. Hashimoto et al (1991) har testet stoffet på mus for at afklare om det er fosterskadende. Mus fik stoffet oralt i doser på 500 mg/kg/dag og 750 mg/kg/dag, og der blev i begge grupper af forsøgsdyr fundet skader i form mindre fostre. Forsøget gav ingen afklaring af om skaderne er sket direkte på fostrene eller via påvirkning fra moderdyret. 7.3.6.6 VurderingUd fra de fundne data må det konstateres at NOAEL ligger under 57,5 mg/kg. Antages det at NOAEL ligger på et niveau omkring 10 mg/kg, og regnes der med en sikkerhedsfaktor på 1.000, vil mængder på under 10 µg/kg være acceptable. De fundne værdier ligger på 2,4 µg/kg og mindre. (N-)butylbenzensulfonamid vil antagelig ikke give sundhedsmæssige skader ved de fundne mængder, men det skal understreges at datagrundlaget er meget mangelfuldt. Der er indikationer af at stoffet kan være reproduktions-skadende. 7.3.7 NikkelNikkel forekommer i et af de analyserede produkter. Det er antagelig tilsat som dimethyldithiocarbamat, nikkelsalt. Nikkelionen som Ni 2+ er derfor til stede og kan frigives. I det følgende er nikkelionen vurderet ud fra oplysninger om nikkeloxid og nikkelsulfat. 7.3.7.1 Fundne mængderI forsøget med dykkerdagten i ”real life” er der målt et nikkelindhold på 0,095 µg/ml svarende til en potentiel optagelse på 0,2 µg/kg/dag. 7.3.7.2 Stoffets funktionNikkelsalte af dithiocarbaminsyrer er effektive til at forhindre oxidativ nedbrydning af gummi ved påvirkning af ozon. 7.3.7.3 KlassiifceringNikkeloxid har CAS-nr. 1313-99-1 og EU index-nr. 1313-99-1. Stoffet er klassificeret:
Nikkelsulfat har CAS-nr. 7786-81-4 og EU index-nr. 232-104-9. Stoffet er klassificeret:
7.3.7.4 Sundhedsmæssige forholdI IUCLIDs dataset for nikkelsulfat er den akutte giftighed ved et oralt rotteforsøg, LD50, bestemt til 275-350 mg/kg. Der foreligger ingen data for kræftfremkaldende effekter eller for reproduktionsskadende effekter. I et to-generationsforsøg med rotter (RTI, 1987) blev nikkelchlorid givet oralt med drikkevandet. NOAEL blev bestemt til 30,5 mg/kg/dag (250 ppm). Skader ved højere doser var lavere fødselsvægt og leverskader. Kontakt med nikkel er blevet dokumenteret både blandt den almindelige befolkning og i arbejdsmiljøet (Environmental Health Criteria 1991). Dette gælder både metallisk nikkel og nikkelioner der er klassificeret som allergifremkaldende ved hudkontakt. I IARCs vurdering af nikkelforbindelser (IARC, 1990) er nikkelsulfat og nikkeloxid betegnet som kræftfremkaldende i gruppe 1 som betyder at der er klart bevis for den kræftfremkaldende effekt. 7.3.7.5 VurderingKlassificeringen af nikkeloxid med hensyn til indånding er ikke relevant i nærværende sammenhæng. Ud fra en NOAEL på 30,5 mg/kg og en sikkerhedsfaktor på 1.000 vil et acceptabelt niveau være på omkring 30 µg/kg. Den her målte mængde ligger på 0,2 µg/kg og vil således ikke give anledning til betænkelighed. Det skal dog bemærkes at nikkelioner kan give allergi ved hudkontakt, men om denne effekt udtrykkes ved den meget lave mængde på 0,2 µg/kg, kan ikke vurderes. 7.4 SammenfatningI undersøgelserne af de udvalgte chloroprenprodukter er der fundet en række kemiske stoffer. Der er oplistet i alt 46 kemiske stoffer for hvilke der er gennemført en indledende screening. I migrationsforsøg er der blevet identificeret 7 kemiske forbindelser, og disse er udvalgt til nærmere vurdering. Resultatet af denne vurdering er samlet i Tabel 7.3. De anførte ”Analyserede mængder” i tabellen angiver de mængder der potentielt kan optages pr. kg legemsvægt. Tabel 7.3 Sammenfattende vurdering af de fundne stoffer ved migrationsforsøgene.
Af tabellen fremgår at:
Ser man på de undersøgte produkter, kan det konstateres at ingen af de fundne stoffer umiddelbart giver anledning til sundhedsmæssige problemer.
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
