Forprojekt til brancheindsats for jern- og metalstøberier

Forord

Denne handlingsplan er udarbejdet af Danske Støberiers Brancheforening (DSBF) i samarbejde med Instituttet for Produktudvikling (IPU) og Teknologisk Institut.

Handlingsplanen er udarbejdet i forbindelse med projektet: forprojekt for brancheindsats for jern- og metalstøberier. Formålet med projektet og handlingsplanen er at udarbejde en handlingsplan for at reducere miljøbelastningen for branchens produkter set over hele deres livsforløb.

Projektet er udført med Nina Caspersen, IPU, som projektleder. Fra Teknologisk Institut har Jan Lemkow og Rudolf Crepaz medvirket. Desuden har Niels Tiedje fra Institut for Produktion og ledelse, DTU medvirket i projektet. I styregruppen for projektet har der udover projektets parter været deltagelse af Poul Erik Haurum, jernstøberiet DANIA A/S, formand for DSBF samt Tom Rydtlander, sekretær for DSBF.

I forbindelse med udarbejdelsen af planen er benyttet en LCA-screening af typiske produkter. Som projektplanlægningsværktøj er benyttet LFA-metodikken.

Under projektforløbet blev der afholdt 2 workshops og et introduktionsmøde. Den første workshop var med deltagelse af de fire virksomheder, som leverede produkter til livscyklusscreeningen. De fire virksomheder var:

Uldalls Jernstøberi A/S
Frese metal- og stålstøberi A/S
Metallic A/S
MAN B&W Diesel A/S, Alpha Diesel

Den anden workshop var for støberier, amter samt andre interessenter.

Formålet med udarbejdelsen af handlingsplanen har været at udarbejde en samlet indsats med konkrete målbare mål, milepæle og budget.

Resultatet kan læses i denne rapport, som er inddelt på følgende måde:

Kapitel 1 beskriver fremgangsmåden i projektet.

Kapitel 2 beskriver miljøbelastningerne i branchen

Kapitel 3 beskriver de prioriteringer af områder, som er foretaget i forbindelse med de to workshops.

Kapitel 4 beskriver de fire aktuelle projektforslag, som udgør handlingsplanen for branchen.

Bilag A indeholder livscyklusscreeningerne samt beskrivelse af metoden.
Bilag B indeholder referater fra workshops
Bilag C er en litteraturoversigt over tidligere udførte RT-projekter

 



Version 1.0 Maj 2006, © Miljøstyrelsen.